Museer er en meget synlig og populær del af samfundet. Vi har gennem en årrække fået flere og flere – og næsten alle udbygges mere og mere. Dette er ikke blot et dansk fænomen, men generelt for om end ikke hele verden så dog for den vestlige.

Museumsudviklingen på det kulturhistoriske område har i de seneste 100 år gennemlevet følgende udviklingsforløb i Danmark skitseret i grove træk:

I slutningen af forrige århundrede var der Nationalmuseet med videnskabelig bemanding og museer i større provinsbyer (stiftsbyer) med mere eller mindre faglig bemanding.

I begyndelsen af dette århundrede udbyggedes Nationalmuseet og samtidig fik de større provinsbymuseer status som landsdelsmuseer, nu med fuldtidsbemanding. Gradvis oprettedes små kulturhistoriske museer i købstæderne drevet på foreningsbasis.

Udviklingen omkring midten af århundredet skete i form af udbygning af de større provinsmuseers faglige bemanding og arbejdsfelt. Samtidig opstod der flere specialmuseer.

I slutningen af 1960’erne formuleredes en ny kulturpolitik. Den havde og har (ikke ændret siden) til mål at søge at sprede kulturen ud til alle dele af Danmark – og til alle samfundslag – som modsætning til tidligere tiders koncentration i hovedstaden. Dette sker gennem et sæt kulturlove, som opfordrer lokale aktører og offentlige myndigheder til at iværksætte kulturelle aktiviteter. For hver lokal krone investeret heri, giver staten et yderligere beløb. Dette »gulerodsprincip« virker – ind imellem med stor kreativitet i forsøget på at skaffe sig ekstra statstilskud. Kulturliv og kulturinstitutioner har spredt sig ud over hele landet, om end ikke til alle befolkningsgrupper.

Som følge heraf øges decentraliseringen af museumsområdet fra omkring 1970 og fremefter. De små købstadsmuseer bliver fagligt bemandet og vokser i størrelse og aktivitet. Ud af mindre lokalhistoriske foreninger og samlinger opstår i samme tidsrum nye museer i stationsbyerne. Også her starter en udvikling med fagligt personale som følge af muligheden for at modtage statstilskud.

Og hertil kan så lægges kunstmuseumsområdet, som også har oplevet en stor vækst. Nye er kommet til, og der er foretaget mange fine udbygninger, men også her er gjort forsøg på at skabe en større og større specialisering, ikke alene i kunstretning, men også i materialer, eksempelvis Glasmuseet, Keramikmuseet og Fotomuseet.

Situationen er således i dag, at vi råder over et stort antal museer, hvoraf specielt de nyeste – og nogle mindre – stadig er i vækst. Tilsyneladende er en særlig markant profil nødvendig for at sikre et museum og dets udbygning. Et traditionelt og bredt kulturhistorisk museum trækker ikke mange gæster eller megen opmærksomhed i dag. Vi kan se det i forskellige eksempler, f.eks. på vort største og ældste kulturhistoriske museum, Nationalmuseet. Dets styrke ligger i dag i dets nationale karakter – som dansk museumsverden endog med jævne mellemrum har stillet spørgsmålstegn ved dets omfattende samlinger og dets store faglige bemanding. Besøgsmæssigt er der ikke tale om de helt store tal, når man ser bort fra enkelte store særudstillinger. Populære besøgsmæssigt er derimod oplevelsessteder som »Middelaldercentret«, »Randers Regnskov«, »Hjemsted Oldtidspark«, aktiviteterne i »Den Gamle By« i Århus, »Ribes Vikinger« for ikke at tale om enkelte markante kunstmuseer.

Vi kan også se eksempler på denne udvikling på Fyn. Her var indtil 1970’eme alene Odense Bys Museer og Langelands Museum professionelt bemandet. Nu er de fleste købstadsmuseer udbygget og bemandet med en eller flere museumsinspektører. Men de særlige publikumstrækplastre er ikke de generelle kulturhistoriske museer, men derimod deres særlige »profil«-afdelinger såsom Johannes Larsen Museet, Nyborg Slot, »Kold Krigs Museet« på sydspidsen af Langeland, Fængselsudstillingen på Fåborg Rådhus og selvfølgelig de gamle af slagsen i Odense: H.C. Andersens Hus og Den Fynske Landsby.

Det er naturligt, at museerne følger den succes, som man via sådanne særlige »profil«-afdelinger kan opnå besøgsmæssigt, mediemæssigt og dermed også i goodwill fra bevillings- og tilskudsgivere. Når museets vækst skal opretholdes, ja, så skal det ske via sådanne nye tiltag, som bl.a. har nydt økonomisk fremme under turistoverskriften.

Jeg skal ikke tale imod denne udvikling, men i stedet rejse nogle principielle spørgsmål og komme med nogle kommentarer hertil som grundlag for en kommende udvikling af museumsområdet.

Det er naturligt, at museerne udvikler sig i forhold til det omgivende samfund og tilpasser sig det omgivende samfunds interesser og ønsker. Det er immervæk det samfund, som betaler for »varen«. Den diskussion er bl.a. kendt fra TV-medie-verdenen, hvor antallet af quiz- og sportsprogrammer øges hastigt som følge af høje seertal til den type produkter. Skal man blot øge udbuddet heraf og tilgodese de store seertal – og dermed vænne endnu flere til, at TV-mediet alene er underholdning af letteste slags – eller skal man forsøge at give seerne en indsigt i, at der findes andre værdier?

1. I et par lokaler på Odense Slot startede Odense Bys Museer i 1860 i form af et lille museum, med navnet »Nordisk Museum i Odense«.

Den diskussion er meget væsentlig og bør også tages meget mere op blandt museumsfolk og deres baglande. Svaret er ikke enkelt, og det kræver ikke mindst fra museumsfolk en åbenhed om deres område for ikke at få betegnelsen »støvet« og »forstokket« fra starten. Omvendt skal omgivelserne også være åbne overfor argumenter den modsatte vej. Og et sådant debatrum har vi mulighed for at skabe, hvis vi vil forholde os realistisk til emnet – realistisk i forhold til, hvad det omgivende samfund vil yde og realistisk i forhold til det faktiske emne og ikke til egne positioners opretholdelse.

Da jeg ikke tror på, at der findes en enkelt løsning herpå, skal jeg foreslå, at man i højere grad i fremtiden i den danske museumsudvikling sikrer og tillader et forløb, som tilgodeser både væksten i nye specialmuseer med oplevelsesorienterede aktiviteter og sikring af basale dele af vor kulturhistorie og en grundlæggende formidling heraf.

Jeg har tidligere gjort mig til talsmand for lignende tanker. Det skete i forbindelse med debatten om en ny museumslov i 1995. I oplægget »Tanker om en ny museumslov«, præsenteret ved en museumskonference den 6. februar 1995 på Nationalmuseet, peges på en opdeling af museumsområdet i 2 elementer, der kan tilgodese den skitserede udvikling.[1] Desværre blev diskussionen af museumsoplægget forkludret på forskellig vis, så det ikke blev brugt som grundlag for en egentlig diskussion af fremtidige forhold, men derimod førte til grøftegravning for at sikre eksisterende personlige bastioner uforandrede.

I mit oplæg fra 1995 skitserede jeg elementerne i ikke en ny museumslov, men i en kulturarvslov. Denne lov skal ikke tage sit udgangspunkt i lovbestemmelser for et institutionsområde, men derimod dække et emneområde på lignende vis som inden for andre dele af kulturområdet, musiklov, filmlov etc. Jeg focuserer her meget på selve det at få en lov. Jævnfør dansk politik er lovarbejdet det vigtigste element i den politiske proces – også udover selve det formelle. I lovarbejdet skaffes politisk focus på sagen, herved skabes mediemæssig interesse og herved fastsættes rammerne for arbejdet og for det økonomiske fundament. Med hensyn til det sidste kan blot henvises til, at Folketinget på en lang række samfundsområder også fastsætter normer og regler for forvaltning af økonomien i kommuner og amter. Dette vil også kunne ske på museumsområdet som det f.eks. er gældende for biblioteksområdet.

Det er naturligt, at jeg i mit 1995-oplæg kunne skrive frit om, at kulturarvsloven skulle omfatte al kulturarv, herunder også hvad der måtte ligge under andre love og under andre ministerier. Bagtanken var at signalere, hvilken retning man skal arbejde henimod. Måske vil det ikke være muligt at samle alt inden for en kortere årrække, men alene signalet om at kulturarven er i centrum, er et vigtigt signal i forhold til andre sektorer, til det politiske system og til samfundet som helhed. I en fremtid bør også arkivloven indgå.

Og netop arkivområdet – og min egen baggrund som historiker – har givet mig inspiration til, hvorledes det organisatoriske aspekt i en kulturarvslov skal opbygges. Arkivområdet bygger dels på en »rygrad« i form af en serie arkiver, Rigsarkivet, landsarkiverne, Dansk Dataarkiv og Erhvervsarkivet med fast opgavesæt lands- eller landsdelsdækkende, og dels en række stadsarkiver og et stort antal lokalarkiver forankret lokalt.

Dele heraf kunne overføres til museumsverdenen. Vi skal have et rygradssystem, som udover Nationalmuseet skal have et antal basis-museer (museumscentre – eller regionalmuseer?) med forpligtelse til det systematiske og organiserede indsamlings- og dokumentationsarbejde. Og vel at mærke skal der her findes en gennemarbejdet indsamlings- og undersøgelsesplan. Udover denne »rygrad« skal der kunne oprettes og drives museer – også med støtte fra såvel stat, amt og kommuner – med forskellige særlige profiler og satsninger. Mange af disse specialmuseer vil formentlig kunne blive langt større end »rygraden« – tænk blot på bemandingen på nogle af de store stadsarkiver i forhold til landsarkiverne! Og lokalmuseet – forankret i det lokale miljø – er også vigtig. Her er muligheden for den direkte kontakt på linie med lokalarkivernes. Museer uden for »rygrad-systemet« vil ikke nødvendigvis skulle sikres uendelig eksistens.

Desværre har vi ikke et sådant system. Nationalmuseet valgte for en del år siden at droppe tilstedeværelsen rundt i landet – de gamle landsdelsmuseer blev frataget deres rolle – og i stedet har vi et usystematisk dækket antal lokal- og specialmuseer, hvis egne interesser og økonomiske formåen sætter grænser for den brede, systematiske dækning. Her skal det ikke forklejnes, at det fra Statens Museumsnævn er blevet søgt at skabe »system« i dette net, men det er ikke let, slet ikke når de danske museer består af en så broget flok. I stedet for at søge at holde »sammen på flokken« ud fra en fælles skabelon, skulle der i stedet ske en opdeling, f.eks. i de foreslåede størrelser.

Jeg skal ikke gå længere ind herpå nu, blot understrege, at vi bliver nødt til at tage fat på problemet med 1) at få det kulturhistoriske område markeret – eksempelvis gennem forsøg på at opnå en mere eller mindre samlet kulturarvslov og 2) at få skabt et grundlag så samfundet og det politiske system kan respektere, at når vi taler om kulturarv (og umistelige dele deraf) så ligger der seriøsitet bag – og ikke blot devisen om, at alt bør indsamles og alt bør bevares. Den danske museumsverden har i den sag sat sig oven på en bombe – ikke blot i forhold til bevaringsargumentation, men også i forhold til museernes enorme samlinger, der både skal bevares og have ordentlige bevaringsforhold i princippet i al evighed. Har dansk museumsverden her været seriøs nok?

Debatten om museumsoplægget bragede løs i 1995. Museumsfolk fra det ganske land – og mest dem fra de mindre museer med særlige tilskudsløsninger – var stærkt oprevne. Derimod var der kun få politikere, der var på banen, og vist nok ikke almindelige borgere – dem der betaler for gildet. I det sene efterår 1995 udsatte daværende kulturminister Jytte Hilden den varslede fornyelse af museumsloven og iværksatte i stedet en række kulturregionaliseringsforsøg med virkning fra 1. januar 1996. Forsøgene skal danne grundlag for eventuel grundlæggende ændring af den førte kulturpolitik, herunder rollefordeling mellem stat, amt og kommuner og ikke mindst omlægning af tilskud efter »gulerodsmetoden«. Odense Kommune indgik som et af de første steder i landet i forsøget med kulturregionalisering.[2]

Jeg skal afslutte dette indlæg med at gøre rede for den udvikling, som blev sat i gang i Odense som følge af museumslovsdebatten, kulturregionaliseringsforsøget og den generelle situation, hvor museumssystemet trængte til et gearskifte. Vi fik ikke via forslaget til ny museumslov i denne omgang et regionalmuseum – men et multimuseum! Lad os så se, hvad de nærmeste år vil bringe på det lovgivningsmæssige område. Interessant er det i hvert fald at følge kulturminister Ebbe Lundgaards udspil i efteråret 1997, fremkommet dels i pressen dels på en museumskonference. Herfra kan hentes følgende citat: »I den forbindelse kan der også være grund til at se på den eksisterende museumsstruktur, hvor alle landets museer i princippet har samme opgave. Dette har naturligvis gode argumenter for sig, men man kan stille det spørgsmål, om ikke en ændret struktur vil kunne give en bedre ressourceudnyttelse og bedre produkter. Specielt har museernes forskningsforpligtelse været nævnt i denne forbindelse – en forpligtelse som mange mindre museer kan have svært ved at leve op til. Det kan derfor ikke være en helt unaturlig tanke at tænke i større enheder, når fremtidens museumsstruktur skal fastlægges.«[3]

Museumsudviklingen i Odense startede i 1860. Dette Odense Museum blev stammen til de museer, som har været kendt i vor generation: Fyens Stiftsmuseum, Fyns Kunstmuseum, H.C. Andersens Hus, Møntergården, Carl Nielsen Museet m.fl. Undervejs har der været adskillige andre museer og museumsnavne, eksempelvis Fyens Folkemuseum og Fyns Oldtid.

2. I 1885 flyttedes samlingerne til den nyopførte museumsbygning i Jernbanegade, som bar indskriptionen »Museum Civitatis Othiniensis«.

I hele perioden har museumssystemet udgjort en samlet helhed: Odense Bys Offentlige Samlinger, siden begyndelsen af 1950’erne benævnt Odense Bys Museer. Odense Kommune ejer og driver museerne som en samlet forvaltning, Museumsforvaltningen.

Som følge af den generelle museumsudvikling i 1960’erne og 70’erne fik hvert museum større og større selvstændighed – egen ledelse, eget budget, eget personale, mere eller mindre egen samling, eget registreringssystem, egen konservering osv. I 1989 blev der oprettet en fælles bevaringsafdeling og en undervisningsafdeling, medens det resterende administrative arbejde udlagdes. Herved var skabt et godt system. Man kunne disponere inden for egne rammer, og beslutningsvejen var kort. Problemerne opstod dog gradvis, idet det påpegedes gang på gang, at der ikke var tid til fagligt arbejde, når man som inspektør skulle klare alt – fra sikringsanlæg, praktisk udstillingsarbejde, administration, forskning, indsamling og til personaleledelse. Hertil kom, at en større professionalisme kræves for at sikre ordentlige niveauer for udstillinger, registrering af samlinger, administration, sikringsanlæg, markedsføring, IT-teknologi m.m.

Derfor besluttedes det i 1996 – med virkning fra januar 1997 – at omorganisere Odense Bys Museer – til et system, hvor der satses på faglig professionalisme i stedet for »mangekunstneren«.[4] Der er oprettet 3 afdelinger: Publikumsafdelingen – Vidensafdelingen – Teknikafdelingen. Herudover er der ved at blive indkørt en række drifts- og planlægningssystemer, som tydeliggør beslutningsgrundlag og -veje og udnytter stordriftsfordele både kvalitativt og økonomisk. Intentionerne er flere, men ikke mindst at styrke det museumsfaglige arbejde og derved skabe tid til at udarbejde strategier og handlingsplaner for indsamlings- og undersøgelsesarbejdet – og gennemføre dette. Og hertil også at opbygge en professionalisme i alle de andre funktioner, dette være sig i publikumsbetjening, pressetjeneste, IT-området, bibliotek, arkiv og sikringsanlæg. Herved er skabt (eller genskabt) et multimuseum strækkende sig fra arkæologien – over historisk tid – over biografier – til den bildende kunst. Sammenlægning på tværs – og tværfaglighed – et fagligt forum ikke blot blandt inspektørerne, men også i de andre funktioner er under opbygning. Nationalmuseet er i øjeblikket i gang med at gennemføre en noget lignende strukturforandring med samme formål.

Omlægningen fra gruppen af små museer til et stort, professionelt museum tager tid, men de første resultater begynder at tegne sig. I første omgang er der megen omlægning internt, men målet er et langt bedre museumsarbejde til gavn og glæde for de mange brugere – og til sikring af en relevant og væsentlig del af vores kulturarv. En by af Odenses størrelse bør have et museumsvæsen, der kan markere sig såvel inden for som uden for landets grænser. Vi har potentialet i den grundstamme, som Odense Bys Museer bygger på, og i den del af kunst- og kulturarven, som vi varetager. Her står ikke mindst H.C. Andersen og Carl Nielsen i front internationalt, men også de Fyns-dækkende samlinger inden for kulturhistorien er stærke kort sammen med den fine samling af dansk kunst fra 1700-tallet og fremefter.

Odense har hermed taget et stort skridt mod nyudvikling af museumsområdet set i lyset af de forandringer, som samfundet undergår i disse år med stigende internationalisering, udviklingen i informationsteknologien, konkurrencen på medieområdet, den globale turisme, flygtigheden og behovet for at fastholde identitet.

Noter

  1. ^ Torben Grøngaard Jeppesen: Tanker om en ny museumslov. Kulturministeriet 1995
  2. ^ Torben Grøngaard Jeppesen: Kulturregionalisering. Kronik i Fyens Stiftstidende, 30. september 1996
  3. ^ Ebbe Lundgaard: En museumspolitisk status. Tale holdt ved International Museumskonference i Vejle, september 1997.
  4. ^ Odense Bys Museer på vej ind i et nyt årtusind… Oplæg til ny struktur, Museumsforvaltningen, april 1996.

©