Maleren Ludvig Købke og hans familie i Ærøskøbing

Ærø Museum fik i begyndelsen af 1977 foræret et lille oliemaleri (27 × 18 cm), der gengiver udsigten over Ærøskøbing set fra Smedevejen ud for »Kærlighedsstien«. Maleren er Ludvig Købke og giveren hans fætters datter, Ellen Winding. Der medfulgte også tre små akvareller (11 × 13,5 cm) malet på karton og med en tekst der fortæller, at de to er julehilsener og det tredie et gratulationskort til malerens stedmoder i anledning af hendes »Geburtsdag« i juli 1893. Motiverne er humoristiske og henviser sikkert til begivenheder i familielivet. Museet havde i forvejen et billede af maleren, et selvportræt.

Fig. 1. »Udsigt over Ærøskøbing«. 18 × 27 cm. Ærø Museum.

Ludvig Christian Johan Købke var født 21. januar 1859 i Nykøbing S., hvor hans far Sophus Købke dengang var læge. Hans søster Charlotte fødtes samme sted 1862. Sophus Købke blev distriktslæge i Ærøskøbing 1879 og sygehuslæge 1891. Han blev i Ærøskøbing til sin død 1909. Han var to gange gift og med to søstre, Ida Frederikke og Christine Fredericka Års, døtre af en malermester i Tønder, som må have haft en kunstnerisk åre, for han havde gennemgået Kunstakademiet i København. Der var kun børn i det første ægteskab. Desværre blev begge børn, Ludvig og Charlotte, tidligt angrebet af sukkersyge og begge døde i en ung alder af denne lidelse.

Fig. 2. Tre akvareller, malet af Ludvig Købke og sendt til stedmoderen i Ærøskøbing. 11 × 13,5 cm. Ærø Museum.

Kunstinteresserede vil uvægerligt spekulere på, om han var i familie med Christen Købke. Det var han på den måde, at hans farfar, godsforvalter på Svanholm ved Horsens, Kammerråd Andreas Ludvig Købke var en fætter til Christen Købke. Slægten nedstammer fra en bager, der i 1720 indvandrede fra Svensk Pommern.

I Ærøskøbing boede distriktslægen i et stort hus på Gåsetorvet, bygget af en tidligere læge, og når Ludvig var hjemme, i ferier eller i sygdomsperioder, dekorerede han døre og lofter i lægeboligen, ligesom han lavede småbilleder oppe fra den tagaltan, deres far havde sat op til solbadning for sine svagelige børn. Endvidere malede han vifter, et lille speciale, som han var dygtig til.

Fig. 3. Foldevifte, dekoreret af Ludvig Købke med motivet »Uglen og Elverpigerne«. H. 34 cm. Ærø Museum.

Ærø Museum ejer en af hans meget smukke foldevifter. De 16 ben er 34 cm lange, af sortlakeret cedertræ (indisk mahogni) med udskårne blomster- og bladmotiver. Stoffets forside er af duchesse-lignende natursilkesatin, bagsiden sort shirting og mellemforet er af papir. På den blanke forside har Ludvig Købke malet, hvad han kalder »Uglen og elverpigerne«. En lang række yndefulde, flyvende elverpiger iført lette gennemsigtige gevandter og med blinkende stjerner og halvmåneformede smykker og røde blomster i deres kunstfærdige frisurer. De bevæger sig hen mod en stor ugle, der sidder på en gren og ser benovet ud. At det er nat, fortæller både det sorte stof, uglens vidtåbne øjne og halvmånens lysende segl.

Ludvig Købkes samtid siger, at hans solide kunstneriske uddannelse og opdragelse ville have ført ham længere frem end tilfældet var, hvis han ikke havde fået så ulykkelig en skæbne.

Han kom allerede som 17 årig ind på Kunstakademiet og han gik her i 6 år (1876-82). Han var dimitteret af C.V. Nielsen, der var lærer i perspektiv på akademiet. Udstillede på Charlottenborg 1883-85 og 89.

Hans figurmalerier er lidt dystre i emnevalget, han havde øje for skævheden i samfundet, og han gav ofte billederne lidt sarkastiske titler: »Rig Mands Søn og fattig Mands Datter«, »Dagen efter et Sold«, »Et besøg hos Sypigen«. Den synligt fattig pige syr for den rige dame, der kritisk betragter kjolen, der er under arbejde.

»Dagen efter et Sold« er selvportrættet, som Ærø Museum ejer. Det er skænket af frøken Margrethe Bruun, en af den lille byes virkelige damer. Hun holdt hus for distriktslægen, da han var blevet enkemand for anden gang. Billedet er 53 × 44 cm og viser maleren iført åbenstående, nusset undertrøje. Han stryger sig om overskægget, medens han med tunge øjenlåg betragter bordet, der flyder med tomme flasker, snavsede tallerkner og glas. I baggrunden en uredt seng.

En tegning (18,5 × 15 cm) der tilhører Ellen Winding har også fået en lidt spydig titel »Langfredag«. Den forestiller søsteren Charlotte, der sidder ivrigt bøjet over et sytøj, og i de tider var det næppe passende at arbejde en højhellig dag. Fru Winding har også en tegning (22,5 × 23 cm) af en gammel kone med kysehat og bindebånd, samt et lille maleri (22 × 16 cm) af et hestehoved. Distriktslægens ridehest.

Efter akademitiden gik Købke i lære som xylograf hos F. Hendriksen, der fortæller om ham, at han var lidt sær og levede et ret udsvævende liv i hovedstaden, men han var dygtig, trofast og pålidelig, han havde således flere gange passet hele virksomheden, mens Hendriksen var i udlandet. På Hendriksens anbefaling tog også Købke til udlandet efter udstået lære, et år til London, men da han kom hjem, mente han ikke, der længere var nogen fremtid i xylografien, og derfor gav han sig nu i kast med reproduktionsfotografi. Det var også med Hendriksen som læremester. Og som fotograf arbejdede han nu fra 1890 til 1893, da sukkersygen tvang ham til at holde op. Og han tog derfor ophold i sit hjem i Ærøskøbing. Samme år, den 17. december døde søsteren 31 år gammel.

Fig. 4. »Dagen efter et Sold«, selvportræt af Ludvig Købke. 53 × 44 cm. Ærø Museum.

Som xylograf har han lavet flere ting efter kendte kunstneres tegninger, Erik Henningsen, Werenskjold, Niels Skovgaard m.fl. Han er repræsenteret på Kobberstiksamlingen.

I foråret 1895 blev Ludvig Købke så dårlig, at han måtte indlægges på Københavns Kommunehospital. Men hans liv kunne ikke reddes, han bukkede under for sukkersygen den 31. maj og blev begravet på Frederiksberg.

Faderen oprettede et legat, henlagt under Kunstakademiet under følgende navn: »Ludvig Christian Johan Købkes Legat for unge Mennesker, der er uddannet i Reproduktionsfaget, hvorunder Xylografi, Lithografi og lignende, og som søger kunstnerisk Uddannelse«. Han oprettede også et legat til Ærøskøbing Kommune i datterens navn.

Dr. Købkes sidste leveår må have været meget triste. Han havde mistet begge sine koner og begge sine børn. Da han døde 81 år gammel og uden livsarvinger, betænkte han såvel venner som fjernere slægtninge med legater og indbo. Mange smukke møbler og kunstgenstande blev fordelt over hele landet.

Dr. Købke, hans hustru Christine Fredericka, hans ugifte søster og hans datter ligger alle i det store familiegravsted på Ærøskøbing kirkegård. Et legat fra den i 1946 nedlagte »Ærø Kirkekasse« sætter menighedsrådet istand til at vedligeholde gravstedet indtil år 2010.

©