På foranledning af en dagbladskronik har der i denne sommer været ført en livlig diskussion om forholdet mellem museerne og „turismen“, og bølgerne har gået højt. Problemet er forholdsvis nyt. Det skal ses på baggrund af den organisation af rejselivet, der finder sted gennem rejsebureauer og turistforeninger, og som har taget fart efter anden verdenskrig. Rejsebureauer foranstalter billige grupperejser, og de forskellige turistbureauer søger gennem reklame at henlede opmærksomheden på et helt land eller en enkelt bys seværdigheder. Ud fra økonomiske betragtninger søger de at drage så mange fremmede til sig som muligt, og statistik over de formodede indtægter, som derved tilflyder landet, har en magisk virkning.

Det er klart, at museerne derved stilles i søgelyset. Der kommer, som ret og rimeligt er, næppe nogen turistbrochure, som ikke gør opmærksom på de lokale museers eksistens, og i det omfang de overhovedet er interesserede i publikumsbesøg, må man påskønne opmærksomheden.

Vanskelighederne opstår, når turistfolkene begynder at blande sig i museernes interne anliggender. Ud fra deres synspunkter fremsætter de forslag til åbningstider, betjening af publikum og lignende forhold, hvor man må tilkende dem erfaringer, der kan gavne museerne.

Det er imidlertid ikke museernes hovedopgave at tiltrække turister, og et museums besøgstal behøver ikke at sige noget om museets kvalitet. Hovedopgaven består i at indsamle og bevare minder om fortiden, når det drejer sig om kulturhistoriske museer. Man skal tilvejebringe et videnskabeligt studiemateriale til gavn for forskningen. Det næste gælder udstilling af dele af samlingerne. At udstillingen skal tjene pædagogiske formål, hvad enten det gælder almindelig undervisning eller belæring af interesserede gæster, er klart. Men hertil kommer, at den nævnte ændring i rejselivet fører en mængde mennesker ind i museerne, som dels har begrænset tid, dels møder uden forhåndsviden.

Det spørgsmål kan melde sig, om museerne tager behørigt hensyn til denne gruppe gæster, om man ikke i højere grad bør fremhæve de væsentlige emner på en sådan måde, at selv hastige besøg kan give en orientering, der kan spore til senere og grundigere besøg. Det kræver bedre udstillingsforhold, mere personale og større midler end museerne i almindelighed råder over, og museerne må her kunne drage nytte af de muligheder, som moderne udstillingsteknik råder over. Men givet er det, at ethvert ønske om ændringer, der kan skade samlingernes sikkerhed eller bidrage til at give et falsk, romantisk billede af fortiden, kommer ude af betragtning.

Indenfor museernes kreds findes også „pop“; museer, der tror, at de bliver „levende“, når personer klædes ud og foregives at illustrere en eller anden tidsperiodes levevis; fænomenet kendes også i udlandet. Da interessen for det forlorne må betegnes som udpræget – ellers var mange turistvarefabrikanter for længst døde af sult – så tiltrækker den slags publikum, og derfor får det nogle turistfolks særlige velsignelse som „noget af det rigtige“. Men grænsen mellem videnskab og „pop“, mellem det lødige og det forlorne, mellem god og dårlig smag er overskredet.

Forudsætningen for et nyttigt samarbejde mellem museer og turistfolk er, at begge parter kender og respekterer denne grænse.

©