Landpost på Fyn

- lidt om brevbesørgelse og brevskriveri i ældre tid

Vi lever i en tid, hvor telefon, telefax og datakommunikation ganske trænger brevet i defensiven. På få sekunder overføres et brev pr. telefax fra afsender til modtager, hurtigere og billigere end et nok så effektivt og velorganiseret postvæsen kan gøre det.

Sådan har det som bekendt ikke altid været, og det kunne i den forbindelse nok være på sin plads at se lidt nærmere på, hvorledes breve blev besørget i ældre tid.

Da størstedelen af Danmarks befolkning tidligere boede på landet – i 1911 var det stadig 60% – må det specielt være af interesse at undersøge hvilken udformning og dækningsgrad, landposten havde tidligere. Således er det vel næppe almindelig kendt, at landbefolkningen tidligere var uden nogen form for betjening af postvæsenet. I den forbindelse bør det også bemærkes, at de sidste postruter uden direkte omdeling til landbefolkningen først omkring 1908 blev ændret til mindst én daglig omdeling til alle danske husstande. (Morell Nielsen et al. 1974:197) På de følgende sider skal hovedtrækkene i denne udvikling skitseres, og der fokuseres på den fynske landbefolknings reaktion på denne begrænsning i deres kommunikationsmuligheder.

Fig. 1. Masseforsendelser, såsom adresseløse reklametryksager udgør idag en stor del af den post, der bringes ud. Følgelig er postmængden heller ikke i vore dage noget præcist udtryk for brevskriveriets omfang.

I sagens natur er det selvfølgelig udelukket at sige noget generelt om brevskriveriets omfang på landet i ældre tid. Hvor mange mundtlige eller skriftlige beskeder der blev besørget fra gård til gård eller fra landsby til landsby er overladt til fantasien. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at brevmængden var langt større end det fremgår af officielle tal og statistikker. Dels fordi den lokale landpost, som det følgende skal vise, først på et sent tidspunkt indgår i opgørelserne over postbesørgelsen. Dels fordi den privat organiserede postbefordring i byområderne frem til 1888 var lovlig »i København, købstæder og handelspladser« som det hed i loven, der sikrede postvæsenets særstilling. For eksempel eksisterede der sådanne private bypost-foretagender i såvel Odense, som Svendborg. I øvrigt accepterede Rigsdagen ved sin vedtagelse af loven i denne udformning, at de private postbesørgelsesordninger udenfor København, købstæderne og handelspladserne kunne fortsætte sideløbende med den statslige udbygning af postbesørgelsen med nye landpostruter, og i øvrigt også med en ensartet uniformering af landpostbudene fra 1893. (Thestrup 1992:223ff. Morell Nielsen et al. 1974:196)

Sammenhængen mellem infrastrukturens udbygning og postbesørgelsens ser ud til at være et gennemgående træk, når man betragter den statslige udbygning af postbesørgelsen i Danmark. Motoriseringen af landpostvæsenet – der forlængst er gennemført på alle ruter, hvor det skønnes rentabelt – påbegyndtes med biler i 1960, men var indledt i 1950-erne med motorcykler. De cyklende landpostbude, der var kendt af ethvert barn på landet, havde været normen siden 1921, hvor i øvrigt mere end 10 procent af landpostruterne havde opnået søndagsomdeling. De første cykler anvendtes faktisk i omdelingen fra 1890-erne, hvor de sikrede en tidligere udbringning af posten og postbudet mulighed for at blive hurtigere færdig. Det havde stor betydning for mange af budene, da de kun havde postuddelingen som en bibeskæftigelse. (Morell Nielsen et al. 1974:200ff.).

Tilsvarende var udbygningen af postruter og postindleveringsstedernes placering knyttet til udbygningen af veje og jernbaner. Efterhånden som jernbanenettet blev udbygget, oprettedes postekspeditioner og brevsamlingssteder langs banestrækningerne. For eksempel fik en del af de tidligere brevsamlingssteder under Odense Postkontor, såsom Årslev, Brobyværk, Marslev, Ringe og Tommerup med tiden status som selvstændige postekspeditionskontorer (Jørstad 1983:67). Situationen omkring århundredskiftet var således præget af den cyklende landposts langsomme fremtrængen og en hastig udbredelse af den direkte postbesørgelse til alle husstande på landet; enkelte småøer dog undtaget.

På dette som mangfoldige andre områder er det dog specielt 1800-årene, der er de store forandringers tid. Skal man for postbesørgelsens vedkommende pege på et vendepunkt, bør det nok være året 1851. Et år som på flere områder markerer begyndelsen på den moderne postbesørgelse. Her tænkes først og fremmest på indførelsen af frimærker, moderne omkartering (se senere) samt opsætning af brevkasser – eller postkasser som de snart kom til at hedde i folkemunde.

Det første frimærke »KONGELIGT POST FRIMÆRKE FIRE R.B.S.« blev taget i brug den 1. april 1851, og var tænkt som en afløser for systemet med forudbetaling ved brevets aflevering til forsendelse. Samtidig fastsattes en ensartet porto for brevforsendelser inden for landets grænser: 4 rigsbankskilling (RBS) for et frankeret brev og 6 skilling hvis man holdt ved den gamle skik og ville betale forud.

Af helt nye forsendelsestyper, der kom til på dette tidspunkt, kan nævnes tryksager, korsbåndsforsendelser, postopkrævninger og postanvisninger.

Men også brevets fysiske udformning var under forandring i anden del af 1800-tallet. I 1865 indførtes konvolutter med påtrykt frimærke. Brugen af konvolutter var i sig selv et temmelig nyt påfund, en engelsk opfindelse fra 1830-erne. Før den tid blev brevet omhyggeligt foldet sammen og forseglet, hvorefter modtagerens navn og adresse blev skrevet udenpå. Der gik således årtier, før de konvolutterede breve var dominerende i den danske brevpost. (Morell Nielsen et al. 1974:114).

Det var også i disse år, at jernbanen kom til Fyn, idet hovedstrækningen over Fyn (Nyborg-Middelfart) blev indviet 1865, efterfulgt året efter af strækningen Middelfart-Strib. Allerede fra starten benyttedes på strækningen Nyborg-Middelfart en særlig postvogn – et såkaldt bureau – til omsortering af posten under kørslen. Den nymodens postbesørgelse med jernbane hørte under Fynske Jernbane Postkontor frem til 1908, hvor det sammen med Sjællandske og Lolland-Falsterske Jernbanepostkontor blev til Østifternes Jernbanepostkontor.

Et mere radikalt udtryk for forandringen af brevets fysiske udformning var det åbne brev – brevkortet -hvor selve udformningen var et markant brud på den private brevhemmelighed; en borgerrettighed stadfæstet i Grundloven få årtier tidligere. For et mindre beløb kunne man fra 1871 købe postkort – eller brevkort, som de kaldtes – med et frimærke påtrykt. Denne udformning forudsatte, at brevskriveren ikke kuverterede kortet, men tværtimod var indstillet på at andre kunne læse brevet under besørgelsen fra afsender til modtager. Denne forandring fik stor udbredelse efter 1888, hvor portoen på postkort blev sat ned, medens den forblev uændret for almindelig brevpost. (Morell Nielsen et al. 1974:151f.)

I det omfang postkortet var udsmykket med et motiv på forsiden, som det kendes fra jule-, nytårs- og andre lykønskningskort er det nærliggende at pege på ældre forbilleder som udformedes ved navnedage og andre mærkedage, såsom bryllup. Selve postkortet, for eksempel udformet som et jule- eller nytårskort, kendes fra omkring 1840-erne. Men med Verdenspostunionens godkendelse af det moderne postkort (Carte Postale) blev de tidligere anvendte, individuelt eller kunstnerisk prægede kort beregnet for lukket forsendelse trængt helt i defensiven. Snart dominerede de åbne masseproducerede kort til en billig penge og til den billige posttakst. Postkort med billede på forsiden fremkom fra ca. 1890. (Bregenhøj 1978:48 samt DKO 1:187)

Med indførelsen af frimærker som betaling for brevbesørgelsen kunne det ikke længere være en frivillig sag, om det enkelte postkontor ville opsætte brevkasser. Tidligere havde de fleste provins-postkontorer, der kun var åbne de dage posten ankom eller afgik fra byen, opsat brevkasser udenfor, hvor breve der skulle befordres for modtagerens regning kunne nedlægges. Fra 1851 skulle der opsættes brevkasser ved alle postkontorer og postkunderne fik følgende instruks:

»Heri kunne løse Breve, som ere ufrankerede eller frigjorte med Frimærker, uden at være paaskrevne »franco« (»betalt«) eller »anbefales« (»recommanderes«) nedlægges indtil ½ Time førend hver Posts bestemte Afgangstid.«

I de følgende år opsattes der også brevkasser centrale steder i de større byer, og fra 1869 opsattes de i landdistrikterne; i begyndelsen dog kun som et forsøg (Morell Nielsen et al. 1974:119).

Fig. 2. Dette udsnit af et Postkort fra 1845 viser de daværende brev- og pakkepostruter på Fyn. De stiplede linjer, der viser mulighederne for ekstrapost, er påført distancerne i mil. Man bemærker at bl.a. Nordfyn med Hindsholm ikke er omfattet af brev- og pakkepostbesørgelsen. (Efter Monrad Møller 1992:266)

Til en forståelse af udviklingen i den statslige postbesørgelse i landdistrikterne er det vigtigt at notere sig, at oprindeligt beskæftigede postvæsenet sig kun med postbesørgelsen mellem de store byer, og her endda kun fra posthus til posthus. Ventede folk et brev, måtte de spørge på posthuset.

Hvert enkelt brev blev karteret med nummer, navn og takst, hvorfor hvert eneste postkontor måtte udfylde et karte til alle de postkontorer, hvortil der skulle videresendes breve. Det var først så sent som i 1851 at man indførte en forenklet kartering, hvorefter kun antallet af frankerede og ufrankerede breve blev noteret. (Jørstad 1983:49) Selv i den kongelige residensstad København kom der først omdeling af lokalpost fra 1806, da den københavnske fodpost blev oprettet. Tidligere kunne man risikere, at breve henlå uafhentede, fordi modtageren ikke ventede brev, og postmesteren ikke havde ladet gå bud om, at der lå brev. Det var først i 1795, at man fandt det fornødent at meddele modtageren, når der var ankommet en postpakke.

På den anden side må det indrømmes, at behovet måske ikke var så stort, som man skulle forvente, idet man i 1828 på Københavns fodpostkontor kun beskæftigede ét postbud, og den daglige brevmængde normalt indskrænkede sig til en håndfuld breve (Morell Nielsen et al. 1974:170f. et 183). I den forbindelse kan det da også bemærkes, at en lignende ordning i Odense først startedes 1. februar 1884; i øvrigt under navnet Odense bypost (Jørstad 1983:69f.). Det var også i Odense, at Fyns første postkontor var blevet placeret i 1624. Det var nu ikke specielt af hensyn til odenseanerne, men fordi byen lå passende på postruten mellem Hamborg og København. Normalt var postkontoret kun åbent på postdage, altså de dage, hvor posten ankom eller afgik. Det var også Odense postkontor, der skulle betjene de større og mindre byer udenfor hovedruten over Fyn. Eksempelvis havde Odense-Kerteminde ruten ridende post én gang om ugen, og Odense-Bogense ruten to gange om ugen. Fra 1801 ændredes portosatserne, så befordringen på såvel hoved- som biruter kunne ske til ensartet takst. Det betød, at landbefolkningen, der boede i nærheden af en birute, fik forbedret mulighederne for at afsende post til en rimelig penge. Som det fremgår af det viste kort fra 1845 (Fig. 2) kunne det dog være en temmelig kompliceret affære at beregne forsendelsesomkostningerne ved forsendelse over større afstande. (Morell Nielsen et al. 1974:152)

Hovedpostkontor fik man 1802 i Bogense, 1804 i Svendborg, 1810 i Fåborg og 1839 i Kerteminde. Fra 1852 oprettedes der 17 brevsamlingssteder på Fyn, alle på steder, hvor der var langt til nærmeste posthus. For eksempel opnåede Sortebro Kro, der lå på postruten Nyborg-Svendborg, i 1869 status som brevsamlingssted for egnens post. På dette tidspunkt var der dog stadig ingen direkte postomdeling i de fynske landdistrikter.

Situationen omkring år 1800 var således præget af et dyrt og kompliceret takstsystem, et særdeles behersket postrutenet og en postbesørgelse der gik fra posthus til posthus. Alle husstande såvel i by som på land måtte selv holde sig orienteret om postens gang og mulige forsendelser til dem. Til gengæld var den private brevbesørgelse gennem venner, bekendte og forretningsforbindelser vidt udbredt, og selv en kritisk herre, som baronen Ludvig Holberg (1684-1754) var øjensynlig godt tilfreds med tingenes tilstand. Ihvertfald noterer han nærmest begejstret i et af sine epistler:

“De Omkostninger, som giøres paa Postbreve overbalanceres ellers af den store Nytte og Herlighed, som Postens Stiftelse haver tilveyebragt. Thi i gamle Dage maatte man med stor Bekostning affærdige egne Bude og Brevdragere, og naar man ingen havde dertil, kunde hele Maaneder ja Aar gaae bort, førend en Ven kunde faae en Tidende fra en anden.« (Her citeret efter Grauslund 1983:4)

Den private postbesørgelse

[1]I begyndelsen af 1700-tallet havde fynske købstæder som Bogense, Fåborg og Kerteminde fået postkontorer og dermed offentlig postbefordring. De, der havde tjenestefolk, kunne lade dem bringe bud, når det var mest belejligt, ligesom egne og andres børn selvfølgelig kunne gøre gavn som budbringere; for eksempel til nabo eller til postkontoret, der også havde de nye tidender.

Ude på landet gjorde man for så vidt det samme, men da afstandene som oftest var større, især til nærmeste postkontor, måtte man også ty til andre metoder, for i forening at få klaret postbesørgelsen. Således holdt præster og proprietærer på egnen omkring Bogense deres eget bud, der bragte posten til og fra Odense. Det blev dog dem forbudt i 1715, da Bogenses postmester havde monopol på ruten og skulle holde ridende post til og fra Odense to gange om ugen.

På herregården Ørbæklunde havde herskabet det held, at den kørende post fra Nyborg til Svendborg, der i 1800-tallets sidste halvdel kørte syv ugentlige ture (tur/retur), gjorde ophold her. Det gav også den ekstra fordel som Ingeborg Lange i sine erindringer nævner i forbindelse med postkusken:

»Han bedede, som det hed, altid på Ørbæklunde i rejsestalden. Det var meget praktisk for os, for hvis der kom et brev, der skulle svares på, kunne de nå at skrive svaret og posten få det med på tilbagevejen, så det var i København næste dag, og det regnede man for ualmindelig godt i de tider.« (Højrup 1982:76)

Fig. 3. Denne posttaske blev benyttet ved postbesørgelsen fra brevsamlingsstedet Rørmosehus til Frederikslund ved Glamsbjerg, det senere Krengerup. Tasken opbevares idag på Vestfynsk Hjemstavnsgård, inv.nr. 3155.

Herregårde, der havde en omfattende godsadministration kunne vanskeligt klare sig uden regelmæssig postbesørgelse, og for eksempel havde Østergård ved Munkebo ridende bud ind til Odense tre gange ugentligt. På godset Frederikslund, siden 1917 atter kaldet Krengerup, hentede og bragte man selv posten fra brevsamlingsstedet Rørmosehus i en lædertaske, som endnu er bevaret.

Hyppigt var det dog landsbyfællesskabet, der organiserede den lokale postbesørgelse, som oftest ved hjælp af de såkaldte sognebude. Det typiske sognebud var en ældre mand eller kvinde, der til en ringe betaling gjorde forskellige småærinder for landbefolkningen, og derved kunne sognet også spare lidt på fattighjælpen. Det kunne være en ældre enke, som Maren Pedersdatter, der i 1811 var bud mellem Stige og Odense. Budelønnen måtte hun supplere med en understøttelse fra fattigkassen på 10 Rdl. årligt. I næsten 40 år – fra 1841 – gik Maren Post mellem Aasum og Odense.

Fig. 4. Hente medikamenter, gøre indkøb af forskellige genstande og bringe bud både mundtligt og skriftligt var de vigtigste af sognebudets arbejdsopgaver. Denne postkone fra Båring på Vestfyn, gik i årene 1846 til 1868.

Det gamle fotografi, som er optaget i Middelfart, viser et andet sognebud – Postkonen i Båring, som gik i årene 1846 til -68. Sognebudene gik altså endnu i de år, hvor jernbanen kom til Fyn.

En historie for sig er selvfølgelig de mange øer omkring Fyn, hvor sejlads med postbåd eller lokale fiskere var en del af postrutenettet. Dette aspekt skal ikke uddybes nærmere her, men som eksempel kan nævnes ruten Fåborg – Ærøskøbing, hvorom det hedder i 1786: »Fra Ærøeskjøbing paa Ærøe gaaer Postbaaden, naar ingen lis er til Hindring to gange ugentlig. For en ledig Person med samme betales 8 Sk.« (Prost 1786)

På Tåsinge gik postkonen Maren Christensen -kendt som Ma’posten – med post til Bjerreby frem til 1903. To gange om ugen, onsdag og lørdag, tog hun turen ind til Svendborg og retur, dels for at besørge posten, dels for at gøre småærinder for landbefolkningen. Ofte var det apotekervarer hun skulle bringe med hjem fra Svendborg. Med sig havde hun en trækvogn, der foruden posten og varer rummede tre store kurve med kager og blødt brød, som hun solgte undervejs. Denne form for kombineret næring var dog – set med en embedsmands øjne, uforeneligt med en hæderlig postetats brevbesørgelse.

Postvæsenets egen oprettelse af landpostruter startede i midten af forrige århundrede med ruter i omegnen af København; Dragørruten, Klampenborgruten og Ordrup-København. Men også Hals-Ålborg og på Fyn: Vindeby-Svendborg. (Thestrup 1992:96) I den forbindelse blev det faktisk pointeret i et forslag om oprettelse af brevsamlingssteder og landpostruter fra postmesteren i Haderslev, Nicolai Nissen, at: »Landpostbudet må, dersom han vil undgå alvorlig straf og øjeblikkelig afskedigelse af Postvæsenets tjeneste ikke alene ikke befatte sig med ulovlig befordring af breve – af penge og gods – men han må ejheller overtage de muligvis af private givne kommissioner, da den egentlige tjeneste derved vil forsømmes.« (Thestrup 1992:93)

Denne tankegang var et radikalt brud med de gamle traditioner, og en rundspørge til sognerådene på landet viste da også, at de forudsatte at landposten – ganske som man var vant til med sognebudene – kunne virke som: »private kommissionærer, hente medikamenter, gøre indkøb af forskellige genstande og bringe bud både mundtligt og skriftligt« (Thestrup 1992:94). Sognebudenes funktioner omfatter således andet og mere end brevbesørgelse. Deres udbredelse i landdistrikterne er derfor ikke snævert forbundet med udbredelsen af brevskriveriet blandt almuen. Et bedre indtryk heraf fåes formodentlig snarere ved at se på udbredelsen af læse- og skrivefærdigheden.

Læsefærdighed og skrivekunst

Af hensyn til bibellæsning og børnenes indlæring af Luthers katekismus lagde kongemagten nemlig tidligt vægt på almuens læsefærdighed. Dog var det først i slutningen af 1700-tallet, at læsning af håndskrift indgik i den almindelige skolegang på landet. Oftest holdt man kun skole i tiden »fra rugen er sået og fæet bindes ind« og frem til »høveder og plove tages ud igen«; altså fra omkring Mortensdag i november og frem til påske.

Der var dog store forskelle, såvel lokalt, som mellem landsdelene. På Fyn indførte grev Johan Ludvig Reventlow allerede i 1784 en almueundervisning på sine godser, der omfattede såvel læsning som skrivning. Det kom også børn af husmænd og landhåndværkere til gavn. Småkårsfolk, som for eksempel Hans Nielsen i Gærup ved Brahetrolleborg, søn af en hjulmager, blev derved i sin unge år i stand til at skrive dagbog. (Schousboe 1980:15)

På Ærø – der fra gammel tid regnedes til hertugdømmerne – bød traditionen at lære almuen skrivekunsten, en ting der blev til gavn for handel og søfart. Derimod kunne – til eksempel – kun et mindretal blandt fæstebønderne under Fraugdegaard endnu i årene efter Englandskrigene skrive deres eget navn. (Johansen 1979:265)

Periode %
1719 – 1750 10%
1751 – 1775 10%
1776 – 1800 13%
1801 – 1825 35%
1826 – 1850 67%
Tabel A. Fæstebønders underskrift på egen fæstekontrakt, Fraugdegård ved Odense.

Generelt var skrivefærdigheden dog ringe blandt det store flertal af landbefolkningen langt op i 1800-årene. Selv i rytterskolerne, der i årene 1721-27 var blevet opført i kongens 12 rytterdistrikter, hvor man underviste såvel drenge som piger i ABC-en, bibellæsning, salmesang og Fadervor, krævedes der særskilt betaling for undervisning i skrivning (Schousboe 1980:9). Først med »Anordning for almueskolevæsenet på landet i Danmark af 29. juli 1814« kom der for alvor system i skolegangen på landet.

På denne baggrund virker det ikke urimeligt at gøre den antagelse, at brevskriveriets almindelige udbredelse blandt landalmuen må være blevet begrænset af ringe skrivekyndighed og liden fortrolighed med læsningen af håndskreven tekst endnu i begyndelsen af det 19. århundrede.

Brevbesørgelse, eller rettere behovet for – og eksistensen af – en organiseret, stabil brevbesørgelse vokser selvfølgelig med omfanget af privat og offentligt brevskriveri. Et sådant brevskriveri forudsætter dog såvel skrive- som læsekyndighed hos en betydelig del af befolkningen samt et følt behov for det skrevne ord i bestemte sociale sammenhænge. Alt sammen socialt bestemte kulturtræk.

Som tidligere nævnt var situationen omkring år 1800 på den ene side præget af et dyrt og kompliceret takstsystem, et særdeles behersket postrutenet og en postbesørgelse der gik fra posthus til posthus, hvilket ikke kan have virket fremmende på landbefolkningens lyst til at lade deres breve befordre på denne vis. På den anden side har ovenstående påvist, at det forekommer sandsynligt, at brevskriveriet omkring år 1800 har været forbeholdt et priviligeret mindretal af landbefolkningen. Oftest folk der gennem deres uddannelse og/eller sociale position i landbosamfundet beherskede og benyttede denne kommunikationsform. Præster, degne, amtsskrivere, godsejere – for at nævne nogle typiske eksempler på brevskrivere fra 1700-årenes slutning, der kunne være bosat på landet. Den private brevbesørgelse gennem venner, bekendte og forretningsforbindelser er da også almindeligt udbredt i disse grupper.

Fig. 5. Kugleposten, der siden 1815 havde været et hyppigt syn på hovedlandevejen over Fyn blev indstillet i 1854. Postbefordringen over Fyn skete derefter som brev-, pakke- og personpost med lukkede vogne, kaldet dagvogne eller postdiligencer. Her ses postdiligencen på ruten Svendborg-Fåborg i 1880-erne under ophold ved Vester Skjerninge Kro.

Landposten – fra sognebud til brevbærer

Den før omtalte arbejdsbeskrivelse, der udtrykker den i landsognene herskende opfattelse af sognebudenes normale arbejdsopgaver, understreger at disse havde mange andre opgaver end de skriftlige beskeder. Således bemærkes det, at de mundtlige beskeder øjensynligt kunne være lige så relevante, når det drejer sig om det lokale sognebuds arbejdsopgaver. Måske kan man gå så vidt som at påstå, at postetatens embedsmænd nærmest kæmpede mod den gamle uorden, hvor sædvanen for sognebude foreskrev allehånde småjobs undervejs på ruterne, inklusive nyhedsformidling i den mundtlige tradition. En indsats, der vel var til fordel for en social regulering og kontrol ved hjælp af det skrevne ord, typisk den skriftlige dokumentation i form af breve og trykte bøger.

Landbefolkningens gamle kommunikationsnet, som når det drejer sig om sognebude-institutionen først i sin afsluttende epoke i det 19. århundrede fremstår rimelig belyst i kilderne, blev for godt hundrede år siden fortrængt af statsmagtens uniformerede landpostvæsen. I 1993 kan P&T så fejre, at landpostbudene for præcis hundrede år siden fik fuld uniform: kasket med sølvtresser, toradet jakke og benklæder af mørkeblåt klæde. En uniformering som skete samtidig med, at sognebudene i 1983 var ved at være en raritet.

I 1793, hundrede år tidligere, havde sognebudene været en hjørnesten i det gamle landbosamfunds kommunikationsnet, og landposten var ikke-eksisterende.

 

Note

  1. ^ I forbindelse med udarbejdelsen af denne del af artiklen er museerne på Fyn blevet kontaktet i juni 1993 i et forsøg på at etablere et overblik over de bevarede genstande, fotografier samt evt. skriftligt materiale om sognebude. De medvirkende muséer takkes for deres bistand, og specielt Vestfynsk Hjemstavnsgård og Faaborg kulturhistoriske museer takkes for udlån af henholdsvis posttaske og foto. Som det fremgår af artiklen var resultatet dog nedslående de fleste steder, og man kan kun håbe, at de lokalhistoriske arkiver har haft større held i deres indsamling af materiale om sognebudene.

 

 

Litteratur

  • Bregenhøj, C. 1978. Rød fluesvamp, skorstensfejer og mariehøne på jule- og nytårskort. Folk og Kultur 1978. Kbh.
  • DKO, 1991. Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk. Redigeret af Erik Alstrup og Poul Erik Olsen, bd. I II, Kbh.
  • Fjord, J. 1822. Materialier til bindebreve for Bønder og Andre. Odense.
  • Grauslund, J. 1983. Odense og det odenseanske postvæsen før og nu. Odense.
  • Højrup, O. 1982. Herskabet. Herregårdsliv 7. Beretninger fra århundredeskiftet. Kbh.
  • Johansen, H. Chr. 1979. En samfundsorganisation i opbrud 1700-1870. Dansk socialhistorie, bd. 4.
  • Jørstad, K. 1983. Postvæsenet i Odense 1624-1983. Odense.
  • Madsen, O. 1991. Et nyttigt og gavnligt Postværk. P&Ts Historie indtil 1711. Kbh.
  • Monrad Møller, A. 1992. Postrytter, dagvogn og fodpost. P&Ts Historie 1711-1850. Kbh.
  • Morell Nielsen et al. 1974. Bogen om post og tele. 350 års virksomhed. Kbh.
  • Prost, Chr. G. 1786. Politisk og oekonomisk Lommebog eller Kjøbenhavns Stats- og Handelskalender for 1786.
  • Rasmussen, H. 1960. Fynske bindebreve. Odense.
  • Schousboe, K. 1980. Bondedagbøger – kilder til dagliglivets historie. Brede.
  • Thestrup, P. 1992. Vogn og tog – prik og streg. P&Ts Historie 1850-1927. Kbh.

 

©