Landsbyens bevaring og Den fynske Landsby i 90’ernes landsbydebat

I den sidste snes år er opfattelsen af og synet på vore gamle bygningers kvalitet og betydning ændret. Medens udviklingen i 1960’erne endnu var præget af vækst-jag, fik en mere nuanceret opfattelse af samfundets rolle i og mangfoldigheden i opfattelse af udviklingen, rodfæste i 1970’erne.

Bevaring af gamle huse og bydele var indtil slutningen af 60’erne først og fremmest et spørgsmål om få gamle men væsentlige byhuse, om de kongelige slotte, og om de store herregårdes sikring for eftertiden. For bydelene var det faktisk kun helt indlysende områder sådan som Dragør, og enkelte andre, øjnene var åbne overfor. Egentlig bevaring af byhelheder var der måske nok nogen, der talte om, men ingen der for alvor havde mulighed for at gennemføre. Andre bevaringsopgaver på landet, bondegårdene, de mere almindelige byhuse, stationsbyen og landsbyhelhederne anså man vel snarest for tilgodeset via frilandsmuseerne – eller bevaringsinteressen var endnu vag overfor disse emner.

Gennemførelsen af planlovene, kommune- og regionsplanlovene, først i 1970’erne skabte en offentlig hjemmel til at regulere byudviklingen i langt højere grad end tidligere tiders byplanvedtægter, landsbyggelov og lignende. Medens bevaringen af enkelthuse blev intensiveret, dels som følge af offentlige initiativer ved udvidelse af fredningslovens rammer, dels som følge af en betydelig privatinteresse i at højne standarden i den gamle boligmasse – typisk den der havde en særlig placering i de interesseredes bevidsthed f.eks. ildebrandshuse i København, så blev byhelhederne taget under samlet behandling ved hjælp af sanerings- og byfornyelseslove, der netop gav baggrunden for at arbejde målrettet med større byenheder end et enkelt hus. Landsbyen derimod, blev i bevaringsøjemed ladt noget i stikken. Planloven gjorde det ganske vist muligt at lave lokalplaner, også bevarende lokalplaner, for såvel byer som landsbyområder, men kun få steder har man frem til i dag brugt denne mulighed for lokalplanlægning i landsbyer, sandsynligvis for ikke at komme i konflikt med landbrugserhvervets interesser i det åbne land. Det har dog heldigvis ikke afholdt alle kommuner og amter i landet fra at beskrive forholdene. Blandt de fremsynede var netop Odense kommune, der med en række beskrivende registreringer af landsbyer, der var på vej til eller allerede var opslugt i byen, har vist en måde at skaffe det baggrundsmateriale, der er nødvendigt for at sikre, at kvaliteten bliver fastholdt i den fortsatte byudvikling.

Fig. 1. Luftfoto af Sanderum med nye bebyggelser direkte op ad de gamle gårde. Foto 1982, Torben Grøngaard Jeppesen.

Parallelt med at interessen for enkeltbygninger er vokset, er »nærmiljødebatten« også kommet ind, og talrige interessegrupper, hver med sin mere eller mindre velformulerede målsætning, har meldt sig. Det er næppe forkert, at det i landsbyerne ofte har været båret af tilflytterne, medens de »gamle« beboere har været mere tilbageholdende i denne debat. Flotte initiativer som f.eks. Glejberg Andelslandsbyen strandede netop på de »gamles« manglende vilje til at gå med på tilflytternes ideer.

Det, der således kunne se ud som en lidt konservativ, en lidt afventende, eller tøvende vilje til at prøve det nye eller i alt fald det anderledes, er måske netop det, der faktisk er landsbyens væsen.

Lidt forenklet sagt var opløsningen af landsbyfællesskabet i forrige århundrede ikke et ønske hos flertallet, men styret fra oven. Det var sandsynligvis en vis frygt for eller afventen af, hvad en opgivelse af de kendte normer og strukturer kunne føre med sig, der gjorde, at man ikke i forrige århundrede uden videre kastede sig ind i en frigørelse fra landsbyens fællesskab, der selvfølgelig også i mange måder må have virket knugende og indskrænkende på livsudfoldelserne. Men da landsbyudskiftningen hurtigt blev fulgt op af reformer i driftsformer og deraf øgede udbytter, mulighed for social opstigning og måske endog for rigdom, ja så fulgte at landsbyerne blev en mere dynamisk enhed, end de måske havde været i adskillige hundrede år.

Fig. 2. Luftfoto af Viby. Foto 1982, Torben Grøngaard Jeppesen.

Ved ændringen i erhvervslovgivningen i 1850’erne blev der yderligere føjet et meget væsentligt nyt element til landsbylivet, idet handlende og håndværkere fik langt videre muligheder for at nedsætte sig på landet og virke som en ny samfundsgruppe med nye dynamiske muligheder. Man nåede så at sige frem til den blandede landsby, som netop er det karakteristiske i det danske kulturlandskab, blandingen af enkelte gårde, mindre huse og håndværks- og handelsbebyggelsen.

Denne udvikling, der selvfølgelig var langt mere kompleks end her antydet, var altså et resultat af statsmagtens og jordbesiddernes beslutninger, men den lokale udvikling efter fællesskabets ophævelse indtil midten af vort århundrede var vel overvejende overladt til de enkelte lokalsamfund. Og det er netop det karakteristiske ved landsbyen som social ramme, at den har formået, i dens tætte sociale kontakter, at kunne regulere udviklingen og samspillet i takt med de fælles behov og ønsker.

Hvorfor så i vor tid acceptere en offentlig regulering, der fra centralt hold fordeler erhvervs- og boligmuligheder og derved på godt og ondt medvirker til at skabe sociale- og erhvervsmæssige skel imellem lokalsamfundene. Planlægningen kan selvfølgelig sikre ret sårbare landsbysamfund mod »overgreb« i form af industribyggeri, der lægger sig midt i bygaden, eller den kan i al fald principielt stimulere nogle byers vækst på bekostning af andre, men spørgsmålet er, om man derved kan bevare landsbyer forstået som bygningshelheder?

Noget af det mest karakteristiske i den danske landsby er netop den løse struktur, hvor man ser bygninger af forskellig alder og til forskelligt brug, gårde med avlsbygninger fra forskellig tid, stuehus fra en anden tid, mindre huse tidligere med få tønder land jord, jordløse huse, nogen af bindingsværk andre af grundmur og ind i mellem forskellige erhvervsbyggerier fra 1900-tallets begyndelse, købmand, snedker, smed o.s.v.. Det er ofte den enkelte »skæver« i form af en utilpasset bungalow, eller en lidt for stor ladebygning, et rødstenshus midt i den kalkede idyl eller tilsvarende ting, der netop karakteriserer den levende, virksomme landsby. Forestillingen om de store firlængede gårde, der strækker sig ud i landsbygaden, er et temmelig urealistisk billede af landsbyen, om end man på tidlige fotografers billeder kan se, at sådanne byer har de besøgt.

Ja, men hvad drejer det sig da om? Er landsbybevaring blot og bart nostalgi og skal man hellere lade det hele udvikle sig efter sin egen melodi? De senere års tæt-lave boligområder i byernes udkanter – de moderne landsbyer – har hentet forbilleder i de sydeuropæiske landsbyformer. Det er to eller tre etagers huse, der i slyngede gadeforløb søger at skabe oplevelser og aktivitet eller intimitet i gaden, som det kendes fra varmere himmelstrøg. Der arbejdes altså bevidst med at skabe bo-kvaliteter, oplevelser, miljø, og hvad modeordene ellers måtte hedde. I slutningen af 60’-erne og 70’erne blev der eksperimenteret med mere dansk inspirerede »landsbyer« f.eks. bebyggelsen »Sættedammen« i Hillerød fra 1971-72, som er en moderne rækkehusbebyggelse omkring en stor fælles »forte«-plads, ganske som i den gamle landsby. Og bebyggelsen i Hillerup fra 1980, hvor nogle rækkehuse omkranser en stor åben fællesplads med et fælleshus, udspringer af samme idé.

Kvalitet er altså ikke et spørgsmål om godt brændte mursten, granitbrosten i stedet for nogen af beton eller den slags. Det gælder for al bevaring, uanset om objektet er en stol, et hus eller en landsby, at man nøje sætter sig ind i selv de mindste detaljer, i snedkerens snit med kniven, detaljering af sprosserne i husets vinduer eller hækbeplantningen i landsbyens haver. Resultatet af planlægning bliver desværre alt for ofte en begrænsning i udfoldelsen i stedet for en højnelse af den kvalitative udfoldelse. Der er ingen tvivl om, at det er uhyre vanskeligt at opstille regler, der forhindrer det ødelæggende, men som samtidig skal give plads for det grænseoverskridende, men netop her ligger vel den fornemste opgave, hvis landsbyen skal have et fortsat liv. Brug gårdens i forvejen uproduktive længer til boliger på en talentfuld måde, fortsæt med at fortætte landsbyen med nybyggeri mellem de eksisterende huse, sådan som man altid har gjort det. Og byg en rigtig ny torp, en aflæggerlandsby frem for at lægge et velreguleret boligkvarter op til de eksisterende landsbybebyggelser.

Modsætningen – nogen vil kalde det illusionen – museumslandsbyen – det må være en museal opgave. Landsbyen i kulturlandskabet skal for at være troværdig være en levende organisme, et sted hvor mennesker bor og udvikler sig, og hvor der derfor hele tiden sker en fornyelse og en ændring i takt med tiden, men på historiens forudsætninger.

Der trækkes i disse år lidt på skulderen over frilandsmuseumstanken, vel fordi det at opbygge et sådant miljø af nogen anses for en vigen uden om det egentlige, nemlig at bevare bygninger og landsbyer intakte på det originale sted. Det kan selvfølgelig ikke afvises, at oplevelsen stiger, når man står på skuepladsen for en handling eller står med en genstand, der ikke har været oven mulde i flere tusinde år, i hånden.

Frilandsmuseer kan imidlertid løse en opgave i skala 1:1 – nemlig det at belyse det mangesidede samfundsliv, der udspandt sig mellem gårdene, i skolen, på kroen o.s.v. i en eller flere tidligere epoker. En sammenhæng der ikke skabes ved at indrette lokalsamlinger i enkeltliggende huse spredt ud over alle landets landsbyer. Disse lokalsamlinger kan være udmærkede som fællesskabs-samlende relikter i lokalsamfundet, men de kan ikke opfylde den historieformidlende rolle, som et frilandsmuseum kan.

Det må derfor være frilandsmuseets opgave at fortælle om, hvorfor kulturlandskabet med dets bygninger og byer tager sig ud, som det gør i dag. Derfor er det nødvendigt, at man fra museets side tager del i den debat, der stadig foregår og vil foregå om, hvordan landskabet udvikler sig, og ikke bare tage del, men også søger at fastholde snit i denne historiske udvikling. Ligeledes må det være museets opgave at fastholde, at kvaliteten er det afgørende.

Netop fordi bygninger er nogle svært uhåndterlige museumsgenstande, må man acceptere, at man ved frilandsmuseer lægger snit i historien, for at fastholde en bestemt periode uden distraherende yngre eller ældre mellemstadier. Det kan være, som i Den fynske Landsby, landsbysamfundet lige omkring udskiftningstiden, eller det kan være i en fremtidig udvidelse af Den fynske Landsby, hvor man opbygger andelssamfundets landsby, stationsbyen.

Det er altså Den fynske Landsbys udadvendte rolle, at virke som inspirator og rådgiver og derved at øge kvaliteten og oplevelsen i de fynske landsbyer for såvel de fastboende som for turisterne. Derved placerer museet sig der, hvor behovet er til stede, men vi ønsker ikke at være administrator af regler og forskrifter.

©