Mediemuseet – et nyt skud på stammen

Den 1. januar 2013 blev Mediemuseet en del af Odense Bys Museer (OBM). For publikum har det dog ikke betydet nogen synlige ændringer. Udstillingerne er stadig på Brandts, men det meste af personalet er rykket over på Møntergården for at indgå i et samarbejde med OBM’s store stab af faglige medarbejdere.

Fusionen var et led i en større nyordning af det odenseanske museumsvæsen, som Kulturstyrelsen havde anbefalet, og som Odense Kommune allerede havde på tegnebrættet. Mediemuseet blev det nye skud på OBMstammen, mens Fyns Kunstmuseum som led i nyordningen blev lagt sammen med de to selvejende institutioner Kunsthallen Brandts og Museet for Fotokunst til én selvejende kunstinstitution under navnet Brandts.

Foto: Flemming Steen Nielsen.

Et branchemuseum tager form

Men hvad er Mediemuseet egentlig for en slags museum? Ja, hvis man kun har besøgt museet i starten for 30 år siden, vil man møde en helt anden udstilling i dag. I de forløbne år er der sket store forandringer i museets faglige profil.

Historien begyndte i 1979, da repræsentanter for Den Grafiske Højskole, Det Kgl. Bibliotek, Odense Universitetsbibliotek, Nationalmuseet, Odense Bys Museer, Forening for Boghaandværk, Dansk Typografforbund og – ikke mindst – de grafiske arbejdsgiverorganisationer fandt sammen om at nedsætte en komité til oprettelse af et ”Dansk Bogtrykmuseum” i Odense. Initiativtager var den odenseanske bogtrykker Hans Otto Poulsen.

En væsentlig drivkraft for projektet var, at den tekniske udvikling inden for de grafiske fag gik meget stærkt, og de gamle traditionelle grafiske teknikker var i 1960’erne og 70’erne ved at blive afløst af nye. Det betød, dels at virksomhederne skulle udfase maskiner og værktøj, så der kunne blive plads til nyt, dels at fagenes udøvere gerne ville bevare og fortælle deres betydningsfulde fags historie.

I 1979 iværksatte komitéen så et undersøgelsesog planlægningsarbejde, som skulle se på mulighederne for at etablere et museum for de grafiske fag i Odense. Tid og sted var ikke noget tilfældigt valg. Det var nemlig her i Odense, den første bog blev trykt i Danmark i 1482.

Som optakt til jubilæumsåret blev museet etableret i august 1981 som en selvejende institution med navnet Danmarks Grafiske Museum og med status som landsdækkende kulturhistorisk specialmuseum. Om formålet hed det i et præsentationshæfte, at museet skal:

”på videnskabeligt grundlag indsamle, bevare og udstille genstande, som dokumenterer udviklingen inden for metoderne til håndværksmæssig og industriel mangfoldiggørelse af tekst og illustration. Museet skal demonstrere arbejdsprocesser, vise trykte produkter og disses skiftende typografiske og indbindingsmæssige formgivning samt orientere om og dokumentere træk af de grafiske fags udøvere og organisationers historie”.[1]

Det var altså klart tænkt som et branchemuseum, som skulle dække de grafiske fags materielle historie og arbejdsprocesser. I bestyrelsen for den selvejende institution sad repræsentanter for den ovenfor nævnte komi- té samt Odense Kommune, der havde besluttet at yde tilskud til museet. Initiativtageren, bogtrykker Hans Otto Poulsen, indtog posten som bestyrelsens formand.

Den 1. marts 1982 ansatte bestyrelsen den unge kandidat i arkæologi og historie Ervin Nielsen som leder af museet. Han havde i 1979 begyndt sin museumskarriere i Odense som arkæolog, hvor han var med til at udgrave spedalskhedskirkegården. Han måtte nu i stedet sætte sig ind i de grafiske fags teknikker og historie for at kunne håndtere opbygningen af museets samlinger og udstilling.

I museets første udstilling var maskinerne de helt dominerende. Der var endnu kun enkelte plancher på væggene.

Og der var nok at tage fat på, men heldigvis også stor opbakning. Henvendelser til de faglige kredse i Danmark havde en stor effekt. Det strømmede ind med tilbud om værktøj og maskiner, og i løbet af 1981 og de følgende tre år modtog museet mere end 15.000 enkeltgenstande. Efter åbningen i oktober 1984 kunne museet i en takkeskrivelse opregne, at 315 virksomheder, organisationer og enkeltpersoner havde leveret genstande. 32 organisationer, virksomheder og fonde havde ydet økonomisk støtte, og 58 enkeltpersoner og 70 firmaer havde siden oprettelsen i 1983 meldt sig ind i støtteforeningen Danmarks Grafiske Museums Venner. Endelig blev 22 virksomheder takket for at have ydet støtte i form af tjenesteydelser. Jo, der var en overvældende interesse for det nye museum.

Brandts Klædefabrik var under ombygning fra 1982 til 1986, men Danmarks Grafiske Museum flyttede ind som den første kulturinstitution allerede den 1. januar 1984.

Ved Danmarks Grafiske Museums åbning ser kulturminister Mimi Stilling Jacobsen på en maskinsat tekstlinje flankeret af bestyrelsesformand, bogtrykker Hans Otto Poulsen og Odenses borgmester Verner Dalskov, som ser til, mens maskinsætter Fritz Perrot arbejder ved sættemaskinen.

Museet havde fået stillet 1.200 m2 på tredje sal til rådighed, og af dem blev de 1.000 m2 anvendt til udstilling. Til arbejdet med indhold og drift havde Ervin Nielsen to fastansatte medarbejdere og et varierende antal i jobtilbudsordninger.

Den 26. oktober 1984 åbnede kulturminister Mimi Stilling Jacobsen museets første udstilling, som var helt i overensstemmelse med bestyrelsens formulerede formål. Det var således overvejende en præsentation af trykpresser, maskiner og værktøj, der havde været anvendt i de grafiske fag. Der var fokus på produktionsteknik, men det var fra begyndelsen også hensigten at fortælle om processerne gennem levende formidling. Til det formål havde museet helt fra starten i 1982 fået kontakt til pensionerede fagfolk fra nogle af de grafiske fag. Typografer – både håndog maskinsættere og trykkere – var således blandt de frivillige, der før åbningen deltog i klargøring og opstilling af maskiner. Siden kom bogbindere og en papirmager til, og de frivillige fagfolk har i hele museets levetid haft en væsentlig funktion med at vise arbejdsprocesserne og fortælle om deres fag.

Målet var at skabe et levende miljø, hvor publikum om formiddagen kunne opleve aktiviteterne på forskellige grafiske arbejdspladser, som de så ud, da de gamle fagfolk endnu var erhvervsaktive. Dette havde faktisk to funktioner: Det var til glæde både for museets gæster og for fagfolkene selv, som dermed kunne holde deres håndværksmæssige kunnen såvel som deres kollegiale relationer ved lige.

På den måde kunne museet selv producere tryksager; gode forbindelser til branchens virksomheder betød samtidig, at det var muligt at skaffe materialer til egen produktion eller få støtte i form af arbejdsydelser.

Efterhånden blev udstillingerne udbygget med vægplancher og arbejdsmiljøer, som de frivillige fagfolk kunne rykke ind i. På plancherne blev de forskellige grafiske teknikker forklaret, men der var også plancher om eksempelvis historien om bogtrykkets indtog i Danmark, fremstilling af papir, kalligrafi, litografi, kobberstik, klichéer og meget andet. Efterhånden kom også historierne om de grafiske fags arbejdere, arbejdsgivere og organisationer med i udstillingen.

I ”Svendehjemmet” – et 370 m2 stort rum på den anden side af trappehallen – viste museet fra 1984 til 1988 desuden en lang række særudstillinger. Fra 1989 til 2005 flyttede de skiftende udstillinger over i et rum, der blev indrettet midt i lokalet med maskiner og værksteder. Det blev nødvendigt, da Svendehjemmet skulle bruges til en ny stor udstilling.

I løbet af de første år blev der i udstillingen opbygget miljøer; der viste ældre grafiske arbejdspladser. Her har fotografen fanget stemningen i håndsætteriet.

Den første fusion

Efter fem år som de grafiske fags museum blev virkefeltet udvidet. Samlingerne fra Dansk Pressemuseum og Arkiv i Århus blev i 1989 overdraget til museet, som i 1990 blev omdøbt til – det frygteligt lange navn – Danmarks Grafiske Museum/Dansk Pressemuseum. 1990 var samtidig året, hvor museet opnåede en længe ønsket statsanerkendelse og dertilhørende økonomisk støtte. Sammen med overtagelsen blev det også muligt at ansætte en inspektør mere til at varetage det nye fagområde. Det blev den tidligere leder af Industrimuseet i Horsens, Jacob Jensen, der fik opgaven. Mest påtrængende var naturligvis opsætningen af den pressehistoriske udstilling, som blev opstillet i Svendehjemmet.

Til højre ses museumsinspektør Jacob Jensen, som sammen med museumsassistent Carsten Dalegaard er ved at opsætte en udstilling i anledning af Ritzaus Bureaus 125-års jubilæum i 1991.
Pressens minister, statsminister Poul Schlüter, åbnede den nye pressehistoriske udstilling den 22. april 1991. Her ser han koncentreret til, mens litograf Chr. O. Hoff indvalser en litografisk sten med farve. Han er ledsaget af Hans Otto Poulsen og Ervin Nielsen, som forklarer processen.

Med overtagelsen af pressemuseet blev nye emner som journalistik, opinionsdannelse, nyhedsformidling og avisernes kulturhistorie en del af arbejdsfeltet. Fokus blev dermed flyt- tet fra primært at arbejde med produktionen og den tekniske udvikling til også at inddrage historien om produkterne, deres indhold og betydning, pressens vilkår samt journalisterne og pressens organisationer.

Dette blev også afspejlet i den pressehistoriske udstilling, som blev indrettet, så man kunne følge den danske presses historie fra Anders Bordings Den danske Mercurius i 1666 til et journalist-skrivebord anno 1990 – eller man kunne vælge at gå den modsatte vej. Undervejs mødte man blandt meget andet historierne om bogtrykker Ernst Henrich Berling og hans avis, Struensees fejlslagne forsøg med trykkefrihed, Christen Bergs Venstre-presseimperium, det politiske firebladssystem, Politikens navnkundige chefredaktør Henrik Cavling, journalist Erik Ritzaus nyhedsbureau, Information og den illegale presse under besættelsen og den nye digitale tekniks indtog i avisproduktionen. For enden af lokalet stod – og står stadig – den 23 tons tunge rotationspresse, som har trykt Flensborg Avis fra 1914 til 1986.

Dronningen og Prinsgemalen besøgte museet i 1986 og 1991. Her bliver Dronning Margrethe vist rundt i den nye pressehistoriske udstilling af Ervin Nielsen og Hans Otto Poulsen. Dronningen morer sig tilsyneladende over en gammel barnevogn, der har været brugt til udbringning af aviser.

På vej mod Danmarks Mediemuseum

I 1980’erne begyndte den tekniske udvikling at gå stadig hurtigere. Teknik og arbejdsprocesser inden for både de grafiske fag og de journalistiske arbejdsområder blev i løbet af nogle få årtier grundlæggende ændret. Som i andre fag var det digital teknik, der introducerede nye, hurtigere og mindre arbejdskrævende måder at fremstille bøger, aviser og andre tryksager på. Fag flød sammen eller forsvandt, og aviserne og de grafiske fag fik stærk konkurrence fra nye elektroniske medier, som kunne levere hurtig nyhedsformidling, oplysning, underholdning og reklame i levende lyd og billeder.

På den baggrund opstod snart idéen om ikke alene at have de trykte medier som arbejdsfelt, men at se alle former for medier i sammenhæng og samspil. Dermed ville museet ikke blot være et traditionelt museum, der så bagud i tid, men også et samtidsmuseum, hvor tidens medier og deres måde at agere på ville kunne ses i en historisk sammenhæng.

De første skridt til at realisere disse tanker blev taget, da museets inspektører fik samlet en gruppe af historikere, mediefolk og en udstillingstegnestue til at udarbejde planer for et nyt mediemuseum. Rammerne i Brandts Klædefabrik var snævre for et projekt i den tænkte størrelsesorden, og da den gamle banegårdsbygning i 1998 var blevet overtaget af Odense Kommune, meldte Ervin Nielsen og Jacob Jensens efterfølger Henrik Harnow hurtigt ud i pressen, at bygningen ville være de helt rigtige nye rammer. Til trods for en vis velvilje i læserbreve og fra dele af bystyret var der dog ikke flertal for at lade museet rykke ind i banegårdsbygningen. Med henvisning til at der var planer for at udbygge Brandts Klædefabrik, måtte Grafisk Museum altså fortsat blive på tredje sal i den gamle fabrik. Det afholdt dog ikke de herrer museumsinspektører fra at arbejde på andre planer om udflytning til større lokaler. Så da rytterkasernen fra 1874 med hovedindgang i Pjentedamsgade skulle renoveres i 1999, blev mulighederne for at rykke ind her afprøvet – men også denne gang uden held.

Museet har ved siden af udstillingsvirksomheden stået for mange slags arrangementer gennem årene. Eksempelvis kunne gamle typografer hvert andet år fra 1988 til 2003 dyste om danmarksmesterskabet i håndsætning. Her overrækker Ervin Nielsen førsteprisen i 1997 til vinderen – den eneste kvinde i det 26-mand-store felt – Janne Gretved.

Derefter blev planerne om at flytte fra Brandts skrinlagt. I stedet vendte museet blikket indad i huset og samarbejdede med Kunsthallen Brandts og Museet for Fotokunst om at udnytte mulighederne i klædefabrikkens rammer. Dette blev yderligere motiveret af, at Odenses bystyre i februar 2002 vedtog et længe ventet projekt for udvidelsen af Brandts.

Henrik Harnow afløste i juli 1996 Jacob Jensen som museumsinspektør. Han nåede at være med i den tidlige planlægning af Mediemuseet, inden han i maj 1999 blev ansat på Odense Bys Museer.

I sommeren 1999 afløste denne artikels forfatter Henrik Harnow i inspektørkontoret, og der var fra begyndelsen fuldt fokus på planlægningen af det kommende mediemuseum. Egmont Fonden bevilgede i 2000 midler til udarbejdelsen af et forprojekt for ”Danmarks Mediemuseum”, og i 2001 bevilgede fonden 7,5 mio. kr. til projektets realisering under forudsætning af, at museet fra anden side kunne skaffe det resterende beløb af budgettets i alt små 20 mio. kr. Det viste sig dog at være vanskeligere end ventet, og realiseringen måtte foregå i etaper i takt med tilsagn om støtte fra forskellig side. Odense Kommune hjalp godt til ved at stå for at udvide, ændre og forbedre de bygningsmæssige rammer, en post som udgjorde en pæn del af budgettet. I 2003 skiftede museet officielt navn til ”Danmarks Mediemuseum”, og i sommeren 2004 stod Brandtskompleksets to nye bygninger færdige. Kunsthallen kunne dermed tage et nyt stort udstillingslokale i passagebygningen i brug, og personalet fra alle tre institutioner rykkede ind i den fælles administrationsbygning. Det frigjorde Kunsthallens tidligere kontorlokaler, som i stedet blev indrettet til et fælles formidlingscenter. Nogle lokaler i stueetagen, der hidtil havde været i privat eje, blev overtaget af kommunen og ombygget til nyt indgangsparti ud mod Vindegade med foyer og boghandel over for det fælles auditorium. På tredje sal i den gamle bygning blev en del af mediemuseets tidligere administrationslokaler bygget om til særudstillingslokale, og et lokale på 500 m2 i forlængelse af det eksisterende, som museet overtog fra Kunstakademiet, blev indrettet og istandsat, så museet rådede over i alt ca. 1.000 m2 til den nye basisudstilling.

Museet har arrangeret forskellige typer konferencer og møder, hvor skrift har været omdrejningspunktet. Således har auditoriet på Brandts gennem 15 år været rammen om 14 seminarer for ”skriftkloge”. Her skal det sidste i rækken af ”Årets Skriftdag” til at begynde i 2004. Artiklens forfatter taler om de sidste detaljer med grafisk designer Henrik Birkvig længst til højre.

Planlægning og indretning af det nye mediemuseum foregik i samarbejde med udstillingsarkitekt Eskild Laursen, og på baggrund af en bevilling fra Kulturministeriets Radioog tv-nævn var et arbejdende tv-værksted det første, der kunne tages i brug i november 2005. Et år efter blev det første nye udstillingsafsnit – Massemediernes gennembrud 1850-1920 – åbnet af borgmester Jan Boye. Derefter fulgte desværre en periode, hvor det ikke ville lykkes at finde de resterende midler, så museet kunne få udløst de bevilgede 7,5 mio. kr. fra Egmont Fonden.

I 2007 fik mediemuseet imidlertid forhøjet driftstilskuddet fra Odense Kommune. Det betød, at arbejdet med den nyeste mediehistorie kunne styrkes. Tv-producer Hans Lydiksen, som havde medvirket i indretningen af tv-studiet og gennemført undervisning samme sted, kunne ansættes på faste vilkår. I februar blev Lise Kapper ansat af mediemuseet som formidlingsinspektør i formidlingscentret, og i maj blev Christian Hviid Mortensen ansat som museumsinspektør. Det betød, at der kom nye kræfter til planlægningen af et aktivitetscenter i Svendehjemmet og udstillingsafsnittet om perioden fra 1920 frem til nutiden.

I 2009 lykkedes det endelig at få finansieringen af projektet på plads, og i august 2010 blev aktivitetscentret ”MedieMixeren” åbnet. Her kan de besøgende afprøve en række digitale aktiviteter, som ud over underholdning også kan give de hovedsageligt yngre brugere indsigt i nogle af de redskaber og muligheder for manipulation, som tv-stationerne benytter. Det var også i 2010, museet igen skiftede navn. Denne gang var det dog blot ved at forkorte til det enklere ”Mediemuseet”.

Et kig ind i det nye rum med udstillingsafsnittet "Massemediernes gennembrud 1850-1920".Museet bavde endnu ikke tilstrækkelige midler til at fuldfere hele den nye basisudstilling,og udstillingen var opbygget for begrænsede midler.
Med ”MedieMixeren” fik museet en aktivitet med digitalt udstyr, der kunne fange børn og unges opmærksomhed og opfyldte dermed en fælles strategi på Brandts om at udvikle tilbud til 14-24-årige besøgende. Her redigerer nogle unge piger deres optagelser fra studierne.

Endelig blev den nye basisudstilling åbnet i 2012. Den fik titlen Magtens medier – Mediernes magt. Bag titlen ligger den anskuelse, at medierne gennem historien har været en platform for magtkampe. Fra de ældste tider har kirke, kongemagt, adel, borgerskab, grupper eller enkeltpersoner brugt medier til at udbrede budskaber og fortællinger om politiske eller kommercielle emner. Med dette udgangspunkt viser udstillingen i omvendt kronologisk orden tematiske nedslag i mediehistorien fra nutid til fortid. Temaerne er delt i tre tidsafsnit: 2012-1920, 1920-1850 og før 1850.

De arbejdende værksteder udgør stadig en vigtig del af formidlingen i udstillingen, og der fortælles også om den teknologiske udvikling, men i temaerne ligger hovedvægten nu på medieprodukternes budskaber, virkning og samfundsmæssige betydning.

I “Magtens medier – Mediernes magt” begynder besøget med temaer om vores egen tids medier. Man kan vælge at fordybe sig i temaerne eller følge tidslinjen bagud. Det sidste udstillingsafsnit slutter med en digital udgave af Jellingstenen i 3D.
Undervisningstilbud har i mange år været en vigtig del af museets aktiviteter. Det har eksempelvis været – og er stadig – en populær aktivitet for skoleklasser at lave et stykke håndgjort papir sammen med papirmager Henry Ravnborg. De analoge aktiviteter kan stadig fange børn og voksne.

Kvalitetsvurdering og samlingsgennemgang

Museet har således fra etableringen som branchemuseum i 1980’erne og frem til i dag i vidt omfang ændret fokus, hvorimod samlingerne i langt overvejende grad afspejler de grafiske fags og den trykte presses historie. Og der er blevet samlet rigtig meget ind gennem årene. Da Mediemuseet blev en del af OBM, var der ca. 115.000 registrerede genstande i samlingerne.

Kulturstyrelsen har i nogle år været i gang med at kvalitetsvurdere de statsanerkendte museer, og i november 2011 var turen kommet til Mediemuseet. Det kom der en overvejende fin vurdering ud af, men der var nogle væsentlige kritikpunkter. Det gjaldt især opbevaringsog magasinforholdene samt et efterslæb i registrering af genstande. Kulturstyrelsen anbefalede, at Mediemuseet søgte om tilladelse til at udskille genstande fra samlingen, som enten var dubletter, manglede proveniens eller var i dårlig forfatning. Endvidere lød anbefalingen, som tidligere nævnt, at Mediemuseet fusionerede med Odense Bys Museer. Der blev udarbejdet en handlingsplan for fusionen, som indebar en kritisk gennemgang af museets samlinger, indhentning af registreringsefterslæbet og flytning fra to magasiner – et stort og et mindre – til OBM’s fællesmagasin på Carl Bremers Vej og til Mediemuseets eget magasin i Seden.

Meget uregistreret materiale og generel pladsmangel skabte overfyldte magasiner. Sådan så et af magasinrummene ud – inden samlingsgennemgangen og udskilningsprocessen gik i gang.

Mediemuseets leder, Ervin Nielsen, havde i 2012 nået alderen, hvor det var oplagt at gå på pension, og det valgte han i forbindelse med fusionen. Opgaven med samlingsgennemgangen blev så lagt i undertegnedes hænder. Dette har, siden vi flyttede ind i Overgade, været hovedopgaven for en lille stab af medarbejdere – dels fastansatte, dels projektansatte – og det er i skrivende stund vanskeligt at sætte en dato for projektets afslutning. Et andet lille hold medarbejdere er sideløbende i gang med at indhente registreringsefterslæbet og rette fejl i registranten.

På museerne er det almindeligvis opgaven at bevare, så det var et usædvanligt og voldsomt syn, da vognmanden en dag i december 2013 kørte udskilte dubletter af maskiner til skrot.

Det første og vigtigste arbejde har været at skabe overblik over genstandene i Mediemuseets meget specialiserede genstandssamling, og det har vist sig at være en overraskende vanskelig opgave. Genstandene er ikke placeret i magasinerne efter type eller giver, så det er kun muligt at sammenligne samme slags genstande, når de kan findes under samme betegnelse i registranten. Og det har langtfra altid været tilfældet. Museet fik tidligt designet en database med en meget fintmasket opbygning i genstandsgrupper, der kunne tage højde for variationer i funktioner og typer af genstande fra de forskellige grafiske fag. Gennem årene er det imidlertid mange forskellige medarbejdere, der har registreret genstandene, og valget af genstandsgrupper og indskrivning i registranten er faldet forskelligt ud. Dertil kommer, at det program, museet skulle bruge i 2009 for at konvertere til de danske museers fælles genstandsdatabase REGIN, har forårsaget omfattende fejl, så det ikke har været muligt at søge alle genstandene dér. Det har således kun været muligt at skabe overblik ved at søge i både den gamle og den nye genstandsbase og derfra udarbejde lister over sammenlignelige genstande. Endvidere skal ansøgninger til Kulturstyrelsen om tilladelse til kassation være ledsaget af et foto af genstandene, så fotografering har derfor været en anden stor, nødvendig opgave, som vi er godt i gang med, men som også vil være vanskelig at sætte en dato på afslutningen af.

Arbejdet skrider dog godt fremad, og mange hundrede genstande er blevet udskilt til andre museer, tidligere ejere eller til kassation. Samtidig betyder samlingsgennemgangen, at Mediemuseets samlinger bliver tilpasset og vægtet mere i forhold til den nye profil. I forbindelse med gennemgangen foregår en revision og opdatering af genstandsregistranten, og der er sideløbende blevet udarbejdet en politik og strategi for indsamling. Det er alt i alt et omfattende arbejde, der vil sikre, at Mediemuseet lever op til Odense Bys Museers høje standard.

Museet har gennemgået en udvikling fra et teknisk orienteret branchemuseum til et bredere kulturhistorisk og samfundsorienteret museum med relevans for et stort publikum og er med fusionen blevet en del af et stærkt fagligt miljø. På den baggrund vil Mediemuseet utvivlsomt være sikret en fremtid som en vigtig del af den danske museumsverden.

Noter

  1. ^ Danmarks grafiske museum i Odense, 1981, s. 11. Komitéen til oprettelse af et Dansk Bogtrykmuseum i Odense.

©