Forfattere

Lorenz Frølichs skitser til en fransk eventyrudgave

Udgivet med indledning af Erik Dal

Stadierne i Lorenz Frølichs arbejde med H.C. Andersens eventyr kender enhver interesseret: Først den halvvoksnes lette tegninger til Den lille Havfrue, ikke udgivet før 1955, og raderingen til Hyldemoer i Gæa 1845; så de tre bind Eventyr og Historier 1870-74 efter Vilhelm Pedersens død med en forløber i Femten nye Eventyr og Historier 1867; og endelig pragtudgaven i kvartformat på digterens hundredårsdag: Den lille Havfrue., Kærestefolkene, Den grimme Ælling, 1905.

Ukendt er det dog ikke, at Frølich havde været aktiv for en udgave af eventyr på fransk (han levede i Paris 1851-54 og 1858-75). Xylograf Hendriksen omtaler det i sit prægtige værk om den afdøde ældre ven, H. Topsøe-Jensen dokumenterer forholdet i et foredrag fra 1971, og et par prøver af pågældende arbejder er gengivet hos Hendriksen og senere[1]. Fornylig købte imidlertid H.C. Andersens Hus det væsentligste pågældende materiale af Frølichs efterkommere, formidlet af hans dattersøn kontorchef, cand.jur. Kaj Stage, og det har herefter været naturligt at publicere dette materiale.

Det har nemlig en væsentlig anden karakter end de kendte illustrationer fra omkring 1870. Der foreligger tolv blade med skitser på den ene og undertiden også den anden side[2], men de dækker kun tre korte tekster: Prindsessen paa Ærten, Vanddraaben og Det er ganske vist!, trykt 1835, 1848 og 1855 og selvfølgelig illustreret af Vilh. Pedersen. Frølich har anlagt tegningerne med blyant, hvorefter de fleste er ført videre med rødt, stedvis sort blæk. Format og anlæg peger klart – ikke på en almindelig eventyrudgave, men på en billedbog af dem Frølich i så stor udstrækning publicerede hos Hetzel; det vil på dette tidspunkt antagelig sige, at originalerne skulle have været omtegnet eller raderet på sten af Ch. Emile Matthis, hvorefter de overførtes til zink og tryktes sammen med teksten – som nævnt af Pietro Krohn i hans gamle Frølich-bibliografi[3]. Dette var en af de talløse teknikker, hvormed man i datiden kæmpede for at fremstille billeder i højtryk uden at gå vejen over den tidkrævende xylografi; den ætsede kliché lå nogle, netop i Paris dog ikke mange år fremme i tiden.

Følger vi sagen fra begyndelsen, er udgangspunktet den situation, der opstod ved Vilh. Pedersens tidlige død 1859. Den muliggjorde endnu de to samlede eventyrbind fra 1862-63, men som produktionen voksede, måtte en efterfølger findes. I november 1865 bad H.C. Andersen sin forlægger Reitzel om at vinde Frølich for sagen, det lykkedes, og efter truffen aftale i vinteren 1866 gik Frølich i gang. 11.4.1866 mødtes Frølich, Andersen og Hetzel til frokost i Paris med henblik på franske oversættelser, men det kom der intet ud af. Dog håbede Frølich at kunne illustrere et enkelt hæfte, hvilket også ville give ham lejlighed til at prøve kræfter med nogle tidlige store eventyr, og trods vanskelighederne, som han klart erkendte, udførte han, hans svenskfødte kone og dramatikeren Thomas Sauvage (som Andersen også havde truffet, se Dagbogen) i nært samarbejde en prøveoversættelse af følgende eventyr: Prindsessen paa Ærten, Vanddraaben, Det er ganske vist!, Svinedrengen og Det ny Aarhundredes Musa.. Andre eventyr synes at have været i tankerne, imidlertid afviste Hetzel planen, nu bl.a. af moralske grunde (Det er ganske vist!, hvor han ifl. Frølich straks tænkte på parallellen, »unge Damer, som tage Fjedre af sig osv.«).

Hanne Westergaard forestiller sig den foreløbige oversættelse og de foreløbige skitser for Hetzel som smagsprøve og skriver i brev 25.9.1985: »Det er ganske interessant, at mødet mellem H.C. Andersen, Frølich og Hetzel fandt sted 1866 – lige efter at Frølichs La Fontaines Fabler er dateret. Kan det evt. tænkes, at F. har forelagt denne bog ved mødet? (dateret 1865, Krohns fortegnelse nr. 113). På een måde har La Fontaine og den franske H.C.A.-udgave noget med hinanden at gøre, nemlig i de franciserede mennesketyper, og også lidt i den dekorative indramning. Netop så lidt og så meget, at man kan forestille sig La Fontaine lagt frem som et mønster og et diskussionsgrundlag. Ellers er La Fontaine helt anderledes fra Frølichs hånd: mere klassisk, smuk fransk typografi, og dyrene på een gang karakteriseret meget livagtigt som de dyr, de er, og som moralske spejlinger af mennesker. H.C.A.-tegningerne er mere borgerlige – også i mennesketyperne, og der er mere åbenbar galskab i illustrationernes udvikling af eventyrene«.

Prindsessen paa Ærten (La princesse sur le pois) er som bekendt kun sidelang. Frølich har planlagt den til en deltitel og to sider med en halvsides dekoration. Ordet melder sig spontant i stedet for illustration. Det dekorative var aldrig Frølich fjernt, og der er intet usædvanligt ved træk som sammenkomponerede billeder, adskilt og omgivet af udsmykkede rammer, småfigurer til at udfylde tomrum osv. Men de enkelte scener er sandelig illustrative nok: holdningsstudierne hos de mange prinsesser, som ikke var virkelige prinsesser, og hos den bedrøvede prins, udmattelsen hos den mærkelige våde pige overfor den venlige konge (fladedækket af blyant), den to gange gennemtegnede hovedillustration og den i forhold til situationen raske bevægelse af brudeparret. I rammen til åbningen af porten kan sneglen, edderkoppen og myggen være tålmod, udholdenhed og det lille generende stik (som ærten, der også er afbildet). Af andre enkeltheder hæfter man sig ved de mange studier over bogstavet I (Il y était un fois…) i gotisk stil, kendt fra andre samtidige arbejder, men ikke just nærliggende til rococostilen iøvrigt. Er det en komisk Herkules, der bærer historiens forløb, det rene blod?

Det er ganske vist! (Mais c’est bien sur) er dobbelt så lang, men anlagt på tilsvarende måde. På deltitlen og det skitserede blad s. 265 har kunsten bestået i at lade hønsene være høns og dog give udtryk for sladrehistoriens stemninger, kun en scene foroven tilhøjre giver dyrene kvindehoveder. Det gennemtegnede blad s. 266 er derimod et studium værd. Her ser man ikke aftegnet, hvad folk siger de har hørt, men folk selv. Hvor teksten forbliver i dyreverdenen, indtil den respektable høne vil sætte historien i avisen, hvad den også kommer – det fylder få linier – der skaber tegneren en jævn og vittig overgang fra dyr via udtryksf ulde fantasivæsener frem til det værdige ægtepar og de nyfigne avislæsere, altimens smådjævle sår og vander vækster, til de står i fuldt flor.

Til Vanddraaben (La goutte d’eau) havde Frølich ifl. Hendriksen tidligere tegnet »et ret intetsigende Billede, »Krible-Krable« som en gammel studerende Herre med Nathue paa«. Det findes ikke i dette materiale, men s. 267 ser vi studier over de to trolde, hvoraf den ene dog ikke ser spor troldeagtig ud, men ligner en interesseret menneskelig gæst; i fuld figur er de forsøgt s. 268, hvor Frølich ellers begynder på hovedsagen, væsnerne i vanddråben. Her ligesom i Det er ganske vist!, hvormed Vanddraaben jo har nogen lighed, har der skullet træffes et valg: Skal mikrobernes form inspireres af vandinsekter, haletudser, hummere osv., eller skal de af udseende som af adfærd tegnes delvis i menneskikkelse? Den lille jomfru, som bliver splittet ad og ædt, ses gentagne gange i pigeskikkelse, men s. 270 er helt antropomorf, dog løber menneskene ikke om uden klæder! Den der blev hakket ihjel og ædt for en lille knop bag øret, er særlig gennemarbejdet.

(Tilhøjre ses en løs skitse til Prindsessen paa Ærten, anderledes disponeret end de her angivne). Tegnerens fantasi vinder dog overtaget, og Hendriksen har antagelig med rette valgt at gengive s. 272, hvor motivet er afklaret til en ikke altfor overlæsset, færdigtegnet halvside efter det uhyre kaos på s. 271, som til gengæld når længst væk fra det menneskelignende. En nærmere analyse måtte pege på de forbilleder, der kan have foresvævet kunstneren i udformningen af sådanne væsner; gotikkens kirkekunstnere og miniaturister ville ikke være fremmede for dem, og Andersen kendte som sine samtidige Hieronymus Bosch.

Den Andersen-interesserede må nu og da ærgre sig over en udgave, han ikke fik, skønt han gerne ville have den. Her taler vi om en billedbog, som ophavsmændene aldrig så færdig. Den ville idag have været en sjældenhed, og den ville have vist os sider af Frølichs kunst, som ikke kunne komme til udtryk i de kendte udgaver, og koncise billedskabende eventyr, som var indplantet i Vilh. Pedersens helt anderledes verden for stedse.













Frølich skitser

 

Noter

  1. ^ Lorenz Frølichs egne Optegnelser samt Breve til og fra hans Slægt og Ungdomsvenner, samlet og udgivet af F. Hendriksen, 1920; her gengives s. 327 vor s. 262. – H. Topsøe-Jensen: Lorenz Frølich og H.C. Andersen, foredrag trykt i Anderseniana 3 I 3 1973 s. 333-55; herefter refereres den planlagte udgaves forløb. – Erik Dal: Danske H.C. Andersen-illustrationer 1835-1975, 1975; om Frølich kap. 3-4. – Endvidere Hanne Westergaard: Lorenz Frølich. Et bidrag til hans illustrationskunst, i Bogvennen 1964 s. 59-92, især 79ff, dog ikke om den franske udgave. Til nærværende præsentation har jeg med taknemlighed modtaget flere oplysninger og tolkninger fra Hanne Westergaard.
  2. ^ De tolv blade har signaturen H.C. Andersens Hus 51/1984 a-l, og de indeholder flg.:
    • ar 1. side af Det er ganske vist, her s. 264.
    • av streger til anlæg af 1. side af Prindsessen.
    • br 2 versioner af halvside til Prindsessen, her s. 262.
    • cr 1. side af Prindsessen, her s. 261.
    • dr ramme om side af Det er ganske vist, her s. 266.
    • dv skitser til Vanddraaben, se s. 273.
    • er studier til Krible-Krable og hans gæst i Vanddraaben, her s. 267.
    • ev blyantskitser til andre emner,
    • fr væsner i Vanddraaben, her s. 271.
    • gr studier til Vanddraaben, her s. 268.
    • gv ligeledes, se s. 273.
    • hr frise og gruppe af væsner i Vanddraaben, her s. 272.
    • hv mere antropomorfe studier til samme (og blyantskitse til Prindsessen), her s. 270.
    • ir studier til samme, her s. 269.
    • jr skitse til 1. side af Det er ganske vist.
    • kr senere skitser til samme, her s. 265.
    • lr halvside til Prindsessen, her s. 263.

     

  3. ^ Pietro Krohn: Lorens Frølich . . . Fortegnelse over Kunstnerens Illustrationer, Raderinger m.m., i Bogvennen 1898-99 s. 5-72 og som særtryk.

 

©