Forfattere

Kristine Stampes billedbog

og andre H.C. Andersenske billedbøger

„Gudfader kunde fortælle Historier, saa mange og saa lange, han kunde klippe Billeder og tegne Billeder, og naar det var mod Juul, tog han frem en Skrivebog med rene hvide Blade, paa disse klinede han Billeder, tagne ud af Bøger og Aviser, havde han nu ikke Nok til hvad han vilde fortælle, saa tegnede han dem selv. Jeg fik, da jeg var lille, flere saadanne Billedbøger. …

„Den Bog maa rigtig forvares vel,” sagde Fader og Moder; „den tør kun komme frem ved Stads-Leilighed.”

Paa Bindet havde dog Gudfader skrevet:

„Riv Bogen i Stykker, det siger ei stort,
Værre har andre Smaavenner gjort.”

Deiligst var det naar Gudfader selv viste Bogen frem, læste Versene og det andet Skrevne, og saa fortalte dertil saa Meget; da blev Historien just en rigtig Historie.”

Da denne optakt til „Gudfaders Billedbog” så lyset i 1868, først i Illustreret Tidende, derpå i det blandede bind Reiseskizzer og Pennetegninger og endelig fra 1874 i eventyrbindene med Lorenz Frølichs illustrationer, vidste mange, at den klippende, tegnende og fortællende gudfader var H.C. Andersen selv, portrætteret under udøvelsen af en af den fædrene slægts småfærdigheder, dem der også tillod Odense-drengen at sy dukketøj af sammentiggede tøjrester, italiensfareren at fastholde landskabelige indtryk i andet end ord, og herregårdsgæsten at forestå udsmykningen ved juletræer og folkefester. I mere end een af de familier, hvori H.C. Andersen havde en vens og måske en gudfaders plads, havde småvenner sådanne bøger i eje, helt eller delvis forfærdiget af ham; og deres skæbne siden da har snarere været bestemt af faderens og moderens replik i eventyrcitatet end af gudfaders liberale motto: Et dusin større og mindre billedbøger er bevaret til vore dage og næsten alle i en for børnebøger såre præsentabel stand. Billedbøgernes særdeles personlige karakter har bevirket, at flere er bevaret i de familier, de fra først af tilhørte; andre har været igennem forstående samleres hænder og ligger nu i offentlige samlinger; en enkelt, Rigmor Stampes, er købt af en privatmand, der imidlertid har vilje og særlig mulighed for at dele glæden med andre.

Ved siden af versene er det mest personlige indslag i sådanne bøger de Andersenske silhouetter, som Rigmor Stampe har skildret i sin smukke bog H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang (1918) s. 133:

„ „Alle konerne,” som den lille pige siger, d.v.s. alle Andersens udklipninger, spillede en stor rolle for familiens børn. Mens Andersen sad og snakkede, lagde han et stykke papir sammen, lod saksen løbe ind og ud i bugter, foldede papiret ud igen, og der stod figurerne. Det var så at sige små æventyr; ikke illustrationer til hans skrevne æventyr, men udtryk for den samme fantasi som i disse. Man kender Andersen lyslevende igen i dem. De lignede ikke andre klipninger; men de lignede ofte hverandre: her som i hans digtning havde han væsenlig en bestemt række motiver, som han bestandig gentog. Der var slotte, svaner, nisser, engle, amoriner og andre fantasibilleder, mange hjerter, en død mand hængende i en galge, en „kammerherre med nøglen bag”, en mølle, som er en mand – vingerne er hans arme og ben – og mange andre.

Han klippede dem ud til børnene i de familier, hvor han kom, men ofte fik de voksne også nogle.”

Som bekendt er et stort udvalg af disse klipninger publiceret af Poul Uttenreitter,[1] og de er også benyttet til eventyrudgaver, sidst i Everyman’s Library (anmeldt i dette nr. af Anderseniana). Denne artikels illustrationer er valgt for at supplere vort indtryk af Andersens silhouetkunst. Men set fra billedbogs-synspunkt skal det dog klart fremhæves, at klipningerne udgør et mindre og undertiden tilfældigt element i disses brogede billedverden. I nogle findes der ingen klip, og i andre (Rigmor Stampe, Kristine Stampe, Hans Christian Ørsted) har man det bestemte indtryk, at klippene blot er indsat, fordi man nu havde dem og således kunne bevare dem på en god måde; de er ikke som i Astrid Stampes og delvis Agnete Linds billedbøger klippet til formålet og indkomponeret bevidst, hvad der jo også ville have forudsat Andersens medvirken under udvælgelsen og indklistringen.

Til gengæld har klippene nået en langt større spredning, nogle familier har haft en hel lille samling uden at have nogen billedbog, og ingen har idag klart overblik over det bevarede. En ny og større „Uttenreitter” i bedre reproduktioner ville være virkelig morsom. For det er virkelig med Andersen som med studenten i Den lille Idas Blomster, „han kunde de allerdeiligste Historier og klippede saadanne morsomme Billeder: Hjerter med smaa Madamer i, der dandsede; Blomster og store Slotte, hvor Dørene kunde lukkes op; det var en lystig Student!”

Noget helt for sig, og meget tidlig, er den skitsesamling, der bevaredes af syngemester Ludvig Zincks søn, Folketeatrets senere hovedkraft Otto Zinck (1824-1908). I sine erindringer[2] fortæller han, at Andersen i 1830-33 spiste hos familien om torsdagen, og da „tegnede han gerne Billeder for mig, som oftest kun Skitser, alle meget fantastiske. Min Fader havde købt en stor Bog med hvide Blade – jeg har den endnu – som fik Titlen „Fantasier og Skitser af H.C. Andersen” og nedenunder „Skønne Rariteter man her hos mig kan finde.” Sit eget Portræt havde han saaledes tegnet foran et stort Spejl, omgivet af en Sværm af Skikkelser: Dyr, Dødninge og de mest fantastiske Menneskeskikkelser. Et andet Blad indeholdt Personerne til Kærlighed uden Strømper meget outrerede. Et Sted havde han kopieret Omridset af sin venstre Haand med følgende Rim: … Paa et Blad var tegnet den Høkerloge i det kgl. Teater, hvorfra en ung Jøde 1830 under en Forestilling faldt ned i Parkettet, paa et andet „Heksenes Luftrejse til Bloksbjerg” [3] og paa et tredje havde han tegnet et Gravmonument over sig selv med følgende Inskription:

Vor Digterlil er ikke meer,
Dog har vi, hvad han skabte.
Han skrev og skrev – og det gør fler,
Vi véd nok hvad vi tabte!
Huset ved Peblingesøen 11te Mai 1833.”

Hvis man ved billedbog vil forstå en bog med billeder, er det umuligt at komme udenom Otto Zincks sjældne minde fra Andersens unge år. Men som bekendt er Andersenske billedbøger ellers af en anden slags: normalt ikke forsynet med tegninger, men eventuelt med silhouetter, og især præget af sammenstykkede billedtryk fra de forskelligste kilder, opmuntret af småvers af den allermest fordringsløse art. Af sådanne bøger kan vi her nævne tolv: fem til Agnete Lind, fire til børnebørn af Adolph Drewsen (deraf tre søstre Stampe), to til børnebørn af H. C. Ørsted og een til Marie Henriques. En trettende sammenklippede Andersen til sig selv. Vi vil naturligvis med største interesse erfare existensen af endnu flere. En omtales i brev fra Edvard Collin nytårsdag 1841, men den synes tabt. „Min søde Vulle … veed at det er en Belønning for udmærket Artighed, naar hun faaer [Lov til at see] Andersens Billedbog.” [4]

Man skal med andre ord en snes år forbi Otto Zincks bog, før de bevarede billedbøger begynder, og det er 50ernes og 60ernes børn og børnebørn af Andersens jævnaldrende venner, der får dem. Ældst er nok (de første af) bøgerne til Agnete Lind (1849-1915) eller måske Rigmor Stampes fra 1852. Ihvertfald var børnene ofte kun et par år eller tre, når bøgerne blev anlagt. Agnete var datter af Edvard Collins søster Louise i ægteskabet med kontorchef W. Lind, og Rigmor Stampe skriver ved omtalen af sin egen bog,[5] at ideen til alle disse bøger rimeligvis var Andersens, han forærede Linds børn(!) flere sådanne bøger. „Andersen skriver fra Weimar i 1855 til fru Lind: „Til Agnete har jeg en lille Ting, og paa en ny Billedbog har jeg stadig tænkt. Edgar [Collin, der var med på rejsen] ved, at hver Avis og hver Regning med Billede paa bliver straks tilklippet for en kommende Billedbog: Agnetes Reise fra Værtshus til Værtshus kan den kaldes.” – En anden af billedbøgerne handler om, hvordan Andersen tog Agnete med på komedie; på vejen derhen oplever de naturligvis de mærkværdigste ting og kommer de underligste steder hen; endelig langt om længe når de til teatret, og så – er der rød plakat! „Agnete blev sort af Sorg” står der under den sorte figur, som slutter bogen.”

Denne „Agnete-Litteratur”, som den et sted spøgefuldt kaldes, er i udstyr beskeden – små uindbundne hæfter i oktav; men den hævder sig dog let ved siden af de mere pompøse værker, fordi disse bøger helt igennem er Andersens eget arbejde; en del af indholdet er også velkendt, fordi bøgerne så længe har tilhørt museet i Odense og kan genfindes hos Uttenreitter efter dennes ellers utilfredsstillende register. Berømtest er vel den ofte reproducerede side med en slange, et teaterbillede, den meget smukke mørkeblå figur, der pryder bl.a. dette tidsskrifts hæfter – og det vistnok eneste kendte omslag til Eventyr, fortalte for Børn, lidet Hefte – talbetegnelsen tilføjet med blæk.[6]

En gruppe billedbøger af mere stateligt ydre er blevet til ved et samarbejde mellem Andersen og Adolph Drewsen til glæde for fire af dennes børnebørn: søstrene Rigmor, Astrid og Kristine Stampe og deres fætter Jonas Drewsen.

Adolph Drewsen (1803-85) var som bekendt gift med Jonas Collins ældste datter Ingeborg, og fra 1830 boede de i hovedstaden, hvor Drewsen var ansat i politiretten (justitiarius 1847-79). Ligesom Ingeborg var den af Collinerne, der bedst kunne sige Andersen en og anden sandhed, var hendes mand en af dem i kredsen, der særlig vandt Andersens venskab og ydede ham forståelse; glæden ved naturen og specielt ved blomster nævnes som træk, de havde fælles, og de mødtes også ved Drewsens levende interesse for at høre om de rejser, Andersen i modsætning til ham selv havde haft lejlighed til at gøre. Den smukke og dygtige, men samtidig kejtede og lidt stive embedsmand havde ifl. de bedste kilder en finere forståelse for Andersens storhed og småskavanker end sin kones ellers langt åndslivligere familie.[7]

Ægteparrets ældste datter Jonna g. Stampe (1827-78) var ligeledes, trods den store aldersforskel, knyttet til Andersen i venskab livet igennem, og hun har ikke mindst hævdet dette venskab ved det brev, hun skrev til sin morbroder Edvard Collin, og som denne trykte i sin bog H.C. Andersen og det Collinske Huus. En særlig karakter fik denne tilknytning, da Andersen i 1843 blev formidler mellem den unge pige i teaterdirektørens loge og hendes unge tilbeder i ståparterret, stud. jur., baron Henrik Stampe (1821-92), som han kendte fra Nysø-kredsen. At den gengældte inklination først 1850 førte til ægteskab, var Stampernes skyld.

Tredie generation bestod af fire døtre: Rigmor 1850-1923, gift 1879 med komponisten Victor Bendix, og Astrid 1852-1930, gift 1881 med kammerherre Gustav Feddersen; endvidere – efter to drengebørns død – Kristine 1856-84,[8] gift 1882 med minister Vilhelm Bardenfleth, og Jeanina 1861-1911, gift 1882 med senere overpræsident Fr. de Jonquières. Fra 1876 boede familien på Nysø, men i den ældre baron Henrik Stampes levetid på den nærliggende forpagtergård Christinelund, hvortil de fire søstres barndom altså er knyttet. Det er velkendt, at de unge adelige damer allerede tidligt begyndte deres arbejde for folkeoplysning og forsorg etc., og at Rigmor Stampes bog om H.C. Andersen er et af de smukkeste og væsentligste bidrag til den ældre Andersen-litteratur.

I sin glæde over den unge families færden skriver Adolph Drewsen 12.2.1857 til Andersen, formummet som en indtil ydmyghed høflig beundrer N. N.:[9]

„Min Kjærlighed til Billeder og til Børn har endelig i 11te Time faaet Forfatteren frem i mig. – Det morer mine Børnebørn saa mageløst at see Billeder og høre mig fortælle om dem; hvor naturligt, at jeg derved kom til at fæste løse Billeder og Fortællinger om dem til Papiret, som snart fik Form af Breve, snart af Bøger. At lave Billedbøger af løse Billeder havde jeg allerede gjort i stor Stiil for mine Børn, da de vare smaa; til at føie Fortællinger til Billederne havde jeg jo uopnaaelige Forbilleder i Agnete-Litteraturen, ja endog en Opfordring fra dens verdensberømte Skaber.

See her er en lille beskeden Aflægger af det store Træ, som jeg vover at vise den store Gartner, idet jeg beder om hans Dom, og at hans Mesterhaand vil lægge til og skjære fra, hvis han ei finder den for slet dertil. Jeg er ikke fri for at frygte dette, og høre Dem kalde den Vrangen af en Fortælling; thi det er jo ellers Fortællingen, der skaber Billederne, men her har omvendt Billederne skabt Fortællingen.”

Hvad der sigtes til i denne bestemte forbindelse, er usikkert, idet Rigmors og Astrids bøger er ældre, Kristines yngre; men selve sammenhængen viser Drewsen på en fin og morsom måde, og specielt hans samarbejde med den store gartner. Ideen var rimeligvis Andersens, som Rigmor Stampe bemærker, hvor hun s. 82 omtaler disse bøger; hendes egen er fra 1852, „den var i kvart, indbundet i læder og af „bøttepapir” – ringere kunne papirmagersønnen jo ikke benytte”, og det samme gælder om de to søstres. Modsat „Agnetelitteraturen” er der ingen rød tråd i disse bøger, men Rigmor Stampe fortsætter: „Senere fortsatte begge de to mænd hver for sig billedbogsindustrien og skrev endogså hele bøger med sammenhængende tekster til de tilfældige billeder.” (jf. ovenfor). Der kan således endnu være overraskelser i vente.

En billedkyndig med særlig interesse for jævn brugsgrafik fra datiden ville have udbytte af at studere de yderst forskellige bestanddele af disse billedgallerier: religiøse, historiske og naturhistoriske serier og ark, glansbilleder, portrætter, soldater- og andre figurark, etiketter, indbydelseskort etc. foruden almindelige blad- og bogillustrationer, alt samlet fra flere lande.

Rigmor Stampe var som Jonna og Henrik Stampes første datter den første, der fik en af de Drewsen-Andersenske billedbøger. Den er i flot format og med flot papir, som antydet i hendes skildring, men også temmelig medtaget, så en delvis ombinding af det solide brune helbind senere er foretaget. Titelbladet er festligt: en udklippet titel „Til Morskab for Børn”, en stor lyserød klipning med det kendte prosceniums- og danserinde-motiv, og derunder foruden et par småbilleder: „Hurra for Rigmor! Det er her Prologen, / Nu ruller Tæppet op for Billedbogen.” Og så ruller det brogede program. Af anderseniana i snævrere forstand finder man etbladstrykket af digtet Landsoldatens Hjemkomst, et tryk af Lille Viggo, med et håndskrevet vers om at også Rigmor kan opnå at få et digt, samt enkelte klip, således „den store Æggeblomme, hvorfra de røde Svaner komme”, som den hos Rigmor Stampe s. 134 gengivne figur kaldes, og „Rigmors rige Slot”. Derudover ses fx. et billede af den gamle J. C. Drewsen med et hædrende vers tilskrevet, samt nogle billeder af københavnernes sommer- og vinterfornøjelser, deriblandt et Tivoli-billede. Og af smådigte er der over 150, hvoriblandt man med ikke ringe forbavselse finder en variant af det 20 år ældre impromptu i Otto Zincks bog om digterens død og hans værkers liv. I sandhed et exempel på den gode husholders fremgangsmåde.

Da denne bog i 1931 var udstillet, tilhørte den Rigmor Stampes datter i ægteskabet med komponisten Victor Bendix, fru Karen Stampe Bendix. I 1952 kom den i handelen gennem Lynges antikvariat, købtes for 27.000 kr. af direktør Waldemar Jensen, Palace Hotel, og glæder nu gæsterne i dettes Restaurant Viking.[10]

Astrid Stampe fik også sin billedbog. Denne afviger fra søstrenes ved at indeholde et meget stort antal småklip, hvor de to andre kun har få og store. Ligesom Rigmor Stampes indeholder den en mængde småvers, der angives 137, deriblandt „Andersen han har Geni, / Det slaaer ud i Klipperi.” Det gedigne bind er dateret 19.12.1853. Godsejer Ole Holst, Nysø, købte bogen på auktionen efter Henry Hellssen 1958, og man har vist lov at sige, at også andre end køberen glædede sig over denne placering af den.[11] Hellssen-katalogen bragte en del reproduktioner derfra, interessantest måske den af mange papirstumper sammensatte vase med buket; denne klippeteknik er ellers ikke almindelig hos Andersen, og man føler sig mere hjemme ved at se det kendte møllemotiv på vasens korpus.

Den billedbog, som bedstefader Drewsen forfærdigede til Kristine Stampe, har ikke så mange bidrag af Andersen som de to søstres – en del af versene er Drewsens. I det ydre er bogen af samme statelige karakter som de andre og meget velbevaret. På ryggen står „Christines Billedbog” og på forsiden navnet og datoen 30.12.1860. Hvad klipninger angår, er der kun ganske få, fem ialt, men disse indtager til gengæld en meget smuk plads i Andersens produktion, uanset at de ikke har nogen specielt motiveret plads i billedbogens løse motivrække. Se s. 357, 351, 360, 363, 343.

Den store mand med det overdimensionerede hovede, stående på et hjul med svaner, er af den kendte Andersenske troldefamilie; i hans store ørenringe er indklistret et lille heraldisk våben og i hvert hjørne af bladet en lille soldat. I figurens indsnit har Drewsen skrevet: „Denne Mands Forfatter er Hans Christian Andersen, Børnenes Ven.” Originalen er klippet i guldpapir, og ordet Hans er klippet fra et tryk.

Kraftig blå er den ornamentale flersymmetriske figur, hvor der til så faste motiver som palmer, svaner, mænd og kæmpehoveder kommer et vistnok enestående: havfruer. Omkring dette festlige klip findes i bogen otte uinteressante fjerkræbilleder.

Den orangerøde danserinde holder i fire af sine arme to krebs, en vandkande og et æble, ovenover hende meddeler en tobaks- eller vinetiket „Meget fiin”, og endnu et par bagateller er indføjet foruden verset. Trehovede-motivet genfindes Uttenreitter s. 59, men de 6 arme og 8 ben har vist intet sidestykke og er gennemført med samme naturlig-unaturlige præcision som vore dages simultanfotografier af lignende bevægelser.

De fire dansere i lysviolet papir er af Drewsen forsynet med forsikringerne „Denne Klat har Andersen sat” og „Andersen klippet”, mens det lille glansbillede mellem de dansende fødder får Andersen til at improvisere: „Ind i de store Mænds Sogn / Kommer den lille med sin Vogn.”

Mest fængslende er vel det dybblå landskab med svaner i søen, storke i træerne og to tårne; symmetrien brydes ved at den ene stork holder en snog i næbbet; den er tegnet, ikke klippet. Denne figur er yderligere interessant ved at foranledige et vers som „Storken henter Børn af Vandet, / Svanerne synge om Evighedslandet.” Med al respekt for dem der måtte foretrække ganske enkle eller rent ornamentale motiver, vover vi at karakterisere dette landskab som H.C. Andersens smukkeste klipning.

Kristine Stampes billedbog er som den eneste os bekendte forblevet i familiens lige linie. På silhouetudstillingen 1931 udstilledes den af hendes søn lektor V. Bardenfleth, men katalogen bragte ingen illustrationer; den tilhører nu civilingeniør C. E. Bardenfleth, der under langvarig bortrejse har deponeret den på Det kongelige Bibliotek sammen med det til Jonna Stampe testamenterede dedikationsexemplar af Dickens’ Nicholas Nickleby.[12] Digtene i bogen meddeles alle i slutningen af denne artikel, og hverken de eller de fem silhouetter synes at have været publiceret før bogen på nævnte måde blev tilgængelig for studium. Er digtenes antal og kvalitet moderat, er til gengæld klippene et meget smukt bidrag til vort kendskab til denne side af H.C. Andersen.

Et fjerde resultat af samarbejde mellem Adolph Drewsen og H.C. Andersen var en billedbog til Jonas Drewsen (1860-1929), der var søn af Valdemar Drewsen (1828-92) og således brodersøn af Jonna Stampe (og af Viggo Drewsen). Ifl. katalogen over Jean Hersholts samling,[13] med hvilken billedbogen blev lagt fast i Library of Congress i Washington, indeholder denne bog 140 sider af det sædvanlige blandede indhold, bl.a. en fødselsdagsmenu fra Frederik VIIs hof og billeder fra New York og den amerikanske borgerkrig. Nitten billeder er forsynet med vers af Andersen, deriblandt „Disse kaldes Silhuetter; / Hvert af dem jo meget net er” -men det fremgår ikke, at der skulle være Andersen-klip i bogen.

Senere end de Drewsenske billedbøger er to, som H.C. Andersen skrev vers i efter aftale med en anden af sine venner, Mathilde Ørsted, H. C. Ørsteds ugifte datter. Hvem der har taget initiativet til samarbejdet, ved vi ikke, men de to, der skulle glædes, var ihvertfald to af Ørsted-sønnernes sønner: overauditør og senere borgmester Anders Sandøe Ørsteds ældste søn, opkaldt efter farfaderen og født 1863 (død 1936 som fhv. dommer, sidst i Vordingborg), og inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt, cand. polyt. Albert Nicolai Ørsteds søn Viggo Ørsted, født 1867 (død 1943 efter et livs lægegerning i Ringe). I førstnævnte tilfælde ved vi positivt, at drengen Hans Christians faster har forfærdiget selve bogen og Andersen blot skrevet versene; Viggo Ørsteds bog må formodes at være blevet til på samme måde. De er i kvartformat som de Drewsenske bøger, men dog ikke af papirmagersønnens bøttepapir, og bindene er kun halvbind. De er mindre brogede, men mere sammenhængende end Adolph Drewsens livfulde pêle-mêler. De indledes også ens, med to identiske billeder af en kgl. telegrafstation, der har den store Ørsteds buste på facaden, og med ærevers af H.C. Andersen over hans afdøde ven og lærer; desuden forekommer der hentydninger til dennes betydning for kommunikationen med de fjerne lande, hvorfra billedernes motiver er hentet.

Hans Christian Ørsteds billedbog indledes med dette vers:

Ja, Meget har Fa’erfa’er tænkt og kjendt;
En Talestræng har han om Jorden spændt,
Og Landene bleve hinanden nær;
Derom kan nu læses i Bogen her.
Mathilde har det i Billeder bragt,
Og Andersen Ordene underlagt.

I henhold hertil er næsten alle billeder fra fremmede lande, en virkelig livfuld og godt sammensat række. Af H.C. Andersen-klip indeholder bogen kun fire, nemlig den bekendte ,,Hille den gloende Røde! / Den var fæl at møde” (Uttenreitter 85), troldehovedet med horn og skæg (sst. 86) og en lille lyseblå bort samt den morsomme lille figur, der er sat forrest hos Uttenreitter: „Lille Hans Christian overlader sig til sin Phantasie.” Denne bog, som er fra februar 1869, erhvervedes i 1924 af Holger Laage-Petersen, den havde indtil da været i familiens eje. På forsatsen er skrevet: Fra Faster Mathilde og H.C. Andersen.

Viggo Ørsted fik også sin bog et par år efter. På første side står Denne Bog tilhører Viggo Ørsted og desuden flg. digt med overskrift Hans Christian Ørsted:

Ja han var Danmarks Søn fra Ringhed sendt
En Konge dog og det i Aandens Rige.
Hans Liv er sluttet her, saa godt og smukt.
Hans Navn, den Stjærne bliver aldrig slukt.
H.C. Andersen.

Det er det deiligste Adelsbrev at stamme ned fra een af Menneskehedens Velgjørere.

Denne bog knytter sig ifl. H. Topsøe-Jensens notater i registranten over Laage-Petersens samling til et par dagbogsnotitser fra 8.2. og 22.2.1871, hvorimod en notits fra 11.2.1869 skulle vedrøre Hans Christian Ørsteds bog: „Sad oppe til henved Klokken to og lavede Vers i den af Mathilde Ørsted for hendes Brodersøn klistrede Billedbog.” [14]

Da Viggo Ørsted i 1911 fandt anledning til at skille sig af med bogen, rådede et førende dansk antikvariat ham til at søge det bedre betalende engelske marked, og bogen afhændedes da til Maggs Brothers, London; dette er grunden til, at et tilsvarende bind med engelske oversættelser af versene er forenet med originalbindet i en kostbar kassette af engelsk tilvirkning. Bogen ligger nu fast i Holger Laage-Petersens H.C. Andersen-samling i Det kongelige Bibliotek.

En fremskudt og måske førende plads blandt de bevarede billedbøger indtager den, der 26.6.1869 skænkedes til den treårige datter af Andersens gode venner Therese og Martin R. Henriques, den senere malerinde Marie Henriques (1866-1944). Den lille pige var, som man ved især fra de udgivne breve fra Andersen til forældrene, hans særlige yndling, udnævnt til at være den lange „Anders”s kæreste, unægtelig også med den deraf flydende tidlige pligt til at interessere sig varmt for ham! Allerede 1889 fik Peter Nansen som redaktør for Af Dagens Krønike lov at gennemgå bogen og skrive om den i tidsskriftet (dec., s. 531-36 + 5 billedsider), men iøvrigt er den stadig i familieeje hos fru Gudrun Holm Henriques.

Maries billedbog svarer nærmest til Agnetelitteraturen. Det gælder det beskedne format og udstyr, og det gælder de spredte silhouetklips jævne kvalitet. Men det gælder også det vigtigste: bogens heltud personlige, helstøbte anlæg. Dens elementer er de samme som alle andre bøgers, og formatet udelukker de store billeder. Men de er sat ind i en ramme af fortælling, og blot det faktum, at en bestemt tegneserie er splittet op på tre-fire episoder, viser, at det nødvendige billedstof er disponeret under eet. Fiktionen er den, at Marie med sin amme Sidse rejser rundt i verden, snart tiltrukket og snart frastødt af spændende begivenheder og malerisk dagligdag i alle verdenshjørner. Marie er den tænksomme, kundskabsrige, men også letbevægelige hovedperson, hvem de berømteste og flotteste mænd gør deres opvartning. Sidse er den hjertensgode opofrende ledsager, udstyret med den mest firkantede nøgternhed i sine kommentarer. „Anders” er den hjemmeværende, hvis vers og eventyr stadig dukker op som rejselekture eller gennem illustrationer.

Næsten hele bogens text er prosa. Blot vort korte referat lader ane, at rejseskildringen ligesom de virkelige eventyr appellerer til andre end småbørn. Andersens kombinations- og associationsevne – både fra billede til billede og fra billede til ord – er forbavsende og ofte virkelig vittig, og Sidses bedste replikker ville ikke falde igennem i de muntre af eventyrene.

Iøvrigt henvises til Peter Nansens velvalgte prøver af dette hovedstykke i genren. Hertil skal blot føjes en egentlig nærliggende, men i alle billedbøgerne vist enestående idé: en side med omtale af lille Maries omfattende korrespondance og alle de „Brev-Mærker” hun får, ledsaget af en dekorativ opsætning af en snes frimærker fra forskellige lande, hvorom vi dog ikke nænner at gå i detailler.

Det er vistnok ikke almindelig bekendt, at H.C. Andersen foruden at anlægge sin store stambog etc. også lavede en billedbog til sig selv. Den bærer simpelthen titlen Min Billedbog og derunder: „Motto: Man maa have lidt at fornøie sig med.” I kvalitet står den væsentligt under de andre: jævnt halvshirtingsbind, jævnt papir (iøvrigt i vexlende kulører) og ingen særlig glans over de afvexlende billeder i indholdet, af hvilke kun eet er klippet og tegnet (Faust og Mephisto? næppe af Andersen selv), resten trykt. Der er også kun få tilskrifter, således „Den blaa Grotte, som den ikke seer ud” (billedet fjernet), „Det seer Graat ud!” (på gråt papir, billedet fjernet), „En Hest! en Hest! Et Kongerige for en Hest! Schakspear!” (billede af hestevæddeløb, et bevinget ord, som Andersen også andetsteds har brugt); hovedet af en festavis i anledning af Braunschweigs 1000-års-fest er påtegnet af Andersen og Jonas Collin d. y. 19.8.1861, da de passerede byen på vejen hjem fra deres rejse til syden; og til et balkort fra 2.3.1837 har Andersen under sit af indbyderne skrevne navn tilføjet „dandser ikke”. Sidstnævnte souvenir stammer fra et studenterforeningsbal på skydebanen 3.3. (ikke 2.3.), hvorunder Andersen fik sin gode part af vinterens influenzaplage, skildret især i et brev til Henriette Hanck, hvor iøvrigt Den lille Havfrue og Kejserens nye Klæder bebudes.[15]

Denne Andersens egen billedbog er iøvrigt stærkt reduceret, ikke af egentligt slid, men fordi en væsentlig part af de indklæbede billeder er udtaget, ofte til skade for både billeder og papir. Da bogen hører 1860erne til, ligger det nær at formode, at den har været et reservelager af stof til børne-billedbøger. Også den findes i den Laage-Petersenske samling.

Man forstår det hele. I mange af børnebøgernes små vers er der en satirisk eller anden „voxen” pointe, der lader ane, at improvisationerne giver luft for lidt af hvad Andersen har i sig. Og nu ser man ham sandelig sidde og klippe og klistre for sig selv. Enhver, der er antruffet med sine børns frimærker eller elektriske tog, også når børnene ikke var der, nikker genkendende. „Gudfader” og hans eventuelle kompagnoner morede ikke blot de små med deres flygtige syssel.

Vers i Kristine Stampes Billedbog

(Kun H.C. Andersens vers er anført; indholdet af de billeder, de tilhører, angives kort).

Processionssilhuet med underskrift „Prinzess [!] Tausendschön”:

Jorden er hvid – den ligger med Snee,
Processionen er sort, det kan hver Mand see!
Aligevel ere de Alle glade!
Prinds Tusindskjøn skal paa Maskerade!

Kulørt påfugl:

Halen
Gjør mere Lykke end Talen!

Franske billeder af hyrde med får, Nicolas (rettet med blæk til Nicolai), jægere, hyrdinde med får, plovmand; farver og guld:

Her staaer en Hyrde saa ung og fiin.
Han blæser i Guld og høres af Sviin.
H.C. Andersen.

Her staaer den gamle Nicolai,
Han har hverken Trøie, eiheller Cavai
Men Skjorteærmer og en Vest af Bai.

Hvor skinner med Guld hendes røde Trøie,
Den skinner dog ikke, som hendes Øie.

Småelefanter om en stor elefant med karakteristisk tegnede fødder:

Stort skal det være! og dog den Stymper
Har Huller paa alle sine Strømper!

Dame i krinoline og travle arbejdere med spande:

See dog den klodsede Ole,
Han spilder paa Frøkenens Kjole.

Lille xylografi: Ausgang der Via mala:

Her har Viggo og Andersen kjø[rt,}
Derom har lille Christine hør[t!]

Farvebilleder af tyv og hunde:

Der løber en Tyv, han er gruelig bange,
Han veed, han er ved at tages til Fange!

Lille farvet mandsbillede:

Han var som Slikmund reent af lave,
Nu gaaer han med en daarlig Mave!

Fjerkræ i farver; enkelte linier under de enkelte billeder på siden:

Hønen paa sit Værksted, hun lægger Æg.
Hønen opdrager sine Smaa.
Den smukkeste er jeg! jeg er sort.
Den deiligste er jeg, for jeg er hvid!
Hønen ruger ud, endnu ere de grønne, [fejlfarvede].
Den stolteste! [en kalkun]
Naboerne ere i Strid, [to haner]

Mellem et lille idyllisk landskab og et stort junglebillede med overmåde mange dyr:

Her seer du Naturen tam og mild,
Der under kneiser den ganske vild.

Forskellige svin, de fleste som husdyr, et som menneske:

Den Ene her har Intet paa,
Den Anden kan i Guld-Stads gaae,
Dog Sviin er disse begge to,
Og deres Moder var en So!
Først de Store, saa de Smaa,
Efter Rangen skal det gaae!

Tropefugle:

Om disse Fugle man sige maa,
At de er’ alle godt klædt paa!

Kinesere:

Telegraph Efterretning:
Paa Søndag opføres i China
Øehlenschlægers Tragedie: Dina.

Musicerende damer og dansende pige i naturen; texten beskåret:

Saa vidt jeg kan skjønne
[ ] i det Grønne!

Folkemængde på torv, tysk billede med underskrift: Die Hahnemann’s-Feier in Meissen am 11. April: Die Enthüllung der Gedenktafel an Hahnemann’s Geburtshause.

For Hahnemann, for Hahnemann,
Gale de Alle, saa høit de kan!

Billedmontage med hunde i park:

De Hunde lege Skjul herinde,
Den Brune skal den Hvide finde!

Satirisk bordure med sommerfuglejagt, der står pengebeløb på hver sommerfugl; derunder almindelige sommerfugle etc.:

Der er i Verden, som her Du seer,
Sommerfugl-Jagd paa forskjellig Maneer!

Småbilleder af kinesere spredt over en side:

I China spiser man Rosensylt,
Og tørrer sin Mund paa Silke-Tylt
Og her er hans halve Huus forgylt.

Silhouet gengivet s. 360.

Ei hun lider Krebsegang,
Krebsene hun standser.
Otte Been af første Rang
Har hun; saa hun dandser!
Det er nydeligt at see,
Ansigt har hun, hele tre!

Løve overfalder Hest:

Om disse to man seer og veed,
De mødes ei i Kjærlighed!

Plovmand, træ etc.:

Bonden gaaer bag Ploven,
Christine gaaer ind i Skoven;
Bonden vi meget godt kunne see!
Christine har skjult sig – bag Træet, kanskee!

Fantasifuld elefantjagt (i Indien, som bl.a. en tiger viser):

Betragt
En rigtig Jagt
Midt i Afrikas Pragt.
– Paa Vers er det sagt.

Ridderfrøken til hest ved vindue, i vinduet en mand, over døren ordet Menestrier:

Madammen rider i Boutik.
Det gjorde hun ei, ifald hun gik.
H.C. Andersen.

Derangeret mand ved rendesten og nedløbsrør; ordspil på „pyntet”:

Du seer, hvordan en pyntet Een
Kan falde i en Rendesteen.

Pragtfugle: Le Coq de roche – Le Roi des Gobe-mouches:

See hun er rigtig „født” og „baaret”,
Hun kom af Æget med Kam i Haaret.

Moses i sivene:

Moses, som Lille, fra Nilens Vand
Førtes og blev til en holden Mand.
Han døde paa Hjørnet af Canaans Land.

Siddende mandsstatue, næse, hænder og fødder afslået; plint og draperi under ham malet himmelblåt:

Naar Mennesket paa Skyen bygger,
Som en Phantast,
Han let i Stumper og i Stykker
Gaaer, og i Hast!

Silhouet gengivet s. 343.

Storken henter Børn af Vandet,
Svanerne synge om Evigheds Landet.

Liremand med kone og barn, alle syngende:

Her synge de tre med aaben Mund,
„Christinelund! Christinelund!”
Hurra for lille Christine!

Talerstol set bagfra, lyset falder forfra og aftegner talerens skygge i kohovedform:

Kan Du see paa hans Skygge,
Hvad den Karl er for et Stykke!

Symbolsk monument, på foden er videnskaber og videnskabsmænd opregnet, herpå er klistret bl.a. en ganske lille krybende mand:

At dette Monument kan Du forstaae,
At store Mænd maa krybe, før de kan gaae.

Bibelske billeder af samme serie som Moses i sivene; underskrift bortskåret under Jakob in Ägypten; under Joseph giebt sich zu erkennen:

De Brødre kom til Ægyptens Land,
Og talte der med den fornemste Mand,
Han sagde til dem – jeg er Eders Ven,
Jeg er Eders Broder: Joseph Jacobsen!

Silhouet gengivet s. 363. Drewsen tilføjer: „Denne Klat / har Andersen sat”, desuden:

Ind i de store Mænds Sogn
Kommer den lille med sin Vogn.

Mellem brændende mølle (Eggen-Mühle bei Culm 30.8.1813) og flammende jernværksovn:

Her er Ild i Møllen,
Det er Krig!
– Her er Ild paa Kjøllen,
Det gjør Eieren riig.

Ægtepar og hund i havestue:

Søde Mand, det er mig en Pine,
At vi aldrig har hilst paa lille Christine!

Kulørt helsides montage omkring to borgermænd i samtale på torv, øverst en sol, iøvrigt detailler som beskrevet:

Her seer Du Cometen, den har stødt paa,
Derved har den mistet sin lange Hale,
Saa Alting er væltet, kun to seer Du staae
Paa Torvet og der om Ulykken tale,
Een sidder paa Taget og skriver det op
Men Posten skynder sig hurtigst fra Byen;
Selv Ræven er bange for Skind og for Krop,
Han seer mod Cometen, der øverst bag Skyen.
Det er en Forstyrrelse – Alt er smidt om,
– Det var før Christine til Verden kom.

Moder med barn i Victoria-stil:

Ingen kan see paa det nøgne Skarn
Om det er Borger eller Adels Barn!
Man mærker det ei om det leer eller græder
– Dog jo – det kan sees paa de tynde Klæder.

„Det sagde Gudfader og gav mig Bogen. Hans Øjne lyste, han var saa vis i sin Sag. Og jeg tog Bogen saa glad, saa stolt og forsigtigt, som nyligt jeg bar min lille Søster for første Gang.

Og Gudfader sagde: „Du maa meget gjerne vise En og Anden din Billedbog, Du maa ogsaa nok sige, at jeg har lavet, klistret, tegnet det hele Værk. . . .

Du maa vise Bogen til hvem Du vil, det vil sige, til Folk med milde Øine og venligt Sind, men kommer en Helhest – saa luk Gudfaders Billedbog.”

 

Noter

  1. ^ H.C. Andersen Billedbog. Udg. af Poul Uttenreitter med Forord af Hans Brix. Kbh., Flensborg 1924.
  2. ^ Fra mit Studenter- og Teaterliv (1906), s. 26ff.
  3. ^ Billedbog fra H.C. Andersen-Samlingerne i Odense (1935) s. 12: en fantasiblomst. Svend Larsen og H. Topsøe-Jensen: H.C. Andersens eget Eventyr i Billeder (1952) nr. 50: „Hexedands paa Bloxbjerg 11 Mai 1831″ og to hoveder med fødder, uden krop og lemmer. Billedtext savnes.
  4. ^ H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin I (1933) s. 302. Jean Hersholts katalog nævner ni: to i Det kongelige Bibliotek (de Ørstedske), fire i H.C. Andersens Hus (Agnete Linds og antagelig Otto Zincks), een i en svensk privatsamling (der er grunde til at formode, at dette er en fejl information om Kristine Stampes), een i en københavnsk privatsamling (Rigmor Stampes, mens Astrid Stampes og Marie Henriques’ ikke har været lokaliseret af Hersholt) samt een i Hersholts samling (Jonas Drewsens).
  5. ^ Rigmor Stampe s. 82f.
  6. ^ Billedbog (1935) s. 17, jf. s. 16.
  7. ^ Rigmor Stampes kapitel s. 73-93 o. fl. st.; H. Topsøe-Jensen i H.C. Andersens Brevveksling med Jonas Collin og andre Medlemmer af det Collinske Hus, især III (1948) s. 360-63.
  8. ^ Anderseniana V 1937, brev fra Andersen til Mimi Holstein 2.11.56 om Kristine Stampes fødsel.
  9. ^ Brevveksling med Jonas Collin II (1945) 168.
  10. ^ Berlingske Tidende’s Silhouet-Udstilling 1931; Fra Lynges Reoler Nr. 79, 1952, og Svend Kragh-Jacobsen i Berlingske Tidende 6.1.1952; Svend Sabroe: Palace Hotel 1910-1960.
  11. ^ Arne Bruun Rasmussen, Auktion Nr. 90, Januar 1958, katalogen red. af N. Chr. Lindtner og Preben Witt; se s. 19-20, tavle s. 81, omslag o. fl. st. Hammerslag ved 22.900 kr.
  12. ^ Foto i Estrid og Erik Dal: Fra H.C. Andersens boghylde (1961) s. 57.
  13. ^ Catalog of the Jean Hersholt Collection of Hans Christian Andersen (Wash. 1954) s. 16-18 og tavle s. 24.
  14. ^ Memoirer og Breve V 1905 s. 25 (H.C. Andersens sidste Leveaar)
  15. ^ Anderseniana IX – XIV s. 184, 9.3.37.

En hjertelig tak til fru Gudrun Holm Henriques, der har givet mig adgang til Marie Henriques’ billedbog, til adm. direktør Waldemar Jensen, der (ved direktør E. Tyndeskov Pedersen) har givet mig mulighed for at se Rigmor Stampes bog, og især til civilingeniør Carl Emil Bardenfleth, der har tilladt studium af Kristine Stampes bog, mens den er deponeret på Det kongelige Bibliotek, og som derved har givet udgangspunktet for denne artikel.

 

©