“Kun en Improvisator!”

— H.C. Andersens fald og genopstandelse i Italien

“Jeg følte Sjæle-Trang efter at komme bort; jeg huskede ikke paa de Sandheds-Ord hos Horats, at Sorgen sætter sig op med bag paa Rytterens Hest. Meer end een Sorg tyngede mit Hjerte.”[1]

Sådan skriver H.C. Andersen om anledningen til hans store udlandsrejse i 1833. Forud for rejsens begyndelse ligger et dramatisk forløb, hvor Andersens drømme om et kærlighedsforhold til Louise Collin led et endegyldigt forlis med dennes forlovelse med Wilkens Lind. Også Andersens kunstneriske stjerne synes på dette tidspunkt for nedadgående, og det er således med håb om at transformere sin egen kærlighedssmerte til en lysende kunstnerisk fremtid igennem sin udlandsrejse, at Andersen tager afsked med sit ungdomsliv i det københavnske borgerskab.

“Fra Neapel”. Studietegning af H.C. Andersen, 1834, efter Frederik Thömings maleri: “Bugten ved Neapel”, 1828. H.C. Andersens Hus.

Ensomhedens rodløshed

Gennem hele sit liv nærede Andersen et stærkt ønske om at slå rod i det miljø, han gennem sin kunst tvang sig adgang til, men som han samtidig på grund af sin sociale herkomst aldrig blev et fuldgyldigt medlem af. I særlig grad følte han sig knyttet til det collinske hus, hvor Jonas Collin tog ham under sine vinger og gæstfrit åbnede den collinske gård i Bredgade for Andersen. Men på trods af venligheden var der livet igennem en uovervindelig barriere, der var forankret i borgerskabets rigide former, som selv ikke Andersens suveræne kunst og enorme internationale anerkendelse kunne overvinde. Andersen havde et stærkt tilhørsforhold til det collinske hus, men han hørte alligevel aldrig helt til dette: Hans relationer med henholdsvis Jonas Collin og vennen Edvard Collin var eksempelvis “sønlige” og “broderlige”. Søn og broder blev han aldrig i det collinske hus, og som det fremgår andet steds i nærværende udgave af Anderseniana, forblev også venskabet mellem Andersen og Edvard Collin formelt distanceret. Hans relation til Collin-familien var dermed snarere en imitation af en familie end en reel familie.

Det er ikke svært at forestille sig, at Andersens ønsker om at slå rod også har spillet en rolle i efteråret 1832, da han, med Louise Collins tilladelse, påbegynder en brevveksling med hende. I det første brev fra den 8. september fremhæver Andersen ikke blot sin egen rodløshed og ensomhed, men tildeler samtidig Louise en endog stor plads i sine ensomhedstanker. I sin isolation tænker han på en anden:

“- De og alle Deres lade mig hver Dag føle at jeg tilhører Dem; o – De kan ikke troe hvor det kaster Solskin i mit Liv. Det er saa tungt at være fremmed og ene i denne Verden. Naar jeg om Aftenen sidder ene paa mit Værelse, føler jeg det saa dybt og tungt. Tænk Dem, om De havde ingen Forældre ingen Sødskende. Det er et Savn De neppe aner! […] – Tak for al den Hjertelighed, det søsterlige Sindelag, De i den sidste Tid har viist mig, ved Gud, Jeg skjønner paa det, jeg tænker mere paa Dem end De troer – og kan troe, men man tør jo ikke sige saadant til en ung Dame.”[2]

Når Louise Collin skal sætte sig i Andersens sted (“Tænk Dem”) er det altså ikke for, at hun skal forstå hans “klynkeri”, men snarere er det en måde at henlede hendes opmærksomhed på, at hun selv er objekt for Andersens tanker. Parafraseret: “Tænk hvis du var mig; se, jeg tænker på dig.” Mens Andersen i dette første brev antyder, at Louise har en større rolle i hans tanker, end hun kan forestille sig, så er hans brev fra den 21. september endnu mere direkte:

“Medens De, rimeligviis, kjører fra Komedien til Nygaard, skriver jeg dette Brev, drømmer om Dem, tænker paa Dem. – Dag for Dag, bliver Alt om mig, mere og mere Poesie, mit hele Liv synes mig et poetisk Digt, og De begynder ret at spille en Rolle deri, det er De dog ikke vred for. Da jeg betragter Eduard som en Broder, er det jo naturlig at De bliver — hans Søster.”[3]

Som allerede antydet i det første brev nærer Andersen ikke kun familiære følelser for Louise. Og mens han betragter Edvard som en broder, forbliver hun Edvards søster – ikke Andersens. Af disse første breve fremgår det, at Louise ikke er uinteresseret i Andersens digtning eller hans tilnærmelser. I det tredje brev fra den 27. oktober skriver Andersen eksempelvis “Mine Breve fornøie Dem, det har De sagt, Ja endogsaa efter at have læst det sidste jeg skrev, og i dette lod jeg dog mit Hjerte saa meget udtale sig […].”[4] Alligevel er der opstået en distance mellem de to, som finder sin forklaring i det efterfølgende brev, hvori det fremgår, at Louises storesøster, Ingeborg Drewsen, har fået rollen som anstandsdame:

“- Nu er jeg da ene med Deres aandelige Jeg, nu vil jeg ogsaa pluddre, De har tilladt mig det – og Deres søster er jo Censor i denne Ciffer-Samtale. Herre Gud! hvor selv denne Censor gjør mig forlegen! Men hun ynder mig jo dog, hun vil ikke misforstaae mig; ikke berøve mig den eneste Trøst, den eneste rigtige Glæde jeg har, at jeg imellem ret broderligt tør tale med Dem, naar jeg er alfor bedrøvet?”[5]

Louise Collin: Dagbogen den 13. marts 1834: “jeg tænkte paa Hende hjemme, som ikke tænker paa mig og rev mig løs!”. Blyantstegning af ukendt. H.C. Andersens Hus.

Andersen må trække følehornene til sig – eller i hvert fald udsige sine kærlighedserklæringer mere dulgt. Har Andersen stadig næret reelle forhåbninger om at vinde Louise Collins hånd, så brister de ved årsskiftet, da forlovelsen mellem hende og Wilkins Lind overrumplende annonceres.[6] I 1831 havde Edvard Collin afvist Andersens forsøg på at få et mere nært og personligt forhold til vennen.[7] Med Louises forlovelse syntes mulighederne for at slå rod i det collinske endegyldigt udtømte. Andersen var og forblev en “Fremmed” på trods af den venlighed som udvistes parterne imellem.

Formmæssigt rod

Også den hjemlige danske kunstscene viser sig indledningsvist modtagelige for Andersens tilnærmelser. Men trods hans store succes med udgivelser som “Det døende Barn” (1827), og Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 (1829) blev kritikken snart fjendtligere stemt. Kritikken adresserede hovedsagligt to punkter. For det første levede Andersens værker sjældent op til den genrepurisme og intellektualisme, som særligt J.L. Heiberg var fortaler for. Værkerne skæmmedes ydermere ofte af forskellige småfejl og var derfor lette ofre for pedanters regelrethed. For det andet havde Andersen en vis hang til det sentimentale som ikke faldt i god jord hos store dele af anmelderstanden.

Særligt Henrik Hertz’ satiriske fremstilling af Andersen Gjenganger-Breve eller Poetiske Epistler fra Paradis (1830), viste Andersen i et komisk sceneri, der var lidet flatterende:

“denne Hellig Andersen, der rider,
berust af Fantasiens Øl,
paa Musens nattegamle Føl,
det Slagelseske Krik med lamme Sider,
mens Pøblen holder ham for en Profet
af en Poet,”[8]

Gjenganger-Breve var mest af alt et partsindlæg i fejden mellem Baggesen og Oehlenschlåger. Efter Baggesens død forfægtede Heiberg dennes kritik af Oehlenschläger, og det var til denne position Hertz, under dække af at være Baggesens ånd (med enkelte forbehold), lånte stemme. Som Heiberg mente også Hertz, at kunst og ånd var et spørgsmål om formens renhed. Af modstanderne blev de kaldt “formdyrkere”, men ifølge Hertz selv gjaldt det om at opnå en balance mellem form og indhold, som hverken Oehlenschläger eller Andersen magtede. Dels tildelte de stoffet for stort et råderum, dels beherskede de ikke det formmæssige i tilstrækkelig grad. Særlig grelt var det hos Andersen, hvis værker var kendetegnet ved “plumpe Bommerter mod Stil og Grammatik”. Hertz underbyggede kritikken ved at placere en lille fodnote, der henviste til Christian Molbechs anmeldelse af Andersens Digte (1830), hvori Molbech bl.a. skriver:

“Den snart pathetisk-alvorlige, snart ironisk-spøgende, snart barnagtige Tone frembringer i vor Forfatters Eventyr en uheldig Blanding, som en saadan Digtning slet ikke taaler. Aldrig har han som Barn hørt et Folke-Eventyr saaledes fortælles; thi der falder egentlig al Ironie i Formen bort; det Lystige, Spøgende, Spottende maa ligge i Stoffet, i Situationerne og Charaktererne selv; og selv det mest Vidunderlige, Overnaturlige og Overdrevne maa finde den samme Tone, det samme Udtryk af subjectiv Overbeviisning, som det ganske Rimelige og Naturlige. Om endog et Eventyr kan fortælles ironisk eller komisk, saa maa det være en heel giennemført, dybere liggende Tone; og Fortælleren maa ikke i een Periode skrive alvorligt, i den næste drive Skiemt med sin egen Alvor.

Til Slutning maa Anm. endnu bemærke, at Forf. kan behøve mere Omhu for det Correcte i Poesien; og at han, uagtet han allerede behandler Sproget med Fethed og Færdighed, af og til lader stygge grammaticalske Feil og orthographiske Skiødesløsheder flyde ind, som i vor Tid slet ikke kunne passere. Han skriver f.Ex. overalt giorte for giorde (S. 88, 100 o.a. Ogsaa i Fodreisen S. 85) lyttet (S. 19) og spillet (S. 52) for: lytted’, spilled’; brukket (S. 118) for: brækket; sadde sig (111) for: satte sig; Sjorte for: Skiorte (87) Strømpeskafte for: Strømpeskaft (S. 82); vidskede for: hvidskede (133) Dumpappe (22) Skabilon (124) exsistere (128) Øienbryen (125) m. m. desl.”[9]

Vigtigere end kritikken af Andersens stavekundskaber er Molbechs fremførelse af en grundlæggende formkritik. Andersen klandres for ikke at overholde den enkelte genres formlove og for at være en “utroværdig fortæller”: “Aldrig har han som Barn hørt et Folke-Eventyr saaledes fortælle.” Men for Andersen handlede kunst ikke om at forsøge at leve op til et genreideal. Tværtimod så han snarere formlovene som en begrænsning af åndens udfoldelse. Det var formmekanik, der trælbandt den levende frie åndelighed. Det pointerede Andersen udtrykkeligt i Aarets tolv Maaneder, Tegnede med Blæk og Pen (1832):

Kun Formerne kan døe, og Aanden seire! […]
Thi Formen er for Aanden kun et Spil. […]
Altid, naar Aandens Moses-Stav det vilde,
Fremsprang, trods Formens Klippe, Fivets Kilde.[10]

Ikke overraskende faldt værket ikke i god jord hos Molbech.[11] Mens Heiberg-fløjen altså repræsenterer en konservativ, formbevarende instans i dansk kunstliv, repræsenterer Andersen det modsatte. Selve det forhold, at Andersen har tiltvunget sig adgang til borgerskabets cirkler på trods af sin ydmyge herkomst truer med at destabilisere samfundsformerne. Med andre ord er Andersen en urenhed i borgerskabets formsystem. Derfor er det måske heller ikke så underligt, at han og hans kunst mødes med modstand. Ikke nok med at han er en legemliggørelse af det formoverskridende – hans kunst plæderer også for det urene frem for det rene. Det er, som demonstreret i de foregående citater, da også netop herigennem, han angribes. Han har ikke dannelse nok; han sjusker; han er blot dyrket af folket, som ikke kan kende forskel på kunst og glad amatørisme.

Agnete bliver til

For Andersen var håbet, at rejsen skulle danne ramme om hans kunstneriske oprejsning. Ved afrejsen beder han til Gud, at “[…] jeg ude maatte vinde i Udvikling og Dygtighed, saa at jeg kunne levere et hæderligt sandt Digterværk, eller at jeg aldrig meer maatte vende tilbage, men døe i fremmed Land, langt fra Danmark.”[12] På trods af den noget voldsomme melodramatik, er der nok ingen tvivl om alvoren for Andersen. Kun igennem kunsten kunne han gøre sig forhåbning om at blive andet end en “Fremmed”.

Den 20. maj 1833 påbegyndte Andersen Agnete og Havmanden. Værket tog udgangspunkt i folkevisen af samme navn, og dermed forsøgte han at gå i Oehlenschlägers fodspor på mere end en vis. Ikke nok med at Oehlenschlä ger selv havde behandlet folkevisen i sit digt “Agnete” fra 1812; Oehlenschläger havde også haft en yderst succesfuld dannelsesrejse i årene 1805-09, hvor han var meget kunstnerisk produktiv, og det var naturligvis Andersens håb, at han kunne få samme succes. Men forudsætningerne var forskellige. Oehlenschläger drog af sted med den danske kunst- og kritikerverden for sine fødder, efter at han i 1805 havde udgivet Poetiske Skrifter. Andersen drog af sted med den hensigt at genskabe sig selv som menneske og digter. Det kan synes paradoksalt, at Andersen forsøgte at rejse sig som digter ved at gentage allerede behandlet materiale, men forsøget rummer sin egen harmoni: dels kunne han iscenesætte sig som arvtager til Oehlenschläger, dels var det en måde, hvorpå han kunne formulere og bearbejde den tabserfaring, som han havde pådraget sig i det collinske hus gennem den tragiske fortælling. Uden for kunstens rige var dette ikke muligt. Hans nærmeste ven, Edvard Collin, havde som tidligere nævnt nægtet ham fortrolighed i 1831, og til andre turde han ikke åbent tale om sin smerte:

“Hvad De ellers løselig berører om min Sjæle-Tilstand, da vilde jeg ønske jeg kunde, jeg turde, tale til et Menneske derom, men ikke selv Søsteren, engang tør ret kjende den, saa klog er jeg blevet, vær ikke vred paa mig, gid jeg turde tale, maaskee trøstede det mig noget!
jeg bliver aldrig lykkelig![13]

I “Agnete” søgte han altså muligheden for at forene det personlige og det kunstneriske i et billede, der både tillod ham at lægge fortiden bag sig og samtidig også afspejlede hans stræben efter anerkendelse: Kærlighedslivets tab skulle transformeres til kunstnerisk kraft. Den unge Andersen var død – nu skulle kunstneren Andersen genopstå. Før rejsen forberedte han derfor også udgivelsen af sine Samlede Digte, som han tilegnede til selvsamme Oehlenschläger, i hvis fodspor han nu forestillede sig at træde.

Umiddelbart skred arbejdet med Agnete og Havmanden godt frem, og mens dagbøgerne ikke fremviser mange notater om selve arbejdet med værket, så lyser tilfredsheden ud af dagbøgerne umiddelbart efter, at han er blevet færdig:

“I Dag for 14 Aar siden forlod jeg første Gang Odense og begynde mit Livs store Eventyr, nu sidder jeg langt fra Danmark, mellem Jurabjergene i en venlig Familie Kreds, kan drømme min Agnete op af Bølgerne og har Breve for mig fra de Kjære hjemme. Gud Du er god!”[14]

Og

“Man har sagt i Danmark om mig ‘jeg var en ung Digter der eengang lovede noget,’ og det efter at jeg var gaaet fremad. Det hænger som Gift-Draaber paa mit Hjerte, gid nu Agnetes Lykke maa kaste Solskin ind, der kan bortdunste disse Draaber.”[15]

Kriseanelser

Andersens glæde varer kort. Den 24. september modtager han Edvard Collins dom over første del af Agnete og Havmanden. Udover at påpege, hvorledes Andersen genbruger scenerier fra Oehlenschlägers Aladdin rammer kritikken et ømt punkt. Rejsen har ikke forandret Andersen. Han er stadig den samme og lider stadig af de samme fejl:

“Digtet har den samme Andersenskhed, det vil sige, skjønnere Sider, end Deres ældre Sager, men ogsaa de samme Feil, og Hovedfeilen i Alt hvad De har skrevet er, efter min Mening, Deres Mangel paa Objectivitet – De tilgive mig dette æsthetisk-affecterte Udtryk. De spiller selv med i det Liv, De skildrer, De nedskriver Deres Følelser, idet De med Liv og Sjæl er inde i Situationen, men De har ikke den Besindighed og den faste Overvægt og Magt over Deres Tanke, som Digteren har, der betragter sig som staaende paa et Punct udenfor den Verden, han skildrer.”[16]

Edvard Collin lægger sin kritik i forlængelse af Molbechs og Heibergs generelle kritik. Agnete og Havmandens form er inficeret af Andersens subjektivitet. Han formår ikke at holde det personlige ude af værket. Ja tværtimod, værket synes netop at blive formet i forlængelse heraf. For Collin er det imidlertid ikke blot en æstetisk problemstilling. Agnete og Havmanden er ikke blot udtryk for dårlig smag. Værket truer også borgerskabets former. Andersen truer med at blotlægge den realitet der ligger bag formerne – i dette tilfælde et kig ind i gemakkerne i det collinske hus. Selvsamme gør Henriette Wulff opmærksom på, når hun noterer sig, hvorledes Agnete og Havmanden bærer præg af Andersens “lidt sygelige Klynkerie” over sine “Bredgade Lidelser”.[17] Ligesom medlemmer af det collinske hus i Bredgade er Wulff stødt over den manglende adskillelse mellem det personlige og kunsten. Men Andersen kan ikke andet. Han kan ikke besynge formernes skønne orden og renhed, når nu han selv anses og behandles som en urenhed i denne orden. Og det er netop også det, han tager anstød af i Edvard Collins kritik. Collin behandler ham ikke som en ligeværdig, men er belærende og nedladende.

Den 7. oktober 1833 dør H.C. Andersens mor. På trods af at familien Collin hører om dette omkring den 29. oktober, sender Jonas Collin først brev til Andersen herom den 30. november, som han har i hænde 18. december. For en nutidig betragter kan det virke mærkeligt, at Collin-familien ikke har fundet det nødvendigt at forfatte meddelelsen tidligere, men Andersen selv synes ikke at hæfte sig ved det. For ham er nyheden en blanding af sorg og lettelse. Han er lettet over, at hun har fået “ende paa sin Nød, som jeg ikke kunde lindre”,[18] men samtidig tydeliggør moderens død hans egen ensomhed: Han er “ganske ene, intet Væsen er af Naturen bundet til at elske mig”.[19] Med tabet af Louise Collin og nu også moderen er naturen kærlighedstom. Tilbage er kun forholdet til kunsten.

Men også dette forhold stilles der nu i stadig stigende grad spørgsmålstegn ved. Har Andersen nogensinde været andet end en glad amatør, og bliver han nogensinde andet? Edvard Collins kritik underbygges af en hård dom fra Heiberg, der i sin kritik af udkastet til vaudevillen Spanierne i Odense overfor Jonas Collin affejer Andersens fremtid som dramatiker. Han mangler de “uundgaaelige Reqvisiter for den, som vil virke ved Theatret.”[20] Ifølge Heiberg skyldes det, at Andersen er en slags “lyrisk Improvisator”, hvilket får Andersen til at notere sig Heibergs udsagn i dagbogen: “kun en Improvisator!”[21] Bedre bliver det ikke med meldingen om, at Reitzel også har takket nej til at udgive “Agnete”. Andersen derfor er nødsaget til selv at udgive værket.

De kolde hilsener fra det kolde nord vækker en naturlig ængstelse hos Andersen. Han frygter dommen, men er samtidig uenig i kritikken. For samtidig med at Andersen modtager meddelelser om, hvorledes han ikke passer ind, hvorledes han forbryder sig mod formerne, finder han sig i stigende grad tilpas i udlandet. Denne diskrepans mellem Danmark og Italien tydeliggør Andersen allerede i et dagbogsnotat fra 11. november:

“Læste hos Blomstermaler Jensen: ‘Agnete’ for mine Landsmænd, de vare alle henrykte, Bøtcher bad om at drikke Dus med mig. -”[22]

I Rom forstummer kritikken hjemmefra: Andersen og Hertz, der i lighed med ham selv er på dannelsesrejse, forsones i nogen grad.[23] I Rom falder “Agnete” i god jord: særligt mægtige Thorvaldsen synes begejstret.[24] I Rom vil folk være “Dus” med Andersen.

Årets sidste dage er måske nogle af den unge Andersens lykkeligste. For en stund lader det til at han kan lægge bekymringerne fra sig og nyde omgivelserne og det sociale samvær med de andre danskere i Rom. Det blev Andersens ungdoms sidste jul.

“Sorgens Maaned”

Allerede den 7. januar er julens lysende lykkelige tid afløst af et eksistentielt mørke. I et brev til Signe Læssøe forfattet i perioden 1-7. januar ses den bratte overgang. Fyldt med håb og glæde skriver Andersen bl.a. “[…] her er dog mere Solskin i denne underlige Verden” og “[…] hvor kan man male Solen naar man staaer inde i den.” Få dage senere lyder det i selvsamme brev:

“skrevet nogle Timer efter et modtaget Brev fra [overstreget] Digteren siger Dem Lev vel! Han drages med Døden! Mennesket Andersen har De kun tilbage og han vil ikke være Dem saa barnlig eller rettere barnagtig som før. Jeg veed Critikken i Maanedsskriftet over mig! Jeg veed Agnetes Fordømmelse: ‘et under Alt maadeligt Arbeide, det er til Fortvivlelse vanskabt.’ Alt veed jeg! Man har bragt mig Giftskaalen, Venner, trofaste Venner har sagt mig en Sandhed jeg ikke har Mod at nedskrive. Det er meer end et Menneske kan udholde, hvad man har mældt mig! Nu i Guds Navn, den smukke Drøm er ude, – nu bliver jeg et fornuftigt Menneske, maaskee faaer jeg en Slags Leve vei! Til Efteraaret er jeg i Danmark; Digteren bliver i Italien! styrk min syge Sjæl med en Moders Trøst, i en anden Verden kommer Glæden eller Søvnen den evige Søvn. Lev vel! -”[25]

Brevet, der har bragt Andersens sind i oprør er fra Edvard Collin. Og i det fremsætter han en usædvanlig hård kritik, hvor han samtidig anslår et af Andersens ømmeste punkter:

“[…] det er utroligt, hvor faa Venner Deres Muse nu har. Hvad er Grunden dertil: De skriver formeget! Naar det ene Arbeide er under Trykken, er De halvt færdig med Manuscriptet til det andet; ved denne rasende, denne beklagelige Productivitet nedsætter De Deres Arbeider i den Grad, at ingen Boghandler tilsidst vil have dem for intet. Tænker De nu ikke – efter Deres Brev til Fader – igjen paa at skrive en Reise; hvem troer De vil kjøbe en Bog i flere Bind, som handler om Deres Reise, en Reise, som Tusende have gjort; og to Tusende Øine have vel ikke forbigaaet saa Meget, at De kan fortælle to Bind Nyt og Interessant. – Det er dog i Grunden en umaadelig Egoisme af Dem at tiltroe Folk denne Interesse for Dem; Skylden maa være Deres egen, thi Publikum, idet – mindste Recensenterne, have sandelig ikke givet Dem Anledning dertil.”[26]

Med kritikken af “Agnete” brister de sidste håb om en form for forløsning. Andersen er efterladt alene, uden kærlighedsliv, familie eller kunstneriske drømme at nære sig ved. Denne personlige smerte kan, ja må, han imidlertid hverken tale eller skrive med nogle om. En efter én udtømmes Andersens muligheder for at diskutere sit sjæleliv. Og bestandigt anklages Andersen for, at han skriver “for meget”. Når han vil være “Dus” er det for meget; når han skriver til Louise Collin er det for meget; når han skriver breve hjem fra Paris er det for meget; når han skriver “Agnete” er det i særdeleshed for meget. Edvard Collins råd er i sin simpelhed, at Andersen skal holde sin mund. Men spørgsmålet er, om det er Andersens velbefindende eller sit eget, han har på sinde. Hans anfægtelse har bl.a. gået på, at Andersen deler for meget af det personlige. Dermed truer Andersen ikke blot den faste adskillelse af det personlige og offentlige; som følge af sin forbindelse til det collinske hus og hans kærlighedslængsler til Louise Collin, retter truslen sig også mod selve det collinske hus’ gemakker.

I forbitrelse over vennens dom forfatter Andersen et brev, der dog aldrig når sit mål. Jonas Collin læser det og brænder det, inden det når Edvards hænder af frygt for et brud mellem de to venner, mens han samtidig forsøger at gyde olie på vandene: “Og ligesaa lidt som De kan fortiene alle hans Irettesættelser, ligesaalidt fortiener han al den Vrede, De i Lidenskab deri havde udgydet.”[27] Edvard Collin er mere imødekommende i sit følgende brev, og selv om Andersen er skuffet over, at Edvard ikke har læst hans brev genoptages relationen tøvende.

På sin vis kan man sige, at Andersen tager vennens råd til sig. Sin sorg gemmer han i sit hjerte og sin dagbog, hvor han også opregner indtrykkene, som han lader sine tegninger indfange: de mange italienske kultur- og naturoplevelser, han samtidig adspreder sig med.

Trøst

Hvis man ser nærmere på Andersens optegnelser i januar og februar 1834 er det tydeligt, at Andersen ser Italien med nye øjne. Hvor dagbøgerne tidligere kredsede om hans oplevelser i Roms danskerkoloni og hans forhåbninger om kunstnerisk genrejsning i norden, så fordyber han sig nu i Italiens kultur og natur. Han tegner mere end tidligere og synes også at besøge langt flere seværdigheder. Samtidig trøstes han af Hertz og Thorvaldsen, og særligt sidstnævnte opmuntrer Andersen til at lægge kritikken bag sig. I dagbogen gengiver Andersen Thorvaldsens ord:

“‘For Guds Skyld lad aldrig Sligt røre Dem, jo mindre Een forstaaer af Kunsten, jo strængere bliver han, det er det skjønne hos Kunstneren, jo mere han trænger ind i sin Kunst seer han dens Vanskelighed og bliver mildere mod andre. Hvorledes strede ikke Baggesen og Øhlenschlæger, hiin havde ikke dennes dybe Aand, denne ikke hiins Vittighed og de spilte deres Ro og maaskee mangt et Kunstværk for en tom Strid. – Føl Deres egen Kraft, lad Dem ikke lede af Mængdens Dom og gaae roligt fremad’”[28]

Rolig er Andersen nu ikke. Selvom han fordyber sig i Italien, rammes han flere gange af et voldsomt mismod og raseri over behandlingen fra Danmark. Men langsomt forbedres hans humør, og i det italienske forår har han endda overskud til at skrive til Signe Læssøe, “Jeg er meget lykkelig og vil være det”.[29] Andersens “lykke” er ikke et produkt af ydre omstændigheder – det er en viljesakt fra digterens side. På samme vis er det ikke ydre omstændigheder, der fører Andersens karriere som digter videre, men snarere hans viljefasthed. Ja, nærmere end at rette sig efter den hjemlige kritik, synes Andersen at forstærke sit eget æstetiske projekt. En vigtig del af Andersens modning i denne tid synes at være, at han i en vis grad frigører sig fra sine opdragere. Han kommer overens med det, han oplever som vennernes svigt, men accepterer ikke deres kritik. Og i stedet for at forsøge at tilgodese kritikken fremfører han i en præcis diagnostik sit eget projekt og dets gyldighed:

“Ørsted siger at hans og min æsthetiske Religion ere høist forskjellige, jeg griber Verdens Dissonanser medens han vil at Digteren skal søge Harmonien, men næsten troer jeg at jeg selv er en Dissonans i denne Verden, der er falden formange Taare paa min Kjærligheds Stræng til at den kan bringe Harmonie og jeg kan opnaae hvad jeg stræbte efter.”[30]

Harmonien kan besynges af den velbjærgede. Men for Andersen er det det indre livs sjælekriser, som afspejles i verdens endelighed, hvorfra kunsten får sit stof. Dermed er han i konflikt med den daværende førende kunstholdning i Danmark, men samtidig i overensstemmelse med stærke tendenser i såvel Tyskland og Frankrig, hvor kunsten ikke blot skal afspejle skaberværkets skønhed og enhed, men også dets mørkere sider. Det er netop dette Ørsted anholder. For ham må en samlende ånd lyse forløsende igennem værket. Men i “Agnete” står fortvivlelsen over skæbnen uforløst tilbage.[31]

I januar 1834 var Andersen selv i fare for at forsvinde i sit indre livs splittelse og mørke. Når han måneder senere havde tilkæmpet sig en ny ro, var det ikke fordi dissonanserne var blevet opløst i harmoni. Andersen havde snarere integreret og accepteret det dissonante som en del af sig selv og sin digtning. Denne modning tillod ham imidlertid samtidig ikke at lade sin digtning blive opslugt af følelseslivet. I “Agnete” druknede værket i Andersens egne kærlighedslængsler. Men med Improvisatoren havde han nået en modenhed, hvor han kunne bruge det dissonante, som en klangbund for fortællingen. Anfægtelsen, Andersens indignation over skæbnen, bliver til kunstneriske resurser, han kan omsætte i sin digtning. På denne vis kommer Andersen ud af krisen som en mere nuanceret og kompleks forfatter, der ikke kun skriver sit eget liv og smerte, men som også kan omforme denne subjektivitet til kunstværker, der har almengyldighed.

Hjemkomst

Da H.C. Andersen den 3. august 1834 ankommer til København, er det med et næsten færdigt manuskript til Improvisatoren i sin bagage. Som det også var tilfældet med “Agnete” er Andersen overbevist om værkets fortræffeligheder, men denne gang møder manuskriptet også større applaus fra omgivelserne. Både Edvard Collin og Signe Læssøe er begejstrede, fortæller han Christian Wulff i et brev fra den 8. september.[32] Særligt fremhæver han, at værket er “tænkt”. I næsten højere grad end det var tilfældet i “Agnete” er Improvisatoren et spejlbillede af digteren selv. Men denne gang er der en vis afstand til følelsesfuldheden, som holdes på plads af en stram tredeling, hvorigennem han spejler sin egen udvikling: “Første Bog er saaledes et sandt barnligt Gemyt, siden kommer Kjærlighed og Vildskab og saa Manden […].”[33] Var det “Kjærlighed og Vildskab” som tog af sted på italiensrejsen i 1833, således er det også “Manden”, der er vendt hjem. Andersen er grundlæggende forandret. Han er sikrere på sig selv som kunstner og menneske, og har ikke længere samme tålmodighed over for sine opdragere, som han tidligere har udvist. I særlig grad går dette udover Christian og Henriette Wulffs mor. Da hun først kritiserer Improvisatoren og efterfølgende går i rette med Andersens manglende lyst til at lære noget, grundighed osv., fører det til et opgør. Sønnen forsøger at mægle:

“Men derom vil jeg heller ikke tale mere, kun bede dig om at være lidt overbærende med Fader og Moder: Du veed at de nu i 30 Aar har været vandt til at have Børn omkring dem, som der jo bestandig er opdraget lidt paa, og nu er det rimeligt at det falder dem vanskeligt at komme ud af Vanen, især naar de have et ungt Menneske i Nærheden, de holder saa meget af, som de giør af dig.”[34]

Denne gang lader Andersen sig dog ikke formidle, og som Topsøe-Jensen gør opmærksom på i indledningen til H.C. Andersen og Henriette Wulff – en brevveksling synes deres forhold aldrig at blive genoprettet fuldtud. Ja, selv mindedigtet i anledning af hendes død finder Topsøe-Jensen “mærkværdig mat og upersonligt”.[35]

Improvisatoren

Improvisatoren var noget helt nyt – i såvel dansk som international kontekst. Den var den første danske samtids- og dannelsesroman. Og den var en elegant hybrid mellem rejseskildring, fiktion og en form for åndelig eller kunstnerisk selvbeskrivelse. Det var derfor også med nogen ret, at Andersen var irriteret over Fru Wulffs letkøbte kritik. For mens der havde været rejseskildringer af Italien tidligere, og mens Ingemann allerede havde udgivet (historiske) romaner, så var Andersens brug af romangenren hidtil uset. I forhold til rejseskildringen udmærkede Improvisatoren sig på to måder. For det første satte Andersen rejseskildringen ind i en fiktionsramme. Hermed blev det muligt at tilskrive de enkelte observationer en større og dybere betydning, fordi de indgik i et narrativt forløb. Denne øgede dybde blev samtidig understøttet af Andersens unikke evne til at fange en åndelig eller eksistentiel merbetydning i dagligdagsobservationer. For det andet tillod fiktionsrammen Andersen at skildre Italien “indefra”. I stedet for at udtrykke betragterens, turistens, møde med en fremmed kultur kunne han i form af Improvisatorens hovedperson Antonio prætendere en beskrivelse af landet set fra indbyggernes øjne. Da Maanedsskrift for Litteratur endelig tog sig sammen til at anmelde, den, på det tidspunkt, gigantiske succes, var det imidlertid også bl.a. denne indvendighed, som anmeldelsen fandt fejl i. I sidste ende var Antonio alligevel ikke rigtig italiener, men snarere Andersen selv.[36] Det er jo svært at nægte. Men kritikken er alligevel forfejlet, eftersom Improvisatorens særlige værdi ikke udelukkende er at finde i dens lokalkolorit, men i dens pendulering mellem de forskellige fortolknings- og betydningsniveauer. Den er både en indvendig og udvendig beskrivelse, den er både rejseskildring og kunstnerroman, den er både selvbiografi og et selvstændigt fiktionsværk. Det er netop i sammenføjningen og fastholdelsen af disse forskelligartede niveauer, at romanen udgør et radikalt nybrud – uanset fra hvilken vinkel den anskues.

Var der en vis kritik af det uitalienske i romanens italienske hovedperson Antonio, så var det sværere at underkende Andersens fine sans for det maleriske. Selv i den ellers kritiske anmeldelse i Maanedsskrift for Litteratur må anmelderen bøje sig:

“Vi see Forfatteren indtaget, stundom beruset, af sine Gjenstande; og han fremstiller dem som den, der seer med et Digterøie, ikke igjennem Phraser og Declamation, men i træffende og sande Billeder, hvortil han gjerne bruger faa, men betegnende, ofte malende, Udtryk, ligesom og mangt et anført Træk bringer os til at skjønne paa den Opmærksomhed, hvormed han har betragtet Tingene, saavidt de tiltalte den poetiske Sands.”[37]

“Appeninerne da jeg første Gang saae Adriaterhavet”. Tegning af H.C. Andersen, 1834. H.C. Andersens Hus. “Høit fra Bjergveien havde jeg alt øinet Adriaterhavet, som en Sølvstribe i Horizonten, Bjergene laae som Kæmpebølger under mig […].” (Improvisatoren, 1835).

At der skulle gå to år inden Maanedsskrift for Litteratur anmeldte Improvisatoren, og så endda med en overvejende kritisk anmeldelse, sårede Andersen, der i Mit Livs Eventyr fremstillede receptionen som om den var fraværende: “Critiken taug, Bladene sagde Intet, men rundt om hørte jeg, at der var interesse for min Digtning, og at Mange glædede sig over den […].”[38] Imidlertid er det ikke helt tilfældet. Udover Maanedsskrift for Litteratur tav kritikken ikke, og den var tilmed overordnet set positiv. Således skrev Carl Bagger en begejstret anmeldelse i Søndagsblad 19. april 1835.1 den anonyme anmeldelse i Dagen 3. juni 1835 fortsatte de positive tilkendegivelser og i Dansk Literatur Tidende nummer 17 og 18 behandledes romanen også overvejende positivt. Samtidig modtog Andersen hyldest for romanen i private breve fra bl.a. EC. Sibbern og Ingemann.

Når Andersen maler kritikken mørkere end tilfældet var, skyldes det to ting. For det første ønskede Andersen, som han skrev i et brev til Edvard Collin den 24. september, “Roes, uendelig Roes”.[39] Maanedsskrift for Litteratur var en højborg for kritikken af Andersen, og derfor var det vigtigt for ham, at hans talent også heri blev anerkendt. For det andet var det en del af Andersens selvfremstilling: miskendt i hjemlandet og anerkendt udenfor Danmarks grænser. Også af den grunder hæftede Andersen sig i Mit Livs Eventyr sig ved udlandets øjeblikkelige anerkendelse, som han kontrasterede med den danske tavshed. Dermed benyttede han sig af teknik, som også er et af kendetegnene ved Improvisatoren. Fremstillingen af sagsforhold eller ting sker gennem et subjektivt temperament, som ikke fuldstændig fratager forholdet eller tingene deres realitet, men som tillader kunstneren at indsætte forholdene eller tingene i en struktur, der åbenbarer en ny realitet, der ikke var umiddelbart åbenbar.

I Andersens egen myteskrivning lukkede “Agnete” et kapitel i hans kunstneriske udvikling, mens Improvisatoren påbegyndte et nyt. Hvad Andersen har lært af den italienske sjælekrise, synes at være at forholde sig med en vis kunstnerisk distance til sin egen følsomhed og sentimentalitet, som dermed tillader ham at bearbejde og bruge disse produktivt som redskaber i den kunstneriske skabelsesproces. Det betyder at følsomheden og sentimentaliten ikke drukner udtryk og mening, men tværtimod kommer til orde i en meningsgivende struktur, hvor de ikke blot er udslag af et digtertemperament, men nærmere udtrykker en større sandhed om tilværelsen. For Andersen var det livet igennem ønsket om at slå rod og få et nært tilhørsforhold til sine omgivelser kontra omverdenens afvisning af dette ønske, der fungerede som en dynamo for hans kunstneriske produktion. Også sjælekrisen i Italien er udtryk for dette. Men voldsomheden af denne krise affødte ikke blot nye værker fra Andersens hånd, den transformerede ham også uigenkaldeligt som kunstner. Efter Improvisatoren var han ikke længere “kun en Improvisator!”

 

Noter

  1. ^ MLE I, p. 124.
  2. ^ Anderseniana 2002, brev 1.
  3. ^ Anderseniana 2002, brev 2.
  4. ^ Anderseniana 2002, brev 3.
  5. ^ Anderseniana 2002, brev 4.
  6. ^ For en grundigere gennemgang af kærlighedsrelationen mellem H.C. Andersen og Louise Collin se: Askgaard, Ejnar Stig: “Efterskrift”. Anderseniana 2002.
  7. ^ BEC, brev 29.
  8. ^ Hertz, Henrik: Gjenganger-Breve eller Poetiske Epistler fra Paradis, 1830, p. 33.
  9. ^ Anonym (Chr. Molbech): “Digte af H.C. Andersen”. Maanedsskrift for Litteratur bind 3. Kbh. 1830, p. 172.
  10. ^ SV VII, s. 385.
  11. ^ Anonym (Chr. Molbech): “Om den nyeste danske Poesie. 2den Artikel”. Maanedsskrift for Litteratur bind 10. Kbh. 1833.
  12. ^ MLE I, p. 128-129.
  13. ^ BHW, brev 23.
  14. ^ Dagbøger I, p. 171.
  15. ^ Ibid., 5. september 1833, p. 172.
  16. ^ BEC, brev 68.
  17. ^ BHW, brev 32.
  18. ^ Ibid. I, p. 253.
  19. ^ BHW, brev 33.
  20. ^ A&C, p. 220.
  21. ^ Dagbøger I, p. 253.
  22. ^ Dagbøger I, p. 187.
  23. ^ Ibid. I, f.eks. p. 253, 258, 267.
  24. ^ Ibid. I, f.eks. p. 220, 246, 270, 372.
  25. ^ BSL, brev 43.
  26. ^ BEC, brev 76.
  27. ^ BJC, brev 51.
  28. ^ Dagbøger I, p. 270-271.
  29. ^ BSL, brev 45.
  30. ^ Ibid.
  31. ^ BtA, brev 285.
  32. ^ BFW, brev 39.
  33. ^ Ibid.
  34. ^ BFW, brev 40.
  35. ^ BHW, p. 13.
  36. ^ Anonym (F.C. Olsen): “H.C. Andersen, Improvisatoren og O.T.”. Maanedsskrift for Litteratur bind 18. Kbh. 1837, p. 74.
  37. ^ Ibid., p. 68-69.
  38. ^ MLE I,p. 193.
  39. ^ BEC, brev 71.

 

©