Malerier af Harald Giersing i Fyns Stifts Kunstmuseum

Gennem årene har Fyns Stifts Kunstmuseum fået oparbejdet en anselig og repræsentativ samling af arbejder af Harald Giersing. Samlingen dækker tidsrummet fra ca. 1906 og indtil ca. 1923 og den rummer eksempler fra væsentlige perioder i Giersings produktion.

Harald Giersing (1881-1927) var tidligt moden som kunstner. Født og opvokset i et velhavende kulturelt københavnsk miljø fik han alle muligheder for at udvikle sin begavelse. Allerede som 15-årig begyndte han at male, han tog – vist nok mest efter familiens ønske – studentereksamen i 1898 og gik derefter ind på Akademiet, hvor han som lærere havde Frants Henningsen og August Jerndorff.[1] For Giersing betød tiden på Akademiet ikke meget, og hans personlighed som maler fik først lejlighed til at udvikle sig for alvor, da han – som så mange andre – opsøgte Zahrtmanns Skole, det eneste alternativ til Akademiet. Her arbejdede han fra 1904 til 1906 og fik i disse år et vældigt skub fremad i kunstnerisk henseende. Senere – i 1913 – skriver Giersing selv om tiden hos Zahrtmann: „Saa inspirerende var hans Foredrag om Modellens Hemmeligheder, at man med Beskæmmelse følte, hvor langt der dog endnu var tilbage. Man mistede Ligevægten. For at redde sig lagde man Roret om og vovede sig ud i Eksperimentering. Og Eksperimenterne blev taalte! . . . Man lærte at arbejde radikalt, at foragte det letkøbte, det, der kunne naaes ved Flid, og at kæmpe med det væsentlige.“[2] Harald Giersing satte ofte Zahrtmanns Skole og undervisningen dér i modsætning til Akademiet, og der er da heller ingen tvivl om, at netop undervisningen hos Zahrtmann har virket fremmende på Giersings reflekterende holdning til maleriet.

Imidlertid var det i største modsætning til Zahrtmann og til hans ideer, at Giersing på et forholdsvis tidligt tidspunkt orienterede sig stærkt mod Frankrig og mod fransk kunst. I oktober 1906 rejste Harald Giersing til Paris, hvor mødet med den nye franske kunst betød en yderligere ændring i hans opfattelse af maleriets problemer. Det var i første omgang især Manet samt sen- og neoimpressionisterne, der fik betydning for ham, men også Cézanne, Matisse og Gauguin. Giersing besøgte sidstnævntes store retrospektive udstilling på Salon d’Automne i efteråret 1906.

Mulighederne for at gøre sig fortrolig med nyere fransk kunst herhjemme i Danmark var på dette tidspunkt få – de var faktisk begrænsede til den lille samling i Edvard Brandes’ besiddelse samt de billeder, der kunne ses hos Mette Gauguin. Giersing har kendt disse samlinger, før han rejste til Paris, og navne som Pissarro, Cézanne og Gauguin var ham velbekendte.

Museets lille landskabsbillede „Fra Søndermarken“ må anses for at være fra perioden omkring Harald Giersings Frankrigsrejse. Billedet tilhører J.W. Larsens Samling og er det tidligste Giersingbillede i museet. Det er ganske lille – 32,0 × 41,5 cm – og er malet med en let, næsten impressionistisk penselføring. Det er ikke signeret, men på bagsiden dokumenteret som værende af Harald Giersing.[3] Med hensyn til dateringen af maleriet er der imidlertid højst modstridende oplysninger; der er ikke færre end tre forskellige muligheder at vælge imellem. Blandt de oplysninger, der er noteret på billedets bagside, er to, hvoraf den ene angiver tilblivelsesåret som ca. 1910 og den anden som ca. 1914. I Katalog over Kunstsamlingerne i Fyns Stiftsmuseum 1948 er billedet derimod dateret „ca. 1906“.

Ved sammenligning med daterede Giersing-arbejder fra 1914 fremgår det imidlertid, at denne datering under ingen omstændigheder kan opretholdes. Omkring 1914 arbejdede Giersing i en betydeligt dristigere og bredere stil og som regel i et væsentligt større format. Ligeledes af stilmæssige grunde må dateringen ca. 1910 afvises, og alt tyder på, at billedet er blevet til før Giersings rejse til Frankrig. „Fra Søndermarken“ er et efterårslandskab – busken i mellemgrunden er allerede brun, og baggrundens træer er begyndt at gulne. Vi ved, at Giersing rejste til Paris i oktober 1906, og at hans stil efter hjemkomsten ændrede sig i en retning, der prægedes af hans voksende fortrolighed med den nye franske kunst. En helt nøjagtig datering af det lille billede er næppe mulig, og man må lade sig nøje med at fastslå, at det i hvert fald er blevet til før den vigtige rejse, og at det giver et godt bidrag til vores viden om Giersings allertidligste udvikling.

Fig. 1. Dameportræt. (1909).

Til alt held dækker – som nævnt – museets repræsentation af Harald Giersing hans videre kunstneriske udvikling op til lidt før midten af 1920’erne. Allerede i Dameportræt af 1909 (fig. 1) ses det, hvordan Giersing arbejder sig bort fra den impressionistisk prægede malemåde og nærmer sig en enklere og mere plastisk form. Billedet er holdt i kølige, grågrønne toner med den siddende kvindefigur i billedets midte som et sort, bevæget ornament i fladen. Rummet omkring hende er bygget op af rolige flader, mens kvindeskikkelsens lidt urolige konturer gør, at hun virker levende og nærværende. Den maleriske behandling er gennemført med dristige brede strøg, og malemåden kan minde om nogle af Cézannes billeder i hans lidt urolige, krøllede manér. På billedets bagside er en komposition – øjensynligt opgivet – med to kvindelige modeller ved en strand (fig. 2). Farverne her er stærkt kontrasterende – rødviolet strandbred, blåt vand og gul himmel – og billedet er ejendommeligt i sin opbygning med den enlige modelfigur i billedets midte og hoved- og skulderparti af en anden model i billedets nederste højre hjørne. Mærkelig er også anbringelsen af årstallet 1909 på bagsidens billede – meget iøjnefaldende og helt ulig Giersings sædvanlige måde at anbringe en eventuel signatur og datering på. Hvorvidt årstallet gælder forsidens eller bagsidens komposition får stå hen – efter malemåden at dømme er der ikke noget stort spand af tid mellem de to arbejder. Bagsiden er imidlertid interessant (på trods af sin torso-agtige karakter), idet den giver et fingerpeg om, hvor intenst Giersing har arbejdet med disse store kompositioner med modelfigurer i landskab netop i denne periode. Et andet vidnesbyrd herom har man i en udtalelse af Giersing fra august 1908, hvor han i et brev til Sigurd Swane skriver: „Jeg har haft Model i en Ugestid og malet et Billede med 3 Figurer, grove Konturer, grove Former, „matériaux grossiers“ som Cézanne siger, men med en vis Kraft i Opbygningen haaber jeg …[4]

Fig. 2. Dameportræt. 1909. Bagside.

På Harald Giersings Mindeudstilling i oktober 1927 var der kun eet maleri fra 1908,[5] der kan passe på den beskrivelse, som Giersing selv giver i omtalte brev – „Modeller“ (fig. 3), et stort billede med tre figurer – een siddende og to stående – i et landskab.[6] Dette billede har så store kompositionelle ligheder med museets „bagside-billlede“, at man kan antage dette som et forarbejde til „Modeller“. Årstallet 1909 må derfor antages snarest at gå på forsidens billede „Dameportræt“.

Det er arbejdet med de rent formelle kunstneriske problemer, der optager Harald Giersing i årene omkring 1910/15. Skønt den ekspressionistiske retning rasede i europæisk kunst i disse år, forholder Giersing sig hertil nøgternt og køligt og med en tydelig tendens til at beskæftige sig med de formelle kompositionsprincipper.

Fig. 3. Modeller. (1908).

Et par kvindeportrætter i museets samling belyser på udmærket måde Giersings bestræbelser i denne retning. Billedet „Siddende dame med sort hat“ er signeret og dateret 1912 (fig. 4). Det er et halvfigursportræt; den portrætterede er anbragt lidt skråt i billedet, hovedet er let bøjet og hænderne samlet i skødet. Farverne i dragten er mørke, kun modellens hvide bluse og hænderne lyser op i denne del af billedet. Væggen bag modellen er lys grøn, og på denne baggrund virker den store blåsorte hat som et bredt ornament i fladen. I dette billede ser man allerede Giersings forkærlighed for mørke, mættede farver – en forkærlighed, der udvikles helt i senere billeder fra begyndelsen af 1920’erne, hvor den sorte farve slår monumentalt igennem. For Giersing var der noget magtfuldt i den sorte farve, og han nåede langt i sin beherskelse af den.

Fig. 4. Siddende dame med sort hat. 1912.

Det er interessant at sammenligne det færdige portræt med det udkast hertil, som findes på billedets bagside (fig. 5) Anbringelsen af modellen er stort set den samme, men ved ganske enkle midler har Giersing ændret kompositionen i en mere stringent retning. I udkastet er modellen anbragt lidt højere og lidt mere midt i billedfladen, og armene danner her snarere en cirkelform end en oval som i det færdige billede. Ved at rykke figuren mod højre og sænke modellens arme opnår Giersing den monumentale hvilen i billedet, som han stræbte efter.

I årene omkring 1914/15 maler Harald Giersing en række kvindeportrætter i en noget lysere farveskala, ofte domineret af grønt.

Det er store hel- og halvfigursportrætter, som i deres karakteristik af personen hører til det fornemste i Giersings produktion.

Billedet „Ung pige, der læser i en bog“ (fig. 6) hører til i denne periode. Det er ikke dateret, men både stil og farveholdning placerer det her, og man ved desuden, at en tidligere ejer købte billedet af Harald Giersing på Grønningens udstilling i maj 1915.

Det er en af Giersings roligste og mest vellykkede kompositioner. Rykket lidt til venstre for billedets midterakse sidder den unge pige; hovedet er bøjet ned mod bogen hun holder i skødet, benene lagt over kors, hele stillingen er naturlig og afslappet. Hun er lyst klædt, og på den rige grønne baggrund træder hendes skikkelse frem som en stor plastisk form. Kompositionens centrum er den mørkt indbundne bog; i dette centrum samles alle billedets linjer – understreget også af pigens nedadrettede blik. Den grønne sofa, eller divan, som den unge pige sidder på, har Giersing anvendt i andre kompositioner, f. eks. i billedet „Syende pige“ fra 1915.[7]

Fig. 5. Siddende dame med sort hat. Bagside.
Fig. 6. Ung pige, der læser i en bog. (1915).

Af selvportrætter af Harald Giersing har museet to – næsten tre. Giersing var en flittig selvportrætmaler og via disse portrætter kan man følge ham langt – ikke bare med hensyn til hans udseeende, men i høj grad også i henseende til hans udvikling som maler. Enkelte af selvportrætterne er små og upretentiøse, og man får det indtryk, at Giersing undertiden eksperimenterede med nye udtryksformer – med sig selv som model.

Når det ovenfor påstås, at museet har „næsten tre“ selvportrætter af Giersing, skyldes det, at han i eet af dem har anvendt begge sider af lærredet til samme motiv – en fremgangsmåde, som vi tidligere har set et par eksempler på. I tilfældet med „Selvportræt“ fra 1915 (fig. 7) må man dog gå ud fra, at nogle år er forløbet mellem forsidens og bagsidens tilblivelse. Forsidens selvportræt – som viser ansigtet og en del af overkroppen – er malet i en dristig og plastisk stil; de enkelte penselstrøg er faste og kraftige, og lyset og skyggerne ligesom mejsler ansigtet frem. Der stråler en selvsikkerhed ud fra lærredet, både i Giersings holdning på billedet og i hele hans maleriske behandling af det. Ansigtet er det mest udarbejdede, klædedragten nærmest antydet, og den diskrete, næsten abstrakte, baggrund ligesom skubber figuren frem mod beskueren. At Giersing selv betragtede portrættet som afsluttet og godkendt, viser hans signatur i nederste højre hjørne: HG 15.

Fig. 7. Selvportræt. 1915.

På dette billedes bagside findes så et udkast til endnu et selvportræt (fig. 8). Også her er noget af overkroppen med, men baggrunden er ubehandlet, og figuren er rykket et stykke til højre i billedfladen. Ansigtet er nødtørftigt udarbejdet og virker overmalet, mens håret er mere detaljeret behandlet. Hele malemåden – med store bløde strøg – og figurens anbringelse på lærredet kommer meget nær op ad et andet af Giersings selvportrætter, nemlig det i Randers Kunstmuseum.[8] Dette selvportræt er signeret og dateret 1909; figuren er rykket yderligere til højre, men stilling, klædedragt og frisure er ganske den samme. Om lighed i selve ansigtsudtrykket kan man ikke sige meget al den stund ansigtet i museets selvportræt ikke er udført i detaljer og tilmed – som nævnt – ligefrem virker overmalet. Tilbage bliver dog, at dette med god grund kan opfattes som en forstudie til Randers-selvportrættet.

Fig. 8. Selvportræt. 1915. Bagside.

Det andet – og senere – selvportræt, som museet ejer, kom hertil med J.W. Larsens donation. Giersing har her fremstillet sig selv med pibe i munden, tørklæde om halsen og intenst sammenknebne øjne (fig. 9). Billedet er holdt i overvejende blå farver, med undtagelse af baggrunden, som trækker sig tilbage i fornemme grå og brune toner.

Dette selvportræt er på mange måder et ejendommeligt billede og forstærker det tidligere omtalte indtryk, at Giersing ofte eksperimenterede med nye male- og udtryksformer med sig selv som forhåndenværende model. Det, man først hæfter sig ved under betragtningen af billedet er de stærke konturer og de udtalte skygger i ansigtet. Disse skygger er holdt i blåt, mens de lysere partier er rosa – en for Harald Giersing usædvanlig farvekombination. Det er dog imidlertid muligt at finde frem til en sandsynlig inspirationskilde for det ejendommelige selvportræt. Kort efter første verdenskrigs afslutning lykkedes det den københavnske grosserer Chr. Tezten-Lund at erhverve en samling arbejder af Henri Matisse, deriblandt Matisse’s selvportræt fra 1906.[9] Hos Tezten-Lund har Giersing set dette billede og i årene omkring 1921/22 har han udført en tegning efter det (fig. 10).[10] Det er en af Giersings mest inspirerede tegninger, kraftigt og sikkert udført, og det er tydeligt, at han må have været meget optaget af Matisse’s billede.

Fig. 9. Selvportræt. Ca. 1922.

I Matisse’s selvportræt optræder en lignende særpræget farvekombination som i Giersings her omtalte selvportræt; skyggerne i ansigtet er overvejende holdt i grønne toner, mens de belyste partier er stærkt rosa. Selve tegningen, som Giersing udførte efter Matisse har de samme kraftige optrukne konturer og skygger som Giersings selvportræt, og med tegningen som mellemled er det således rimeligt at betragte Matisse’s selvportræt som en forudsætning og inspirationskilde for Giersing. Hvis man gør dette, bliver det imidlertid nødvendigt at underkaste dateringen af Giersings selvportræt en nøjere undersøgelse. Hidtil har dateringen o. 1920 været hæftet på billedet, men det er nok et spørgsmål om denne kan opretholdes. Billedet er fra Giersings hånd ikke dateret, og der er ingen kilder overhovedet, der angiver 1920 som tilblivelsesåret. Derimod var der på Giersings Mindeudstilling i 1927 et „Selvportræt ca. 1922 pap 37.30“[11] – dengang tilhørende kgl. kapelmusikus Thorvald Nielsen. Der kan næppe være tvivl om, at dette er identisk med museets selvportræt, idet både mål og materiale stemmer overens. Hertil kommer også, at hele malemåden ligger så tæt op ad Giersings stil fra de første år af 1920’erne, at dateringen fra Mindeudstillingens katalog må anses for at være den korrekte.

Fig. 10. Tegning efter selvportræt af Matisse. Ca. 1922.

I årene op til 1920 udførte Harald Giersing nogle arbejder, der i deres form er udpræget dekorative. Museets nyerhvervede „Danserinde på gul baggrund“ fra 1920 (fig. 11) hører til i denne kategori. Uden tvivl er disse billeder Giersings fortolkning af kubismen, og det kubistiske formsprog bliver i hans hånd en højst personlig udtryksmåde med tydelig overvægt på det ornamentale – som altid havde interesseret ham.

Fig. 11. Danserinde på gul baggrund. (1920).

„Danserinde på gul baggrund“ er formodentlig et af de seneste af Giersings arbejder af denne art. Den udvikling, som fører op til Danserinden tog sin begyndelse med rækken af billeder af fodboldspillere (1917) og fortsætter i flere danserinde-billeder. Som regel er danserinderne ligesom fastfrosset i en attitude, og billederne er alle af en høj dekorativ virkning. Museets danserinde-billede er uhyre originalt i sin farveholdning; den sortklædte kvindeskikkelse står frem som et zig-zag-ornament på en stærk carrygul baggrund, og arme og ben er i en ejendommelig – næsten påtrængende – rød farve. Figuren er forenklet til det mest elementære, men med en kraft i udtryksmåden som er karakteristisk for Harald Giersing.

Af Harald Giersings landskaber er allerede eet omtalt – det meget tidlige efterårslandskab fra Søndermarken – men yderligere to er i museets eje. Det fornemste af disse er billedet af Svanninge Kirke, malet ca. 1923 (fig. 12). Harald Giersings tilknytning til Fyn daterer sig fra omkring 1917 – dette år giftede han sig som bekendt med Fritz Sybergs datter Besse, og i årene indtil 1925 opstod en lang række arbejder med motiver fra Faaborg og Svanninge. Fritz Syberg havde foræret Besse og Harald Giersing et lille hus hernede, og Giersing levede sig i meget høj grad ind i egnens særpræg. Især kirken og kirkegården blev for ham uudtømmelige kilder til inspiration, ligesom han atter og atter optog motiver fra landevejen ved Fåborg. På Mindeudstillingen i 1927 forekommer ikke mindre end 30 arbejder med motiv fra disse kanter.

„Svanninge Kirke“ er signeret, men ikke dateret. At give en nøjagtig datering af billedet er ingen let sag – man er hovedsagelig henvist til stilistiske holdepunkter. I året 1923 malede Giersing en række opstillinger, fortrinsvis med flasker og malerbøtter. Disse opstillinger er alle holdt i de dybe mørke farvetoner, som Giersing yndede så meget, og i deres komposition er de yderst stringente. Kompositionsprincippet i billedet af Svanninge Kirke er det samme som i disse opstillinger – een stor opragende form, som er forskudt for billedets midterakse og som holder hele billedfladen i skak. Kirkens hvidt lysende tårn med det sorte spir hæver sig over de omgivende træer og buske, der er behandlet som eet sammenhængende grønt hele. Der er – ligesom i opstillingerne – en næsten abstrakt kvalitet i gengivelsen af det sete, og denne overensstemmelse mellem opstillinger fra 1923 og billedet af Svanninge Kirke tyder på, at dateringen ca. 1923 af sidstnævnte arbejde næppe kan være helt forkert.

Fig. 12. Svanninge Kirke. Ca. 1923.

Det andet landskab – og det sidste af museets Giersing-arbejder, der her skal behandles – er et skovinteriør. I lighed med det foregående billede er dette signeret, men ikke dateret, og også her er en fast datering vanskelig at opnå. Omkring 1915 malede Giersing meget i egnen omkring Mogenstrup og Sorø, men billedet her mangler ganske topografiske kendetegn, så det kan næppe fastslås med sikkerhed, at det hører til i denne sammenhæng. Billederne fra Mogenstrup og Sorø er endvidere som regel lysere i koloritten og friskere i opfattelsen. Det står dog imidlertid fast, at „Skovinteriør“ ligger tidligere i Giersings produktion end det nys omtalte billede af Svanninge Kirke – hvis faste og overlegne komposition virker langt mere udviklet.

„I „Skovinteriør“ er det ganske tydeligt rytmen i de høje lige træstammer, der har fængslet Harald Giersing. Dybden i billedet accentueres dels af den lille skovsti, der snor sig ind mellem stammerne og dels af den enlige fremskudte stamme i billedets midte. Det er et velformuleret arbejde, der dog ikke kan siges at stå helt på højde med andre – tidligere såvel som senere – skovbilleder fra Giersings hånd.

Som nævnt i indledningen giver museets Giersing-samling et godt indtryk af hans malerpersonlighed på forskellige tidspunkter af hans liv – uden at samlingen iøvrigt kan siges at være dækkende. Museet ejer endvidere enkelte tegninger af Harald Giersing, men disse skal dog ikke behandles her. For fuldstændighedens skyld skal der som en slags afslutning på denne lille artikel biføjes en fortegnelse over samtlige arbejder af Giersing i Fyns Stifts Kunstmuseum.

Malerier

  • Dameportræt. 1909
    122,0 × 92,3 cm
    compoboard
    ikke betegnet, men med en datering på bagsiden
    Købt 1943, inv.nr. 437
  • Siddende dame med sort hat. 1912
    91,5 × 76,9 cm
    compoboard
    betegnet fn th HG 1912 (monogram)
    Købt 1959, inv.nr. 549
  • Ung pige, der læser i en bog. (1914)
    126,7 × 95,5 cm
    olie på lærred
    ikke betegnet
    Gave 1962 fra Albanifonden, inv. nr. 611
  • Selvportræt. 1915
    60,2 × 50,4 cm
    compoboard
    betegnet fn th HG 15 (monogram)
    Købt 1944, inv.nr. 441
  • Danserinde på gul baggrund. (1920)
    125,0 × 92,0 cm
    betegnet fn th HG (monogram)
    Købt 1975, inv.nr. 1516
  • Selvportræt, (ca. 1922)
    36,8 × 31,7 cm
    pap
    ikke betegnet
    Gave 1948 fra sparekasserevisor J.W. Larsen, inv.nr. JWL 11
  • Skovinteriør
    71,5 × 61,3 cm
    olie på lærred
    betegnet fn th HG (monogram)
    Købt 1970, inv.nr. 1157
  • Fra Søndermarken (ca. 1906)
    32,0 × 41,5 cm
    pap ikke betegnet
    Gave 1948 fra sparekasserevisor J.W. Larsen, inv.nr. JWL 10
  • Svanninge Kirke (ca. 1923)
    46,6 × 58,6 cm
    olie på lærred
    betegnet fn tv HG (monogram)
    Gave 1948 fra sparekasserevisor J.W. Larsen, inv.nr. JWL 12

Tegninger

  • Kunstnerens søster ved sin symaskine. (ca. 1908)
    28,0 × 24,0 cm
    pensel og vandfarve på papir
    ikke betegnet
    Gave 1948 fra sparekasserevisor J.W. Larsen, inv.nr. JWL 110
  • Portræt af „P. U.“ (forfatteren Poul Uttenreiter) (1909-11)
    35,4 × 28,4 cm
    kulstift på brunt papir
    ikke betegnet
    Gave 1948 fra sparekasserevisor J.W. Larsen, inv.nr. JWL 143
  • Læsende ung pige. 1921
    48,3 × 36,5 cm
    blyant på brunt papir
    betegnet fn th HG (monogram) 1921
    >Købt 1968, inv.nr. 1066
  • Komposition med tre figurer.
    28,0 × 21,5 cm
    sortkridt og vandfarve på papir
    ikke betegnet
    Gave 1948 fra sparekasserevisor J.W. Larsen, inv.nr. JWL 111

Noter

  1. ^ Om Harald Giersings familie og hans tidlige ungdom se Kunstbladet, 2. hefte, februar 1927, s. 40 ff. (Artikel af Siegfred Neuhaus)
  2. ^ Harald Giersing, Om Kunst. Udgivet af Poul Uttenreiter, Kbh. 1934, s. 40.
  3. ^ Påskrift på bagsiden med blæk: Malet af min Bror Harald Giersing / Bodil Giersing.
  4. ^ Se Haavard Rostrup, Harald Gier-sings Tegninger, Kbh. 1957, s. 21.
  5. ^ Harald Giersing Mindeudstilling, 2.-16. oktober 1927, kat. nr. 71 (intet tilhørsforhold angivet).
  6. ^ „Modeller“ er afbildet i Katalog fra Kunsthallens Auktioner, nr. 160, 1949, s. 4. Det har desværre ikke været muligt at få oplyst, hvor billedet nu befinder sig.
  7. ^ Dette billede tilhører nu Statens Museum for Kunst. Afbildet i Kunstmuseets Aarsskrift 1919, s. 142. Katalog Nyere dansk Malerkunst, Statens Museum for Kunst, 1970, inv. 3419.
  8. ^ Fortegnelse over Randers Kunstmuseums malerier og tegninger, 1952, kat. nr. 83, afbildet (upag.).
  9. ^ Selvportræt af Henri Matisse tilhører nu Statens Museum for Kunst. Se katalog over Moderne udenlandsk kunst, 1964, nr. R 78 (afbildet). Se endvidere katalog Matisse, En retrospektiv udstilling, Statens Museum for Kunst, 1970, kat. nr. 21, afbildet i farver.
  10. ^ Tegningen er afbildet i Haavard Rostrup, Harald Giersings tegninger, Kbh. 1957, pi. 17. Omtalt sst. s. 13.
  11. ^ Harald Giersings Mindeudstilling, 2.-16. oktober 1927, kat. nr. 289.

©