Lær sproget, flyt dig, gift dig med de andre

Weekendavisen bragte i 2017 i forbindelse med min doktordisputats en artikel med titlen: “Lær sproget, flyt dig, gift dig med de andre”. Hermed søgte journalisten at uddrage essensen af et hovedtema i afhandlingen, nemlig hvorledes integrationsprocessen er forløbet over de 4-5 generationer, der er gået, siden de skandinaviske udvandrere i stort tal søgte mod Amerika.

De amerikanske immigrantmyndigheder opførte i 1892 en modtagelsesstation på øen Ellis Island lige syd for Manhattan, tæt ved Frihedsgudinden. I dag er Ellis Island et nationalt historisk monument og rummer et museum om indvandringen til USA. Årligt besøges Ellis Island af 20 mio. gæster.

I disputatsen påvises, at immigrantens humane kapital, dvs. uddannelse, viden og evner, og de valg, immigranten traf i forhold til bosættelse enten sammen med landsmænd eller blandt andre, var meget afgørende for forløbet af integrationsprocessen og for vejen op ad den sociale rangstige i det nye land.[1]

I bogen Fra skandinavisk immigrant til amerikaner, der udgør disputatsens ene del, analyseres konsekvensen af enten at slå sig ned i en etnisk koloni eller søge ud blandt andre. Hvad var klogest set i henholdsvis et kort og et langt perspektiv? Og havde udvandreren reelt et valg, eller var der tale om at forfølge det mulige og ikke det rationelt klogeste?

I samtiden var der ikke enighed om, hvad der var rigtigst. Nogle af de danske præster, der fulgte i udvandrernes spor, havde fokus på at holde danskerne samlet om den danske kirke, det danske sprog og den danske kultur med den begrundelse, at fastholdelse af den danske arv var det bedste udgangspunkt i den nye verden. Andre danskere, der enten havde slået sig ned i Amerika eller var på rejse i landet, pegede på, at man burde slippe båndet til hjemlandet og hurtigst muligt lade sig opsluge i det omgivende samfund.

På det tidspunkt var der næppe megen opmærksomhed på de begreber, som siden har præget den amerikanske sociologiske forskning i studiet af immigranternes og deres efterkommeres vej ind i det amerikanske samfund. I Danmark anvender vi ordet integration som et bredt dækkende begreb, mens man i den amerikanske videnskabelige litteratur oftest bruger ordet assimilering. Begge stammer fra latin, hvor det første kommer af integratio med betydningen ‘at gøre hel’, mens assimilering kommer af assimilare med betydningen ‘at gøre lig med’. Der er altså faktisk en reel forskel i betydningen. Generelt holder de fleste i Danmark sig fra at tale om assimilering, nok i en underforstået korrekthed for ikke at antyde, at andre kulturer skal underlægge sig den danske. I modsætning hertil står den amerikanske brug, hvor begrebet assimilering er alment anvendt, ikke mindst i perioder hvor USA præges af store indvandrertal, og hvor behovet for at tale om et sammenhængende samfund er påtrængende.

I det følgende skal gives nogle eksempler på datidens meninger blandt danske udvandrere, præster og skribenter om valget af, hvorvidt man skulle finde sammen med sine landsmænd og dyrke danskheden eller slippe båndene tilbage til fædrelandet straks.

Odense Bys Museer arrangerede i samarbejde med U.S. National Park Service i 2018 en udstilling om de danske immigranter og deres efterkommere i USA, herunder ikke mindst assimileringen i det amerikanske samfund. Udstillingen vistes på Ellis Island, øen der lige syd for Manhattan blev modtagelsesstation for millioner af europæiske immigranter fra 1892 og fremefter.

Journalisten Vilhelm Topsøe skriver således i sin rejsebog Fra Danmark (1872): “Forestiller man sig vore indvandrede landsmænd som folk, der vel kunne skabe sig en fremtid herovre, men dog ikke ret fæste rod, i hvis tanker Danmark, og hvad der er dansk, bestandig lever i tungsindig erindring, og som overalt høre det klinge: ‘Der er dog bedst hjemme’ – så tager man storlig fejl. Jo længere de har været herovre – og for de fleste behøves der vist ikke mange år – desto mere føler de sig blot som amerikanere, der nok har en vis interesse for, hvad der foregår i Danmark, men heller ikke synderlig mere. Der er mange, som ikke engang driver det så vidt. Det synes heller ikke, at der i nogen særlig grad er sammenhold mellem de danske indbyrdes, enhver passer sig selv … f.eks. vil de ikke bruge deres gamle sprog selv med landsmænd, endog når det gælder forretninger, som blive aldeles uforståelige i det gebrokne engelsk.”

De forskellige holdninger til, om man skulle bevare danskheden og det danske sprog eller blive en fuldgyldig del af det amerikanske samfund, blev et afgørende stridspunkt mellem de danske præster, der blev sendt til USA for at betjene de danske udvandrere. I denne kirkestrid stod grundtvigianerne på den ene side og Indre Mission på den anden. I 1890’erne kom det til en egentlig deling af den danske kirke i Amerika. Kirkekampen, som historikeren Henrik Bredmose Simonsen så fortræffeligt har beskrevet i bogen Kampen om danskheden. Tro og nationalitet i de danske kirkesamfund i Amerika (1990), baserede sig på to fundamentalt forskellige grundsyn på tro og nationalitet. Grundtvigianerne orienterede sig mod det gamle fædreland og indsatsen for at fastholde danskheden og det danske sprog. På den anden side stod Indre Mission, hvor modersmål og tilknytningen til Danmark ikke blev tillagt nogen værdi i forhold til troen.

N.F.S. Grundtvigs søn, Frederik Lange Grundtvig, rejste i 1881 til USA, og et par år senere blev han ordineret som præst i Chicago til trods for en statsvidenskabelig kandidatuddannelse. Kort tid senere blev han præst ved den danske menighed i Clinton, Iowa. F.L. Grundtvig var hovedkraften i grundtvigianernes kirkelige indsats i Amerika, og han så amerikaniseringsprocessen som et samspil mellem to dele, indvandrerne og det omgivende samfund, og ikke som forskellige gruppers optagelse i et stort fællesskab. Konkret formulerede han følgende herom: “Der er en amerikansk nation, men ikke et amerikansk folk, for et folk har ikke blot fælles sprog, men må også have fælles oplevelser. Guds tanke er, at de forskellige folk med bevarelsen af deres forskellige ejendommelighed skal mødes til samarbejde, verden aldrig har set mage til. Der er noget, Gud vil meddele alle folk, hvortil han vil bruge det engelske sprog, som han i sin tid brugte det græske … Det danske folk svigter sit af Gud givne kald, hvis det her i Amerika opgiver sig selv og sit eget; det skal lære folkene at se sundt på forholdet mellem det menneskelige og det kristelige.”

I Henrik Bredmose Simonsens opsamling af grundtvigianernes synspunkter hedder det, at de ledende grundtvigianere brugte F.L. Grundtvigs ord som forsvar for at arbejde for at skabe små eksklusive danske lokalsamfund. Målet skulle være at bevare sproget, folkelivet og det kirkelige liv i de danske menigheder, og midlet skulle være skoler, højskoler, uddannelse af præster, udgivelse af skrifter og ikke mindst fastholdelse af kontakter til Danmark.

Heroverfor stod Indre Mission, som var opmærksom på, at det ville være svært at fastholde det danske sprog og danskheden i anden og senere generationer i Amerika. Præsten P.S. Vig, som blev sendt til USA af den dansk-amerikanske kirkemission i 1884, blev den ledende figur i Indre Mission i Amerika.

Han formulerede bl.a., at i fremtiden ville børnene naturligt lære engelsk som deres første sprog og ligeledes efterhånden få et andet fædreland end deres forældres. Det var en udvikling, man ikke burde lægge hindringer i vejen for. Altså måtte indvandrerfamilier, som oplevede sproglige og identitetsmæssige konflikter, prøve at finde støtte og holdepunkt i deres kristentro og i fællesskab med deres brødre og søstre i Herren. I den forbindelse var de danske menigheder naturligvis de mest nærliggende at knytte sig til. Men det blev med tiden kun i denne rent kirkelige sammenhæng, at de indremissionske præster så positive perspektiver i danske lokalmiljøer i Amerika.

De danske præster i Amerika fik således en stærk indflydelse på, hvorvidt immigranterne skulle søge til danske kolonier på bekostning af at lade sig assimilere i det amerikanske samfund. Den grundtvigianske kirke tog ligefrem initiativ til grundlæggelse af kolonier. I antal og succes blev disse dog af begrænset omfang. Det blev et særkende for den danske udvandring, at udvandrerne spredte sig efter ankomsten til det nye land. I den henseende indtager den danske udvandring et andet mønster end især den norske og til dels den svenske, der i langt højere grad søgte etniske kolonier på landet og enklaver i byerne. Kun nogle få håndfulde danske kolonier blev en realitet, selvom disse i dag ofte trækkes frem i medierne som særlige repræsentanter for det danske i Amerika. Blandt disse kan nævnes Elkhorn og Kimballton i Iowa, Tyler i Minnesota, New Denmark og West Denmark i Wisconsin, Solvang i Californien og Dannevang i Texas.

Den generelle spredning i bosætningen for de forskellige etniske grupper kan belyses ved brug af indekstal. Ved at måle antallet af de enkelte landes udvandrere set i forhold til det totale indbyggertal inden for afgrænsede geografiske områder kan man dels få et tal for, hvor stor sandsynligheden var for, at to landsmænd mødtes, og dels et tal for, hvor mange procent der skulle flytte for at opnå en jævn bosættelsesfordeling. Disse tal afslører, at danskerne i 1880 boede mere spredt end både norske og svenske immigranter. Næsten 85 % af nordmændene skulle flytte til et andet county i 1880, hvis de skulle bo jævnt fordelt, mens det for de danske immigranter var 17 % færre. De svenske lå herimellem. Og ser man på isolationsindekset, som måler sandsynligheden for, at en tilfældig person møder en fra sin egen etniske gruppe, havde en norsk indvandrer fire gange så stor sandsynlighed for at møde en landsmand som en dansker. Netop den spredte danske bosættelse var et problem for den dansk-amerikanske kirkelige mission. Det var svært at skabe grundlag for en menighed, som kunne bekoste præst, kirke og dertil ofte en søndagsskole. Under 10 % af det samlede antal danske immigranter og efterkommere i USA var medlem af en dansk kirke i 1916, mens tallet for de norske var omkring 50 %.

Allerede i samtiden var man opmærksom på de forskellige bosættelsesmønstre for danske og norske udvandrere. Herom skriver udvandreren John H. Bille i den lille bog History of the Danes in America (1896): “Nordmændene koncentrerede sig fra begyndelsen … mens danskerne var spredt over hele kontinentets bredde. Der kan kun være en mulig forklaring på denne forskel mellem danskere og nordmænd – at de danskere, der emigrerer, har mindre kærlighed til deres hjemland og institutioner, mindre national stolthed end nordmænd, og derfor mindre ønske om at koncentrere sig.” Og han fortsatte om præsternes indflydelse: “De norske præster, især i begyndelsen, havde næsten autokratisk kontrol over deres menigheder; mens de danske præster, med meget få undtagelser, måtte underlægge sig de betingelser, deres menigheder lagde på dem. Den eneste magt de havde, var rådgivningen, og de måtte bruge den med stor fleksibilitet for at bevare deres positioner.”

John H. Bille rejser i samme bog spørgsmålet, om det var klogest for indvandrerne at bosætte sig sammen i kolonier eller spredt: “Spørgsmålet opstår naturligt, ville det have været bedre for danskerne, hvis de ligesom nordmændene havde dannet kompakte bosættelser og en stærk kirke; ville en sådan betingelse have været mere gunstig for udviklingen af gode mænd og gode borgere end den nuværende spredte og uorganiserede tilstand?”

Han giver ikke et entydigt svar, men anfører alligevel følgende, som måske skal tolkes som en advarsel – i hvert fald til landsmænd uden tilstrækkelige personlige evner og styrke: “Der er ingen situation mere håbløs og demoraliserende end den almindelige indvandrer, der ikke er bekendt med det engelske sprog og er fuldstændig isoleret fra danske anstændige samfund, hvor forholdene fra hjemlandet er opretholdt, og hvor hans sociale stilling er afhængig af god adfærd.”

Et klart svar får man derimod fra den grundtvigianske præst A. Bobjerg, som virkede i kolonien West Denmark i den nordlige del af staten Wisconsin. I 1909 publicerede udvandrerpræsten bogen En dansk Nybygd i Wisconsin. Bobjerg skriver heri: “Erfaringen viser da også, at de indvandrere, som slipper deres eget sprog, i almindelighed glider over i noget amerikansk, der i det mindste er ret materialistisk. Og gør de ikke noget for at oplære deres børn i modersmålet, da bliver disse fremmede for forældrene, eller der bliver højest fællesskab om mad, penge og gods eller det, der er ringere. … i de allerfleste tilfælde kommer de ind i en åndelig forkrøbling, når hjemmet rives løs fra dansk åndsliv. Det har tillige vist sig, at dette åndsliv kun trives i forbindelse med dansk menighedsliv. Derfor er dansk gudstjeneste, dansk oplysning og undervisning, dansk sang og dansk tale i hjemmene nødvendige livsbetingelser for de danske udflyttere i fremmed land.”

Et helt anderledes synspunkt havde journalisten og rejsebogsforfatteren Holger Rosenberg, der med en omfattende rejseaktivitet verden over nåede USA i 1904. I 1911 fik han udgivet bogen 100 Nyttige Raad for Udvandrere. Heri skriver Rosenberg bl.a.: “Alt for mange skandinaver er det gået ilde i USA, fordi de ikke have mod til at stå på egne ben og ikke turde give los på venner og slægtninge. I USA er, måske mere end noget andet sted i verden, den stærkeste, der står mest alene!” Altså en klar anbefaling direkte til de danske immigranter, der stod klar til at drage over Atlanten og søge lykken derovre.

Holger Rosenbergs vejledning kom lige midt i en periode, hvor gennemsnitlig 7.000 danskere årligt tog afsted til Amerika. Den kom også i en periode, hvor udvandrermønstret havde ændret sig. Der skelnes i den danske udvandring til USA mellem to hovedfaser. Den første dækkede perioden cirka 1850-1880. I denne fase dominerede familier, som udvandrede med børn og nogle gange også bedsteforældre. Der var ofte tale om husmænd, som solgte deres hus og lille jordstykke for at søge mulighederne for at opbygge en egentlig slægtsgård på den amerikanske prærie. Derovre lokkedes med billig og endog gratis jord, blot man valgte at slå sig ned, dyrke jorden og angive, at man agtede at blive amerikansk statsborger. Baggrunden for udvandringen var, at disse husmandsfamiliers og ikke mindst deres børns fremtidsmuligheder var meget begrænsede i Danmark. En udvandreragitator skriver i 1853: “… her havde de trang og gæld nok, og især var her for deres både store og små børn slet ingen udsigt at komme enten til hytte eller hus, til liden eller større plet af jord, til ringe eller til bedre selvnæring på landet eller i staden – men så gik de til Amerika…”

Den såkaldte husmandsudvandring efterfulgtes i 1880’erne og frem til slutningen af 1920’erne af ungdomsudvandringen. I denne periode udgjorde unge og ugifte størstedelen. Det var landarbejdere, arbejdere eller håndværkere, der havde svært ved at finde gode og vellønnede jobs, og som drømte om langt bedre muligheder. Befolkningstilvæksten i Danmark var stor, og endnu kunne de begyndende industrier i byerne ikke opsuge de mange unge fra samfundets lavere klasser. I en populær skillingsvise fra 1883 hedder det:

Farvel Du Moder,
Danmark Nu rejser jeg fra Dig,
Og sig Dig så mange Tak,
Fordi Du fostred mig.
Du blev for knap i Kosten
Imod din Arbejdsstok,
Men dine lærde Sønner
Du giver mere end nok.

Holger Rosenbergs udvandrervejledning fra 1911 henvender sig således til de mange unge, som ville afsted, og som havde mentalt og fysisk overskud til at prøve lykken i mulighedernes land. Mange af de unge havde prøvet at leve væk fra familie og fra det sted, de var født, og flere havde fået en håndværkeruddannelse. Nu skulle der sættes fokus på at forbedre egen situation.

Også fra en mere akademisk vinkel anbefaledes det, at skandinaver blev assimileret. Således skriver A.O. Fonkalsrud i 1913 i afhandlingen Scandinavians as a Social Force in America indleveret til forsvar for en ph.d.-grad ved New York University: “Den ofte citerede sætning ‘Fælles vi står, delt vi falder’ ville være korrekt, hvis alle de etniske grupper, der er kommet til Amerika, fortsætter som miniature-lande som derfra de emigrerede – krige uden ende ville være resultatet. Skal udlændinge blive amerikaniserede med den største hastighed? Det naturlige svar er: Ja, jo hurtigere, jo bedre.”

Et par årtier inde i det 20. århundrede opstod i den grundtvigianske kirke i USA en erkendelse af, at man måske havde været blind for generationsudviklingen blandt de danske udvandrere og lukket sig for meget i forhold til det amerikanske samfund. Den grundtvigianske præst Enok Mortensen formulerede det således i den dansk-amerikanske avis Dannevirke i marts 1936: “Vi har sovet sødt og drømt behageligt om at flytte et lille stykke Danmark herover, med kirke, skole og kultur, akkurat som hjemme. Og hvor har vi dog hængt i for at værne om det! Vi hyggede os i vore egne små stuer så længe, så lunheden blev til lummerhed. Vi slog os ned i kolonier for ikke at blive besmittet af det amerikanske. Vi byggede en høj mur uden om vor arv og satte præsterne på vagt ved portene. Og vi var enige om, at kun den, der kunne dansk, var værdig til at betræde det hellige sted.”

Denne lille oversigt giver et indblik i, at diskussionerne gik livligt for sig, om man som indvandrer skulle fastholde danskheden og dansk kultur eller straks ved ankomsten lade sig opsluge i det nye samfund. Også i nutidens USA, hvor der årligt kommer over en million legale indvandrere, er den samme diskussion aktuel.

Sociologerne Victor Nee og Richard Alba peger i en artikel fra 2004 på to hovedforløb i assimileringsprocessen: “Ved tilpasning til livet i USA vælger indvandrere generelt mellem to veje: den etniske strategi (som er afhængig af mulighederne i deres egne lokalsamfund) og mainstream-strategien (som involverer det amerikanske uddannelsessystem og det åbne arbejdsmarked). Nyankomne har ikke altid et valg. De, der er fattige, uuddannede eller udokumenterede [illegale], er ofte begrænset til job, som kan opnås gennem etniske netværk, og de lever normalt i adskilte områder.”

I bogen Remaking the American Mainstream (2003) supplerer de to forfattere med følgende: “Den etniske koloni kan give midlertidigt ly for indvandrere og deres børn, der søger at modstå de intense belastninger, der er forbundet med de tidlige faser i ankomsten til et nyt og fremmed samfund.”

I nærværende forfatters bog Fra skandinavisk immigrant til amerikaner er de to strategiers udbredelse tydeligt dokumenteret. Baseret på et omfattende statistisk materiale, primært samplinger fra U.S. Census og General Social Survey, afdækkes forskelle mellem de tre skandinaviske grupper og tillige internt i grupperne. Ligeledes viser de demografiske, socioøkonomiske og kulturelle data på nationalt og regionalt niveau, at assimilationsforløbet blev forskelligt alt efter strategi, og at den etniske strategi modvirkede hastigheden i assimilering og betød en langsommere socioøkonomisk opadstigen. Udvandrerens sociale og erhvervsmæssige baggrund afgjorde langt hen ad vejen, hvordan rejsen til Amerika foregik – alene eller sammen med andre – og hvor vedkommende søgte hen i det nye land. Udvandrerens humane kapital satte dermed rammerne for livet i det nye land, og ofte blev disse også afgørende for de følgende generationer.

I ældre amerikansk sociologisk forskning havde man bemærket, at skandinaverne delte sig i to grupper. Warner og Srole skrev således i bogen The Social System of American Ethnic Groups (1945): “Nogle af skandinaverne og tyskerne har dog dannet sekter, der ikke er i overensstemmelse med den generelle model, vi har opstillet, og disse grupper præsenterer en særlig problemstilling, der skal analyseres nærmere for at placere dem præcist i tidsrammen for assimilationsforløbet.”

Milton M. Gordon, en meget central sociolog i den amerikanske assimilationsforskning, havde også øje for samme problemstilling. I bogen Assimilation in American Life. The Role of Race, Religion, and National Origins fra 1964 skriver han, at de kulturelt stærke tyske og skandinaviske etniske enklavers omfang og betydning svandt, idet børnene født i USA gik i offentlige skoler og som unge forlod farmene til fordel for de amerikaniserende byer.

Målet med denne artikel er at give eksempler på, hvorledes det i dag er muligt at trænge dybere ned i spørgsmålet om, hvorledes valg af enten den etniske strategi eller mainstream-strategien fik indflydelse på, hvordan immigranterne og deres efterkommere klarede sig i det amerikanske samfund. De generelle undersøgelser i bogen Fra skandinavisk immigrant til amerikaner peger på forskelle. I det følgende skal data om en konkret etnisk enklave sammenholdes med tilsvarende geografiske og socioøkonomiske områder, hvor immigranterne slog sig ned langt mere spredt.

Siden manuskriptet til Fra skandinavisk immigrant til amerikaner blev færdiggjort i slutningen af 2015, har Minnesota Population Center publiceret statistiske data dækkende totale udgaver af de tiårige amerikanske folketællinger – U.S. Census – for perioden 1880 til 1940.[2] Disse 100 %-tællinger giver uanede muligheder for at studere helt ned til små etniske enklaver og sammenholde data herfra med større geografiske områder. Tidligere publicerede samplinger på 1,5 eller 10 % er meget anvendelige til at få indsigt i demografiske og sociale forhold på mere overordnet niveau, men ikke til at belyse eksempelvis bosættelseskoncentrationer af skandinaver, hvad enten dette er på landet eller i de større byer. Med de nyeste datapubliceringer er det således muligt langt mere præcist at følge de skandinaviske immigranters valg af bosættelsesstrategi og belyse konsekvenserne heraf over flere generationer. Faktisk foreligger i skrivende stund også 100 %-data for census 1850, men i betragtning af de meget få danske, norske og svenske immigranter i USA på det tidspunkt og manglende data for 1860 og 1870 er det ikke relevant at inddrage denne tidlige periode i nærværende undersøgelse. Tidsrammen 1880 til 1930 er derimod ganske god, idet den dækker den helt store danske udvandring til Amerika og dækker to generationer. I de følgende analyser vil det blive forsøgt at trække tråde op for tiden efter 1930 i det omfang, det er muligt, med de mange begrænsninger, som små samplinger giver, og med de lovmæssige forbehold, der er for brug af persondata, som er yngre end 72 år.

Som nævnt vil der i det følgende blive givet eksempler på, hvorledes det nye datamateriale kan anvendes. Nærværende forfatter er i gang med en større undersøgelse af et udvalgt antal etniske kolonier på landet og enklaver i byerne med såvel danske, norske og svenske immigranter og deres efterkommere. Resultaterne heraf vil først foreligge på et senere tidspunkt og i en større videnskabelig publikation. De her fremlagte analyser er således alene et første forsøg med datamaterialet og må derfor tages med nødvendige forbehold.

Som en central faktor i målingen af forskelle mellem bosættelse i en etnisk koloni eller spredt blandt andre bruges socioøkonomiske indekstal. Det socioøkonomiske indeks er oprindeligt udviklet af den amerikanske sociolog O.D. Duncan og siden forfinet. Indekset baserer sig på de jobkategorier, som findes oplistet i folketællingsmaterialet sammenholdt med en beregnet score for de forskellige jobs set i forhold til indkomst og prestige.

Brugen af socioøkonomisk indeks i det følgende bygger således på den antagelse, at høj social placering uddannelses-, job- og indkomstmæssigt er lig med en positiv personlig økonomisk udvikling. Selvfølgelig siger dette ikke noget om, hvorvidt immigranten selv har vurderet livskvaliteten som øget som følge af en bedre social position. Når indekset alligevel anvendes som det centrale måleparameter, er det begrundet i, at netop den socioøkonomiske status er en væsentlig forudsætning for immigranters og efterkommeres vej op ad den sociale stige. Amerikanske sociologer bruger socioøkonomisk indeks sammen med sprog, bosættelses- og ægteskabsmønster som de fire mest oplagte parametre for måling af graden af assimilering. Udgangspunktet er antagelsen om, at en reduktion i forskellene mellem etniske grupper fjerner barrierer og øger den sociale kontakt til andre. Dermed er grundlaget skabt for assimilering også på andre fronter. Tillæring og daglig brug af det nye lands sprog er en meget vigtig forudsætning for denne proces. Derefter følger muligheden for at opnå lige socioøkonomiske vilkår i form af uddannelse, beskæftigelse og indkomst, bosættelse blandt andre og endelig ægteskab uden for egen gruppe.

Næppe mange skandinaviske udvandrere i 1800-tallet og i starten af 1900-tallet gjorde sig klart, hvilken personlig pris de måtte betale ved beslutningen om at forlade hjemlandet. Og næppe mange havde en realistisk fornemmelse af, hvad de skulle igennem i det nye land, og hvilke beslutninger der var de rigtigste at træffe for deres egen og deres børns skyld. Mange fra den første udvandringsbølge skrev siden i deres erindringer, at de besluttede sig for at udvandre for deres børns skyld.

“Hvad vil I dog til Amerika for? I har jo et godt hjem her.” – Far svarede: “Ja, vi har et godt hjem – så godt som nogen – men vi har også fire børn. Når engang gælden er betalt og resten delt i fire vil der ikke være meget til hver. Det er for vores børns skyld, at vi har besluttet os for at rejse til Amerika, ikke for vores egen.” Fra Peter S. Petersens erindringer, familien udvandret i 1872.

Udvandreren måtte betale to ‘priser’. Den første, udvandringsprisen, dækker over, at man skulle forlade alt det velkendte – hjem, familie og venner – men også at man måtte indstille sig på at starte i det nye land i dårligt betalte jobs og dermed på et socialt niveau, der lå under det, der kendtes fra hjemlandet. Begge dele i denne pris kunne være hårde at klare.

Den anden er assimileringsprisen. Ankommet til det nye land kunne immigranten beslutte at bosætte sig sammen med landsmænd i en etnisk koloni. Ifald man traf denne beslutning, kunne brugen af modersmålet fortsætte og immigranten leve næsten som i Danmark. Man kunne spise sit hjemlands mad, fejre de kendte fester til højtiderne på samme måde som altid, drage til den etniske kirke og høre prædiken på modersmålet af en præst fra fædrelandet. Ens børn kunne blive gift med ægtefæller, der havde samme nationale oprindelse. Hvis immigranten valgte denne strategi, var assimilationsprisen lavere for immigranten. Prisen ville blive betalt over flere generationer i takt med en langsom proces, hvor mere og mere af den etniske baggrund blev opgivet og den amerikanske kultur indoptaget.

Hvis udvandreren derimod valgte mainstream-strategien straks ved ankomsten til det nye land, skulle han bosætte sig blandt mennesker med forskellig etnisk baggrund, finde en ægtefælle fra det nye hjemland eller blandt andre nationaliteter, bruge det engelske sprog både på arbejde og i hjemmet, opgive de kendte traditioner, søge mod en nærliggende kirke, også selvom den tilhørte en anden kirkeretning end hjemme, lære det nye lands kulturelle aktiviteter og blive medlem af dets sociale organisationer. Valgte immigranten denne strategi, betaltes en meget høj pris. Alt, hvad vedkommende havde lært og elsket under opvæksten, var væk.

West Denmark beliggende i Polk County i den nordvestlige del af staten Wisconsin vil i det følgende blive brugt som eksempel på at bo i en dansk landkoloni. Til sammenligning inddrages 16 counties ligeledes i Wisconsin, hvor danske immigranter slog sig ned spredt.

For at kunne analysere de demografiske data fra folketællingerne er den geografiske afgrænsning af West Denmark-kolonien sat til fire distrikter (townships) omfattende Eureka, Laketown, Luck og Milltown. I 1910 havde dette område 4.021 indbyggere, hvoraf halvdelen – 1.991 – var enten danske immigranter eller børn heraf, og danskerne dominerede således området. Blandt fremmedfødte var der et par hundrede svenskere og et tilsvarende antal nordmænd samt en lille gruppe tyskere. Kun 548 var født i USA af amerikanske forældre. West Denmark-området var et udpræget landbrugsområde med søer og skove. Det samlede areal udgjorde ca. 400 km2, hvilket svarer til 1/8 af Fyns areal.

Kolonien West Denmark er beliggende i den nordvestlige del af staten Wisconsin i Midtvesten. Kolonien grundlagdes i 1869.

Den første spæde start til kolonien blev lagt i 1869. Det særlige ved West Denmark er, at den blev lagt så nordligt og i et skovrigt område. Faktisk foretrak mange af de senere ankomne danskere at slå sig ned på den egentlige prærie i stater som Iowa og Nebraska. Til trods herfor havde kolonien tydeligvis god kontakt til hjemlandet. Dette kan spores i de tiårige amerikanske folketællinger, som mellem 1900 og 1930 angiver immigrationsår. Ifølge disse kan man se, at West Denmark-kolonien stort set hvert år fra 1869 og frem til 1930 modtog nyankomne. Der var således tale om begrebet kædemigration, som dækker over en kontinuerlig tiltrækning fra hjemlandet. Tallene viser, at kolonien havde tre særlige tiltrækningsperioder. Den første var i umiddelbar forlængelse af grundlæggelsen og frem til 1873, den anden i perioden 1878-1893, hvor mindst 446 dansk-fødte slog sig ned i kolonien, og den tredje var en mindre tilvækstperiode mellem 1900 og 1905 med yderligere 80 tilflyttere. Denne udvikling passer meget godt med, at det var i den tidlige udvandringsfase, at danskerne søgte mod landbrugsområder, mens tallet faldt efter år 1900, hvor flertallet fandt vej til de hastigt voksende industribyer.

I 1910 var over tre fjerdedele af alle mænd farmere, enten ejere eller forpagtere. Kun få angives at være håndværkere, mens resten primært var landarbejdere. Over 90 % havde en dansk ægtefælle. Konklusionen er således, at West Denmark-kolonien i tiden omkring århundredskiftet var en stærk og veludbygget dansk landbrugskoloni.

I år 1900 kunne 23,3 % af de danske immigranter ikke tale det engelske sprog. Fordelt på køn var der en markant forskel, idet 31,5 % af kvinder ikke kunne engelsk, mens tallet for mændene var 17,1 % – og det til trods for at mange af de ikke-engelsktalende havde boet i USA i mange år. Koloniens præst bekræfter disse tal med følgende citat: “Adskillige kvinder fik aldrig lært noget engelsk – de fleste kun meget lidt. Mændene nåede ikke stort videre, når talen var om åndelige ting. Selvom det havde været muligt at fatte noget på engelsk, var der ingen lejlighed hertil, da de var ene på stedet. Senere er der heller ikke budt dem noget. De fleste følte, at de kun på dansk kunne hjertelig tiltales, styrkes og trøstes i glæde og sorg.”

De danske immigranter, der slog sig ned i det, der blev kernen af West Denmark, havde fra starten bestemt sig for at oprette en dansk koloni, leve som danske og gerne så selvbestemmende som muligt. Straks fra starten dannedes en lutheransk menighed, men først fra 1874 med fast præst. Der oprettedes søndagsskole og i 1889 tillige en dansk friskole. Man ville give børnene mere dansk undervisning, oplysning og påvirkning og tillige holde dem væk fra den stærkt amerikaniserede og fremmedgørende indflydelse, som de ikke kunne undgå i den offentlige skole.

Kristen Pedersens farm i West Denmark bygget i 1872. Efter Frederick Hale: Danes in Wisconsin (1981).

Det var dog ikke alle hjem i menigheden, som sendte børnene i den danske skole. Nogle forældre satte ikke pris på, at børnene fik lært dansk, mens andre mente, at de lærte for lidt og dårligt engelsk i den danske skole.

Kirken i West Denmark knyttede sig til grundtvigianerne, da den danske kirke i USA blev delt i 1892. I år 1899 havde menigheden skaffet penge nok til at opføre en egentlig kirke, og i opgørelsen over kirketilhørsforhold fra 1906 angives den Forenede Danske Lutheranske Kirke at have 276 medlemmer i området.

Følgende tabel viser den gennemsnitlige socioøkonomiske score for de danske immigranter (DK1) i West Denmark-kolonien i perioden 1880 til 1930. Jo højere score, jo højere social placering. Der er tale om tværsnit hvert tiende år, og tallene afdækker således ikke de enkelte immigranters udvikling, men summen af personer i det pågældende år. Til sammenligning er medtaget tal for den hvide amerikanske befolkning (WI/US) i hele Polk County, som West Denmark udgør en del af.[3]

DK1 WI/US Forskel
1880 13,3 20,7 -7,4
1900 14,8 20,6 -5,8
1910 16,1 25,7 -9,6
1920 17,2 24,3 -7,1
1930 17,2 25,6 -8,4
Socioøkonomisk score – West Denmark
West Denmarks første kirke stod færdig i år 1900.

Som det fremgår af tabellen, øgedes den gennemsnitlige score for danskerne fra 13,3 til 17,2 over den 50-årige periode, men samtidig steg også gennemsnittet for amerikanerne. Den danske 1. generation i West Denmark vandt således ikke ind på gennemsnittet af de hvide amerikanere, eller hvad der her også defineres som ‘mainstream’.

Ser man derimod på tal for de 16 sammenlignings-counties, er billedet noget anderledes. Dette fremgår af følgende tabel:

DK1 WI/US Forskel
1880 19,1 21,4 -2,3
1900 18,8 22,2 -3,4
1910 20,4 24,3 -3,9
1920 18,4 23,5 -5,1
1930 21,9 24,2 -2,3
Socioøkonomisk score – sammenlignings-counties

Den gennemsnitlige socioøkonomiske score for de danske immigranter er over hele perioden højere end i West Denmark og dermed noget tættere på den hvide amerikanske befolkning. Faktisk ligger ‘efterslæbet’ kun på 2,3 point i 1930. Dette er på niveau med forskellen mellem alle danske immigranter i USA sammenholdt med amerikanerne. Selve scoren er dog lidt højere for hele landet, idet der er tale om både land- og bybefolkning. Generelt havde byerhvervene en højere score.

Det at kunne tale det engelske sprog spillede
ind på den socioøkonomiske status. For de
danske immigranter, der i år 1900 ikke kunne
engelsk, udgjorde scoren 12,3, mens dem, der
havde lært sproget, havde en gennemsnitlig
score på 15,2. Som nævnt var der over 23 % i
West Denmark, som ikke talte engelsk. I sam-
enligningsområder var det kun få procent.

De følgende to tabeller viser tal for 2. generationen (DK2) og dermed det sociale løft, som fandt sted i henholdsvis West Denmark og sammenlignings-counties. Tal er først beregnet fra år 1900, idet kun ganske få fra 2. generationen havde nået voksenalderen i 1880. Som det fremgår af tabellen for West Denmark, er der stadig en betydelig forskel til amerikanerne og kun en begrænset social opstigen i forhold til forældrene. I år 1900 lå 2. generationen faktisk under forældreniveauet, men hertil skal bemærkes, at aldersgennemsnittet lå på blot 23 år. Anderledes ser det ud i tabellen for sammenlignings-counties, hvor den danske 2. generation lå højere end amerikanerne i hele perioden, og hvor det sociale løft fra 1. til 2. generationen var betydeligt.

DK2 WI/US Forskel Forskel til DK1
1900 13,7 20,6 -6,9 -1,1
1910 18,8 25,7 -6,9 2,7
1920 17,4 24,3 -6,9 0,2
1930 20,2 25,6 -5,4 3,0
Socioøkonomisk score – West Denmark
DK2 WI/US Forskel Forskel til DK1
1900 25,3 22,2 3,1 6,5
1910 27,6 24,3 3,3 7,2
1920 27,1 23,5 3,6 8,7
1930 29,5 24,2 5,3 7,6
Socioøkonomisk score – sammenlignings-counties

En interessant iagttagelse er, at den socioøkonomiske score for den danske 2. generation i West Denmark-kolonien påvirkedes betydeligt af, om begge forældre var danske, eller en af dem havde anden etnisk herkomst. Dette kan ses af følgende tabel:

Begge DK-forældre Én DK-forælder
1900 12,1 23,9
1910 17,9 23,8
1920 17,1 18,8
1930 18,8 23,7
West Denmark DK2

Forskellen mellem rent danske forældre og blandede er i West Denmark meget markant. En lignende forskel er også gældende i de 16 counties, men mindre markant. I øvrigt var det kun 50 % af de danske immigranter, der var dansk gift, mens tallet som nævnt i West Denmark var over 90 %. Interessant er det også, at der er stor forskel i ægteskabsmønstret i 2. generationen. I West Denmark var 32 % af denne generation gift med en ægtefælle, der var født i Danmark, mens tallet i sammenligningsområderne blot var 5 %. Kædemigrationen fra Danmark – eller det at få en ægtefælle fra hjemlandet – var således udpræget i den danske koloni. 75 % af den danske 2. generation i West Denmark var gift med en person af dansk afstamning. I de 16 sammenlignings-counties var det kun godt 9 %, i øvrigt et tal på niveau med en ægtefælle fra Tyskland. Tallene viser således et betydeligt anderledes liv og integrationsforløb i kolonien, end hvis man boede spredt blandt andre.

Desværre giver folketællingerne ikke umiddelbar mulighed for at følge 3. generationen. Et vist indblik kan man dog få om de børn tilhørende 3. generationen, som stadig boede hjemme. Gennemsnitstallet for den socioøkonomiske score var i West Denmark 22,9 mod 28,6 i de øvrige områder. Altså fortsatte forskellen også op i 3. generationen. Grundet hensynet til personers anonymitet er det ikke muligt detaljeret at undersøge data fra nutiden. Dette kan dog ske mere generelt ved hjælp af American Community Survey, hvis man accepterer brug af større geografiske områder.[4] Ser man på det såkaldte PUMA-distrikt, hvori Polk County indgår, er den gennemsnitlige socioøkonomiske score 36,3 for personer af primært dansk herkomst. Tager man alle amerikanere i området, ligger tallet på 37,5. Altså halter de danske efterkommere stadig bagefter. Det samme er ikke tilfældet, hvis man sammenligner med gennemsnittet for de danske efterkommere i hele staten Wisconsin. Her er tallet i dag 45,8 mod 43,8 for den hvide amerikanske befolkning.

Datamaterialet giver ikke mulighed for at følge personer, som fraflyttede West Denmark-kolonien. Tal for de 5.156 fra den danske 2. generation, der i 1930 var fraflyttet staten Wisconsin, viser dog en markant forskel i forhold til de 9.096 tilbageblevne. Den gennemsnitlige score for den del af 2. generationen, som var født i Wisconsin og stadig boede der, var 29,6, mens det tilsvarende tal for dem, som havde forladt den ellers blandt danske udvandrere så eftertragtede stat, var helt oppe på 35,2. En flytning væk fra de oprindelige etniske områder betød højere social status. Lignende resultater kunne påvises i analyserne for hele USA.

Det første andelsmejeri i Wisconsin efter dansk forbillede oprettedes i West Denmark i 1885.

Kristen Pedersens farm fra West Denmark er i dag flyttet til frilandsmuseet Old World Wisconsin. Her levendegøres i daglige aktiviteter livet, som det var i den danske koloni i den nordvestlige del af Wisconsin i slutningen af 1800-tallet.

I indledningen rejstes spørgsmålet: Hvilken konsekvens havde det at vælge enten at slå sig ned sammen med landsmænd eller at søge ud blandt andre. Hvad var klogest set i henholdsvis et kort og et langt perspektiv? I Fra skandinavisk immigrant til amerikaner kunne det på grundlag af statistiske undersøgelser af samplinger fra folketællingerne for hele USA påvises, at det klogeste valg, set i forhold til at forbedre den sociale position, var at slå sig ned blandt andre. Med de nyligt publicerede 100 %-data fra folketællingerne er det muligt at få en indsigt på konkret personniveau. Eksemplerne på socioøkonomisk score i henholdsvis West Denmark-kolonien og de 16 sammenlignings-counties viser et endnu klarere billede på forskellen mellem koloni og spredt bosættelse. I kolonien var de sociale løft både i 1. og 2. generationen set over perioden 1880 til 1930 væsentligt lavere end tilfældet hos de danskere, der bosatte sig blandt andre. I sammenligningsområderne nåede den danske 2. generation endog at overhale gennemsnittet af amerikanerne markant. I West Denmark lå immigranternes børn født i USA i 1930 5,4 point under de omkringboende amerikanere og set i forhold til 2. generationen i sammenlignings-counties hele 10,7 point under.

De uddragne tal viser også, at det var klogt at lære sproget, gifte sig med andre end ens etniske gruppe og flytte væk fra de etniske kolonier. Faktorerne hænger dog sammen; hvis man boede i en etnisk koloni, var det således normalt at være gift med en landsmand, tillæringen af det engelske sprog var mindre udbredt, og flytning væk fra kolonien var sværere. Havde man slået sig ned i et område præget af etniske grupper, var bindingen altså større på grund af relationerne til familie, venner, kirke og kultur, end hvis immigranten havde bosat sig i områderne med blandede etniske grupper. Nyere studier bekræfter, at tæthed til familie betyder meget i forhold til valget om at blive i et område. Samme konklusion blev nået i min disputats, hvor det kunne påvises, at langt flere fra den danske 2. generation drog videre mod nye muligheder, end tilfældet var for de norske efterkommere, som i stort tal stadig findes i de oprindelige norske koloniområder i Midtvesten. Kolonier modvirkede lysten og muligheden for at søge mod bedre muligheder. Langt de fleste danske immigranter valgte den gode jord eller det gode job på bekostning af samværet med landsmænd, mens nordmændene foretrak kolonier med fastholdelse af norsk kultur. Derfor var den danske 2. generation i stort tal klar til at forlade Midtvesten, da bedre muligheder viste sig længere mod vest.

Det klare svar på, om det var klogest for de danske immigranter at vælge den etniske strategi eller mainstream-strategien er således, at sidstnævnte set over tid gav de bedste socioøkonomiske muligheder og dermed en hurtigere vej til at blive fuldt optaget i det amerikanske samfund. Ikke mindst børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn har vundet herved. De danske efterkommere, der i dag er nået 4. eller 5. generationen, ligger højt socialt og gennemsnitligt flere point foran de norske, svenske og hollandske efterkommere, hvis forfædre i højere grad valgte kolonien på landet eller enklaven i byen. Spørgsmålet er, om udvandreren ved ankomsten til det nye land reelt havde et valg mellem de to strategier, eller der var tale om at forfølge det mulige og ikke det rationelt klogeste? Der er ingen tvivl om, at fremtidsmulighederne har snurret rundt i hovedet på udvandreren. Et realistisk billede af den virkelighed, som børn og børnebørn kom til at vokse op i, har han næppe haft. Selvom udvandreren havde kendt den fremtidige virkelighed, er det ikke sikkert, at han ville have truffet det rationelle valg. Prisen for at opgive alt det kendte var meget høj, og mange drømte givet om, at det velkendte lille samfund fra hjemlandet skulle omplantes til Amerika. Her var den jord, som man ikke kunne erhverve i hjemlandet. Først senere i udvandringsbølgen gik det op for de unge og nu mere individuelt rejsende, at Amerika bød på så mange andre muligheder. For at få del heri, skulle man tage chancen, også selvom det betød opgivelse af alt det kendte.

I stedet for det rationelle valg var der for de fleste danske udvandrere snarere tale om det muliges valg. Rammen herfor kunne enten være snæver, hvis afsættet var en begrænset human kapital og afhængighed af et stærkt socialt netværk, eller videre hvis den humane kapital var større, man havde færre bindinger samt et ressourcemæssigt overskud til at søge egne muligheder.

Udvandrerens humane kapital har således været afgørende for, om man ved ankomsten turde tage springet og bosætte sig langt fra sine landsmænd. Desværre mangler der bearbejdede data, som sammenkobler udvandringslister fra Danmark og amerikanske folketællinger. Man kan således ikke på konkret personniveau følge forløbet, men gennem analyser af lister over de danske, norske og svenske udvandrere sammenholdt med data for ankomstårene i USA har der kunnet påvises en forskel mellem de tre skandinaviske grupper. Den danske gruppe lå ved afrejsen med den højeste sociale placering, den norske lavest. Denne forskel forstærkedes efter ankomsten til Amerika, hvilket givet skete som følge af de generelt forskellige valg af bosættelse for danske, norske og svenske immigranter.

Et vist indblik i de nyankomnes humane kapital kan man også få ved at undersøge den socioøkonomiske score hos personer, som kun har været i Amerika i under 5 år. I år 1900 var scoren i West Denmark 13,0, mens det tilsvarende tal i sammenligningsområderne var 17,6. Denne forskel synes at vise, at hvis den humane kapital ikke var høj, søgte man mod det kendte. Naturligvis skal man her være opmærksom på, hvorvidt ‘ægget kommer før hønen’ eller omvendt. Den lave sociale score i West Denmark kan være begrundet i stedet. Men når man ser på de pågældendes jobsammensætning, var langt de fleste i West Denmark-kolonien farmere, landarbejdere og arbejdere, mens der for de øvrige områder var tale om flere håndværkere og personer med tekniske uddannelser. Der er således næppe tvivl om, at jo bedre rustet udvandreren var erhvervsmæssigt, jo større chance var han indstillet på at tage.

De danske præster kom til at spille en stærk rolle for den del af danskerne, som bosatte sig i kolonier. Præsterne opsøgte de steder, hvor mange danske havde slået sig ned. Her var der mulighed for at danne en menighed, som kunne betale præst og kirke. For at fastholde den ledende position i det lille samfund lagde præsten betydelig vægt på danskhed, den danske kultur og ikke mindst det danske sprog. Især de grundtvigianske præster dyrkede denne tilgang. John H. Bille var allerede i 1896 opmærksom på det negative udkomme heraf:

“At præsten [den grundtvigianske] var mistænksom over for den offentlige skole, var et meget stærkt argument i sparsommelige forældres øjne for at holde deres dreng hjemme for at hjælpe på gården i stedet for at sende ham i skole. Resultatet i dag af denne politik viser en situation, der grænser meget tæt til analfabetisme blandt en stor mængde unge, der er vokset op i de danske bosættelser. De har ikke lært ordentligt dansk eller engelsk, fordi der som regel ikke var nogen ordentlig dansk skole, og de benyttede sig ikke tilstrækkeligt af den amerikanske skole til at lære at beherske det engelske sprog.”

Enhver sammenligning med nutiden er op til læseren selv at drage!

 

Noter

  1. ^ Doktordisputatsen blev forsvaret den 17. juni 2017 på Syddansk Universitet. Afhandlingen bestod af bøgerne Danske i USA 1850-2000 – en demografisk, social og kulturgeografisk undersøgelse af de danske immigranter og deres efterkommere (2. oplag 2016) og Fra skandinavisk immigrant til amerikaner. Teori og empiri om assimileringen i det amerikanske samfund (2017).
  2. ^ Steven Ruggles, Sarah Flood, Ronald Goeken, Josiah Grover, Erin Meyer, Jose Pacas, and Matthew Sobek. IPUMS USA: Version 8.0 [dataset]. Minneapolis, MN: IPUMS, 2018, https://doi.org/10.18128/D010.V8.0. Desværre er originalmanuskripterne til census 1890 brændt. Census 1940 er ikke anvendt, idet en række spørgsmål kun indgår i en 5 %-sampling.
  3. ^ Medtaget i undersøgelsen er personer på 18 år og derover og for hvem, der er angivet et job. Som amerikanere er medtaget hvide personer født i staten Wisconsin og med begge forældre født i USA. Desværre angiver folketællingerne ikke fødested nærmere end stat eller land. Ordet ‘amerikaner’ bruges i det følgende i nævnte betydning, medmindre det er angivet, at der er tale om hele USA’s befolkning.
  4. ^ American Community Survey 2011-15, Steven Ruggles, Sarah Flood, Ronald Goeken, Josiah Grover, Erin Meyer, Jose Pacas, and Matthew Sobek. IPUMS USA: Version 8.0 [dataset]. Minneapolis, MN: IPUMS, 2018. https://doi.org/10.18128/D010.V8.0.

 

Emner: Historie, Amerika, Immigration, udvandring, integration, assimilering, USA/Amerika(herunder West Denmark i Polk County i Wisconsin), Ellis Island(syd for Manhatten) -> modtagelsesstation, bosættelse, sociologisk forskning, Henrik Bredmose Simonsen, Frederik Lange Grundtvig, grundtvigianer, indre mission, P.S. Vig, John. H. Bille, A. Bobjerg, Holger Rosenberg, A. O. Fonkalsrud, Enok Mortensen, Victor Nee, Richard Alba, demografi, socioøkonomi, Warner, Srole, Milton. M. Gordon, Skandinavien, koloni, O.D. Duncan, Peter S. Petersen, kædemigration, mainstream-startegi
©