Med lodstok og laserscanner

- en bygningsarkæologisk undersøgelse af de hvælvede kældre under Oluf Bagers mødrene gård

[1]Med Realeas a/s overtagelse af det gamle bygningskompleks Nørregade 29 – bedre kendt som Oluf Bagers Mødrene Gård – har ejendommen fået en ejer hvis erklærede formål det er at forvalte gamle bygninger og på bygningernes præmisser med de begrænsninger det måtte give at drive dem kommercielt.

Fig 1. Forhuset mod Nørregade og de to sidebygninger. I hjørnet døren ind til forstuen og til venstre herfor den udvendige kældertrappe. Mellem trappen og kældervinduet anes det “rekonstruerede”, oprindelige kældervindue med fladbuet stik.

Komplekset består af et grundmuret forhus med kælder og to etager med svungne renæssancegavle. Over indgangspartiet, der flankeres af klassiske halvsøjler med toskanske kapitæler, sidder en indskrifttavle mellem joniske pilastre og kronet af en lav trekantsgavl med kerubhoved. Indskriftstenen bærer indskriften: OB-MO Oluf Bager i Ottense By lod her opbygge Hans Mørne Gor af ny Gud unde os Her ad byge och bo ad vi hos Gud maa faa den evigro seg til ære og os til gajfn i Faders Søns og Helligand Naffn 1586. Over indskriftstenen er indgangspartiet i anden etage afsluttet med en karnap med trekantsfronton. Imellem første og anden etage er årstallet 1586 placeret som talankre. Op til huset ligger på gårdsiden to sidehuse af bindingsværk, hvoraf det ældre, et nifags sidehus i tre etager. Det er opført i svært egebindingsværk og betragtes traditionelt som samtidigt med forhuset. Bjælken over den østligste dørindgang bærer foruden Oluf Bagers og hans hustrus bomærker årstallet 1586. I forlængelse af det ældre sidehus ligger det yngre sidehus med grundmuret underdel. Tilsammen med den lavere bebyggelse langs Hans Jensens Stræde udgør komplekset en usædvanlig velbevaret helhed og éen af byens største gårde (fig. 1).

Efter overtagelsen har bygningerne gennemgået en omfattende istandsættelse og i den forbindelse gennemførte Odense Bys Museer med midler fra Realea A/S en bygningsarkæologisk undersøgelse af de interessante tøndehvælvede kældre under forhuset. De er samtidig den bedst bevarede del af den oprindelige bygning. Undersøgelsen var foranlediget af, at to af de oprindelige hvælv skulle nedtages og genopmures. Desuden var murene for første gang i mere end en menneskealder banket fri for puds og kunne undersøges for bygningsspor, der ville fortælle om de forskellige byggefaser.

Fig 2. Rum D. “Manuel" opmåling af det fladbuede helstenstik over den sekundært gennembrudte åbning mellem rum D og E. I højde med det vandrette målebånd ses murfremspringet, “vederlaget”, for det planlagte men aldrig opførte tøndehvælv. I baggrunden trappen op til forstuen.

3D-opmålingen[2]

For registreringen af de beskadigede hvælvdele var det vigtigt, at der anvendtes en opmålingsteknik, som kunne give en meget detaljeret gengivelse af hvælvene. Det gav mulighed for i kombination med den traditionelle, manuelle teknik at afprøve nogle af de teknikker, som er udviklet inden for de senere år. 3D-opmåling kan bl.a. udføres med en totalstation, som måler afstande ved hjælp en laserstråle og en reflektor, der placeres ved det punkt, man ønsker at indmåle. Ved opmålingens begyndelse indmåles nogle kontrolpunkter på det målte objekt. Disse kontrolpunkter indmåles hver gang totalstationen flyttes. Samtidig med indmålingen af punkter registrerer totalstationen den vinkel, som punkterne måles under i forhold til totalstationens opstilling. Da totalstationens position bliver indmålt i forhold til kontrolpunkterne, hver gang den flyttes, refereres hvert punkt automatisk i forhold til de øvrige indmålte punkter. Resultatet kan herefter udtegnes i 2 eller 3 dimensioner. Da ikke alle punkter kan indmåles med totalstationen, må disse »skjulte« punkter måles manuelt. Tilsvarende gælder bygningsarkæologiske spor i murværket, som ofte vil kræve et forholdsvis stort antal indmålte punkter for at kunne give et realistisk billede af sporet (fig. 2).

En 3D-opmåling kan også foretages ved hjælp af en scanner (fig. 3 og 4). En laserscanning foregår ved, at scanneren udsender en laserstråle, der måler afstanden til objektets overflade med en afstand på f. eks. 1 cm eller mindre imellem hvert punkt. Scanneren spreder laserstrålerne således, at afstanden imellem de enkelte punkter afhænger af scannerens afstand til objektet. Således opbygger scanneren et »finmasket« net af målepunkter, som kan relateres til hinanden ved indmåling fra flere positioner i det rum, der måles og ved indmåling af nogle kontrolpunkter, f.eks. med totalstationen. Scanneren er samtidig forsynet med et kamera, som registrerer teksturen af det målte objekt. Før en udskrift af opmålingen kan dette billede projiceres ind over det indmålte »net« og således give en naturtro gengivelse af objektet.

Fig. 3. Rum B. Laserscanneren i funktion. Bag den grå kasse anes det fladbuede stik i østmuren, hvor Byens Bæk passerer gennem denne.
Fig. 4. Rum C. De festligt lysende “spejle” udgør scannerens kontrolpunkter, der tillader at relatere de forskellige opmålinger.

Forskellen imellem de forskellige teknikker kan illustreres med en kube, der på alle sider dannes af et net af punkter, som er anbragt i rette vinkler i forhold til hinanden. Alle teknikkerne måler i koordinatsystemer svarende til kubens net. Den manuelle opmåling kan imidlertid kun måle én flade ad gangen, medens totalstationen og scanneren også måler dybder, dvs. alle flader samtidig. De to sidstnævnte teknikker vil desuden give mere præcise opmålinger end den manuelle teknik.

De beskrevne teknikker har både fordele og ulemper i forhold til hinanden, og det er derfor vigtigt i de kommende år at udarbejde arbejdsrutiner for en kombination af de forskellige teknikker, som kan skabe en bedre forståelse af det historiske hus. Opmålingen af kælderetagen under Nørregade 29 har givet et vigtigt bidrag til udarbejdelsen af disse rutiner og forståelsen af, hvordan de forskellige teknikker kan samvirke til belysning af husets historie (fig. 5 og 6).

Fig. 5.Forenklet 3D “røntgenbillede” af kældrene set fra nordøst med alle øvrige bygninger fjernet. Mure og hvælv er røde, mens bjælkelaget over de ikke overhvælvede dele er gult.
Fig. 6. Plan af kældrene ud fra 3D modellen. Bogstaverne henviser til beskrivelsen i “Kælderundersøgelsen

Kælderundersøgelsen

Forundersøgelsen viste meget tidligt, at kælderen og dermed huset består af flere bygningsdele fra forskellige faser.[3] Registreringen blev dermed til en egentlig bygningsarkæologisk undersøgelse, der skulle klarlægge, hvilken af de forskellige faser, der kan knyttes til Oluf Bagers indskrifttavle.

Nordgavlen og østmuren synes at være ældre end sydgavlen og den nordlige del af vestmuren. I rum Es nordvestre hjørne findes en revne imellem de to mure fra gulv til loft. En afdækning af hjørnet over tre skifter viste, at vestmuren her ender blindt imod gavlmuren, dvs. at den ikke er bygget sammen med eller i ’forbandt’ med nordmuren, således som den ellers normalt ville være. I samtlige kælderrum ud til gaden ligger vestmurens inderside i samme flugt eller linie, og vestvæggen er i alle rummene i hele sin længde muret i krydsforbandt med vekslende skifter af løbere og bindere. Derfor kan det forhold, at vestvæggen ender blindt imod nordgavlen, ikke forklares ved, at muren skulle være ‘skalmuret’ eller påmuret på indersiden. Vestmuren kan heller ikke være flyttet udad på et senere tidspunkt, idet det ville kræve en ændring af gavlene, og en sådan kan ikke konstateres — hverken i nord eller i syd. Sydgavlen dækker efter alt at dømme for en tilmuret vinduesniche i østmuren. Det må nødvendigvis betyde, at østmuren er ældre end sydgavlen.

Det er muligt, at også enkelte af skillemurene stammer fra den ældre fase i forhusets historie. En af de forhenværende ejere, kulgrosserer Henning Stokkebye Christiansen, har tidligere oplyst, at der er konstateret et ældre bygningsfundament under det ni fag lange bindingsværkssidehus, som er samtidigt med det, vi nu må opfatte som forhusets ombygningstidspunkt. Fundamentet lå omtrent en meter fra og parallelt med den nuværende mur ud mod gården. I rum F sidder en oprindelig døråbning med bevarede dørstabler i den sydlige del af østmuren og nord herfor en niche (fig. 7). Begge åbninger har bevaret den nederste sten i et fladbuet halvstensstik, som har overdækket åbningerne. Da bunden i de to åbninger ligger uden for murflugten i forhusets gårdfacade, har muren sandsynligvis dannet skillevæg i det ældre hus, som må have stået, hvor bindingsværkshuset nu er placeret.

Fig. 7. Rum F. Dramatisk billede med det delvist sammenstyrtede hvælv foroven. Det var ikke ganske uden fare at opholde sig i rummet, og kort efter undersøgelserne var afsluttet styrtede endnu en del af hvælvet ned. Bag slangerne, der midlertidigt forbandt husets installationer, ses østmuren med den tilmurede dør til højre og nichen til venstre. Til venstre for slangerne en af de gennembrudte åbninger i nordgavlen.

Allerede opførelsen af det senere renæssancetøndehvælv har ført til fjernelse af døren og en ændring af døråbningen til en niche, da det fladt spændte tøndehvælv har dækket for den ovre del af både døråbningen og nichen. Det samme gælder for den sydlige skillevæg, der har en tilsvarende døråbning (fig. 8). Blot har det senere indmurede tøndehvælv ikke medført en fjernelse af døren, idet der i hvælvet ud for døråbningen er muret et helstensstik. Stikbuer af den omtalte karakter findes i flade hvælv, hvor man i et vist parti ønsker at opnå en større højde, f.eks. ud for en dør- eller vinduesåbning. Skillevæggen imellem rum F og E har en lignende døråbning. Også denne dør er fjernet ved opførelsen af et senere tøndehvælv. Det er derfor muligt, at denne skillevæg ligeledes kan tilhøre det ældre anlæg.

De øvrige skillemure er opført uden at være i forbandt med ydermurene. Det er derfor sandsynligt, at de er yngre end disse. Tydeligst fremgår det af forholdene i rum A, hvor den nuværende udvendige adgang til kælderen befinder sig. Her umiddelbart syd for den senere gennembrudte døråbning i østmuren sidder en delvis tilmuret åbning overdækket af et fladbuet halvstensstik. Åbningen udgør sandsynligvis en oprindelig vinduesniche; men dækkes imidlertid delvis af den skillemur, som danner sydvæg i rummet. Skillemuren er til dels hugget i forbandt med nichens sydkarm, dog uden brug af mørtel.

Fig. 8. Rum F. Sydvæggens fladbuede døråbning med falsede sider og bevarede dørstabler. Ved tilmuringen har man bl.a. benyttet store kampesten nederst. Yderst til højre skimtes støbejernslågen fra et nyere ovnanlæg.

Fra samme rum har der været en fladbuet oprindelig døråbning ud til gården. Umiddelbart op til rummets nordøsthjørne er der konstateret en lodret fuge eller lodfuge, og nord for denne et regulært hjørneforbandt. Et hjørneforbandt er det forbandt, som murstenene er placeret i op til et hjørne, en dør- eller en vinduesåbning. I det ældste renæssancemurværk består det her af en løber, som i næste skifte følges af en binder (eller kop) med en efterfølgende petring, dvs. en stump sten, som i længden udgør ca 1/5 af en løber. Den omtalte lodfuge afbrydes foroven af tøndehvælvet. Forneden synes den og hjørneforbandtet at fortsætte helt ned til gulvet. En nyere, pudset rørledning, som er ført ud igennem murværket på dette sted, afbryder imidlertid sporene et lille stykke over gulvet. Ved afhugning af pudsen i den øvre del af murværket er der syd for lodfugen og hjørneforbandtet konstateret et fladbuet halvstensstik.

Som tidligere omtalt har østmuren syd for den nuværende kælderdør en oprindelig niche. Den nordlige karm i denne niche er ommuret, medens den sydlige og oprindelige karm er smiget. At karmen er smiget vil sige, at siden er skrå. Bagmuren i nichen er ikke i forbandt med den smigede karm og er derfor sekundær. Alt tyder på, at der her oprindelig har været en vinduesglug ud til gården. I det tilstødende rum B sidder der en lignende vinduesniche tæt op til skillemuren imellem de to rum (fig. 9).

Yderligere et spor efter en tilmuret åbning befinder sig i østmuren længst mod syd. Nichens nordkarm med hjørneforbandt kan stadig iagttages, medens det meste af tilmuringen skjuler sig bag det senere tøndehvælv og sydmuren. De tre vinduesåbninger eller vinduesglugger er i dag i gårdfacaden markeret som smalle »tilmurede« åbninger overdækket af rundbuede halvstensstik. Disse spor kan imidlertid ikke konstateres på målebladet fra restaureringen i 1930’erne eller på rentegningen af målebladet. Den udvendige udformning er således en »ren« rekonstruktion, som ikke synes at hvile på iagttagelser i murværket. Den sydligste åbning sidder ydermere med sydkarmen ud for den indvendige nordkarm, og er således fejlplaceret. Forklaringen skal sandsynligvis søges i det forhold, at hushjørnet længst i syd på et tidspunkt er blevet afskåret for at give bedre passage til køretøjer igennem porthuset ved sydgavlen.Ved restaureringen må man alligevel have ønsket at markere vinduesåbningen; men har på grund af det afbrudte hjørne været tvunget til at flytte den mod nord.

Østmuren byder imidlertid på andre mærkværdigheder. I den sydlige halvdel af østvæggen i rum B og lidt ind i murværket under den nuværende vinduesåbning sidder et højt fladbuet helstensstik (fig. 3). Et tilsvarende stik befinder sig i det sydvesdigste kælderrums vestmur, medens et tredie befinder sig i skillevæggen imellem de to rum (fig. 10). En arkæologisk sondering i rum C op til østsiden af skillevæggen afslørede, at der under det nuværende gulv og lige indenfor stikket var anbragt flade tilhuggede granitsten, anbragt på højkant. Der er ingen tvivl om, at denne ’rende’ og de tre stikbuer i murværket hænger sammen og udgør en del af én og samme bygningskonstruktion. Som vi senere skal se af de skriftlige kilder, har her en gren af Byens Bæk været ledt gennem huset.

Som tidligere nævnt, er sydgavlen noget yngre end østmuren, idet den dækker for en oprindelig vinduesniche i denne væg.

Fig. 9. Rum B. Den bedst bevarede af de tre oprindelige vinduesåbninger mod gården.

Sydgavlen er i de to sydlige kælderrum udstyret med tre fladbuede nicher (fig. 10), der udvendig korresponderer med fladbuede helstensstik, som ved en ommuring af gavlen i 1889 er markeret forneden i murværket. Nicherne kan have fungeret som sparenicher for at undgå sætningsproblemer i det sumpede terræn syd for huset. At terrænet har været sumpet, fremgår af gårdsidens murværk, idet det her kan iagttages, at skiftegangen fra nord mod syd synker hele 2_ skifte svarende til ca. 25 centimeter. Tilsvarende nicher findes indvendig i stueetagen i såvel nord- som sydgavlen. Hvorvidt nicherne oprindelig har haft åbninger mod syd kan det i dag være svært at afgøre, da sydgavlen jo netop for store deles vedkommende er ommuret udvendig. Hvis rekonstruktionen af stikkene hviler på iagttagelser i det oprindelige murværk, er det dog sandsynligt, at de har overdækket åbninger. Sandsynligheden af, at nicherne kan have haft åbninger, bekræftes også af en udhugning i bagvæggen af nichen i rum C. Her kunne det konstateres, at bagvæggen kun bestod af en halv sten tyk mur med jord- og mørtelsmuld bagved. Bagvæggen i de to nicher i rum B synes delvis at være hugget i forbandt med nichernes murpiller. Det udelukker dog ikke muligheden for, at de kan have haft åbninger. Murpillerne hviler på et fundament af granitkvadre, tildels med en afraset kant. Stenene ligner til forveksling kantstenene i den føromtalte ’rende’. Det er derfor sandsynligt, at stenene er blevet tilovers ved rendens tilblivelse og herefter har kunnet anvendes ved opførelsen af sydmurens nicher.

I sydgavlen findes yderligere en mindre niche op til skillevæggen imellem rum B og C (fig. 10). Denne niche har fungeret som kamin eller som røgaftræk for en kakkelovn. Den østre karmside og stikket er delvis borthugget. Bagvæggen er sodsværtet og skråner omtrent i stikkets højde noget bagud. Der findes ikke spor af en kileformet ’kanal’ forneden i nichens bagvæg, sådan som det ofte er tilfældet ved kaminer for at forbedre aftrækket. Nichens røgkanal strækker sig skråt opad mod øst fra den østre side. Røgkappen er muligvis ommuret. Det er svært at udtale sig om kaminens eller røgaftrækkets oprindelighed. Det kan være en niche, som siden er blevet ændret og ommuret for at fungere som kamin eller røgaftræk. Murværket i en kamin eller et røgaftræk påvirkes ofte af den stærke varme, og ommuringer er derfor ikke usædvanlige.

Fig. 10. Rum B og C. Opmåling af detaljer i skillevæggen mellem de to rum. Midt i billede ses buestikket over Byens Bæk. Til højre herfor den påbegyndte sondage i kældergulvet og bagved kakkelovnsnichen i sydgavlen. Bag forfatteren anes to af gavlens andre nicher.

Skillevæggene imellem rummene ud til gaden og i de to sydligste rum ud til gården er alle opført i en senere fase end ydermurene, men dog næppe senere end 1586. Skillevæggene i rum D er efter alt at dømme opført med vederlag for hvælv, som dog aldrig blev udført (fig. 2). Den sydlige skillevæg i rum E er også opført med vederlag for et hvælv, som dog først er blevet indsat på et senere tidspunkt.Vederlaget sidder noget lavere end de vederlag, som findes i det midterste rum. Ved overgangen til den lodrette mur springer hvælvunderkanten lidt frem foran vederlaget. Ved opførelsen af hvælvet blev den ældre nordgavl på den indvendige side skalmuret med et helstens vederlag for tøndehvælvet. I hvælvet findes midt for den senere gennembrudte døråbning nær rummets sydøsthjørne en ’lodfuge’, som ender i begyndelsen til et fladbuet helstensstik. Stikket er dog aldrig blevet fuldført; men viser, at man ved hvælvets opførelse havde planer om en åbning af en eller anden slags på stedet. Som tidligere omtalt, findes stikbuer af denne karakter i flade hvælv, hvor man i et vist parti ønsker at opnå en større højde, f.eks. ud for en dør- eller vinduesåbning. Det afbrudte helstensstik viser, at skillevæggen har stået en tid, inden hvælvet blev opført, da en eventuel døråbning i væggen ellers havde været udført sammen med væggens opførelse. Opgivelsen af dørgennembruddet betyder, at man må have besluttet sig for at lade adgangen til rum A og D foregå igennem døråbningen i rum Fs sydmur (fig. 8). Umiddelbart vest for den senere gennembrudte døråbning mellem rum E og D (fig 2) har der været hugget en niche ud i murværket. Den strækker sig et lille stykke ind i hvælvet og er afsluttet med et fladbuet halvstensstik, hvis sten er sunket en anelse nedad. Det er usikkert, hvornår nichen er blevet udhugget, hvornår den er blevet tilmuret, og hvad den har været anvendt til. Hvælvet i rum F er sandsynligvis samtidigt med hvælvet i rum E. Nordgavlen blev også her skalmuret med et helstens vederlag for hvælvet. To gennembrudte åbninger i nordgavlen dateres af de helstensstik, som er anbragt i rummets hvælv ud for åbningerne (fig. 7). Åbningerne må være ældre eller samtidige med hvælvets opførelse.

Hvælvene i rum A, B og C er hugget ind i ydermure og skillevægge. I rum C hviler hvælvene ved nordvæggen på fremspringende murpiller, der ikke er i forbandt med væggen. Hvælvene er således ikke planlagt fra begyndelsen, men først indsat senere og er højest sandsynlig senere end hvælvene i rum E og F. Rum B og C adskilles i nord og syd af en stump skillevæg, som ikke er i forbandt med sydgavlen (fig. 10). I rum B er den nordlige skillevæg heller ikke i forbandt med den tværgående skillevæg; medens det i rum C på grund af hvælvslagningen ikke er muligt at bedømme forholdene her. Skillevæggen må oprindelig have været længere og have haft en døråbning i midten. Det ses bl.a. af det fladbuede helstensstik i skillevæggen (fig. 10), som rager et godt stykke ud i rummet samt af skillemurens uregelmæssige ’hjørneforbandter’. Ved hvælvslagningen forsvandt denne del af skillevæggen og den nuværende bue blev etableret for at give de to lidt uens hvælv mulighed for at mødes.

I rum C og E er hvælvene langs hele vestvæggen nedtaget ca. 90 centimeter fra væggen. Samtlige vinduesåbninger i vestmuren er sandsynligvis hugget igennem murværket ved samme lejlighed. Vinduerne kan i alt fald ikke være etableret tidligere, idet hvælvene ville dække for dem.

Der rejser sig en række spørgsmål i forbindelse kælderundersøgelsen. Hvad er forklaringen på den tidsmæssige forskel imellem ydermurene, og hvad er forklaringen på de spor og uregelmæssigheder, som træffes i den sydlige del af øst- og vestmuren? Der er spørgsmål, der ikke kan besvares tilfredsstillende på nuværende tidspunkt, men som må afvente fremtidige arkæologiske undersøgelser enten i kældergulvet eller udenfor, i gården eller i gaden. Men som vi skal se, kan det skriftlige kildemateriale hjælpe os til en delvis forståelse af, hvad der er sket.

Kælderundersøgelsen og de skriftlige kilder

Indskriftstavlen på forhuset nævner, at Oluf Bagers mødrene gård blev opbygget af ny i 1586. Kælderundersøgelsen afslørede, at dette udsagn ikke stemmer med de faktiske forhold, og vi må derfor til de skriftlige kilder for at søge at opklare dette forhold. Oluf Bager var ikke adelig og kunne derfor ikke investere sin formue i godser. I stedet for placerede han sine penge i byejendomme, og netop i den forbindelse optræder han første gang i kilderne. I 1556 tillader Christian III, at Oluf Nielsen (Bager) mageskifter, dvs. bytter sig til en jord og et hus, som Laurits Skriver tidligere beboede, og der ligger imellem Oluf Bagers og Anders Remsniders gårde. I 1558 godkender kongen byttehandelen, og vi får at vide, at Bager har bygget på jorden og bor i ejendommen. Vi skal sandsynligvis forstå det således, at Oluf Bager har lagt jorden til sin egen ejendom, der lå ved siden af og enten har bygget et nyt hus på ejendommen eller har ombygget et ældre. Oluf Bager nøjedes således ikke med at erhverve ejendomme – han byggede og ombyggede dem også. Som vi har set, begyndte han sine byggearbejder i 1550’erne, men også i 1570’erne og i 1580’erne havde han projekter i gang. En døroverligger fra et nedrevet bindingsværkshus, der opbevares i Nørregade 29, tyder på, at han allerede i 1572 byggede til på den mødrene gård. I 1576 skal han have genopført eller ombygget den fædrene gård i Overgade 10. At dømme efter indskriftstavler eller sten med hans og hans kones bomærke og årstal byggede Oluf Bager i det følgende årti på flere gårde og huse ved byens fine strøg Korsgade-Overgade-Fisketorvet-Nørregade, inden han igen vendte tilbage til den mødrene gård og fortsatte byggearbejderne dér. I 1584 får Oluf Bager udstedt et låsebrev på samtlige sine ejendomme: 12 gårde, 16 huse, 14 haver og 6 andre grundstykker fordelt over hele Odense. Heri omtales Nørregade 29 for første gang som den gård, hans moder boede i, og som strækker sig fra afdøde Caspar Mules gård og tværs over bækken til Anders Remsniders gård. Sidstnævnte oplysning tillader os at identificere Nørregade 29 med de i 1556 omtalte ejendomme.

Allerede i 1550’erne boede Oluf Bager altså i den ejendom, der er blevet kendt som hans mødrene gård. Ejendommen er efter kildematerialet at dømme kommet til i flere omgange eller ved sammenbygning af mindst et par huse i slutningen af 1550’erne. Det forklarer de uregelmæssigheder, vi har kunnet iagttage ved kælderundersøgelsen. Ud over at have mageskiftet sig til den ejendom, som Laurits Skriver beboede omkring 1550, må Oluf Bager af Odense by have erhvervet sig retten til at bruge den jord, som lå på begge sider af Byens Bæk. Derfor kunne han udvide ejendomskomplekset hen over bækken. Da den tilmurede vinduesniche sydligst i østmuren synes at være dækket af sydgavlen, må udvidelsen være sket allerede i 1550’erne.

Ombygningen af Nørregade 29 i 1586 kan skyldes, at resultatet af de tidligere byggearbejder ikke har været tilfredsstillende eller tilstrækkeligt omfattende – måske er tøndehvælvene i den nordlige del blevet indbygget, medens tøndehvælvene i den sydlige del muligvis først er kommet til nogle årtier senere. Hvælvformen er blevet kaldt karakteristisk for Oluf Bagers byggeri, da den også fandtes i en anden af hans bygninger »Jordan« i Overgade 4. Hvælvformen er ikke ualmindelig i renæssancens byhuse og herregårde. Den dateres til perioden fra ca. 1550-1625.

Fig. 11. Det ældste foto af Nørregade 29 viser facaden mod gaden omkring 1870. De omtalte kældervinduer anes i den mørke sokkel.

De skriftlige kilder giver også oplysninger, der kan medvirke til en forståelse af andre forhold. De tidligere omtalte, tilhuggede sten må danne kanterne i den rende, som ledte byens bæk igennem huset. Stikkene, der ikke ligger direkte oven på renden, sikrede, at den uden problemer kunne føres igennem murværket. Samtidig fungerede de som aflastningsbuer, der fordelte trykket fra de overliggende murmasser. Renden må delvis have været overdækket af planker, for at rummene skulle være anvendelige. Renden eksisterede endnu i slutningen af 1700-årene. En tinglyst vurderingsforretning fra 1780 oplyser bl.a. at huset var udstyret »med gewelfte Keldere, hvor igiennem den enne ende lober Rindendes vand, i een med huggne Kampesteen indrettet Rende eller bek«.[4] Hvad angår de afbrudte hvælv i rum C og E, oplyser auktionsskødet til postmester Ulrik Christian Melbye fra 1772, at forhuset har »Gewelbte Kielder, heel igiennem«.[5] Desuden optræder vinduerne på det ældste billede af gadefacaden fra omkring 1870 (fig. 11). Disse ændringer bør derfor være udført i perioden fra 1772 til ca. 1870. Ønsket om at få lys til kælderrummene kan være årsag til, at den yderste del af hvælvene blev nedtaget. Nedtagningen kan dog også skyldes indretningen af butik i stueetagen af forhuset, f.eks, da handelsfirmaet Richard og Ploug overtog ejendommen i 1841.[6] Richard, som var bosat i huset, omtales i det skriftlige kildemateriale som »vinconsul« og må have haft brug for direkte adgang til sit lager fra butikken.[7]

Den mødrene gård i Oluf Bagers tid

Ved undersøgelsen i 2003-04 var der ikke mulighed for at gøre nærmere iagttagelser af de overliggende etager eller af facaderne.

Derfor hviler det følgende afsnit ikke på bygningsarkæologiske iagttagelser, men på generelle træk ved renæssancens byhuse. Stueetagen og salsetagen er i tidernes løb blevet ændret så meget, så det ikke umiddelbart er muligt at beskrive, hvordan de oprindelig har været indrettet. Det var dog almindeligt, at skillemurene i de øvre etager hvilede på kældermurene. Hvis det også har været tilfældet ved Oluf Bagers mødrene gård, har der i stueetagen været en stor forstue omkring indgangspartiet. Forstuen må ligesom i det midterste kælderrum have haft en smallere udløber, som ledte ud til gården. Mod nord lå sandsynligvis en stor stue, med et kammer bagtil ud mod køkkenet i bindingsværksfløjen. Fra stuen må en gang have ført til køkkenet. Der var sikkert også adgang til gangen fra forstuen i husets midte. Syd for forstuen lå antagelig en stue ud til gaden og bag denne to kamre ud til gården. I salsetagen må man formode, at der ud til gaden lå en stor sal eller muligvis en større mod nord og en mindre mod syd. Ind mod gården og ind mod bindingsværkshuset kan der ligesom i underetagen have ligget tre kamre. Bindingsværkshuset har foruden køkkenet indeholdt bryggers, evt. nogle stuer eller kamre samt magasinrum. Adgangen til salsetagen i forhuset er sandsynligvis foregået ad en trappe i forstuen. De tre rum syd for forstuen kan have været udskilt som en selvstændig bolig, der har kunnet lejes ud. I givet fald må det ene af kamrene mod gården have fungeret som køkken, hvis lejeren da ikke også var på kost. Det er sandsynligt, at der i gården også har været en staldbygning.

De fornemste stuer har antagelig været udstyret med rigt udskårne paneler eller dekorative vægbemalinger. Panelerne har formodentlig været tre fjerdedel eller fire femtedel høje, hvilket var normalt for den sene middelalder og renæssancen. Det bare stykke væg over panelerne var i reglen hvidkalket for at give rummene et bedre lys. Rummene op til køkkenildstederne var sandsynligvis opvarmet af bilæggere, og der kan ydermere have været placeret kaminer i gavlmurene.

Noter

  1. ^ Artiklen er skrevet af Ebbe Hædersdal, men er til lejligheden omarbejdet af Jakob Tue Christensen
  2. ^ Opmålingen blev udført af Niels Erik Jensen, Klaus Støttrup Jensen og Morten Kvist Jensen fra Nationalmuseet, mens laserscanningen blev foretaget af Per Paag fra Leica Geosystems
  3. ^ Forundersøgelsen udførtes af Marianne G. Krogh og Karl B. Zinglersen. Den bygningsarkæologiske undersøgelse udførtes af Ebbe Hædersdal med hjælp af Marianne G. Krogh
  4. ^ Landsarkivet for Fyn. Odense Byfogeds Arkiv. Dokumenter til Justitsprotokollen. Tingsvidnesager No. 40/1780
  5. ^ Landsarkivet for Fyn. Odense Byfogeds Arkiv. Skøde- og panteprotokol 14 (SP 27) 1772-77, s. 54A – 55A
  6. ^ Landsarkivet for Fyn. Odense Byfogeds Arkiv. Real-re-gister til skøde- og panteprotokollen Bd. II (1740) 1830-1857. Fol. 582, samt Landsarkivet for Fyn. Odense Magistrats Arkiv. Brandtaksationsprotokol XIII (1837-1847), Fol. 443
  7. ^ Landsarkivet for Fyn. Odense Byfogeds Arkiv. Skøde og panteprotokollen bd. 33 (1850-1854, SP 48). Fol. 5

©