Det er vanskeligt at sige, hvad der forårsager, at en »glemt« kunstner bliver taget op til fornyet vurdering og værdsættelse. I disse år er dette imidlertid ved at ske med maleren Vilhelm Bjerke Petersen (1909-1957).[1] Efter en kort men skelsættende indflydelse på dansk kunstliv i 1930’erne forlod Vilhelm Bjerke Petersen Danmark i 1942 og vendte ikke mere tilbage hertil. I de følgende år blev hans værker og hans indsats om ikke ligefrem glemt af alle så dog til en vis grad overset.

Siden Vilhelm Bjerke Petersen førte sig kraftigt frem i kunst-manifestationer og -debatter herhjemme, er der forløbet henved 40 år, og en nyvurdering af hans indsats er som nævnt på vej. Det kan undertiden virke befordrende at se ting i en slags historisk perspektiv – det bliver da ikke altid det færdige resultat, som man udelukkende baserer sin bedømmelse på, men i mange tilfælde anvender man – efter at en rum tid er forløbet – sin i mellemtiden opsamlede viden om de intentioner, inspirationer og betingelser, der ligger til grund for de værker, der dengang blev skabt. Man får en sammenhæng at sætte disse værker ind i – en sammenhæng, der undertiden kan virke overraskende for eftertiden, fordi samtiden ikke havde mulighed for at forstå den.

Som søn af kunsthistorikeren, museumsdirektør Carl V. Petersen,[2] havde Vilhelm Bjerke Petersen alle mulige chancer for at orientere sig indenfor de moderne europæiske kunstbevægelser. Carl V. Petersen var selv umådeligt engageret i det utal af nye »retninger«, der fødtes i de første tre decennier af det 20. århundrede. Som forfatter var han en ivrig forkæmper for disse nye retninger, og det har sikkert været efter faderens råd, at Vilhelm Bjerke Petersen i 1930 opsøgte Bauhaus-skolen i Tyskland.

Fig. 1. Cirkusfolk uden for et telt. 1928.

Bauhaus-skolen var blevet oprettet i 1919 i Weimar af arkitekten Walter Gropius. Den var tænkt som en »skole for formgivning« for såvel kunstnere som håndværkere, og dens lærerstab talte bl.a. Klee, Kandinsky og Moholy-Nagy. Af disse var det fortrinsvis Kandinsky, som Bjerke Petersen havde som lærer. Bauhaus-skolens ideer kom til at præge Vilhelm Bjerke Petersen hele livet. Et hovedprincip i undervisningen var, at malere, arkitekter og billedhuggere skulle arbejde sammen på alle stadier af et projekts realisering – kunsten var en levende bestanddel af den almindelige kultur og kunne f.eks. ved hjælp af industriel formgivning være med til at præge menneskers dagligdag. Mødet med det konkrete kunstudtryk fik en afgørende betydning for Vilhelm Bjerke Petersen. Efter sin hjemkomst eksperimenterede han intenst med de nye udtryksformer, og maleren Ejler Bille har senere fortalt om et besøg hos Bjerke Petersen i dennes atelier i faderens have i Birkerød: »Vilhelm havde selv bygget sit atelier, et bræddeskur der lå ude i haven. Da det var sydvendt, stod solen altid på. Det duftede af terpentin og harpiks … Vilhelm lånte mig et billede, det forestillede ikke noget. Det spændte sig ud i fladen i grønne og brune farvetoner. Det virkede ikke gennem strøgene, men ved sine lineære rytmer, sit geometriske formsprog og ved hjælp af farvernes kontraster. Det var et bygningsværk som helt hvilede i sig selv, arkitektur i linje, farve og form.«[3]

Et andet resultat af Vilhelm Bjerke Petersens ophold ved Bauhaus-skolen er bogen »Symboler i abstrakt kunst«, som han udgav i 1933.[4] Bogen beskæftiger sig med elementære billedfunktioner – vel nok til en vis grad inspireret af Kandinsky’s »Punkt und Linie zur Fläche« fra 1926 – og den giver helt igennem udtryk for ideer, som på udgivelsestidspunktet var særdeles avancerede. Den blev næppe forstået af mange dengang, men virker aktuel i dag, hvor man ser dens ideers nære sammenhæng med dels naturligvis Kandinsky, men også med de dengang mest avantgardistiske russiske kunstnere som f.eks. Malevich. Vilhelm Bjerke Petersens bog består af en samling essays, som fører op til en serie af tegninger, der viser billedelementers anvendelse, funktion og tolkning. Forskellige geometriske former tages op til behandling – linjer, rektangler, cirkler, trekanter – og deres virkning i den givne flade undersøges. Ejler Bille har rammende beskrevet denne eksperimenteren i relation til Bjerke Petersens egne arbejder: »… han flyttede den samme figur rundt…, så man fik indtryk af motivet set fra forskellige synsvinkler og ud fra forskellige proportioner og størrelsesforhold. Et træ blev let omskrevet til en kegle, en menneskelig figur fik karakter af en cylinder. Hver form blev nøje undersøgt, man kunne sige målt og vejet, til den fik en plads i billedets lovbundethed.«[5] Man må sige, at »Symboler i abstrakt kunst« i mange henseender foregriber Vilhelm Bjerke Petersens senere kunstpædagogiske virke i Sverige i 1950’erne.

Bortset fra et par spredte separatudstillinger[6] var sammenslutningen »linien«s udstillinger Vilhelm Bjerke Petersens første egentlige offentlige manifestation i dansk kunstliv. Sammenslutningen var blevet til på hans initiativ, og foruden ham selv var blandt medlemmerne Richard Mortensen og Ejler Bille. Dens første udstilling i 1934 blev nærmest en skandalesucces; den afholdtes på Charlottenborg og omfattede ialt ca. 175 arbejder af medlemmerne.

Fig. 2. Landskab. 1931.

Sammenslutningen fulgtes op af et tidsskrift af samme navn. Det var Carl V. Petersen, der havde navngivet det, og det første nummer udkom i januar 1934. Vilhelm Bjerke Petersen var bladets redaktør, og dets typografi og udstyr iøvrigt var præget af de impulser, han havde modtaget på Bauhaus-skolen. Det var hans tanke, at tidsskriftet skulle indeholde artikler om kunst, litteratur og naturvidenskab, og i de få numre, der nåede at udkomme, var der bidrag af digteren Gustav Munch-Petersen, Carl V. Petersen, Mortensen, Bille og Ebbe Neergaard.

Fig. 3. Frie former i hvidt rum. 1933.
Fig. 4. Frie former i bevægelse. 1932.

Hverken tidsskriftet eller sammenslutningen fik imidlertid nogen lang levetid. I efteråret 1934 kom det til et brud mellem »linien«s medlemmer – fortrinsvis på grund af bogen »Surrealismen«, som Bjerke Petersen på dette tidspunkt udgav – og allerede året efter startede Bjerke Petersen udgivelsen af et nyt tidsskrift, som fik navnet »Konkretion«. Årsagerne til opgøret mellem »linien«s medlemmer var i hovedsagen ideologiske; Vilhelm Bjerke Petersen havde med den for ham karakteristiske intensitet fattet interesse for surrealismen i den form, som senere skulle blive fuldt udviklet af f.eks. Salvador Dali, men som i den her omtalte periode var i sin første fremkomst. I de følgende år arbejdede Bjerke Petersen på den surrealistiske front og propaganderede heftigt for denne retning. I en artikel »Introduktion til mine billeder« i tidsskriftet »Konkretion« 4, 1936, skriver han bl.a.: »Surrealisterne vil give livet og alt menneskeligt ret til udfoldelse i dets ubegrænsethed, vi sætter ikke grænser, vi viger ikke tilbage for det søde, det slimede og alt dette, æsteterne ikke kan fordrage, for vi véd, det er vigtige elementer i livet. Vi søger at lære af dem, vi taler til, og prøver ikke at lokke dem ind i gravhøje af formaliteter.« Og senere i samme artikel: »Surrealismen er den eneste åndelige bevægelse af social-revolutionær værdi, fordi den, i stedet for at modarbejde, imødekommer massernes krav om udfoldelse af alle evner – ja i høj grad styrker og strammer disse krav.«

Fig. 5. Sun in Changing Times. 1946.

Sammen med Wilhelm Freddie skaber Bjerke Petersen i årene efter »linien«s sammenbrud en dansk version af den internationale surrealisme, som i Frankrig støttedes af André Breton. I 1962 skriver Freddie: »Fulde af håb og tro på den store idé (surrealismen) kastede vi os ud i arbejdet for den, og i dette arbejde var Bjerke Petersen organisatoren, begavet som han var, med de for en bildende kunstner så sjældne evner som organisationstalent og talent som skribent.«[7]

Fig. 6. Forarbejde til Sun in Changing Times. (Tilhører Silkeborg Kunstmuseum.)

Vilhelm Bjerke Petersens arbejde i Danmark afsluttedes med hans illegale rejse til Sverige i 1942. Det blev i Sverige, han kom til at udføre sin meget væsentlige indsats på det kunstpædagogiske område; i 1949 oprettede han Moderna Konstskolan i Stockholm, og han var – ved siden af sit fortsatte arbejde som maler – en flittig skribent. Der foreligger adskillige (utrykte) manuskripter fra hans hånd fra disse år, bl.a. et udkast til en bog »Vita Nova«,[8] der – som en slags fortsættelse af »Symboler i abstrakt kunst« skulle behandle farvens problem. Arbejdet med »Vita Nova« skal sandsynligvis ses i sammenhæng med den kendsgerning, at Vilhelm Bjerke Petersen omkring 1950 forlader den surrealistiske udtryksform og bevæger sig over i en ren konkret kunst. Det er, som om han vender tilbage til indtrykkene fra Bauhaus og udvikler disse på en ganske konsekvent måde – udelukkende beskæftiger sig med essentielt maleriske problemer: Farve og form. Det samme gør sig gældende for bogen »Konkret konst«, som Vilhelm Bjerke Petersen fik udgivet i Stockholm i 1956 – året før hans død. I denne bog gør han ganske klart – og uden at blive esoterisk – rede for den konkrete kunsts principper og han anskueliggør ved hjælp af utallige eksempler forskellige arbejdsformer inden for dette kunstneriske udtryk. Han siger i det indledende afsnit bl.a.: »I den forestållande tavlan är det väsentliga camouflerat av det illustrativa och därfor svårttillgängligt. I det konkreta måleriet ligger de reala värdena i oppen dag och tvingar sig på åskådaren. Den föreställande tavlan tror gemene man att han förstår, emedan han kan se vad den »föreställer«, men i verkligheten kan han ofta inte alls uppleva tavlan, dvs. de estetiska kvaliteterna som konstnären har sökt att skapa. Den konkreta tavlan däremot, som inte representerar »något annat«, utan är vad den är, tvingar åskådaren att iakttage det primäre innehållet, och har därfor på så sätt en mycket større estetisk och pedagogisk funktion att fylla. Den uppövar liksom kalligrafien i Kina och Japan, våra ögon att uppfatta formens egen-skönhet.«[9] I september måned 1957 døde Vilhelm Bjerke Petersen på sygehuset i Halmstad. Der var få og spredte nekrologer i de danske aviser.

Fig. 7. Komposition. 1948.

De arbejder af Vilhelm Bjerke Petersen, der nu befinder sig i Fyns Stifts Kunstmuseum, dækker en periode på henved 25 år af hans produktion. Tre af billederne erhvervedes på én gang i foråret 1976, hvilket bragte antallet af Bjerke Petersen-arbejder op på 8. Med påskud i 20-året for hans død er det ganske interessant via disse billeder at forsøge at få et samlet indtryk af ham som kunstner – idet de fleste af de kunstneriske udtryksformer, han har beskæftiget sig med, er repræsenteret her.

Et meget tidligt billede er »Cirkusfolk uden for et telt«, dateret 1928. På det tidspunkt, hvor billedet er blevet til, var Bjerke Petersen elev på Akademiet i Oslo som elev af Axel Revold, og den lidt seje, norske naturalisme slår igennem i dette arbejde, som er det eneste »figurlige« Bjerke Petersen-arbejde i museets eje. Sammenholdt med senere arbejder af ham virker dette ejendommeligt uselvstændigt og en smule dilettantisk, men må jo til gengæld nok også betragtes som en 19-årig kunstners forsøg på at skabe en stor figurkomposition. Formerne er usikre, og farveholdningen endnu grel og uafbalanceret.

Som tidligere berørt var det først under og efter opholdet på Bauhaus-skolen, at Vilhelm Bjerke Petersen for alvor begyndte at få greb om tingene. Det lille »Landskab«, som han malede i 1931 er en levende illustration til de teorier om formen, som han må have mødt i sin undervisning hos Kandinsky og Klee. Formerne i landskabet er blot på randen af det genkendelige og så vidt muligt reduceret til det, som Bjerke Petersen selv senere betegnede som »billedelementer«. I denne henseende kan man så yderligere sige, at billedet fører direkte frem til de illustrationer, som anvendtes i bogen »Symboler i abstrakt kunst«.

Dette skrift er i det hele taget væsentligt for forståelsen af Bjerke Petersens arbejder omkring midten af 1930’erne. Mange af hans billeder bærer præg af stadig eksperimenteren – flader forskydes, nye rum dannes, former sættes i bevægelse, eller farver sættes i spænd mod hinanden: »linien og farven som kunstnerisk udtryksmiddel er to naturer, der har deres livsbetingelser på planet, som planten har sine i jorden og i luften, de vil kun kunne komme til at leve ved menneskets vilje og fantasi. Men de er underkastede bestemte love, uden forstaaelse for og kendskab til disse var det en umulighed at skabe.«[10]

I 1946/47 havde Bjerke Petersen et ophold i USA, og på tilbagerejsen til Sverige aflagde han København et besøg. Han deltog her i »Linien II«s udstilling i Tokanten – en begivenhed, der affødte et interview med ham i Ekstrabladet.[11] Han fortæller heri om den store interesse for abstrakt kunst, som man finder i USA, om kunstnernes vilkår og om vanskelighederne ved at komme til at udstille. For ham selv var det dog lykkedes – han udstillede i New York i 1947 – og noget tyder på, at ét af museets billeder af ham var med på denne udstilling. Det drejer sig om billedet »Sun in Changing Times«, malet i 1946; maleriet har på bagsiden påklæbet en engelsksproget udstillingsseddel, og det er i modsætning til Bjerke Petersens sædvane signeret med hele efternavnet og ikke blot med monogrammet v.b.p. Af museets Bjerke Petersen-arbejder er dette det, der bedst viser ham som surrealist. På en baggrund af noget, der ligner stejle, sorte klipper i et gråsort, dystert hav er udspændt en stor organisk form i violet; dens centrum er grønt og blåt og forsynet med en art lodret gitter ud imellem hvis tremmer der strækker sig tretten meget langstrakte former. Disse former ender i nogle stærkt orangerøde kugler og flammer i forskellige størrelser. At billedet formentlig er blevet til i USA, kan også støttes af den kendsgerning, at en forstudie hertil, en blyantstegning, netop fandtes i en mappe indeholdende forskellige skitser og andre studier fra Vilhelm Bjerke Petersens ophold i USA.[12] Det er et meget nøjagtigt forarbejde, som yderligere er forsynet med farveangivelser.

Fig. 8. Komposition med figur. 1933.

Billedet »Komposition« fra 1948 hører til museets senest erhvervede arbejder af Vilhelm Bjerke Petersen, og det er en af hans mest gennemarbejdede kompositioner. På trods af det festfyrværkeri af former og farver som billedet opviser, er der en klar og stram disposition til stede heri. Det kan godt betragtes som pegende fremad mod Bjerke Petersens nyvågnende interesse for og arbejde med konkret kunst. Hans farvebehandling er – i forhold til de surrealistiske arbejder – blevet væsentligt mere bevidst. Gult og violet, rødt og grønt, blåt og orange er brugt med en sikkerhed, som kun kan skyldes et ændret syn på farven, som fører maleren i retning af det konkrete udtryk.

Det er en beklagelig kendsgerning, at så forholdsvis få af Vilhelm Bjerke Petersens billeder befinder sig i Danmark. Nogle er i USA, men de fleste i Sverige. Bjerke Petersen var en energisk maler og en grænseløst eksperimenterende natur, og til trods for hans tidlige død havde han en enorm produktion bag sig.

Han har været en slags »enfant terrible« for sin tid – voldsomt engageret, altid på barrikaderne og til tider stærkt yderligtgående i sine synspunkter. Alt dette blev imidlertid båret af en usædvanlig evne til at formulere sig – både som maler og ikke mindst som forfatter. Der er dog nok ingen tvivl om, at Bjerke Petersens omfattende maleriske produktion er ujævn, men i sine bedste arbejder nåede han frem til en fasthed og klarhed i udtrykket, som burde betinge ham en mere fremtrædende plads i dansk kunsthistorie end han hidtil har haft.

»enhver epoke har den kunst, der nøje svarer til tidens virkelige mentalitet«. (Vilhelm Bjerke Petersen i Symboler i abstrakt kunst)

Noter

  1. ^ Af mere væsentlig litteratur om Vilhelm Bjerke Petersen kan nævnes: Carl V. Petersen, Rita Kernn-Larsen, Elsa Thoresen, Vilh. Bjerke Petersen, m.fl., Kbh. 1937.
    Jens Jørgen Thorsen, Modernisme, Kbh. 1965, s. 15-32.
    Troels Andersen, Efterskrift til nyudgivelsen af Symboler i abstrakt Kunst, Silkeborg Kunstmuseum 1974, s. 71-78.
  2. ^ Carl V. Petersen var i årene 1923-1938 direktør for den Hirsch-sprungske Samling.
  3. ^ Ejler Bille om Bjerke Petersen, i Sammenslutningen af Danske Kunstforeningers vandreudstillings katalog 1963-1964. I artiklen citeret efter J.J. Thorsen, Modernisme, Kbh. 1965, s. 26.
  4. ^ Vilhelm Bjerke Petersen, Symboler i abstrakt kunst, Kbh. 1933. Nyudgivet af Silkeborg Kunstmuseum 1974.
  5. ^ Ejler Bille, anf. arb. Samme kilde.
  6. ^ September 1930: udstilling hos Winkel & Magnussen. September 1933: udstilling hos Chr. Larsen (sammen med Ejler Bille).
  7. ^ Wilhelm Freddie i katalog til Vilhelm Bjerke Petersen Retrospektiv udstilling, Galerie Hybler, 1962.
  8. ^ jfr. Symboler i abstrakt kunst, nyudgave, Silkeborg Kunstmuseum 1974, s. 82-83, fortegnelsen over Bjerke Petersens arkiv, nrs. 43—47.
  9. ^ Vilhelm Bjerke Petersen, Konkret konst, Stockholm 1956, s. 34.
  10. ^ Vilhelm Bjerke Petersen, Symboler i abstrakt kunst, Kbh. 1933, s. 14.
  11. ^ Ekstra-Bladet, 16. september 1947.
  12. ^ Mappen befinder sig i Bjerke Petersens arkiv på Silkeborg Kunstmuseum.

©