Navnet til trods er Carl Nielsen Museet ikke blot et museum for komponisten Carl Nielsen. Museet er i realiteten et ægteparmuseum i lige så høj grad tilegnet hans hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen. Hendes værker – fra de første skulpturelle skitser i voks og tegninger nedfældet i skitsebøger til afstøbningerne i gips og bronze – fylder godt i museets samling og udstilling. Dermed sætter Anne Marie Carl-Nielsen sit markante præg på museet helt i overensstemmelse med det præg, hun i kraft af sin stærke personlighed satte på ægtemanden både på det personlige plan og i forhold til hans kunstneriske selvforståelse. Herved kan Carl Nielsen Museet med rette tillige kaldes et kunstmuseum. Men denne betegnelse er også berettiget set ud fra en anden kontekst. Ægteparret Carl Nielsen havde en stor omgangskreds, og mange af deres nære venner var at finde blandt samtidens danske kunstnere. Disse kunstnere var repræsenterede i det Nielsenske hjem, og selvom en del af boet bortsolgtes efter Anne Marie Carl-Nielsens død i 1945, bærer en væsentlig del af museets samling stadig præg af dette kunstneriske miljø.

Nationaltidende bragte 15. april 1945 en reportage fra det Nielsenske hjem i kunstneræresboligen på Frederiksholms Kanal. Man ville videregive de sidste indtryk fra hjemmet, der efter Anne Marie Carl-Nielsens død i februar stod for at skulle ryddes. "De gule vægge [i dagligstuen] viser moderne Kunst, Kunst fra 80’erne, Philipsens Køer, Helgenbilleder, Billeder med italienske Motiver, Blomsterbilleder og antike Spejle." Her ses dagligstuen, som den stod oprindeligt.
I museets rekonstruktion af den såkaldte musikstue er der også masser af kunst på væggene. F.eks. ses længst til højre bag skrivebordet et maleri af fynbomaleren Fritz Syberg, som Carl Nielsen vandt i Kunstforeningen ifølge sine dagbogsnotater fra 22. januar 1897. På samme væg næstlængst til venstre ses et af de få portrætter af Carl Nielsen, der dirigerer. Dette er malet i 1905 af professor Viggo Johansen, der var tilknyttet Kunstskolen for Kvinder, hvor Anne Marie Carl-Nielsen modtog undervisning.

Carl Nielsen Museets kunstsamling er meget varieret. Den rummer alt fra malerier, tegninger, akvareller og raderinger til værker i skulpturel form. Værkerne kan tilskrives såvel kendte som mindre kendte kunstnere. Naturligt nok finder vi i samlingen et stort antal malerier af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens yngste datter, billedkunstneren Anne Marie Telmányi (1893-1983). Det er nemlig i høj grad hende, der overhovedet har muliggjort oprettelsen af Carl Nielsen Museet ved at testamentere hovedparten af sit Nielseniana til Odense Kommune. I kraft af især arven efter Telmányi er væggene i museets rekonstruktioner af kunstnerægteparrets to stuer – dagligstuen og musikstuen – beklædt dels med vidnesbyrd om familiens nære relationer til samtidens øvrige fremtrædende kunstnerpersonligheder, dels med den kunst, som både Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen indkøbte på diverse udstillinger, rejser og auktioner.

Der findes et stort antal portrætter i Carl Nielsen Museets kunstsamling. Et af museets seneste indkøb er netop et portræt af Carl Nielsen malet ca. 1918 af Anne Marie Telmányi. Maleriet har gennemgået en restaurering, da der var en stor flænge deri. Ifølge provenienshistorien skulle kunstneren selv have jaget en kniv igennem lærredet i ren og skær arrigskab! Maleriet hænger nu i Carl Nielsens Barndomshjem.

"En ny guldalder i dansk åndsliv"

Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsen levede i en tid, hvor alt fra kunst til kønsrollemønstre og industri var i rivende udvikling. I kraft af bl.a. deres kunstneriske virke og aktive deltagelse i aktuelle debatter var de med til at sætte præg på denne udvikling. Der kan således næppe herske megen tvivl om, at det har været både interessant og gensidigt inspirerende at være en del af omgangskredsen omkring ægteparret Carl Nielsen. Store tanker er blevet tænkt – ikke mindst ved private sammenkomster hos venner og bekendte. Samværet blandt denne konstellation af store kunstnere beskriver Frans Lasson som "en ny guldalder i dansk åndsliv"[1] For at få et indblik i, hvem der udgjorde denne omgangskreds, vender vi os igen mod Anne Marie Telmányi. I hendes bog Mit barndomshjem finder vi nemlig flere skønne beskrivelser af livet med og omkring kunstnerægteparret: "Det skete ofte, at der kom venner af huset. De blev straks inviteret ind til bordet med landlig gæstfrihed, og her udviklede sig mange heftige og levende diskussioner om kunstneriske problemer. […] Dengang kom brødrene Joakim og Niels Skovgaard og deres søster Susette Holten, Agnes Lunn, billedhuggerinden, folkevisesamleren Axel Olrik med sin elskelige kone Sophie. Af musikmennesker kom flere fra kapellet, Julius og Dagmar Borup, Ludvig Holm og kone, Fini Henriques, Julius Röntgen, komponisten fra Holland, Edvard Grieg og kone, Jean Sibelius, den svenske Vilhelm Stenhammar og faders fine, gode ven Bror Beckman fra Det svenske Akademi, Thomas Laub o.s.v."[2]

Eksempler fra Carl Nielsen Museets kunstsamling: Suzette Holtens forsideillustration til Carl Nielsens opera Saul og David (1902), og et oliemaleri af Agnes Lunn (1889).

Senere beskriver hun de morsomme aftener hos Elisabeth Dons og Johanne Feilberg: "Der sad så Sophus Claussen, Vilh. Wanscher, sommetider Willumsen og kone, alle tæt presset sammen om et rundt bord i en lille stue. Elisabeth Dons i den lange sofa ved væggen var det dramatiske punkt. Sophus Claussen det lyriske. Vilh. Wanscher det hidsige, fader det åndfulde og pudsige. […] Hvor var de morsomme alle disse talende ansigter. Moder sad rank og modig i sine meninger, og der var sandelig mange forskellige.

Willumsen gerne i kamp med hende, fader humoristisk mæglende, Wanscher ivrigt gestikulerende, alle tidernes kunstproblemer blev drøftet, ikke alene tidens! Og senere sank Sophus Claussen ned i en dyb stol, læste Verlaine med syngende stemme og så kom endelig dronningen af Saba, denne underfuldt vittige fortælling på vers. Og en stemning bredte sig, hvor man følte at de alle værdsatte hinanden og havde intensiteten i oplevelsen."[3]

Litografi af J.F. Willumsen. Af dedikationen på billedet ses, at det var en gave fra kunstneren til Carl Nielsen i anledning af hans 50-års fødselsdag.
Et stemningsbillede fra det Nielsenske hjem. Anne Marie Carl-Nielsen arbejder på sin buste af Vilhelm Thomsen, mens Carl Nielsen læser. Radering af Anne Marie Telmányi.

Hverdagslivet

Hverdagslivet i det Nielsenske hjem er også rigt repræsenteret i Carl Nielsen Museets kunstsamling. Både Anne Marie Carl-Nielsen og Anne Marie Telmånyi har foruden adskillige portrætter og raderinger med den nærmeste familie som motiv også gengivet scener fra hjemmet, herunder f.eks. skitser der viser Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen i færd med deres respektive arbejder samt stemningsbilleder fra stuerne i parrets sidste fælles hjem Kunstneræresboligen på Frederiksholms Kanal 28A. Selvom den fremherskende stemning på disse billeder er idyllisk og fredfyldt, var hverdagen i København ofte stressende for både Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsen. Mange opsøgte dem i privaten for at få en mening om dette og hint, og derfor havde de forskellige steder, de søgte til for at finde fred og ro til at arbejde og restituere. Herregården Damgaard ved Fredericia var et populært tilflugtssted, og på Lolland besøgte de ofte godset Fuglsang. I Carl Nielsen Museets kunstsamling ses inspiration fra begge disse steder i form af f.eks. portrætter af de respektive ejere og landskabsbilleder.

Anne Marie Telmányis gengivelse af dagligstuen og musikstuen i Frederiksholms Kanal. Billedet er malet i 1920’erne.

Fra omkring 1908 kom familien Carl Nielsen også jævnligt i Skagen. Her blev de nære venner med et andet kunstnerægtepar, nemlig Anna og Michael Ancher. Der er overleveret mange fortællinger om deres møder i Skagen, bl.a. om de fester, hvor også kongefamilien deltog. Anne Marie Telmányi har beskrevet det Ancherske hjem som et meget gæstfrit eventyrhus, hvor man ofte sad og drak vin, mens man diskuterede og fortalte morsomme oplevelser.[4]

Anna og Michael Ancher er flere gange selv fotograferet siddende på en hvid bænk i deres have. Her er det dog Michael Ancher, der har portrætteret de to Nielsenske døtre, Irmelin og Anne Marie, på selv samme bænk. Maleriet forærede han Carl Nielsen til hans 60-års fødselsdag i 1925.

Roed i samlingerne

Det er vigtigt at have en god registrering af et museums samling. En sådan giver overblik og dermed også bedre mulighed for at formidle en given samling. Igennem de senere år er der i Carl Nielsen Museet blevet gjort et omfattende arbejde for at få den hidtil gældende registrering, der består af flere hyldemeter med gamle registreringskort, overført til databaser, der gør søgningsarbejdet væsentlig mere overskueligt. Derudover arbejdes der ihærdigt på at ajourføre registreringen. Der dukker hele tiden nye oplysninger op. Det være sig via nyere forskning og litteratur eller henvendelser fra offentligheden. Selve registreringsarbejdet er ofte en langsommelig proces, men til alt held dukker der i den proces også nye oplysninger og sammenhænge op; opdagelser, som gør hele arbejdet besværet værd. Det er netop en sådan opdagelse, vi skal se nærmere på nu.[5]

Ifølge vores registreringer er der i Carl Nielsen Museets kunstsamling flere værker af guldaldermaleren Jørgen Roed. Men for nylig er der minsandten dukket yderligere et op eller rettere sagt: Maleriet har hele tiden været i museets eje, men det er først nu, at vi har fået vished om dets ophav. Vi fik nemlig en henvendelse fra Jytte W. Keldborg, som, udover at være bosat i Olevano Romano (ca. 50 km øst for Rom) en del af året, desuden har opbygget en stor viden om de mange danske kunstnere, der gennem tiden har besøgt samme område. Med sit kendskab til de motiver fra bjergene omkring Olevano, som danske kunstnere siden 1800-tallets begyndelse har foreviget, var hun ikke i tvivl, da hun, på et lille fotografi fra Raadhusudstillingen i 1901, fik øje på en velkendt bjergprofil.

At hun havde set rigtigt, bekræftedes af det til udstillingen hørende katalog. Her var maleriet nemlig opført under titlen "Studie fra Volsgerbjergene", dvs. fra Monti Volsci, bjergene syd for Olevano, og tilskrevet Jørgen Roed. Mindst lige så interessant i vores sammenhæng var imidlertid oplysningen om, at værket tilhørte "Kapelmusikus Carl Nielsen". En oplysning, der bekræftedes af et fotografi fra familiens dagligstue i Frederiksholms Kanal, hvor Roeds maleri ses hængende over sofaen. Hvis familien ikke havde skilt sig af med maleriet, burde det således efter Anne Marie Telmányis død være overgået til Odense Bys Museer. Og ganske rigtigt hang der i museets rekonstruktion af dagligstuen et værk af en ubekendt kunstner, der viste sig at være identisk med det billede, der i 1901 var at finde på Rådhusudstillingen. Nederst til venstre på maleriet stod at læse, at det var fra Civitella og malet den 18. oktober 1839. Yderligere kunne en ikke umiddelbart iøjnefaldende signatur bag på billedets ramme siden tydes som Jørgen Roeds. Bag på rammen kunne man også tydeligt læse, at maleriet tilhørte "Carl Nielsen Toldbodvej 6". Det var sågar skrevet med komponistens egen hånd. Men hvornår og hvorledes han skulle have erhvervet billedet, ved vi endnu ikke. Til gengæld kan vi i det følgende nærme os en forklaring på hvorfor, det kom til at hænge hos familien Carl Nielsen.

Carl Nielsen Museets rekonstruktion af familien Carl Nielsens dagligstue i Frederiksholms Kanal. Det nyopdagede billede af Jørgen Roed hænger nederst til højre over sofaen.

Efter turen til Italien tog Roed hjem og giftede sig i 1842 med sin forlovede Emilie Mathilde Kruse. De fik to børn, og sammen med datteren Helene vendte Jørgen Roed tilbage til Italien i 1861-62, og han kom igen i efteråret 1871. Roed blev en dygtig professor på Kunstakademiet indtil 1887. Han døde i 1888, en af guldalderens længstlevende kunstnere, men han nåede i sine sidste år at hjælpe og vejlede en ung Anne Marie Brodersen. En hjælp, som den unge kunstner satte stor pris på. Således fremhævede hun i en skrivelse til brug i Weilbachs Kunstner Leksikon i 1896 netop Roeds betydning for hendes tidlige kunstneriske dannelse. "Foruden min Lærer professor Saabye mindes jeg med stor Taknemmelighed professor Roed og Olrik, som med stor Venlighed har taget sig af mig, og hos hvem jeg på et tidligt Stadium har haft Lejlighed og Tilskyndelse til gjennem Tegninger og Fotografier at fordybe mig i den bedste Fortidskunst."[6]

Maleriet, der omtales her, bevidner nogle af Roeds indtryk fra Italien. Netop dette maleri har tilsyneladende ikke været kendt af kunsthistorikere siden 1901, men er nu genfundet i forbindelse med arbejdet med at kortlægge danske maleres tilstedeværelse i Olevano og dens omegn.

At Roed har sat pris på sin elev, afslører en reproduktion af hans portræt af den norske digter J.S. Welhaven, der i dag befinder sig på Carl Nielsen Museet, og som med blyant er tilføjet en dedikation til "Jomfru Marie Brodersen". Man kan sagtens forestille sig, at Roed blandt meget andet har vist Anne Marie materiale fra sine rejser sydpå. Anne Marie og Carl Nielsen skulle siden komme til at foretage en række rejser til Rom og det øvrige Italien, sammen og hver for sig. Ved vi ikke af, at de som Roed har været i netop egnen omkring Olevano, så ved vi dog, at bjergene og byerne i Roms omegn betog dem. Det vidner de bevarede rejsebreve om. I et brev til datteren Irmelin fra Italiensrejsen 1899-1900 fortæller Carl Nielsen således: "Igaar saa jeg en Citron som var umaadelig stor og idag har jeg været udenfor Byen og der kunde jeg se høje Bjærge og Byer der var bygget op ad siden af Bjærgene."[7]

Bygget op ad bjergsiden er netop, hvad Olevano er, og Carl kunne såmænd lige så godt have beskrevet udsigten på det billede af Jørgen Roed, som han året efter udlånte til Raadhusudstillingen. Under dette ophold tog parret desuden på en længere tur til Napoli, og hvis de den ene vej har taget den indenlandske rute med toget, har de kunnet se op mod Olevano, Civitella og Monti Volsci. Inspirationen fra Italien kommer klart til udtryk i flere af parrets værker. Oplagte eksempler fra Anne Marie Carl-Nielsens virke er hendes udsmykning af portene til Ribe Domkirke og ikke mindst hovedværket, Rytterstatuen af Christian IX, hvor forlæggene i begge tilfælde er italienske. For Carl Nielsens vedkommende kan nævnes hans korværk om kærlighedens mange facetter HymnusAmoris og de Palestrina-inspirerede motetter; værker fra hhv. starten og slutningen af hans karriere som komponist.

Man kan naturligvis ikke overse, at Anne Marie og Carl Nielsen på deres rejser ikke så det samme Italien som Jørgen Roed. Tiden og de skiftende idealer står imellem dem. Men selve begejstringen for Italien som et land, hvor inspirationen, de skønne motiver og "det oprindelige" ventede, har de delt. Familien Carl Nielsen kom formodentlig ikke til Olevano, men i Carl og Anne Maries breve og dagbogsnotater samt i Anne Maries bevarede skitser fra rejserne og Carls italienskinspirerede kompositioner afsløres en fascination af det land, der også havde betydet så meget for Roed. Det er med til at forklare, hvorfor Roeds motiv fra Volsger-bjergene kom til at hænge over sofaen i den Nielsenske dagligstue. Som guldalderkunstnerne har også Carl og Anne Marie ønsket at holde fast i indtrykkene fra Italien, og i den henseende har Roeds maleri været dem en daglig hjælp og dertil et minde om den aldrende maler, der i 1880’ernes København havde hjulpet den unge Anne Marie Brodersens karriere på vej.

Anne Marie Carl-Nielsens titelblad til "Hymnus Amoris".

Afslutning

I øjeblikket er en omfattende overførsel af registreringer af lokale museumssamlinger ved at blive samlet i en national database. Formålet er at gøre samlingerne offentligt tilgængelige i højere grad, end de har været tidligere. Man skelner i den forbindelse mellem to typer af museer, nemlig kulturhistoriske museer og kunstmuseer. Der hersker ingen tvivl om, at Carl Nielsen Museet er et kulturhistorisk museum. Både Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen var fremtrædende kulturpersonligheder i deres samtid, og ud fra samlingen fortæller museet deres spændende historie både sammen og hver for sig. Målet med denne artikel har været at give en smagsprøve på de rigdomme af kunstværker, som Carl Nielsen Museets samling rummer, og på den baggrund bevise, at museet ikke kun bør henregnes til den kulturhistoriske kategori, men også bør betragtes som et kunstmuseum. Værkerne dels af Anne Marie Carl-Nielsen, dels af andre fremtrædende kunstnere er nemlig ikke kun med til at fortælle parrets personlige historie, de giver museets samling tyngde ud fra et rent kunsthistorisk perspektiv. På den baggrund vil Carl Nielsen Museet figurere i begge kategorier i den nationale samlingsdatabase, og i fremtidige udstillinger er det vores ønske at kunne bruge kunstsamlingen endnu mere aktivt til at formidle viden om ægteparret Carl Nielsen og ikke mindst deres sociale liv.

Noter

  1. ^ Lasson, Frans: Sophus Claussen og hans kreds. En digters liv i breve II, 1984, s. 191.
  2. ^ Telmányi, Anne Marie: Mit barndomshjem. Erindringer om Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsen skrevet af deres datter, 1965, s. 38.
  3. ^ Ibid., s. 113.
  4. ^ Ibid., s. 127-28.
  5. ^ Følgende historie er mere fyldigt gengivet i artiklen Mysteriet om et maleri af Per Seesko bragt i Espansiva nr. 35, marts 2011, s. 3-9.1 samme blad, s. 10-12, findes også artiklen I Jørgen Roeds italienske fodspor af Jytte W. Keldborg, som beskriver, under hvilke omstændigheder Jørgen Roed malede dette italienske motiv.
  6. ^ Citeret efter et dokument, der kan beses i Weilbachs Arkiv på Kunstakademiets Bibliotek.
  7. ^ Citeret efter Fellow, John (red.): Carl Nielsen Brevudgaven 2, 2006, s. 156.

Litteratur

  • Askgaard, Ejnar Stig og Ida-Marie Vorre (red.): Anne Marie Carl-Nielsen. En registrant over billedhuggerens værker, Forlaget Odense Bys Museer, 2010.
  • Espansiva nr. 35, marts 2011, Carl Nielsen Selskabet.
  • Fellow, John (red.): Carl Nielsen Brevudgaven 1-8, Multivers, 2005-2011.
  • Keldborg, Jytte W.: Danish artists in Olevano Romano and its surroundings from the Golden Age into the 21st century, Associazione Amici del Museo di Olevano Romano onlus and Museo-Centro Studi sulla Pittura di Paesaggio Europea del Lazio, 2010.
  • Lasson, Frans: Sophus Claussen og hans kreds. En digters liv i breve II, Gyldendal, 1984.
  • Munk, Jens Peter (red.): På sporet af Jørgen Roed. Italien 1837-1841, Ny Carlsberg Glyptotek, 1991.
  • Telmányi, Anne Marie: Mit barndomshjem. Erindringer om Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsen skrevet af deres datter, Thaning & Appel, 1965.
  • Weilbachs Arkiv på Kunstakademiets Bibliotek.

©