Lekkamraten 1838—1842

En upåagtet eventyrsamling - Samt om de første billedstof-forsøg

H.C. Andersens ry som poesiforfatter blev tidligt udbredt i fremmede lande, og hans digte opnåede ofte at blive oversat kort efter, ja undertiden samtidig med fremkomsten af dem herhjemme. Allerede 1827 oversatte den svenske konsulatsekretær Ludolf Schley, hvem H.C. Andersen traf i Helsingør, „Det døende Barn” til tysk og lod det trykke i „en litauisk Avis”, inden det samme efterår kom i „Kjøbenhavnsposten” i både dansk og tysk tekst[1], og den af Andersen beundrede, tyske digter Chamisso fulgte i sine „Gedichte 1834″ efter med en oversættelse af fem af H.C. Andersens digte: Tyveknægten, Soldaten, Spillemanden, Martsviolerne og Lille Lise ved Brønden.[2] Omtrent samtidig — foruden i 1837 — kom „Det døende Barn” på fransk[3]. Endelig medtog den i 1838 udgivne „Die Harfe der Skalden” 24 digte fra „Phantasier og Skizzer” og „Skyggebilleder … [4]

Også som romanforfatter vandt H.C. Andersen hurtigt et navn uden for grænserne. På tysk kom „Improvisatoren” samme år som her, 1835, „O.T.” i 1837 (her 1836) og „Kun en Spillemand” 1838 (her 1837). „O.T.” kom i Holland 1838, og i Sverrig udkom „Improvisatoren” og „Kun en Spillemand” („Spelmannen från Svendborg”) i årene 1838—39 (her 1837).

Titelblad, „Lekkamraten” 1838.

En særlig interesse knytter sig imidlertid til en samling eventyr, oversat til svensk, fra 1838. Denne udgave, som Cai M. Woel — uden nærmere at gå ind på detailler — omtaler i sin H. C. Andersen-biografi, 1949, II, s. 69 og 71 flg., udkom på slutningen af året 1838 under titlen: Lekkamraten. Vald Samling af Sagor och Berättelser för Barn. Utgifven af J.W. L. Första Häftet. Med Vignette. Upsala, Leffler och Sebell. 1838. (se Ill.) Foruden „Hans och Greta” og „Den Fattige och den Rike” af Brødrene Grimm, „Fågelboet” af Schmidt og „Rübezahl” efter Musäus udgøres indholdet af 5 af H.C. Andersens Eventyr: „Tumme-Lisa”, „Rikepelle och Fattigpelle” (Lille Claus og store Claus), „Reskamraten”, „Lilla Idas blommor” og „Elddonet” (Fyrtøiet). Bogens format, 10 x 14 cm, er ikke stort større end den første, danske udgave af „Eventyr fortalte for Børn”; H.C. Andersens navn anføres i indholdsfortegdelsen kun som: Andersen.

Under udgiverens, i dette tilfælde også oversætterens, initialer skjuler sig Jeremias Wilhelm Liffman[5]. Efter at 3. hæfte af eventyrene var kommet ud herhjemme i april 1837, tog H.C. Andersen om sommeren samme år til Sverrig, hvor han i juli opholdt sig i Upsala (hvor „Lekkamraten” udkom året efter). Andersen har dog næppe på denne rejse truffet Liffman; dennes navn nævnes intetsteds i dagbogen fra Sverrigsrejsen, og Liffman har åbenbart ikke ulejliget sig med at sende bogen til H.C. Andersen, der i et brev til Henriette Hanck, dateret decbr. 1838[6], udtrykker sin overraskelse over fremkomsten af bogen, som han, uden held, forsøger at skaffe sig fra boghandleren; overensstemmende hermed findes i H.C. Andersens Almanak ud for d. 20. dec. 1838 følgende notits: „Et komisk Bud fra Bonnier angaaende Lekkamraten”. I „Portefeuillen” for d. 13. jan. 1839 får bogen følgende korte omtale: „Af Digteren Andersens yndede „Eventyr for Børn” er for kort tid siden udkommen en tydsk[7] og en svensk Oversættelse; den sidste er bleven særdeles fordeelagtigt omtalt i „Afton-bladet”.” [8]

Hvad der ikke nævnes i de hidtidige H.C. Andersen-biografier, er, at „Lekkamraten” endnu i 3 år fortsatte rækken af udgaver i samme format:

  • 1840 (for året 1841) kom en eventyrsamling, fra nu af på L. J. Hierta’s[9] Forlag i Stockholm, hvor der blandt 11 eventyr findes 7 af H.C. Andersen: „Den ståndaktige tenn-soldaten”, „De vilda svanerna”, „Den lilla sjöjungfrun”, „Kejsarens nya kläder”, „Den flygande kofferten”, „Paradisets lustgård” og „Storkarna”.
  • 1841 (for året 1842) en ny samling Sagor och Berättelser med 14 eventyr, deraf 7 svenske og 7 udenlandske, blandt de sidste 1 af H.C. Andersen: „Prinsessan på ärtan”.
  • Endelig i 1842 (for året 1843) kom den sidste i rækken af „Lekkamraten” – Udgaver med 10, alle svenske, eventyr.[10]

Når denne børnebogs-række hidtil er så lidt kendt og næppe beskrevet, skyldes det uden tvivl dens overordentlige sjældenhed. Det Kongelige Bibliotek ejede ingen af udgaverne, før det fik overdraget Laage-Petersens samling, og her findes kun 1841-udgaven med 1 Andersensk eventyr. Den første i rækken, fra 1838, findes — uden for Sverrig — muligvis kun i det ene eksemplar, som er i forf.s eje.

Ill. til „Reskamraten” i „Lekkamraten”, 1838.

Alene den omstændighed, at der i Sverrig udkommer 13 af H.C. Andersens eventyr i tidsrummet 1838—41, d.v.s. omtrent samtidig med de to første samlebind af „Eventyr fortalte for Børn” med ialt 18 eventyr herhjemme10a, er bemærkelsesværdigt, men desuden har „Lekkamraten” fra 1838 tre træk, der må regnes for omtale værd:

For det første repræsenterer dens fem eventyr den første oversættelse til fremmed sprog af H.C. Andersens eventyr.

For det andet er dens „Vignet” den tidligste illustration til H.C. Andersens eventyr. Billedet[11] er en illustration til „Reise-kammeraten”, den scene, hvor, som den svenske tekst under billedet lyder, „Johannes vänder sig om på vägen och tager afsked af Kyrke-Nisse”. Johannes er klædt i datidens for unge håndværks-svende brugte dragt, hvis snit fremtræder svensk præget, mens kirken med dens takkede gavl lige så vel kunde være dansk som svensk. Det har desværre ikke været muligt at fastslå kunstnerens identitet.

Den tredje egenskab af interesse består i, at kirkenissen i tårnet efter anstillede undersøgelser, hvoriblandt forespørgsel er i de tre nordiske lande[12], må antages at repræsentere den tidligste afbildning af en nisse, betegnet under dette navn.[13] Den tidligste danske nissetegning er Lundbyes fra 1842, altså 4 år senere, i Flinch og Frølichs Almanach. Kirkenissen i „Lekkamraten”’s illustration stemmer ganske med den svenske opfattelse af „Jultomten”: spids, nordisk hue (topmossa eller „pickellufva”), ikke fjernt fra den gængse danske nisse i det 19. århundredes kunst.[14] I denne forbindelse kan nævnes, at begrebet „Julenisser” herhjemme i bogillustrationer, på postkort, som juletræspynt o.s.v. fulgte i kølvandet af illustrationerne til H.C. Andersens eventyr; især må Vilh. Pedersens illustration til „Nissen hos Spekhøkeren” („Historier”, 1855) regnes for at have givet anledning til nissens tilknytning til julen.

Liffmans oversættelse af eventyrene må stort set siges at være sprogligt sober, samtidig med at den bevarer den Andersenske stil og stemning. Udgiveren gør i forordet rede for den linie, han har fulgt ved sin udvælgen af de til hans rådighed stående børne-eventyr:

… „Många hafva forsökt sig i berättelser af dette slag, men högst få hafva lyckats; valet har derfore varit besvärligare, end man torde föreställa sig. Utgifvaren har dervid låtit bestämma sig af följande grundsatser. Inga sentimentala og utstuderadt rörande scener! Blotta föreställningen om en sjuk, en fattig, eller en enkel berättelse om en ädel handling, är tillräckligt rörande for det oförderfvade barnet. Det är först då menniskan blifvit äldre och mera förhärdad, som kraftscener erfordras för att upptina hennes frusna hjerta. Lika litet ett ideligt upprepande af moraliska sentenser! Sådana trötta i längden och i stället for den åsyftade upp-byggelsen, verka de äckel och leda. Maximer tillhöra en mognare ålder. Exempel tala bäst till barns hjertan och i hvarje god berättelse ligga moralerna sjelfmant. Man må ej inbilla sig, att barnen ej hafva förmåga att sjelfve, utan påpekning, draga lärorika slut-satser ur det de se och läsa. Om de ej uttrycka dem genom ord, gömma de dem likväl i sina hjertan, och när en gång religionens milda sol hunnit uppvärma dessa frön till det goda och ädla, upp-spira de till blommor och frukt.[15] En frisk, lefvande berättelse, full af glädje, godhet och oskuld, se der mönstret for en barnsaga!…”

Liffmans syn på de for en ideel børnebog nødvendige forudsætninger røber unægtelig en fin forståelse af barnesjælen og dens forædling gennem den form for eventyrfortælling, som netop dannede baggrund for H.C. Andersens digtning. Dette forklarer denne udgaves relativt høje standard sammenlignet med så mange senere, middelmådige helt op til nutiden.

Oversættelsernes stedvise ændring til lokalkolorit går forståeligt nok igen flere steder. Når den største hunds øjne i „Fyrtøiet” er så store som Rundetårn, er den svenske hunds af størrelse „som det nya tornet på Riddarholmskyrkan skal bli!”; i overensstemmelse hermed brændte spiret i 1835 og erstattedes med det nuværende, gennembrudte smedejerns-spir, der netop var under opførelse i 1838 og blev færdigt i 1840. På samme måde er i „Den flyvende Koffert” „Ved Østersøen ved de danske Bøge” ændret til: „Uti Kalmare stad vid Östersjöns kust”. I „Den lille Idas Blomster” er „Slottet” blevet til „Haga slott” og den Botaniske Have til „Bergianska trädgården”. Forsvenskningen gælder foruden stedangivelser også forskellige viser og vers: „Reisekammeraten”s danske almuevise „Her er’ saa mange smukke Piger” [16] erstattes med den kendte, svenske „Höga berg och djupa dalar”, og „Munken gaar i Enge” fra „Ole Lukøie” med „Gubben Noach”. Med hensyntagen til barnementaliteten har oversætteren ikke i „Lille Claus og store Claus” nænnet at lade den i de fleste børns opfattelse rare, gamle bedstemor blive slået for panden, men har betænksomt forvandlet hende til „svärmor” (!)[17] Et par oversættelsesfejl har ikke kunnet undgåes: Trædukkernes glasøjne i „Reisekammeraten” oversættes ved „glasögon” (= Briller), og den skikkelige, gamle minister i „Keiserens nye Klæder” går lidt for direkte over til „skicklig” (= dygtig).

Ill. i den hollandske udg. af “O. T.”, 1838.

I tilslutning til den nævnte første-gangs-illustrering af et af H.C. Andersens eventyr skal i det følgende omtales lignende forsøg, repræsenterende de tidligste billeder i henholdsvis roman og digt.

Allerede i 1838 kom i Holland en udgave af „O.T.” [18], hvori man finder en illustrering eller snarere „Illuminering” af bogen, idet der foran i den er anbragt et kobberstik forestillende „Roeskildes Domkerk”, hvorunder anføres kunstnerens navn: Prof. Dahl[19] samt kobberstikkerens: Ab.m Veelward.[20] Efter et optryk af H.C. Andersens biografi fra „Conversationslexicon der Gegenwart”, 1838, slutter forordet: Van den meermalen in dit werk genoemden Deenschen landschapsschilder Dahl voegen wij hierbij een gezigtje op de stad Roeskilde, (se Ill.). Ved sin allusion til bogens indhold — Dahl nævnes een gang, og Roskilde, hvor flere af romanens handlinger udspilles, flere gange — kan billedet berettiget anses for det tidligste forsøg på at forsyne et af H.C.Andersens værker med billedstof, henvisende til tekstindholdet.

Vignet under digtet “Den lille Pige i Asylet” i “Ny Portefeuille”, 1843.

Det her i landet første forsøg i samme retning forefindes i „Ny Portefeuille”, 1843, I bd„ 2. hft., 35 (8. jan. 1843). Billedet, en vignet, er sat under digtet „Den lille Pige i Asylet” (se Ill.), og i lighed med den hollandske udgave af „O.T.” har man valgt et motiv, som kan harmonere med tekstens indhold og stemning, idet man ser en gruppe børn, hvoraf den største læser højt, formodentlig af en børnebog, for nogle mindreårige, givende fornemmelsen af begyndelseslinien: „Deromme i Asylet paa Bænke sad de Smaa …” Vignetten, hvoraf findes flere lignende med forskellige motiver i den nævnte årgang, er formodentlig af fremmed, engelsk eller tysk arbejde.[21]

 

Noter og henvisninger

  1. ^ Cai M. Woel: H.C. Andersens Liv og Digtning, 1949, I, 234.
  2. ^ Samme, I, 420.
  3. ^ Poul Høybye: Anderseniana, 1952, 2. R., Bd. II, 153.
  4. ^ H. Topsøe-Jensen: Omkring Levnedsbogen, 1943, 185.
  5. ^ Liffman, Jeremias Wilhelm (1809—54), Rektor v. Gävle Ateneum. Ud giver af flere Publikationer, deriblandt „Julstugan. Gåfva till snälla Barn”, 1840. Betegnes som lecteur des langues française et allemande i en på Fransk udg. Publ. i Anledning af Karl XIVs 25 års Reg.jubi-læum (Hj. Linnstrôm: Svenskt Boklexikon).
  6. ^ C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh: Breve fra Hans Christian Andersen, I Bd., 1878, No. 137 pag. 469.
  7. ^ Viewegs Udgave af Eventyr af H.C. Andersen, Braunschweig, 1839, med Tegninger af Osterwald, den første illustrerede Eventyrudg. på Tysk.
  8. ^ Note 1: II, 71. — I H. C. A.’s Almanak flg. Notat, ud for d. 27. Dec. 1838: „Mine Børne Eventyr roest i Aftonbladet”.
  9. ^ Hierta, Lars Johan (1801—72), Forlagsboghandler i Stockholm. Se bl. a.: H. Topsøe-Jensen: Brevv. m. Edv. og Henriette Collin, 1933—36, VI, III.
  10. ^

    1835 1. Hefte. Fyrtøiet*
    Lille Claus og store Claus*
    Prindsessen paa Ærten***
    Den lille Idas Blomster*
    1. Bind 1837 Danske Udg.
    1835 2. Hefte. Tommelise*
    Den uartige Dreng
    Reisekammeraten*
    1837 3. Hefte. Den lille Havfrue**
    Keiserens nye Klreder**
    1838 1. Hefte. Gaaseurten
    Den standhaftige Tinsoldat**
    De vilde Svaner**
    2. Bind 1842
    1839 2. Hefte. Paradisets Have**
    Den flyvende Koffert**
    Storkene**
    1841 3. Hefte. Ole Lukøie
    Svinedrengen
    Boghveden
    * I „Lekkamraten” 1838 ialt 5 Eventyr af H.C. Andersen. Svenske Udg.
    ** I „Lekkamraten” 1840 ialt 7 Eventyr af H.C. Andersen.
    *** I „Lekkamraten” 1841 ialt 1 Eventyr af H.C. Andersen.
    I „Lekkamraten” 1842 ialt 0 Eventyr af H.C. Andersen.

     

  11. ^ Under Billedet står: „Tr. hos Müller”, hvilket henviser til, at Ill. er trykt i Sophie Müllers litografiska tryckeri vid Norrbro. Autografen på Titelbladet: James Strandberg tilhører Professor i Dermatologi v. Karolinska Institutet James V. S. (1883—1942), hvis Faders Fætter var den kendte Digter C.V.S, („Talis Qualis”), og hvis Mormoders Fader, Bogtrykker P. G. Berg var Specialudgiver — og Samler — af Børnebøger (medd. af Intendent G. Jungmarker, Stockholm). Om H. C. A.’s Tilknytning til Familien Strandberg: se H. Topsøe-Jensens Kommentarer i „Mit Livs Eventyr”, II, 1951. — Ved Sammenligning af Ill. i Forf.’s Eksemplar af Bogen og den tilsvarende i et af Lunds Universitetsbibliotek udlånt ses sidstn. at være væsentlig grovere i Detaillerne. Forklaringen ligger i, at man, for hurtigt at få et større Antal Litografier trykt, tegnede samme Billede flere Gange på Stenen, så man i Stedet for eet fik fra to til seks eller otte Aftryk ad Gangen på eet Ark Papir (medd. af Insp. B. Ochsner).
  12. ^ Det kgl. Bibl., København/ Hans Ellekilde. — Nordiska Museet, Stockholm/ C. H. Tillhagen. — Universitetsbibl., Oslo / R. Th. Christiansen v./ Tandlæge Kr. Røstvig.
  13. ^ Der ses bort fra Nisser i Djævleskikkelse o. 1.
  14. ^ Ang. Nisseafbildninger kan især henvises til H. F. Feilberg: „Nissens Historie”, 1919. — Hans Ellekilde: „Den danske Julenisse” i „Jul i Danmark”, 20/12 1940. — Inger Simonsen: „Den danske Børnebog”, 1942, 110. — De lige til midt i 1860’erne i Ill. afbildede, små, skæggede, gamle Mænd med Nissehuer benævnedes ikke Nisser, men f. Eks. „Trolde” (se f. Eks. Flinchs Almanak, 1855, Ill pag. 45), „Dværge” ell. „Puslinger” (se f. Eks. Folkekalender f. Danm., 1862, Ill. pag. 119); i Overensstemmelse hermed oversættes de i „Reisekammeraten” forekommende „smaa Nisser”, som Johannes møder, af Liffman ved „alfer”. Til denne Kategori af Nisser må formodentlig også regnes den Nissefigur, som Tandlæge Røstvig (se Note 12) anfører som den i Norge tidligst forekommende Nissetegning, i „Nor” fra 1837 (1838): „liten mann med rød topp-lue og langt skjegg, men blir ikke omtalt som nisse, en ill., som sagkyndige ydermere mener er af tysk oprindelse”.
  15. ^ Sml. H.C. Andersens Udtryk i Omtalen af Eventyrenes Tilblivelse — i Anledning af „Klokken”: „de laae i Tanken som et Frøkorn, der behøvedes kun en Strømning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de bleve Blomst.”
  16. ^ Sml. Birger Frank Nielsen: H.C. Andersen Bibliografi, 1942, No. 1055, samt „O. T.”, Sml. Skr., 2. Udg., III, 1876, 70.
  17. ^ Sml. en fransk Udg., hvor Bedstemoderen er gjort til en Amme: Poul Høybye: „H.C. Andersen og Frankrig” i Anderseniana, 1952, 2. R., Bd. II, 2, 169.
  18. ^ Se: W. van Eeden: „Andersen og Nederland” i Anderseniana, 1950, 2. R., Bd. I, 4, 334.
  19. ^ Dahl, I. C. (1788—1857), norsk Landskabsmaler, som H. C. A. traf første Gang i Dresden, hvor han bl.a. (1831) introducerede A. hos Tieck.
  20. ^ Veelward, Abraham (1792—1873), hollandsk Kobberstikker. — I „Denmark delineated” by A. Andersen Feldborg. London, 1824, findes det selv samme Stik af Roskilde Domkirke („Roskilde Cathedral, painted by Prof. Dahl”) sammen med en halv Snes lignende, kendte Bygningsværker, stukket af W. H. Lizars efter Gengivelse af især danske Kunstnere. I 1826 oversattes Bogen til hollandsk og udkom i Haarlem under Titlen „Denemarken in Taferelen”, dog kun med 3 af Illustrationerne: Kronborg, Sorgenfri og „Roeskildes Domkerk”, uden Ændring paany stukket af Abr. Veelward, og Pladen til sidstnævnte er derefter benyttet til den anførte Ill. i den hollandske Udg. af „O. T.”, 1838 (medd. af Magister Victor Hermansen). „bl. 46″ under Billedet refererer til Sideantallet, hvor Roskilde første Gang nævnes i Bogen.
  21. ^ Den første, egentlige Ill. til et af H. C. A.’s Værker herhjemme er L. Frølichs Radering til „Hyldemoer” i „Gæa”, 1845.

 

©