Ladbyskibsgraven – i 1935, 1985 og 1995

De store arkæologiske fund har det med at være mytedannende, f. eks. Tutankhamons gravs forbandelse, som udgraverne døde på stribevis af, Jellinghøjenes grave og mangel på samme, osv. Også vor lokale Hassan, Ladbyskibet, har sine myter, de manglende bord i skibet, den plyndrede grav, den dødes identifikation. I dette tilfælde kan vi næppe klandre den forlængst fjernede døde viking for at udgraverne begge var døde indenfor seks år efter udgravningen.

Det var meningen, at resultaterne fra nye studier af skibet og fra den nye konservering af fund fra udgravningen forlængst skulle være publiceret sammen med pollenanalyser og andre iagttagelser fra udgravningen 1984 og senere feltarbejde.[1] Men da alle implicerede havde for mange andre opgaver, er der ikke sket noget. Derfor er det vist på tide at orientere om både nyt og gammelt udover de korte rapporter (Madsen & Thrane 1985; Thrane 1987).

Sådan kan højen måske have set ud straks efter at den var færdig. Set fra vest Claus Madsen del.

Apothekeren og konservatoren

Rosenbergs og Helweg Mikkelsens udgravning 1935. Fundhistorien er bekendt og skildret mange gange af den lykkelige finder og mæcen, apotheker Poul Helweg Mikkelsen, som dengang skøttede arkæologien på Fyn (Mikkelsen 1940; Larsen 1941). Skibet blev hans største – og dyreste – arkæologiske oplevelse og ydelse til dansk arkæologi. Det var ham, som betalte udgravningen og bevaringen. At udgrave en helt ny slags objekt med tekniske hjælpemidler, der ikke var meget bedre end vikingetidens, var en bedrift, som man med rette priste Nationalmuseets konservator Gustav Rosenberg for (Holm 1981, 216). Det hele var afsluttet på fire måneder, den 24. oktober 1935.

Udgraverne brugte alle deres kræfter på skibet, og da det var udgravet, beslaglagde bevaringen alle ressourcer. Derfor blev den omgivende høj noget stedmoderligt behandlet. Betonhallen blev støbt over skibsaftrykket, festligt åbnet 1937, og så var den potte ude – troede alle. Da noget tilsvarende aldrig var prøvet, anede man ikke, hvordan skibsaftrykket ville opføre sig.

Allerede tidligt under udgravningen drøftede Helweg Mikkelsen og Johannes Brøndsted, hvordan man kunne sikre det enestående fund. Først tænkte man på at flytte hele aftrykket til Nationalmuseets gård, men tanken om bevaring på stedet blev til virkelighed, da apothekeren bekostede indkapslingen og forærede den nye attraktion til Nationalmuseet. Der blev lavet en ordning, som tilgodeså det lokale museum, Fyns Stiftsmuseum, som gennem nogle år fik penge fra overskuddet til sine undersøgelser. I gavebrevet skrev apothekeren at: “Ansvaret for den fortsatte arkæologiske Bevaring” skulle påhvile Nationalmuseet. Det var en betingelse, at Nationalmuseet skulle overtage “Driften, hele Ledelsen og dermed Skibets Vedligeholdelse”, hvis apothekeren døde før den første januar 1942. Allerede 1938 var det galt med tilstanden. Apothekeren klagede sin nød til Brøndsted, men hvad der kom ud af det, fremgår ikke af brevene.

Højen efter indvielsen, set fra vest, ovenlyset over skibet ses. Foto Poul Helweg Mikkelsen.

Publikationen

Gustav Rosenbergs død i 1940 satte semikolon for arbejdet med publiceringen af fundet. Daværende konservator Knud Thorvildsen fik opgaven overdraget, efter at han havde arbejdet med konserveringen af jernfundene (Kunwald 1977).

Med vor langsommelighed er vi ikke de rette til at klandre vore forgængere, men dengang syntes man, at det gik meget langsomt med publiceringen. Den udkom 1957, og i sammenligning med den store (endnu ufærdige) publikation om det norske Osebergskib var det en tynd kop the. Det vigtigste var nu også, at fundet var tilgængeligt. Bogen er da også læst tynd siden, navnlig af tyske forskere, der har sammenlignet Ladby med skibskammergraven i Hedeby (Müller-Wille 1970; 1976; 1978; 1983; Ellmers 1980).

Plyndringen

Der er så mange, tildels modstridende forhold, som skal afvejes mod hinanden, at det vil kræve en selvstændig afhandling at behandle problemet nogenlunde fyldestgørende. Først fakta: Skibet indeholder genstande, som må være gravgods. Der er ingen menneskelige skeletrester. Der er spor af en gammel nedgravning i skibet. Dens alder er ukendt. Der, hvor gravkammeret burde være, er alt stærkt omrodet. Der var ikke en hel genstand i det gennemrodede område, og ethvert spor af den døde savnes. Knogler havde været at vente, da knoglerne fra hunde og heste var ganske velbevarede – i 1935.

De forventede våben manglede også. Der var stumper af en jernskjoldbule. Et bundt pilespidser lå udenfor skibet og var formentlig kun derfor intakt. Seletøj og saddel lå intakt i styrbords side og metalbesatte tøjler lå i orden, men sværd, økse og spyd burde der have været. Den lille økse. Skjoldbulestumperne og rideudstyret viser, at der må have været en mand tilstede.

Udgravningsfoto fra undersøgelsen af Gokstadskibet viser det plyndrede kammer i midten.

Der er malende beretninger om vikingernes begær efter berømte våben og de risici de indlod sig på for at få tag i dem. Det at bryde ind i en gravhøj skildres som en stor bedrift, men ikke som nogen umulig opgave, trods den døde sjæls hårde modstand, der ytrede sig ret så håndgribeligt i fortællingerne (Brøgger 1945; Jankuhn ed. 1978). Et berømt sværd kunne være motiv nok til at bryde ind i højen på et tidspunkt, hvor man vidste præcist, hvor gravkammeret lå, d.v.s. i vikingetiden. Nok har sværdene i sagaerne en enorm robusthed, men i praksis kan vi vist roligt gå ud fra, at klingen ikke var meget værd efter en generation eller to i jorden med ligsaft, regnvand og husdyr. Et andet motiv kunne være en mere almindelig grådighed efter guld og sølv, snarere end et brugbart våben. Dette motiv synes universelt i tid og rum (Jankuhn ed. 1978; Rolle 1991; Neugebauer 1994,1 35ff).

I heldige tilfælde kan plyndringer tydeligt påvises arkæologisk, og endda dateres til kort efter færdiggørelsen af gravmonumentet, uanset om det var af jord, træ eller sten og uden hensyn til de tricks, som slægten brugte for at forvirre potentielle gravrøvere (Thrane 1994, 21 ff). Det kan være svært for os at forstå, hvordan det kunne lade sig gøre at grave sig vej gennem en gravhøjs metertykke græstørvslag eller en stenhøjs tusindvis af løse sten uden at egnens beboere slog alarm.

Selv ved nattetid må det have været risikabelt at grave sig ned. Arbejdet måtte vel gøres færdigt på en nat? Kan man ikke føle gyset, når man i den mørke kolde nat mærkede det klamme pust fra gravkammeret, da hakkerne brød gennem taget? Gravrøverne har været hårde hunde.

På den pontiske steppe lå storhøjene vel øde hen, når stammen efter sørgefesterne var draget bort til andre græsgange, men anderledes må det have været her på Fyn, hvor befolkningen ikke var så mobil.

Plan over Ladbyskibets nordende med markering af udvalgte oldsagstyper, efter Rosenbergs originaler, Else Nørlund del.

Et sjak kunne vel hakke sig ned til kammeret på en enkelt nat og brække det op og fordufte med rovet, hvis de blæste på, om lokalbefolkningen opdagede gravskænderiet næste dag. Ladby lå i den henseende gunstigt. I en jolle skulle det være nemt at sejle ind til stranden nedenfor skibshøjen og hurtigt komme væk til et ventende skib i Storebælt. Hvis kammeret stod så intakt, at bjælkerne holdt jorden uden, var det naturligvis hårdt at hugge sig vej gennem stammerne, men det skete jo andre steder, så hvorfor ikke i Ladby? Hvis kammeret stod jordfrit, var det nemt at overskue situationen ved hjælp af en lygte eller kerte og rage de gode ting til sig. Rod var, hvad Rosenberg og Mikkelsen fandt. Rosenbergs indmåling af stumperne viser tydeligt, hvor spredt stumperne fra de enkelte genstande lå. Det virker, som om man havde sluppet et kobbel gravhunde løs nede i kammeret. Kammeret er ikke bevaret, men fundfordelingen tyder på, at det var 3 meter langt. I andre skibsgrave er kamrene mellem 2,4 og 4,7 m lange, så Ladby ligger i midten af variationsspektret (Grieg 1937).

Fjer fra dyne og puder lå i en ca. I m bred bræmme tværs over skibet, men formentlig er ikke alle spredte dun fundet. Når de ikke er rådnet, må det skyldes kontakten med skroget og jernresterne. At de er bevaret, tyder på, at forrådnelsen ikke har været gennemgribende. Det mere bestandige udstyr viser samme kaos. Et broncefads 50 stumper var også spredt over 6 m2 i det meste af fundområdet. En sølvtallerken, Thorvildsen tavle le, var spredt over ca. I m2, bortset fra et stykke, som var røget helt ud i agterstavnen ved bagbords ræling. Den ene spore blev liggende i kammeret dvs, at skoen vel var rådnet? I samme retning peger de guldtrådspossementer, som må have siddet på tøjet. Stumperne af et spillebræt lå lige så spredt. Mere end 60 stumper af en jernbeslået træbøtte lå spredt over ca. 4 m2 i skibets midte agter for vantringene. Jernskjoldbulens ti stykker var spredt over ca. 4 m2, samhørende stykker lå henholdsvis 0,3 og 1,5 m fra hinanden.

Det er ikke alt for solide ting, bortset fra jernskjoldbulen. For at splintre den, må man virkelig have lagt kræfterne i. Det havde været meget nemmere at smide skjoldet til side end at smadre det. Skjoldet bar måske den dødes mærke, og ville derfor afsløre bæreren som gravrøver. Det kunne være grunden til at det blev efterladt – i modsætning til de andre våben, som bør have været der. Men hvorfor ikke tage sølv- og broncekar med? Sølvs værdi kendte man jo nok i vikingetiden.

Den store spredning tyder på, at gravkammeret var jordfrit. Disse formodninger gælder, uanset om man vil tolke indgrebet som plyndring eller genbegravelse. Der er en underlig blanding af to helt modsatte tendenser. Dels er den døde og næsten alt hans udstyr fjernet, dels er de tilbageblevne dele af udstyret voldeligt ødelagt.

Hvorfor tage hele liget med op? I andre plyndrede grave nøjedes man med at hugge armen af, hvis man ikke kunne få armringen af med det gode. Man orkede ikke at slæbe hele liget op. Hvis liget blot var hevet op og efterladt udplyndret oppe på højen, ville man vel forvente, at de lokale havde lagt det ned igen og dækket hullet for at undgå ballade med den magtfulde slægt, som formentlig ejede højen.

Graven dateres af de fundne ting til før 950, dvs. før kong Gorm blev begravet i Jelling og før Haralds dåb. Ladbygraven var altså hedensk. Hvis formålet var at flytte den døde til en anden grav i en kristen kirke, – en translatio – havde en flytning alene af liget været mere efter regulativet. Der var jo ingen plads til det hedenske gravudstyr i det korrekte kristne ritual. Så hvad blev der af alle de gode sager? Ved en sådan formel flytning forekommer det unødvendigt at smadre en del af gravgodset og fjerne resten. Burde tøjresterne ikke også være kommet med liget op ved en translatio? Formentlig svøbte man ligresterne i et nyt ligklæde, når man ville overføre et lig til en ny begravelse. Det er interessant, at der i Jelling er et veldokumenteret tilfælde (Krogh 1993), som ubevidst formentlig har ligget bag tanken om en translatio i Ladby. Konklusionen må blive, at det stadig er svært at levere en entydig tolkning af Ladbygravens gåde. Måske er vor æstetiske idiosynkrasi for fin, og hører ingensteds hjemme i vikingernes barske verden.

Restaureringen 1984

Efterhånden var skibsaftrykket og omgivelserne blevet så triste og direkte faretruende for bevaringstilstanden, bl.a. på grund af et mislykket forsøg med tildækning af ovenlyset og sortmaling af interiøret at det blev nødvendigt at skride til handling. Et større renoveringsprojekt blev finansieret af skibsreder A.P. Møller og hustru Chastine McKinney Møllers fond.[1]

Hallen blev renoveret, udluftningen reguleret og højen restaureret i anledning af 50 års jubilæet. Hovedpersonen, Skibet, blev efterladt som tilforn. Det fik en gang kemisk kur, når grøn- og hvidalgerne blomstrede for voldsomt. Siden opgav man kemikalierne, da de ikke syntes at virke efter hensigten og kunne have utilsigtede bivirkninger. Så længe der er fri adgang ned i jorden under skibet, vil der ske en konstant transport af vand og organismer op i skibsaftrykket. Det har den forbedrede udluftning ikke kunnet neutralisere.

Stiftsmuseets opgave ved restaureringen blev at undersøge, om højens nuværende ovale form var korrekt. Det var tilfældigt, hvad der blev iagttaget under udgravningen i 1935, og dokumentationen var ikke så konsekvent som for skibets vedkommende (Thorvildsen 1957, 22ff). Vi har søgt at samle oplysningerne fra gravebøgerne, men det bliver man ikke meget klogere af. Stenlægningerne virker mere forvirrende end oplysende. Derimod gav søgegrøfter i den nuværende højs periferi helt kontante resultater. Vi begyndte med tre grøfter. Den sydlige grøft – G – kunne ikke nå ind til den oprindelige høj p.gr. af udluftningsrummet i betonhallens sydende. Tykke muldlag var udpløjet og udvasket fra højen inden udgravningen. De var dækket af jord fra udgravningen i 1935. Grøfterne i øst og vest var derimod anderledes oplysende. Vi gravede ind mod midten af højen, indtil vi fik kontakt med et lag cementbrokker fra betonhallen.

Den østlige søgegrøft (H)

I den østlige grøft (H) ramlede gravemaskinen hurtigt ned i nogle store sten, så vi blev nødt til at fortsætte med spade og skovl. Stenene var store og lå på række øst-vest med en halvcirkel ind i højen.

Stenene W 1-6 lå med længderne øst-vest. Ved den vestligste sten W 6 lå 32 cm mod syd en tværlagt sten W 7 og fra dens sydvesthjørne sten W 8 -10 i en bue mod vest. De er ikke taget op, W 8 synes meget stor. Mellem W 10 og den inderste sten i grøftens nordvesthjørne, W 12, lå W I I. Stenenes overflade var nogenlunde i vater.

De lå alle i fed højfyld med velbevarede græstørvstrukturer og vækstlag. Fyldskifte Ys underside nåede lige ned til sten W 6 og fortsatte videre vestpå. Dvs. at højfylden her er gravet væk tilsyneladende før 1934, idet lag Y var dækket af muldlag svarende til det seneste dyrkningslag. Der kan ikke være tvivl om, at stenene hører med til højen.

Tre andre store sten – U – lå lidt skødesløst ude i grøftens østende. Her var jorden ensartet muldet, så der er ikke den samme stratigrafiske entydighed som ved de andre sten. Alligevel formoder vi, at disse sten lå nogenlunde på deres oprindelige plads. De kan tilhøre en markering af højens grænse? Græstørvene i højen stoppede ved stenene.

Plan over højen med udgravningsfelter 1984 og skibsomridset indmålt. Claus Madsen mens & del.

De var fra 90 til 45 cm lange og ca. 35 cm tykke. U I lå på profilens lag 2-3, som gennemskæres af stolpehul V I. Hvis lag I -2 hører til det gamle marklag under højen, ligger de store sten direkte på den gamle markoverflade.

Uden for de yderste sten i grøften dukkede noget helt uventet op. På tværs af grøften stod sporene af fire stolpehuller – V 1-4 – tydeligt både i fladen og i profilerne. Hullerne sås at gå igennem det gamle marklag, og kunne i hvert fald mod vest, følges i 37 cm’s højde. De indeholdt sort, lyngtørveagtig jord med lidt trækul i, men var stærkt gennemtrukket af dyregange med alstriber langs grænserne. V I var 44 cm i diam. og 67 cm dybt og og gik direkte over i V 2, som var 41 cm, mens V 3 var 30 og V 4 20 cm i diam. Oven på den gamle markoverflade lå et 15 cm tykt gult sandlag ind mod højen. Det må være sand fra hullerne, som var lagt op på den gamle markoverflade. Laget kunne følges ind under stenene.

Opdagelsen af stolpehullerne gav naturligvis blod på tanden, og måtte efterprøves. I den modstående grøft i vest (K) sås et ganske tilsvarende lag gult undergrundsmateriale over den gamle markoverflade, men her var markvejen i vejen. Før museet vinterlukkede, kunne vi dårligt grave vejen op. I mellemtiden prøvede vi at regne ud, hvor tilsvarende huller burde kunne findes. Udgangspunktet var skibets midte. Vi formodede, at den svarede til højens centrum. Efter østgrøftens stolpehuller burde radius være ca. 15 meter, så derfor lagde vi tre nye grøfter i sydvest, sydøst, nordvest og nordøst.

To nye grøfter gravedes maskinelt. Den sydvestlige grøft (AH) var en nitte. Jordlagene var så udvaskede, at der ikke var noget at se i undergrunden og kun meget vage antydninger i profilerne.

Derimod gav den sydøstre grøft (AC) ren gevinst. Fire stolpehuller stod præcist, hvor de burde. (Hvad der ellers var i grøften, kommer jeg tilbage til). Extragrøfteme i nordvest og nordøst (AQ og AR) viste også stolpehuller.

Profil N i grøft H. Claus Madsen del.

Smukkest stod de dog i den vestlige grøft (K), da vi fik vejen gravet op. Her stod fire huller (V II – 14) nok så tydeligt med mørk højfyld foroven – formentlig skredet ud efter at stolperne var rådnet. Dybere nede kunne de enkelte stolper tydeligt skelnes. En af dem havde åbenbart været svedet i randen. En trækulsstribe markerede stolpens yderside og markerede også stolpens diameter – 20 cm.

Da stolpehullerne er påvist i fem af grøfterne, er der ingen tvivl om, at de må have stået hele vejen om højen. Vi har ingen antydning af, hvor højt pælene har raget op, eller hvordan de var afsluttet foroven (udskårne?). De var gravet 50 – 60 cm ned, og kan derfor sagtens have været mandshøje. Stolperne angiver samtidigt højens omfang, 29-30 meter i diameter og nogenlunde cirkelrund. Vi kan derfor gå baglæns og beregne cirklens centrum. Det ligger midt i skibet, som først antaget. Det er sandsynligt, at masten blev brugt som centrum, d.v.s. som det ene passerben – på lignende måde som i andre høje, hvor en midtstolpe havde denne funktion (Andersen 1951).

Tegningen side 33 er dog fantasi. Masten er ikke påvist, men vantringene i skibet viser, at det var beregnet til mast.

Mig bekendt var det ikke skik i vikingetiden at sætte hegn om gravhøjene, men ret beset er det vel ikke så mange af den tids høje, som er ordentligt udgravet, så måske skal man ikke lægge for meget i denne mangel på paralleler. En form for afgrænsning af de dødes område er velkendt fra stenalder til nutid (Thrane 1967).

Søgegrøft K

Mens det i den østlige grøft ikke rigtigt var til at komme i bund p.gr. af alle stenene, gav den vestlige grøft den fineste information om gravhøjens opbygning. Hvis vi begynder forneden i profilsnittet, er det gule undergrundssand selvfølgelig det ældste lag. Det dækkes af oldtidens marklag, som bestod af lag 7. Ind mod højmidten lå på den gamle markoverflade en meget skarpt afgrænset lomme af hvidgult, rent undergrundssand – lag 6. Det kan kun stamme fra det hul i højens midte, som man må have gravet til skibet. Et tilsvarende lag undergrundsmateriale lå på markoverfladen ude ved højranden, gravet op fra stolpehullerne.

Direkte på den gamle markoverflade var et kompakt lag organisk materiale, muligvis træ, som er rådnet så meget, at laget nu kun var 3 cm tykt (lag 5a). Laget er næppe et vækstlag, men kan stamme fra aktiviteterne ved gravanlægningen.

Grøft K, udtagning af pollen- og jordprøver, set fra vest.

Over marklaget og de opgravede sandlommer fulgte gravhøjens mørke, næsten sorte, tørvelignende masse, lag 5. Gårdejer Per Eriksen så straks ligheden med jorden i en nu tildækket mose lige vest for højen. Disse “mosetørv” udgør den nederste del af højen. Oven på var der lerede, mørke, men mere normale græstørv. Oven på højtørvene markerer lag 2 den periode, hvor højen blev pløjet og dyrket. På dette nyere marklag lå fortsættelsen af det lag jord og cementbrokker, som omtaltes foroven (lag I c). Jordlaget stammer fra udgravningen og broklaget (I b) fra betonhallen. Man smed jorden fra udgravningen op på kanterne, og da hallen var bygget, blev der naturligvis ikke plads til at hælde al fylden tilbage i hullet. Øverst lå jord fra højrestaureringen i 1937 og tildækningen af ovenlyset (la). Denne lagserie er dejligt enkel og oplysende. Den opgravede jord på marklaget i højens midte og indenfor stolpehullerne (lag 6) viser, at marken var bar, da graven blev anlagt. Stolpehullerne (lag 4) må være gravet efter græstørvene, med undtagelse af den yderste ring.

Højen blev bygget på traditionel vis, af græstørv tilsyneladende fra den nærmeste omegn (lag 5). Højen blev lagt op umiddelbart efter gravlægningen. Der var ingen spor af erosion af de opgravede sandlag eller vækst på dem. Efter et par generationer rådnede stolperne, og jord flød fra højmassen ud i hullerne. Siden blev højen pløjet over (lag 2) – indtil ploven ramte den sydlige stævn, og udgravningen begyndte.

Den vestlige grænse for den opgravede undergrundjord er 7 m fra højens centrum, dvs seks meter fra skibets ræling. Med normal arbejdsmåde kan vi roligt regne med, at dets overflade aftog jævnt udad fra nedgravningen. I søgegrøften er vi uden for det område, hvor den opgravede muld blev smidt. I 1935 registrerede man ikke, hvor grænsen for nedgravningen til skibet forløb. Vi ved således ikke, om det står i en rende eller i et skibsformet hul. Derom kan heller ikke vore grøfter oplyse. Skibet var “nedgravet til rælingen” (Thorvildsen 1957, 25), d.v.s. at hullet har været mindst 0,7 m dybt. Nivellementerne viser markoverfladens højde over havet som 8,47 m, skibssidernes målte overkant er 8,03 og 7,85 m o.h. Lægger vi det forsvundne øverste bord til, ser det ud til, at skibets sider har stået 30-40 cm under markoverfladen. Profilen på tegningen side 43 viser, at en anseelig mængde jord blev gravet op fra hullet, vel mellem 35 og 40 m3. Da storhøje fra vikingetiden ikke er almindelige, er det væsentligt at vide, at Ladby-højen blev bygget til skibet (og ikke, som Rosenberg overvejede, (anf. sted, 24) er ældre end skibet. Profilerne i vore grøfter viser, at terrænet var ganske jævnt i vikingetiden. Den daværende markoverflades niveauforskel er kun ca. 0,4 m fra højens vest- til dens østside. Udgangspunktet var altså ikke, som i bronzealderen, at komme så højt op i terrænet som muligt. Situationen var unægtelig også anderledes. Når man partout skulle slæbe et skib på land, var der jo ingen grund til at gøre arbejdet mere besværligt end nødvendigt. Vi prøvede at grave i den underlige knold mellem højen og stranden. Den var ved sogneberejsningen beskrevet som en mulig gravhøj, men viste sig at bestå af stift ler med et tyndt muldlag. Det oprindelige muld-dække må være gravet væk – i vikingetiden, inden skibet blev slæbt op?

Profilsnit grøft K, vest-øst, Claus Madsen del. / 1. Opfyldning fra rekonstruktionen af højen i 1936. / 2. Muldlag 1935 / 3. Rævegrav / 4. Stolpehul AN / 5. Græstørv i Vikingehøjen / 6. Opgravet undergrundssand / 7. Muldlag fra vikingetiden / 8. Undergrund, gult sandholdigt ler

Søgegrøft AC

Vi mangler nu kun at omtale den sydøstre grøft. Hvor de andre grøfter viste urørt mark og undergrund indenfor stolpekransen, var situationen mere kompliceret i denne grøft. Den afrensede undergrundsoverflade viser flere anlægsspor. V 5-9 opfattes som stolpehuller, V 5 var 22 cm i diam. med mørkebrun, sortsprængt fyld, dybde 95 cm. V 6 var 30×28 cm, 6 cm fra V 5, fylden leret mørkebrun, sortsprængt, dybde cm. V 7 havde samme slags fyld, var 27×41 cm, V 8 havde brun muldfyld og målte 27×33 cm. V 9 sås kun som en brun aludskillelse, idet en ret kraftig aldannelse ved profil AD besværliggjorde iagttagelserne.

Rekonstrueret snit gennem Højen øst-vest med betonhallen over skibet. Claus Madsen del.

Her lå en typisk “kogegrube” (AG) med ildskørnede sten. Gruben var rund, ca I m i diam. med lodrette sider og noget ujævn, men med ganske flad bund. Gruben var gravet 30 cm ned i undergrunden, som her skifter fra lyst okkergult sand til rent, fedt ler. Fylden var i midten som det gamle marklag, med enkelte små, rødbrændte pletter og trækulspartikler. De op til 15 cm store, stærkt ildskørnede sten lå i et enkelt lag i sort, gruset trækulsholdig jord, som i siderne nåede til grubens top. Siderne var kraftigt rødbrændte, mest foroven. En noget opløst, forkullet gren 6 cm tyk og 15 cm lang lå på bunden, Den har leveret trækul til en 14 c-prøve, som giver en datering til I 170 +-65 før 1950 (prøve K 5138). Det er vel at mærke trækullets alder. Tages dateringen for pålydende, skal den ligge indenfor penoden 780-956, dvs. kalibreret 885 AD. Mest sandsynligt er kogegruben ældre end højen – hvilket ikke modsiges af stratigrafien. Kogegruben var skåret af en grøft AN med gråbrun, lidt klæg sandfyld m. store klumper fedt undergrundsier. Denne grøft var gravet gennem et lag blandet grålig muld med gule pletter. Det tolkes som en fortsættelse af oldtidens marklag. Grunden til at det er anderledes, er formentlig, at vi her er uden for højen, og laget derfor er udvasket. Grøften var 75 cm bred og fortsætter uden for søgegrøften i begge sider.

I grøften lå en jernkniv med grebet mod vest. Sammenrustet med den lå andre rustklumper. Vi fik unægtelig en overraskelse, da rustklumperne kom fra konservering. De mindede mest om dele af et gravinventar.

Jernkniv og bronzegenstand fundet sammen med Torshamrene. Claus Madsen del.

Kniven er 17,7 cm lang med firkantet grebspids. Trærester med årer i længderetningen antyder skaftets længde, 8,4 cm. Sammenrustet med kniven var en kæde med to 2,7 cm lange 8-talsformede led, som i hver ende er fæstnede i en ring, hvoraf kun stumper er bevaret. Den ene ring går gennem øsknerne på seks torshamre, som nu er sammenrustede ovenpå hinanden. De fire størstes øskner sidder pænt på rad og række, mens hovederne ligger fladt oven på hinanden. De to mindste hamre har snoede skafter. De er adskilt fra hinanden af det yderste 8-talsled. På præparatets underside er der i rusten aftryk af mindst to lag textil og formentlig læder, Torshamrene er mellem 4,4 og 6 cm lange, de fire er mellem 5,7 og 6 cm.

Lige under torshamrene lå en 8,6 cm lang firkantet bronzestang med afrundede kanter og syv huller lodret gennem. Den ene ende er but, den anden afsluttet i et dyre-hoved med ovale øjne, overbid og en bred fure på tværs foran øjnene. I munden er der i et vandret hul rest af en tosnoet tråd. Hovedet afgrænses mod stangen af en fortykket krave. Detailler markeres af furer og indborede punkter. I den tyndere ende er der bevaret textil aftryk i en rustkage.

Der kan ikke være tvivl om sagernes datering til vikingetid. Kniven er en typisk yngre jernalders form, og torshamrene og dyrehovedet må placeres mellem 900 og 1100. Det er ikke lykkedes mig at finde nogen parallel til bronzen med hullerne og snoren, men stilistisk ligner det sen vikingestil.

Torshammersættet er sammen med kæden i Thumby-Bienebek grav 7 (Müller-Wille 1976, Abb. 2 & Taf. 31) nok det største af sin slags. Tilsvarende ringsæt kendes fra grave i Birka og flere andre steder i vikingernes vidtstrakte tumleplads, (Paulsen 1956, 205ff; Ström 1984; Schwarz-Mackensen 1978; Novikova 1992). Nærmest ligger kvindegraven no. 18 på Ketting-gravpladsen på Als (Brøndsted 1936). Torshamrene har hængt på vognfadinger i nogle grave (Müller-Wille 1976; 1987). Funktionen var vel at beskytte den rejsende, og tanken formentlig, at jo flere amuletter, jo bedre beskyttelse. Disse genstande er ikke, hvad man forventer at finde i en grøft udenfor en høj. Der var ingen skeletspor, og da den stive lerjord formentlig ville have bevaret knogler, er det usandsynligt, at grøften indeholdt en grav. Sagerne kan være kommet i grøften ved et tilfælde, hvilket ikke lyder sandsynligt, da de lå i en klump, formentlig pakket ind i et stykke klæde. Klumpen er næppe tabt, uden at det blev mærket. Altså må de være anbragt med hensigt. Fundet er underligt. Stratigrafien viser, at grøften (og dermed fundet) er yngre end kogegruben, som er dateret til vikingetid. Da vi er uden for højen, kan fundet ikke sættes i direkte forhold til graven i skibet.

Enten er sagerne lagt i grøften, fordi deres kraft skulle bruges på en eller anden måde, eller også er de gravet ned fordi man ikke turde beholde dem? Mon vi har fundet en lille del af det røvede inventar fra gravkammeret? Hvis det er rigtigt, åbner det interessante muligheder. Grav 7 i Thumby-Bienebek må være en kvindegrav, og vognfadinger med eller uden torshamre synes fortrinsvis brugt til kvinder. Dermed nærmer vi os Ladbyskibets tidligere omtalte gåde fra en ny vinkel.

Fundene fra grøften gennem kogegruben: a. kniv, torshamre / b. torshammersættet rekonstrueret Claus Madsen del. 1:2.

1995 – og fremtiden

Langsomt, men sikkert skred museets ansvar. Først overgik konserveringstilsynet til Nationalmuseet, da vor konservering savnede experter. Siden overlod Nationalmuseet skibet og Ladby-udvalget til Kerteminde Museum efter at OBM havde sagt nej tak. Os forekom opgaven for Sisyfos-agtig, da skibsaftrykket ikke kunne se en bedre fremtid i møde uden en alvorlig investering, formentlig med en underskæring af aftrykket som løsning. Det har der været talt om i mere end tyve år, Da vi har nok med at få hverdagen til at hænge sammen, var udsigten til en økonomisk dødssejler ikke lokkende.

Efter adskillige års tøven blev anker og ankerkæde endelig taget op i 1995 og erstattet med en kopi. Det er, hvad der er gjort for at forbedre skibets tilstand siden 1985. I et par år har supplerende gravninger udenfor højen stået i venteposition p.gr. af de flerårige afgrøder på marken.

Når skorzonerrødderne er af marken, skal vi have lagt grøfter ud for at se, om vi kan finde fortsættelsen af den grøft, som vi stødte på i 1985, og om den hører til et større marksystem. Undersøgelsens mål er at skaffe viden om situationen inden højens opførelse.

Der er også håb om at støde på spor af gravpladsen, som kan vise sig ganske relevant for stedets historie, idet en 14 c-datering af et skelet, som Helweg Mikkelsen udgravede i 1938 for at lokke folk til skibet i Påsken, ligger helt tilbage til 700, og dermed antyder en længere varighed end vikingefundene. Hvis der ikke findes en endelig løsning på konserveringsproblerneme med den konstante fugtfornyelse fra jorden under skibet, og de deraf nærede alger inde i skibet, må man nok erkende, at det var et forsøg værd, men at problemerne var for store. Så må man vælge, om man vil udstille sin uformåenhed, eller lukke skibet for publikum, og kun bevare det for fremtidig forskning. Man kan ikke fortsætte med skibet i den stand det har haft de sidste 30 år, og slå på stortromme for et så ynkeligt vrag. Det er at stikke publikum blår i øjnene. Der er nok at gøre udenfor selve skibet og højen. Resterne af gravpladsen øst for skibet bør undersøges v.h.a. moderne teknik. Hele marken skal ikke graves op blot for at konstatere, at der ikke var mere. I 1995 fandtes ved rekognoscering øst for skibet klinknagler ved stranden, hvor ladepladsen formodes. Det må føre til mere indgående undersøgelser for at konstatere, om der endnu er rester af et regulært udskibningssted. Tidligere rekognoscering viste bebyggelse med ‘‘Østersøkeramik” på en højning mod syd. Marken kaldes “Gammeltofte” på udskiftningkortet, og bør derfor, efter gældende viden, rumme tomter fra en forgænger for den historiske landsby Ladby (Atlas 1996, 209). Igen bør det forsøges at få noget at vide om pladsens omfang, karakter og varighed med så lidt udgravning som muligt.

For den historiske vurdering af Ladby-graven er det væsentligt at kende den lokale baggrund. Hvis den døde var et medlem af kongefamilien (Andersen 1985), vil ethvert indicium om, hvorfor han netop blev begravet ved Ladby, være interessant. Den nærmeste kendte kongelige ejendom var Sellebjerg, 7 km mod syd. Til Sellebjerg kan hele halvøen øst for Kertinge Nor meget vel have hørt, vi ved det ikke. Begrundelsen for at højsætte den døde ved Ladby kan have været, at stedet var mere end et udskibningssted, som betjente Sellebjerg-godset. Når den døde skulle begraves standsmæssigt, skulle det åbenbart være i skib, og derfor blev Ladby valgt. Det er naturligvis kun teori, men en bredere arkæologisk undersøgelse må kunne bringe en vurdering af teorien på bedre fod, end vi er i stand til i dag.

 

Noter

  1. ^ Udgravningen har FSM j. nr. 1923, den foregik i perioden 18 sept. – 28 nov. 1984, ialt 68 manddage. Deltagerne var Claus Madsen og forfatteren samt arbejdsmand Mogens Pedersen. Profiludsnit blev trukket af konserveringsanstaltens medarbejdere, pollenprøver og opmåling i grøft K foretog museumsinspektør Claus Malmroos, Nationalmuseet. Undersøgelsen finansieredes af A.P.Møllers & hustru Chastine Mc.Kinney Møllers Fond. Det marinarkæologiske forskningscenter i Roskilde satte 1993 et ph.d-projekt om Ladby i gang.

 

 

Litteraturliste

  • Andersen, H. 1951, Tomme høje, Kuml 1951,91 -135.
  • Andersen, H.H. 1985, Hedenske danske kongegrave og deres historiske baggrund, Kuml 1985, 11 -28. Atlas 1996, O. Crumlin-Pedersen, E. Porsmose & H.Thrane ed. Atlas over Fyns kyst i jernalder, vikingetid og middelalder, Odense.
  • Brøgger, A.W. 1945, Oseberggraven-Haugbrottet, Viking 1945, I – 44, Oslo.
  • Brøndsted, J. 1936, Danish Inhumation graves of the vikiong Age, Acta Archaeologica VII,81 -228. Ellmers, D. 1980, Fränkisches Königszeremoniell auch in Walhall, Beiträge zur Schleswiger Stadtgeschichte 25, I 15-126,
  • Graham-Campbell, J. 1988, Viking Artefacts: a select Catalogue, London.
  • Grieg, S. 1937, Gravkamrene fra Oseberg og Gokstad, Viking 1937, 75-135, Oslo.
  • Holm, K. 1981, Jordfund og recente sager, R. Egevang & al. ed. Det skabende menneske I,
  • 21 1-229, Herning.
  • Jankuhn, H„ Nehlsen, H. Roth, H. ed. 1978, Zum Grabfrevel in vor- und frühgeschichtlicher Zeit, Abhandlungen der Akademie der Wissenschaften in Gottingen philol.-hist. Kl.3. F. nr. I 13.
  • Krogh, K.J. 1993, Gåden om Kong Gorms grav: Historien om nordhøjen i Jelling, Herning. Kunwald, G, 1977, Hvem er da denne Knud Thorvildsen? Antikvariske Studier tilegnet Knud Thorvildsen, 13-18, Odense.
  • Larsen, S. 1941, Helweg Mikkelsen, Fynske Aarbøger, 461-65, Odense.
  • Madsen, C. & Thrane, H. 1985, Skibsjubilæum, Skalk 1985, 1,3-7.
  • Mikkelsen, P. Helweg, 1940, Ladbyskibet, Turistforeningen i Danmark Aarbog 1940, 67-92. Müller-Wille, M. 1970, Bestattung im Boot, Offa 25/26, Neumünster,
  • 1976a, Das Bootkammergrab von Haithabu, Berichte uber die Ausgrabungen in Hauthabu 8, Neumunster, 1976b, Das wikingerzeitliche Gråberfeld von Thumby-Bienebek I, Offa Bucher, Neumunster 1978, Prunkgräber im südskandinavischen, Bonner Jahrbücher 178, 633-652, 1983, Königsgrab und Königskirche, Bericht der Römisch-Germanischen Kommission 67, 350-41 I,
  • 1987, Das wikingerzeitliche Gräberfeld von Thumby-Bienebek II, Offa Bucher, Neumünster. Neugebauer, J.-W. 1994, Bronzezeit in Österreich, St. Polten.
  • Novikova, G.L. 1992, Iron neck-rings with Thor’s hammers found in Eastern Europe, Fomvännen 1992,73-90, Stockholm.
  • Paulsen, P. 1956, Axt und Kreuz im Nord- und Osteuropa, Bonn.
  • Roesdahl, E. 1977, Fyrkat, En jysk vikingeborg II, Odense.
  • Rolle, R. 1986, Amazonen in der archäologischen Realität, Kleist Jahrbuch 1986,38-62.
  • V. S. Murzin 199 I, Pyramiden der Steppe und Viehweiden fur die Ewigkeit, R. Rolle, M. Müller-Wille & K. Schietzel ed., Gold der Steppe, Schleswig, 171-76.
  • Schwarz-Mackensen, G. 1978, Thorshammer aus Haithabu, Berichte uber die Ausgrabungen in Haithabu 12, 85-93, Neumünster.
  • Ström, K. 1984, Thorhammerringe und andere Gegenstände des heidnischen Kults, G. Arwids-son ed. Birka II: I, Systematische Analysen der Grabfunde, 127-140, Motala.
  • Thorvildsen, K. 1957, Ladby skibet, Nordiske Fortidsminder VI, I, København.
  • Thrane, H. 1967, Stenalders fladmarksgrave under en bronzealderhøj ved Gadbjerg, Årb. 1967, 27-90.
  • 1987, The Ladby ship revisited, Antiquity 61,41 -49.
  • 1994, Steppens nomader – skovens bønder, Odense.

 

©