I H.C. Andersen-samlingen på Odense Bys Museer fremkom i forbindelse med edb-registreringen i foråret 2012 en interessant indbinding af en Andersen-tekst. Indbindingen af lejlighedstrykket “Sang ved Afsløringen af Mindestøtten for høisalig Kong Frederik den Sjette” tillige med et løst indlagt tryk af B.S. Ingemanns “Indskrivter paa den for høisalig Kong Frederik den Sjette paa Skanderborg Slots Øe, af Folket satte Mindestøtte” adskilte sig fra de mere almindelige og ordinære bogomslag, man dagligt stødte på. Dette bar tre kongekroner på forsiden, initialerne “C.A.” samt ornamenter langs siderne. Ornamenteringen blev gentaget på bindets bagside. Alt var i guldtryk på en let skinnende gul/orangefarvet baggrund. En tilsvarende indbinding mente vi ikke at have set i samlingen. Så hvem kunne dette indbundne lejlighedstryk, der var indkommet til museet i forbindelse med litteraturhistorikeren H. Topsøe-Jensens dødsbo i 1976, tidligere have tilhørt?
H.C. Andersens tekst blev skrevet i forbindelse med afsløringen af Mindestøtten for Frederik den 6. den 31. juli 1845 på Skanderborgs Slotsbanke, hvor den blev afsunget. Musikken var komponeret af J.P.E. Hartmann, der selv dirigerede på festdagen. Også Andersen var til stede tillige med Christian VIII, dennes broder, prins Ferdinand, gift med arveprinsesse Caroline Amalie samt en tusindtallig tilhørerskare.
Forud for begivenheden havde B.S. Ingemann den 24. februar 1845 henvendt sig til H.C. Andersen angående et tekstbidrag: “Jeg har foreslaaet Dem tilligemed Grundtvig[1] og Heiberg[2] til at skrive Sange til den store Folkefest Jeg har skrevet Indskriften til Monumentet.”[3] Denne indskrift, der var udformet som en sang, fik musik af J.P.E. Hartmann. Nogle dage senere, den 4. marts, noterer Andersen at have modtaget “Brev fra Comiteen for Frederik VI Monument”.[4] Dette brev synes ikke bevaret, men indeholdt ifølge hans egne erindringer[5] en opfordring til et lejlighedsdigt, som blev følgende:
Kong Frederik den Sjette, Gud gav ham mange Aar,
han vilde Folkets Lykke, ved det hans Bauta staaer;
Saa deiligt grønnes Skoven ved Søen blank og klar,
De tyde den Erindring, som han i Folket har.
Det er herligt at vinde hvert Hjerte!Hans Barndoms Aar var haarde, han prøved Livet tungt,
Men til hans sidste Dage blev Hjertet mildt og ungt;
Hans Ord var fast som Villien, hans Hjerte var saa blødt,
Meer folkelig en Konge vist ingen Tid er født.
Det er herligt at vinde hvert Hjerte!Forkuet traadt med Foden den stakkels Bonde laae,
Kong Frederik ham reiste, hans Hjerte vilde saa;
Og Marken stod med Grøde og Haverne med Frugt,
Og Kinderne blev røde og Tankerne fik Flugt,
Det er herligt at vinde hvert Hjerte!En Taare i hans Øie den Sortes Lænker brød,
I Konge-Solens Straaler trygt Aandens Væxt fremskjød;
Det var omkring sit Hjerte han Kronens Guldring bar,
Det var i al hans Tanke at Folkets Lykke var.
Det er herligt at vinde hvert Hjerte!Og Folkeaandens Maitræe han planted før sin Død,
Ham Bonden bar til Graven, al Folkets Taare flød;
Velsignet er hans Minde, fra Slægt til Slægt det gaaer;
Han vilde Folkets Lykke, ved det hans Bauta staaer.
Det er herligt at vinde hvert Hjerte!”
Det ca. 7 m. høje monument, der blev tegnet af professor ved Kunstakademiet, G.F. Hetsch, består øverst af en kongebuste, udført af Bertel Thorvaldsen i 1819-20 under et besøg i Danmark[6], men mejslet i Rom 1843 af C.F. Holbech. Busten til monumentet blev forsynet med laurbærkrans. Fundamentet er en stor, firesidet granitsten, som blev tilvejebragt af bygmester og brobygger Frederik Møller.[7] Monumentets øverste fire sider bærer indskriften: “Sjette Frederik kiærligt mindes; Folket opreiste hans Bautasten”. Hver side af stenen er dekoreret med et marmorbasrelief udført af Thorvaldsen i Rom i årene 184143. Med engle og tilhørende attributter symboliseres “Stavnsbåndets løsning”, “Stænderforsamlingernes indførelse”, “retfærdighedens udøvelse” samt “kunstners og videnskabers beskyttelse”.[8] Et stykke under reliefferne er Ingemanns sangtekst opsat med bronzebogstaver.
Efter Frederik den 6.’s død i slutningen af 1839 etablerede en midtjysk personkreds en komité med formålet at få opstillet en mindestøtte og indsamle midler dertil. Et område ved Himmelbjerget blev sat i forslag. Dette blev dog afløst af en endelig placering på Skanderborg Slotsbanke.
Den 28. juli 1840 henvender komitéen sig til Thorvaldsen og beder denne udfærdige fire marmorrelieffer med motiverne “Stavnsbaandets løsning”, “Stænder Institutionen”, “Skoleunderviisningen” samt “Kongens Portrait”.[9]
Der var således her i projektets første fase ikke tale om at opstille en kongebuste. Denne blev dog tilføjet som en gave fra Thorvaldsen, og komitéen måtte selv finansiere de fire relieffer samt støttens øvrige elementer.
Økonomien forud for projektet, efterfølgende økonomiske problemer samt indre stridigheder i komitéen skal her ikke nærmere berøres i detaljer; men økonomien var ikke på plads ved afsløringen i 1845. Året efter må Christian den 8. selv bevilge 1600 Rdl., og mindestøttens komité lod med salg for øje fremstille stik med motiv af mindestøtten.[10]
En af personerne i personkredsen var tidligere oberst ved Ingeniørkorpset Gottfried Rosenberg (1784-1849), der i august 1840 blev komiteens formand. Rosenberg og dennes hustru, Sophie Christine Elisabeth (1799-1870), er velkendte i Andersen-sammenhæng: Hustruen var datter af Carl Dahlén, solodanser og danselærer på Det kongelige Teater som hjalp H.C. Andersen ind på teatret i 1820.
Under sin Jyllandsrejse tilbage i 1830 besøgte Andersen Gottfried Rosenberg. I et brev til Edvard Collin [15 Juni 1830] skriver han “[…] logerte jeg frit hos Oberst Lieutenant Rosenberg og laae her i 3 Dage for at komme til Himmelbjerget[…].”[11] Også til Ludvig Læssøe kan Andersen den 22. juni berette om besøget hos Rosenberg.[12]
Endelig kan der sluttes en cirkel til Andersens barndomshjem i Odense, idet han den 8. december 1867 besøgte Rosenbergs enke, som har taget ophold hos datteren Elisabeth Krag, enke efter Andreas Krag, møller i Munkemøllestræde i Odense.[13] Den 24. april efterfølgende år, hvor HCA holder oplæsning i Odense, er fru Rosenberg til stede og “var meget bevæget”.[14]
I et brev til B.S. Ingemann den 21. juli 1845 udtrykker Andersen håb om, at de mødes i Skanderborg – hvis ikke – lover han “et langt Brev […] om hele Stadsen.”[15] Ingemann kom ikke til Skanderborg. Samme dag skriver Andersen til Oberst Rosenberg[16], hos hvem han “tog ind hos” den 30. juli[17], og denne er også Andersens vært efter festlighederne den følgende dag.[18]
Festens indslag på slotsbanken var følgende: J.P.E. Hartmanns Skanderborg Festmarch, som han selv dirigerede; H.C. Andersens tekst sunget af Studenter-Sangforeningen med musik af Hartmann; afsløring af monumentet til en komposition af Hartmann; salut på 27 skud; tale af biskoppen over Århus Stift G.P. Brammer; tale af Christian den 8.; afsyngelse af Ingemanns tekst (inskriptionerne på støtten) sunget af Studenter-Sangforeningen med musik af Hartmann, og endelig en sang skrevet af anonym bonde, sunget af Studenter-Sangforeningen.[19]
Imidlertid fik dele af dette arrangements forløb Hartmann til få dage senere at reagere og udtrykke sin utilfredshed. Den 6. august skriver han til kongen og beklager, at arrangørerne ikke havde gjort det optimalt for Majestæten og dennes følge at høre musikken tilfredsstillende pga. folkemængden, der var placeret mellem musikerne og kongens følge. Og Hartmann tilføjer: “Hertil kommer endnu, at Støttens Afsløring og den dermed i Forbindelse staaende Salut, som først skulde have foregaaet paa et bestemt Sted i Musikken, efter at den første Sang var til Ende, fandt Sted, da Sangen netop var begyndt, hvilket end mere forstyrrede dennes Virkning.”[20] De uheldige omstændigheder får også plads i Andersens selvbiografi: “[…] meget lidt Orden, Folk brød ind over Skranken for bedre at høre, ingen Ting hørte man.”[21]
Hartmanns indvending genspejles i kongens eget dagbogsnotat for 31. juli: “[…] Fejlagtigen vare Musiken og Sangerchoret stilt saa langt borte ved Kirken, at man ej kunde høre Ordene, der bleve sungne, og ved Ob. Rosenbergs Confusion bleve Sangene selv for seent og i utilstrækkelig Mængde omdeelte, saa at selv Sangerchoret savnede dem.”[22] Til slut nævner kongen at have skrevet til dronning Caroline Amalie samt enkedronning Marie Sophie Frederikke. Til sidstnævnte sendte han festsangene.[23]
En undskyldning for, at dele af festarrangementet forekom uorganiseret, finder vi i det brev til B.S. Ingemann, som Andersen tidligere lovede et referat, dateret Bregentved den 28. august: “[…] hvad der i høi Grad savnedes var et Arrangement; Festen gik egentlig af sig selv, saaledes som en Fest paa egen Haand kan gaae! Der var kun Een som tog sig deraf og […] han græd, det var den gode Oberst Rosenberg; ulykkeligviis var han syg [paa] Festdagen og syg Mand har ikke Energi!”[24] At Rosenberg var syg, fremgår da også senere i Rosenbergs brev af 29. november til Hartmann,[25] som han foreslår at afholde en gentagelse af Hartmanns musik denne gang i København til gavn for mindesmærkets vedligeholdelse, og ifølge Rosenberg har Kongen ytret sig interesseret i at høre musikken igen “formodentlig fordi Musikken […] ikke aldeles tydelig kunne høres.”[26] Men en sådan reprise synes dog ikke at have fundet sted.
Som nævnt ovenfor er trykket indsat i smukt ornamenteret indbinding med guldkroner og initialerne “C.A.” Ligeledes er tidligere nævnt, at Christian den 8. sender festsangene til enkedronning Marie Sophie Frederikke.
Andersens tekst må have haft en vis betydning og interesse for ejeren, der har ladet de få sider indbinde. Efterfølgende kunne en mulig ejer være Caroline Amalie, datter af Frederik den 6., eftersom hun umiddelbart kunne siges at have en interesse i at bevare Andersens mindeskrift efter faderen tillige med B.S. Ingemanns tryk af dennes indskrifter på Mindestøtten. “C.A.” kunne passende referere til hende.
Imidlertid er det hendes navnesøster, Christian den 8.’s dronnings initialer, vi finder på bindet. I Caroline Amalies bogsamling findes i dag flere bind med tilsvarende udsmykning,[27] og lejlighedsdigtet har således været en del af kongehusets samling af Andersen-litteratur, herunder bl.a. dedikationseksemplarer, som er rigt repræsenteret i Håndbiblioteket på Amalienborg.[28]
Efter dronningens død i marts 1881 afholdtes den 21. november og et par dage fremover auktion over boet; men ved en gennemgang af auktionskataloget[29] viste det sig, at Andersens skrift ikke var anført. Hvornår og under hvilke omstændigheder lejlighedstrykket er kommet i H. Topsøe-Jensens besiddelse er uvist; men i museets H.C. Andersen-samling indgår nu et lejlighedsdigt med indbinding af kongelig proveniens.
