Lidt om »Flipperne«

H.C. Andersen har det med at forsyne sine eventyr med moraler, næsten ligesom Wessel. Eventyrene, især dem i kortform, slår en lille volte til slut. Andersen havde flere grunde til at uddele tilsyneladende leveregler gennem sine eventyr, men de er allesammen artistisk betonede. Moralen (altså morahlen, med langt stødløst a) er en bekvem måde at slippe historien på. Der følger ingen forpligtelser med. Vi er færdige med det samme. Eller der er sat et kolon, som ikke kræver forklaring. Undertiden afvæbnes historien endda for forpligtelser ved en velturneret morale. Og frem for alt: der holdes åbent ind til ironien. Kortformen, som lå for H.C. Andersen, improvisationen, der jo ville belastes i samme øjeblik han gav efter for en tekstforøgelse, kræver næsten denne form for afrunding eller udgang: at den stives af med en opfordring til eftertanke, hvor forfatteren så at sige overlader historien i læserens hænder, mens han selv fjerner sig.

Teknikken, der viser Andersen som strateg og virtuos over for det publikum, som han nøje beregner sine pointer efter, gør sin nytte i talrige af eventyrene, men oftest i de korte, altså inden for den ramme, hvor han lavede, hvad man kunne kalde en capriccio. I Springfyrene synger græshoppen sin sørgelige vise, „og det er af den, vi har taget Historien“. I Klods-Hans er oldermanden og hans skrivere vidner til begivenhederne, og det er fra oldermandens avis, at vi har historien. Men, føjer artisten til: avisen er ikke til at stole på. Han giver os en lille forskrækkelse. Avisen har vi netop hørt om, og nu gøres historien autentisk, det vil sige realistisk, ved, at der etableres forbindelsestråde først mellem begivenhederne, så avisen, og så læseren. Man kan ikke unddrage sig det familiære. Læseren ser sin egen person ufrivilligt indrangeret i kompagni med fortælleren. I Prindsessen paa Ærten kommer ærten på Kunstkammeret, „hvor den endnu er at see“ (altså ganske realistisk og lokalt), „dersom Ingen har taget den“ (måske er det hele alligevel løgn, ligesom i oldermandens avis).

I Flipperne peges der i slutningens ret lange morale på, at det trykte ord er en farlig ting. Selve fortællingen opgives pludselig, idet digteren tager Flipperne på ordet: „Jeg kan trænge til at blive til hvidt Papir!“ har Flipperne lige sagt, og så bliver de til hvidt papir. Ja alle kludene blev til hvidt papir, men (og dermed drejes historien lige hen i ansigtet på læseren, som værsågod må finde sig i at udnævnes til meddommer i sagen) Flipperne blev netop til dette stykke hvide papir, vi her ser, hvor historien er trykt. Læseren gøres aktiv, flaskehalsen peger på ham. Han er ikke længere borte fra skæbnens indgriben, end Flipperne er.

Hvorfor kom nu Flipperne på tryk? Hvori bestod deres brøde? Man aner lidt af et gabestoks-moment her. Jo, det var fordi de pralede. De pralede, ligesom løjtnant von Buddinge, af hvad de aldrig havde været. Og så sætter formaningen i gang: „Og det skal vi tænke paa, at vi ikke bære os ligesaadan ad“. En generel opfordring til mådehold. Det er det klogeste, at man erkender sin situation og sit niveau. „For vi kunne saamænd aldrig vide, om vi ikke ogsaa en Gang komme i Kludekassen

Akkurat her vil det vist gå op for den velvillige læser, at digteren på sin snilde måde har fanget ham i sin morales garn. Det forudsættes nemlig stiltiende af den medvidende digter, og det mærkes tydeligt af den pludseligt medvidende læser, at vor aller-hemmeligste historie helst skal bevares som en hemmelighed. Det er slet ikke morsomt at få den publiceret eller blive tvunget til selv at løbe om og fortælle den. Thi praleriet, som naturligvis er forkasteligt, indebærer den risiko, at vi en dag havner i kludekassen og bliver hvidt papir, offentlighed. Derimod, hvis der ikke fandtes nogen risiko for straf, så gik praleriet an. Moralens pædagogiske tone, der har haft held til at besnære læseren, slår pludselig over i det dialektiske. Og det var jo ikke meningen. Er det da kun for at undgå det hvide papir, at man skal spare på pralerierne? For at gøre målet fuldt bringer digteren sig endda i solidaritet med de derangerede Flipper, idet han jo, omend i en slags omskrivning, netop har publiceret sine hemmelige historier og er brudt igennem sin fortællings univers ved at flytte symboler og rekvisitter (kludekassen, det hvide papir) over i læserens univers. Ja hvad man kan hitte på!

Det er rigtigt nok, at den forstilte barnetone i eventyrets sidste afsnit kræver en formaning: et hvis … , … Men undersøger vi moralens gyldighed, ses det, at der ikke blot antydes tvivl om formaningens virkning, men overhovedet om dens sigte. Og dermed er vi tilbage ved det artistiske. Ligesom i andre eventyr, hvor H.C. Andersen harcellerer over det trykte ords skæbnebetingelser, som f. eks. i Pen og Blækhus, Laserne eller Tante Tandpine, foregriber han med sin veludførte morale de kunstfjendske filistres indvendinger, de a-litteræres nemme fordømmelser, og han afvæbner dem. „Og det kom i Avisen og det blev trykt“, står der i Det er ganske vist. De spydigheder, som hans borgerskabspublikum sad parat med, skulle han nok selv foregribe. Den hurtige mand var ikke let at intimidere. Eventuelle indhøstede spottegloser lod sig uden vanskelighed anrette i et univers af stoppenåle og tinsoldater.

Men inden digteren lader sin morale flyve, hvad enten den nu straffer læseren eller Flipperne, eller digteren, så har han i kortform ridset et skæbneforløb op. Og det gøres uden imitation af nogen barnedialekt. Ligesom i moralen rammes der graciøst, om man vil: lydløst, ud efter menneskelige skrøbeligheder, uden forpligtelse til uddybning og broderi. Et eventyr om besjælede hverdagsting, i lighed med Thepotten eller Toppen og Bolden. En historie om forlist kærlighed, i lighed med Sommerfuglen. En capriccio.

Personerne opregnes i rask rækkefølge, som når man med højre hånds slikkepot holder mandtal på venstre hånds fem fingre. Flipperne, som vi begynder med, og ender med, Flipperne, dette pludselige flertalsord, som jo er en person, ses i et hastigt levnedsløb gennem sit forhold til Strømpebåndet, til Strygejernet, til Saksen, allesammen kvindfolk, samt til det anonyme kludeselskab. Endvidere involveres Støvleknægten og Redekammen, og hele tiden mærker man som en skygge Cavaleeren, der var fin og fattig på én gang, og hvis bohave svarede til det af Flipperne annekterede. Den derangerede cavaleer.

Flipperne identificerer sig med det, som han kender og er fortrolig med, det som han regner for det fineste, det vil sige det mest fordelagtige. Og han kender jo ikke meget. Universet er både begrænset og anskueligt. Sådan ønsker H.C. Andersen, at det skal se ud. Der spildes ingen tid, dialogen passerer omtrent uden kommentarer. Flipperne indretter sig i sine replikker efter omgivelserne, opsøger og smigrer sine kvindeforbindelser der hvor han mener de helst færdes. Men han begår derved den fejl at opgive sin personlighed. Han prøver efterhånden næsten febrilsk at opbygge sit image på et sæt af løgne, og han rejiceres fra møde til møde. Han er ægte Andersensk, fordi han er et født nederlagsmenneske, der holder sammen på stumperne, en fantast.

Hver af genstandene i historien bliver i sin private verden, bevarer sine forudsætninger, drømmer sine drømme, ytrer sine fordomme. Flipperne kommer i vask med et strømpebånd, og det skulle man tro var et latterliggørelse fra begyndelsen. Men det er nu engang Flippernes livsbetingelse at komme i vask med et strømpebånd. For Flipperne er det aldeles ikke lattervækkende. Og han indynder sig hos Redekammen ved at foregive forbavselse over, at hun har beholdt alle sine tænder. Andersen elsker den slags nærliggende vitser. Man kunne såmænd tro ham i stand til at etablere det hele forløb alene for at få lejlighed til at lukke sin kældermand ud i fri luft. Men han forlener vittighederne med en dimension, idet han gør dem logiske i det legetøjsunivers, som han har bragt frem, og hvor de og de love hersker. Set ud fra en Redekams forudsætninger må bemærkningerne opfattes som en kompliment og ikke som en grovhed, så hun kan udmærket godt sende ham i hvert fald hjørnet af et smil, uden at Støvleknægten ville tage hende det ilde op.

Ligesom Hyrdinden er Flipperne en person, der begiver sig ud i mere, end den pågældende kan holde til. Og så får han sin straf, selv om han prøver at redde sig i andres øjne ved at bytte om på sine medspilleres kvaliteter og sine egne med. Flipperne havde for travlt med at lyve sine omgivelser anderledes end de var, til, at han selv kunne blive en karakter af holdbarhed. Nu er han, ligesom formentlig Cavaleeren, hvem han ønsker at ligne, og hvem han forråder, en karakter, der mangler substans. Men en karakter.

Også af digteren får han tilsyneladende sin straf. Skavanken ved ham røbes uden skånsomhed. „Jeg er ogsaa fiin Cavaleer!“ sagde Flipperne, „jeg har Støvleknegt og Redekam!“ – og det var nu ikke sandt, det var jo hans herre, der havde dem, men han pralede.

Er det da så slemt? Gør det noget, at Flipperne udnævnes til pralhans? Vi ved, at det er en forfærdelig løgnehistorie med Redekammen og Støvleknægten, når Flipperne afslutningsvis summerer op: „Aldrig glemmer jeg min første Kjæreste, hun var Livbaand, saa fiin, saa blød og saa nydelig, hun styrtede sig i en Vandballe for min Skyld! – Der var ogsaa en Enkefrue, som blev gloende, men jeg lod hende staae og blive sort! Der var den første Dandserinde, hun gav mig den Flænge, jeg nu gaaer med, hun var saa glubsk! min egen Redekam var forlibt i mig, hun tabte alle sine Tænder af Kjærestesorg.“ Men den fortrolighed, som den mundtligt skolede artist H.C. Andersen ser som sit ærinde, uden at han dog bryder sig om at blive holdt fast i frakkeskøderne, den opretholdes gennem de hurtige, afsides replikker: „Der var stort Kludeselskab, de fine for sig, de grove for sig, saaledes som det skal være.“ Igen afbødes de domme, som læseren måtte sidde parat med for at gøre sin individualitet gældende, men læseren kan være rolig, han skal nok få sin sag for. Og det kan endda tænkes, at de afsides replikker, som sendes lige ned i parterret, ikke er til at stole på.

Altså forsones man med Flipperne, og man gøres medskyldig gennem moralens dobbeltholdning. Der er sat et kolon an ind til ironien. Er det da ikke kun på overfladen, at man vil vove at karakterisere Flipperne som pralhans? Han er vel bare en ensom pebersvend, der sidder i uheld. Men jeg skal af gode grunde ikke indlade mig på nogen biografisk tolkning af H.C. Andersens capriccio om Flipperne.

©