Forhåbentligt er det stadig således, at størsteparten af nybegyndere udi H.C. Andersens eventyr ikke selv kan læse, men må have historierne læst højt eller genfortalt af andre og ældre. Overalt på Jorden kan mange berette om, hvorledes de fik læst Andersens eventyr højt som børn af deres forældre eller andre voksne – evt. i skolen – på linje med megen anden litteratur for børn. Andersen-repertoiret har i denne sammenhæng sjældent været stort, men begrænset sig til ca. 20-25 eventyr, hvor tallet let kunne have været det dobbelte. Disse ca. 20 har så med tiden bevæget sig ind i familiers kernelitteratur og er fortalt videre til yngre generationer. Mange læsere udvider naturligvis kendskabet til H.C. Andersen gennem flere eventyr og historier eller ved at gå ombord i det øvrige forfatterskab, der som bekendt omfatter romaner, rejseskildringer, digte, essays og skuespil for slet ikke at tale om den omfattende mængde af udgivne brevvekslinger og dagbøger. Ærindet i denne artikel er dog det, der står helt centralt i hans litterære produktion og centralt – eller næsten alene – i langt den største del af verdens mange Andersen-læseres bevidsthed: eventyrene og historierne.

Det er en banal konstatering, at vore læsefærdigheder og vor lyst til at lære Andersen nærmere at kende følger en parallel udvikling, der har at gøre med vor personlige udvikling. Det betyder, at tilegnelsen af »mere« Andersen ret tidligt udelukkende foregår ved selvlæsning, f.eks. på skolens ældre klassetrin. Der findes ikke mange eksempler på, at man her har kunnet tage sig tid til at læse eventyr højt for hinanden, hverken af kendte eventyr eller som præsentation af nye. Man skal naturligvis aldrig beklage læsning af Andersen – uanset hvordan den foregår. Men det er en skam, at vi som voksne så sjældent har lejlighed til at lytte til Andersens eventyr og som regel må nøjes med at få serveret sådanne oplevelser som garnerede godbidder i diverse shows, hvadenten de foranstaltes på TV i anledning af officielle festligheder eller lokalt i anledning af den gamle digters egen fødselsdag. Mere bliver det sjældent til, selvom vi hver gang tænker ved os selv, at vi snarest burde unde os selv noget lignende.

Oplæsningsrepertoiret er ikke en gang ret stort. I de omtalte show-sammenhænge bliver eventyrene oftest nødt til at være korte, fordi de ellers ville optage for lang tid, og publikum sandsynligvis blive utålmodige. Korte, overskuelige indslag passer os nu en gang bedst, når vi skal underholdes. Derfor er det eventyr som Sommerfuglen, Tepotten, Prinsessen på ærten eller til nød Den standhaftige tinsoldat eller Hyrdinden og Skorstensfejeren, der læses op af vore skuespillere ved slige lejligheder. De fleste andre kræver mere tid, mere ro og mere koncentration, og derfor passer det os bedst at bestemme farten selv ved at sætte os i en god stol og læse indenad. Som ved anden læsning er vi på denne måde situationens herrer – vi kan genlæse afsnit, hvor vi måske mistede koncentrationen, og vi kan ikke mindst afbryde læsningen, hvis den af den ene eller anden grund forstyrres.

Skønt man kan besvare spørgsmålet om, hvornår et Andersen-eventyr er bedst, på samme måde som Storm P. lader »Perikles« svare på, hvornår en Tuborg smager bedst, med et »Hver gang!«, så vil den følgende artikel forsøge at reklamere for den mundtlige formidling. Argumenterne er ikke blot det historisk korrekte deri, at Andersens egne fortælle-forudsætninger var mundtlige, og at han senere selv dyrkede oplæsningen, men tillige en erfaring for, at oplæsning i den ene eller anden form skaber et oplevelsesrum, som på én gang øger koncentrationen og styrker den kunstneriske oplevelse. Med andre ord: at få læst Andersen højt er et privilegium – vi er så at sige opdragede til det – jvf. de indledende bemærkninger – og eventyrene er bogstavelig talt skabt til det. Tilmed eksisterer der i dag så mange fremragende og indspillede oplæsninger, at de efterhånden udgør en tradition i sig selv – lige fra skuespillerne Peter Jerndorff (1842-1926) og Adam Poulsen (1879-1959), der begge løftede oplæsningsarven efter H.C. Andersens samtidige, til nutidens Jens Okking og Frits Helmuth.

H.C. Andersen og den gode fortælling

Det er sagt, at uden teatret ingen H.C. Andersen. Det var ubestrideligt teatret, der drog ham til København – han ville være scenekunstner – og det var teatrets ledende skikkelser, der anbefalede ham til den videre uddannelse, der med tiden fik ham slebet til, så han både kunne digte anstændigt og ikke mindst omgås det københavnske borgerskab. Men forud for denne teaterlyst lå den gode fortælling: i selvbiografierne fortæller Andersen, hvorledes faderen læste højt for ham som dreng af såvel Lafontaine, Holberg og historier fra 1000 og én nat. Andersen tillægger denne omstændighed stor betydning både som karakteristik af sin far og som beskrivelse af familiens sociale liv, hvor vinter-aftenerne jævnt hen tilbragtes med højtlæsning eller fremstilling af legetøj. Den højt beundrede fader viede mere tid end moderen til samvær med sønnen og mere, end vor moderne tid ville forvente af fader-rollen anno ca. 1815. Men Andersens beskrivelser af faderens højtlæsning fortjener opmærksomhed, idet han understreger, at »kun da, når han læste, husker jeg at have set ham smile; thi i sit liv og som håndværker følte han sig ikke lykkelig«. Faderens højtlæsning var – eller blev i den voksne Andersens erindring – rene stjernestunder, og der hersker ingen tvivl om, at H.C. Andersen heri har ønsket at tolke faderens udtrykte misfornøjelse med verden: han havde ønsket at studere, havde avancerede, filosofiske synspunkter om det gode og det onde og om Kristus og Bibelen, og som håndværker var han ulykkelig. Netop denne oplevelsesmæssige overenskomst mellem fader og søn blev for drengen en indgang til en privat forestillingsverden, der holdt sig i mange år – og omfattede både faderens delvist adelige herkomst (ganske vist så langt ude som en oldemor) og ikke mindst hans egne muligheder. Han havde jo allerede fra faderens højtlæsning fået Aladdin som forbillede!

»Han spiser gerne hos fornemme Folk, og efter Bordet forelæser han med stor Selvtilfredshed sine Digtninger«. Corsaren 1847.

Lignende oplevelser forbindes med drengen Hans Christians gentagne besøg i Gråbrødre Hospitals spindestue. Her kom han, fordi farmoderen hjalp portneren med at passe haven, og spindestuens fattige kvinder fortalte historier, der gjorde et stærkt indtryk på drengen. Indtrykkene blev forstærkede af, at – som han selv udtrykker det i »Levnedsbogen« – han gjaldt for et klogt barn og blev beundret, og »han vidste det, ja begyndte at sætte noget deri«.[1] Også her havde han gyldne stunder, hvor samværet omkring fortællingen bestyrkede ham i troen på, at han havde adgang til en priviligeret verden, der løftede ham ud af den sociale tvang, han og hans familie var underkastet. Det ligger lige for at kalde sligt for ren eskapisme, men det var det langt fra for Andersen – snarere tværtimod. Fortællingerne, der gjorde så stort indtryk på ham, at han som voksen kunne genfortælle dem og reelt gjorde dem til basis for sin egen eventyrdigtning, blev mere end virkeligsflugt – de blev et virkeligheds-alternativ. Den ubevidste erkendelse, som denne type fortællinger rummer, og som H.C. Andersen senere kunne videregive som rent ud ufattelige erkendelser, blev i den følsomme drengesjæl en konkret erfaring, netop fordi den foregik i en konkret, social sammenhæng: det kunne bruges til noget!

På denne baggrund lærte han sig at formidle oplevelser – både gengivelse af egne oplevelser og egne påhit, og han blev i Odense snart kendt som »den lille, fynske nattergal«, der ved forskellige lejligheder fik lov at optræde i borgerhjem med sang, dans, digt og skuespil. Ganske godt klaret af en stor knægt i en by, der ikke var stor, men trods alt med en høj embedsstand inden for kirke, militær og skole og med en handelsstand, der i høj grad kendte eget værd. Naturligvis elskede han den opmærksomhed, der blev ham til del, og hans fantasiverden begyndte at materialisere sig i form af sociale muligheder, når han undertiden fik lidt penge for sine optrædender og begyndte at tro på, at han virkelig kunne blive professionel scenekunstner.

Som bekendt gik det anderledes, men de første ti år af H.C. Andersens voksne, litterære produktion er udsprunget af den kunstneriske ambition, der grundlagdes i barndomshjemmet, i Gråbrødre Hospitals spindestue, bag plankeværket ind mod justitsråd Falbes have og i borgerhjemmenes tunge middagsluft.

Senere berømmedes H.C. Andersens oplæsninger af egne eventyr – der blev også gjort grin med dem – men det væsentlige i denne sammenhæng er, at han overhovedet gjorde det. Eventyrene hørte hjemme i disse mundtlige gengivelser, og herfra kom i bund og grund inspirationen til i det hele taget at skrive dem. I fortalen til Digte fra 1830, som også indeholder hans første, udgivne eventyr, Dødningen, der senere omarbejdedes og kom til at hedde Rejsekammeraten, skriver Andersen: »Som Barn var det min største Glæde at høre eventyr, en stor Deel staae endnu ret levende i min Erindring, og nogle af disse ere kun lidet eller intet bekjendte; jeg har her gjenfortalt et, og dersom jeg seer det optaget med Bifald, vil jeg saaledes behandle flere, og engang levere en Cyclus af danske Folke-Eventyr«. Fra hans vel nok nærmeste ven, Edvard Collin, ved vi, at H.C. Andersen allerede inden udgivelsen af eventyrene holdt af at fortælle historier for børn i de kredse, han nu en gang kom i. Berømt er således beskrivelsen af Andersen som midtpunkt for børnenes opmærksomhed og dermed også for de voksne, som naturligvis har holdt sig til for dels at se, hvorledes børnene opførte sig, og dels for at glæde sig over børnenes glæde:

»Han fortalte dem historier, som han dels selv lavede i øjeblikket, dels hentede fra bekendte eventyr; men hvadenten han fortalte sit eget eller genfortalte, var fortællemåden så udelukkende hans egen og så levende, at den henrykte børnene. Ham selv morede det at give sit lune dette frie spillerum: talen gik ustandseligt, rigeligt udstyret med de for børnene bekendte talemåder, og med fagter, som passede dertil. Selv den tørreste sætning gav han liv. Han sagde ikke: »Børnene kom på vognen, og så kørte de«, men: »så kom de på vognen, farvel, far, farvel, mor, pisken smældede smæk smak, og væk fo’r de, hej, vil du gå«. De, der senere har hørt ham oplæse sine eventyr, kan kun danne sig et svagt begreb om dette foredrags ejendommelige livlighed i børnenes kreds«.[2]

Det er forlængst dokumenteret og anerkendt, at H.C. Andersen ændrede det danske sprog i selve transformeringen af disse improviserede fortællinger til nedskrevne eventyr og således skabte en syntese af folkelig fortælling og litteratur. Skriftsproget blev mere elastisk og talesproget fik prægnans i en hidtil uhørt grad. Resultatet er i dag umiddelbart dokumenteret i nogle af de faste vendinger, vi har overtaget fra Andersen: »Først går man så gruelig meget igennem…«, »Hvad fatter gør, det er altid det rigtige« osv., men tillige i en rigere, retorisk billeddannelse, som kun få mundtlige fremstillinger siden har kunnet hævde sig upåvirkede af. Denne blanding af mundtlig og skriftlig stil medførte allerede på Andersens tid en tilnærmelse mellem den gode, umiddelbart forståelige fortælling på den ene side og på den anden side det litterære kunstværk. For Andersen var det undertiden nødvendigt at arbejde med begge aspekter i sin eventyrdigtning, således som det bl.a. kendes fra udarbejdelsen af eventyret Det Utroligste (1870), der i sin første skikkelse blev læst højt hos fru Ida Koch (en søster til Andersens afdøde fortrolige, Henriette Wulff) og senere hos komponisten I.P.E. Hartmann. Herefter arbejdede Andersen videre på fortællingen og først efter yderligere fem oplæsninger hos forfatteren Thiele, hos Edvard og Henriette Collin, hos skuespilleren F.L. Høedt, som Andersen beundrede, hos Birgitte Ørsted og endelig hos Jette Melchior fandt han sig tilfreds med eventyrets udformning.[3] I dagbogen for 17. januar 1865 kan man læse om hans »metode«: »ved at læse Stykket oftere højt, vinder Sproget, jeg læser og forandrer efter naturligt Foredrag, og naar jeg da kommer hjem, giør jeg Rettelserne«.

På sin første rejse til London i 1847 var H.C. Andersen til middag hos den danske gesandt, greve Frederik Reventlow. Efter middagen læste han for selskabet, og imens lavede Carl Hartmann denne tegning. Bagefter tilføjede Andersen et lille digt: Som aandet stod Billedet, her for vor Skuen, og han som der læser, Devisen gav: »Guds Solskin i Hjertet, Guds Solskin i Stuen, Guds Solskin engang over, Tid og Grav.«

På dette tidspunkt var det forlængst blevet celebert at have den berømte digter til selskab og et højdepunkt i samværet efter middagen, hvis man kunne foranledige ham til at læse højt af sine værker. Disse oplæsninger var i den grad blevet en institution i det københavnske selskabsliv, at det satiriske blad, Corsaren, i 1847 kunne fremstille H.C. Andersen omgivet af en flok sovende tilhørere. Han har uden tvivl følt sig stødt over både denne og anden satire, fordi den forudsatte forestillingen om Andersens forfængelige selvoptagethed, men især fordi disse oplæsninger var helt centrale for hans eventyrstil. Igen: naturligvis kunne eventyrene læses, men allerbedst var de at læse højt – et angreb på hans oplæsning var et angreb på selve hans eventyrkunst.

Han holdt mest af oplæsningerne i mindre selskaber, mens han frygtede større forsamlinger. Men som med så meget andet, han frygtede, overvandt han også i denne sammenhæng sig selv, og oplæsningerne i såvel Arbejder- som Studenterforeningerne blev både uforglemmelige oplevelser for dem, der overværede dem, og en glæde for digteren selv – endda i en grad, så han i Mit Livs Eventyr hævder, at »Jo større Forsamling jeg staaer for, des bedre lykkes Oplæsningen«.[4] I hans mund blev eventyrene en del af en overtidslig fortælletradition, der gjorde spørgsmålet om litterær kvalitet irrelevant, men tværtimod skabte deres helt eget univers og tidslige rum, som omsluttede – og stadig gør det – enhver som lytter. Den smukkeste hyldest til Andersens mundtlige foredrag stammer fra Edvard Brandes, der sammen med sin bror besøgte digteren på hans gamle dage og hørte ham læse. I sit forord til H.C. Andersen: Eventyr og Historier – Kunstudgaven fra 1930 skriver han:

»Han læste fortrinligt. Det er jo over halvthundrede Aar siden, at hans Røst forstummede, og den Gang gaves der intet Instrument til Stemmens Genfrembringelse, saa kun i ikke manges Øren kan hans Stemme genlyde endnu med Mindets Klang. Andersens Røst var dyb, ren og bøjelig, forstærkedes eller afsvækkedes med Lethed. Hans Oplæsning var ikke helt dramatisk, ikke som en Skuespillers. Han nævner selv, at Phister gjorde Kejserens nye Klæder »til en hel dramatisk Digtning«; han priste med Rette Høedts Oplæsning af Den lykkelige Familie, der for Tilhøreren staar i Erindringen som den fineste Udpenslings Mønster. Selv læste han Eventyrene anderledes, ikke rigere eller dybsindigere, men paa en Inderlighedens Undergrund i Lighed med den brune Farve, gamle Malerier faar. Man mærkede, at han havde følt Ordet, Sætningen, Samtalen med sine sarteste Nerver. Det dirrede med en ren og dyb Klokke-Klangs Undertone. At høre ham læse Den grimme Ælling – hvad begejstrede Tilhørere naturligvis ofte anmodede ham om – var ikke, hvad med et dumt Ord kaldes en Oplevelse; dét er nok det meste her i Verden, men en glimtvis forstaaelse af, hvad denne sjældne og mishandlede Menneskesjæl havde gennemfølt og gennemlidt for at skabe dette lille uforgængelige Kunstværk, der med den engelske Digters Ord om Skønhedsting er en evig Glæde. Man tilgav ham den alt for sødlige Slutning med dens Tilfredsstillelse ved en ringe Hyldest, ogsaa fordi Andersen læste Humor og Alvor i dette ligesom i andre af hans Eventyr med en stolt og værdig Mandighed. Han var et Mandfolk, som havde ført sin Krig imod alle igennem, og han syntes en betydelig og særpræget Aand, som han sad dér i Stolen og bøjede sit pragtfulde Hoved ned over Bogen – hvis Ord han kunne udenad«.

Efterklange af Andersen

Nej, man kunne ikke optage H.C. Andersens stemme, og tanken om at høre digteren selv er naturligvis ligeså fascinerende som absurd. Vi må træde til selv enten som oplæsere – det er et privilegium at få lejlighed til det – eller som læsere, der erfarer, hvorledes ordene klinger stadig stærkere for vort indre øre. Det sprogligt rytmiske og det musikalske foredrag klinger os i møde fra de døde sider – lige fra starten af det første eventyr, Fyrtøjet: »Der kom en Soldat marscherende henad Landeveien; Een, to! een, to! Han havde været i Krigen, og nu skulle han hjem« – til den sidst udgivne, Tante Tandpine’s slutning: »Bryggeren er død, Tante er død, Studenten er død, han fra hvem Tankegnisterne gik i Bøtten: det er Enden paa Historien – Historien om Tante Tandpine«. Sproget bliver levende, og man kan dårligt holde læberne i ro – i Fyrtøjet p.g.a. den angivne marchrytme og den hyper-koncentrerede livshistorie, og i Tante Tandpine p.g.a. overgangen fra den rytmiske opremsning af de fra eventyret kendte personer til en opbremsning, der ender i ren slowmotion: efter sidste led i opremsningen en lang sætning, et pauserende kolon og endelig den retoriske og formfuldendte opbygning omkring gentagelsen af ordet »Historien«. Eventyrets sidste ni ord slutter sig formmæssigt om sig selv, og teksten kan ikke fortsætte.

Sproget i H.C. Andersens eventyr har lige siden de udkom været en kilde til konstant fascination og er rigt og bredt beskrevet. Her skal blot konstateres, at sproget stort set overalt i eventyrene tiltvinger sig magten over forståelsen. Selvom man som læser forlængst har læst et ord eller en sætning, og for så vidt er klar til at gå videre, tvinges man til at standse og ligefrem give ordene tryk og form.

Tag blot dette eksempel – fra Gaardhanen og Veirhanen: »Der vare to Haner, een paa Møddingen, og een paa Taget, hovmodige begge to; men hvem udrettede Meest? Siig os din Mening, – vi beholder vor egen alligevel«. Først ved den retoriske dannelse af sætningerne forstår man noget som helst. Derfor melder behovet for at høre teksten sig også snart – og kan man ikke høre andre, må man høre sig selv!

Men der er rige muligheder for at lytte. De fleste af Andersens eventyr indbyder voldsomt til at læse for hinanden – man behøver nemlig langtfra at være professionel skuespiller for at få eventyrene til at lyde overbevisende. Endnu én af teksternes stærke kvaliteter. På den anden side skader det ikke at høre fortællinger læst af en dygtig oplæser, og heldigvis har vi herhjemme en lang tradition for, at skuespillere læser Andersen. Faktisk ynder lidt ældre skuespillere at opfordre yngre kolleger til at læse mere Andersen: »Det er en fin udfordring og meget udviklende!«.[5] Allerede på Andersens tid oplæste skuespillere hans eventyr, hvilket omfattes ganske detaljeret i Mit Livs Eventyr:

»En Aften sidst i Januar blev i Studenterforeningen, hvor endnu kun jeg havde læst mine Eventyr, et Par af disse: »Sommerfuglen« og »Den lykkelige Familie«, foredraget af Professor Høedt, der vandt et overordentligt Bifald. Den tænksomhed, det Humor og den dramatiske Maade, hvorpaa han gav disse Smaahistorier, er af stor Virkning. (…)

Professor Høedt var som sagt den Første, der, med Undtagelse af mig selv, læste mine Eventyr i Studenterforeningen. Men saavel fra det kongelige Theater som fra Casino og andre Privat-Theatre vare for lang Tid tilbage flere af mine Eventyr blevne fortalte. Den Første, der vovede det, var den høithædrede Skuespillerinde Jomfru Jørgensen, hvis dramatiske Fremstillingsevne var saa mægtig, at medens hun den ene Aften henrev ved tragisk Storhed som Dronning Bera i Øehlenschlägers Tragedie Hagbarth og Signe, jublede man næste Aften ved hendes ægte komiske Fremstilling af Lærerinden, Jomfru Trumfmeier i Heibergs » Aprilsnarrene«.

Den danske Scenes meest betydende Kunstner i Komedien og Lystspillet, Instrukteur Phister, denne Proteus i mangfoldige Roller, skabte en heel dramatisk Digtning, naar han fortalte »Kejserens nye Klæder«. Skuespiller Nielsen, Hakon Jarls og Macbeths Fremstiller, foredrog i private Kredse og paa sine Kunstreiser i Sverrig og Norge enkelte af mine Eventyr. Vor saa høitsavnede Michael Wiehe frembar med en Inderlighed, Naivitet og Lune som ingen Anden: »Det er ganske vist«, »Flipperne« og »Klods Hans«. Meest beslægtet med ham og forhøiet ved Barnesindet, kom Casinos betydende Skuespiller, Christian Schmidt. I den seneste Tid, og oftest, er det kgl. Skuespiller Mantzius, som har særligt bidraget til at udbrede og belyse ved sit betydende dramatiske Talent Eventyrene.« (..)[6]

Som det fremgår af dette uddrag, var H.C. Andersen meget optaget af, hvem og hvordan hans eventyr blev fremført. I beundringen af Phister ligger der måske samtidig et forbehold overfor Phisters »hele dramatiske digtning, når han foredrog Kejserens nye Klæder«. Andersen følte tilsyneladende ikke behov for Phisters virtuose udtryksregister, der bl.a. omfattede et legendarisk dialektkendskab. Bortset fra beherskelse af en række sjællandske dialekter fortælles han at have foredraget en lang historie, der begyndte på kronjydsk og fortsatte på horsensk, koldingsk, sønderjysk på flere måder, for så gennem plattysk at ende i højtysk.[7] Andersen omfattede sit sprog med akkuratesse som en komponist det musikalske udtryk, og man kan om hans eventyr sige, at føjer man sig blot efter teksten, så giver udtrykket sig selv – omtrent. På samme måde kræver det endog stort musikalsk overskud at »fortolke« Mozarts partiturer – blot dét at gengive det nogenlunde nodetro kræver stor indlevelse og overblik.

Den levende gengivelse af H.C. Andersens eventyr ligner i virkeligheden mere et musikstykke end f.eks. et teaterstykke. Som omtalt er selve ordenes klang afgørende for vor oplevelse af stemning, tempo og form, og ved at betragte eventyrene som musikalske fænomener bliver teksten tilmed mere afhængig af lytterens koncentration i øjeblikket. Altså ikke noget med at »stå af«, afbryde læsningen eller på anden måde forstyrre læsningen, for i samme øjeblik går sammenhængen og meningen tabt, og man kunne for så vidt lige så godt begynde forfra. Man bliver med andre ord forpligtet på kunstværket i langt højere grad, end når man i bogstavelig forstand holder teksten i sine egne hænder.

H.C. Andersen-oplæsning

H.C. Andersens Hus har igennem snart mange år opbygget en omfattende samling af eventyr-indspilninger, der primært omfatter talrige danske indspilninger, men også et forholdsvis stort antal engelske, tyske, franske, russiske og japanske. Men det er selvsagt primært de danske, der her påkalder sig opmærksomhed, simpelthen fordi de jo er oplæsninger på originalsproget. Nogle samlede indsatser til bevarelse af H.C. Andersen-indspilninger skal omtales her – også fordi de på hver sin måde er centrale i museets samlinger. I 1949 tog H.C. Andersen-Samfundet i København og især dets daværende næstformand, Ernst Philipson, initiativ til at oprette et »H.C. Andersen StemmeArkiv«. Sammen med Politiken og Berlingske Tidende samlede han i de efterfølgende år allerede udgivne indspilninger samt foranstaltede nyoptagelser med en lang række danske og udenlandske kunstnere. Således kunne arkivet allerede i 1953 præsentere projektet for offentligheden og bekendtgøre, at samlingen omfattede 140 optagelser.

En væsentlig forudsætning for at man kunne nå dette antal og i de følgende år nåede betydeligt flere hed Knud Hegermann-Lindencrone (1907-1994). Han var en art »tusindkunstner«, bl.a. diskograf og én af Danmarks første og største båndamatører. Tidligt optog han på eget initiativ teaterstykker og uddrag herfra på Det kgl. Teater, hvorved mange vigtige teaterbegivenheder bevaredes for eftertiden. Men netop H.C. Andersen-Stemmearkivet lå ham meget på sinde, og for egen regning lykkedes det ham at få mere end 150 H.C. Andersen-optagelser »i kassen«. Ikke alle var eventyr-optagelser, men omfattede tillige en lang række optagelser fra 150-års festlighederne i 1955, f.eks. optagelser fra såvel Det kgl. Teaters jubilæumsstykke, Mit Livs Eventyr af Kjell Abel og fra Odense Teater Svend Methlings dramatisering af Skyggen samt Bodil Ipsens indledende læsning af Den grimme Ælling.

Hegermann-Lindencrones originalbånd erhvervedes i 1992 af H.C. Andersens Hus. Heldigvis er det siden lykkedes at trække materialet ned fra de støvede arkivhylder og lade en større offentlighed få fornøjelse af det. Bl.a. tog CD-forlaget »Gate 2 History« med pladeantikvar Michael Bøving og redaktør Lone Munksgaard Nielsen i spidsen sidste år initiativ til udgivelse af nogle højepunkter fra Hegermann-Lindencrone-samlingen. Resultatet blev en CD med i alt 6 oplæsninger, som gik hen og blev en overraskende stor salgssucces. Men det er også rene perler, man kan høre her: Adam Poulsen læser Elverhøj, Bodil Ipsen læser Historien om en Moder, Osvald Helmuth Hvad Fatter gør, det er altid det rigtige, Ingeborg Brams Sneglen og Rosenhækken, Clara Pontoppidan Hun duede ikke, og endelig læser Sigfred Johansen Tepotten. De fleste optagelser stammer fra begyndelsen af 1950’erne – på et tidspunkt, hvor etableringen af »H.C. Andersen – Stemmearkivet« var i sin første, idealistiske fase, mens Ingeborg Brams’ oplæsning er én af en lang række H.C. Andersen-indpilninger fra 1960’erne. Hendes oplæsninger burde måske en dag have sin egen, selvstændige udgivelse. Osvald Hellmuth dokumenterer sit format i Hvad Fatter gør… i sin eneste, kendte – men aldeles fremragende – H.C. Andersen-oplæsning, optaget d. 2. april 1962 i H.C. Andersens Hus. Denne udgivelse er planlagt efterfulgt af en tilsvarende på engelsk og én på fransk.

H.C. Andersen-Stemmearkivet afsluttede sit arbejde i 1959, hvorefter materialet overgik til »Statens Arkiv for Film og Stemmer«, der dengang beroede i Nationalmuseet, men nu er overført til Statens Mediearkiv under Statsbiblioteket i Århus. Eftersom Hegermann-Lindencrones arbejde var kernen i H.C. Andersen-Stemmearkivet, er der selvsagt en del sammenfald mellem samlingen i H.C. Andersens Hus og den samling, der nu beror i Århus.

I takt med den voksende grammofon- og bånddistribution er der naturligvis også kommet en del flere udgivelser med H.C. Andersens eventyr – bl.a. blev Preben Uglebjergs udgave af Det er ganske vist fra midten af 1960’erne et regulært hit, mens Bodil Udsen med et par oplæsnings-udgivelser fra omkring 1980 har sat sig kraftige spor som H.C. Andersen-fortolker. Endnu et storstilet oplæsningsprojekt skyldes pladeproducenten m.m. Børge Binderup, som fra midten af 1970′ erne påbegyndte en udgivelsen af en lang række danske skuespilleres Andersenoplæsninger. Imidlertid døde Binderup midt i projektet, men hans hustru, Ella Binderup, videreførte det, og i 1980 forelå 25 bånd med i alt 100 kendte kunstnere, der læste ligeså mange forskellige eventyr. Også denne samling har allerede historisk betydning, idet mange af de medvirkende kunstnere siden er døde, og disse bånd udgør de eneste eksempler på de pågældende skuespilleres læsning af Andersen. Det gælder f.eks. Dirch Passer, der læser Den flyvende kuffert, Jørgen Ryg, der læser Hjertesorg, Arthur Jensen: Den uartige dreng, Karl Stegger: Snemanden, Poul Reichardt: Flaskehalsen og mange, mange flere.

En samlet registrering af alle indspillede H.C. Andersen-oplæsninger på dansk findes endnu ikke. Men mere interessant end overblikket er naturligvis den store, levende kunst, som kun så småt er på vej til publikums bevågenhed. De mange indspilninger afspejler ikke blot en fremførelsestradition, der repræsenterer størstedelen af dette århundrede, men tillige store forskelle i dét, man kunne kalde for »oplæsningsæstetik«: lige fra den 86-årige Anna Blochs frie variationer i 1953 over Billedbog uden billeder – tre og tredivte aften til skuespillere, der læser så tekstnært, at de nærmest får ordene galt i halsen – hvad enten det så skyldes manglende forberedelse eller manglende vilje til at føje sig ind under tekstens indbyggede krav. Et eksempel er Clara Pontoppidans læsning af Hun duede ikke: det er en stor oplevelse at lytte til, hvorledes hvert ord får prægnans, variation og betydning, og man rives med og ind i fortællingen. Diktionskunsten sejrer til trods for, at Clara Pontoppidan reelt flere steder enten læser direkte imod teksten eller fortolker mildt sagt frit. Konvergenserne høres tydeligst i starten af fortællingen – enten fordi hun endnu ikke har »læst sig ind«, eller fordi vi senere vænner os til hendes særlige stemme-modulationer. Således virker det ikke ganske overbevisende, når byfogeden henvender sig til vaskekonens søn med ordene: »Hør – du »lille««, der blander den forventede, bryske imperativ med en reelt kærlig understregning af drengens lidenhed. Ligeledes må man gøre vel rigelig reverens for skuespilkunsten, da drengen senere kommer ned til sin mor, der arbejder midt ude i åen – i det strømmende vand og i lyden fra vandmøllens åbne sluser. Hun kalder ind til bredden, at det skal gøre godt at få noget at styrke sig på, men man forstår dårligt, hvorfor det dernæst skulle være nødvendigt at lade moderen spørge ynkeligt og pludselig stilfærdigt: »Har du noget til mig…?«. Det bliver en postuleret medynk med en person, der endnu ikke er karakteriseret tilstrækkelig tydeligt til at kunne gøre berettiget krav på den.

Når Clara Pontoppidans oplæsning alligevel bliver en bevægende oplevelse, skyldes det, at teksten baner sig vej igennem fortolkningen – selv den fortolkning, som isoleret set må betragtes som dårlig eller mindre heldig. I sin bog om bogstavrimenes stilskabende betydning i H.C. Andersens eventyr, Lystig og Ligefrem, omtaler Johannes Møllehave sin glæde ved at høre dem læst højt af dygtige skuespillere. Allerhelst vil Møllehave dog gerne høre eventyrene fremført – i modsætning til læst højt – altså foredraget ordret, men uden »manuskript«. Møllehave henviser til en oplevelse af Erik Mørk, der »læste« et eventyr udenad. Møllehave spurgte bagefter Erik Mørk, hvorfor han havde teksten med på scenen, når han alligevel kunne den udenad – »Jo -«, svarede Mørk, »for ikke at gøre publikum nervøst«.[8] Erik Mørk udtrykker her fint noget centralt i oplæsningen af Andersens eventyr, nemlig at de hele tiden forbliver en tekst: skuespilleren repræsenterer ikke teksten – den forbliver intakt – og af samme grund følte H.C. Andersen heller ikke behov for Phisters dramatiske gendigtning af Kejserens nye Klæder, hvor alle replikker allerede havde den nødvendige retning og den rette, tekstlige iscenesættelse. Eller for at tage et kendt – og allerede omtalt eksempel: Preben Uglebjergs festlige og uforglemmelige udgave af Det er ganske vist: hvem står stærkest i denne oplevelse – Andersen eller Uglebjerg selv?

Igennem disse mange oplæsninger kommer den ægte vare til os. H.C. Andersens kunst – teksten og digtningen – bliver levende for os og knytter os til en fortælletradition og -form, som vi virkelig har tilfælles med ham. Netop i museumssammenhæng har disse optagelser en vigtig plads, idet de på én gang dokumenterer et uhyre væsentligt element i Andersen-overleveringen såvel som forpligter os endnu i dag på eventyrenes fundamentale udtryksform. Lyden af den gamle digters tekst skaber sit eget rum – for ikke at sige: univers – og skaber en ubrydelig sammenhæng, der bliver et sandt alternativ til vor tids socio-kulturelle tvang, der overalt består af et konstant krav om nye erkendelser. Fænomenet har ligefrem fået sit eget ord – at »zappe« – der netop består i at bryde en tidslig enhed og f.eks. skifte fra TV-udsendelse til TV-udsendelse efter sit personlige og suveræne valg. H.C. Andersens egne fortællinger udgør den største inspiration og forpligtelse til at lade et besøg i hans museum være netop det modsatte: et sammenhængende rum og en sammenhængende tid, der fyldes af digterens levende fortællinger – både de digtede og de oplevede. I så fald lever eventyret stadig i H.C. Andersens Hus.

Noter

  1. ^ H.C. Andersen: Levnedsbog, s. 28.
  2. ^ Edvard Collin, s. 495ff.
  3. ^ H.C. Andersen: Dagbøger VIII, s. 359-361.
  4. ^ H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr, 2.bd., s. 202.
  5. ^ F.eks. skuespilleren Folmer Rubæk til forfatteren om bord på Storebæltsfærgen, 1.april 1997.
  6. ^ H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr, 2.bd., s. 329ff.
  7. ^ Karen Krogh, s. 39.
  8. ^ Møllehave, s. 38.

Litteratur

  • H.C. Andersen: Samlede Eventyr og Historier. Jubilæumsudgave. Odense 1961. Mit Livs Eventyr I-II. Udg. af H. Topsøe-Jensen. København 1951. Levnedsbog. Udg. af H. Topsøe-Jensen. København 3. udg. 2. opl. 1996. Dagbøger 1825-1875. Udg. af Det danske sprog- og litteraturselskab. København 1971-1977.
  • Arthur Arnholtz: Fremførelsens historie i Danmark. I Danske Studier, årg. 1965.
  • Torben Brostrøm og Jørn Lund: Flugten i sproget. H.C. Andersens udtryk. København 1991.
  • Edvard Collin: H.C. Andersen og det Collinske Hus. København 1882.
  • Lis Garbers og Sten Høgel: Retorik. Levende tale eller tom snak? København 1996.
  • Karen Krogh: Scenesproget i det 19. århundrede. I Danske Studier, årg. 1965.
  • Jørn Lund: – med sproget som indsats. (Specielt kapitel »Denne Andersen«, s. 23-37). København 1993.
  • Johan de Mylius: H.C. Andersen – liv og værk. En tidstavle 1805 -1875. København 1993.
  • Johs. Møllehave: Lystig og Ligefrem – Andersens alliterationer. København 1995.

©