En af museets velyndere, fhv. lærerinde frk. Jacobine Jørgensen, Odense, har i årenes løb skænket et stort antal smukke minder fra sit hjem og sin slægt. Hendes fader var landinspektør N. Jørgensen i Odense, men slægten er iøvrigt vidt forgrenet. I en sjælden grad har man haft sans for at bevare værdifulde møbler og kunstgenstande fra slutningen af 1700’erne og fremefter. Også tilsyneladende beskedne genstande er bevaret, ting som dog også har deres historie.

Blandt de mange ting fra dette hjem er en lille samling kranse og buketter af tøjblomster. Der er to kranse, hvoraf den ene er af laurbærblade og silkebånd, den anden af evighedsblomster og mos med tre rød-hvide blomster og et vedhængende kort med påskrift: »Till En af Danmarks kjække Sønner Herr Niels Jøren Jørensen i anledning af Hjemkomsten fra Krigen«. Der er fem buketter, den ene består af grønne blade og hvide roser, to er fremstillet af grangrene og løv omvundet med rød-hvide silkebånd og prydet med et dannebrogsflag, en består af en stor, lyserød rose og mindre, hvide og blå blomster; endelig er der en buket af laurbærblade med tøj blomster og en rød-hvid roset.

Sammen med disse fulgte en simpel tinske, på hvis skaft er indridset: 10 B 3 C 78 N. J. Jørgensen. Laffet har et dybt hak med smelterande efter et projektil, der har passeret igennem det. Selv projektilet, en lille spidskugle med tre furer, er bevaret.

Hertil slutter sig en lille samling breve og dagbogsoptegnelser fra 1850-51. Der er to dagbøger, af hvilke den ene er en lille, smukt indbundet lommebog med flygtige blyantsnotater fra tiden 1. april til 31. oktober 1850, den anden en kvartprotokol, som er en fyldigere, renskrevet gengivelse af indholdet i den førstnævnte. Den går fra 31. marts til 7. august. Optegnelserne slutter i begge bøger midt i en sætning.

Dagbøgerne suppleres af en række breve fra Niels Jørgensens morbroder, godsforvalter L.P. Mørch, Krengerup, og fra den unge cand. pharm. Fred. Chr. Starup i Odense. Endvidere er der bevaret et par breve fra Niels Jørgensen, som han skrev til familien under felttoget, og enkelte personlige papirer.

Kranse fra indtoget i 1851.

I monumenter, billeder, aviser og breve er der bevaret fyldige oplysninger om treårskrigen og om »ånden fra 48«, der skabte den samfølelse mellem folkets sociale lag, som har været af så væsentlig betydning for den åndelige og politisk-økonomiske udvikling i vort land. Kun sjældent bliver man stillet overfor så direkte og jævne udtryk for den menige soldats oplevelser og følelser som i det materiale, Niels Jørgensen og hans datter så pietetsfuldt har bevaret.

Niels Jørgensen blev født på Møballegård ved Horsens (Kattrup sogn) 14. november 1827 som søn af proprietær Peter Jørgensen og Laurine Vilhelmine Augusta Jørgensen, f. Mørch. Tidligt forældreløs blev han af familien sendt til realskolen i Odense i 1834, da han kun var 7 år. Her fik han undervisning til 1839; så fulgte fem år på latinskolen og fra 1844 til 1846 var han igen på realskolen, hvorfra den »elskelige og beskjedne yngling« blev indstillet til forberedelseseksamen med de mest rosende udtalelser af skolens bestyrelse.

Det var åbenbart Niels Jørgensens tanke at følge slægtens traditioner og blive landmand, thi fra 1847 til 1849 besøgte han den landøkonomiske læreanstalt på Haraldslund, hvorfra han dimitteredes 22. april 1849 med hovedkarakteren mg. Hvis man kan dømme efter eksamensbeviset, har han navnlig interesseret sig for kemi, fysik, matematik og landmåling, medens fag som agerdyrkningslære, engkultur, besætningsvæsen og praktisk arbejde ikke har ligget for ham. Det var da naturligt, at han lagde sig efter landmåling. Han tog landmålereksamen og efter sin deltagelse i treårskrigen var han 1852-55 assistent hos landmåler Thejll i Svendborg, hvorefter han nedsatte sig i Odense. Han giftede sig 1868 med Camilla Hardt f. 1838 i Præstø som datter af købmand Erik Hardt og Alexandrine Jacobine Lavrine, f. Møller. I 1900 døde landinspektør Niels Jørgensen i Odense.

Landinspektør N.J. Jørgensen.

For den unge Niels Jørgensen blev Treårskrigens sidste år bevæget. Skønt han havde mulighed for ved en stillingsmand at slippe for militærtjenesten, mødte han 22 år gammel på sessionen i Odense 22. februar 1850 og stillede på exercerskolen i Nyborg som jæger 1. april 1850. Han karakteriseres som 64 tommer høj med blå øjne, »blond af hår, middel af skuldre, middel af been«. Hans deltagelse i krigsbegivenhederne blev kortvarig. Uddannelsen i Nyborg varede til 12. juni, da han med 10de lette bataillon afmarcherede til Assens og 17. juni blev overført til Als. I den nye kaserne Lysemosegård ved Sønderborg opholdt han sig til 16. juli, da bataillonen under oberstløjtnant Ræder førtes over til Sundeved og de følgende dage marcherede gennem Sattrup, Ullerup og Grøngrøft til Kværs; i lange stræk fortsatte man over Bov, Flensborg og Tarup til Lille Solt, hvortil man nåede 23. juli. Således nærmede man sig krigsskuepladsen, og 25. juli deltog Jørgensen i Istedslaget, hvorefter bataillonen gennem Vedelspang og Tolk nåede Brodersby og 29. juli deltog i træfningen ved Mysunde. I de følgende måneder opererede Niels Jørgensens bataillon i egnen vest for Eckernförde, hvor man holdt Kosel, Kochendorf og Østerby besat. Da efteråret satte ind, blev Niels Jørgensen fra 9. oktober indkvarteret hos en garver i Slesvig by. Opholdet blev afbrudt af stadig forposttjeneste ved Dannevirke; kun på årets sidste dag fandt en alvorligere træfning sted, og man ventede nu på krigens afslutning. Den 24. jan. 1851 udstedte Frederik VII en proklamation, i hvilken han takkede hæren. »Den danske krigers navn genlyder atter over Europa, og det er min stolthed, at I ikke mindre har fortjent dette ved tapperhed og ufortrødenhed end ved menneskelighed og disciplin. Erkendtlige medborgere vil snart byde eder velkommen«.

Buketter fra indtoget i 1851.

Både i sine breve og i dagbøgerne viser Niels Jørgensen sig som en god iagttager og en god stilist. Han skildrer sine vemodige følelser, da han påskedag 31. marts forlod Christiansdal ved Dalum »efterat jeg havde taget afsked med stedets beboere, og hvad der holdt mig hårdere, sagt farvel til min kjære beskjæftigelse netop på en tid, da den kommende vår kjæmpede for at fortrænge vinterens iis, og solens oplivende stråler fremlokkede de unge spirer gjennem den endnu halvfrosne jord«, men »tanken om, at jeg nu havde hellige pligter at opfylde, pligter, som enhver af landets sønner med glæde og stolthed bør opofre sig for, gjorde, at jeg let i sindet forlod min fredelige syssel og vandrede ad Odense, medens klokkerne i Dalum kirke forkyndte helligdagen og vakte nye tanker i min sjæl.«

1 Species modtaget som Lønning første Gang som Soldat paa Exercerskolen i Nyborg den 3die April l850 / Sneeveir paa Torvet / N. Jørgensen. Dette nedskrevet i Odense den 11. Juli 1863.

Det kedsommelige garnisonsliv i Nyborg blev afbrudt af småudflugter i omegnen. To gange var han ved Juelsberg. »Det er en smuk, ny opbygget gård. Den brændte for nogle år siden. Haven er temmelig stor meget godt vedligeholdt. I samme findes en ret smuk pavillon, gode mistbænke og et net lille blomsterhuus. Nær ved gården ligger to smukke bøgeskove, Juelsberg skov og Teglværks skoven og nærmere Nyborg ligger Christianslund, en forlystelsesskov for nyborgerense, med dandsesal og beværtningssted.« Niels Jørgensens bemærkning om Juelsbergs brand og nyopførelse gælder dog kun ladegården, og det er vel den han som landmand har lagt mest mærke til. I Assens var han inde at se kirken og fandt den ret smuk, men heftede sig iøvrigt ved det kuriøse maleri, som endnu er bevaret: »Jeg saa der et maleri, der var malet på udskåret træ, således at det, når man såe det fra den ene side forestillede Jesu opstandelse, men derimod fra den anden side Jesu korsfæstelse«.

Als fyldte ham med glæde. Han priste den smukke natur. »Augustenborg ligger temmelig lavt, men har en deilig beliggenhed ved fjorden og omgivet af smukke skove og haver. Slottet selv vidner om pragt og på slotshavens beplantning har der været anvendt meget. Overalt har man levende hegn om markerne og langs vejene, som ikke ere indgrøvtede og hegnet består af vilde roser, torn og hassel.« I et brev til Starup 4. juli skrev han »det er rigtignok et sandt paradis, Als; jeg kan ikke begribe, at hertugen (det asen) kunde ønske sig mere.«

Også Flensborg gjorde et tiltalende indtryk på den unge mand. I byens gader så han tillukkede brønde med tag over, og vandet løb bestandig af en hane. Den rige, dansksindede købmand Christiansens gård på torvet udmærkede sig dels ved sin skønhed, dels ved at den var smykket med guirlander i anledning af soldaternes ankomst.

Overgangen fra det civile til det militære liv mildnedes ved at Niels Jørgensen under opholdet i Nyborg havde kvarter hos madam Eybye, der åbenbart tog sig omhyggeligt af ham. Først da han kom til Sønderborg, blev han indkvarteret på kaserne. Til gengæld var den ny. »I førstningen kunde jeg ikke finde mig i dette caserneliv«, skrev han til Starup 4. juli, »men nu går det bedre, da jeg er blevet lidt vant dertil. Sengene består af halmmadratser og ditto hovedpuder, samt uldne tæpper; de første nætter vare vi alle noget møre i lemmerne, da vi jo ikke ere vante til sådanne senge, men nu sove vi ganske godt i dem. De står 2 ovenpå hver andre, som Du vel nok har seet før; på vort værelse er 16 senge. Hvert comp. har sin brandstue, som er et stort værelse, hvor vi spise, drikke, pudse, skriver breve, så du kan tro der er en rigtig mudder; imellem finde de også på at dandse der.

Ved siden af brandstuen er marketenderiet, hvor vi foruden spise, også kunde fåe vore småfornødenheder, såsom tobak (som jeg ikke gjør stor skade), papir o.s.v.«

Men fra den dag bataillonen drog over til Sundeved, var det for lange tider forbi med det bekvemme natteleje og den gode forplejning. Allerede den første marchdag fra Sønderborg til Kværs var anstrengende. Marchen på de sandede veje i den brændende sommersol var besværlig, støvet rejste sig, så man næppe kunde se igennem det. Tørstige som soldaterne var, overfaldt de en malkevogn på malkepladsen ved Grøngrøft Ladegård, tømte tønderne og begyndte at malke køerne;« dog de fleste betalte mælken«. I Kværs blev de indkvarteret 100 mand på een gård, hvor det også var en kamp for livet at bjerge føden. Værre blev det efterhånden som man rykkede længere syd på. Adskillige faldt om af udmattelse, og ved Kruså måtte man overnatte under åben himmel; selv om nogle bjergede sig lidt halm at ligge på, var de forfrosne og stive i lemmerne, da de næste morgen skulde videre. Den gode modtagelse i Flensborg kvikkede op. De flinke borgere bar alle slags fade og drikkevarer ud til dem, såvelsom tobak, og alt var frivillige gaver.

I de følgende dage, før de nåede Isted, måtte de sove i løvhytter, men nattesøvnen blev ofte afbrudt af patrouillevirksomhed eller marchordrer, »men det er netop dette der karakteriserer feltlivet, at man lever kun for øjeblikket.«

Det må have været nogle trætte og forasede tropper, der den 24de juli nærmede sig krigsskuepladsen. Og så lader vi Niels Jørgensen selv fortælle om sine oplevelser i slaget ved Isted:

»Onsdag den 24de måtte vi videre gjennem Gross Solt. Lidt udenfor denne by mærkede man at fjenden måtte være i nærheden; da vi nåede en stor mose, bevoxet med lyng, hvorigjennem Heiligenbeck løber, blev et peloton af 1ste og 2det comp., deriblandt jeg, commanderet ud i kjæde. Det var besværligt at gå snart over den bløde mose, snart imellem den høie lyng og vade over Heiligenbeck, hvor adskillige fik vand i støvlerne, jeg vil ikke tale om dem med sko. Kjæden gik over en by, hvor en gammel kone meget naivt kom styrtende ud af huset og råbte på plattysk til en af vore folk »Skynd jer at gåe, for dansken er lige i hælene på jer.« Karlen forstod hende ikke og svarede blot »Vil hun holde kjæft mutter.« Jeg og flere andre som tydeligt forstod den velmente advarsel, brast naturlig i en frygtelig latter, men så meget begreb vi, at fjenden havde været i byen. – Op på formiddagen nåede vi Havetoft, hvor vi kom i reservepiquet og havde vore poster udstillede. En tydsk møller var så dansksindet, at han beværtede os med smør, brød, kjød og mælk at drikke, sålænge han havde noget; men også der spurgte vi ikke om sindelaget, men spiste væk. Om eftermiddagen hørte vi uafladelig skud og kanonade og henimod aften kom der 3 a 4 vogne med sårede og 2 døde af 4de bataillon. Det var vidnet om det første sammenstød med fjenden, og vi vidste nu hvad der forestod os næste dag. Det bragte mig i en ubehagelig sindsstemning at see disse sårede og høre deres stille suk. Vi rakte dem en lædskedrik og ønskede dem god bedring. Da vi vare fjenden så nær, var der ikke tale om synderlig hvile for os på piquetvagten; halvdelen måtte stå under gevær, medens de andre sov et par timer. Da jeg lagde mig til hvile, tænkte jeg, det er meget muligt det er den sidste søvn i mit liv, men den tanke foruroligede mig ikke videre, end at jeg næste øieblik begyndte at snorke, så min sidekammerat stødte til mig for at fåe mig lidt vækket. Da klokken var lidt over 2 om morgenen bleve de sovende vækkede, og vi marcherede af; det var

torsdag den 25de juli 1850. — Luften var stærkt overtrukken, så vi havde grund til at vente en dobbelt regn, både fra oven og kugleregnen. Foran os var 4 batail. og 3 jægerchor, og da vi havde marcheret ½ mil, begyndte charcheringer; det var 4 batail. som drev den fjendtlige kjæde ind igjennem byen Klapholtz. Det gik bestandigt fremad, men kun langsomt og stabsofficerer og ordonnantser fore snart frem, snart tilbage. Lidt førend vi nåede nordre Fahrensted kom 3 jægerchor også i ilden og drev fjenden fuldkommen ud af denne og ind i en skov, Bøchlund skov, hvor han tog en fast stilling. Vort artilleri, batt. Dinesen kjørte frem for at tage stilling på en høi bakke på den anden side byen. Tæt udenfor byen så jeg de første blodige spor; i en havremark lå en tydsker, halvt opreist med såret hoved; på kanten af en grøft en anden, som var død. Udenfor et huus var lægen ifærd med at forbinde 2 sårede af 4de bat. hvoraf den ene havde fået det ene been afsat; enkelte steder på veien låe store blodpletter. Vi nåede byen, her kunde man see at en deel af fjenden havde havt sin leir om natten, men nu vare husene tildeels forladte af beboerne og man såe porte og døre åbne og skydehuller overalt i væggene. 4. bat. var indtrukken, men fægtningen blev desuagtet mere levende. Det var 3’ jægerchor, der alene holdt kampen med fjenden i skoven. I det samme kom der ordre, at 10de bat. hurtigt skulde rykke frem igjennem byen og komme 3’ jægerchor til hjælp, som begyndte at vige for den store overmagt; det varede heller ikke længe, førend vi nåede kamppladsen og strax formerede kjæden til høire og venstre til stor glæde for 3’ jægerchor, som nu med os atter gik løs på fjenden. Det var forresten ingen let sag at gåe frem i dette terrain; thi alle de høie, næsten uigjennemtrængelige, levende hegn lagde os hindring i veien og tillige gjorde disse os stor skade, da det var umuligt at holde forbindelsen, så der virkelig herskede stor uorden i den hele fægtning, og 3’ jægerchor og 10’ batail. vare aldeles blandede imellem hverandre. Desuagtet gik det rask med skydningen fra begge sider; tydskerne vare hårdnakkede, men hver gang blot en 20 a 30 mand af os stormede frem med hurra mod et hegn, så løb fjenden strax. De danskes brølen kunde de ikke tåle at høre. Det var et par gange vi havde en dårlig dækning og da vi trak os lidt tilbage hørte vi dem også storme frem med hurra, men det lød comisk og kun meget svagt. Ilden vedblev uafbrudt indtil kl. 4 om eftermdg. medens granaterne og kuglerne fra Dinesens batteri buldrede over hovedet på os og mange af fjendens granater sprang i kornmarkerne ved siden af os. Strax i begyndelsen af fægtningen blev min rodekammerat Pingel såret i den venstre skulder og flere af mine kammerater fra Nyborg måtte den dag bide i græsset. Selv var jeg især ved veien langs med skoven næsten omgivet af nogle tyskere, der fyrede på mig og nogle andre medens vi løb hen ad veien. Da vi senere samledes savnede min batail. 75 mand i det hele, hvoraf de fleste vare sårede. Hvor man såe en død eller såret, tog man strax hans gevær og stak bajonetten ned i jorden til tegn for ambulancesoldaterne. På høire fløi af vor flanke ved Øvre Stolk og Idsted var kampen hårdest og der faldt også vor udmærkede general Schleppegrell, oberst Læssøe og Trepka. Vort tab var vel stort men seiren endnu større, thi inden sol gik ned stod vor 6’ brigade (Schepelern) på gamle Dannevirke vold og musikken istemte »Danmark deiligst Vang og Vænge«. Hvilket opløftende øieblik? — Kl. 5 marcherede 10’ bat. igjennem Vedelspang til Tolk, en meget stor by, hvor vi opsloge vor leir udenfor byen på en mark, hvor fjenden den foregående nat havde ligget. Solen gik blodrød ned, medens vi trætte spiste vor aftensmad, førend vi lagde os til hvile.«

Slaget ved Isted. Træsnit anvendt som brevhoved.

Hjemme fulgte man med spænding soldaternes skæbne. Niels Jørgensens morbroder, godsforvalter L.P. Mørch på Frederikslund viste en rørende omsorg for sin søstersøn; breve, penge, beklædningsgenstande og madvarer gik i en strøm til fronten. I et brev, som Mørch skrev 24. juli, altså dagen før Istedslaget, hedder det: »Vi fulgte dig alle med levende og oprigtig deeltagelse på din march gennem Sundeved til Bau og videre til din forpost ved Flensborg. Du kan tro kjære Niels, at Du så vel som de øvrige af vores tappre skare ofte er mindet i denne tid med beklagelse over eder alle i denne trykkende hede, og vi ønske fra morgen til aften, at himlen vil holde sin beskjermende hånd over eder alle.« — Dagen før havde Mørch hele tiden hørt heftig skydning ad Alskanten. »Af nysgerrighed efter at høre lidt om, hvad der foregik, er jeg derfor taget fra Skovgårde til Assens idag, og man fortæller da her, at det har været ved Eckernförde vi har havt en heldig affære, og at denne by er skudt i brand og ventelig nedskudt, samt at vor landarmee i den anledning har medvirket betydeligt til dette heldige udfald samt taget nogle skanser. Gud veed nu om det er sandt.«

Et lignende rygte nåede Odense, hvorfra F.C. Starup samme dag skrev til Jørgensen: »Igår fik vi her i byen den efterretning, at et slesvigholstensk dampskib er sprængt i luften og Slesvig indtaget af vore brave tropper; vi vente med længsel bestemte efterretninger; thi på rygterne kan man jo aldeles ingen lid sætte.«

Det var så sandt som sagt. Alle disse rygter viste sig at være kommen til Assens med en rejsende fra Flensborg og havde intet på sig.

Så meget større var glæden over sejren ved Isted. »Takket være Gud, som bevarede dig i farens stund, da du deltog i den hårde og blodige kamp, vore tappre soldater så nyelig har bestået«, udbrød Mørch i et brev af 1. august. »Glæden herover var stor, men ikke mindre var ængsteligheden hos mange, som havde slægtninge og pårørende med. Idet vi alle takkede Gud for seiren, bad enhver for sine, og længsel efter at høre fra venner og bekjendte var usigelig stor. Jeg kan derfor neppe beskrive dig den glæde som dit lille blyants brev af 25. juli, denne uforglemmelige dag, og som jeg ved extrabud til Assens i løverdags modtog, forårsagede os alle her … Du har nu deeltaget i en kamp så hård og blodig at hele Europas opmærksomhed vil være henvendt herpå, og vores lille armee har nu andengang vidst at erhverve sig alles beundring. — Sikkerligen nedlægger Gud større styrke i den arm, som slår for sin konge og fædreland og for en så retfærdig sag som denne, end til andre tider.«

Som udtryk for følelserne i hæren og hjemme er disse udtalelser meget karakteristiske og harmonerer med de breve, der veksledes mellem Grundtvigs sønner og deres hjem (N.F.S. Grundtvig og hans nærmeste Slægt under Treårskrigen, udg. af Ingeborg Simesen, 1933). »Det er i dyre domme Sønder-Jylland maa gienløses, men i mine øine dog ei for dyrt, når det virkelig vindes tilbage for Danmark,« skrev N.F.S. Grundtvig til sønnen Johan 29. juli.

Om begivenhederne i de følgende måneder er der ikke grund til at tale nærmere. Jørgensen deltog i træfningen ved Mysunde 12. sept, og endelig i træfningen ved Dannevirke 31. jan., krigens sidste, hvor løjtnant Carlo Dalgas faldt. Mærkværdigvis lod Jørgensen nogle dage gå, før han gav sin familie underretning om denne kamp. Følgen var da også, at Mørch omgående skrev et bekymret brev til Jørgensens kaptejn for at høre om hans skæbne. »Når man først begynder at ængste sig, faaer frygten gjerne overballance og afmaler de skrækkeligste billeder.«

Men nu var krigen ved at ebbe ud. Det tyske forbund ønskede at få en ende på den og sendte et stort østrigs eksekutionskorps mod slesvigholstenerne, og 11. jan. standsede fjendtlighederne. Berlingske Tidende berettede 20. jan. fra Rendsborg, at Jørgensens bataillon »den 10de lette danske bataillon venskabeligt har taget afsked fra insurgenternes første bataillon og udbad sig dens besøg på et glas punsch, hvilken indbydelse dog blev afslået !«

Tinske, der har tilhørt Niels Jørgensen som soldat.

Niels Jørgensens beretning om felttoget er overmåde nøgtern. Bortset fra det citerede udtryk om hertug Christian August af Augustenborg lader han sig meget sjældent forlede til stærke følelsesudbrud. Bataillonschefen, oberstløjtnant J.T. Ræder nævner han blot som en mand, der krævede hård eksercits. Man aner hans beundring for general Schleppegrell, som han første gang så under parade på Als, og da generalen mødte dem på Dybbøl banke, omtaler han ham som »den meget afholdte general«.

Kammeraterne omtaler han lejlighedsvis; af en af hornblæserne giver han et fornøjeligt billede, der viser ham som bataillonens klovn. »I modsætning til ham står en anden hornblæser, Dinesen ved 1ste Comp. en lille velskabt fyr; det er ham Holst har havt for øie, da han skrev »den lille hornblæser«. Dinesen more os ofte med sine kunster og luftspring; desuden er han både agtet og afholdt af officerer og mandskab på grund af sit mod i slaget. Han har, når kampen var værst, ved siden af sin capt. stoppet sin pibe og sagt »Herr capitain, vil De give lidt ild på piben.«

Den bevarede tinske med hakket i siden og det tilhørende projektil kunde tyde på, at Niels Jørgensen har været ved at sætte livet til, men om dette fortæller dagbøgerne intet. Han kom igennem krigen med liv og lemmer i behold, og så snart fjendtlighederne var ophørt, begyndte troppernes tilbagetrækning, og man fik i de forskellige garnisonsbyer travlt med at arrangere modtagelsen.

Indtoget

Om nogen samlet hjemmarch af hæren blev der ikke tale. Det var en gradvis afvikling, der strakte sig over en længere periode. Jørgensens bataillon skulde sammen med flere andre til København. Her nedsattes 26. jan. af borgerrepræsentationen og magistraten en modtagelsescomité bestående bl.a. af nålemagermester Hjort, sadelmagermester Christensen og brygger Carl Jacobsen. Den 29. jan. bekendtgjorde komiteen planerne. Tropperne skulde modtages ved Vesterport med salut og musik, og porten skulde smykkes med dekorationer. Derfra skulde de marchere gennem strøget til Christiansborg slots ridehuse »for der at indtage en collation«. Forskellige sangforeninger vilde assistere og bestyrelsen for Casino samt skuespildirektør Lange sørge for at de forskellige troppeafdelinger hver dag kunde få adgang til at overvære en forestilling på Casino. Komiteen bad om at få sendt bidrag i form af penge og gaver.

Indmarchen blev fordelt over næsten tre uger. Livgarden til fods ankom søndag d. 2. februar, og de sidste tropper kom først 20. februar. Det kunde være svært nok at holde begejstringen i kog så længe, og man mærkede da også, at pressen kørte træt, ligesom befolkningens deltagelse vel også er bleven noget svækket. Men iøvrigt må man indrømme, at komiteen gjorde sig hæderlige anstrengelser for ikke at tilsidesætte nogen. Hver gang en ny styrke ankom, gennemførtes samme program. Det måtte naturligt blive fodgarden, der nød den største opmærksomhed.

Ankomsten blev bebudet ved kanonsalut fra volden kl. 11 fm. Udenfor Vesterport blev den modtaget af arveprinsen, krigsministeren, stadens kommandant, borgervæbningen og flere andre officerer. »Den store forsamlede menneskemasse ledsagede dem med almindelige jubelråb gennem gaderne, hvor overalt husene vare særdeles smukt og med hensyn til vintertiden overraskende smukt decorerede, behængt med guirlander, krandse, tæpper og fast hvert prydet med et eller flere dannebrogsflag … medens man fra alle vinduer hilsede dem med tørklæder og tilkastede dem bouquetter og krandse.«

Ved Christiansborg blev tropperne budt velkommen af Frederik VII, der patetisk tilføjede: »Modtager af min mund Danmarks tak for ederes fædrelandskjærlighed, troskab og tapperhed.« I ridehuset var der et højst pompøst og smagfuldt arrangement. Utallige dannebrogsflag og rød-hvide drapperier prydede galleriet og under dette salen rundt var der mindeskjolde for sejrvindinger og sejrherrer. I salens baggrund var anbragt en imponerende sejrsgudinde og foran hende en ballustrade for sanger- og musikchor. På gulvet stod en række dækkede borde, hvor Soldaterne blev bespist. Kongen deltog i måltidet. Der blev holdt taler for konge, folk og fædreland, og alt var idel glæde.

Næste dags indtog var om muligt endnu mere imposant. »Såvel officerer som menige vare næsten indhyllede af krandse og blomster«. Helt i orden var arrangementet dog ikke, idet en stor æresport først blev færdig 4. februar. Til gengæld var resultatet strålende; »har man ventet lidt herpå, så må man også erkjende, at den er udmærket smuk«, erklærer Berlingske Tidende. Æresporten var opført af træ, overmalet med brunlig farve. Hvælvingen var indvendig beklædt med krandse og guirlander, og de to indre sider var smykket med tvende malede figurer; ved facaden var stillet to store løver, og på bagsiden to høje, hvide figurer; de to andre sider var prydede med dekorationer af flag og krigsemblemer.

Arkitekt Nebelong havde foreståett dette bygværk, medens Constantin Hansen havde malet figurerne og H.P. Holst havde digtet de mange indskrifter.

Således var rammen og programmet også for 10de liniebataillon, Niels Jørgensens, da den endelig søndag d. 9de februar kunde rykke ind i hovedstaden. Berlingske Tidende måtte afstå fra et fyldigt referat, da dets referent blev nægtet adgang til ridehuset, men ved måltidet vakte kommandanten, oberstløjtnant Ræder opmærksomhed ved at udbringe en skål for rigsdagen, noget de andre talere ikke havde fundet på. Om aftenen var der festforestilling i Casino, som indledtes med hilsen til danske krigere, prolog med chor af Erik Bøgh og tableau arrangeret af A. Price. Derefter spillede man »Et giftermål ved trommen«, som blev uhyre populært i disse bevægede dage.

Det var skade, at indtoget fandt sted om vinteren. På den årstid var det ikke let at skaffe blomster, men man vidste at hjælpe sig. Man læser i dagbladenes annoncer: »Krandse til troppernes hjemkomst af smukt grønt og evighedsblomster til 3 a 4 mk. dusinet. Bestillinger modtages hos silke- og klædekræmmer Ortved, Vimmelskaftet 138, hvor prøver forevises« (Berl. Tid. 4. febr.), eller »Velkomst æresflag med digte for vore tappre krigere (i mangel af blomster) faaes i Aabenraa nr. 223, 2. sal. Rabat gives. Tillige fåes digte trykt på atlask efter bestilling.«

Det har altså været blomster og kranse af tøj, som man har tilkastet de hjemvendende soldater. Efter en af festerne fandt Niels Jørgensen en sådan krans i sin kasket. Sammen med andre har han gemt den som minder om en festlig dag.

Også bogtrykkerne og lejlighedspoeterne fik travlt. Allerede 4. febr. udsendte litograffirmaet Em. Bærentzen & Co. et »Mindeblad om troppernes hjemkomst i februar 1851«. I Krystalgade 59 kunde man købe »Seierskrandsen tilegnet Danmarks brave land- og søkrigere for den gjenvundne fred 1851«, og 19. februar bidrog selve H.C. Andersen med »Fædrelandske sange og vers under krigen. Udgivne og samlede til indtægt for de sårede og faldnes efterladte«. I dette lille hefte blev »I Danmark er jeg født« optaget.

Niels Jørgensen opbevarede »Mindeblade. En samling af digte og inskriptioner fra æresportene og husene ved troppernes hjemkomst i februar 1851.« Men også vittighedsmagere var på spil og rede til at gøre sig lystige. Man læse »Beskrivelse af vore tappre husarers indtog seet fra madam Peddersens vindue i Vimmelskaftet, hvorledes de vare begroede med grønt, af Peer Nielsen Bøvseløse.« Men den udkom først 3. marts, og da var krigerne på vej hjem.

I de andre danske byer, hvor der lå garnisoner, blev modtagelsen ikke mindre hjertelig. I Odense havde 6te dragonregiment hjemme, og det blev modtaget ved middagstid 6. februar. En stor menneskemængde havde, iflg. Fyens Stiftstidende, samlet sig ved Vesterports runddel. Fodjægercorpset var opstillet, medens det ridende corps var redet regimentet i møde. Laugene med deres faner og emblemer dannede espalier fra runddelen til Vesterport. Ved regimentets ankomst fremstod borgmester Estrup og bød velkommen, hvorefter kommandøren oberst Freiesleben takkede. Regimentet, ledsaget af korporationerne og folkemængden, drog gennem den smagfuldt pyntede Vesterport, og de med grønt bestrøede gader. »Mange huse vare smykkede med grønt og dannebrogsfaner og blomster, krandse og vers nedkastedes på de forbidragende krigere.« På torvet modtog stiftsprovst Svitzer dem og holdt en gribende tale, hvorefter regimentet skiltes. »På regimentets udseende, både mandskabets og hestenes, mærkedes ikke synderlige spor af det overståede ualmindelig møisommelige felttog; er end en deel af forgyldningen borte, fremtræder kraften så meget mere imponerende.«

Om aftenen blev regimentet af lavene og korporationerne med et meget anseligt fakkeltog ført fra det illuminerede torv gennem den illuminerede Overgade til ridehuset. Det var smukt pyntet. På bagvæggen fremtrådte landsoldaten omgivet af faner »og alle slags krigerske redskaber« med overskrift »Igjennem kamp og blod du førte den til seier« – indskriften henviste til en dannebrogsfane, som landsoldaten bar. Endvidere var der billeder af kongen, mindetavler, krandse og guirlander. Borgmester Estrup holdt hovedtalen, trompeter Bartholdi udbragte et leve for regimentets kommandør. Man spiste og drak, og der herskede gemytlig munterhed. »I det til publikums rundgang anviste rum var trængselen henimod slutningen temmelig stærk. Senere var der givet soldaterne – af hvilke mangen allerede havde fundet sin pige igen – lejlighed til at danse i fægtesalen. For officererne, som vel igår vare tilstede ved kollationen i ridehuset, men ikke deltog i den, er idag arrangeret en diner i klubben.« – I København havde officererne deltaget i »kollationen«, men Odense var en fornem by.

Hjemkomsten

Så snart Niels Jørgensen havde overstået indtoget i København, måtte han tænke på fremtiden. Onkel Mørch havde allerede om efteråret 1850 udvirket hos grev Rantzau på Frederikslund, at der kunde blive plads til ham som underforvalter. Mørch henstillede til ham, at han så snart som muligt købte sig en stillingsmand, så han kunde slippe for garnisonstjenesten, og 17de februar sluttede han kontrakt med menig Jens Pedersen Slagebrohus af 10de lette infanteri bataillon 3 comp., der ved lodtrækningen var bleven hjempermitteret, at han mod en godtgørelse af 8 rigsbankdaler månedlig skulde forrette den tjeneste ved bataillonen, som vilde påhvile Niels Jørgensen. Samme dag fik Niels Jørgensen sin afregning. For 240 dages felttjeneste tilkom der ham i undermunderingsgebyr 16 rbd. 72 sk. – og med denne kapital i lommen plus den første specie, som han havde fået udbetalt i Nyborg, drog han hjem til onklen på Frederikslund.

Så fulgte endnu festerne rundt om i sognene. Alle steder på Fyn, hvor soldater vendte hjem, foranstaltede man sammenkomster til deres ære, og de lokale aviser strømmede over af referater af disse begivenheder.

Mandag d. 17. marts afholdtes i Ørsted en fest foranstaltet af sognets beboere. Gårdmand Peder Christensen havde velvilligt overladt sit lokale til afbenyttelse. Det var smagfuldt pyntet med kongens portræt, guirlander og dannebrogsflag. Udenfor gården var en smuk æresport rejst, og i selve gården stod en støtte prydet med grønt og flag. Ved middagstid samledes de indbudne i lokalet; derfra gik de i procession til kirken, hvor pastor Dreier holdt en meget hjertelig tale. Man fortsatte festen hos Peder Christensen; skolelærer Knudsens sang »Velkomsthilsen til »den tappre landsoldat« af Ørsted sogn« blev afsunget, skåler blev udbragt, og en af soldaterne udbragte en taksigelsesskål for sognets beboere. Efter bordet blev der danset og festen fortsatte til morgenstunden.

I denne fest har Niels Jørgensen sikkert deltaget, thi han har skrevet koncepten til det referat, der 25. marts blev indrykket i Fyens Stiftstidende, og man har lov at gætte på, at det har været ham, der har udbragt skålen for beboerne.

I kraft af sin dannelse har han nok stået over festens øvrige hædersgæster, men ikke desto mindre glider han ind i rækken af de mange, for hvem deltagelsen i treårskrigen blev et lysende minde; derom vidner de mange småting, som han har gemt fra krigen, og som har dannet baggrunden for denne beretning.

©