Museumslovene og deres følger

Fra bogen "Othiniensia. Odense Bys Museer 1935-1985" om museets historie

Som tidsmæssig ramme for den efterfølgende beretning er valgt perioden 1960/76, d.v.s. fra det år, hvor Danmarks første museumslov, 1958-loven om kulturhistoriske lokalmuseer, fik fuld gennemslagskraft for Odense Bys Museers vedkommende og frem til dens afløser, 1976-loven, der på mange måder ændrede museumsstrukturen totalt. Ikke fordi det dermed skal påstås, at de lovmæssige rammer har haft den altafgørende betydning for Odensemuseernes dagligdag eller for deres udviklingsmuligheder. I så henseende er de vilkår, som Odense kommune har givet dem af væsentlig større betydning. Imidlertid er den valgte periode i flere henseender en bekvem ramme. Det er en overgangstid, hvor nyt og gammelt brydes. Meget af det gamle opgives – som regel i et roligt tempo – og meget af det, som præger dagen i dag, har sine forudsætninger i netop dette tidsrum.

Det er ikke stedet hér at beskrive starten på nyere dansk museums-lovgivning.33 Det er gjort andetsteds, hvortil event. interesserede henvises. Men der kan være grund til at se på Odenses museer i relation til den museumslovgivning, som tog sin begyndelse i 1958, samt få beskrevet de konsekvenser, lovene fik på dette sted.

Lokalmuseumsloven af 1958 – og Kunstmuseumsloven af 1964 – handlede både om organisation og om økonomi. Det sidste var nok det, som faldt mest i øjnene i dansk museumsverden. I årevis havde man argumenteret for, at staten i højere grad og ved højere tilskud skulle engagere sig i driften af de ikke-statslige museer, dersom disse museer skulle kunne få en rimelig standard, herunder skaffe sig fagligt uddannet ledelse.

Forud for lovgivningen var situationen i Odense den, at Fyns Stiftsmuseum (forhistorisk og historisk samling) efter nogle regler fra 1941 havde status som såkaldt centralmuseum og derfor nød et statstilskud, dobbelt så stort som andre statsstøttede museers. Fyns Stiftsmuseums kunstsamling fik som de andre anerkendte provinsmuseer også et årligt statstilskud (til sidst 7.600 kr. pr. år), som normalt i sin helhed blev anvendt til indkøb af kunst.

Endelig var det lykkedes Den fynske Landsby at få et eget statstilskud, ved særlig bevilling på finansloven. Det var ikke stort, men det var der – og lejlighedsvis kunne det også hæves lidt.

Et væsentligt formål med 1958- og 1964-lovene var at tilføre de ikke-statslige museer så store midler fra statens side, at de blev i stand til at ansætte fagligt uddannede ledere. Det åbnede de gamle tilskud jo ingen mulighed for. I Odense var dette problem løst længe før, for de kulturhistoriske museers vedkommende, men den forventede lov var dog en forudsætning for den museumsinspektørstilling nr. 2, der oprettedes ved Møntergården og Den fynske Landsby i 1957, og 1964-loven fik for Fyns Stifts Kunstmuseum (tidl. Fyns Stiftsmuseums kunstsamling, nu blot Fyns Kunstmuseum) til følge, at man også hér kunne ansætte en faglig leder. Den første på posten blev mag. art. Kristian Jakobsen (1965-69). Statens tilskud øgedes fra 7.600 kr. til over 100.000 kr., altså en meget mærkbar fremgang. Den fynske Landsby beholdt sin tidligere status. Hér indtrådte en ændring først efter 1958-lovens afløser i 1976.

Størrelsen af de nye statstilskud var efter nærmere regler sat i relation til de faste lokale tilskud, for Odenses vedk. den kommunale underskudsdækning, idet der dog i lovene var fastsat visse »lofter« for statstilskuddet. I kraft af de store kommunale tilskud fik Odense-museerne med det samme maximale tilskud. Statens tilskud har derfor aldrig haft den samme vægt i Odense som andetsteds, men de har haft betydning som igangsætning for ny aktivitet og kvalitetsforøgelse.

1958-loven handlede som sagt også om organisation. Det var indbygget i loven, at indtil 17 museer kunne opnå status som landsdelsmuseum, idet disse museer – normalt udpeget blandt større og fagligt bemandede museer – tiltænktes en rolle som tilsyns- og rådgivningsorgan i snævert samarbejde med det samtidig oprettede Statens Museumstilsyn. Landsdelsmuseerne fik ikke i det tidsrum, hvor fænomenet eksisterede, lov til at dokumentere deres eksistensberettigelse og deres højere statstilskud. Grundene hertil er mange, men den vigtigste er nok, at de blev overhalet af den nærmest eksplosive udvikling, museumsloven satte i gang. Med væsentlig større hast end lovgiverne vist havde forudset, blev talrige kulturhistoriske lokalmuseer fagligt bemandede, i første omgang netop ved tildeling af landsdelsmuseumsstatus. Også museer uden for landsdelsmuseernes kreds fik hævet deres kommunale tilskud så kraftigt, at dette – sammen med de derved øgede statstilskud – muliggjorde en overgang fra styrelsesledelse til professionel ledelse. Behovet for landsdels-museernes rådgivningsvirksomhed var derfor ikke til stede i samme grad som forudset, og reelt var landsdelsmuseerne afskaffet adskillige år, før de formelt afløstes af amtsmuseumsråd.

Det lå i luften, at landsdelsmuseet for Fyn måtte blive Fyns Stiftsmuseums forhistoriske og historiske samlinger i forening. Hvad årsagen end kan have været, så søgte man fra Odense ikke om landsdelsmuseumsstatus, før Statens Lokalmuseumstilsyn henstillede til museet at gøre det. Måske var det et udslag af koketteri eller knibskhed fra Odenses side, men det kan også skyldes ønsket om på denne måde at komme i en gunstigere position i forhold til de andre fynske statsstøttede museer. Efter loven skulle landsdelsmuseet jo føre tilsyn med de andre fynske museers virksomhed, i hvert fald med anvendelsen af de tildelte statstilskud. Og derved kom landsdelsmuseet meget nemt til at få den position, som Nationalmuseet i gammel tid havde haft i forhold til samtlige provinsmuseer – noget man selv havde bekæmpet og netop havde fået afskaffet.

I modsætning til tilsynet tog man faktisk forpligtelsen til, efter anmodning, at yde rådgivning alvorligt. Ikke så meget til de i forvejen statsstøttede museer som til museer, der gerne ville have den museumsmæssige standard, som ville gøre dem værdige til statsanerkendelse og -tilskud. I et par tilfælde udstraktes denne rådgivning til en egentlig revision af samlingerne, kombineret med udarbejdelse af sagligt ordnede kartoteker m.m., altså den proces som Odense-museerne selv havde gennemløbet i årene omkring 1940. Det noget større statstilskud, som tildeltes landsdelsmuseeme sammenlignet med de andre museers tilskud, skulle stort set dække den halve aflønning af en fagligt uddannet medarbejder. I de år, hvor landsdelsmuseet som fænomen blev taget alvorligt, tilstræbte man hér at leve op til forpligtelserne.

Allerede omkring 1970 kunne en ny struktur øjnes. Samtidig med kommunalreformen og dannelsen af de nuværende amter – »storamter« kaldtes de dengang – henstillede formanden for Dansk kulturhistorisk Museumsforening til landsdelsmuseerne, at disse tog initiativet til etablering af et museumsråd, omfattende samtlige museer i amtet og tilsigtende et samarbejde mellem disse. Foreløbig var dette en frivillig sag, men opfordringen blev fulgt, også i det nye Fyns amt. Initiativet udgik fra de 2 landsdelsmuseer i Odense og Rudkøbing, idet Langelands Museum havde søgt og i 1970 havde fået landsdelsmuseumsstatus for Langeland, Ærø og Strynø. Det fynske amtsmuseumsråd fungerede de første 6 år, indtil 1976-loven gjorde dem til lovpligtige samarbejdsorganer, som en slags regional museumsforening, hvor

Odense Bys Museer påtog sig sekretariatsfunktionen. Der nåedes ikke de store resultater. Det væsentligste er nok, at de fynske museer og deres folk fik kontakt med hinanden, lærte hinanden at kende, på tværs af alle skel. Hér på øen var alle museer med fra starten uanset størrelse, art, ejer- eller tilhørsforhold, statsanerkendt eller ikke-statsanerkendt. I 1970 var der unægtelig store afstande mellem de to professionelt ledede museer på den ene side og alle de andre på den anden side. Denne skævhed blev afløst af en bedre balance, men det varede længe, før de fynske museer fik faglig bemanding, i hvert fald sammenlignet med Jylland.

Fra den fynske museumsstruktur vender vi tilbage til de odenseanske museer, som også inden for egne mure fik strukturelle problemer at slås med. 1970 betegner i Odenses museers lange historie det tidspunkt, hvor museernes relative selvstændighed inden for det kommunale system afløstes af en helt anden status. Delvis som en konsekvens af den førnævnte kommunalreform, der for Odense kommunes vedkommende betød en sammenlægning af købstadskommunen med 14 omegnskommuner og indførelse af en magistratsordning. Kommunesammenlægningen var forsåvidt forberedt på museumsområdet, idet en kreds af omegnskommuner i perioden 1968-70 havde bidraget med tilskud til museumsdriften og haft en repræsentant i museumsudvalget. Men museumsudvalget – det administrerende udvalg – forsvandt og erstattedes af en administrerende rådmand og et rådgivende kulturudvalg. Og under rådmand og kulturudvalg »sammenlagdes« en række forvaltninger vedr. undervisning og kultur, som hidtil havde haft egne udvalg: Skoler, biblioteker, museer, byorkester o.m.a. Skellet ved 1970 er nu ikke helt så skarpt, som det umiddelbart tager sig ud. Før dette år var der ret så kraftigt personsammenfald, således at formand og næstformand i flere af de udvalg, der beskæftigede sig med undervisning og kultur, var de samme to personer. Og efter 1970 tog det ret så lang tid, før man fik brikkerne på plads i et nyt mønster. Derom mere i det følgende afsnit.

Gamle grænser var altså under gradvis nedbrydning, og forandringer var på vej. Det samme kan siges at være tilfældet i museumsmedarbejdernes kreds. Den første forandring indtraf ved direktørskiftet i 1964. Svend Larsens sidste år havde været præget af tiltagende sygdom. Ved hans død efterfulgtes han af Niels Oxenvad, som siden sin ansættelse i 1959 havde arbejdet snævert sammen med Svend Larsen. Året efter – i 1965 – blev der som før nævnt mulighed for, at Kunstmuseet kunne få sin egen museumsinspektør. I en årrække måtte både to samlinger – kunstsamlingen og oldsagssamlingen – og to ledere leve i et »fornuftsægteskab« i den gamle museumsbygning i Jernbanegade. At være fælles om et hus og et personale, som begge var præget af knaphed, var naturligvis ikke problemfrit, men ved forståelse fra begge sider lykkedes det dog at klare problemerne, således at f.eks. én og samme kustode både kunne bistå Albrectsen som udgravningsmedhjælper og Kristian Jakobsen som udstillingsmedhjælper. Årene omkring 1970 var præget af akademikermangel. Den ledige inspektørstilling ved Møntergården kunne først i 1967 besættes – med etnologen Finn Grandt-Nielsen – og da Kunstmuseets leder i 1969 blev direktør for Aarhus Kunstmuseum, kunne heller ikke denne stilling besættes. I denne situation var det en stor hjælp, at man i 1964-65 fik oprettet og besat to museumsassistent-stillinger, hvilke fra nu af ikke længere – som omkr. 1940 – var beregnet til yngre akademikeres »indslusning« til inspektørstillinger, men rene mellemtekniker-stillinger, som der i løbet af 1970’erne skulle blive flere af.

Den lederudskiftning og det generationsskifte, som indledtes med Svend Larsens død i 1964, fuldbyrdedes i 1970’ernes begyndelse, således at der efterhånden kom nye og yngre museumsinspektører til: Møntergården (Finn Grandt-Nielsen, fra 1967), Fyns Kunstmuseum (Tove Lund Larsen, fra 1971), Fyns Stiftsmuseum (Henrik Thrane, fra 1972) – hvortil skal føjes en nyoprettet Undervisnings- og Oplysningsafdeling (Jens Uldall, fra 1971). Tilbage af »den gamle garde« – fra 1940’erne – var Peder Hansen (Møntergårdens konservering, til 1977), Karen Rasmussen (fællesadministrationen, til 1975) og Eigil Hansen (Den fynske Landsby, til 1982).

I bygningsmæssig henseende er perioden karakteriseret ved en vis tilbageholdenhed, m.h.t. at gennemføre tidligere planlagte projekter, hvilket igen har årsager, som skal søges inden for museernes egne grænser, men i høj grad også udenfor.

Den store bevilling til opførelse af nye museumsbygninger omkring Møntestrædes udløb i Sortebrødretorv var givet, og der blev der arbejdet ihærdigt med sagen endnu i 1960’ernes begyndelse, men ca. 1962 gik arbejdet helt i stå. Den ydre årsag hertil var usikkerhed omkring det tilgrænsende areals fremtidige anvendelse, altså præcis den samme situation som da planlægningen vedr. Møntestrædes østre side standsedes af planerne for Postgårdens arealer (Hans Mulesgade – Politigården). I museernes investeringsprogram var projektet »levende« endnu et par år, men hér nærmest som en hensigtserklæring.

H.C. Andersens Hus. Plan over museet før ombygning og udvidelse 1974-76, tegnet af Axel Jacobsen 1952. Odense Bys Museers arkiv.

En direkte følge af den standsede udbygning var den, at Fyns Stiftsmuseum og Fyns Stifts Kunstmuseum endnu i mange år måtte deles om den gamle museumsbygning i Jernbanegade. De stagnerende samlinger optog endnu en god del af pladsen ssts., men samtidig med oprettelsen af en undervisnings- og oplysningsafdeling, til hvilken der ikke kunne skaffes plads andetsteds, besluttede man sig omsider for at gennemføre radikale ændringer hér. Den naturhistoriske samling, som oprindelig var tænkt udflyttet til det nybyggede Odense Seminarium, blev i stedet deponeret på Svendborg zoologiske Museum, hvor den kunne gøre større nytte. Samtidig blev den etnografiske samling og antiksamlingen definitivt nedlagt, og den indvundne plads beslaglagdes af helt nødvendige kontorer og af et større undervisnings- og foredragslokale, sidstnævnte i sydfløjens kælder. Disse forandringer kom imidlertid kun i ringe grad husets to store samlinger – oldsagssamlingen og kunstsamlingen – til gode.

I Den fynske Landsby bevirkede den høje beskæftigelse i byggesektoren som helhed, at museet overhovedet ikke kunne tænke på fortsat genrejsning af nedtagne gårde og huse som beskæftigelsesarbejde. Et lyspunkt var der dog. Med henvisning til museets 25 års jubilæum i 1971 lykkedes det for rent kommunale midler og med anvendelse af »normale« håndværkere at få færdiggjort den store præstegård fra Tommerup, landbygningsmuseets største enkeltanlæg. Ved præstegårdens montering forsøgte man at genskabe et præstehjem ca. 1850, med udgangspunkt i et par bo-registreringer fra netop Tommerup præstegård og med benyttelse af inventar, som proveniensmæssigt kunne henføres til præstehjem eller dermed sidestillet socialt miljø.

H.C. Andersens Hus. Plan over museet efter ombygning og udvidelse 1974-76. Arkitekt: Ebbe Lehn Petersen. Gengivet efter illustration i »Arkitektur DK« nr. 8, 1977.

Det var oprindelig tanken, at en mindre udvidelse af H.C. Andersens Hus først skulle gennemføres, når museet på Sortebrødretorv var rejst. Som følge af den faktiske opgivelse af dette, blev der mulighed for at fremme H.C. Andersen-museets byggeplaner.

Samtidig projekteredes den længe planlagte bevarende sanering af det såkaldte H.C. Andersen-kvarter, d.v.s. bebyggelsen omkring museet, bestående mestendels af énetages huse fra slutningen af 1700-årene og begyndelsen af 1800-årene og beliggende i Hans Jensensstræde, Ramsherred, Bangs Boder og Rosengade, i Overstræde og på Sortebrødrertorv. Så paradoksalt det end kan lyde, var dette kvarter på én gang velbevaret og totalt nedslidt. Kvarteret skønnedes med rette umisteligt og bevaringsværdigt, men det store gadegennembrud i 1960’ernes sidste halvdel tilføjede den bebyggelsesmæssige helhed meget alvorlige sår i den vestlige ende. Dette viste sig også at være yderst uheldigt for H.C. Andersen-museet.

H.C. Andersens Hus. Museets nye front mod syd, mod Lotzes Have, bestående af fire bygninger med hver sit formål og forbundet med lavere bygningsled. Til højre ses kuppelsalsbygningen fra 1930.

Den kritisable tilbygning fra 1930, med dens fra omgivelserne afvigende formsprog, dimensionering og materialevalg, kom ved kvarterets reduktion og åbning på den vestre side til at se endnu mere uheldig ud. Til alt dette kom, at det alene for museumsvirksomheden blev nødvendigt at skaffe bygningen en væsentlig større udvidelse end de opr. planer havde forudsat. I samarbejde med den udpegede arkitekt, Ebbe Lehn Petersen, som tillige stod for H.C. Andersen-kvarterets restaurering, ændredes planerne til en ganske storstilet udvidelse, kombineret med en radikal ombygning af bygningerne fra 1930.

H.C. Andersens Hus. Efter genindvielsen af museet 21. maj 1976 skriver dronning Ingrid sit navn i museets gæstebog, assisteret af Niels Oxenvad.

Indgangspartiet, som fremtrådte i én etage, men i virkeligheden havde to etager, og den østlige tilbygning med facade mod Bangs Boder ombyggedes til ukendelighed. Hensigten hermed var at lade museet underordne sig det omgivende kvarter, ved opdeling i mindre enheder og med samme materialevalg. Dog undlod man bevidst en pastichering. Som erstatning for den tabte 1. sal og for at skaffe den nødvendige udvidelse opførtes, med front mod »Lotzes Have«, 4 udstillingsbygninger som ikke er synlige fra H.C. Andersen-kvarterets stræder, men som har givet museet en helt ny facade mod haven. Publikumsbetjeningen forbedredes meget ved mulighed for adskillelse af billetsalg og den øvrige salgsvirksomhed, der kom bedre toiletter, et lille cafeteria og andre hvilemuligheder, og så kom der først og fremmest muligheder for at formidle museets samlinger og dyrke dets emne, H.C. Andersens liv og værk, i en tidssvarende udstillingsform som inddrager audiovisuelle hjælpemidler, muliggør en vis særudstillingsvirksomhed, foredrag og film etc.34

Den kombinerede ombygning og udvidelse gennemførtes i årene 1974-76, med en festlig genindvielse i maj 1976. Måske skal det tilføjes, at trods det meget omfattende byggearbejde lykkedes det at holde museet åbent for publikum, bortset fra tiden 1. nov. 1975 til 21. maj 1976.

H.C. Andersens Hus havde sparet sammen til dette arbejde gennem flere år, dels ved henlæggelse af overskud fra museets driftsregnskab, dels ved en særdeles kraftig indsamling af midler fra både nationale og lokale fonds, pengeinstitutter o.s.v.. Oprindelig var byggeriet tænkt finansieret i stil med de kunstmuseer, som opførtes i årene forud i Århus, Aalborg og Tønder, med 1/3 som et rente- og afdragsfrit statslån. Dette lod sig i sidste ende ikke gøre, af statsfinansielle årsager, hvorefter Odense kommune påtog sig sin store part af finansieringen, ca. 5 mill. kr. ud af en samlet udgift på 8 mill. kr.

Den heldige gennemførelse af H.C. Andersen-museets byggesag er lyspunktet i perioden 1960-76, hvor det ved de andre museer viste sig næsten umuligt at ændre på de bestående forhold.

Indsamling – bevaring – formidling

Med de forhåndenværende mandskabsmæssige og økonomiske ressourcer – undertiden næsten på trods af sådannes tilstedeværelse – søgte man at røgte de traditionelle museumsopgaver, og lejlighedsvis blev der endda mulighed for at tage nye opgaver op.

I Fyns Stiftsmuseums regi gennemførtes den i 1959 påbegyndte undersøgelse af jernaldergravpladsen på Møllegårdsmarken ved Broholm. Frem til 1966, altså i samfulde 8 år, blev der arbejdet på dette sted, en kampagne på nogle ugers varighed om foråret og tilsvarende om efteråret. Ialt blev ca. 8000 m2 jord afgravet til undergrunden, og antallet af grave bragtes op på ialt 2009, incl. de 381, som Fr. Sehested undersøgte på samme sted sidst i 1870’erne. Kustode H. Skov Hansen bistod bravt Albrectsen under forarbejdet, ligesom han efterfølgende foretog restaureringen af de fremdragne oldsager. Restaureringsarbejdet sluttede i 1970, og i 1971, ganske kort før sin afgang fra tjenesten, publicerede Albrectsen sine undersøgelser og sit materiale i et stateligt 2-binds værk.35 Efter princippet »Ordnung muss sein« blev arbejdet gjort færdigt, helt færdigt.

Plan over Fyns Stiftsmuseums gravninger på Møllegårdsmarken 1959-66. Gengivet efter illustration i Erling Albrectsen, Fynske jernaldergrave V. Gravpladsen på Møllegårdsmarken ved Broholm (Fynske Studier IX, 1971).

Udgravningen på Møllegårdsmarken var en selvvalgt opgave, som foregik i åbent terræn og i bedste forståelse med Broholms ejer og forpagter. Ulige dårligere var vilkårene for arkæologisk virksomhed inde i Odenses bymidte.

I årene 1965-71 foregik de store nedrivninger, som fremførelsen af den nord-sydgående motorgade, Thomas B. Thrigesgade, nødvendiggjorde. Det skal ikke hér gøres op, hvor meget og hvad Odense mistede af sin ældre bebyggelse i den anledning. Efter evne forsøgte man fra Møntergården at gøre så mange og så gode iagttagelser som muligt, men uheldigvis var museet netop i disse år dårligt rustet til så stor en opgave. Med bistand fra Eigil Hansen i Den fynske Landsby blev der foretaget visse bygningshistoriske undersøgelser med tilhørende opmåling, men til arkæologiske undersøgelser på tomterne var der ikke arbejdskraft; ej heller kunne man »købe« assistance udefra. Noget bedre tegnede situationen sig, da den længst stående bebyggelse, karreen mellem Overgade, Skomagerstræde og Albanitorv i 1970 stod for fald. Under ledelse af Finn Grandt-Nielsen, som i 1968 var vendt tilbage til Møntergården efter et års fravær, gennemførtes en grundig arkæologisk undersøgelse af arealerne under og omkring de dødsdømte huse, kombineret med en bygningsarkæologisk undersøgelse af de bevarede levn – to hvælvede kældre – fra senmiddelalderlige stenhuse på stedet. Af det ene stenhus, der så at sige var indkapslet i ejd. Overgade 3, var ikke alene en krydshvælvet kælder bevaret, men også ca. halvdelen af husets 2 øvre stokværk. Det besluttedes derfor, efter mange og svære forhandlinger mellem Odense kommune og Rigsantikvarens fortidsmindeforvaltning, at bevare disse bygningslevn ved at rulle dem ca. 15 m mod syd. Dc arkæologiske undersøgelser dokumenterede bebyggelsesmæssig kontinuitet på dette sted over et tidsrum på ca. 900 år. Ikke uden grund gav udgraveren sin beretning overskriften »Nyt fra Knud den Helliges Odense«.36

Den fynske Landsby bistod – som før nævnt – med løsning af påtrængende opgaver i bymidten. I eget regi og i mere vante omgivelser foretog dette museum nogle år tidligere en undersøgelse af hele den bebyggelse, som i 1780’erne blev resultatet af en viljefast godsejers udflytning af en hel landsbys gårde, fra oprindelig plads i landsbyen Ulbølle til de jordlodder, hver af gårdene havde fået tildelt ved en samlet udskiftning.37

Her er fremhævet tre af museernes større undersøgelser; andre kunne nævnes såsom den finere fynske linnedvævning i damask- og drejlsteknik (ved Niels Oxenvad), Odenses lavsvæsen og dets genstande eller Fynske guld- og sølvsmede (begge ved Finn Grandt-Nielsen).

De nævnte undersøgelser kan på én og samme gang anskues som forskning og indsamling, al den stund der – i det mindste ved de arkæologiske undersøgelser – indsamledes værdifuldt og veldokumenteret materiale til de respektive museers samlinger.

Til museer som Fyns Stifts Kunstmuseum og H.C. Andersens Hus foretoges på samme tid en indsamling, som ifølge sagens natur foregik ad andre veje og med andre mål og midler. Til kunstmuseets samlinger af maleri og skulptur besluttedes det, efter forslag fra Kristian Jakobsen, at føje en samling af danske kunstneres tegninger og grafiske arbejder, om man vil en »kobber-stiksamling« eller et »grafikkabinet«. Med J.W. Larsens samling var der allerede tilgået museet adskillige kunstværker af denne art. Her var noget at bygge videre på. Den øvrige indsamling havde til formål at udfylde »huller« i samlingen af ældre dansk kunst samt at forstærke repræsentationen for de kunstnere, som tilsammen står for »det moderne gennembrud« i dansk kunst, altså generationen Giersing, Weie, Isakson, Lundstrøm, Henning m.fl. Endelig blev der gjort få, men vægtige erhvervelser inden for den nyeste kunst, bl.a. værker af så forskellige kunstnere som Freddie, Preben Hornung, Per Kirkeby og Kurt Trampedach.

H.C. Andersens Hus havde i nogle år ligget »underdrejet« i indsamlingsmæssig henseende. Dels var udbuddet af attraktive »anderseniana« efterhånden ikke så stort – og når slige kom frem, blev de handlet til det internationale markeds priser. Dels var man nødt til at være yderst tilbageholdende, idet besparelser i indsamlingen var en nødvendig forudsætning for gennemførelsen af museets byggeprogram. Da derfor den norske højesteretsadvokat Jonas Skougaards meget fine H.C. Andersen-samling blev udbudt til salg, måtte man renoncere. Museet fattedes de nødvendige midler. Da meldte der sig uventet en mæcen i direktør M.K. Gudmundsens skikkelse. Med den resoluthed, som var denne mands særkende, blev samlingen tilbageført til Danmark, og på H.C. Andersens fødselsdag i 1971 blev den overdraget til H.C. Andersens Hus. Ikke siden Jean Hersholts dage havde museet fået så omfattende og fin en samling på én gang, ovenikøbet som gave.38

Til Møntergården var der i en længere årrække blevet indsamlet mange fine stykker sølvtøj, gjort af odenseanske sølvsmede og erhvervet af museet på auktioner i København. Museumskonsulent P. Halkjær Kristensen, Statens Museumstilsyn, var i disse år Møntergården – og mangfoldige andre provinsmuseer – behjælpelig med udbygning af netop disse samlinger. Møntergårdens samling havde efterhånden fået et imponerende omfang og høj kvalitet. Den vidnede om de odenseanske sølvsmedes duelighed og om tilstedeværelsen af et købedygtigt og kvalitetsbevidst marked for slige arbejder. På den baggrund er det særlig vemodigt, at størstedelen af den udstillede samling blev stjålet en sommernat 1972, uden at man sidenhen har hørt eller set det mindste til det stjålne sølvtøj. Mangelen på en tidssvarende tyverialarm og tyvenes dristighed gjorde dette ran muligt. Museet gjorde herved flere triste erfaringer, først og fremmest at museumssamlinger nutildags beskyttes mod tyveri, i øvrigt også mod brand. Dernæst den erfaring, at selv gode fotografier og den bedste dokumentation ikke på nogen måde kan erstatte det egentlige kildemateriale, genstandene selv.

Odense-museernes mulighed for at røgte sine bevaringsforpligtelser – forstået som opbevaring og konservering af de indsamlede genstande og kunstværker – var ingenlunde gode. Her var meget at indhente. Bedst var bevaringsforholdene i Møntergården, hvor man netop i 1950’erne havde fået etableret gode magasiner i det tilflyttede pakhus fra Nyborg. I de øvrige museer var bevaringsforholdene yderst kritisable, og disse forhold forværredes sådan set i takt med museernes engagement i det formidlingsarbejde, som kendetegnes ved særudstillinger. Lokaler, som kun skulle anvendes hertil, savnedes totalt, hvorfor dele af de permanent udstillede samlinger midlertidigt måtte anbringes i magasiner, der i forvejen var fyldt til bristepunktet. Herved forøgedes konserveringsbehovet, men bortset fra Møntergårdens »recente« konservering og Stiftsmuseets lerkar-konservering var det meget lidt af konserveringsbehovet, som kunne afhjælpes lokalt.

På formidlingsområdet kan der indenfor perioden noteres to store landvindinger. På Fyns Stifts Kunstmuseum indledtes, efter at museet havde fået egen inspektør, en frodig udstillingsvirksomhed. Dette var ganske vist ingenlunde en ny aktivitet for dette museum, men fra nu af integreredes i højere grad end forhen særudstillingerne i museets almindelige arbejde. Ofte var det museets egne samlinger, som var udgangspunktet for en særudstilling. Endelig forsøgte man sig, med et vist held, med det som i lovgivningen benævntes »andet kulturformidlende arbejde«, idet man i tilknytning til særudstillinger afholdt mindre koncerter, foredrag eller filmforevisninger, emnenæssigt i snæver sammenhæng med den udstillede billedkunst.

Den anden landvinding var etableringen af en undervisnings- og oplysningsafdeling, som har eksisteret siden 1971, hvor Jens Th. Uldall blev ansat som museumspædagog. Naturligvis indgik overlærer A. Thierleins undervisning og omvisninger som et vigtigt led i den nye afdelings aktiviteter og tilbud. Hidtil havde man især henvendt sig til de odenseanske skoler. Nu blev det muligt at udvide kredsen til at omfatte samtlige fynske skoler, med hvilke der etableredes en tæt kontakt. Der udarbejdedes særlige undervisningstilbud, tilpasset de forskellige klassetrin, ligesom der blev iværksat en »opsøgende« virksomhed med mindre udstillinger til opsætning på skolerne, i forbindelse med »emneuger« el. lign.39 Ved siden af denne »skoletjeneste« skulle den nye afdeling også tage vare på museernes informationsvirksomhed, med kontakt til pressen, til radio og TV og med kontakt til det »almindelige« publikum. Til glæde for navnlig den sidstnævnte kategori udsendtes fra nu af sæsonprogrammer, som skulle orientere om særudstillinger og andre publikumsorienterede arrangementer, det være sig omvisninger, foredrag, koncerter og film eller – hvad der navnlig gælder Den fynske Landsby – »efterlignende eksperimenter« med demonstration af arbejdsprocesser inden for landbrug, husflid og håndværk.40

Perspektivplanen 1972-82

Det hører med til billedet af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne som en brydningstid, at kredsen af medarbejdere på lederniveau satte sig sammen for at gøre status m.h.t. de forskellige museers situation, finde frem til årsagerne til den konstaterede situation og pege på muligheder for at ændre denne i en gunstig retning. Arbejdet med publikationen »Odense Bys Museer 1972-1982. En redegørelse og en perspektivplan« (Odense 1973) var det første væsentlige fællesanliggende for det møde – kaldet »inspektørmøde« – som siden regelmæssigt har kaldt lederne af de forskellige museer og afdelinger sammen til drøftelse af fællesanliggender og til gensidig information.

Udgangspunktet for perspektivplan-arbejdet var en fornemmelse af stagnation. Stagnation i sammenligning med egen fortid og stagnation i sammenligning med den øvrige danske museumsverden. Odense Bys Museer syntes at have mistet sit forspring, og fortiden forekom mere gloriøs end nutiden.

Et par år tidligere havde den noksom bekendte betænkning nr. 517, »En kulturpolitisk redegørelse« rettet en punktvis næsten sønderlemmende kritik af dansk museumsvæsen, med understregning af navnlig museernes formidlingsproblem. I museumskredse havde det siden de første museers grundlæggelse været følt som den fornemste opgave »at indsamle og bevare genstande fra fortiden og gøre disse tilgængelige, således at de kan udnyttes i folkeoplysningens og videnskabens tjeneste«. Således blev det klart udtrykt i 1958-museumslovens § 1, gældende for de kulturhistoriske lokalmuseer. Efter 1969-betænkningen at dømme har det imidlertid været så som så m.h.t. bredden i det folkeoplysende arbejde. »Museernes største almene problem er vel forholdet til den del af befolkningen, som ikke har nogen speciel interesse forbundet med museernes samlinger«, hedder det i betænkningen, hvori også fremføres den ofte citerede påstand, at »mange museer er derfor idag selv modne til at komme på museum«. Det lille ord »derfor« viser tilbage på en skarp kritik af museernes håbløst forældede udstillingsform.

Den kulturpolitiske redegørelse gav stof til eftertanke. Et formidlingsproblem måtte erkendes, uanset den stærkt provokerende udformning dette havde fået i betænkningen. Til dette kom, at den kendte museumslovgivning fra henh. 1958 og 1964 stod foran en kraftig revision. Kulturministeriet havde netop nedsat et udvalg, der skulle fremkomme med forslag hertil. Man kunne forvente, at den hidtil kendte museumsstruktur ville blive ændret på afgørende punkter.

Der var således adskillige årsager til, at man ved Odense Bys Museer gik i gang med et stykke fremadrettet arbejde.

Indholdet af den nævnte redegørelse-perspektivplan skal ikke resumeres her. Fra sammenfatningen skal blot citeres den ikke uventede konstatering, at »de nuværende forhold er utilfredsstillende i større eller mindre grad. Utilfredsstillende for de samlinger, hvis eksistens og udnyttelse er museumsvirksomhedens hele »raison d’être, utilfredsstillende for museumsbrugerne – publikum – og utilfredsstillende for museumsvogterne – medarbejderne«. Men man vil gerne komme al denne utilfredshed til livs, idet man hertil føjer en »planlægning af den museale aktivitet i 10 år fremover«, og peger samtidig på »de midler, som bør tages i anvendelse, dersom Odense Bys Museer skal bringes ud af sin nuværende situation og ind i en gunstig udvikling«.

De fleste af de konstaterede problemer begynder med bogstavet P: penge, plads og personale. Man argumenterede for mere personale, mere og bedre plads, hvilket igen ville udfordre flere penge. Nu hvor 10-års perioden er udløbet, kan det konstateres, at ikke få af de mål, man dengang satte sig, er nået. Personalet er på det nærmeste fordoblet – hvilket var forudset i perspektivplanen – og museernes budgettal er mere end fordoblet. Hér er det dog ikke forsøgt at eliminere den forøgelse, som pristalsudviklingen alene har bevirket.

Odense adelige jomfrukloster, som det præsenterede sig i yndefuldt forfald før Odense kommunes overtagelse 1972.

Pladsproblemet er nok det problem, som ikke helt har kunnet løses i det omfang og den takt, som det blev ønsket i 1972-73. Her er endnu mange problemer uløste, men noget har man dog nået.

H.C. Andersen-museets pladsproblem løstes i alt væsentligt ved den allerede omtalte ombygning og udvidelse 1974-76, men denne byggesag var som »sag« også i gang før 1972-73 og for så vidt uden sammenhæng med perspektiv-planarbejdet. Derimod gennemførtes i årene 1973-74 og senere, med direkte henvisning til perspektivplanen, ret så omfattende ændringer i Møntergården og på Fyns Stiftsmuseum. Museernes fællesadministration fraflyttede Møntergården (Overgade 48), idet dens lokaler blev taget i brug til Mønt- og medaillesamlingen (fra Stiftsmuseet). Lidt senere blev en tjenestebolig ssts. inddraget til museumsformål (læsesal, kontorer), og museet fik også rådighed over en 3-etages sidefløj i ejd. Overgade 46, ovenikøbet med direkte adgang gennem brandmuren mellem disse 2 fløje. På Stiftsmuseet blev forhusets 2. sal (tidl. udstilling for den naturhistoriske samling) indrettet til kontorer for fællesadministrationen incl. undervisnings- og oplysningsafdelingen og for Fyns Kunstmuseum. Kunstmuseet fik samtidig udvidet sit udstillingsareal med de to sale, som Mønt- og medaillesamlingen tidligere havde haft. Endelig rykkede Fyns Stiftsmuseum (oldsagssamlingen) med sine kontorer ud af huset og etablerede sig i Odense adelige Jomfrukloster på Albanitorv.

Odense adelige Jomfrukloster efter Fyns Stiftsmuseums overtagelse af bygningen (1973) og en istandsættelse »på tag og fag«.

Den rummelige klosterbygning var i 1972 erhvervet af Odense kommune – nærmest som en konsekvens af den stedfundne gadeudvidelse – og overladt Odense Bys Museer til brug. Helt frem til ca. 1977 regnede man med, at Jomfruklosterets bygninger kunne anvendes til Fyns Stiftsmuseum, som erstatning for det siden 1930’erne planlagte, men nu opgivne byggeri på Sortebrødretorv – Møntestræde. Museets udstilling, både den permanente udstilling og særudstilling, skulle efter planerne anbringes i hovedfløjens lave sals- eller mezzaninetage, kontorer m.m. i stueetagen (hvor dog Karen Brahes biblioteksrum fortsat skulle bevares som »monument«), og til udstillingsværksted samt konserveringsanstalt skulle der skaffes plads i dels den eksisterende sidefløj mod øst, dels i en rekonstrueret sidefløj mod vest. Og museets magasiner skulle enten placeres i kælderetagen eller på loftet, afhængigt af kælderens event. brug som restaurant.41

Endnu en gang blev det for Fyns Stiftsmuseums vedkommende ved planerne. Sent på året 1977 måtte det konstateres, at den fine, fredede bygning ikke ville kunne klare den funktion, man havde tiltænkt den. En bygnings-arkæologisk undersøgelse viste, at 1. sal trods en hårdhændet »modernisering« ca. 1870 stadig indeholdt så mange gode levn af baroktidens ruminddeling og rumdekoration, at en bevaring af disse umuligt kunne kombineres med en tidssvarende udstilling af Fyns Stiftsmuseums oldsager. Den projekterede vestfløj vakte betydelig – og ikke helt forståelig – modstand andetsteds i det kommunale system, hvorfor en sådan nok ville blive vanskelig at få opført. Disse to forhold, kombineret med en samtidig stedfindende ekspansion i Stiftsmuseets aktiviteter og heraf afledt personaleforøgelse, bevirkede, at Fyns Stiftsmuseum endnu en gang måtte se sig om efter et nyt domicil.

Ved udløbet af den 10 års periode, som var perspektivplanens tidshorisont, kunne man ved Odense Bys Museer notere adskillige forbedringer som direkte resultater af det nævnte planlægningsarbejde. Meget var nået for H.C. Andersens Hus, Møntergården og Fyns Kunstmuseum, samt for administrationen og undervisnings- og oplysningsafdelingen. I Den fynske Landsby havde man tilmed fået genopført 2 af de 3 magasinerede bygninger. Fyns Stiftsmuseum syntes åbenbart at have fået det mindste udbytte af planlægningen. Hvad man i 1972-73 havde forestillet sig som en god og varig løsning på museets evindelige pladsproblem, havde vist sig at være en midlertidig løsning. Henimod udløbet af den 10-årige periode tegnede sig heldigvis en anden og bedre løsning, en udflytning til Hollufgård.

©