Lusehøj ved Voldtofte

Foreløbig beretning om de afsluttende undersøgelser 1974-75

I Fynske Minders årgang 1973 kunne jeg berette om den første sæsons udgravninger i storhøjen »Lusehøj« vest for Voldtofte. Ved fælles anstrengelser fra Odense universitet og Fyns Stiftsmuseum lykkedes det at fortsætte arbejdet 1974 og 1975. Udgravningerne afsluttedes november 1975 med genopførelse af højen.[1]

Det fortsatte arbejde viste at forholdene var langt mere indviklede end vi havde regnet med, men efter en foreløbig gennemgang af materialet kan højens historie rekapituleres nogenlunde på følgende måde. For overskuelighedens skyld begynder vi med det ældste, d.v.s. i omvendt rækkefølge af udgravningen.

Inden der overhovedet blev gravlagt på den lerede moræneknold på toppen af det store bakkedrag omkring »Bohøj« boede der folk i huse med svære stolper til at bære tagkonstruktionen. De har ikke efterladt sig særligt tydelige spor, kun gruber med affald og stolpehuller kunne erkendes. Stolpehullerne var gravet indtil 0.5 m ned i den stive undergrund (med hvilke redskaber?) og indeholdt lidt trækul og i et par tilfælde lerkarskår. Skår af samme slags fandtes i de store huller med affald, som fandtes spredt under det meste af højen. Disse lerkarskår daterer bopladsen til broncealderen, formentlig nogenlunde midt i perioden. Desværre kan vi ikke rekonstruere husene, noget ligger uudgravet, og hullerne giver ikke de pæne planer, som vi er vant til at se i bøgerne. Formentlig har der stået to huse nogenlunde parallelt med hinanden nordøst – sydvest.

Grunden til at der ikke var gulvlag eller kulturlag bevaret i og ved husene er at arealet er pløjet sønder og sammen efter at bopladsen var opgivet. Under hele højen kunne pløjespor tydeligt ses på kryds og tværs. Nogle steder ser det ud til at der er to kryds- og tværs-systemer ovenpå hinanden. Mod nord løber plovfurerne parallelt i en bue, som vi kender det andetsteds fra ved skellene mellem to agre.[2] Kun de steder, hvor der var for svære al-udskillelser i den kritiske zone ved overgangen mellem muld og undergrund, kunne plovfurerne ikke iagttages. Ellers danner de et net, der tydeligt skiller de ældre anlæg under højene fra gravlæggelserne, som blev placeret ovenpå broncealderens marklag.

Fig. 1. Grav BT set fra vest. Graven er ikke helt afdækket, men de brændte ben ses på gravbunden. T.h. snit i den dækkende lille høj (GÆ).

Foruden de regulære bopladsrester var der andre nedgravninger under pløjelaget. Der er 2 langagtige huller i undergrunden med stenlægninger af store og små fliser. Der blev ikke fundet hverken skeletspor eller gravgods, så det gør at man ikke kan sige ret meget mere om anlæggene end at de er ældre end pløjningerne.

Mere usikkert er det, hvornår vi skal datere indhugningen af en skålgrube på toppen af en stor jordfast sten, der altid har raget op over jordoverfladen, også mens der blev pløjet. Stenen blev først dækket da gravhøjene blev opført. Den mest tiltalende tolkning er at skålgruben blev indhugget i forbindelse med ritualerne ved højbyggeriet.

Nedgravet gennem pløjelaget, og således yngre, er derimod to mandslange, flade gruber, den ene med store og små fliser. Et tredie, ligeledes stenflisebelagt, anlæg var åbenbart lagt ovenpå pløjelagets overflade. Ovenpå marklaget lå ligeledes en stendynge på 1.75 m’s bredde og 0.65 m’s højde. Den har stået frit, der lå regnsand mellem stenene. Er det en varde rejst i forbindelse med højbyggeriet, eller har den overhovedet noget med højene at gøre? Den blev pænt indkapslet i storhøjen.

Der er intet til at datere anlæggene, og det kan ikke sikkert siges om de er grave. Dette er dog sikkert nok for den urne, som var gravet ned i kanten af en af de ældste bopladsgruber (Fy Mi 1973 fig. 5).

Den er formentlig samtidig med de høje, som i yngre broncealders begyndelse byggedes på pløjelaget.

Det samme gælder en 1.5 m lang grav, som blev gravet ned i undergrunden. Den bestod af en stendynge, som udfyldte det gravede hul, bortset fra et 1.10 m langt og 0.35 m dybt gravrum, hvor der lå en samling brændte ben, som oprindelig må have været indpakket i organisk materiale. Mellem knoglerne lå to bennåle fra per. IV. Leret fra undergrunden lagdes ovenpå pløjelaget og kom snart efter til at ligge under urnegravene i den næstsydligste høj (fig. 1-2).

Der er fundet fire høje tæt ved siden af hinanden. Den sydligste høj målte 0.40 m i højden og 5.00 m i diameter og dækkede en L-formet stensætning med to rum med brændte ben i, samt to normale urner og skår af flere lerkar spredt sammen med brændte ben over stensætningen; ialt mindst fem grave. Ovenpå højen lå en stor sten, der kan have fungeret som bautasten.

Lige nord for denne høj lå en tilsvarende, 0.40 m høj og ca. 5 m i diam., med fire regulære urnegrave, hver indpakket i sten. Over hver urne var sat sten i en »skorsten«, der ragede helt op til højens overflade. Denne høj afgrænsedes mod nord af en lille række sten, der formentlig markerer skellet mod en nu næsten totalt fjernet høj (fig. 4 Gø).

Denne høj, ca 0.5 m høj, blev mishandlet 1861 og gennemgravet til undergrunden, hvorved næsten hele anlægget fjernedes. Tilbage blev, foruden en urørt urne, kun de knuste urner og brændte ben, som åbenbart ikke interesserede udgraverne – men de havde jo også fundet guld og bronce og var åbenbart blevet forvænte. Der er rester af fire urner (den ene se Fy Mi 1973 fig. 10).

Fig. 2. Urnegrav CE i høj GÆ set fra øst. Stenpakningen delvis fjernet. Bemærk t.h. over målepinden det lyse lerlag opgravet fra grav BT. Jordbænkens top markerer den lille højs overflade, mens jordvæggen i baggrunden hører til storhøjen.

Nabo til den ødelagte høj var mod nv en fjerde lille høj, 0.40 m høj og 3.5 m i diameter. Den er kun delvis udgravet, hvorved mindst 6 urnegrave er fundet. Ligesom i den sydligste høj lå der her et lag potteskår og brændte ben henover gravene. Det er uvist, om disse lag repræsenterer selvstændige grave eller offerlag i forbindelse med de regulære grave. Udenom centrum med gravene var en kantet randstenskæde. En lidt større sten udenfor rækken er måske en bautasten (fig. 3).

Fig. 3. Profil syd-nord gennem den nordligste af de små høje (HA). I centrum stenpakninger fra to urner, i forgrunden randsten, t.v. bautasten? uden for højen. Kun den mørke jord, der slutter lige over stenene, hører til den lille høj, resten af jordvæggen hører til storhøjen.

Denne gravplads af småhøje fra omkring 900 f.Kr. repræsenterer en ellers næsten ukendt gravskik i vores yngre broncealder. Man plejer at sætte indførelsen af småhøje sent i perioden, men her er dateringen sikret af broncerne i gravene. Kammerherre Sehested undersøgte for 100 år siden tilsvarende grave på Grønneskovs mark ved Broholm, men de har hidtil stået alene.[3] Allerede dengang var disse småhøje (tuer er det jo nærmest) nær udslettelsen, og kun den heldige omstændighed, at den store »Lusehøj« blev lagt ovenpå de fire høje, har beskyttet dem mod ploven.

Gravene er ret ens udstyret, en enkelt syl eller bennål eller en knap af bronce, ingen excesser. Urnen med en skål som låg eller med et regulært falslåg tættet med harpix.

Fig. 4. Stærkt simplificeret plan over Lusehøj med småhøjene. 1861-forstyrrelsen og fletværksgærder CÆ, og fletværket omkring grav GX markeret. Claus Madsen del.

Nogle generationer senere opførtes så den store »Lusehøj« med sine vel 6 meters højde. Den blev bygget af regulære græstørv. Vi[4] har prøvet at regne på mængden og er nået til det resultat at der indgik 3200 kubikmeter jord i storhøjen. Denne masse var fremskaffet ved hjælp af 650.000 tilslæbte græstørv, som har fjernet mulden fra et område på ca. 7,3 hektar. Der er en slående forskel til de små høje, som er opført af ren mørk muld, formentlig skrabet af i nærheden.

Denne enorme høj blev opført som monument over to grave. Den ene var den 1861 fundne.[5] Den anden fremkom i udgravningens afsluttende fase.

Fig. 5. Halmmåtte AW. Del af det hjembragte præparat efter afrensningen på museet. De enkelte halmstrå tegner sig som mørke striber.

Fremdragningen af det underlige fletværksanlæg med halmmåtte, som opdagedes 1973 (Fy Mi fig. 6-8) måtte af flere grunde udskydes til sidst. Da disse skrøbelige rester hidtil er enestående, måtte det søges at sikre dem, og en præparering i felten foregik med det formål at få så meget som muligt intakt hjem til museet til videre bearbejdning. Processen bestod bl.a. i at skubbe jernplader ind under halmmåtten. For at kunne gøre det måtte der graves ned under pladens niveau, hvorefter pladen skubbedes frem med donkrafte. Det tog sin tid, og midt inde under halmmåtten fremkom en sort grube, hvorfra broncer og trækul raslede ud. Det var en 1.20 m lang og 0.25 m dyb brandgrube med brændte ben og en masse mere eller mindre forbrændte stumper bronce og guld. Al jorden blev taget hjem og gennemgået i vinterens løb, hvorved stumper indtil 0,5 mm’s størrelse reddedes. (Metoden var den fra guldvaskning kendte) (fig. 8-9).

Fig. 6. Plan over grav GX med de tildækkede stolpehuller og den dækkende halmmåtte samt fletværkskasse med indre, vandret liggende ramme. Claus Madsen mens.et del.
Fig. 7. Profil syd-nord igennem brandgrube GX, foroven ses stålplade og -ramme, som blev skubbet ind under halmmåtten for at få denne med hjem til museet.
Fig. 8. Broncegenstande fra grav GX. Udvalget viser t.v. foroven rester af sværdklinge, forneden klapreblik til den kæde, hvis led ses midt i billedet. Forneden i midten forsk. stk. blik. T.h. søm, foroven i midten nogle småbukler til et læderbælte.

På grund af den ødelæggelse ligbålet har forårsaget, får vi aldrig at vide nøjagtigt hvad den døde fik med. Af resterne kan det ses at der var flere genstande af tyndt guldblik, det ene stykke sikkert fra en nål.[6] Blikket er papirtyndt med presset eller indhamret ornamentik. Broncerne omfatter en sværdklinge, en kæde af kompliceret støbning,[7] forskellige stykker plade og blik af forskellig tykkelse fra flere kar, samt mindst 90 søm. Disse søm er af 4 forskellige størrelser, de størstes hoved er 2 cm i diam., de mindstes hoved 0.6 cm. Endvidere er der mindst 300 små (diam. 0,5 cm) blikbukler med spidser til at bøje om på bagsiden af et læderbælte.[8] Både bukler og søm kendes fra det eneste danske vognfund fra yngre broncealder – Egemosen ved Jordløse 8½ km sydøst for Voldtofte.[9]

Fig. 9. Guldfund fra grav GX. Det meste er smeltet, men rester af ganske fint blik er bevaret, i midten en stump af belægningen til et nålehoved.

Derfra og til at slutte at der var en vogn på ligbålet i Lusehøj er skridtet nok for stort – men sømmene optræder kun sammen med vogndele. Det er første gang kæde og vognsøm er fundet i en grav – også en detaille som understreger gravens usædvanlighed.

Der er 25,7 gram guld og mindst 7 forskellige slags broncer, men ikke et eneste lerkarskår i graven. Det er en regulær brandgrube. Denne gravtype optræder ellers kun sidst i broncealderen ifølge lærebøgerne. Her i Lusehøj brugtes den til en usædvanligt rigt udstyret begravelse. Halmmåtten har dækket over brandgruben. 4 stolpehuller hører måske til et telt, der har dækket stedet under ceremonierne. Hullerne var fyldt med sort jord fra brandgruben og pælene må være trukket op lige før eller efter begravelsen.

Fig. 10. Den vestlige ende af fletværkskasse AZ set fra nordvest. Der er gravet ned i undergrunden så pindenes spidser ses. Foroven markerer den vandrette flade det niveau, hvortil pindene var bevaret. Hulrummene fra pindene er her udfyldt med kunstharpiks.

Gravens betydning fremhæves af fletværkskassen på 3.10 m’s længde og 1.80 m’s bredde, som stod skærmende udenom brandpletten. Kassens betydning vises deraf at den blev omhyggeligt indpakket med græstørv da højen opførtes.

Endnu et usædvanligt træk skal nævnes. Ved udgravningen af den nordvestlige fjerdedel bemærkedes rækker af »muldvarpehuller«, som så lidt for regelmæssige ud til at passe til dyrenes vaner. Hullerne lod sig tømme for løs jord, og ved at fylde gips i og senere grave dem fri, fremkom tydelige risgærder (fig. 11-12). Vi har undersøgt to af dem, som viser samme konstruktion. De oprindeligt lodretstående pæle er ca. 5 cm tykke, bevaret i op til 1.20 meters højde, de vandrette vidier ca. 1.5 cm tykke og flettet ind mellem de lodrette. Det har sikkert ikke været meningen at lave et tæt gærde, idet vidierne ikke fylder hele fladen. Gærderne udgår fra et punkt omtrent i højens nuværende midte.

Vi har fulgt Harald Andersens tolkning af de lignende anlæg i Jellinghøjene,[10] og betragter risgærderne som en slags ingeniøranlæg, skabeloner for højprofilen til hjælp for arbejderne.

Da græstørvene er lagt pænt udenom gærderne er der ingen tvivl om dateringen. Gærderne må være samtidige med de to grave fra periode V af yngre broncealder. Det er ca. 1700 år ældre end Jellinghøjene. Det er 200 år ældre end det tredie mig kendte exempel, den store Hallstatt-gravhøj Magdalenenberg i Württemberg.[11]

Fig. 11. Fletværkshegn CÆ. Efter at pindehullerne er suget tomme med støvsuger, er der sat pinde ned i hullerne. Man ser ind langs den nordvestligste række, t.v. ses den midterste række, mens der ikke er sat pinde i den sydligste række. Det viste niveau i storhøjen er tilfældigt valgt. Set fra nordvest 1974.
Fig. 12. Fletværkshegn CÆ’s sydlige linie i højens nordvestre fjerdedel set fra sydvest. De huller, som pindene har efterladt, er her fyldt ud med gibs, bortset fra nogle af de vandrette vidjer, som gibsen ikke har kunnet trænge ud i.

Formentlig er det kun de heldige bevaringsforhold, som har givet os disse tre exempler. I Magdalenenberg og Jelling var selve trækonstruktionerne bevaret, i Lusehøj var det jernet fra græstørvene som var vasket ud omkring pindene og dér havde dannet tykke al-lag, så aftrykkene af pindene stod tilbage.

Udover disse bemærkelsesværdige detailler i broncealderens højbygningskunst har udgravningerne vist at en lille gravplads fra yngre broncealders begyndelse blev afløst af en kæmpehøj bygget over to fyrsteligt udstyrede mandsgrave fra midten af yngre broncealder (der kan ligge endnu en i den uundersøgte fjerdedel).

Denne udvikling passer godt til hvad vi i øvrigt kender til området i yngre broncealder. Både begyndelsen og slutningen af yngre broncealder er svagt repræsenteret i forhold til midterperioden, hvor også guldfundene hober sig op i Flemløse og Dreslette sogne.[12]

Fig. 13. »Buskehøj« syd for »Lusehøj«, set fra nordøst. Bemærk den overpløjede høj på marken bag træerne t.v.

Ikke blot er der en meget tæt koncentration af gravfund i dette omåde, der er tillige en bemærkelsesværdig gruppering af guldrige grave, som gør Voldtofte-egnen til det guldrigeste område i Danmarks yngre broncealder. Når hertil kommer at disse særlige, guldfyldte grave findes i meget store høje (Lusehøj, Bohøj, Kirkehøj, og Lodnehøj i Strærup), får man indtrykket af en rigdom forbeholdt samfundets top. Situationen bliver på forbavsende mange punkter lig den, som for Seddiner-området ved Elben har fået tyske forskere til at tale om fyrstedømmer i den samme periode.[13]

Der er således nok af spændende udgangspunkter for videre forskning i området, problemer der passer fint ind i det forskningsprojekt, som Lusehøjgravningerne er led i – Sydvestfyns bebyggelseshistorie.

Noter

  1. ^ Ligesom tidligere må vi takke ejeren Lars Larsen og frue for interesse og hjælp, forpagterne brdr. Andersen for langmodighed, og medarbejderne for deres begejstring for sagen. Odense Universitets forskningsfond takkes for de bidrag, som sammen med Institut for Historie og Stiftsmuseets midler har båret udgravningerne. Claus Madsen, Eigil Nikolajsen, Torben Grøngaard Jeppesen, Erland Porsmose Christensen, Benny Jørgensen, Børge Rasmussen, Erik Hansen, Inger Busk, Margrethe Hahn, Ebbe Frost-gaard o.fl.a. har deltaget. Henriette Wielandt har taget sig af den komplicerede feltkonservering, som ikke her skal skildres. En række andre detailler må nødvendigvis udelades i en oversigt som denne.
  2. ^ C. J. Becker, Früheisenzeitliche Dörfer bei Grøntoft, Westjütland, Acta Archaeologica XLII, 79-110, især flg. 21-24, 1971.
    V. Nielsen, Iron Age Plough-marks in Store Vildmose, North Jutland, Tools and tillage 1, 151-165, især table 1. 1970.
  3. ^ N.F.B. Sehested, Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm, 1878, s. 86 ff, pi. XXI-XXII, H.C. Broholm, Danmarks Bronzealder III, 1946, grav 335-357. IV, 1949, s. 11 note 1. F. Hansen, Skånska Bronsål-ders högar, 1938, 104f.
  4. ^ Cand, scient. Jan Malmmose Nielsen har udregnet tallene på grundlag af opmålte græstørv.
  5. ^ Broholm, Danmarks Bronzealder III, grav 1114 s. 94.
  6. ^ Som E. Albrectsen, Fynske Guldfund 1960 fig. 9a.
  7. ^ H. C. Broholm, Danmarks Bronzealder III, M. 132, 148, 199.
  8. ^ Bevaret i Fårdalfundet, Broholm, Danmarks Bronzealder III, M. 199 og H. Kjær, Aarb. f. nord. Oldkyndighed 1927.
  9. ^ Broholm, Danmarks Bronzealder III, M. 304, G. Jacob-Friesen, Skjerne und Egemose, Acta Archaeologica XL, s. 122-157. 1969.
  10. ^ Skalk 1972 no 6.
  11. ^ K. Spindler, Funde und Befunde organischer Materialien von Magdale-nenberg bei Villingen, Archäologisches Korrespondenzblatt 2, 133-141; 1972.
  12. ^ Se Broholm, Danmarks Bronzealder III, J. Jensen, Voldtofte-fundet, Årb. f. nordisk Oldkyndighed og Historie 1976, 92-149, fig. 17-19. Det er tanken at tage disse problemer op i den endelige publikation af Lusehøjfun-dene.
  13. ^ A. Kiekebusch, Das Königsgrab von Seddin, Augsburg 1928, H. Wüstemann, Zur Sozialstruktur im Seddiner Kulturgebiet, Zeitschrift für Archäologie 8, 67-107, Berlin 1974.

©