Musketer Hans Andersens krigsoplevelser

“Fredshaabet er udslukt! Fjendtlighederne have taget deres Begyndelse i Nærheden af vort Fædrelands Grændse! ogsaa vore Brødre, de danske Tropper, have kjæmpet med mod de fælles Fjender, hvis Hensigt, som vi vide, gik ud paa Intet mindre end vort Fædrelands Tilintetgjørelse. Forsynet ledsage og styrke dem i den hæderige Kamp for vort Danerriges Sdvstændighed, at de snart i Forening med vore Allierede maatte vinde Freden, og seiertronede vende tilbage i vore Arme!”
Forsiden af Fyens Stifts Avis, 42. Årgang, no. 127, mandag den 23. august 1813.

Denne historiske gennemgang kan give en sandsynlig forklaring på, hvorfor H.C. Andersens far var så medtaget og deprimeret, da han kom tilbage fra sin militærtjeneste i Holsten. Digteren selv skriver ganske lidt om det i sine tre selvbiografier, og det han skriver, viser, at han ikke har fået voldsomt meget at vide om faderens oplevelser. I Mit Livs Eventyr står der for eksempel: “Det Regiment, min Fader stod ved, kom imidlertid ikke længere end til Holsteen; der blev sluttet Fred og den frivillige Kriger sad igjen paa sit Værksted, og Alt syntes at komme tilbage til det Gamle. (…) Med hans Sundhed var det forbi, den havde lidt ved de ham uvante Marscher og Krigslivet.”[1]

H.C. Andersens far. Silhuetklip måske udført af Franz Liborius Schmitz, uden år. Rekonstrueret af Ejnar Stig Askgaard efter fintegning og nøje beskrivelse af H.G. Olrik, 1935. H.C. Andersens Hus.

Forfattere af diverse H.C. Andersen-biografier op til vore dage har ukritisk videregivet disse oplysninger og tolket ud fra dem. Det gælder også det sidst udgivne storværk af Jens Andersen, der skriver: “Også han mødte sit Waterloo, dog uden nogensinde at komme i kamp under de blafrende ørne på de franske faner.

Ikke så meget som et skud fik Hans Andersen løsnet i krigen.”[2] Hvorfra ved Jens Andersen, at han hverken kom i kamp eller fik løsnet et skud? De tilgængelige kilder kan ikke bevise den påstand! En af de få som faktisk har været i de militære arkivalier, H.G. Olrik, skriver blot: “Det var en Forskel, og med sin Bøsse i Haanden drog Hans Andersen i Felten, ved Skæbnens Fune under samme Regiments Fane som hans Kones tidligere Elsker. (,..)”[3] En anden arkivrotte er Hans Brix, der skriver: “Han udtraadte atter af Hæren den 20. Januar 1814 efter i Mellemtiden at være naaet saa langt som til Holsten, men uden at have deltaget i Krigens Operationer.”[4] Olrik og Brix er nok de to kilder, man siden hen har anvendt, når man har konkluderet, at Hans Andersen “kun” nåede til Holsten, ikke kom i kamp og ikke løsnede skud. Men sandheden er, at intet fra samtidsdokumenterne bakker disse påstande op.

Havde H.C. Andersen kendt sandheden om sin fars krigsoplevelser, ville alle sikkert have skrevet med en større ærefrygt, om det han havde gennemlevet. Jeg vil her give et bud på, hvad Hans Andersen kan have oplevet i krigen, og hvilke anstrengelser han bestemt må have gennemlevet i de ca. fem måneder han var i krig. Herunder sandsynliggøres også, at Hans Andersen har været i kamp og løsnet op til flere skud.

Samtlige H.C. Andersen-kilder skriver, at H.C. Andersens far, Hans Andersen, afløste en bonde mod betaling, Gregers Christian Hansen, der skulle have indgået i Kongens Regiment. Lad os se lidt på de oprindelige kilder.

Det fremgår af en skrivelse fra den 28. april 1812, at Hans Andersen søger om at overtage en bondes plads ved miltæret.[5] Af den officielle svarskrivelse kan man læse, at det var accepteret, at de indkaldte betalte sig fra tjenesten. Det står skrevet således i en protokol, som er dateret 12. maj 1812:

Til F.M.S. for Odense Amt.
Det har atter behaget Hs. Mst. under 4. d M at resolvere 1) at Soldat Gregers Hansen Maale ved Kongens Regiments 3. Batallion 3. Komp af Odense Amts 55-14 maae frietaget for videre KTieneste imod at stille i sit Sted ved Batallionen Skoemagersvend Hans Andersen af Odense.[6]

Disse oplysninger kan dermed betegnes som valide, måske lige på nær mellemnavnet Christian, der ikke fremgår af dette dokument, men der kan derimod tilføjes, at det drejer sig om Kongens Regiment 3. bataljon, 3. kompagni og at soldaten der afløses kommer fra Maale, der ligger ved Hverringe på den fynske landtange Hindsholm. Ifølge tolkninger af diverse kilder formodes, at bonden havde betalt sig fri for tjeneste med et beløb på 1000 til 1300 rigsdaler, hvilket formodes at svare til ca. 80.000 nutidskroner.

Svarskrivelsen på Hans Andersens ansøgning om at være stillingsmand for Gregers Hansen fra Måle. Rigsarkivet.
Forsiden til H.C. Andersens fars militære afregningsbog. Det Kongelige Bibliotek.

Der findes en anden væsentlig kilde til sammenstykningen af Hans Andersens militære karriere. Det drejer sig om Hans Andersens militære afregningsbog. Allerede på forsiden står der noget, som må undre os i dag. Lad os se lidt på den:

De kursiverede ord er de fortrykte i afregningsbogen:

Afregnings Bog

No. 120 Niels Christian, Odense
Ved no. er følgende navn overstreget: 120 Niels Christian, Odense. Ovenover står der skrevet 136 H. A. Aalsboe. Flere kilder har antaget, at der stod 120 Gregers Christian, men det gør der bestemt ikke. Betyder det, at Hans Andersen har afløst en anden soldat i sidste øjeblik?

af. 4th Compagnie
Fjerde kompagni er overstreget, hvilket er naturligt, da han skulle være indtrådt i 3. kompagni, men der er ikke skrevet en erstatning for 4-tallet, så måske indgik han i et helt andet kompagni.

ved Kongens
Kongens er overstreget og ikke erstattet af noget andet. Heraf fremgår det, at vi reelt ikke ved med sikkerhed, hvilket regiment Hans Andersen indtrådte i.

Regiment 3 Batallion
Tredje bataljon er overstreget og ikke erstattet af noget andet.

for Aarene 1809
1809 er overstreget og ikke erstattet af et andet år.

Hans Andersen har altså ikke overtaget Gregers Hansens afregningsbog, men derimod en Niels Christians. Muligvis har Hans Andersen trådt i stedet for ham, eller har han blot overtaget en aftrådt soldats afregningsbog. Det vides ikke! Af afregningsbogen fremgår det også, at Hans Andersen begyndte sin militære tjeneste den 1. juni 1812. Han modtager “Douceurpenge”, der gives til en udskreven soldat, den 25. juni 1813. Det drejede sig om 5 rigsdaler. Af øvrige mærkedage i afregningsbogen skal den 3. september og 19. december 1813 fremhæves. Hvad skete der disse dage? Det kommer jeg tilbage til senere.

Kongens Regiment var en militærafdeling med en 200 år lang historie, der havde haft en lidt omtumlet tilværelse. Militærafdelingen hed før 1768 Sjællandske Regiment, men ændrede dette år navn til Kronprinsens Regiment. Det var en uge efter, at kronprins Frederik var kommet til verden. Ved hans tronbestigelse som kong Frederik VI i 1808 ændrede regimentet igen navn – nu til Kongens Regiment til Fods, og kongen selv var regimentets chef. Ved samme lejlighed fik regimentet også ny fane. Det var en lyseblå fane med tre løver i et gyldent felt og tre kroner i et blåt felt. Regimentet gennemførte store øvelser og udviste tjenesteiver, hvilket blev noteret i logbøgerne.

I fald Hans Andersen – trods modsigende oplysninger – stillede som musketer ved Kongens Regiment, er det sandsynligt, at han har måtte stille på Sjælland. For om sommeren 1812 truede Rusland og Sverige med at gå i land på Sjælland. Derfor placeredes Kongens Regiment til Fods mellem Roskilde og København.[7] På den anden side må man også formode, at han måtte gennemgå en oplæringsperiode, hvor han lærte at være soldat og bruge en musket, inden han skulle i krig.

Frederik den Sjettes alliance med Napoleon blev officielt genbekræftet den 10. juni 1813, men allerede den 7. marts 1812 blev der indgået en hemmelig aftale, der indebar, at danskerne skulle stille ca. 10.000 mand. Det endte dog med, at man sendte 12.000 danskere af sted, som overordnet set var ledet af kong Frederiks svoger, prins Frederik af Hessen. Det må altså formodes, at Hans Andersen har været indkaldt, som et led i opbygningen af den styrke, som skulle opfylde denne aftale. Man opbyggede et dansk hjælpekorps, Auxiliærkorpset, der skulle slutte sig til marskal Louis Nicolas Davouts franske armé, der inklusiv danskerne bestod af ca. 32.000 mand, som samlet skulle være flankesikring for Napoleons tropper. – Det hele var et udslag af, at englænderne havde sønderbombet København, hvilket fik kongen til at gå over på Napoleons side.

Det dansk-franske Hjælpekorps skulle have hjulpet Napoleon i det store slag nær Leipzig, men af to årsager nåede de ikke så langt. For det første havde Napoleon ikke fuld tillid til Danmark som allieret, og for det andet havde han, imens de var undervejs, slået fjenden i Bautzen og Lutzen. Så han følte sig sejrssikker og beordrede derfor det dansk-franske korps til at sikre hansestæderne Hamburg og Lübeck.[8] De danske styrkers opgave blev derfor at beskytte Holsten og presse fjenden på en sådan måde, at de var tvunget til at have en styrke på ca. 30.000 soldater i Preussen. Derved håbede Napoleon på, at han kunne holde et stort antal af fjendens soldater i skak, der ellers kunne have deltaget i slaget ved Leipzig, hvor Napoleon skulle bevise sin styrke.

Det må have været klart for Hans Andersen, da han tiltrådte stillingen, at han risikerede at miste liv og lemmer. Men tre forklaringer kan have været i spil, da han meldte sig som afløser. For det første manglede familien penge, for det andet havde han en utilfredsstillet lyst til at se noget af verden, og for det tredje skulle danskerne støtte Napoleon, der var Andersens store helt. Aftalen mellem Napoleon og den danske konge trådte som skrevet officielt i kraft den 10. juni 1813, så det er muligt, at Hans Andersen overgår til et andet regiment den 25. juni 1813, der er en mærkedag i hans afregningsbog. Han kan være trådt ud af et regiment og ind i et, som skal drage med Hjælpekorpset til Holsten. Det kunne være Det fynske Infanteriregiment, men det er også muligt, at han blot er blevet overført til et korps af Kongens Regiment til Fods fra Sjælland til Fyn. Det vides, at et korps af regimentet tog opstilling i og uden for den fynske købstad Middelfart, hvorfra korpset skulle bevogte Lillebælt og afvente nærmere ordrer. Kilder oplyser, at det var ledet af oberst Kreber.[9]

Læser man i en mindre anvendt kilde af en anonym forfatter, fremgår det, at Kongens Regiment til Fods i perioder hørte sammen med Holstenske Regiment og Livgarden i 1. armékorps, 1. brigade. Af denne kilde fremgår det også, at Kongens Regiment til Fods stillede en division til understøttelse af Hjælpekorpset i Nordtyskland/Holsten. Kilden angiver dog ikke et tidspunkt for afgivelsen.[10] Muligvis indgik Andersen i denne division og blev på den måde tilsluttet Auxiliærkorpset, men hvornår de drog mod Holsten vides ikke. I Hans Andersens afregningsbog står der, at han betaler 1,80 for skosåler og 1,60 for en skjorte den 3. september 1813. Og jeg tror, at skosålerne først er blevet anskaffet, efter de gamle er blevet totalt nedslidt, hvilket må have været tilfældet efter flere hundrede kilometers march. Så det er sandsynligt, at hans kompagni er draget fra Odense i slutningen af juni 1813. Uanset hvad: efter at han har fået udleveret de fem dusørpenge den 25. juni, er der sket noget nyt.

Da vi ikke har overleverede oplysninger om Kongens Regiments gøren og laden i Holsten-området, vil jeg bruge Det fynske Infanteriregiment som illustration af, hvad Hans Andersen kunne være udsat for af strabadser som musketer i en krigszone. Det fynske Infanteriregiment var inddelt i to bataljoner, og man kan ikke udelukke, at han i virkeligheden var en del af dette regiment.

Der var afmarch for 1. bataljon af Det fynske Infanteriregiment fra Odense i midten af juni 1813, og allerede den 24. juni marcherede 1. bataljon videre fra Rendsborg til Segeberg. Her blev de til den 18. juli, hvor de drog videre til Lübeck. 2. bataljons fem kompagnier fik marchordre fra Odense i midten af juli, og de nåede først frem til Segeberg den 2. august. Her afventede de nærmere ordrer. Hvis Hans Andersen har været en del af Det fynske Infanteriregiment, må det derfor have været i 2. bataljon, da han jo fik sine 5 douceurpenge den 25. juni 1813.

2. bataljon fra Det fynske Infanteriregiment var i juni 1813 ledet af major Michaelsen, der blev skiftet ud med major Castonier i december 1813.

Frederik Julius Christian Castonier (1761-1838). Portræt af R.N. Nielsen, 1827. Privateje.

Det egentlige felttog begyndte først for alvor den 15. august, hvor de i samlet trop gik i silende regn til Oldesloe, og den 16. gik de videre til Ahrensburg. Den 17. til Hoisdorff, hvorfra Det fynske Infanteriregiment marcherede videre den 19. august. Først på natten kom de gennem Schwarzenwald for om morgenen at nå til Schwarzenbeck. Atter bivuakerede de, men samme dag fortsatte de til Schwarzhcide, og den 22. nåede de til Karmin (Camin).

I Karmin oplevede man de første sammenstød med kosakkerne. Disse lette kampe fortsatte til den 23., hvorefter regimentet marcherede videre til Witten-burg. Kosakkerne blev slået tilbage, men den 23. mistede 1. bataljon en mand. Det var musketeren Peter Hansen, der skulle træde af på naturens vegne, men han dukkede ikke op ved aftalte mødested. En deling musketerer red tilbage efter ham og fandt ham i en grøft med seks lansestød i brystet og maven.[11]

Den 24. august nåede de deres foreløbige mål, Schwerin, hvor den dansk-franske brigade dannede en linje fra Wismar til Schwerin. De blev i denne stilling frem til den 2. september, hvor der kom underretning om, at de skulle begynde en tilbagetrækning. 1. og 2. bataljon fra Det fynske Infanteriregiment gik ikke samlet, men over to dage nåede begge bataljoner Ratzeburg. I Dermin og Kuhsen, der ligger nær Ratzeburg, lavede fynboerne en forskanset lejr på samme måde som resten af brigaden. Danskerne forskansede sig i jordhuller, der havde tag af grene og strå. Deres forhold var acceptable til at begynde med, men da regn i store mængder væltede ned, som umiddelbart efter blev efterfulgt af kulde, blev det et rent helvede for musketererne. I de jordhuller, der lå på skråningerne, trængte vandet ind i store mængder. Ikke alene blev stråene i bunden gennemblødte – flere musketerer var også nær druknet om natten. Den konstante fugtighed i nattelejet påvirkede efterhånden danskernes helbred.[12]

Under deres lange bivuakering ved Ratzeburg forsøgte kosakkerne desuden at trætte de fransk-danske musketerer ved at skinangribe dem hver eneste aften og nat. Denne måde at sætte dem i alarmberedskab var effektiv, for danskerne kunne jo ikke vide om de angreb med 5 eller 500 mand, så hver gang det skete måtte de opmarcheres. Det medførte usikkerhed, nervøsitet og træthed.[13]

Kort over det det holstenske område, hvor de militære operationer fandt sted i 1813: 1. Oldesloe den 15. august; 2. Ahrensburg den 16. august; 3. Schwar-zenbeck den 19. august; 4. Wittenburg den 22. august; 5. Schwerin den 24. august; 6. Wismar den 1. september; 7. Ratzeburg den 3. september; 8. Ltibeck den 14. november; 9. Oldesloe I Boden den 30. november; 10. Segeberg den 6. december; 11. Bornhøved den 7. december; 12. Preetz den 7. december; 13. Kiel / Schulensee den 8. december; 14. Gettorf den 9. december; 15. Sehested den 10. december; 16. Rendsborg den 10. december.

Efter knap en måned i den forskansede lejr havde musketererne det efterhånden svært. Flere og flere blev ramt af koldfeber og blodgang. Ud af 1612 musketerer fra Det fynske Infanteriregiment var 302 blevet syge. Hovedparten led af blodgang, der i dag kendes som dysenteri. Man kaldte det blodgang, fordi en bacille forårsager hyppige blodslimede afføringer. Samlet set var der 1700 mænd fra Auxiliærkorpset, som var indlagt på hospitaler, der var placeret i Hamburg og en række holstenske byer. Det lagde et ekstra pres på de raske musketerer, men med tilfredshed konstaterede kommandanten over Auxiliærkorpset, prinsen af Hessen, følgende: “Mandskabet og officerernes stemning er uagtet deres mangler og det onde de må lide, dog meget god.”[14]

Davouts franske og danske styrkers primære modstander var general Ludwig von Wallmoden-Gibborns armékorps, der bestod af ca. 28.000 mand. Heriblandt var der bl.a. en række kosakregimenter, preussiske frikorps og jægerbataljoner, russisk-tyske legioner og engelsk-tyske legioner. Senere tilkom en svensk division på 6000 mand.

Fjenden fik ordre på at angribe Davouts styrker i slutningen af september 1813. Ordren kom fra Bernadotte, kronprinsen af Sverige, men først den 4. oktober angreb hærkorpset Davouts styrker, der stadig lå i brohovedstillingen ved Ratzeburg. Da stod Det fynske Infanteriregiment ved Salem, Weisser, Hirsch og Kogel. Forposterne nær herregården Kogel, som var under sekundløjtnant C. F. Frisenberg, blev angrebet et par gange i løbet af natten den 6. oktober, men ingen danskere blev truffet, til gengæld dræbte de en kosak. Efter to dage opgav Wallmoden at besætte Ratzeburg.[15]

I det store slag mellem Napoleon og de allierede modstandere, som udkæmpedes fra den 16. til den 19. oktober 1813 ved Leipzig, måtte Napoleon trække sig som taber. 600.000 soldater havde medvirket i slaget, som endte med at Napoleons styrker trak sig tilbage over Rhinen.

Først den 11. november fik Davout bekræftet, at Napoleon havde tabt det afgørende slag. Davout besluttede sig for at holde landet bag Elben, så her opstillede han hovedkorpset. Det betød så også, at de danske soldater endelig kunne forlade deres jordhytter, hvor de fleste var led og kede af at opholde sig. Der var hundredvis af hytter, der hver især indeholdt 60-70 mand, og dertil uindbudte gæster i form af “millioner af utøj”, som kaptajn Frisenberg noterede sig i sin dagbog.[16]

Den 13. november gik danskerne fra Dermin mod Lübeck. De overskred Stecknitz ved Kronsvorde og spredtes ud herfra. Under opbruddet gik 1. bataljon fra Det fynske Infanteriregiment blandt de bagerste. Det blev yderst anstrengende for dem, fordi alle de foran gående havde gjort vejen til et mudret ælte. Den første dag nåede de til Krummesse og den 14. på den anden side Lübeck.

Sidst i november var frosten rigtigt begyndt at bide, og den første sne var faldet. Fynske 1. og 2. bataljon rykkede nu til kantonnementer i Bliesdorf og Sierksrade. Næsten samtidig begyndte Wallmodens kæmpehær, nu med Bernadottes svenske soldater, at gå ind i Danmark ved Holsten. På dette kritiske tidspunkt så den svenske kronprins sit snit til at få en bid af Danmark. Hans hær var nu på 34.000 mand, der rykkede mod Stecknitz-stillingen sydøst for Hamburg. Det var soldater fra Sverige, Mecklenborg, Rusland, England og Tyskland.

Det gav Davout kolde fødder, og han rykkede sine franske styrker sammen om Hamborg. Imens beordrede prins Frederik af Hessen danskerne til Oldesloe, der ligger mellem Hamburg og Liibeck, hvilket skete den 30. november. Da danskerne nu var blevet skilt fra franskmændene øjnede den svenske kronprins sin chance, men heldigvis fik danskerne forstærkninger i begyndelsen af december. Da var Det fynske Infanteriregiments 1. og 2. bataljon også skrumpet noget ind: 350 var syge og kun 994 var kampdygtige. Heraf må man slutte, at godt 250 mand var døde eller deserterede.[17]

Hvor mange nye danskere, der kom til, er svært at sige, men muligvis stillede Kongens Regiment med den tidligere omtalte division, hvoriblandt Hans Andersen kunne være, hvis ikke han var en del af Det fynske Infanteriregiment.

Omkring Oldesloe gjorde man sig klar til kamp, og det blev da også til små indledende kamphandlinger den 1. december, men det var først den 2. december, at Wallmoden angreb med en større styrke. I den forbindelse blev en stor del af 1. bataljon fra Det fynske Infanteriregiment opstillet omkring Oldesloe, og tre kompagnier fra 2. bataljon og et kompagni fra 1. bataljon fynske blev opstillet i Klein Boden. Resten af brigaderne besatte passene ved Neritz og Rumpel. Spændingen var på sit højeste, og der blev rykket noget rundt på stillingerne. Man mærkede, at fjenden opererede i det skjulte, men helvede brød først løs den 4. december, hvor det kom til svære kampe ved Boden.

De danske hovedstyrker stod foran Gross Boden, heriblandt var også fem kompagnier af Det fynske Infanteriregiment, der var ledet af major Castonier. Under et par timers kamp mod hannoveranernes bataljon, Bremen-Verden, blev presset til sidst så stort, at en slesvigsk bataljon måtte trække sig tilbage mod Boden. Som modvægt satte den danske kommandant general Lasson, major Ca-stoniers fynske regiment ind. Det drejede sig om fem kompagnier fra 2. bataljon. De skulle rykke fra Klein Boden til Gross Boden, hvor de skulle støtte de Slesvigske Jægere. De fem kompagnier tog stilling på begge sider af vejen. Imens pressede fjendens brigadebataljon, Anhalt, danskerne langt tilbage under fægtning og først 500 meter fra Boden lod Lasson reserven rykke ud. Fjenden var faktisk ved at få overtaget, da Castonier og hans fem fynske kompagnier gik ind i kampen for fuld styrke og endte i mand til mand kampe.

Så kom tusmørket og sammen med det trak tågen op. Til sidst hang tågen tyk over slagmarken, hvor danskerne havde dannet en forsvarslinje. Man kunne ikke se fjenden, men man kunne høre dem, og under deres fremrykning råbte de: “Grötzköpfe!” (Grødhoveder). Fjenden kunne dog ikke skræmme de danske soldater, og i det de trådte til syne ud af tågen, blev de mødt med en byge af krudt og kugler. Efter denne generalsalve stormede Det fynske Infanteriregiment mod fjenden med løftede bajonetter.

De fynske og slesvigske bataljoners bajonetangreb blev indledt med et kampråb: “Kongen leve!”, som de råbte, mens de styrtede frem mod fjenden. De tysk-russiske tropper veg tilbage, og så satte Lasson dragondetachementet ind, der var ledet af oberstløjtnant Christian Høegh-Guldberg, der senere skulle blive H.C. Andersens store beundrer, mæcen og støtte. Soldaternes råben, musketternes torden, hestenes vrinsken og den generelle forvirring blandt hannoveranerne bevirkede, at de satte i en vild flugt. På slagmarken efterlod de deres døde, sårede, våben og masser af anden udrustning. Under dette slag mistede danskerne 22 mand, men det var intet imod fjendens tab. Danskerne havde nedlagt over 100 af hannoveranernes mænd og taget 23 til fange.[18]

Castonier var stolt over sine mænds kampmoral. I hans rapport stod følgende: “(…) da Fiendens Skud vare alt for eleverede var ieg hældig nok til kuns at tabe een Mand der blev Skudt i Maven, da derimoed Fiendens Tab maae have været anseeligt. – Saavel Officerer som Soldater har ved denne Affaire viist det sande Mod og Aands-nærværelse der udmærker Krigeren, i sær udmærkede sig Musqueteer Hans Nielsen, Særesløv af 4de Compagnie, som bragte tvende Fanger, og Hans Paulsen Ødis af 2det Compagnie, som ved sit Mod oplivede sine Medkamerater.”[19]

Både Castonier, Nielsen fra Særslev på Nordfyn og Paulsen fra Ødis på Kolding-egnen blev siden udmærket og dekoreret.

Rapport fra Affairen ved Boden den 4de December 1813, hvori Castonier udmærker Hans Nielsen fra Særslev og Hans Paulsen fra Ødis. Rigsarkivet.

Nu indberettedes det imidlertid, at fjenden sendte en hel division til Boden, og derfor trak prinsen af Hessen både 1. og 2. brigade tilbage mod Oldesloe. En del trak sig tilbage til Trave mellem Segeberg og Oldesloe. Her i området tog omtrent tyve kompagnier stilling, heriblandt to kompagnier fra Det fynske Infanteriregiment under major Michaelsen. I Neritz, derimod, var der 60 husarer, to kanoner og to kompagnier fra de fynskes 1. bataljon.

Det kom til svære kampe den 5. december, hvorunder det lykkedes de danske styrker at holde sine stillinger, men det skete ikke uden store tab og krigs-træthcd. I dette opgør var 3. kompagni fra Det fynske Infanteriregiment under kaptajn Lorenz Johannes Schantz en central del. De kom ud i en alvorlig fægtning med fjenden, da en dragonpatrulje blev angrebet og presset tilbage. Husarerne og 3. kompagni fynske blev beordret til at komme dem til undsætning. De angreb med fuld styrke i Elmenhorst og fik drevet fjenden på flugt. Schantz og hans kompagni fortsatte på den anden side af byen, hvor de traf en større gruppe af fjendens fodfolk. Det kom til svære kampe, og i syv timer blev der fæg-tet, men 3. kompagni mistede kun to musketerer og fik to sårede. En af de sårede musketerer blev siden fremhævet for sin modige indsats. Han hed Jens Ploug.[20]

Da danskerne ikke længere kunne regne med hjælp fra franskmændene, opgav de til sidst stillingerne ved Oldesloe og begyndte at drage nordpå imod Bornhøved. Prinsen af Hessen lod 1. og 2. brigade marchere frem til Segeberg, hvilket de allerede begyndte på kl. to natten til den 6. december, og først da de nåede frem holdt de hvil. Soldaterne var efterhånden fuldstændig udmattede, men de havde også været i alarmberedskab gennem en hel uge. På trods af trætheden fortsatte brigaderne mod Bornhøved om eftermiddagen den 7. december. I mellemtiden var general Lasson blevet syg, og derfor trak man oberst Abercron ind som ny leder. De havde fortsat Wallmodens og Bernadottes styrker lige i hælene. De var knapt et døgns march fra dem, men heldigvis var de mindst lige så udmattede som de danske styrker. Det skyldtes, at de måtte marchere i et smattet ælte, som gjorde hvert et skridt til en udfordring.

De danske brigader havde slået sig ned på den nordlige side af Bornhøved, hvor der jævnligt indkom meldinger om fjendens bevægelser. Moralen var efterhånden noget lav, og de danske soldater var dødtrætte. De havde dog ikke mulighed for at slappe af, og det blev til flere kampe og konfrontationer de kommende dage, hvorunder der samlet set faldt omkring 100 mand. Ingen part kan siges at have vundet, men slagudvekslmgerne skabte forvirring og frygt blandt de i forvejen dødtrætte danskere. Prinsen af Hessen trak derfor sine styrker længere nordpå. 2. brigade slog sig ned nær byen Preetz, som de ankom til kl. 23.30, men allerede kl. 2 samme nat måtte de videre, fordi der var blevet slået alarm igen.

De indtog nu en ny forsvarsstilling syd for Kiel — mellem Schulensee og Kieler-fjord.

Den 8. december forsøgte prins Frederik at forhandle sig til en våbenhvile, for han havde fået løbende rapporter om, at de danske styrker ikke havde kampmoral længere. Af samme grund foreslog han Wallmoden, at de skulle holde våbenhvile frem til den 17. december. Det var dog til ingen verdens nytte.

Den 9. december 1813 nåede en dansk rekognosceringsgruppe over Ejder-kanalen, hvor de blev omringet af tyske tropper, der var ledet af Wallmoden. De ville hindre at danskerne nåede Rendsborg. Om eftermiddagen samme dag gik 2. brigade og Det fynske Infanteriregiment gennem Kiel og videre nordpå. Her nåede de Gettorf. Musketererne var lykkelige over at være tilbage på sønderjysk jord, hvor de kunne mærke at befolkningen følte sig danske og derfor skattede soldaternes indsats. Befolkningen her følte med dem, og om natten i Gettorf blev der provianteret og spist, men oprigtigt talt var mange så dødtrætte, at de faldt i søvn uden at have indtaget mad. Denne nat, der førte ind i 10. december, frøs det ubeskriveligt meget. Det fynske Infanteriregiment sov i en kirke og trods våde klæder og den bidende kulde, faldt de fleste hurtigt i søvn. Officer Frisenberg har beskrevet natten i sin dagbog: “Jeg havde neppe ligget en Time paa det iskolde Kirkegulv, før det forekom mig, at Blodet ligesom stivnede og frøs i mine Aa-rer. Jeg kunne neppe reise mig op, og mine Støvler, som var gjennemvaade (…) vare nu saa stivfrosne om mine Fødder, at jeg neppe kunde gaae uden at falde. Endskønt jeg var meget søvnig, kunne jeg dog ikke falde i søvn på grund af kulden. (…) Soldaterne snorkede saa utroligt høit nede i Kirkestolene og Gangen (…) Mange talte høit i Søvne, og Nogle klagede sig og raabte: Kosak! Kosak!”[21]

Allerede kl. 3 samme nat måtte de bryde op for at komme videre, så de ikke blev indhentet. Korpset bestod nu af 8000 mand, der bevægede sig mod Rendsborg, men ved Sehested havde Wallmodens 11.000 mand taget stilling, og danskerne måtte forbi dem for at komme til Rendsborg.[22]

Kl. 7.15 om morgenen den 10. december nåede korpset Holtsee, der ligger ca. 22 km før Rendsborg i retning Sehested. Her gik det op for prinsen af Hessen, at fjenden havde spærret vejen til Rendsborg og Slesvig. Man forberedte sig på det endelige slag. Det fynske Infanteriregiment fra 2. brigade tog stilling på landevejen bag Oldenburg og gjorde sig klar til at marchere ind mod Sehested. Frisenberg skriver: “Solen var endnu ikke staaet op, da vi opmarcherede i Slagorden, men strax efter stod den blodrød op, som om den vilde spaae os en Bloddag. Ingen Vind rørte sig, men det frøs især ved Solens Opgang utrolig stærkt. Det var en skjøn Vintermorgen.” [23]

Opgørets time var kommet. Da de lette kompagnier fra 1. brigade forsøgte at komme til Sehested, blev de standset af massiv modstand fra fjenden. Atter kom de danske styrker i stilling, hvilket også indbefattede Det fynske Infanteriregiment. Samtidig fik Wallmoden etableret sine styrker, der i denne fase blandt andet bestod af russisk-tyske bataljoner. Mellem kl. 9 og 10.30 udkæmpedes et voldsomt slag, hvor positionerne bølgede frem og tilbage, men til sidst fik danskerne overtaget og pressede fjenden ud af Sehested, hvor de danske stormtropper løb fjenden totalt over ende. Ved den lejlighed tog danskerne mange fanger.

Castoniers underskrift på dokumentet over sårede officerer efter slaget ved Sehested dateret Rendsburg den 16. december 1813. Rigsarkivet.

Den ene bataljon af Det fynske Infanteriregiment fik også betydning for formiddags-slagets udfald. De havde taget stilling i Sehesteds sydøstlige udkant, hvor de kunne støtte major Michaelsens kompagnier. Netop deres stilling fik ved en tilfældighed afgørende betydning. Da Wallmoden havde nølet med sit hovedangreb – og tabt, satte han desperat sit Mecklenburgske Jægerkorps frem fra Kluvensick, og de gik nærmest lige i armene på major Castoniers kompagnier. Musketersalver og ilden fra infanteriet var så effektiv, at 120 mand svandt ind til blot seks ubeskadigede.[24] Især havde 4. og 5. kompagni udmærket sig, men pga. de samlede kompagniers indsats valgte Wallmoden at opgive at nedkæmpe danskerne ved et frontalangreb.

Wallmoden blev overrasket over danskernes styrke, og derfor besluttede han sig for at samle sine tropper for at holde rådslagning. Udfaldet blev, at de samlede alle kræfter til et afgørende angreb. Wallmoden klargjorde i alt elleve bataljoner, ti eskadroner og atten kanoner. To tyske bataljoner rykkede ind fra Sehesteds sydlige udkant, hvor de fik presset danskerne tilbage – under hårde kampe, hvor begge parter led store tab.

Der var blevet indsat en ny dansk general, Schulenberg, der valgte at sætte 150 ryttere ind fra Det fynske Dragonregiment, som råbende pløjede sig gennem fjendens linjer. Fjendens russisk-tyske bataljoner gik i panik og flygtede til alle sider. Ved den lejlighed blev et stort antal reddet over ende, og der blev taget mange fanger, men ikke nok med det, danskerne erobrede også to kanoner.

Sekundløjtnants Frisenbergs og major Bies to fynske kompagnier havde oddsene imod sig. De blev beskudt kraftigt og måtte selv holde igen med skydningen, da de næsten var løbet tør for ammunition. Heldigvis kom oberstløjtnant Rømelings detachement dem til undsætning, hvorved de fik lejlighed til at få nye forsyninger af ammunition. Men deres tilstedeværelse betød meget. At de kunne holde stand, var en mental sejr.

Efter en stilstand i kampene, hvor der blev ryddet op, gjort mandtal og lagt nye planer, satte Wallmoden 1. husarregiment ind, der straks kom i ildkamp. Herunder fik fjenden opsnappet enkelte af de fynske dragoner, som de tog til fange, men danskerne fik overtaget igen og lagde efterhånden så stort et pres på fjenden, at de måtte trække sig. Det danske kavaleri blev beordret til at sætte efter dem, hvilket fik en frygtelig konsekvens. Frisenberg fortæller: “Efter den omtalte Episode fulgte en i høi Grad rædselsfuld Scene: I Defileet paa Veien til Sehested laae nemlig nedskudte over 100 døde og saarede Mennesker og Heste ovenpaa hverandre. Mange kunde maaskee have været reddede, men vort Kavaleri fik nu atter Ordre til at forfølge den retirerende Fjende for at benytte Seiren, som blev kronet ved Geværilden af “Fyenske og slesvigske” Infanteriregiment, der havde besat Defileet. Da Kavaleriet ikke kunne undgaae at passere samme Vei, og da Rytterne ikke kunde komme til Siden, fordi Veien paa begge sider havde levende Hegn, maatte vor Kavalerikolonne passere over de Saarede og Døde, og de lemlæstede Mennesker og Heste frembød i høi grad et rædsomt Syn.”[25]

I godt syv timer bølgede slagene ved Sehested. Det var hårde kampe, men det lykkedes trods de dårlige odds prinsen af Hessen at erobre området nord for Ejderen. Tabene for Det fynske Infanteriregiment var nu også betragtelige. To officerer var sårede, fem musketerer var døde og tyve sårede. Derudover var der 47 savnede, hvoraf en del må formodes at være døde. Den fynske Infanteriregiment havde lidt de største tab, men de modtog også en udmærkelse af prinsen af Hessen. Om Det fynske Infanteriregiment sagde han: “Regimentets Officerer og Folk viste sig fortrinlige i denne Fægtning.”[26]

At musketererne endnu kunne holde sig opretstående var nærmest et under. Klokken 15 var slaget ovre, men de måtte straks begive sig mod Rendsborg. Undervejs faldt flere om af udmattelse! De havde ikke mere at give af. Rendsborg nåede de resterende totalt udmattede om aftenen, og det må siges, at de havde udført en kraftpræstation. Præget af markant søvnmangel havde de kæmpet i syv timer, hvorefter de havde marcheret konstant i seks en halv time. Med sig havde de masser af fanger og de erobrede kanoner.

I Rendsborg blev de modtaget med jubel, men sejren var også ganske imponerende taget i betragtning, hvad de havde gennemgået de forudgående måneder.

Wallmodens enorme styrker havde mistet mellem 2000 og 4000 mand på slagmarken ved Sehested, hvorimod danskerne “kun” havde mistet omkring 500 mand.[27] Med god grund huskede soldaterne tilbage på deres bedrifter med stolthed: “Følgerne af vor Seir var her, at vi opretholdt vore Forfædres Krigerære, at vi reddede Landets første Fæstning Rendsborg fra Overgivelse, og at vi forhindrede Danmark fra at blive en Provinds af Sverrig, eller at alle tre Riger blev forenede under det svenske Scepter.”[28]

Ganske få dage efter at Auxiliærkorpset kom til Rendsborg aftaltes en våbenstilstand, hvilket må have været til manges lettelse. Vi ved også fra Hans Andersens afregningsbog, at han få dage efter, den 17. december 1813, modtog en ny skjorte til 1,32 og støvletter for 0,70. Våbenstilstanden varede helt frem til 5. januar 1814. Herefter gik Bernadottes svenskere og kosakker over Kiclerkanalen. Imens holdt Frederik VI sin styrke klar på Fyn. Det var det tidligere nævnte korps fra Kongens Regiment, der lå i kantonnemt i Middelfart. Overraskende nok holdt kongen styrken på østsiden af Lillebælt, og ingen kunne få ham til at mobilisere den.[29] Han var blevet moden til en fredsslutning, selv om det betød store tab, hvilket blev konsekvensen af Kiel-aftalen den 14. januar 1814. Danmark måtte da afstå Helgoland til England og Norge til Sverige. Samtidig blev Danmark optaget i koalitionen mod Napoleon!

Auxiliærkorpset var blevet i Rendsborg, men hvor Hans Andersen præcist opholdt sig, får vi nok aldrig opklaret, men de fik alle beskeden om freden den 14. januar. Fredsaftalen havde store omkostninger for danskerne, fordi de følte, at alle strabadserne havde været forgæves. Hvilket en delingsfører ved Det fynske Infanteriregiment også udtrykte: “Vi see heraf, at Prinds Frederik af Hessen var mere duelig eller modig som General end klog som Underhandler, thi han burde paa ingen Maade have sluttet en slig Vaabenstilstand. Den svenske Kron-prinds talte i sin Proklamation om Fred mellem Brødre, men han kunde kun foreslaae Freden paa en for de Danske ærefuld Maade, thi Fjenden var i alle Skjærmydsler og Fægtninger blevet totalt slaaet.”[30]

Det var en sorgens dag. Den ydmygende fredsaftale og “forræderiet” mod Napoleon kunne være forklaringen på, at Hans Andersen vendte dødsmærket og desillusioneret tilbage til Odense. Andre grunde kunne være strabadserne, krigsoplevelserne og den manglende heltemodtagelse i Odense, hvor de ankom den 20. januar 1814. Der var ingen vejende flag, masseoptrin eller jublende horder. Det var en tam oplevelse at komme tilbage, og hvis ikke de uhyre strabadser musketererne havde gennemgået satte sig i kroppen, så satte denne modtagelse sig som arvæv. Musketerernes kæmpepræstation blev ikke hyldet, de blev alle som en ladt i stikken. Oven i alt dette havde Hans Andersen også mistet sit gode helbred, han havde fået en lungesygdom.

De drog 12.000 mand ud, og der vendte 7500 mand hjem. 4500 mindre end der drog ud, hvilket trods alt må siges at være et ganske stort tab – 37 %. På hjemturen bestod Det fynske Infanteriregiment af 24 officerer, 51 underofficerer, 25 spillemænd, 924 menige, 13 kuske og oberst Castonier, der igen havde overtaget kommandoen over dem. 1037 personer kom altså tilbage fra dette regiment, hvilket var næsten 600 mindre end der drog af sted. 36 % kom ikke hjem![31]

Vi vil aldrig med sikkerhed kunne afgøre, om Hans Andersen var i kamp eller løsnede skud i krigen, men på baggrund af oplysningerne om de mange slag og kampe i Holsten og Slesvig vil jeg mene, at det er overvejende sandsynligt, at Hans Andersen både kom i kamp og løsnede indtil flere skud. Alene det, at han ønskede at forsvare sit fædreland og vendte levende hjem fra krigen, er al ære værd.

Kilder

  • Rigsarkivet: Generalkommissariatskollegiet, Generalkommandoen over Fyn; arkivserie og løbenr.: Indkomne skrivelser A-38 og A-39. Magasinenheder: 1812/ 249-669 + 670-1199.
  • Rigsarkivet: Danske Cancelli, 4. Departement; arkivserie og løbenr.: Brevbog Ml 8-13; magasinenhed: 1812 mm.

 

Litteratur

  • Andersen, Jens: Andersen — en biografi. Gyldendal, København 2003
  • Anonym: 5. Batallion: Bidrag til 5. Batallions Historie. Sjællandske Regiment, Kongens Regiment, 5. Batallion 1614-1914. Milo’ske Boghandels Forlag, Odense 1914.
  • Boeck, Hector: 12. Bataillons Historie 1779-1929. Jydske Regiment til Fods. Fyenske Infanteriregiment. Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag, København 1929.
  • Brix, Hans: Det første Skridt. Drengen Hans Christian Andersens Skuespilarier, Carit Andersens Forlag, København 1943.
  • Frisenberg, Chr. E: Fra Krigen 1807-14. En dansk Officers Optegnelser. Udgivet af hans Datter. Gyldendal, København 1894.
  • Fyens Stifts Adresse Avis og Advertissements Tidende i perioden august 1813-februar 1814.
  • Iversens fyenske Avis i perioden august 1813 – februar 1814.
  • Johansen, Jens: 4. Bataillons Krigshistorie 1614-1914. Krigsministeriet, København 1914.
  • Liebe, Poul Ib: Napoleons danske hjælpetropper: “Auxiliærkorpset 1813”. Forlaget Zac 1968.
  • Mørch, F.C.E.: En dansk Militærafdeling gennem 325 Aar. H. Hagerup, København 1939.
  • Olrik, H.G. (1927): “H.C. Andersen og ’Det militære”’. I: Nationaltidende — Aften-Udgave. Kronik den 17. marts side 1-2.

 

 

Noter

  1. ^ MLE I, s. 40
  2. ^ Andersen 2003: bind 1, s. 76.
  3. ^ Olrik (1927): s. 2.
  4. ^ Brix (1943): s. 6.
  5. ^ Dette står skrevet i Olrik (1927), men det har ikke været muligt at finde frem til den kilde, han henviser til. Det drejer sig om et bilag fra Fyenske Generalkommando No. 541/5. 1812. Nummeret blev fundet, men der stod intet vedrørende sagen her. Til gengæld kunne efterfølgende notes kilde findes, som også fremgik af Olriks tekst.
  6. ^ Danske Cancelli, 4. Departement, til Land Militær Sessionen for Odense Amt. Her for første gang gengivet i sin fulde ordlyd på tryk. Afgørelsen findes i brev nr. 1228/339 af 12. maj 1812. Slægts forsker Kirsten Petterson samt overinspektør ved H.C. Andersens Hus, Ejnar Stig Askgaard, hjalp med tydningen af teksten.
  7. ^ Siden blev Kongens Regiment til Fods til Kronens Regiment og 5. Bataljon. Kilde til afsnittet: Mørch (1939): s. 96-103.
  8. ^ Frisenberg (1894): s. 46.
  9. ^ Mørch (1939): s. 102.
  10. ^ Anonym (1914): s. 36-37.
  11. ^ Lansestødoplysningen findes i Frisenberg (1894): s. 42.
  12. ^ Frisenberg (1894): s. 52. Forudgående detaljer er hentet fra Boeck 1929: s. 199-205; Liebe 1968: s. 12-27
  13. ^ Frisenberg (1894): s. 48.
  14. ^ Liebe (1968): s. 28-33.
  15. ^ Liebe (1968): s. 5-11.
  16. ^ Frisenberg (1894): s. 51.
  17. ^ Liebe (1968): s. 12-58.
  18. ^ Frisenberg (1894): s. 55-58.
  19. ^ Rigsarkivet nr. 262690: 1. Auxiliærkorps 1813-1814. Løbenr.: 70. Lister over faldne, sårede og fangne samt rapporter og meldinger.
  20. ^ Liebe (1968): s. 59-66.
  21. ^ Frisenberg (1894): s. 62.
  22. ^ Liebe (1968): s. 66-82; Frisenberg 1894: s. 65.
  23. ^ Frisenberg (1894): s. 64.
  24. ^ Ifølge Prinsen af Hessens rapport: Boeck (1929): s. 225.
  25. ^ Frisenberg (1894): s. 80.
  26. ^ Boeck (1929): side 227.
  27. ^ Liebe (1968): s. 75-83; Frisenberg 1894: s. 85.
  28. ^ Frisenberg (1894): s. 87.
  29. ^ Mørch (1939): s. 102.
  30. ^ Frisenberg (1894): s. 89.
  31. ^ Liebe (1968): s. 83-85; Frisenberg 1894: s. 85-89.

 

©