I 1884 sendte den gamle malermester Ludvig Prange i Odense til en familie i København »de lovede Breve og den lille Skitserbog som De er saa god at besørge til min Brodersøn.« Sendingen bestod foruden af skitsebogen af 16 breve, som Ludvig Prange havde sendt sin moder i årene 1833 til 1838 og tre breve fra moderen i Odense til sønnen 1836-37. Sammen med et selvportræt af Prange er denne samling skænket det kulturhistoriske museum i Møntestræde, og den kan fortjene at blive taget frem og betragtet nærmere.

Skitsebogen er i oktavformat med et tarveligt papirsbind. På en seddel på bindet står årstallet 1836. Den består af 81 blade, hvoraf dog kun 32 er forsynede med blyantstegninger eller flygtige notater. Endvidere er indlagt et løst blad med en tegning, der forestiller Pranges onkel i Rostock.

Tegningernes motiver er dels landskaber, dels portræt- og figurbilleder. I de fleste tilfælde er de forsynet med oplysninger om, hvad og hvem de forestiller, men bogen har været så hyppigt gennembladet, at adskillige tegninger er stærkt udviskede. Det første blad viser et prospekt af Venedig, derefter følger partier fra Verona, Schweiz, Ulm, Nicolsburg i Mähren, Brünn og Breslau. Her imellem er tegninger af Pranges kammerater, scener fra et værtshus i Passau, en rejsescene fra Donau og en fra Breslau. Tegningerne er ganske fordringsløse og vidner ikke om større kunstnerisk talent, men materialet som helhed giver et ganske fornøjeligt billede af den unge malers vandreår.

Lad os følge ham på rejsen.

Christian Ludvig Prange var en søn af den fra Tyskland indvandrede barber Gotfred Prange, som døde før sønnens konfirmation. Moderen – Christiane Prange – drev barberforretningen videre, og i 1828 satte hun sin søn i malerlære; han blev svend i 1832, og så snart svendeprøven var aflagt, drog han på valsen, som de fleste af sine kammerater. For Pranges vedkommende varede vandringerne i fem år.

Brevhovede fra Dresden 1836.

Rejseruten var i store træk følgende: Sammen med sin kammerat J.C. Larsen, der blev svend 1831, gik han en aprilsdag 1833 til Nyborg, hvor de overnattede. Næste morgen kom de med børten til Korsør og nåede Slagelse. De efterfølgende natkvarterer var i Ringsted, Roskilde og København; de enkelte dagsmarcher kan ikke have overanstrengt dem, men vejret var regnfuldt og blæsende.

Brevhovede fra Mannheim 1837.

Fra København sejlede de til Travemünde, og fra maj 1833 til et godt stykke ind i 1834 arbejdede han i Ratzeburg; derefter var han i halvandet år i Dresden og i april 1836 var han sammen med en kammerat i Wien, Venedig og andre norditalienske byer, men gik så gennem Schweiz tilbage til Mannheim, Heilbronn og Wien. I Breslau arbejdede han 1837-38, og i efteråret 1838 kom han til Rostock, hvor hans onkel boede. Gennem Holsten og Slesvig nåede han tilbage til Odense ved juletid 1838.

Skitsebogen begynder under opholdet i Venedig og har nok fulgt ham på resten af rejsen. Brevene til hjemmet er jævnt fordelt over hele rejsetiden.

Formålet med rejsen har for ham som for andre været at uddybe kendskabet til sit håndværk; i tilgift lærte han andre lande og skikke at kende. Fremgangsmåden var, at man vandrede til en by, søgte arbejde – og hvis det mislykkedes drog man, efter at have indsamlet Geschenck, til næste by. I sommerhalvåret var det i almindelighed let at få arbejde; vanskelighederne kom om vinteren. Men her havde Prange det fortrin, at han gav sig af med portrætmaleri. Allerede i Odense havde han åbenbart fusket i kunsten, og den blev ham hyppigt en støtte under opholdet i udlandet.

Allerede i Ratzeburg kom han i ry som portrætmaler. Medens han arbejdede på en herregård i nærheden med almindeligt dekorationsmaleri, tegnede han en spansk adelsmands portræt; »hans Navn er Don Sasnaber, et ganske ungt Menneske, ikke uden 18 Aar gammel, men med et Par frygtelige sorte musikalske Bakkenbarter, kullende sort Haar og Øjne og saa bruun i Ansigtet som Andreas Ollehoi« – sidstnævnte person er formentlig en odenseansk person. Han fortsætter: »Jeg faaer det godt betalt, 5 Mark Courant, og det er tegnet paa et lille Stykke Elfenbeen jeg fik engang af Kryssel, det ligner saa godt at der nok er et Par andre, der har faaet Lyst til at blive tegnet af ogsaa, men de skal ogsaa betale det godt, jeg vil ikke være saa taabelig som jeg var i Odense«. (8. okt. 1833). Han gjorde sig hæderlige anstrengelser for at øge ekstraindtægterne ved portrætmaleriet, og til det formål malede han læredrengen på de conditioner, »at han skal vise Portrættet omkring i Byen, at jeg kan faae noget at fortjene.«

I Ratzeburg, der var en lille by, kunde forretningen sagtens gå. Værre var det i Dresden, hvor der var flere portrætmalere, som var ved at sulte ihjel; »adskillige har jeg malet for gode Ord og ingen Betaling«; et halvt år senere meddeler han, at han stadig har portrætter at male, men han gør det for en spotpris; han tilføjer dog, at der her gives portrætmalere, som maler lige så billigt. »Jeg har betydeligt forbedret mig, særdeles de sidste Portrætter, som selv af Kjendere er bleven berømmede«. Ved omgangen med malere erhvervede han sig adskillige fordele med hensyn til farveblandingen »hvilket er Hovedsagen i Maleriet«, og han øvede sig i det såkaldt Bunte Malerie, som for tiden var på mode overalt. En tid tænkte han også på at tage privatundervisning hos en portrætmaler.

Ludvig Prange: Selvportræt. Dresden 1835.

Gennem brevene får man en klar forestilling om den betydning, som Dresden har spillet som kunstcentrum i hine år. De rige kunstsamlinger har naturligt draget både kunstnere og almindelige malersvende til byen, og hos Prange var følelserne for byen så stærke, at han var ved at vokse fast dernede. Kun håndværkersvendenes trækfuglenatur fik ham til at drage videre til nye oplevelser, til nye strabadser.

Blad af Pranges skitsebog. Mannheim den 12. august 1836.

I efteråret 1836 kom han til Mannheim. Vinteren stod for døren, det var småt med arbejde, sulten truede. Men netop som det så mørkest ud, fik han lejlighed til at male en læge, og med så gunstigt resultat, at han også fik bestilling på at male hans kone, hendes fader og seks børn, hvorefter han blev recommanderet til deres bekendte. Hele januar 1837 gik med portrætmaleriet, og så kom han over den kritiske årstid og kunde fortsætte rejsen.

På denne baggrund skal vi da bedømme Pranges selvportræt; lad det være tørt og lidt kedeligt, det er dog et habilt arbejde af en malersvend, der i kraft af sit portrætmaleri klarede dagen og vejen i det fremmede bedre end andre. Billedet er signeret Dresden 1835, og da han tidligt på foråret i 1836 beredte sig på rejsen til Italien, samlede han sine ting sammen og sendte det overflødige og det, som han gerne vilde bevare, hjem til Odense. Den 7. febr. 1836 skrev han hjem: »Hr. Løngreen er nok saa god ifølge med dette Brev at tilstille Eder mit eget Portræt og Chr. Wandahls tillige med 6 illuminerede Prospekter – 22 Kobberstik og adskillige smaae Prospekter af Berlin og Dresdens Omegn – Johan er saa god at besørge Wandahls Brev og Portræt til hans Fader – og tillige at forsegle og sende indlagte Brev på Posthuset til Ullum ifald han endnu er i Kjøbenhavn. Mit Portræt er allerede malet for 1 Aar siden kort efter min Sygdom – naar jeg undtager den temmelig blege Colerit er jeg ellers godt truffen – jeg har malet mig i min sædvanlige Arbeidsdragt. Baggrunden er smykket med Portrætter af Assam, Tütscher in Altona og Messener in Bremen, som jeg alle har malet – Dresden seer man ogsaa lidt af. Wandahl er godt truffen – men med lidt Ligegyldighed udført – da Tiden var saa kort og han kun havde Tid lidt om Søndagen. Rasmus Løngreens Portræt er lidt bedre udført, dog ønsker jeg det ikke kritiseret af Kjendere – jeg er jo kun Malersvend og ikke Portrætmaler.«

Blad af Pranges skitsebog. Milano 4. Mai 1836.

I betragtning af det stadige vandreliv, de vanskelige samfærdselsmidler og de store afstande opretholdtes en nær kontakt både med andre kammerater fra Odense og med hjemmet. En hel del af de malere, som havde udlært i tiden omkring 1830, dukker op i Pranges nærhed. Han fulgtes til Ratzeburg med Johan Conrad Larsen, der var bleven svend 1831; medens Prange blev i Ratzeburg, fortsatte J.C. Larsen til Berlin, idet han havde en dårlig mester, kosten var ringe og ugelønnen for lille. Men følgeskabet havde været en opmuntring. »Nu er han borte, ene staaer jeg i et fremmed Land, har ingen Venner og ingen Bekendtere«, skrev Prange (8. maj 1833). I Dresden var der mange danske malere: C.G. Sørensen, som blev svend 1833, Claus Petersen, der blev svend 1827, og Assam, som fra Dresden rejste til Breslau. »Vi harmonerede ganske med hverandre – o! hvor mangen glad Aften har vi levet med hverandre, vores Samtale var mestendeels om Odense og om vor Ungdom.« (31. maj 1835). Og efter samværet spredes flokken igen: Petersen til Baden, Sørensen til München, Appelbye til Frankfurt. På rejsen til Wien og Italien fulgtes Prange med Rasmus Løngreen fra Odense; selv om Prange konstaterede, at det var mere sikkert at rejse i Italien »end ved Vissenbjerg i Fyen«, var det alligevel rart nok at være to i følge på de lange stræk. På den lange rejse fra Wien til Breslau var Lehn fra Fåborg hans ledsager.

Det er navnlig fra denne rejse han har tegnet nogle skitser. Fra Landshut til Passau sejlede han med en »flos«, en tømmerflåde dannet af en mængde bjælker og brædder, der dannede en art flydende bro; ved Landshut blev 6 flosse bundet sammen og udgjorde en længde af over 50 alen og 20 alens bredde; der var 53 mennesker derpå, og først efter flere dages forløb nåede de Passau.

Møderne med kammeraterne noteres omhyggeligt i brevene, for at moderen kunde rapportere videre til forældrene i Odense. Omvendt gav brevene fra hjemmet oplysninger om, hvor andre færdedes. Man var nok kommen ud i det fremmede, men gennem forbindelsen med hjemmet kunde man altid håbe på en vis hjælp, hvis alt andet skulde svigte. Manglede støtten, kunde man meget let komme i vanskeligheder, og når man sammenligner antallet af svende, der blev udlært, med antallet af mestre, der senere nedsatte sig i hjembyen, må man uvilkårligt skønne, at adskillige har bosat sig i det fremmede og nogen er vel også gået til bunds.

Således traf Prange 1836 i Mannheim sin lærekammerat Christian Hansen, der var bleven svend i 1832 og som forøvrigt blev protegeret af kammerjunker Vind. Han kom lige før jul til Mannheim i en tilstand som en stratenrøver; han havde ikke været barberet i et fjerdingår, frakken var gammel og forreven, han havde ingen vest eller tørklæde; på hovedet havde han en barret, og hele hans ejendom bestod i en jægertaske af lærred, der var strøget med oliefarve, hvori var et par gamle støvler og en skjorte. Hans felleise var stjålet, og i 1o uger havde han været uden arbejde. Prange måtte hjælpe ham med penge og natlogi, og Christian Hansen fortalte, hvordan han siden afrejsen fra Odense havde rejst i et væk i 20 uger. Han havde gennemstrejfet Mecklenburg, Pommern og Alt Preussen helt til den russiske grænse. Han overnattede for det meste i landsbyerne, for at undgå gendarmerne, men blev alligevel arresteret i Leipzig og skrevet hjem. På hjemturen kom han imidlertid i arbejde i Bremen, hvor han efter sigende arbejdede i to år. Derfra rejste han til Hannover, men efter en strid med en kollega, måtte han videre og var da på vejen til Baden-Baden havnet i Mannheim. Senere fik Prange brev, at Chr. Hansen var indlagt på hospitalet i Baden-Baden, og til hjemmet skrev han: »Jeg ønsket gjerne ifald det var muligt, at Johan skrev til fru Vind og skildrede hans Tilstand …. da jeg bestemt veed at han selv er for stolt og egensindig til at klage.«

Blad af Pranges skitsebog. Rejsescene på Donau 1837.

Det frie vandreliv har lokket. »Naar Vinden suser og Regnen skyller strømmeviis fra Himmelen, sidder I i en varm Stue – hvor vi maaskee på Landeveien eller i et iiskoldt Vertshuus maae kampere – dog – derfor bytter jeg ikke med Eder. Derimod har jeg den Fordeel om Morgenen naar jeg staaer op – ikke at børste Fjedrene af Klæderne – derfor nyder jeg den friske Morgenluft – og skue Keiserstadens Taarne blinkende i Aftenrøden – Alpernes Toppe at bestige, det adriatiske Havs Vover at gjennemseile – vi stige i Land paa Markuspladsen, vores Vei fører over Rialto Broen til – ja Vorherre veed det! – i Vienza opsøger vi vor Kunstbroder Bendzes Grav – tegner en lille Skidse – som maaske eengang i Bolbro eller i Freltofte kan blive stukket i Kobber.« (7. febr. 1836.)

Det er forståeligt, at den unge maler foregøglede sig, hvor rart det vilde være at sidde ved mortensgåsen hjemme i Odense, men på den anden side var han på det rene med, at når man først var vendt hjem, groede man fast og den frie ungdomstid var forbi. Man vilde også gerne vende hjem med manér. Da Prange i efteråret 1837 nåede Breslau og havde fået godt arbejde, kunde han i og for sig hurtigt have tjent til rejsepengene. Men han udsatte det, fordi han manglede »brilliante Klædningsstykker«. »Jeg besidder lidt Æresfølelse og vil ei at Folk skal sige, at Nøden drev mig hjem.« Forøvrigt traf han i Breslau et par mennesker, der havde tilknytning til Odense. Den ene var en jøde, som otte år tidligere havde været bogholder hos købmand Salomonsen i Odense, hvor han var kendt under navnet den hvide jøde på grund af hans hvide kalmuksfrakke. Den anden var snedkermester Nicolai Schjødt, der havde lært snedkerhåndværk hos Offer i Hans Jensensstræde. I 1813 havde han været i Odense for at hente sit arvegods, og efter lange vandringer i Tyskland var han havnet i Breslau, var bleven gift med en velhavende pige og var bleven en holden mand.

Moderens breve til sønnen er velskrevne og røber et muntert sind. Hun fortæller naturligvis først og fremmest om fælles bekendte: Petersen er bleven gift og er i kompagni med sin svigerfader; hans Bunte Malerie, som han havde lært i Tyskland, gjorde stor lykke. Appelbye har også godt arbejde og holder svend og en dreng. Leisner er rejst og arbejder i Hannover, hvor han har truffet Pranges gamle lærekammerat, den førnævnte Christian Hansen.

Og Odense. Ja, »man forskjønner ret vor gamle Odense, du vil forundre dig naar du seer den, den gamle Postgaard nedreven og en elegant tre Etages Bygning opført isteden. Vestergade er bleven betydelig forskjønnet ved en Mængde brilliande Boutikver og Restaurationer – Viinkjældere, Kaffehuse opfylder de andre Gader«, og hun tilføjer: »Kunne vi nu være saa hældig ogsaa at faa det slemme Skyttelagsvrøvl bortskaffet, saa havde det ingen nød med Odense.» (15. okt. 1836). Men et halvt år efter havde piben fået en anden lyd. »Naar man spadserer paa Gaderne og seer de mange Restaurationer skulle man troe her herskede den største Velstand – men Sløret falder fra Øinene naar Terminen staar for Døren – saa seer man først Folk i Deres sande Tilstand – Falliter og Kassemangel hører til Dagens Orden. I denne Tid er ikke mindre end fire Kjøbmænd her i Byen Banqverot – David, Schjødt, Jacobsen og Fugleberg. – Siden Nyaar har man savnet Fuldmægtig Jastrau, i hans Kasse manglede 5000 som hans Kautionister Julius Nielsen og hans Broder nu maa betale.« (9. jan. 1837).

For de fleste kom den dag, hvor de vendte hjem og satte vandringsstaven. Da Petersen og Appelbye var kommen hjem i 1836 skrev Prange lidt bittert: »Nu er deres Rolle udspillet – Aktørerne træder af som Spidsborgere«.

Umiddelbart efter hjemkomsten har de fleste udført deres mesterstykke, der var betingelsen for optagelsen i lavet. Selve spørgsmålet om mesterstykket var i de år under debat. En cancellicirkulærskrivelse af 8. nov. 1823 havde foreslået, at malernes mesterstykker skulde bestå i et godt ornament, en blomsterguirlande eller arabesk, malet gråt i gråt, samt en tavle med forskellige malede marmoreringer, indfattede i malede lister. Malerlavet i Odense fandt, at denne prøve var for let og mente, at lavets mesterprøve, som bestod i to selvvalgte og af lavet approberede kobberstykker, som skulde males i forstørret målestok, var bedre egnet til at vise dueligheden.

Det har vistnok været følt som overmåde beskæmmende, når et mesterstykke blev kasseret. Sådan gik det Pranges rejsekammerat Rasmus Løngreen. Han havde i 1838 valgt to kobberstykker: Agar repudié par Abraham, og et landskab. Men lavet kasserede navnlig figurbilledet. Sagen gik til kunstakademiet, men Løngreen måtte lave et nyt mesterstykke. – Prange fremlagde 27. nov. 1839 to af ham selv udvalgte kobbere: et lithograferet kobber som landskabsstykke og Kristi åbenbarelse for sin moder efter opstandelsen. De blev godkendt og i den følgende tid udført, således at Prange fik dem antaget 1. febr. 1840. Derefter blev han optaget i lavet og levede som mester i Odense resten af sit liv.

Ludvig Pranges vandreår førte ham vidt omkring. Han tilegnede sig kendskab til fremmede lande; han fik en videre horisont – og sådan gik det også hans kammerater. Han fik også faglig viden. »Det Pompeianske Malerie udfordrer et uhyre Studium – fornemmelig da det er saa forskjellig fra alt andet. Det vilde forundre Eder at see Vægge stryget med Brunrødt eller reen Sinober – store Fyldinger med reen Könrög hvori koleurte Ornamenter bliver malede – naar Petersen og Appelbye kommer hjem maae Maler Krüger vænne sig af med sit Fuskerie Arbeide ellers er jeg bange for han gaaer bag om og hjem. – Dekorationsmaleriet staaer i Odense paa det laveste Trin og det var at ønske at en Forbedring snart maatte finde Sted!« (13. sept. 1835).

Gennem håndværkernes vandringer var i århundreder forbindelsen mellem dansk og udenlandsk kultur formidlet.