Ved en udgravning af en del af kirkegården til Gråbrødre Kloster i 1990, foranlediget af en længe planlagt fornyelse af Gråbrødre Plads, fandtes en stor mængde perler. I tretten grave blev i alt fundet 322 perler, to halve samt en perle udskåret som en rose. En stor del af disse perler blev fundet flere sammen, ofte anbragt mellem ligets fingre eller omkring underarmen (figur 1). I et par tilfælde var fundomstændighederne så gode, at perlerne stadig lå som en perlekrans (figur 2).
Det er ikke almindeligt at finde gravgaver på kristne kirkegårde, og det var da heller ikke almindelige perlekranse der blev fundet på Gråbrødre kirkegård, men derimod de såkaldte rosenkranse der blev meget populære i senmiddelalderen i kølvandet på udbredelsen af Maria-dyrkelsen. Et par perlekranse var samlet efter systemet: én stor – ti små – én stor – ti små osv., og der er derfor ingen tvivl om at mange af perlerne har været en del af rosenkranse (figur 3). I nogle af samlingerne (indeholdende op til fyrre stk.) var perlerne af ens størrelse uden store perler til adskillelse (figur 4). De store skilleperler kan have været af organisk materiale som træ, og dette ville næppe være blevet bevaret på dette sted.[1] Mange af perlerne fra denne udgravning er netop lavet af materialer som er mere bestandige end organisk materiale. Materialerne spænder over rav, ben, glas, kobbertråd, kobber, agat og kvarts.
Ud af de tretten grave er ti skeletter blevet undersøgt for alder og køn. To må betegnes som børn, da de er blevet bestemt til at være henholdsvis 13 og 14 år gamle (det har ikke været muligt at bestemme deres køn). Tre var mænd, alle mellem 18 og 31 år, en ældre person, dvs. mellem 40 og 60 år var muligvis også en mand. Tre er blevet bestemt til at være kvinder mellem 25 og 30 år. En enkelt ældre person mellem 40 og 60 år har ikke kunnet kønsbestemmes. Den store alders- og kønsmæssige spredning af skeletterne giver ikke umiddelbart noget fingerpeg om, hvem denne gruppe mennesker kunne være eller hvorfor de blev begravet på Gråbrødre Kirkegård (figur 5).
Ved andre kirkegårdsudgravninger i Odense er der kun fundet én rosenkrans.[2] Den blev fundet på Skt. Albans kirkegård, og de mange små perler var lavet af bronze. Netop i Skt. Albans kirke var et alter blevet indviet d. 24. april 1492 til et broderskab stiftet til ære for Rosenkransen. Det kan således undre, hvorfor der ikke på denne kirkegård er fundet flere rosenkranse. Det kan naturligvis hænge sammen med materialernes beskaffenhed, men det er måske ikke hele forklaringen (figur 6).
Det er fristende at forbinde fundene af rosenkranse på Gråbrødre Kirkegård med den særligt fremtrædende position som gråbrødrene i Odense havde i senmiddelalderen som følge af, at denne orden var dronning Christines foretrukne. Flere forhold taler for denne fortolkning. Det var ikke alle, der kunne blive begravet på en klosterordens kirkegård, da det strengt taget kun var ordenens medlemmer som havde ret til at hvile der. Desuden er de fineste kranse fundet tæt ved koret. Disse forhold tyder på at de begravede havde en vis position og indflydelse, da det blev anset som bedst at blive begravet så tæt som muligt ved det hellige (koret først og dernæst skibet) (figur 7).
Det var da også nogle af byens førende borgere, der var med til at stifte broderskabet. De mest indflydelsesrige står opført med navns nævnelse og omfattede bl.a. provsten Hans Urne, Mathias Brun, der var almindelig official i Odense, Jep Hoffman, prior i Skt. Knuds Kloster, Hans Orgelmester, Bartholomeus, der var læge og boede i Overgade 3 (bedre kendt som ‘ruinen’), Esge Hvid, Hans Walæ, William Bogbinder og Anders Geed. Det er ikke umuligt at forestille sig, at nogle af byens førende borgere netop i begyndelsen i 1500-tallet skulle have valgt at blive begravet på Gråbrødre Klosters kirkegård på grund af dronning Christine.
Det har nok mest været lokale der blev optaget som medlemmer af Maria Psalters Broderskab i Odense, men at de ikke alle sammen var bosiddende her vidner en bestemmelse i vedtægterne om. Heri står at medlemmer som ikke boede i Odense hvert år skulle betale fire hvid penning til messer og altrets behov inden Skt. Martins dag (11. november) og en halv mark voks.
Dronning Christine var ganske vist ikke blandt stifterne, men at Broderskabet havde hendes interesse ses tydeligt ved at hun i 1496 opfordrede Hr. Michael Nicolai, sognepræst ved Skt. Albans kirke i Odense til at skrive et digt om Jomfru Marias Rosenkrans.[3] Det er ikke et originalt digt i nutidig forstand, idet Hr. Michael oversatte og bearbejdede et latinsk forlæg kaldet De Psalterio Beatæ Mariæ Virginis forfattet af Alanus de Rupes. Hr. Michaels fordanskning viser dog at han også selv mestrede digterkunsten. Her er således et uddrag af hans digt om Jomfru Marias Rosenkrans.
"Dette bånd det skal du bære
vil du med Jomfru Maria være.
Bær dette bånd alt på din hånd
Da gemmer Maria dig liv og ånd.
Vil du være gemt for djævelens svig,
Da bær dette bånd altid hos dig.
Om djævelen skal dig ikke svige
Lad dette bånd ej fra dig vige.
Bær dette bånd alt om din arm,
Da gemmer det dig fra synd og harm.
Med dette bånd tjen Maria mø,
Da hjælper hun dig, når du skal dø.
Hav dette bånd og gem det vel,
Da gemmer Maria både liv og sjæl.
Bær dette bånd for Marias skyld,
Da vorder hun dig både blid og huld.
Vil du have gavn til liv og sjæl,
Da gem Vor Frues Psalter vel."[4]
Rosenkranse var en vigtig del af Maria-dyrkelsen i senmiddelalderen, og de viser så udmærket hvorledes kendskabet til kristendommen blev formidlet bl.a. ved hjælp af billeder, billedsprog og ikke mindst symbolik. Det var således ingen tilfældighed at en krans lavet af perler, hvis bestemte antal skulle lette afsigelsen af et bestemt antal bønner primært til Maria blev kaldt en rosenkrans. Kransene blev lavet af en mangfoldighed af materiale, som vel sjældent kunne sammenlignes med roser (figur 8) – selv om en af kransene fra Gråbrødre Kirkegård i Odense netop udmærker sig ved at en af de store perler er udskåret som en stiliseret rose (figur 2).[5] Derimod blev Maria ofte i middelalderens digtning omtalt som Rosen i Edens Have, og det er sikkert denne forbindelse som har givet rosenkransen navnet.
Der er ingen umiddelbar spirituel forklaring på at så mange medlemmer af dette broderskab ser ud til at have valgt at blive begravet på kirkegården ved Gråbrødre Kloster, da Den hellige Frans af Assisis "yndlingstema" for meditation var Kristus’ lidelseshistorie.[6] Valget af Kristi lidelseshistorie som det centrale tema i Claus Bergs altertavle understreger denne spirituelle præference. Den hellige Frans af Assisis valg af Kristi lidelseshistorie blev også det gennemgående træk for franciskanerordenen gennem hele middelalderen, selvom dyrkelsen af Maria ikke var helt fraværende hos franciskanerne. Det var dog især gennem dominikanernes virksomhed at rosenkransandagten blev udbredt gennem middelalderen.
Statutterne for Maria Psalters Broderskab i Odense var fastlagt d. 13. marts 1496. Hver uge skulle medlemmerne af broderskabet læse et Jomfru Maria Psalter, som var tre rosenkranse. Hvad tre rosenkranse nærmere gik ud på er ikke defineret i statutterne for Maria Psalters Broderskab i Odense, men de har nok været udført efter samme forskrifter som Maria Rosenkrans Broderskab i Slesvig, hvori det blev fastslået at der hørte 5 Pater Noster (Fader Vor) og 50 Ave Maria til en rosenkrans og tre rosenkranse udgjorde en psalter.
Broderskabets medlemmer mødtes fire gange om året på søndagene efter Marias Fødselsdag (8. september), Marias Undfangelsesdag (8. december), Marias Renselsesdag eller Kyndelmisse (2. februar) og Marias Bebudelsesdag (25. marts). Man mødtes i Skt. Albans kirke kl. 12. Hvis man undlod at møde op uden at have meldt afbud skulle man betale en mark voks.
Om aftenen før disse møder skulle der holdes vigilie, dvs. aftenmesse, foran broderskabets alter, og den følgende mandag skulle der siges messe over afdøde brødre og søstre. Til denne messe skulle alle medlemmer ofre: halvdelen skulle gå til brødreskabets kapellan og halvdelen til altrets forbedring (figur 9).
Hver uge skulle afholdes fire messer ved altret – hver søndag og mandag læses messer over de døde og hver torsdag og lørdag over de levende brødre og søstre. For dette arbejde blev kapellanen betalt 12 mark penge; halvdelen til påske og halvdelen til Mikkelsdag.
Skolemestre og peblinge skulle foran altret synge Ave Maria alle dage til Vor Frues ære, alle apostlenes dage, alle søndage, alle påskedage og alle fire pinsedage samt alle aftenerne i fasten. For dette skulle skolemesteren hvert år have 2 mark penge og peblingene 2 tønder øl, den ene på Skt. Nikolaus dag (6. december) og den anden den fjerde søndag i fasten.
Messen var, som det også ses af disse bestemmelser, den vigtigste del af den religiøse hengivelse i middelalderen.[7] Accepten af transubstantiationen gjorde messen til dét punkt hvor man kunne værdsætte menneskeligheden ved den legemliggjorte gud. Billedliggørelsen af dette synspunkt blev meget udbredt gennem Skt. Gregors Messe (figur 10). Denne legende handler om en tvivlende tilskuer som ikke var helt overbevist om sandheden ved transubstantiationen, dvs. at brødet gennem præstens indstiftelsesord blev forvandlet til Jesu kød. Men han blev overbevist ved denne bestemte messe hvor pave Gregor den Første havde velsignet brødet, og det derefter forvandlede sig for øjnene af den tvivlende. I nogle legender bliver det til blodigt kød og i andre til den korsfæstede Jesus.
Religiøse sammenslutninger, såsom Maria Psalters Broderskab, viser hvor meget det religiøse udtryk havde ændret sig i middelalderens løb. I den tidlige middelalder, da kristendommen kom til Danmark, var klosterlivet den mest ansete form for religiøst liv en kristen kunne leve. Det var en funktionsopdelt kristendom, hvor visse mennesker (munke og nonner) tog sig af at leve det gode kristne liv. Deres religiøse liv og bønner gjaldt således for hele den kristne menighed. Med udbredelsen af andre religiøse udtryksformer, hvoraf tiggermunkenes nok var den mest afgørende, ændredes dette billede. Tiggermunkenes budskab var bl.a. at et godt kristent liv kunne leves "ude i verden". En sådan ændring betød at alle kunne være med, og fra alle de forskellige religiøse udtryk, der findes i senmiddelalderen ser det ud til at mange tog dette budskab til sig. Medlemskab af en religiøs sammenslutning som Maria Psalters Broderskab i Odense viser at mange almindelige mennesker havde et ønske om at deltage mere aktivt i det åndelige liv samtidig med at det gav mulighed for en mere individuel og privat form for religiøs praksis, f.eks. ved afsigelsen af et psalter eller flere hver uge.
Sammenfiltret med ønsket om at deltage mere aktivt i det åndelige liv spillede aflad ganske givet også ind. Biskop Karl Rønnow, som havde indstiftet broderskabets alter i Skt. Albans kirke, havde også givet fyrre dages aflad for hver læst rosenkrans i psalteret.[8] Tanken om aflad hang sammen med det syndefulde menneske. Et menneskes synder gennem livet blev talt sammen og antallet samt alvoren af synderne afgjorde hvor lang tid man blev hængende i skærsilden før man evt. kunne komme i himlen. Dette med aflad og tilgivelse for synder var også en del af den religiøse praksis på jorden, og det føltes naturligt at forlænge denne tankegang til også at omfatte tiden efter livet.
Nødvendigheden for aflad til skærsilden hang sammen med at man ikke kunne være sikker på, at den bod man påtog sig på jorden faktisk var nok til at bøde for den synd man havde begået. Derfor blev man nødt til at tegne en slags "forsikring". Hvad den almindelige opfattelse af aflad nøjagtig gik ud på er dog noget uklart. Mange troede således at aflad virkede af sig selv og derfor "glemte" de at integrere aflad i det fulde bodssystem der var baseret på skrifte og anger som forudsætning for at aflad skulle virke. Det er også muligt at nogle troede at aflad sikrede dem fuldstændig frigørelse fra effekten af synd.
Efter som teorien om aflad blev udviklet steg mulighederne for markedsføring, og deres forbindelse med gode gerninger i bredeste forstand blev mere udtalte – det var vel ikke urimeligt at det forudsatte noget godgørende at få lov til at trække på det officielle Skatkammer for Fortjenester. Fortjenester, der blev anbefalet i den forbindelse spænder fra deltagelse i gudstjenester afholdt af bestemte prædikanter over tilskud til bygning af en kirke eller bro til afsigelsen af en rosenkrans, som i dette tilfælde.
Måske var det mest problematiske aspekt ved aflad om det også kunne opnås for afdøde personer. Dette spørgsmål optog nogle af de fremmeste teologer i senmiddelalderen. Aflad for de døde og medinddragelsen af disse i gode gerninger udført af levende personer blev måske så populært fordi det lettede presset på de levende, idet det uden tvivl har lettet på samvittigheden at medinddrage og indmelde allerede afdøde personer i broderskaber som det også ses af bestemmelserne for Maria Psalters Broderskab i Odense.
Nogle af de mest populære temaer og legender om Maria genfindes i det lille uddrag af Hr. Michaels digt om Jomfru Marias Rosenkrans som er gengivet her. Forestillingen om Maria som den, der gik i forbøn hos Gud når folk døde, var et udbredt motiv både i Maria-legender og billeder, der illustrerer forskellige af disse aspekter (figur 11). Springbrættet for ideen om Maria som himlens dronning var udviklet af ideen om Marias optagelse i himlen efter at hendes jordiske liv var ovre. Modtaget i himlen af Kristus, med en velkomst som var lig den som hun gav ham da han kom til jorden gennem hende, blev hun kronet til dronning af himlen og jorden og begyndte at deltage i hans magt over begge sfærer. Eftersom denne strålende dronning også var den nådefulde moder af folk, ville hendes magt blive brugt til at beskytte de små mennesker i verden som tilbad hende og påkaldte hende i nøden. Ideen om Maria som himlens dronning hang sammen med den middelalderlige opfattelse af hende som den der kunne gå i forbøn hos gud i himlen for jordens børn.
Et andet motiv der illustrerer Maria som himlens dronning er det såkaldte Maria i Solgisel (figur 12). Det viser Maria klædt på med solens stråler med månen (dvs. kirken) under hendes fødder. En lille undselig amulet eller pilgrimsmærke af bly med dette motiv blev fundet i køkkenet i Sortebrødre Kloster ved en udgravning i 1974 (figur 13). Det understreger at Maria-dyrkelsen var en vigtig del af den kristne spiritualitet i Odense, og at tilbedelsen ikke kun var begrænset til Maria Psalters Broderskab. Men det er også vigtigt at huske på at Maria-dyrkelsen, som har været fokus her, blot var et aspekt af kristendommen i senmiddelalderen.
