Krystalkors fra Kørup kirke

Bjergkrystal var i middelalderen et af de materialer, der skønnest kastede glans i de mørke kirkerum og genspejlede vokskerternes flammer i guldet på helgenskrin og altre. De klare sten havde en næsten gådefuld tiltrækning, man kaldte dem for „frossent vand“ og mente, at det var lynstråler, der havde tryllebundet dem. Det fortælles, at ved „Marie renselsesfest“ slog man ild med bjergkrystal, som symboliserede renhed.[1]

Fra 1100- og 1200-årene var der i danske kirker talrige „gyldne altre“, hvoraf syv endnu er bevaret.[2] Ornamentbåndene på disse gyldne alterbordsforsider var med små mellemrum besat med bjergkrystaller, tildannet „en cabochon“, dvs. slebet og poleret runde eller ovale, ofte med en „ryg“ i længderetningen.[3] Også alter- og processionskors, helgenskrin og bogbind kunne være prydet med sådanne krystaller.[4] På skrinene var undertiden tillige større krystalkugler anbragt, ligesom sådanne kunne være knopper på alterkalke og bispestave eller tjene som mellemled på lysestager.[5]

Mens bjergkrystaller i den tidlige middelalder på disse måder var med til at forskønne den hellige messe, får de senere hen yderligere en funktion, som skyldes en ændring af selve relikviedyrkelsen. Indtil omkring 1100-årenes slutning lå relikvierne som oftest skjult i solide skrin eller alterborde, hvor de skulle virke i det dunkle uden at kunne ses. Det var troen på relikviernes tilstedeværelse, der skaffede mennesker nåde. Men fra omkring 1200 vinder tanken frem om en mystisk forening med Gud gennem helgeners udstråling og nærværelse.[6] Som følge heraf skulle man være istand til at se relikvierne, og man satte derfor bjergkrystalruder (ofte linseformede) i relikviebeholdere eller anbragte helgenbenene i udhulede krystaller, kaldet „ostensorier“. Man kunne også forsyne krystalblokkene med korsformede hulninger[7] og lade dem indgå som midtfelt i større kors med korstræ og -arme tildannet af en halv snes krystalstykker af aflang form eller med liljeformede afslutninger. De relikvier, man lagde indeni krystallerne, var som regel hyldet i kostbare silkestoffer, der lyste igennem det klare materiale.

Kirkernes hellige kar, kors, helgenskrin og alterbordsforsider af ædle metaller blev under og efter reformationen udsat for krigsødelæggelser eller for konfiskation fra de protestantiske fyrsters side. Dette skete såvel i Danmark som i de andre nordiske lande, og ikke mindst i Tyskland under Trediveårskrigen. Mens man indsmeltede guld, sølv og kobber og brugte disse metaller først og fremmest til mønter, som der var stort behov for til soldatersold, var der dele af kirkeskattene, man ikke kunne finde praktisk anvendelse for. Det var de udskårne, katolske billeder af elfenben og hvalrostand og – hvad der særligt interesserer i denne forbindelse – kugler, perler, udhulede cylindre og andet af bjergkrystal.[8] Om enkelte genstande af elfenben og hvalrostand ved vi, at de er forblevet i kirkernes sakristier, og om andre, at de er havnet i lærde folks kunstkamre.[9] Hvad der umiddelbart efter de ødelæggende handlinger er sket med bjergkrystallerne, ved vi ikke, men i eet enestående tilfælde møder vi krystaller tilvirket i forskellige af middelalderens århundreder, forenet i et sælsomt stykke kirkeinventar: krystalkorset fra den for snart to hundrede år siden nedrevne Kørup kirke.

Tre forskellige impulser har været årsag til, at denne artikel er blevet til. Den første var professor Hans R. Hahnlosers besøg på Nationalmuseet engang i begyndelsen af 1960erne. Denne højtagtede kunsthistoriker og specialist i middelalderlige krystaller gik på opdagelse i vor middelaldersamling og betragtede med særlig interesse den sidste rest af cabochonslebne krystalperler på de gyldne altre, den af Ole Worm fra Tyskland hjembragte relikviekrystal med miniaturemalerier på pergament, og kom til slut til Kørup kirkes store krystalkors, inv. nr. 9071 (fig. 1), som dengang hang i en niche foran et smårudet palævindue. Han viste mig, der da var „ny“ i denne afdeling af museet, hvorledes korset kunne deles op i flere sektioner, og sagde, at han ville ønske, han ved lejlighed kunne vende tilbage hertil. Dette nåede han desværre ikke. 1974 døde han efterladende en større produktion af instruktive bøger og artikler om bjergkrystaller, fortrinsvis om dem, der sidder i deres oprindelige montering. Men det bebudede Corpus der mittelalterliche Hartsteinschliffe, hvori han bl.a. ville have behandlet de bjergkrystaller, der er genanvendt og anbragt i nye monteringer, kom han ikke til at publicere.

Fig. 1. Krystalkorset fra den nedbrudte Kørup kirke er af form et patriarkkors, ca. 1,50 m højt.

Krystalkorsets placering foran palævinduet var imidlertid skyld i, at de fleste museumsgæster overså det prægtige stykke. Man besluttede derfor at flytte korset til en nyindrettet montre med kunstig belysning. Inden flytningen blev korset efterset på Nationalmuseets konserveringsanstalt i Brede, og samtidig søgte man at konstatere, hvad de enkelte dele bestod af, om der var tale om bjergkrystal eller glas, ligesom metallet blev analyseret. Arbejdet på konserveringsanstalten blev fulgt op af en eftersøgning i museets arkiv og bibliotek med det formål at få større kendskab til korsets proveniens. Det viste sig da, at der findes en beskrivelse fra 1706 af, hvor i Kørup kirke korset har hængt, og hvordan det indgik i denne herregårdskirkes særprægede inventar.[10] Dette blev tilskyndelse nummer to.

Den tredie fulgte hurtigt efter, da det af museumsprotokollen viste sig, at den mand, der havde sørget for, at korset kom i Nationalmuseets eje, var en gammel slægtning til denne artikels forfatter, det var Adam Alexander Frederik Lassen (1788-1875), der var fætter til min oldefar, Jens Nimb Lassen (1807-73).

Adam, der en årrække var og livet igennem kaldte sig apoteker, underskrev sig A.F. Lassen. Han var søn af den i sin samtid velkendte og afholdte sognepræst i Kværndrup på Sydfyn, Rasmus Lassen (1755-1825), en mand, der ikke alene røgtede sit kald med oprigtig fromhed og nidkærhed, men om hvem det også fortælles, at han havde sans for smukke omgivelser: især præstegården med have og kirkegården.[11] Interesse for egnen og for Fyn i det hele taget præger Rasmus Lassens sønner og er vel en arv fra faderen.[12] Og bemærkelsesværdigt er det, at både Adam A.F. Lassen og hans et år yngre broder, Axel Frederik Lassen (1789-1883), kendt under navnet „Den hvide Doktor“, er overmåde optaget af at indsamle antikviteter i Jylland og navnlig på Fyn. Mens den sidstnævntes virksomhed har været genstand for en fyldig omtale i dette skrift 1971,[13] er Adam A.F. Lassen og hans antikvitetsindsamling blot i korte træk nævnt i denne artikel samt af J.J.A. Worsaae, og denne var meget streng i sin bedømmelse af ham.

J.J.A. Worsaae, fra 1866 direktør for Oldnordisk Museum og for Den kongelige kronologiske Samling på Rosenborg, blev født 1821 i Vejle som søn af amtsforvalter Jens Worsaae. Han fortæller i sine erindringer:[14]

„Min Samlerlyst og mine archæologiske Indsigter fremmedes betydeligt ved en ny Gjæstgiver, A.F. Lassens Ankomst til Veile. Han havde været Apotheker i Ebeltoft, men havde ødelagt sig ved, istedet for at passe sit Apothek, at sysselsætte sig med Taskenspillerkunster, hvori han var en Mester, med Alchymie og alle mulige Projekter …“ „I Gjæstgiver Lassens Samling lærte jeg vel meget at kjende, som jeg aldrig forhen havde seet. Men af hans phantastiske Forklaringer og ravgale Hypotheser lærte jeg fornemmelig tidlig, hvorledes en virkelig Oldgrandsker ikke skulle være.“ Han tager absolut afstand fra sin lærer, idet han videre siger: „For mig var enhver Tydning af Lassen i og for sig mistænkelig. Når derfor Lassen og andre senere vilde betragte mig som en Elev af ham, da er kun den Sandhed deri, at jeg, advaret af hans Exempel, blev en strængere Kritiker, end jeg ellers med min drømmende Begeistring for den fjærne Oldtid vilde være bleven i saa ung en alder.“

Vist er det, at A.F. Lassen – ligesom sin broder, Den hvide Doktor, har haft en livlig fantasi, men den umiddelbare årsag til Worsaaes hårde dom er først og fremmest historien om det moselig, som i 1835 blev gravet op ved Haraldskjær, og som i Oldskriftselskabet af professor N.M. Petersen blev fremstillet som værende „den norske dronning Gunhilde“. Imod denne letsindige hypotese rettede Worsaae i Historisk Tidsskrift III, 1842, en fældende dom og tjente derved nogle af sine første sporer. Worsaae siger i erindringerne: „Thi næppe er der nogen tvivl om, at det fra først af var Lassens højttravende, poetiske Fortællinger om kostbare Klæder m. m., der bragte baade det store Publikum og Oldskriftselskabet ind paa et usikkert Spor.“

Fig. 2. Det øverste af de to kors, hvoraf patriarkkorset er sammensat. Ca. 22 cm højt og ca. 23,5 cm bredt. På messingmanchetterne er anbragt „cabochon“-slebne perler, den nederste og den til højre er af bjergkrystal og viser – som mange af de øvrige på korset – den typiske „ryg“-slibning. Den øverste og den venstre perle er af glas med synlige blærer.

Allerede mens Worsaae forberedte sig til studentereksamen, kom han i forbindelse med dansk museumsvæsens ledende mand, inspektør og senere direktør for Oldnordisk Museum, Chr. J. Thomsen, og førte en livlig korrespondance med ham.[15] I flere breve er A.F. Lassen og hans samling genstand for omtale. 18.12.1838 skriver Worsaae til Chr. J. Thomsen: „Med Gjæstgiver Lassen er det saa galt næsten som det kan være. Hans Kone er død, hans Gaard er solgt for 10.500 rdl., uagtet han selv har givet 16.000 for den, og Alt hvad han ejer, selv Oldsagerne, er pantsat og vil nok blive solgt i Februar eller Marts Maaned. Om hans Samling skal jeg ved min Ankomst til Kiøbenhavn, der nok bliver først i næste Aar, nøie underrette Dem, saaledes at De omtrent deraf vil kunne slutte Dem til dens Værd. Uagtet hans ulykkelige Stilling er Lassen dog det samme ligegyldige Vrøvlehoved, som han har været alle sine Dage, og derpaa skal jeg mundtlig fremføre saadanne Beviser, at alle Folk maa troe, at han er gaaet fra Forstanden.“

Thomsen, som øjensynligt er meget interesseret i den Lassenske samling, og som lader til at være mildere overfor Lassen, skriver 24.11.1838 i et brev til Worsaae (på hvilket det forud citerede brev var et svar): „Jeg skylder Lassen Forbindtlighed og føler det.“ – Og i brev af 22.12.1838: „Hav endelig Øje med de Lassenske Sager; jeg veed ikke, hvad man skal gjøre heri og vil stole paa Deres Formening, som kjender noget til Forholdene og Sagerne – og kan have Agenter paa Pladsen, De kan forlade Dem paa.“

Dette var år, hvor der energisk blev samlet ind til museet gennem Oldsagskommissionens arbejde og Thomsens iver efter at erhverve oldsagssamlingen for museet kommer atter til udtryk i et brev af 20.8.1839 til Worsaae: „Hav dog et Øje med, hvad der skeer med Lassen og hans Sager.“

Så indtræffer der endelig noget afgørende i sagen! I Nationalmuseets arkiv findes et brev af 29.12.1840 fra A.F. Lassen til Oldsagskommissionen, hvori han meddeler, at han efter kongens ønske har ladet sin oldsagssamling komme til København, og at den midlertidigt er opstillet på Christiansborg slot for her at blive bedømt af kommissionen. Han ønsker selv at overbringe majestæten kommissionens betænkning.

Fig. 3. Det nederste kors med en vifteformet krystal anbragt ovenover den nærmeste liljeformede afslutning.

Konceptet til denne, dateret 15.1.1841, findes også i arkivet. Den anbefaler overtagelsen, idet det fremhæves, at „den udmærker sig fremfor andre os bekjendte Samlinger af denne Art.“ I den efterfølgende betænkning vedrørende det vederlag, Lassen skal have for samlingen, står: „Sluttelig bør Commissionen ikke undlade til Deres Kongelige Majestæts allerhøieste Opmærksomhed allerunderdanigst at anbefale den vedholdende Samlerflid hvorved denne enkelte Privatmand har reddet fra Undergang flere mærkelige Oldsager og tilvejebragt en her sjelden Privatsamling.“ På grundlag heraf meddeler Christian VIII allerede 25.3.1841, at han bemyndiger Oldsagskommissionen til at tilbyde Lassen for hans samling 2300 rdl. eller en årlig livrente af 230 rdl., hvis han måtte ønske en sådan. Og det gør han! Klogelig tager den da 52-årige mand imod livrenten, der giver ham en betrygget alderdom til hans død som 87-årig.

I sin tak til Oldsagskommissionen erklærer Lassen samtidig, at han vil erindre den mod ham „viste Godhed, ved at søge i Fremtiden at berige Museet for de nordiske Oldsager med nyttige Gjenstande, hvortil mit Bekjendtskab med mange Personer i forskjellige Egne af Landet, give mig en mere end almindelig Ledighed.“ Allerede 23.11.1841 sender han igen en kortfattet liste over tilbud til Oldsagskommissionen. Men det lader ikke til, at denne handel er kommet i stand, formentlig fordi man har fundet tilbudene for fantastiske. Listens to historiske mærkværdigheder er „Det Bord hvorved Kong Waldemar Sejr blev taget til Fange“ og „Det Skab hvori Præsten Hans Madsen havde skjult sig“. Nægtes kan det jo ikke, at Lassens sensationstrang undertiden tager overhånd.

Det varede dog ikke længe, før Oldsagskommissionen igen hørte fra ham, idet den 1843 fik oversendt en samling på 69 numre, som han havde stillet til disposition for kronprinsen, der i 1841 var blevet Oldskriftselskabets præsident. Samlingen bestod mestendels af forhistoriske sager „fundne i Fyen“, men indeholdt tillige en vievandskedel, et par røgelseskar og en alabastaltertavle i et malet skab, som man hurtigt fandt ud af havde tilhørt Herluf Trolle og Birgitte Gøye, og som senere viste sig at have deres portrætter på skabsfløjene.

Fig. 4. Et stykke ornamentbeslag med tomme indfatninger, den ene med sin takkede kant i behold, til „cabochonslebne perler. Fra Benedikts skrin i Odense Skt. Knuds kirke. Tegning af Magnus Petersen i Flistorisk-Topografisk arkiv, Nationalmuseet.

I januar 1845 kom på ny tilbud fra A.F. Lassen, og dette medførte, at Oldsagskommissionen besluttede at nedsætte en komité til bedømmelse deraf. Denne bestod af konferentsråd Werlauff, etatsråd Finnur Magnusson, C.C. Rafn og Chr. J. Thomsen. Det, at man året før fra Lassen havde modtaget alabastaltertavlen, som i mellemtiden viste sig at have tilhørt det berømmelige par, kom Lassen til gode og medvirkede til en anbefaling af den ny samlings overtagelse for 400 rdl. Også denne bestod for størstedelen af forhistoriske sager, men indeholdt desuden nogle genstande fundne på Ørkil slotsbanke ved Svendborg, et par røgelseskar og endelig „et stort 2½ alen langt dobbelt Patriarchalkors, dannet af store Krystalkugler med vedhængende Zirater af forgyldt Metal og oventil prydet med en flakt Ørn, m. m.“[16] Betænkningen meddeler herom, at „det interessanteste Stykke af hele denne Samling var et i Tydskland i den seneste Middelalder forfærdiget stort dobbelt Kors af Metal og Bjerg-Chrystaller, som forhen har været ophengt i den nu nedbrudte Kjørups Kirke“ og korset alene vurderes til de 200 rdl.

Kørup-korset er som helhed betragtet et kors med to tværarme, et såkaldt patriarkkors, med vedhæng ialt ca. 1,50 m højt. Øverst er det prydet med en flækket dobbeltørn og en vandretliggende stjerne. Ved nærmere betragtning opdager man, at korset udgøres af to forskellige kors – et mindre (fig. 2) ovenover et større (fig. 3) – bestående af gennemborede krystaller, der er anbragt på jernstænger delvis overtrukket med messingrør. Disse krydser hinanden i øverst en ottekantet og nederst en kvadratisk krystalblok.[17] For enderne af tværarmene er fæstnet gyldne messingstjerner, lignende stjerner hænger nedenunder korsstammen og de to vedhæng, som i kæder fra ørnen ovenover korset er fastgjort til begge tværarme for til slut, tynget af krystalkugler og trekantede prismer, at falde frit ned fra den underste arm. Konservator Ole Schmidt har ved hårdhedsprøver undersøgt, om korsets krystaller virkelig består af bjergkrystal, eller om nogle er af glas. Resultatet blev, at med undtagelse af de tre store prismer og to små runde perler foroven og til venstre på beslagene til det øverste lille kors, er alle korsets klare bestanddele af bjergkrystal.[18]

De to små perler må være en ældre erstatning for de cabochon-slebne bjergkrystalperler, hvoraf der i takkede indfatninger på alle messingmanchetterne, der holder de enkelte bjergkrystalled sammen, sidder ikke mindre end nitten stykker. Disse er ikke „folierede“, d.v.s. underlagt med farvet folie, således som de sædvanligvis var i de middelalderlige indfatninger. Under et mindre antal er der lagt lyst papir, som utvivlsomt må være af nyere dato. Nogle få af perlerne er runde med hvælvet overside, mens de fleste er ovale med en i længderetningen svagt tilspidset „ryg“, netop som de perler, der endnu i et fåtal er levnet på de gyldne altre, men hvorom tilbagesiddende, tomme indfatninger fortæller, at de i store mængder har smykket både disse altre og helgenskrin, som f.eks. Skt. Knuds og Benedikts skrin i Odense[19] (fig. 4).

Særlig bemærkelsesværdige er de fem store krystalkugler, der er anbragt på vedhængene og nederst under selve korsstammen. Dette er ikke mindst den sidstnævnte, der har en diameter på hele ca. 9,5 cm.

Når et cirkamål er opgivet, er det fordi overfladen er uregelmæssig og den ingenlunde er kuglerund. Det er de fire andre heller ikke; diametrene er på ca. 4-5 cm. Den uregelmæssige form, de har, skyldes måden de er fremstillet på.

Fig. 5. En af de, antagelig i 1100-tallet, „gemugelte“ kugler med gennemhulning, altsammen udført på den af Theophilus Presbyter beskrevne måde.

Her, som så ofte, når vi ønsker at vide noget om, hvordan et stykke middelalderligt kirkeinventar er blevet til, må vi ty til den gamle benediktinermunk Theophilus Presbyter. I sit værk „Om de forskellige kunster“ fra omkring 1110-1140, vier han et særligt kapitel til den „at polere stene“ (kap. 95: De poliendis gemmis) og beskriver heri, at man med begge hænder skal gnide krystallen på en hård sandsten, der er fugtet med vand, indtil den har antaget den form, man ønsker at give den, så skal man gnide den på en anden sten af samme slags, der er finere og glattere, til krystallen er fuldstændig glat. Dernæst råder han til at polere den med teglstøv, der er fugtet med spyt, først på en blyplade, dernæst i et rent og ufedtet gedeskind, strakt ud og sømmet fast på en træramme og blive ved lige til krystallen skinner over det hele.[20]

Konservator Ole Schmidt mener, at der ikke kan være tvivl om, at vore krystaller er blevet til på den af Theophilus beskrevne måde. Han siger i sin beretning: „I mikroskop ses det, at slibesporene ligger på kryds og tværs af hinanden, dette bekræfter, at krystallet er slebet i hånden, krystalkuglernes ikke ganske runde form beviser dette.“

Hans R. Hahnloser har i det værk, der uddybede problemerne vedrørende genstande på den store udstilling af kirkelig middelalderkunst fra Rhin-Meuse-området 1972, omtalt Theophilus i forbindelse med krystalkuglerne, som pryder mange af udstillingens helgenskrin, og påvist, at foruden selve måden at polere kuglerne på (på tysk kaldt „Mugelung“), har man også anvendt en af Theophilus nævnt metode til gennemhulning af kugler.[21] – Også denne finder vi et eksempel på på vort krystalkors!

En af kuglerne (fig. 5), der på helheden (fig. 1) ses øverst til venstre, er ifølge Ole Schmidts undersøgelse udført netop på den af Theophilus foreskrevne måde: „Men hvis du vil lave en krystalknop til at anbringe på en bispestav eller en lysestage så lav to hamre på tykkelse med en lillefinger, meget tynde og godt hærdede i begge ender, sæt godt halvdelen af knoppen fast med voks i træ, lav i knoppens pol et lille hul, som du udvider indtil midten af knoppen, vend så denne og gør det samme en gang til. Til slut udvider du hullet med stadig tykkere kobberstave, tilfører sand blandet med vand og polerer det efter med en blystav.“[22] Som på alle kuglerne er hullet på denne fingerbredt og let konisk, en form der snarere er bestemt af metoden end af det formål, at en jernpind eller et bronzespir skulle kunne gå igennem det.

De runde og ovale perler samt de umiddelbart under de to korsarme anbragte fire store, linseformede krystaller med en stærkt konveks forside og en svagt konveks bagside må også være udført ved „Mugelung“. Fra omkring 1200 anvendtes linseformede krystaller som vinduer i relikvieskrin af forskellig form, – for at nævne et par herværende eksempler f. eks. i den armformede beholder, kaldet „Hellig Olafs arm“ i Nationalmuseet, inv. nr. 9083, eller i Sneslev kirkes lægmandskrucifiks fra 1200-tallet med små relikviebeholdere i Kristi bryst.[23] I indledningen er omtalt, at vinduet skulle bringe den fromme beskuer i kontakt med det indlagte relikvie.

Fig. 6. Alterkors af krystal og sølv. Krucifikset er delvis forgyldt. Udført i Venedig ca. 1300-1335. Bernisches Historisches Museum, Bern, inv.nr. 34470.

Under det nederste kors, ovenover prismen, sidder en krystal af oktoedrisk form, slebet med let konvekse sider og gennemhullet. Prydelser af denne art kendes også fra forskellige relikvieskrin, bl.a. et der findes i Skt. Aignan kirken i Orléans, som blev vist på udstillingen af franske kirkeskatte i Paris 1965,[24] et skrin, der dateres til slutningen af 1100- eller begyndelsen af 1200-årene.

Medens alle de nævnte krystaller således må være udformet ikke senere end omkring 1200, skal vi nu til at se på de to kors med de svungne, nærmest liljeagtige afslutninger (fig. 2 og 3). De er hver især sammensat af krystaller, som sandsynligvis tidligere har hørt sammen og udgjort større eller mindre dele af alter- eller processionskors. Ind i de liljeformede korsender på det øverste kors er der foruden de gennemboringer, der har konstruktiv betydning, udført nogle kortere boringer, hvis anvendelse vi ikke kender. I dette kors mangler tydeligvis de aflange krystaller, der må have dannet selve korstræet og -armene, mens proportionerne i det nederste kors forekommer at være sekundære og at tyde på omplaceringer. Ind imellem de to kors er anbragt en stor dekorativ, vifteformet krystal.

I forskellige udenlandske domkirkeskatte og museer findes alter- og processionskors af bjergkrystal, der har gennemborede, liljeformede korsender og er sammensat af en halv snes aflange stykker, gennemstukket af metalstænger. De har meget stor lighed med det øverste og det underste kors og er fra 1300- og 1400-tallet. De befinder sig henholdsvis i domkirken i Padua, i Historisches Museum i Bern (fig. 6), i domkirkerne i Osnabrück og Prag samt i Museu Machado de Castro, Coimbra i Portugal.[25] Mens man ikke førhen har stedsbestemt tilvirkningen af disse krystalkors, mener Hahnloser ved hjælp af det guldsmedearbejde, som de er monteret med og stadig har i behold, at have fundet bevis for, at de er blevet til i Venedig. Her fandtes allerede tidligt i middelalderen et højt udviklet guldsmedehåndværk, og snart gjorde staden krystalslibning og glasindustri til sit speciale. Helt tilbage fra 1284 findes et krystalsliberlav i Venedig, som hentede råmaterialer i de centrale dele af Alperne, og lagunestadens driftige købmænd havde forbindelser så vidt omkring, at man ikke behøver at undre sig over, at krystalkorsene med de liljeformede afslutninger forefindes spredt over Europa med så stor afstand som fra Portugal og Padua til Osnabrück og Prag.

Krystalkorsene i Bern og Osnabrück er forsynet med Kristusfigurer af sølv, som foruden at være fastgjort til korsenes sølvmanchetter tillige gennem hænder og fødder er naglet direkte til korsenes krystaldele. Dette har bevirket, at vi særligt har været opmærksomme på, om der på nogle af Kørup-korsets krystaller skulle være mærker efter naglehuller, men dette synes ikke at være tilfældet, ligesom heller ikke messingmanchetterne bærer spor af, at en Kristusskikkelse har været fastgjort.[26] Mens de udenlandske krystalkors som nævnt er blevet stedsbestemt gennem deres montering, er det på vore kun krystallernes former, som vi kan sammenligne med dem på disse kors, for der er på Kørup-korset intet tilbage af de middelalderlige monteringer.

Hvornår er da Kørup-korset blevet monteret i sin nuværende skikkelse? Og hvor er det sket, i Danmark eller i udlandet?

I Krogsbølle kirkes Liber daticus, autoriseret 1845 af provst C. Hald, findes bl.a. en beretning om Kørup kirke, hvoraf det fremgår, at efter denne kirkes nedrivning, som påbegyndtes i 1787, da Kørup menighed forenedes med Hundstrup eller Krogsbølles, „blev det prægtige Crucifix forflyttet til Krogsbølle Kirke, hvor det dog nu ikke længere findes (det foræredes siden hen til en Mand, der samlede på Oldsager), …“. Denne beretning har den sognepræst, der 1844 blev kaldet til Krogsbølle, Edvard Hanning West, skrevet af efter forgængeren provst Hans J.E. Knudsens optegnelser. Da krystalkorset allerede i begyndelsen af 1845 tilbydes Oldsagskommissionen, er der den mulighed, at indskuddet i parantes skyldes afskriveren West, der jo kom til i 1844, og at manden, der samlede på oldsager, er A.F. Lassen selv. Selvfølgelig ved vi ikke dette med sikkerhed. Det kan også have været hans broder, Den hvide Doktor, som boede på det nordvestlige Fyn og færdedes rundt omkring på sin hvide hest.[27] Hvor meget de to brødre har haft med hinanden at gøre i disse år, ved vi ikke, men det kan jo tænkes, at de har byttet sager, idet Den hvide Doktors område var oldsager i dette ords egentlige forstand, mens den forhenværende apoteker tillige var meget interesseret i middelalderlige. Hvis det er en af de to brødre, der kom til Krogsbølle, er der en chance for, at meddelelsen om, at korset var forfærdiget i Tyskland,[28] var en stedlig tradition, som A.F. Lassen har videregivet til kommissionen.

Korset består jo hovedsagelig af krystaller, som tidligere må have siddet på middelalderligt kirkeinventar, der er blevet plyndret i tiden omkring reformationen. Dette kan lige så godt være sket i Danmark som i Tyskland, men der er dog dele af hele Kørup-korsets mærkelige komposition, der peger mod tysk, eller rettere bøhmisk område. Det er de tre fra korset nedhængende, ca. 15 cm lange, glasprismer, hvoraf den ene er svagt grågrønlig, og de to er mangefarvede. I pastor Hans Gødesens beskrivelse af Kørup kirke fra 1706,[29] nævnes som et af denne kirkes fornemme stykker inventar et under hvælvingen hængende „Crucifix af Krystal, indlagt i Sølv, 1½ Alen langt“. Korset var altså i kirken på den tid, men hvor længe før kom det der? Prismer var noget nyt i 1600-tallet. Isaac Newton beskriver 1669 i sin „Ny teori om lys og farver“, hvordan han i året 1666 skaffede sig en trekantet glasprisme til sine forsøg. Han gav sig som andre videnskabsmænd på den tid selv af med at fabrikere sine instrumenter og sleb således selv sine linser og prismer, men havde svært ved at skaffe glas, der var tykt nok og uden blærer eller urenheder.[30]

Et af de lande i Europa, hvor man var længst fremme med fabrikation af glas, var i Bøhmen, hvor man siden 1400-tallet havde glashytter i større målestok og netop i 1600-tallet på slibemøller ved Falkenau forsøgte sig med den vanskelige opgave at slibe glas helt plant. Den bøhmiske glasindustri udviklede sig således tidligt i de skovdækkede bjergegne lige øst for den sachsiske grænse.[31]

Nu forholdt det sig imidlertid sådan, at Henrik Podebusk (1598-1657), der var en søn af „den rige“ Claus Podebusk, som i 1602 tog Kørup kirke i brug, efter at have studeret ved universitetet i Marburg, en tid lang var generalkvartermester i Bøhmen og i 1624 blev ritmester over nogle folk, som Christian 4. leverede, men ikke brugte i Trediveårskrigen (fig. 7).[32] Samme år blev han gift med Sidonie Marie von Einsiedel, en datter af den kursachsiske geheimeråd Abraham von Einsiedel, og datterdatter af Ursula von Wartenberg. Einsiedel ligger lige ved den sachsiske grænse og således ikke langt fra Dresden. Slægten Wartenberg ejede omkring 1600 et glasværk, den såkaldte Rollhütte i nærheden af Falkenau i det vestlige Bøhmen.[33]

Fig. 7. Henrik Podebusk til Kørup, 1598-1657. Maleri på Steensgaard. Skudhullerne i ansigtet skyldes ifølge en gammel optegnelse på Steensgaard, at svenskere i 1659 hævnede, at Henrik Podebusk under Kejserkrigen 1644 skulle have skudt en svensk officer af høj rang.

Der er således en svag chance, men intet bevis for, at Sidonie Marie kan have haft glasprismerne eller hele det i sin komposition for os danske så fremmedartede patriarkkors med sig fra sit hjemland. Det er naturligvis også den mulighed, at Henrik Podebusk under Trediveårskrigen „hæderligt“ har erhvervet det ved ran fra en kirke, han kom forbi.[34]

Korsets messingmontering gør indtryk af at være udført på én gang, idet der som nævnt intet er tilbage af tidligere monteringer. Men det ser ud til, at guldsmeden, eller hvem der nu må være ophavsmanden, grundigt har kigget på middelalderlige indfatninger til krystalperlerne, for disses takkede indramninger minder helt om dem, vi finder på romanske krucifikser, som f. eks. Nationalmuseets krucifiks fra Erdrup ved Slagelse, inv. nr. D7862 og på helgenskrinet fra Odense (fig. 4). Manchetterne, der samler korsets aflange krystalled er udført efter samme princip som dem på alterkorset fra Bern (fig. 6) og på de øvrige kors i denne gruppe. Som tidligere nævnt er der under nogle af krystalperlerne lagt papir af nyere dato.

Kørup-korsets gåder er langt fra alle løst. Mange spørgsmål er endnu ubesvarede. Først og fremmest med hensyn til selve krystallerne! Kan det videnskabeligt bevises fra hvilke geografiske områder, de kommer? Nationalmuseet har spurgt Universitetets Spektrallaboratorium, som ved lektor Haldis J. Bollingberg har svaret, at dette ikke kan lade sig gøre uden samtidig at ødelægge krystallerne, da disse består af næsten rent kvarts og kun lader sig bestemme ved hjælp af minimale urenheder og små, indvendige væskeansamlinger.

Et andet spørgsmål er, hvor megen vægt man skal lægge på, at der i de gamle beskrivelser af korset, der (som en lysekrone?) hang ned fra hvælvingen i Kørup kirke, meddeles, at det var „indlagt i Sølv“, mens monteringen af korset, da det kommer til Oldsagskommissionen, beskrives som værende af (forgyldt) metal.[35] Mon de fingersnilde Lassen’er har haft noget at gøre med dette?[36] Kan det tænkes, at korset, hvis sølvdele muligvis har været tærede af at opholde sig i en forfalden kirke eller ligge på et kirkeloft, er blevet ommonteret med det billigere messing i forrige århundrede? Det forekommer ret utænkeligt, for i så fald skulle man tro, at Oldsagskommissionen havde været på vagt overfor al den skinnende messing! Det er dog i dag påfaldende, at Kørup-korsets messingdele alle med undtagelse af ørnen er yderst ensartede, velbevarede og solide, og at de egentlig ikke giver én fornemmelsen af, at de er fra 1600-tallet, hvad korset jo i sin helhed må være i henhold til pastor Hans Gødesens beskrivelse.

Ifølge samme beskrivelse passer korset med dets stjerner og flækkede ørn øverst oppe fortræffeligt til kirkens stolestader, der var „rigeligt besatte med Englehoveder, Stjerner og flakte Ørne“. Udtrykket „flakte Ørne“ tyder vel på noget i retning af korsets flækkede ørn med dobbelthoved, mens Podebuskernes våben iøvrigt både som hjelmtegn og i skjoldet har en halv kronet ørn ovenover et skaktavlet felt. Her er således også et lille problem, der næppe lader sig løse. Dobbeltørnen leder tanken hen på den tyskromerske ørn og kan måske være tegn på, at korset i sin helhed stammer fra tysk område?

På en malet alterbordsforside med et Mariabillede (ca. 1510-20) fra Asminderød kirke ved Fredensborg findes over dronningen af Sabas og kong Salomons hoveder denne gengivelse af en bjergkrystal, som i forbindelse med Jomfru Maria symboliserer den ubesmittede undfangelse. Nationalmuseet, inv.nr. 7093.

Noter

Fru Inger Jørgensen, Kørup, takkes for opmuntrende bistand.

  1. ^ Hans R. Hahnloser: Das Venezianer Kristallkreuz im Bernischen Historischen Museum. Jahrbuch des Bernischen Historischen Museums XXXIV 1954 (1955), s. 35.
  2. ^ Poul Nørlund: Gyldne altre, København 1926.
  3. ^ Poul Nørlund, s. 24. De fleste bjergkrystaller er i tidens løb forsvundet. Kun een er bevaret på de fem gyldne altre i Nationalmuseet, flere er bevaret på det i Stadil kirke, men som det fremtræder i dag, er adskillige bjergkrystaller fornyet, på Sahl-alterets bue er en del bevaret, mens de er bortfjernet fra frontalet.
  4. ^ Hvordan helgenskrinene i Skt. Knuds kirke i Odense har været besat med lignende krystalperler ses af de nu tomme indfatninger på begge skrin. G. Burman Becker: Helgenskrinene i Sankt Knuds Kirke i Odense, Kjøbenhavn 1886, tavle 2-5 og fig. 4.
  5. ^ Hans R. Hahnloser: Theophilus Presbyter und die Incunabeln des mittelalterlichen Kristallschliffs an Rhein und Maas. Rhein und Maas, Kunst und Kultur 800-1400. 2, Köln 1973, s. 287 ff.
  6. ^ Erich Meyer: Reliquie und Reli-quar im Mittelalter. Festschr. zum 60. Geburtstag von C.G. Heise. Berlin 1950, s. 55 ff.
  7. ^ Under Trediveårskrigen hjembragte lægen og samleren Ole Worm fra Tyskland en bjergkrystal, i hvis korsformede hulning der er indlagt relikvier indsvøbt i silke og miniaturer malet på pergament, omkring 1200. I Nationalmuseet, inv.nr. 9082. Greek and Latin Illuminated Manuscripts X-XIII Centuries in Danish Collections. Copenhagen 1921, s. 28, pl. XLIV.
  8. ^ Også Ole Worms ovenfor nævnte bjergkrystal er berøvet sin montering af ædelmetal.
  9. ^ Francis Beckett: Sakristi og Kunstkammer. Kunstmuseets Årsskrift 1921, s. 30 ff.
  10. ^ H. F. Rørdam: Efterretninger fra Skam Herred i Fyn. Kirkehist. Saml. 4. rk. V, s. 742.
  11. ^ Stamtavle over Familien Lassen udarbejdet af J. Nimb Lassen, s. 36 f.
  12. ^ V. Valerius: Nogle Billeder fra Kværndrup Præstegaards Historie. Fynsk Hjemstavn, s. 145-154. F.R. Friis: Hist.-Top. Efterretninger om Kværndrup Sogn. Saml. til Fyens Hist. og Top. VIII, s. 345 ff.
  13. ^ Niels Oxenvad: „Den hvide Doktor“ som samler. Fynske Minder 1971, s. 257-276.
  14. ^ J.J.A. Worsaae: En Oldgrand-skers Erindringer 1821-1847, udgivet ved Victor Hermansen 1934, s. 27 f.
  15. ^ Brevene er udgivet sammen med „En Oldgrandskers Erindringer“.
  16. ^ Antiquarisk Tidsskrift 1843-1845, s. 229. Målet er her: 2V2 alen, i beskrivelsen fra 1706: IV2 alen, korset er: IV2 m.
  17. ^ Muligvis kan miniaturer malet på pergament tidligere have været viklet omkring den indre jern„sjæl“ i stedet for messingrørene. Rhein und Maas. 1, Köln 1972, M 9. Mere tvivlsomt er det, om der har været plads til anbringelse af relikvier.
  18. ^ Ole Schmidts konserveringsberetning i 2. afdelings arkiv.
  19. ^ Se note 4.
  20. ^ Theophilus De Diuersis Artibus ed. C.R. Dodwell. 1961, s. 168 f.
  21. ^ Rhein und Maas. 2, Köln 1973, s. 287 ff.
  22. ^ Theophilus, s. 170.
  23. ^ Danmarks Kirker. V. Sorø Amt, 1936, s. 545 f.
  24. ^ Les trésors des églises de France. Paris 1965. Kat.nr. 191, pl. 83.
  25. ^ Hahnloser, note 1, s. 39 ff.
  26. ^ Oie Schmidt, note 18.
  27. ^ Oxenvad, note 13. Set med nutidens øjne er A.F. Lassens og hans broder, Den hvide Doktors plyndringer af såvel kirker som forhistoriske og verdslige middelalderlige monumenter ganske forkastelig. I listen over A.F. Lassens første sending oldsager i 1841 findes ikke færre end 13 røgelseskar, men pro-veniensen er kun opgivet på eet af dem: det, der stammer fra Thorsager kirke. Alle de andre tillige med de fire, som Lassen sender de følgende år, er anonyme, vel nok fordi det for ham, som iøvrigt for de fleste af hans samtidige, var tingen i sig selv, der interesserede. De to brødre Lassen var ikke de eneste, der praktiserede den hobby at snuse rundt og indsamle oldsager. De havde adskillige konkurrenter, først og fremmest den lærde Vedel Simonsen på Ellevedgård, som havde sine agenter ude, og som beklager sig over de mange samlere i et brev til Werlauff 12.-13.12.1853. Selv Vedel Simonsen, der var uhyre samvittighedsfuld i sin indsamling af skriftlige vidnesbyrd om fortiden, var ikke nøjeregnende, når det gjaldt opnotering af oplysninger om de genstande, han fandt og tog til sig. Dette fremgår af Nationalmuseets protokol over de sager, museet modtog fra Vedel Simonsens bo 1858, nr. 17435-18109.
  28. ^ Oldsagskommissionens betænkning, se s. 91.
  29. ^ Se note 10.
  30. ^ Ada Polack: Glass, its makers and its public. London 1975, s. 88.
  31. ^ Ed. Schebek: Böhmens Glasindustrie und Glashandel. Prag 1878, s. VIII ff.
  32. ^ Liber daticus for Krogsbølle kirke, autoriseret 1845, s. 38. I Adelsårbogen og andre herpå beroende skildringer meddeles, at Henrik Podebusk var oberst for en kyrasser-eskadron i kejserlig tjeneste, og i en gammel optegnelse (vist fra 1700årene) på Steensgård, at han i Kejserkrigen 1644 først var oberstløjtnant og siden oberst under grev Henrik Holck til Raunholt, 1649 blev han landkommissær på Fyn. Se Aage Fasmer Blomberg: Fyns vilkår under svenskekrigene 1657-1660. Odense 1973, s. 40 og flere senere sider.
  33. ^ Schebek, s. 130.
  34. ^ Den franske ambassadesekretær Charles Ogier har meddelt om „et firkantet stykke krystal“, som ifølge en længere beskrivelse utvivlsomt er den føromtalte Ole Worms relikviekrystal, „at han (Ole Worm) havde faaet dem (krystallen med relikvier og billeder) forærende af en svensk Kaptajn, som han havde kureret for en alvorlig Sygdom, og som havde ført dem med sig fra Plyndringen af en tysk By“. Charles Ogier: Det store Bilager i Kjø-benhavn 1634. Udgivet af J. Clausen og P. Fr. Rist. Memoirer og Breve XX, København 1914, s. 55.
  35. ^ Oldsagskommissionens betænkning, se s. 91.
  36. ^ Ifølge Fyens Stiftsmuseums protokol skal en lueforgyldt messingglobus, hvorpå der sidder en kronet ørn, være fremstillet af Den hvide Doktor, som i 1882 skænkede den til museet. Oxenvad s. 271.

©