” … hvem kan vide om jeg i Grunden ikke bliver denne ædle Byes Mærkværdighed og der i en Note i Geographien kommer til at staae under Odense ’(hier ist der baumlange Dänen-Dichter Andersen geboren)’”, spurgte H.C. Andersen i februar 1832 sin Odense-veninde Henriette Hanck.[1] I sit brev til veninden vovede han vittigt at spå sig selv så storslået en karriere, at denne ville hædre fødebyen, ligesom hans navn i fremtiden selv i udenlandske opslagsbøger ville knyttes til byen. Her er naturligvis ikke tale om en profeti, men om et spøgende og lunefuldt udbrud.

H.C. Andersens pen og blækhus. Odense Bys Museer.

Alligevel må man sige, at der gik sandhed i digterens ord, og det ville sikkert nok have kommet bag på den unge 26-årige forfatter, at hans spøg skulle blive til alvor. For Odense var på digterens tid en by, hvis historie og seværdigheder ikke var at kimse ad. Ordlyden i det ovenstående brevcitat skal derfor læses som vittigt at opkaste en vovet hypotese: Tænk dig, hvis jeg blev lige så interessant og berømt som Odense! Med andre ord fortæller H.C. Andersen, at Odense er rig på interesse, og at det er hans håb, at fremtiden også vil indlemme ham i dette, der gør byen interessant – skønt det i bund og grund synes såre usandsynligt. Det er værd at bide mærke i.

Det kunne derfor være interessant at forestille sig, hvad Odense i dag kan påkalde sig af interesse, hvis H.C. Andersen ikke havde gjort sig en bemærkelsesværdig karriere, hvis han – som op mod halvdelen af sin generation – ikke havde overlevet barneårene, eller hvis hans virke i livet havde været skrevet på døgnfluens vinger, og han havde hørt til blandt de navnløse millioner i Danmarkshistorien. Var H.C. Andersens far eksempelvis blevet ansat som skomager ved en af de fynske herregårde, sådan som digteren fortæller i Mit Livs Eventyr, havde skomagersønnens livsforløb taget en ganske anden retning. Men Gud bønhørte ikke faderen i hans ønske: ” … havde han det – da var jeg bleven Bonde, hele min Fremtid anderledes, end den blev”[2]. Det er svært at forestille sig et Odense uden Andersen, men gør man sig alligevel den forestilling, træder et andet mærkværdigt Odense frem – et Odense, der selv uden H.C. Andersen har en usædvanlig litteraturhistorie.

Gud og skrift

Bynavnet Odense optrådte for første gang på latin i et brev af 18. marts 988 udstedt af den tyske kejser Otto III. I brevet blev Odense nævnt som bispeby, tilligemed at bispesædet blev bevilget skattefrihed. Man kan udlede, at Odense da allerede var en betydelig by med en længere historie bag sig, og skønt man nok aldrig vil kunne finde en så smuk dåbsattest som kejser Ottos brev, bevidner selve byens navn lige som de sørgelige rester af vikingeborgen på Nonnebakken, der nys var anlagt, da den tyske kejser efter Harald Blåtands død søgte at øve indflydelse i Danmark, at Odenses historie har dybe rødder i tiden før kristendommens indtog i landet. Fra den ældst kendte gudelære i Norden har Odense sit navn. Beskrivelserne af denne religion er lykkeligvis bevaret i de islandske håndskrifter Den ældre Edda fra det 13. og 14. århundrede og fra Snorri Sturlusons Edda, som han skrev omkring 1220 i ønsket om at bevare den ædle nordiske veltalenhed og digtekunst som eksempel til efterlevelse. Af disse kilder ved vi, at Odin var den øverste gud, visdommens gud. Gudens visdom gav sig til kende i krigskunstens såvel som i sindets snilde, hvorfor han også var digtekunstens gud. Selve gudenavnet er afledt af det oldnordiske ”Óðr”, der har et bredt betydningsfelt lige fra raseri over guddommelig ekstase til sanselighed, sind og poesi. Den fynske hovedstad viser således med sit navn, at den oprindeligt har været et kultsted for dyrkelsen af denne øverste asa-gud.

Der er bred enighed om, at Odenses navn betyder Odins-vi, altså Odins Helligdom. ”Vi” er det gamle oldnordiske ord for gude-bolig, helligdom tilligemed guddommelig initiation. Vi genfinder ordet i dag, når vi siger om brudepar, at de er ”viet” til hinanden i Gud navn, eller i det tyske ord for juleaften, Weihnacht, der er sammensat af ”Weih” – hellig og ”Nacht” – nat. Apropos jul var Odin i skikkelse af Jolner – som navnet røber – også julens gud.

Odense er derfor et sted, der har en interessant religionshistorie. Byens strategiske beliggenhed, de mange, der besøgte eller passerede dette knudepunkt, muliggjorde det religiøse købmandskab, der ligger i at organisere og markedsmæssigt orkestrere en hellig kult. Med det religiøse systemskifte, som ifølge Adam af Bremen fandt sted i 966, tilpassede kultstedet sig den nye kristne trosretning. Byen fik opført et nyt kulthus viet til Jomfru Maria, og ”goderne” – asa-kultens præster – tilpassede sig eller blev erstattet af et præsteskab, der fik tildelt et aldeles gunstigt råderum i form af overøvrighed i trosspørgsmål og -udøvelse – sikret gennem storslåede økonomiske privilegier. Med kristendommen indtræder for første gang i den danske kulturhistorie et ”internet”: Ved at konvertere til kristendommen blev Danmark medlem af en europæisk klub, der kunne kommunikere på det latinske fællessprog. Med kristendommens indtog træder det nordiske skriftsprog i baggrunden, runeristerne skiftede typografi, hvorved også den dansksprogede digtning gik til grunde. Hvad vi har af levn fra den førkristne tids digte og sagn findes i Saxos latinske gendigtninger – i Sverige er intet bevaret eller overleveret.

Det er ikke overvældende, hvad der er bevaret af vores ”runelitteratur”. Inskriptionerne, vi kender til, er oftest ordknappe, giver lovord om en person, hvis position eller dåd ikke må glemmes, nævner runeristeren selv eller håndværkeren, der har tilvirket genstanden, og nu og da også navnet på den gud, der påkaldes til beskyttelse af mindet. I enkelte eksempler fornemmer man en poetisk stil i runeinskriptionerne: bogstavrim, stavelsesrytmer i firestavelses- eller femstavelsesversemål – fine eksempler på litterær aktivitet, men egentlige litterære værker er der ikke tale om. Vores ældste litteratur har derimod levet i det mundtlige foredrag og er blevet overleveret fra mund til mund fra generation til generation.

Vimosekammen med de ældste skrifttegn i Norden. Runerne danner ordet ”Harja” – givetvis navnet på kammens ejermand.

Den ældst bevarede runeinskription i Norden – det vil altså sige det første eksempel på skrift, vi overhovedet kender til i Norden – finder vi dog ved Odense, nærmere betegnet ved Vimosen nordvest for Odenses centrum. I Vimosen fandt man i 1800-tallet en enorm krigsofferskat, og fra denne offerskat stammer en smuk kam med runeindskriften ”Harja” – givetvis navnet på kammens ejermand. Kammen daterer sig til årene o. 150 e.Kr.

Hverken runer eller latinske bogstaver var hvermandseje. Selve ordet rune lever stadig i det tyske ord for ”at hviske”: ”raumen”/”raunen” og på finsk, hvor ordet betyder ”digt” (”runo”). Runeristerne mestrede den sjældne skriftkunst, på samme måde som Saxos tilnavn Grammaticus betegnede hans sjældne skrift- og sprogkyndighed. Med latinens indtog i Danmark kunne magtens mænd imidlertid modtage, sende og sprede budskaber effektivt over det europæiske kontinent. Det var Harald Blåtand, der fik os ind i dette europæiske, kristne kommunikationsfællesskab, hvor bogen blev en ny kulturform. Sprog og religion er tæt forbundne med mysteriet. Kundskab er magt. Gennem ubegribeligheder øges andagten hos de, der ikke begriber det.

Det nye kristne kulthus i Odense kunne efter 1075 præsentere relikvier af de engelske helgener Skt. Alban og Skt. Oswald. Helgenresterne var skænket af kong Knud IV som krigsbytte fra togterne mod England, og relikvie-rigdommen har uden tvivl gjort det nye kultsted attraktivt og øget kirkens indtægter betydeligt. Der ligger imidlertid en hel roman i historien om, at den konge, der berigede kirken med relikvierne af den hellige Alban, Englands første martyr, skulle dø i selvsamme kirke ved alteret med relikvierne ti år senere – den 10. juli 1086.

Historikerne fortæller om denne Knud den Hellige, at han for at styrke sin og kirkens magt gav ”sin vilje eftertryk”[3], at han gennem brandbeskatning og fejlslagen leding påførte sig folkets drabelige vrede i et oprør, der brød ud i Vendsyssel og med kongens flugt indhentede ham i Odense. Her forskansede kongen, hans bror og 17 krigsmænd sig i Skt. Albani Kirke og led døden, da folkemasserne slog plankerne ind i østfløjen og trængte ind i den hellige stavkirke nær alteret. Kongen og hans mænd blev nedslagtet i en regulær massakre. Benedikt, kongens broder, var den eneste, der overlevede blodrusen i kirken. Da de oprørske folkeskarer i deres raseri kort efter erfarede, at han endnu var i live trods sine sårskader, slæbte de ham i fødderne udenfor på gaden, hvor de med økser, sværd og spyd hakkede ham itu.

Her endte vikingetiden, og her begyndte den danske middelalder og den danske litteraturhistorie.

Skrifterne

Claustrum sine armario est quasi castrum sine armamentario.
Et kloster uden bibliotek er som en fæstning uden våbenkammer
[Middelalderlig talemåde]

Middelalderen er håndskrifternes tid. Med kristendommens indførelse i Danmark begynder bøgerne at dukke op i landet tillige med en ny kultur, idet åndslivet var knyttet til det skrevne (latinske) ord og den latinske litteratur og dannelse. Fra sydens Europa strømmede skrifterne til Danmark – naturligvis først og fremmest Biblen, men også liturgiske skrifter, teologisk litteratur og senere de klassiske skrifter. Det var klostrene i Danmark, oprettet under kong Knud den Store, der rummede og værnede om disse bøger – og også herfra den kristne mission udsprang med forkyndelse og undervisning i sprog og skrift.

Det egentlige borgerskab i denne nye kultur tilegnede Danmark sig først ved selv at indskrive sig i den. Dette fandt sted i Odense ca. 1095, da en ukendt klerk ved Skt. Albani Kirke forfattede beretningen Passio sancti Kanuti Regis et Martiris – på dansk betitlet Den hellige Knud Konge og Martyrs Lidelseshistorie. Denne lille krønike er det første danske – såvel som nordiske – skrift, vi kender til. Den blev givetvis forfattet til støtte for kong Erik Ejegod, da han i 1098 anmodede pave Urban II om at få sin bror, Knud IV, helgenviet.

I det lille skrift, der lovpriser kong Knuds fromhed, lægger klerken ikke skjul på sin utilfredshed med det danske folks kristelige liv, og i de indledende ord betoner han nødvendigheden for et folk af at have deres egne martyrer. Det har betydning, at sådanne ”helgener holdes værdige til særlig ærefrygt hos deres egne landsmænd og medborgere og hædres af dem”.[4] Grusomt og uden sidestykke i historien er det, at et folk vender sig mod sin konge, fortæller klerken, og aldeles skændigt er det, at kongedrabet finder sted i en kirke. Denne ringeagt for Gud og konge fortørnede Gud, lyder det i skriftet, hvorfor også vor Herres straf faldt over Danmark: ”næsten hele Danmark voldte han trængsel ved regnskyl, helsot, hungersnød og dyrtid”.[5] Disse uår under kong Oluf Hunger tillige med ”mange syner og åbenbaringer” gjorde det klart for flere og flere, at kong Knuds jordiske rester, der ynkeligt var ”nedkastet i jorden og hidtil havde ligget upåagtet hen”, måtte tages op og ”hædres og æres blandt de hellige”.[6] Klerken, der selv var vidne til skrinlæggelsen af kong Knud i 1095, fortæller i skriftet om de undere, som fandt sted, da kongen blev gravet op: Kongens ben klarede ildprøven. Fire gange blev der lagt ”stærkt blussende ild”[7] på kongens ben, men ilden slukkedes, som blev der hældt vand på. Det andet under gjaldt kong Oluf. Ved kong Knuds jordfæstelse var broderen Oluf blevet befriet fra sit udenlandske fangenskab og valgt til konge – og nu ni år senere ved skrinlæggelsen af kong Knud døde Oluf og med ham de tunge uår. Det tredje under fandt sted, da man afdækkede kong Knuds grav. I tre nætter havde der været et foruroligende regnskyl, men så snart de hellige relikvier blev afdækket, endte uvejret, og solen skinnede fra en klar himmel.

Knud IV den Hellige i selvsamme helgenskrin, hvori han blev lagt og overført fra krypten til alteret i Skt. Knuds Kirke den 19. april 1100. Ælnoth overværede den hellige handling.

Mere kendt end Passio er Ælnoths langt fyldigere krønike om Knud den Hellige. Denne krønike, som må betegnes som det næstældste skrift i Norden, er også skrevet i Odense i Skt. Knuds Kloster, men noget senere, nemlig omkring år 1120. Benediktinermunken Ælnoth kom fra Canterbury i England til Danmark omkring 1098 og oplevede således ikke skrinlæggelsen, men derimod den såkaldte translatio, da Knuds-relikvierne blev overført fra krypten til helgenskrinet ved alteret i den nye færdigbyggede kvaderstenskirke til Skt. Knud den 19. april 1100. Nok har Ælnoth haft Passio foran sig, da han skrev sin Knudskrønike, men den højt dannede munk har ikke fulgt den slavisk; derimod gjorde han sit skrift langt rigere i sin historiske fremstilling og smukkere og fyldigere i sin billedrigdom. Ælnoth beretter ligeledes om miraklerne ved Knudsrelikvierne, hvorledes de blinde, døve, stumme og lamme genvandt deres tabte evner, hvorledes pestramte og andre sygdomsramte blev raske, og hvordan de troende strømmede fra alle egne til kirken i Odense. I Rom besluttede efterfølgende pave Paschalis II i fuld enighed med forsamlingen af gejstlige mænd at helgenkåre den danske konge. Beretningen herom – de første litterære skrifter i Norden – udspringer således fra Odense.

Her ender dog langtfra byens litteraturhistorie.

Skt. Knuds Kirke og klostret, hvor de første danske skrifter – Passio og Ælnoths Knudskønnike – blev til for snart tusind år siden.

Bogtrykket

Vor viden om helgenkongen Knud stammer fra munkene i Odense, men historien om helgenkongen blev senere udbygget i andre skrifter – for eksempel i Brevarium Othiniense – et ritualværk med kortfattede bønner og hellige skrifter og hymner til brug bl.a. i helgentjenesten. Brevarium Othiniense er, som titlen afslører, knyttet til Odense, og det ejendommelige ved dette omfangsrige skrift er, at det er trykt i byen så tidligt som i 1482 – blot 30 år efter at guldsmeden i Mainz, Johann Gutenberg, opfandt bogtrykkerkunsten i Europa. Det betyder, at Odenses brevarium må henregnes som den første trykte bog – ikke blot i Odense, men i hele Norden.

Trykket af brevariet, der fyldte godt 520 sider, var en langvarig og omhyggelig proces, og bogtrykkeren tog sig derfor den frihed under sit arbejde at trykke en anden bog på blot 14 blade, der beskrev de ugudelige tyrkeres belejring af Rhodos i 1480. Denne bog kom ud af pressen, førend brevariet lå færdigt, og må derfor med brevariet dele den ære at være den første trykte bog i Norden. Ligesom de to første litterære skrifter i Norden blev skrevet i Odense, kan byen således bryste sig af at stå fadder til bogtrykkerkunsten i Norden. Bag denne overraskende omstændighed ligger en spændende og interessant historie.


Brevarium Othiniense, det flotte bogtryk af Johan Snell, er sammen med det lille propagandaskrift om tyrkernes belejring af Rhodos de første eksempler på bogtrykkerkunsten i Danmark. Det Kongelige Bibliotek / Odense Bys Museer.

Behovet for bøger i middelalderen var enormt, og arbejdet med at lave afskrifter af håndskrifterne var omkostningstungt, møjsommeligt og tidskrævende. Hertil kom, at der kunne indsnige sig fejl i afskrifterne, hvorfor et skrift gennem flere leds afskrifter kunne rumme en del misforståelser og vrøvl. Det var derfor en kulturel revolution, da Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten: Hans fantastisk smukke Bibel, der lå færdig fra trykken den 23. februar 1455, er med sine 1.282 sider et pragteksempel på den nye kunst. Gutenberg oplevede ikke selv den store succes med sin revolutionerende opfindelse – han gik fallit, alt imens bogtrykkerier dukkede op forskellige steder i Europa. Fordelene ved bogtrykket var naturligvis hastigheden, hvormed et skrift blev til, den gunstige økonomi, der var forbundet hermed og samtidig den omstændighed, at der ikke optrådte afskriverfejl, men at alle bøgerne i et oplag var hinandens tro kopier.

I bogtrykkerkunstens barndom var mange af bogtrykkerne omvandrende og lod sig kalde derhen, hvor en arbejdsopgave forelå. Til denne skare hørte Johan Snell, der stammede fra Einbeck i Hannover. Han optræder som indskrevet ved universitetet i Rostock i 1481, og i denne by har han givetvis lært bogtrykkerkunsten hos de virksomme Michaelisbrødre, der ud over trykkeriet i Rostock også drev otte andre trykkerier i Tyskland og Nederlandene. Fra Rostock vandrede Snell til Lübeck, og herfra blev han kaldt til Odense af biskop Carl Rønnow.

Carl Rønnow tilhørte den danske uradel, og hans far, Claus Rønnow, var kong Christian I’s rigsråd og marsk, tillige johannitermunkenes ven og en af de mægtigste mænd i Danmark, da han ved sit herresæde, Hvidkilde, på Fyn havde Sydøstfyn under sig. Faderen havde i 1474 ledsaget kongen til Rom og her benyttet lejligheden til at sikre sig og sin søn pavelige gunstbevisninger. Således kunne han – hjemvendt med pavebrev – glæde sin søn ved at skaffe ham dekanatet i Roskilde. Denne økonomisk attraktive stilling måtte Carl Rønnow dog opgive, da han samme år blev valgt til biskop i Odense.

I Odense havde Skt. Knud-kulten siden begyndelsen været varetaget af benediktinermunkene i Skt. Knuds Kloster. Klostersamfundets Knudsbrødre udgjorde kirkens særegne domkapitel, det vil sige den kreds af gejstlige, der var fast tilknyttet kirken og stod for kirkens administrative arbejde. Det ville være, kan man forstå, særdeles lukrativt og indbringende at være verdslig kannik ved domkapitlet. Biskop Rønnow ønskede at reformere domkapitlet, det vil sige komme til fadet, og med kongens hjælp og med pavebulle lykkedes det ham at fordrive benediktinermunkene og i stedet indsætte verdslige kannikker, adelige junkere – alle af hans lige. Dette blev indledningen til en langvarig strid. Ved Christian I’s død henvendte benediktinermunkene sig således til enkedronning Dorothea og fortalte hende, hvorledes hendes afdøde gemals sjæl martredes i skærsilden, fordi han havde forgrebet sig på Guds hellige mænd. Den bekymrede enkedronning ønskede naturligvis at udfri sin mand fra pinslerne og fik på sin pilgrimsfærd i 1488 bevæget pave Innocentius VIII til at tilbagekalde den forrige paves bulle, der havde bevirket benediktinermunkenes fordrivelse. Med den nye pavebulle blev der holdt rettergang i domkapitlet, der tumultarisk endte med benediktinermunkenes genindsættelse den 23. august 1489. Der var ikke blot håndgemæng: munkene og de verdslige kannikker bandlyste gensidigt hinanden, og da munkene påberåbte sig mirakler, svarede de verdslige kannikker, at de eneste mirakler, der havde fundet sted i klostret, var, at en munk havde fået tre børn med henholdsvis kokken, kælder- og bryggersvenden, således at forstå, at disse var ”forklædte” kvinder.[8] Skørlevned var der rigeligt af i denne degenererede periode i kirkehistorien, hvor pengene flød til kirkens mænd mere end til kirkesamfundet.

Det var under denne konflikt, at Johan Snell blev kaldt til Odense af biskop Rønnow i 1482. Nu da benediktinermunkene var fordrevet, var der anledning til at få nye liturgiske bøger til hele stiftet og dermed slippe af med den benediktinske omfangsrige og tidsrøvende liturgi. Resultatet var Snells Brevarium Othiniense, og at bogen havde succes, selv efter benediktinerne fik generobret deres magt, ses af, at brevariet blev genoptrykt i 1497 og 1510. Trykningen af bogen fandt givetvis sted i Skt. Knuds Kloster, hvorimod det må formodes, at det lille tryk af Guillaume Caoursins beretning om belejringen af Rhodos (Descriptio obsidionis urbis rhodie) er blevet til i eller på foranledning af johannitermunkene i Skt. Hans Kloster. På Rhodos regerede nemlig Johanniterridderne, og forfatteren til den spændende og rystende øjenvidneberetning om tyrkernes belejring, Guillaume Caoursin, var vicekansler på Rhodos. Selvom johanniterbrødrene i Odense var hospitalsbrødre af ordenen og ikke riddere deraf, har de naturligvis følt sig kaldet til at agitere mod de forskrækkelige tyrkeres fremtrængen på Balkan og i Middelhavsområdet. Bestyreren af Skt. Hans Kloster var da også pavelig befuldmægtiget til at prædike korstog og at skaffe afladsskat – eller afladsstyr, som det kaldtes – til en tyrkerkrig.

Skt. Hans Kirke og rudimenter af klostret i Odense Slot. Her havde de populære johanniterbrødre deres virke og det kan tænkes, at Johan Snell her trykte Guillaume Caoursins øjenvidneberetning Descriptio obsidionis urbis rhodie.

Skønt Caoursins beretning om tyrkernes mislykkede, men langvarige og offertunge belejring af Rhodos er et propagandaskrift, har vi at gøre med en fængslende øjenvidneberetning, der tegner et usædvanligt farverigt billede af en krigsbevidsthed anno 1480, hvor list, heltemod og den strategiske kunstfærdighed får udelt opmærksomhed. Først i forbindelse med 500-årsfejringen af bogtrykket i Danmark 1982, blev skriftet af Fynsafdelingen af Forening af Boghaandværk smukt gengivet, oversat og kommenteret.

Skuespillet

Skt. Hans Kloster fik i 1447 tilladelse af Knudsbrødrene til at oprette en skole knyttet til klostret. I aktstykket lød det, at der ikke måtte optages drenge over 15 år, at eleverne ikke uden tilladelse måtte høre til Skt. Knuds sogn, samt at drengene på skolen ikke offentligt måtte lave fastelavnsspil eller -dans. Her nævnes for første gang i dansk sammenhæng den skuespilskik, der var knyttet til skoleinstitutionen og indgik i de folkelige fastelavnsløjer. Skolekomedien var en videreførelse af den form for dramatisk iscenesættelse af de bibelske tekststeder og legendelitteraturen, som præsterne ved højtiderne opførte i kirkerne. Skolekomedien havde oprindelig til hensigt at forbedre latinundervisningen for eleverne, men ganske hurtigt blev skuespillene opført på dansk af lærere og elever, fik iblandet farcen og det frivole i sig og havde som ærinde at skaffe skolen en ekstra indtægt. Langt op i tiden var det latinskoledisciplenes pligt ved højtider at ”synge for hver Mands Dør for at faae en Brød-Krumme”, som H.C. Andersen formulerede det[9], og vi kender endnu til traditionen, når udklædte børn ved fastelavn synger for vores dør i håb om lidt mundgodt eller mønt.

Det kan diskuteres, hvad det kunne skyldes, at det i 1447 ikke blev tilladt Skt. Hans Skole at lave fastelavnsspil eller -dans. Måske brød man sig ikke om sådanne udskejelser – på den anden side ville man næppe forbyde en skole fastelavnsspillet, medmindre det forudsattes, at en skole almindeligvis deltog i sådanne offentlige løjer. Mon forbuddet ikke havde til formål at sikre byens andre skoler det privilegium at tjene den ekstra skilling? Skolekomedien og fastelavnsspillet har nemlig spillet en ikke uvæsentlig rolle i senmiddelalderens Odense – det er netop her fra byen, at de tre ældste skuespil, vi kender til i Danmark, stammer.

Skolebygningen ved Vor Frue Kirke i Odense hvorfra de ældste skuespil i Danmark stammer.

Skuespillene er skrevet på papir af tre forskellige skrivere og bundet sammen i et pergamentsbind. Den lille samling indeholder et vovet fastelavnsspil, et folkeligt moralitetsspil og et helgenspil. Ved Vor Frue Kirke i Odense ses endnu den gamle skolebygning, og fra denne stammer disse ældst bevarede danske skuespil; bag helgenspillet skrev skolelæreren Christiernus Joannis (Christian Hansen/Jensen) nemlig sit navn og årstallet 1531. Skuespillene er således almindeligvis tilskrevet Christiern Hansen, selvom der er forståelse for, at han næppe er forfatter til alle skolekomedierne. Det skuespil, som her påkalder sig den største interesse, er det originale fastelavnsspil Den utro Hustru. Papiret til denne komedie er præget af voldsom slitage, og da teksten rummer grove afskriverfejl, peger det i retning af, at farcen har været gevaldig populær og har været opført en rum tid før den bevarede afskrift.

Her har vi tilnærmelsesvis at gøre med den form for komedier, som lærere og elever ved Skt. Hans Skole ikke måtte opføre, men som lærere og elever ved Vor Frue Kirkeskole derimod har underholdt odenseanerne med. Den utro Hustru er et såkaldt omløberspil, som er beregnet til at blive opført under besøg i private hjem eller som festligt indslag i håndværkerlavene og købmandsgilderne. Den utro Hustru er et meget underholdende skuespil og overraskende vovet. Derfor skal handlingsforløbet kort ridses op:

En mand beslutter sig for at tage på pilgrimsrejse for at blive renset for sine synder. Konen er stærk utilfreds med denne beslutning, for derigennem lader han hende sejle sin egen sø. Men manden drager af sted, og straks opsøges konen af en liderlig bonde, som forsøger at lokke hende til utroskab. Konen afviser den møgbeskidte bonde. Han iler til badstuen for at vaske og barbere sig, i håb om at det kunne hjælpe, men afvises på ny og er endda så uheldig at blive overrasket af sin egen kone, som trækker ham hjem i håret. En munk, der har blandet sig i balladen, ser nu sit snit til at indlade sig med den attraktive efterladte hustru. Han vil smide sin munkekappe og hoppe i kanen med hustruen, men afvises på det bestemteste, og hånligt siger hun, at hun da hellere vil forlyste sig med en hofmand. Netop disse ord overhører en hofmand, der overrasker den elskovssyge munk, gennemprygler ham og smider ham på porten. Hustruen tilbagekalder sine ord og bedyrer over for hofmanden sin dyd – at hun vil forblive sin mand tro. Skuffet opsøger hofmanden en heks, der skal hjælpe ham i favnen på kvinden. Hun tager sig godt betalt og fremmaner derefter Djævlen selv. Med trusler om gamle kællinger kommer Djævlen modvilligt til syne og prøver at forlokke den kyske kvinde. Men Djævlen må give op og bliver gennempryglet af heksen. Hofmanden er nu temmelig utilfreds med heksens bistand og truer hende med at angive hende for sortekunster. Nu må der list til: Heksen forklæder sig som tiggerske, og ledsaget af en hund opsøger hun grædende den tro hustru. Da hustruen spørger til al den sorg, fortæller den forklædte heks, at hunden i grunden er hendes datter – men forvandlet til hund, fordi hun engang havde afvist en ung mand, der ønskede hendes kærlighed. Hustruen bliver ængstelig til mode; hun har jo netop afvist hofmanden. Heksen overbeviser hende om de grusomme følger, dette kan afstedkomme. Listen lykkes, hofmanden vender tilbage til hustruen, som nu overgiver sig til ham. Her ender stykket om dyd, liderlighed og klogskabs list.

Man overraskes over den frivolitet og driven gæk med kirkesamfundet, der ligger i den katolske skoles komedie. Men det var ikke ualmindeligt at inddrage farcen selv i religiøse spil i middelalderens Europa, og selve fastelavnsfesten havde jo som særkende at vende verden på hovedet.

Den katolske skolelærer Christiern Hansens komedier stammer fra reformationskongen Christian II’s tid, og derfor kan det undre én, at netop denne konge i sin skoleanordning fra 1521 på det strengeste forbyder disse fastelavnsspil: ”Her effter skal ingen Prest, Degen eller Peblinge forklede seg om Fastelaffuen … wmløbe oc trygle oc bedriffue anden Skalkhed, som thee her tiil giort haffuer. Huo her emodt giør, skal miste sin Huudt”.[10] Årsagen til kongens hæftighed skal nok ses i lyset af en begivenhed året forinden, da Christian II havde hidkaldt den tyske prædikant Martin Reinhard til at forkynde den lutherske lære i Danmark. Den tyske prædikant gjorde sig bemærket ved de ufrivilligt komiske og mærkværdige fagter, han lavede under sine prædikener, som endog de færreste forstod. Det katolske præsteskab udnyttede denne situation og lod en kvik skoledreng overvære prædikanten med det formål senere at karikere og gøre satire over ham. Drengen havde talent og turnerede nu rundt i København til forskellige gilder og folkeforsamlinger, hvor han i kostume med stor succes imiterede den tyske lutheraner og ledsagede sine fagter med grinagtige taler. Den katolske kirkes sabotage af kongens forsøg på at introducere lutheranismen i landet har givetvis ophidset kongen voldsomt. Forbuddet hæmmede måske fastelavnsløjerne et stykke tid, men satte ikke en stopper for skolekomedien og dermed kimen til det danske teater, hvis ældste produkter udspringer fra Vor Frue Kirkeskole i Odense.

Den smukke renæssancebygning Møntergården i Overgade, hvor Margrethe Lasson forfattede Den beklædte Sandhed. Odense Bys Museer.

Romanen

Den 2. april 1738 blev landsdommerdatter, frøken Anna Margrethe Lasson begravet fra Vor Frue Kirke i Odense, 79 år gammel. Hun voksede op i enevældens unge dage på Dalum Kloster, og efter faderens død i 1706 flyttede hun gældstynget ind i Odense by og boede sammen med sin søster og dennes mand, oberst Adolph Heinrich Kleppinck, på Møntergården – den smukke røde renæssancebygning i Overgade 48, hvor nu Odense Bys Museer har til huse. Under den Store Nordiske Krig i 1712 faldt oberst Kleppinck, og de to søstre måtte nu indstille sig på et beskedent liv. I 1725 købte søstrene Priorgården i Odense af deres brødre, og her levede de under fattige kår til deres død. Det er ikke frygteligt meget, der vides om disse frøkeners liv; dog ved man, at Anna Margrethe Lasson var en uhyre lærd kvinde, der syslede med digtekunsten. Hun var kendt i sin samtid for hyldestdigte til henholdsvis kong Frederik IV og den norske salmedigter Dorthe Engelbretsdatter, men en særlig position i den danske litteraturhistorie har hun, i og med at hun skrev den første roman i Danmark såvel som i Norden. Den blev til på Møntergården og udkom på tryk i 1723 under den mærkværdige titel: Den Fordum I Ronne Bogstavs Kaabe Nu I Danske Tunge-Maals Klæde I førte Liden Roman kaldet Den Beklædte Sandhed, Fremviist Alle Liebhavere til Fornøyelse, Af En Det Danske Sprogs inderlige Elskerinde Aminda.

Ligeså ejendommelig som titlen er indholdet. Her er tale om en barok hyrderoman, der lægger sig op ad renæssancedigtningens forfinethed: Landskabsidyller, udlængsel, kærlighedskabaler, velkendte figurgallerier, ridderhelte, heroer og guder. Som titlen angiver, er der ikke tale om den nøgne sandhed, men derimod den beklædte sandhed, hvilket også er et velkendt træk ved denne digtning, der gerne – som en nøgleroman – i skjult form lod hentyde til aktuelle begivenheder. Det lader sig ikke gøre at give et kort referat af denne yderst komplicerede roman, der handler om kærligheden mellem prins Leonqve af ”Nalis” – et asiatisk rige – og den persiske prinsesse Diana. Den kryptiske roman blev omtalt af Leonora Christinas nære ven, polyhistoren Otto Sperling, der læste manuskriptet omkring 1710. Romanen, noterede han sig, var forsynet med en længere dedikation til kong Frederik IV. Dedikationen findes desværre ikke i den trykte bog, hvilket må tyde på, at kongen har afvist sendelsen. I stedet rummer bogen en længere fortale til læseren, hvori hun forsvarer, at hun som kvinde ”i steden for at slibe ned paa min Syenaal, har afskaaret min Pen”.[11] Som forsvar for sin forfattervirksomhed henviser hun til kulturens fremragende kvinder som Semiramis, Dido, Tamyris og Sappho. Hvad, der driver hende til at skærpe pennen, er kærligheden til modersmålet; det lader sig nemlig gøre, skriver hun, med modersmålet at finde ”lige saa megen Sødhed og Behagelighed som i noget andet Tungemaal”.[12]Her skal man huske på, at der skulle gå 18 år, før den næste danske roman forelå, da Holberg skrev Niels Klims underjordiske Reise – og det på latin!

Frontispicen til Nordens første roman Den beklædte Sandhed, som Margrethe Lasson udgav i 1723 under pseudonymet ”Aminda”. Den interessante illustration er et symbolsk tableau over romanens indhold.
Jomfruklostret, udateret tegning af H.C. Andersen. Som ung forfatter havde H.C. Andersen en stor beundrer i konventualinden på klostret Louise v. Schleppegrell (1774-1841), der delikaterede poeten med chokolade og endog viste ham sit soveværelse!

Hvilken sandhed, der er beklædt eller maskeret i Margrethe Lassons roman, kan man kun gisne om, men i sin fremragende behandling af romanen i Analyser og Problemer fra 1938 argumenterer professor Hans Brix overbevisende for, at romanen bygger på den bevægende kærlighedshistorie mellem den danske prins Jørgen (1653-1708), Christian V’s bror, og den engelske prinsesse Anne, der senere blev dronning af England. Ligeledes foreslår Brix, at romanens rejsetema hentyder til den meget omtalte herretur, som Frederik IV foretog inkognito til Italien i 1708, hvor kongen udgav sig for at være greve af Oldenborg.

Margrethe Lassons bog er desværre aldrig blevet genudgivet, siden den forelå på tryk i 1723. For nutidens læsere vil romanen nok fremstå svært tilgængelig på grund af dens gådefulde sigte, den komplicerede handling, de tunge sætningskonstruktioner og det forsirede sprog. Men det er den første roman, der er skrevet i Danmark såvel som i Norden, og alene det retfærdiggør en større interesse for dette underholdende, kuriøse værk. I datiden var romanen smukt anmeldt af de store litteraturhistorikere Albert Thura, Otto Sperling og Christian Frederik Wadskiær og forfatterinden berømmet for sin smukke beherskelse af det danske sprog. I F.C. Schönaus kvindebiografiske leksikon Samling af Danske lærde Fruentimmer fra 1753 fylder omtalen af Margrethe Lasson hele 43 sider!

Den mundtlige folkedigtning

Ved siden af den nedskrevne danske litteratur fandtes også den mundtlige digtning, men først i senere tid blev dele af den mundtlige digtning nedskrevet. I det 16. og 17. århundrede finder vi den såkaldte adelsoverlevering, der fortrinsvis gjaldt de middelalderlige viser. Det blev mode på Christian III’s tid at lave poesibøger, og iblandt de digte, man finder i disse, finder man også enkelte folkeviser, men på Frederik II’s tid opstår den egentlige interesse i at optegne de gamle folkeviser. Den fornemste samling heraf findes i et håndskrift – Karen Brahes Folio – der rummer 200 egentlige folkeviser optegnet direkte efter den mundtlige tradition og samlet i anden halvdel af 1500-tallet. Håndskriftbindet har sit navn efter bogsamleren Karen Brahe, idet det tilhørte hendes bibliotek. Hendes enestående bog- og håndskriftsamling havde til huse i Odense Adelige Jomfrukloster, som hun stiftede i 1716. Biblioteket er i dag det eneste intakte adelige bibliotek, der er bevaret fra 16-1700-tallet, og samlingen består af knap 3.500 trykte bøger og godt 1000 håndskrifter. Desværre står bogskabene i dag tomme i det smukke nyrenoverede jomfrukloster, da den Skeel-Juel-Brahe’ske Stiftelse i 2010 valgte at flytte biblioteket fra Odense til Roskilde.

Danske Folkeeventyr, den første samling af de mundtligt overleverede eventyr i Norden, bl.a. samlet i og omkring Odense. Samlingen giver et indtryk af, hvordan et eventyr kunne have været fortalt på H.C. Andersens tid i spindestuerne eller ved humleplukningen. Odense Bys Museer.

Interessen for at nedskrive folkeviserne i det 16. århundrede opstod, fordi folkevisernes tid var nær sin ende, og fordi viserne ved siden af deres poetiske kvaliteter også rummede mange historiske oplysninger. Derimod skulle der gå flere hundrede år, inden interessen for at nedskrive folkeeventyrene opstod. Også her indtager Odense en central rolle, for her i byen og dens omegn indsamlede regimentskirurg, poet og bibliotekar Mathias Winther bl.a. med hjælp fra kirkesangeren Jørgen Grønvald fra Næsbyhoved-Broby folkeeventyr og udgav den første samling af danske folkeeventyr. ”Den der som den første har fundet væsentlige danske eventyr i folkemunde … kan dog nok fortjene at huskes”, skrev Erik Dal venligt om Winther, idet han beklagede den manglende anerkendelse, den ulyksalige poet til stadighed er genstand for.[13] Mathias Winther var en højt begavet, men urolig sjæl, der havde en sjælden evne til at rage uklar med alt og alle. Han hutlede sig forvirret gennem tilværelsen, havde et ulykkeligt og trist kærlighedsliv, men nåede til sidst en vis levefod, da han i sine sidste unge leveår redigerede det populære smudsblad Raketten, hvor han i hånende og ondskabsfulde artikler angreb til højre og venstre. Angrebene skaffede ham mange sager på halsen, ja selv kong Frederik VI lagde sag an mod Winther, og selvom skandaleskribenten i 1834 døde 39 år gammel, førte kongen sin proces mod Winther til ende.

I Winthers Danske Folkeeventyr støder vi på eventyret ”De elleve Svaner”, som H.C. Andersen 15 år efter gengav under titlen ”De vilde Svaner” – og her når vi til vejs ende – ringen må sluttes, for det er umuligt at tænke Odense uden også at tænke på H.C. Andersen, der som den sidste digter i denne lille litteraturhistorie om Odense også kommer til at stå som ”denne ædle Byes Mærkværdighed” – som æresborgeren i litteraturens Odense.

H.C. Andersen, fotograferet af Carl A. Bech i hans atelier i Vestergade 7, Odense. Fotografiet er taget i forbindelse med digterens udnævnelse til æresborger i byen den 6. december 1867. Odense Bys Museer.

Uden nogen tøven kan man kalde Odense for Danmarks litterære hovedstad, idet byen på så væsentlige og afgørende punkter står i centrum for den danske litteratur. For det er såre sælsomt, forunderligt smukt – og poetisk – at byen, der har fået sit navn efter digtekunstens gud, også står som hjemsted for de ældste skrifttegn, de første skrifter, bogtrykkerkunsten, skuespillet, romanen og folkeeventyret – ikke blot i Danmark, men i hele Norden – tillige med verdenslitteraturhistoriens allerstørste eventyrforfatter.

 

Noter

  1. ^ Larsen (1941), s. 36.
  2. ^ Andersen, s. 39.
  3. ^ Olrik, s. 10; note 1.
  4. ^ Olrik, s. 6.
  5. ^ Olrik, s. 16f.
  6. ^ Olrik, s. 17.
  7. ^ Olrik, s. 17.
  8. ^ Daugaard, s. 296f.
  9. ^ H.C. Andersen i brev til B.S. Ingemann den 5. juni 1838, da han omtalte sin af kongen tilståede digterapanage.
  10. ^ Birket Smith, s. 13.
  11. ^ Lasson, ”Tilskrift” første side af upagineret forord.
  12. ^ Lasson, ”Tilskrift” anden side af upagineret forord.
  13. ^ Dal, s. 360.

 

 

Litteratur

  • Andersen, H.C.: Mit Livs Eventyr I, revideret tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen, Gyldendal, Kbh. 1996.
  • Birket Smith, Sophus: De tre ældste danske Skuespil, Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, Kbh. 1874.
  • Brix, Hans: ”Den ældste danske originale Prosa-Roman” in Analyser og Problemer IV, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, Kbh. 1938.
  • Caoursin, Guillaume: Beretning om belejringen af byen Rhodos. Oversat i Odense 1982 af Jacob Isager. Forening for Boghaandværk – Fynsafdelingen, Odense 1982.
  • Dal, Erik: Efterskrift til Dansk Folkedigtning, Gyldendals Bibliotek 47, Gyldendal, Kbh. 1965.
  • Daugaard, J.B.: Om de danske Klostre i Middelalderen, Andreas Seidelin, Kbh. 1830.
  • Friis, Oluf: Den danske Litteraturs Historie, G.E.C. Gads Forlag, Kbh. 1975.
  • Lange, H.O.: ”Johan Snell, Danmarks første Bogtrykker. En bibliografisk Undersøgelse”, in Historisk Tidsskrift, Bind 6.; Rk. 3, 1891.
  • Larsen, Svend: H.C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck, Anderseniana, Ejnar Munksgaards Forlag, Kbh. 1941.
  • Larsen, Svend: ”Møntergaarden”, in Fynske Aarbøger II. Odense 1942-1946.
  • Lasson, Anna Margrethe: Den Fordum I Ronne Bogstavs Kaabe Nu I Danske Tunge-Maals Klæde I førte Liden Roman kaldet Den Beklædte Sandhed, Fremviist Alle Liebhavere til Fornøyelse, Af En Det Danske Sprogs inderlige Elskerinde Aminda, (Trykkested ikke angivet), 1723.
  • Nyberg, Tore, i Odense bys historie I, udgivet af Odense Kommune, Odense Universitetsforlag, 1982.
  • Nyberg, Tore, Hans Bekker-Nielsen og Niels Oxenvad (red.): Knuds-Bogen, Fynske Studier XV, Odense Bys Museer, Odense 1986.
  • Olrik, Hans: Danske Helgeners Levned, Selskabet for historiske Kildeskrifters Oversættelse, Kbh. 1893-1894.
  • Riising, Anne: ”Johan Snell”, in Bogvennen, 1982.
  • Schönau, F.C.: Samling af Danske lærde Fruentimmer II, R.H.M., Kbh. 1753.
  • Søndergaard, Leif: Fastelavnsspillet i Danmarks senmiddelalder, Odense Universitetsforlag, 1989.
  • Thage, Peter: ”Et in Arcadia ego. Om Anna Margrethe Lassons roman ’Den beklædte Sandhed’”, in Danske Studier 2002, C.A. Reitzels Forlag, Kbh. 2002.
  • Troels-Lund, Troels Frederik: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede, VII. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København, Kristiania, 1908-1914.

 

©