Markedsgøgl eller museum

Tale ved Den Fynske Landsbys 50 års fødselsdag den 22. juni 1996

Det er jo en halvtreds års fødselsdag vi fejrer i dag. Det er en svær alder. Det kan jeg tale med om. Jeg har selv prøvet det i år. Halvtreds år er hverken fugl eller fisk. Der er hverken noget at se tilbage på eller noget at se frem til. Det er derfor også svært at tale for en halvtreds års fødselar. Talen må på den ene side ikke komme til at lyde som en nekrolog. Men den må på den anden side heller ikke lyde som en tale til en konfirmand. Når man selv er blevet halvtreds, så ved man, hvad det vil sige at blive et stykke inventar i andre menneskers liv.

Nu er Den Fynske Landsby jo ikke et menneske, underkastet menneskelivets sørgelige begrænsninger, hvad angår levetid. Tværtimod. Den Fynske Landsby er på en måde tidløs. Alt hvad vi ser her er unddraget tidens tand, alle tings forgængelighed. Man har simpelthen plomberet tidens tand. Det er en fantastisk magtdemonstration, vi her er vidne til.

Hvad vil mon en person fra en fremmed kulturkreds mene om os, når vi blandt millioner af bygninger udpeger ganske få, og erklærer dem for udødelige? For det er jo, hvad der sker. Vi dømmer et hus, ikke til døden, men til livet, til evigt liv. Hvor langt tilbage skal vi i vores egen kulturs historie for at finde forfædre for hvem det var utænkeligt, ja måske endog en smule ukristeligt sådan at ville bevare og frede ting, og på den måde skalte og valte med tiden?

Nu er selve denne magtytring, at ville bevare monumenter, bygninger og hele byer og landskaber efterveer af en fredningslov, som ikke selv er fyldt 100 år endnu. Den første danske bygningsfredningslov er fra 1918. Men forud for denne lov gik selvfølgelig et sindelagsskifte. Pludselig gik det op for os, at det ikke bare var naturen, der havde en historie i form af fødsel, modning og død, men også kulturen opstod, udviklede sig og kunne forsvinde næsten sporløst. Hos de lærde var den historiske sans blevet vakt til live allerede mens Jeppe levede på Bjerget. Men Jeppe selv, som snart genopstår her på scenen, nærede ikke noget ønske om at bevare andet end sin brandert og sit gode humør. På en måde levede Jeppe på Bjerget i en forhistorisk verden. Det gik op og ned, fra møddingen og til baronens seng og tilbavs igen. Men det gik aldrig fremad.

Men 100 år efter at Jeppe har forladt scenen, må hans efterkommere sande at den verden, de er født ind i, forsvinder for øjnene af dem. Industrialismen havde gjort sit indtog i Danmark. Folkevandringen fra land til by gik i gang. der blev lagt vand ind og lagt skinner ud, der blev lagt lys ind og skoler ud. Men der sker ingen fornyelse uden forældelse. I et chokagtigt tempo forældes ting, tankesæt, vaner og livsformer, og hvis de ikke arkiveres, bevares og fredes, forsvinder de. Vi oplever en konstant svimmelhed ved tingenes og verdens tendens til at forsvinde.

Mange fik i midten af forrige århundrede lyst til lige at få taget et billede af landskabet, inden det blev pløjet om, og af gården inden den blev bygget om. Fotografiapparatet var endnu ikke opfundet, men det var maleriet, og de danske malere styrtede ud af atelieret og malede heden og skoven og bonden og neget og gården og konen. Det hele blev fastholdt og hængt op til minde om en svunden tid. Ak ja, sukkede de besøgende på kunstudstillingerne, når de så billeder af høstfolk og landsbyens gadekær: det svundne er skønt, det skønne er forsvundet.

For efterhånden som den moderne verden blev mere og mere moderne, blev den også mere og mere ubeboelig. Så opstod myten om de gode gamle dage. I kølvandet på fremtidschokket kom fortidsbegejstringen. Vi ved da godt, at der ikke er så meget at begejstres over. Bygningerne i Den Fynske Landsby hører ikke til verdens syv underværker. De er tværtimod mindesmærker over fattigdom, åndløshed, kulturløshed, ufrihed. Det er ikke en landsby, men en arbejdslejr. Er det noget at fejre, noget at mindes? Hvor mange digtere og tænkere, hvor mange astronomer og opfindere har der levet her? Er de overhovedet blevet vasket? Hvor er baderummene; koncertsalen, teatret, biblioteket?

Når man nu er så ivrig efter at genoplive livet i landsbyen, hvorfor hører man så ikke bonden voldtage tjenestepigen, hvor er høsten, der slog fejl, pigen, der kvalte sit uønskede barn, skolelæreren der pryglede stoltheden ud af den ordblinde? Svaret er enkelt: fordi frilandsmuseer aldrig har skullet tjene de formål, som de selv påstår at have. Vi behøver ikke Den Fynske Landsby for at få viden om livet i den danske landsby. Vi har den danske litteratur. Vi har Blicher, J.P. Jacobsen, Pontoppidan og mange flere. Vi har malerkunsten. Det er noget helt andet og meget vigtigere, der udspiller sig på et frilandsmuseum som her. Her iscenesættes tilværelsens store spørgsmål. Hvor kommer vi fra, hvor skal vi hen? Er tiden et ubønhørligt kværnende hjul, som til sidst maler alt til støv? Eller skal vi og kan vi obsternassigt rejse os mod tiden? Udkæmper mennesket ikke her på denne mark en kamp mod titanen Kronos, tidens gud? Ja, hvad foregår der egentlig her i denne mærkelige tidslomme, som rummer både rig og fattig, kro og præstegård, industri og landbrug, og dertil de fire elementer Ilden i smedjen, vandet i vandmøllen, luften i vindmøllen og jorden under bonden? Der råder tilsyneladende en hel kosmisk orden på dette lille fristed.

Men der er unægtelig også noget spøgelsesagtigt over Den Fynske Landsby. De enkelte bygninger står der i deres stive og stivede søndagstøj. Selv om de er omkring 150 år gamle, er de hverken sunket sammen eller bulet ud. De står så kæk og rank på deres sokler. Hvad er det for en mærkelig stivhed, som alle bygninger synes ramt af. Skulle det mon ikke være dødsstivheden, rigor mortis. Der går et gys igennem mig, hver gang jeg træder ind på et frilandsmuseum.

Turuphuset. Foto Jørgen Jensen.

Måske er det derfor, man er så ivrig efter at simulere liv herude. Det vil de ansvarlige for det kunstige åndedræt herude jo aldrig indrømme. Og det skal de heller ikke tvinges til. For vi er alle delagtige i den sælsomme kult, som foregår herude. Under overfladen, under al snakken om bygningsbevaring og genoplivning af gamle arbejdsprocesser i håndværk og landbrug, under den Morten Korch’ske idyl udspiller der sig nemlig et drama af vældige mytiske og eksistentielle dimensioner.

Det uhyggelige ved frilandsmuseer skyldes måske, at hele vores kultur er grebet af en sådan dødsstivhed, lige fra pressefolderne i bankfunktionærernes bukser til de stivede vindermasker på caféerne og muskelpanseret i fitnesscentrene. I hvert fald skal vi ikke glemme, at et frilandsmuseum altid også er et hulspejl for, hvad der foregår uden for museet.

Rigtige museumsfolk, sådan nogen med eksaminer og fuldskæg og plisserede nederdele, skammer sig over frilandsmuseerne. De synes, der er for meget tivoli og for lidt museum i dem, for meget turisme og gøgl og for lidt belæring og oplysning. Og sandt er det da også, at frilandsmuseet er en gøgeunge i den museale rede. Frilandsmuseet er en skifting. Det er ikke vokset ud af museet, men stammer fra forlystelsesmarkerne, fra de store Verdensudstillinger i midten af forrige århundrede. Måden der udstilles på i Den Fynske Landsby er mere beslægtet med markedsgøglemes illusionsnumre end med museumspædagogemes opstillinger og forklaringer. Det var vokskabinetterne fra verdensudstillingerne som inspirerede til etableringen af verdens første frilandsmuseum i Stockholm i slutningen af forrige århundrede.

Davinde Vandmølle, Maderup Vindmølle. Foto Jørgen Jensen.

Frilandsmuseets skaber i Danmark var teaterkostumiéren, tegneren og tivolidirektøren Bernhard Olsen. I sit første folkemuseum tilstræbte han den maksimale illusionsvirkning. Han forstod populariseringens svære kunst, som videnskabens glædes-løse missionærer aldrig lærer. Han henvendte sig ikke til hin enkelte, men til mængden, som aldrig vil belæres, men gerne rystes. De besøgende skal ikke forlade udstillingen mere lærde, men gerne mere fiffige, fyldt i sindet med uafrystelige billeder.

Hvis frilandsmuseet ikke vedkender sig sin arv, som er markedsgøgl, vokskabinet og tivoli, men bøjer sig for anklagen om at være mere forlystelsespark end kulturhistorisk mindepark, og bliver videnskabelig, pædagogisk og kedelig, så lider museet kvælningsdøden, og så jo før des bedre.

Det skal være sjovt, det skal være vildt, det skal være hyggeligt, og det skal være uhyggeligt at komme i Den Fynske Landsby. Hvad der foregår her, er ret beset lidt vanvittigt, i hvert fald lidt til en side, og lad det forblive sådan.

Frilandsmuseer er ikke og vil ikke og skal ikke være rigtige museer. De kan aldrig presses ind i en historisk eller arkæologisk videnskabelighed. Frilandsmuseet er en mytisk foranstaltning. Og myter er fortællinger om verdens fødsel, fortællinger om orden og kaos, forgængelighed og evighed. Jeg sagde før, at ønsket om at levendegøre landsbyen, som netop er det videnskabeligt mest tvivlsomme element ved museet her, er et forsøg på at overbyde dødsstivheden i hele konstruktionen. Og det fastholder jeg. Men levendegørelsen, dramatiseringen, hænger også sammen med at historie på frilandsmuseets plan altid bliver til fortællinger. Den Fynske Landsby er i sig selv et drama. Den er en fredelig ø midt i et voksende kaos, den er en drøm midt i en ellers drømmeløs hverdag.

Davinde Vandmølle, Foto Jørgen Jensen.

Min tale til halvtredsårs fødselaren er ved at løbe ud. Hvad blev det så? Altså talen. Blev det til en for tidlig offentlig nekrolog, eller lød det som den forhåbningsfulde og forventningsfulde tale til en konfirmand? Med andre ord er Den Fynske Landsby et barn af en vanvittig idé, en grille som vi snart slår ud af hovedet, så tidens tand igen kan få lov til at gnaske på denne mark uden for Odense? Eller står vi over for den totale balsamering? Vil I den totale og radikale balsamering? Skal Danmark ende som et stort frilandsmuseum? Frilandsmuseet sørger for, at der ikke kan gives et entydigt svar på den slags spørgsmål. Frilandsmuseet er alt for nært beslægtet med gøgl og forlystelser til at tage den slags alternativer alvorligt. Museet hviler nemlig på den grunderfaring, at der er noget, som ikke kan forklares, men kun vises og fortælles.

©