Indledning

Det var måske Hermann[1], der i 1955 var den første til at bruge udtrykket “ordblind” om H.C. Andersen. Topsøe-Jensen gentog påstanden i 1971 og det var på hans opfordring, at Rosendal[2], gav sig i kast med H.C. Andersens stavevanskeligheder. Rosendal foreslog ydermere i 1975 at H.C. Andersens “konstitutionelle dysleksi” (arvelige ordblindhed), der ytrede sig som mangelfuld stavning og syntaks, skyldtes en lettere form for “dysfasi”, dvs. udviklingsbestemte sprogmangler.

Det havde imidlertid længe været en kendt sag, at der var noget i vejen med H.C. Andersens sprog. Hans samtid mente, at hans (skrift)sprog var ugrammatisk og dårligt. En samtidig kilde til dette er Edward Collin[3], der kendte digteren på nærmeste hold og hjalp ham med korrekturlæsning af hans skriftlige arbejder. I en anden samtidig kilde, et brev, gør en af H.C. Andersens skolekammerater grin med hans stavning.[4] Der forekom offentlig kritik af forfatterens skriftsprog i litterære tidsskrifter, og Henrik Hertz skrev i sine Gjengangerbreve [1830] nedladende om sin digterkollegas idelige “plumpe Bommerter mod Grammatik”. Selv beklagede H.C. Andersen sig over sine stave- og sprogproblemer i selvbiografierne.

En moderne biografisk kilde til H.C. Andersens uddannelse er Bredsdorff.[5] Han hævdede, at H.C. Andersen havde vanskeligheder under sin sporadiske skolegang i Odense, at han aldrig lærte at stave ordentligt, og at man i vore dage utvivlsomt havde betegnet ham som ordblind. Efterfølgende fik han også problemer på latinskolen og bestod først sin “Examen Artium” ved privattutors hjælp. Bredsdorff refererer udsagn fra H.C. Andersens samtidige, såsom den litterære kritiker og grammatiker Molbech, medlemmer af H.C. Andersens mentorfamilie Collin og den engelske forfatter Dickens, om H.C. Andersens dårlige stavning og mangel på sprogfærdigheder. Bredsdorff citerer også H.C. Andersens egne beklagelser over sprogproblemer i selvbiografisk materiale som dagbøgerne fra latinskoleperioden og i breve til venner. Andre sekundære kilder med påstande om digterens sprogproblemer er f.eks. Reumert[6], indledningen til H.C. Andersens dagbøger[7] og Møller[8].

Den sandsynligvis bedst dokumenterede lingvistiske undersøgelse af H.C. Andersens stavning og syntaks blev udført af Rosendal, der på grundlag af psykologen Tordrup klassificerede digteren som auditiv dyslektiker. Rosendal mente, at H.C. Andersen var auditivt, men ikke visuelt ordblind, fordi han var klar over, at H.C. Andersen som dreng var en glimrende læser, der bl.a. læste Shakespeare og Holberg. Rosendal vidste dette fra selvbiografierne, der indeholder mange beskrivelser af H.C. Andersens tidlige læseadfærd, f.eks. ved 11 års alderen “Jeg læste altid Historier”, “Alle Bøger jeg kunde faae bleve slugte; Jeg læste Alt, saasnart jeg hørte, at nogen havde Bøger, kom jeg til dem, uden at kjende dem” og “Jeg læste en heel Mængde Biografier af berømte Mænd”. H.C. Andersen citerer sin mor for at rose hans lærenemme ved 12 års alderen “min Hans Christian ser aldrig i sin Skolebog, men dog kan han den”. Han forklarer derpå, hvordan han lavede sine lektier på vej til skole, men siger på samme tid at “næppe et Ord forstod jeg at bogstavere korrekt”.

Men ifølge Rosendal var H.C. Andersens grundlæggende problem moderate, ekspressive sprogmangler, dysfasi, der manifesterede sig som stave- og syntaksfejl. Rosendal illustrerede disse vanskeligheder med mange kategoriserede fejl. Blandt disse er der stavefejl forårsaget af et forvansket ordbilledforråd p.g.a. auditive vanskeligheder, f.eks. “han” for “ham”, “hundenlig” for “huldelig”, fejl ved stumme bogstaver såsom “vidskede” for “hviskede”, “viste” for “vidste”, fejl ved dobbeltkonsonant f.eks. “dise” for “disse”, “væmelige” for “væmmelige”, fejl forårsaget af “drillevokaler” f.eks. “tyrstig” for “tørstig”, “Stæder” for “Steder”, fejl i velkendte navne som Shackspear, Schackspear, Schekspear, og fejl på grund af H.C. Andersens fynske dialekt, f.eks. “utaget” for “udtaget” etc. Andre problemfelter var fremmedord, sammensatte ord, bøjninger, udeladelse af ord og stavelser, reversaler (ombytninger af bogstaver i ord) og stort begyndelsesbogstav.

På samme vis beskrev Rosendal H.C. Andersens syntaksfejl. Her er et af Rosendals eksempler på H.C. Andersens ubehjælpsomme og komplicerede formuleringer i et brev skrevet ved 18 års alderen (kursiveringen er Rosendals):

“tilsidst, just da Nøden var størst for Døren, antog man sig mig mest og sendte mig herud. Fra første Øjeblik lovede jeg at stræbe alt, hvad jeg kunde, da jeg forudsaae, at uflid vilde være et Tyveri, jeg giordte en mere værdig”[9].

Ifølge Rosendal indeholder disse ytringer en misforstået fast vending, et kejtet udtryk og en lidt svært forståelig sætning.

I 1988 forsøgte Aaron, Phillips og Larsen[10] at anvende streng videnskabelig metode ved undersøgelsen af specifik, udviklingsbestemt dysleksi (den moderne betegnelse for ordblindhed) hos fire berømte historiske personer. De analyserede fire typer af data:

  1. biografier, skoleoptegnelser og selvbiografier
  2. kognition, dvs. stave- og syntaksfejl, og oplysninger om evner, der havde at gøre med forarbejdningen af rækkefølge og simultan information
  3. neuropsykologiske oplysninger om ufuldstændig hjerneopdeling og håndethed
  4. oplysninger om nedarvede biologiske faktorer såsom familieforhold, migræne og immunsystem sygdomme i overensstemmelse med Geschwind og Behan’s hypotese[11]

En af de fire ordblinde var H.C. Andersen. Da de historiske kilder til digterens neuropsykologi og biologi var sparsomme, blev konklusionen – at H.C. Andersen led af nedarvede indlæringsvanskeligheder og specifik dysleksi – baseret på biografiske data, hovedsageligt Bredsdorffs bog, og på analyser af stave- og syntaksfejl. Aaron m.fl. undersøgte H.C. Andersens stavning i et kort digt og et formelt brev på en side skrevet ved 11 og 19 års alderen. De fastslog, at “Andersen’s manuscripts contain numerous spelling errors”, der var vedvarende, og at dette var typisk for ordblindes stavning. Et lille udvalg af forkerte sætningskonstruktioner og morfologiske fejl fra forfatterens tidlige dagbøger illustrerede de syntaktiske problemer. Der fandtes ingen oplysninger om H.C. Andersens tankemæssige forarbejdning af rækkefølger, men hans mange fine tegninger og papirklip blev opfattet som udslag af hans overlegne evner for simultan forarbejdning.

Som det ses, beskriver og definerer de ovenfor omtalte historiske kilder og moderne undersøgelser H.C. Andersens sproglige mangler på forskellig vis. Men der er bred enighed om, at noget var galt med hans sprog.

I lighed med Rosendal og Aaron m.fl. anvender nærværende forfattere det, der kaldes “diskrepansdefinitionen” på “specifik dysleksi” som en arbejdshypotese i H.C. Andersens tilfælde (se for eksempel Siegel[12]). I denne definition er “specifik udviklingsbestemt dysleksi” lig med uventede læse-staveproblemer hos børn. Problemerne er uventede eller overraskende, fordi der er en diskrepans (uoverensstemmelse) mellem på den ene side god intelligens, tilstrækkelig undervisning og fraværet af neurologiske og følelsesmæssige forstyrrelser og på den anden side store læse- og staveproblemer. Det er klart, at både Rosendahl og Aaron m.fl. forudsatte, at diskrepansdefinitionen gjaldt for H.C. Andersen, og at han ikke var ordblind på grund af f.eks. lav intelligenskvotient eller neurologiske vanskeligheder. Rosendal antog endvidere, at H.C. Andersen var dysfatisk, dvs. at han led af specifikke sprogmangler. Det primære symptom hos børn med specifikke sprogmangler er lydmangler, der er dysfasiens varemærke, men der kan også samtidig være vanskeligheder med grammatik (syntaks) og sprogforståelse.

Samtidige og moderne oplysninger peger entydigt på, at H.C. Andersen var ordblind og måske dysfatisk. Er der grund til at betvivle dette? Vores første tvivl opstod, da vi kiggede på de offentliggjorte eksempler på forkert syntaks og morfologi hos H.C. Andersen. Vi syntes ikke, at de var særligt overbevisende. Samtidig var vi jo klar over, at sætningsopbygningen hos det litterære geni havde forandret den danske syntaks. Vi mente endvidere, at det var nødvendigt at tage hensyn til de forhold, hvorunder han skrev. F.eks. i henhold til dagbøgerne efter en teateraften med drinks i Rom, i et dårligt oplyst kammer efter en dags vandring i de tyske skove osv. Det var også åbenlyst ud fra dagbøger og eventyr, at han elskede lange syntaktiske konstruktioner. Følgelig var det ikke særligt overraskende, at han kunne komme i vanskeligheder, når han ved 19 års alderen forsøgte at skrive et bureaukratisk brev til sin rektor eller skrev sætninger, der fyldte en halv trykt side i en dagbog.

Yderligere gav en pilotundersøgelse med foreløbige stavefejloptællinger af ca. 2.600 ord i fire dagbøger mellem 1825 og 1839 (dvs. mellem 20 og 34 års alderen) en gennemsnitlig stavefejlprocent på ca. 2,5 varierende mellem 1,8 og 3,8%. Vi syntes ikke, at disse fejlprocenter var særlig høje. Vi fandt heller ikke i disse fire stikprøver eksempler på forkerte syntaktiske konstruktioner overhovedet.

På grundlag af disse overvejelser og pilotundersøgelsen besluttede vi os for at udføre en systematisk undersøgelse H.C. Andersens stavning og syntaks.

Det er imidlertid indledningsvis nødvendigt at give en oversigt over H.C. Andersens skolegang før 14 års alderen, da denne betydningsfulde periode i en ordblinds liv ikke dækkes ordentligt af de undersøgelser, der er blevet refereret. Oversigten er baseret på den nyeste information offentliggjort i en kronologisk liste af H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet, Odense Universitet[13]. H.C. Andersens neuropsykologi og biologi vil også blive genundersøgt på grundlag af historiske kilder og interviews med danske H.C. Andersen forskere.

Kilderne indikerer generelt, at hans tidlige skolegang var utilstrækkelig. Ved 5-6 års alderen kom han i en pogeskole hos en ‘læremor” i en kort periode. Samme år skiftede han skole, men denne lukkede året efter, i henhold til den kronologiske liste modtog han ikke nogen undervisning mellem 7 og 12 års alderen. Ved 12 års alderen kom han igen i skole, denne gang i fattigskolen på Odenses arbejdshus. Fagkredsen bestod af religion, skrivning og regning, men hvor meget han blev undervist, og hvor meget tid han tilbragte i skolen, vides ikke. Efter konfirmationen inklusive religionsundervisning rejste han ved 14 års alderen til København, hvor han i de næste tre år modtog uregelmæssig privatundervisning. Ved 17 års alderen gik han i gang med sine ulykkelige, men mere systematiske studier på latinskolerne i Slagelse og Helsingør.

Vi fandt ingen væsentlig information om H.C. Andersens genetiske disposition til familiær ordblindhed, immunsystemsygdomme, kluntethed og talevanskeligheder. H.C. Andersens mor kunne ikke læse og skrive, men dette skyldtes sandsynligvis manglende undervisning snarere end manglende evner. H.C. Andersen var højrehåndet, og hans papirklip og tegninger viser, at hans motoriske færdigheder mindst fra 14 års alderen lå over gennemsnittet. Beretninger om hans talesprog som voksen, f.eks. når han læste et nyt eventyr op, indikerer at han talte elegant, med lethed og med fine accentueringer[14].

Nærværende undersøgelse er et forsøg på at studere H.C. Andersens stavning og syntaks systematisk og empirisk for at bedømme, om han var ordblind og dysfatisk og i givet fald i hvilken grad. Kilderne til stavning og syntaks fra 20 til 70 års alderen er de offentliggjorte, men ukorrigerede dagbøger. Stavning og syntaks fra 11 til 19 års alderen belyses v.h.a. ukorrigerede digte og breve – flere af disse er ikke offentliggjort. Resultaterne af disse undersøgelser vil blive sammenlignet med data om stavningen hos digterens samtidige og med moderne oplysninger om normal og ordblind stavning.

Stavning og syntaks i H.C. Andersens dagbøger fra 20 til 70 års alderen (1825-1875)

Stavning

H.C. Andersens dagbøger i 10 bind er en enestående kilde til studiet af stave- og syntaksfejl. Dagbøgerne er blevet translittereret fra H.C. Andersens gotiske skrift og er trykt med hans egen ortografi og syntaks. Fodnoter angiver hans egne rettelser i teksten. Omfanget af dagbøgerne varierer og bliver længere med H.C. Andersens alder og udlandsrejser. I de originale dagbøger er H.C. Andersens skrift flydende, med store velformede bogstaver, som ser ud til at være skrevet hurtigt.

Dagbøgerne er ført mellem 1825 og 1875, men H.C. Andersen skrev ikke dagbog i 6 af disse 51 år. Fra hvert dagbogsår blev der udtaget en stikprøve. Disse 45 stikprøver udgjorde hovedserien og bestod hver af 2 sammenhængende trykte sider à ca. 500 ord (bestemt udfra størrelsen af de 4 korteste dagbøger på knap 500 ord). Som kontrolserie blev der udtaget 5 nye stikprøver fra 5 tilfældige dagbogsår, hvorefter det samlede antal undersøgte ord beløb sig til ca. 25.000 eller ca. 2,5% af hele dagbogsmaterialet.

I analysen af stikprøverne indgik alle ord inklusive forkortelser, navne og fremmedord, men ikke tal og specielle symboler. Stavefejl blev fundet ved sammenligning med en eller to ordbøger og optalt. Da dansk 1800-tals stavning i nogen grad adskiller sig fra nutidig stavning, blev H.C. Andersens stavning kontrolleret v.h.a. de to første danske ordbøger, nemlig Badens Dansk ortografisk Ordbog [1799] og Molbechs Dansk Haand-Ordbog [1813].

Figur 1 og 2 viser H.C. Andersens stavefejlprocenter i de 50 stikprøver som en funktion af tiden.

Figur 1. Spredningen af H.C. Andersens stavefejlprocenter i dagbøgerne fra 20 til 70 års alderen (1825-75)
Figur 2. Udviklingen i H.C. Andersens stavning i dagbøgerne fra 20 til 70 års alderen (1825-75)

Figur 1 illustrerer spredningen af stavefejlprocenter i stikprøverne. Hovedserien har en middelværdi på 8,6 stavefejl per 500 ord, dvs. en stavefejlprocent på 1,74, med en standardafvigelse på 0,98%, varierende mellem 0 og 4,0%. Standardafvigelsen er et udtryk for stavefejlfordelingens normale variationsområde. De fem kontrolstikprøver gav et mål forfejl variationen indenfor et givet dagbogsår og lå alle indenfor hovedseriens fejlområde.

Tilsyneladende er den 20- til 70-årige forfatters stavefejl i Figur 1 tilfældigt fordelt i området mellem 0 og 4%. Men da enhver form for udviklingstendens i H.C. Andersens stavning vil være interessant, er der udført en statistisk analyse på hovedseriens data. Figur 2 viser den udviklingslinje, der bedst beskriver data. Der er imidlertid ingen sammenhæng mellem stavefejl og tid, og linjens meget svage hældning er ikke signifikant.

Resultatet af undersøgelsen af H.C. Andersens stavning i dagbøgerne fra 20-års alderen til hans død som 70-årig er en gennemsnitlig stavefejlprocent på ca. 1,75 med en standardafvigelse på ca. 1% og et variationsområde mellem 0 og 4%.

Syntaks

Bortset fra stilistiske forskelle er der strukturel lighed mellem dansk 1800-tals syntaks og nutidig syntaks. Den syntaktiske korrekthed i stikprøverne blev derfor vurderet igennem en omhyggelig læsning og analyse af hver enkelt sætning.

Sætningerne blev optalt og analyseret, og forkerte sætninger blev markeret. Det skal tilføjes, at H.C. Andersens dagbogssætninger varierer i længde fra telegrafisk dagbogsstil såsom “I Theatret Sang” til komplicerede konstruktioner af en halv trykt dagbogssides længde, som nævnt. I analysen blev H.C. Andersens udeladte kommaer ikke optalt som syntaktiske fejl i betragtning af, at der var tale om en dagbog. Ligeledes blev morfologiske fejl, dvs. grammatiske bøjningsfejl, ikke optalt som syntaktiske fejl, men som stavefejl (derom senere).

De 50 stikprøver indeholdt 1548 sætninger i alt. Analysen afslørede i alt 7 sætninger, der enten havde en forkert syntaks, var uforståelige eller manglede et ord. H.C. Andersens gennemsnitlige syntaktiske fejlprocent i alle stikprøver fra dagbøgerne var således 0,45.

Selvom der ikke eksisterer en standard, som omfanget af H.C. Andersens syntaktiske fejl i dagbøgerne kan sammenlignes med, kan det dog konkluderes, at H.C. Andersens syntaktiske fejl fra 20 til 70 års alderen var få og ubetydelige.

En konkordansundersøgelse af stavningen i H.C. Andersens dagbøger hvert femte år fra 20 til 70 års alderen

Stavning

Tidlig dansk 1800-tals (og nutidig) stavning er kompliceret på grund af historiske lydforandringer ofte uden tilsvarende ændringer i ortografien. Selvom der er mange ligheder mellem tidlig 1800-tals og nutidig dansk stavning, kan fejloptællinger være bedrageriske, fordi ord, der ser forkerte ud, kan være korrekt stavede, og værre, fordi tilsyneladende korrekt stavede ord kan være stavefejl. Desuden var tidlig 1800-tals stavning endnu ikke fuldstændigt standardiseret, hvad der medførte, at praksis, grammatikker og ordbøger varierede. De lærde var uenige, hvilket f.eks. fremgår af indledningen til den ortografisk konservative Molbech’s ordbog. Oversigter af Boberg[15] og Gregersen[16] drøfter den tummel, som anvendelsen af forskellige ortografiske systemer medførte. Diskussionen fortsatte indtil 1888, da regeringen vedtog en fælles norm.

I lyset heraf og for at udføre en ny, metodisk uafhængig vurdering af H.C. Andersens stavning sammensatte vi en konkordans af offentliggjort dansk 1800-tals litteratur fra Det Kgl. Bibliotek. Litteraturen bestod af tekster offentliggjort mellem 1826 og 1865 af fire forfattere, nemlig Ingemann, Chievitz, Goldschmidt og H.C. Andersen selv. Teksterne gav en konkordansstørrelse på ca. 1 million ord. Konkordansen blev styret af et computerprogram og fungerede som en lynhurtig ordbog, når et ord blev skrevet på tastaturet. Formålet med konkordansen var at vurdere H.C. Andersens stavning i dagbøgerne ved at sammenligne den med tidens ortografiske sædvaner i den trykte litteratur efter korrekturlæsning af forfattere, redaktører og typografer.

11 stikprøver fra dagbøgerne i den første undersøgelse – en fra hvert femte år mellem 1825-70 – blev kørt igennem konkordansen ord for ord. Da 1800-tals egennavne ofte er umulige at kontrollere, blev disse ikke anvendt i sammenligningerne. Når egennavnene var trukket ud af materialet, gav konkordansen utvetydige svar på langt de fleste ord. I fire tilfælde angav den to stavemåder sammen med ordenes forekomsthyppigheder, f.eks. “sneg” (15) og “sneeg” (2), og “Taknemlighed” (24) og “Taknemmelighed” (36). Disse tilfælde blev bedømt individuelt, og i eksemplerne blev H.C. Andersen’s “sneeg” talt som en fejl, men ikke “Taknemlighed”. Tabel 1 giver resultaterne af denne fremgangsmåde.

Dagbogsår Antal ord i 11 stikprøver (egennavne i parentes) Fejlstavede ord
Antal Stavefejlprocent
Hvert femte fra 1825 til 1875 5448 (409) 82 Gennemsnit 1,63
Standardafvigelse 0,72
Variation 0,66-2,97
Tabel 1. H.C. Andersens stavning i 11 dagbøger mellem 20 og 70 års alderen (1825-75)

Den gennemsnitlige fejlprocent, standardafvigelsen og variationsområdet i Tabel 1 svarer pænt til de tilsvarende tal fra den første undersøgelse. Men da hovedsagen er, at konkordansen giver et uafhængigt mål for H.C. Andersens stavning i forhold til optællingsmetoden i den tidligere undersøgelse, blev der udført en statistisk sammenligning af tallene i de to forskellige undersøgelser (såkaldt reliabilitetsmåling). Sammenligningen viste, at optællingerne førte til statistisk meget ens resultater, hvilket betyder, at optællingerne af, hvilke ord H.C. Andersen stavede korrekt og hvilke han stavede forkert, var yderst pålidelige. Fem fejl blandt de 82 fejlstavede ord i konkordansundersøgelsen var “bøjningsfejl” såsom udeladelsen af bogstavet “t” i “værdigt” stavet som “værdig”. Sådanne fejl blev klassificeret som almindelige fonologiske stavefejl, ikke morfologiske fejl, i overensstemmelse med Sandersen[17].

H.C. Andersens stavefejlprocenter i de to foregående undersøgelser vil blive fortolket i afsnittet “Sammenligninger”. Næste afsnit ser på H.C. Andersens stavning før 20 års alderen.

H.C. Andersens stavning og syntaks i digte og breve fra 11 til 19 års alderen (1816-1824)

Stavning

Der findes kun lidt skrevet materiale fra H.C. Andersens tidlige år, specielt fra de første teenage-år. Noget materiale er blevet translittereret og offentliggjort, f.eks. 9 digte skrevet i H.C. Andersens fars regimentsbog fra omkring 13 års alderen, desuden breve fra H.C. Andersen til hans lærere og hans rektor ved 17-19 års alderen. Men med bistand fra H.C. Andersen-museet, Odense, fik vi translittererede, ofte hidtil upublicerede tekster fra alle H.C. Andersens teenage-år undtagen et. Et af de første tre digte i tabellen nedenfor er det først kendte dokument fra H.C. Andersens hånd.

Teksterne blev kontrolleret ord for ord med konkordansen, og der blev set bort fra egennavne. Tabel 2 giver resultatet.

Kilde Alder Genre Antal ord (egennavne i parentes) Antal stavefejl Stavefejlprocent
Brix[18] 11? 2 digte 228 (10) 51 23,39
Det Kgl. Bibliotek[19] 1 epitafium
Brix[20] 13? 9 digte 440 (5) 49 11,26
H.C. Andersens Hus[21] 14 digt 41 (4) 7 18,92
H.C. Andersens Hus[22] 15-16 digt 160 (4) 7 4,49
Det Kgl. Bibliotek[23] 16 digt 179 (12) 11 6,59
Galster[24] 17 brev 246 (2) 6 2,46
Galster[25] 18 brev 812 (2) 42 5,19
Galster[26] 19 brev 375 (1) 5 1,34
I alt 2481 (40) 178
Tabel 2. H.C. Andersens stavning fra 11 til 19 års alderen (1816-1824)

Der et uregelmæssigt fald i stavefejl procenterne fra 11 til 19 års alderen, hvor fejlprocenten nærmer sig dagbøgernes. Figur 3 viser fejlprocenterne i Tabel 2 som en kurve.


Et digt af H.C. Andersen skrevet den 19. maj 1819 kort efter hans 14 års fødselsdag. H.C. Andersens Hus. Digtet lyder:Til Madam Bertelsen

Modtag o du dog den ringe Gave
Blot disse korte Linnier
Jeg ikke noget Bedre i mit Eje Have
Kun hvad mit Hjarte Skriver her
Du Rejser bort – O Ak jeg Arme
Maaske jeg aldrig Aldrig meer
O ædle Kone dig jeg seer
Dog Haaber jeg sig Gud Forbarme
Og gjør mig Glad og Lykkelig
Hvis Ej – min da skal stedse være
Og hvad jeg stedse Ønsker mig
At Gaae til De Udvalgte Hære
Og der er jeg saa Glad trykt
Lig Huuse som paa Klipper bykt
Jeg vilde – men — O — Ak
jeg kan det aldrig Nej
At Takke Dig – o blot med Tak
Men Himlens Fader lønne dig

O du maa troe at det Smerter mig
I det du Rejser bort fra mig
Du var – tilad mig vad mit Hjarte sige
Indtrofast God Veninde
– O gjem dette Minde
fra en – maaske Ulykkelige

Hans Christian Andersen
Odense den 9 Maj 1819

Digt af H.C. Andersen skrevet den 19. maj 1819 kort efter hans 14 års fødselsdag.
Figur 3. H.C. Andersens stavefejlprocenter i digte og breve fra 11-19 års alderen (1816-24)

Figur 3 ligner den første del af en typisk, uregelmæssig individuel indlæringskurve fra et eksperiment i læreprocespsykologien. Når fejlprocenterne fra hovedserien og fra Tabel 2 sættes i forlængelse af hinanden, bliver resultatet den meget lange indlæringskurve i Figur 4.

Figur 4. H.C. Andersens stavefejlprocenter fra 11-70 års alderen (1816-75)

Forløbet af denne unikke kurve over et enkelt menneskes staveudvikling svarer til forløbet af en typisk indlæringskurve fra eksperimentalpsykologien. Den flade del af kurven fra 20 til 70 år viser det endelige niveau, hvortil H.C. Andersens stavning nåede.

Syntaks

I den syntaktiske analyse af de ca. 2500 ord, inklusive egennavne, i Tabel 2 var der kun én lang konstruktion, der var svær at fortolke. Vi forsøgte ikke at optælle sætningerne, da digtene før 16 års alderen bortset fra tankestreger og udråbstegn var næsten uden tegnsætning.

H.C. Andersens stavning: Sammenligninger

Sammenligning med samtidige

Materialet i Tabel 3 består af fire offentliggjorte breve til H.C. Andersen fra hans venner. Brevskrivernes originale ortografi er bevaret i translitterationen, og stavningen er blevet checket ved hjælp af konkordansen. Derudover indeholder tabellen data fra Sandersens undersøgelse (1986, 1987) af stavefejl i unge soldaters breve fra Tre-årskrigen. H.C. Andersens stavefejlprocenter stammer fra nærværende undersøgelse af hans dagbøger og tidlige skrifter.

Kilde Navn og alder på samtidig Antal ord (egennavne i parentes) Antal stavefejl Fejlprocent hos samtidig H.C. Andersens fejlprocent og alder Khi2-test* H.C. Andersen mod samtidig
Galster[27] Hvid, 19 ven 563 (12) 10 1.81 > 1,34, 19 **IS
Galster[28] Randrop,19?, ven 409 (3) 3 0.74 < 1,34, 19 IS
Topsøe-Jensen[29] Wulff, 21 veninde 273 (3) 11 4,3 > 1.0. 21 **S
Topsøe-Jensen[30] Wulff, 44 veninde 481 (21) 10 2.17 > 1,63, 44 IS
Sandersen[31] 150 soldater Tre-årskrige 17-20? 425 per brev 5.75
8,50***
> 2.9. 17-20 S
Tabel 3. Sammenligning af stavningen hos H.C. Andersen og hans samtidige
* Khi2-testen undersøger om to stikprøver statistisk set er forskellige
** IS/S = Ikke Signifikant/Signifikant
*** Af hensyn til sammenligningen bør Sandersens tal efter Noesgaard[32] forhøjes med ca. 50%.

Alle data i Tabel 3 er fra breve og en statistisk sammenligning kan derfor forsvares. Som det ses er fejlprocenterne hos vennerne lig med eller højere end H.C. Andersens. I brevet fra Knud Randrop til H.C. Andersen gør han nar af H.C. Andersens stavning i det brev fra H.C. Andersen, der indgår i sammenligningen, men forskellen mellem dem er kun 0,6% og ikke statistisk pålidelig. Henriette Wullf havde ligesom H.C. Andersen ry for at være en dårlig staver. Soldaterne begår statistisk set flere stavefejl end H.C. Andersen, selvom Sandersen af forskellige grunde ser bort fra stavningen af store bogstaver, egennavne, visse vokalbogstaver, bogstavet r, fremmedord osv.

Sammenligning med moderne undersøgelser

Det er vanskeligt at finde absolutte stavefejlprocenter fra normale og ordblinde populationer, da de fleste undersøgelser foretrækker at udføre strukturelle, lingvistiske analyser med henblik på modelbygning og forklaringer.

De danske undersøgelser i Tabel 4 og 5 nedenfor repræsenterer praktisk taget al dansk forskning om stavning. De engelske undersøgelser er dem, som denne artikels forfattere har kunnet lokalisere. Det er ikke urimeligt at sammenligne dansk og engelsk stavning, da forholdet mellem lyd og bogstav i begge sprog er meget kompliceret. H.C. Andersens fejlprocenter i de to tabeller stammer fra Tabel 2.

Undersøgelse Antal personer og alder Fejlprocent i moderne undersøgelse H.C. Andersen’s fejlprocent og alder
Bryant & Bradley[33] 30, ca.7 33,33
Kihl[34] 1, 7-8 43,3
Elbro[35] 12, ca. 9-10 31,5
Nelson[36] 47, 7,5 73,75
42, 9,0 53,75
48, 11,2 29.38 > 23.39. 11?
Tordrup[37] 214, ca. 12 ca. 11 11.26. 13?
Noesgaard[38] 7.500, 9-13 18,57
6.000, 13-16 17.56 > 9,0. 13-16
Wing & Baddeley[39] 40, 18-19? ca. 1,5 5,19. 18/ 1,34. 19
(2.1)*
Brown & Loosemore[40] 12 “junior”? ca. 79
12 “senior”? ca. 36
Tabel 4. Sammenligning mellem normal stavning i moderne undersøgelser og H.C. Andersens stavning
* Af hensyn til sammenligningen er 40% lagt til Wing & Baddeley’s tal på 1,5% i overensstemmelse med Noesgaards37 fejlprocent for store bogstaver.

Der er en lang række usikkerhedsfaktorer i sammenligninger af denne art, hvoraf de vigtigste er ordhyppighed, ordlængde og forholdet mellem lyd og bogstav. Men andre forhold som ordklasse, betydning og formel kontra uformel stavning kan også spille en rolle for stavematerialers sværhedsgrad. Og det er klart, at der er stor forskel på de moderne undersøgelser i tabellerne med hensyn til disse faktorer. Statistiske sammenligninger er derfor ikke meningsfulde.

To konklusioner kan imidlertid drages af sammenligningen mellem H.C. Andersen og de normale stavere. 1) Alle normale børn, der er yngre end 11 år, begår flere stavefejl end H.C. Andersen ved 11 års alderen. 2) H.C. Andersens stavefejlprocenter er lig med eller mindre end procenterne fra de normale stavere, hvor en sammenligning er mulig. Det er værd at bemærke sig, at Wing & Baddeley’s gennemsnitlige fejlprocent for engelske ansøgere til universitetet svarer til H.C. Andersens fra 19 års alderen til 70.

Undersøgelse Antal personer og alder Fejlprocent i moderne undersøgelse H.C. Andersens fejlprocent og alder
Ziegler[41] 8, 9-10 70.9
Seymour & Evans[42] 3, 11,3 67.66 > 23.39. 11?
3, 11,6 26.66 > 23.39. 11?
Nelson[43] 30, 11,1 70.88 > 23.39. 11?
Barker m.fl.[44] 4, 12 77.83 > 11.26. 13?
1, 17 36.66 > 2,46, 17
Bryant & Bradley[45] 62, ca.10,5 44.44 > 23.39. 11?
Tordrup[46] 103, 11-12 ca. 40 > 23.39. 11?
Elbro[47] 19, ca. 15 50 > 4.96. 14-17
Brown & Loosemore[48] 12 “Junior” ca. 84
12 “Senior” ca. 39
Tabel 5. Sammenligning mellem moderne undersøgelser af ordblindes stavning og H.C. Andersen

Hovedkonklusionen af sammenligningerne i Tabel 5 er, at H.C. Andersens stavning er langt mere fejlfri end de ordblinde børns. Forholdet mellem H.C. Andersens gennemsnitlige fejlprocent og de ordblindes er 1:2 ved 11 års alderen, 1:7 ved 13, 1:10 ved 15, og 1:15 ved 17. Disse tal er et nyt kvantitativt udtryk for den lovmæssighed, som læse- og staveforskningen længe har antaget eksisterede, nemlig at de ordblinde stavemæssigt står i stampe, mens H.C. Andersen og andre normale personer udvikler sig.

Sammenligningerne viser generelt, at H.C. Andersens stavefejlprocenter i meget højere grad svarer til de normale børns fejlprocenter end til de ordblinde børns. Praktisk taget alle sammenligninger modsiger hypotesen om H.C. Andersens ordblindhed, men bestyrker en antagelse om, at han stavede normalt eller bedre på alle alderstrin.

Strukturen i H.C. Andersens stavefejl

Denne artikel har endnu ikke præsenteret en analyse af strukturen i og fejltyperne i H.C. Andersens stavefejl. Vi mener, at andre undersøgelser blot har gjort dette uden at stille spørgsmålet: Hvor mange stavefejl begik han præcist, og hvor vedvarende var de? Både Rosendal og Aaron m.fl. hævdede, at H.C. Andersens fejl var talrige og vedvarende, men sammenligningerne har vist, at H.C. Andersens fejltal på forskellige alderstrin ligger indenfor normale grænser og endvidere, at H.C. Andersens stavning med sikkerhed udviklede sig mellem 11 og 19 års alderen.

Strukturen i H.C. Andersens stavefejl i denne undersøgelses datamaterialer[49] kan ikke desto mindre være til nytte. Der er bred enighed i forskningen om, at der er visse strukturelle forskelle mellem normal og ordblind stavning. Forskellen er blevet beskrevet på forskellig vis, men meningen er den samme. Forskellen vedrører forholdet mellem på den ene side velordnede fejlstavede ord, der er “fonologisk plausible”[50] i den ortografi, der er på tale, og på den anden side stavefejl, der er mere rodede, og som ikke er fonologisk plausible. Andre udtryk af samme art er “fonetiske fejl, der lyder som målordet, når de læses op” overfor “ikke-fonetiske fejl” eller “fonembevarende fejl” overfor “ikke-fonembevarende fejl” osv.

Et tilbagevendende fund i sådanne undersøgelser er, at de stavefejl, der begås af normale stavere for det meste er velordnede, men at de ordblindes stavefejl er meget mere fonologisk rodede, ikke-plausible og uoplæselige.

H.C. Andersens staveadfærd på denne dimension er klar. En analyse af hans stavefejl i hele datamaterialet viste, at fejlene hovedsageligt var fonologisk plausible på alle alderstrin og havde samme struktur og fejltyper som stavefejlene i de vigtigste danske undersøgelser af normal stavning[51]. Forholdet mellem H.C. Andersens fonologisk plausible fejl overfor de fonologisk mindre plausible fejl var 96% : 4% fra 11 til 19 års alderen og 91,6% : 8,3% fra 20 til 70. Disse procenter svarer til forholdene hos normale stavere i en række kendte undersøgelser, f.eks. Frith[52], men ikke til procenterne hos de ordblinde i de samme undersøgelser.

Når H.C. Andersens stavefejl klassificeres udfra det danske stavesystem, er fordelingen af hans fejltyper lig med fordelingen af fejltyper hos hans venner og lig med fordelingen af fejltyper i Noesgaards og Kihls undersøgelser.

Yderligere analyse af strukturen i H.C. Andersens stavefejl ville være meningsløs. Når alt kommer til alt, så har denne undersøgelse vist, at han på ethvert tidspunkt staver normalt.

Konklusion

Hvis H.C. Andersen havde levet i dag, kunne en skolepsykolog bevæbnet med standardiserede stave- og læseprøver have stillet en foreløbig diagnose på et par timer. På grund af historisk kildemateriales natur og begrænsninger er posthume diagnoser langt mere krævende.

Den interesserede læser henvises til den amerikanske udgave af denne artikel[53] for langt flere detaljer samt en metodisk og statistisk gennemgang af grundlaget for de resultater, der er fremlagt her. I den amerikanske version diskuteres det f.eks., hvor sandsynligt det er, at H.C. Andersen læste meget tidligt. Endvidere vurderes den metodiske status af dagbøgernes gennemsnitlige fejlprocent statistisk, f.eks. hvor repræsentative stikprøverne er for hele dagbogsmaterialet, men også andre forhold, såsom hvordan H.C. Andersens hurtige skrivemåde i dagbøgerne og translitterationsfejl kan påvirke resultaterne. Tilladeligheden af den anvendte statistik diskuteres også.

Her følger en oversigt over denne artikels oplysninger om H.C. Andersen af relevans for spørgsmålet om hans påståede ordblindhed og sprogmangler. Det er blevet vist at, at han

  1. ikke har fået ret meget systematisk skoleundervisning
  2. på trods heraf lærer sig selv at læse og skrive
  3. fra en tidlig alder løber rundt til naboer for at låne avanceret litteratur
  4. læser fra morgen til aften
  5. skriver digte fra mindst 11 års alderen
  6. er en produktiv skribent fra mindst omkring 14 års alderen og skriver om nordisk og græsk mytologi, dansk folklore, teaterstykker og andre sofistikerede emner
  7. ikke begår flere stavefejl end andre børn, ja er måske lidt dygtigere end børn er flest
  8. begår overvejende fonologisk plausible stavefejl, men næsten ingen rodefejl
  9. overstår sin staveudvikling ved 19-20 års alderen på et normalt niveau
  10. har en god finmotorik, da han er dygtig tegner og papirklipper
  11. elsker at skrive alenlange sætninger fyldt med fremmedord, navne og stednavne
  12. på trods heraf praktisk taget ikke begår syntaktiske fejl eller bøjningsfejl
  13. som voksen har et upåfaldende, ja endog velartikuleret, velformet talesprog

Er dette en karakteristisk af en ordblind med sprogmangler? Vi håber, at det forstås, at dette ikke er tilfældet. Ordblinde mennesker med udviklingsbestemte sprogmangler har et helt andet adfærdsmønster. På trods af en passende skolegang læser de langsomt og helst ikke på eget initiativ, de skriver ikke meget, og når de gør, kan der f.eks. være en stavefejlprocent på 70 mens de er børn, og på 25 når de er voksne. Rodede, uforståelige stavefejl er ordblindhedens varemærke, og disse fejl er vedvarende, de forsvinder ikke på noget tidspunkt i personens liv. Ordblinde mennesker kan ikke lide fremmedord, lange ord og sætninger og søger at undgå dem. Nogle, men ikke alle, ordblinde er kluntede, vælter ting og falder over deres egne ben. Såfremt de også har sprogmangler, vil der også altid tidligt have været fonologiske mangler, i visse tilfælde også syntaks- og forståelsesproblemer, og eventuelt senere komme læseforståelsesproblemer, som visse forskere foreslår. Om fonologiske mangler hos H.C. Andersen ved man intet, men de er ikke sandsynlige. H.C. Andersen ville formentlig selv have skrevet om sine lydmangler, hvis han havde haft dem, f.eks. at folk ikke forstod, hvad han sagde, da han var lille. Dysfatiske børn er helt bevidst om, at andre mennesker har svært ved at forstå dem. Endvidere bør ideen om syntaks- og forståelsesproblemer på dette tidspunkt være endegyldigt aflivet. Bortset fra at der er en sammenhæng mellem dysfasi og senere læse- og stave-problemer, er Rosendals antagelse om H.C. Andersens dysfasi højst besynderlig. I almindelighed må man sige, at der skal en livlig fantasi til at påstå, at en forfatter af H.C. Andersens kaliber led af sprogmangler, hvad han selvfølgelig heller ikke gjorde. Læseforståelsesproblemer har der heller ikke været tale om hos H.C. Andersen i betragtning af hans læseudviklingshistorie, læselyst og senere bogsamling.

Men hvordan opstod egentlig myten om H.C. Andersen dårlige sprog med de deraf følgende efterrationaliseringer og fortolkninger: at han var ordblind, dysfatisk, specifik dyslektiker osv.? Da vi nu står på fastere videnskabelig grund m.h.t. forståelsen af, at der ingenting var i vejen med ham – i lyset af sine opvækstforhold klarede han sig faktisk glimrende – kan man spekulere over, hvordan det kunne komme så vidt. Måske kan denne viden anvendes til at kaste lys over de offentliggjorte oplysninger om hans livshistorie og forholdene i det tidlige 1800-tals Danmark.

I Odense er der sikkert ingen udover H.C. Andersen selv og hans forældre, der har lagt mærke til hans læse-staveudvikling. Dog blev han ifølge Bredsdorff opfattet som talentfuld af prominente folk i Odense, og har formentlig været gammelklog og forud for andre børn.

Mytens begyndelse skal sikkert tidsfæstes til hans tre år fra 14 til 17 års alderen i København, hvor hans talent, sociale færdigheder, pågåenhed og karisma gjorde, at han fik kontakt til den danske kulturelle elite. Han var produktiv og præsenterede sine breve, petitioner, digte og skuespil, inklusive stavefejl, for alle og enhver. Husk på, at de 14 årige børn i Noesgards undersøgelse begik ca. 17,5 % stavefejl i gennemsnit, og at H.C. Andersens egen fejlprocent lå på et lignende niveau. Stavefejl af den størrelsesorden i tekster er noget, man lægger mærke til. Det er ret almindeligt, at voksne, f.eks. forældrene til et barn i 6. klasse, bliver opskræmte over barnets stavefejl, selvom barnets læse- og staveudvikling i øvrigt er ganske normal. Det ved enhver skolepsykolog. Men de fleste voksne er ikke klar over, at børn begår mange stavefejl, mens de er i færd med at lære skriftsproget. Stavefejl, uanset hvor få, gør af ukendte grunde et stort indtryk på os, idet vi ofte samtidig tror, at vi selv staver fejlfrit. H.C. Andersens ungdommelige skrifter er givet blevet mødt af dette reaktionsmønster hos hans københavnske kontakter. Det forhold, at han var i stand til at vække opmærksomhed, kom ham også til skade. Man kan sige, at der var uoverensstemmelse mellem hans begavelse og de udviklingsbestemte skriftlige midler, hvorigennem hans talent kom til udtryk.

Overklassen i København anerkendte, at han var talentfuld og støttede ham finansielt og på andre måder, men morede sig også over hans fremtoning, umodenhed og mangel på formel dannelse. De har utvivlsomt om sig selv ment, at deres (skrift)sprog var godt, ja ligefrem fejlfrit. Sproglig korrekthed og pedanteri var utvivlsomt en væsentlig del af de højere klassers identitet, dengang som nu. Desuden talte han fynsk, dengang der endnu var rigtige dialekter til, hvad der ikke har gjort sagen bedre i københavnernes øjne. I litteraturen om H.C. Andersens ordblindhed anvendes dialekt ofte til at forklare nogle af hans stavefejl, idet antagelsen er, at rigsmål, dvs. københavnsk, ligger nærmere ved ortografien end de regionale mundarter. Denne forklaring er imidlertid også en myte, idet de bornholmske børn var de dygtigste stavere i Danmarks Pædagogiske Instituts landsdækkende undersøgelse fra 1979 af, hvordan danske børn klarede sig i retskrivningsprøven efter 9. klasse. Dialekt har intet med sagen at gøre, og desuden ved vi nu, at H.C. Andersen ikke begik flere stavefejl end han skulle. Det er f.eks. også blevet fremført, at han skulle have specielle problemer med navnestof. Bortset fra at egennavne formentlig er vanskeligere at stave end andet ordstof, har denne påstand heller intet på sig. For det første kan sagsforholdet ikke undersøges, da tidlige 1800-tals egennavne ikke kan kontrolleres ordentligt, for det andet findes der ikke videnskabeligt belæg for, at en speciel ordblindhed for egennavne skulle eksistere.

Den kulturelle overklasse i København kendte ikke begrebet ordblindhed, men de misbilligede stavningen og syntaksen i H.C. Andersens autodidaktiske skrifter og klassificerede hans sprog som ugrammatisk. H.C. Andersen var klar over dette og troede selv på det – husk på, at han selv havde været nødt til at lære sig færdighederne og kun havde mødt fordomme og uvidenhed om børns skriftsprogsudvikling – en tro der blev forstærket af hans oplevelser i latinskolen. Da H.C. Andersen publicerede sine skrifter, f.eks. i avisen, blev hans “sproglige handicap” offentligt på grund af mangelfuld korrekturlæsning. Rygtet om den underlige dreng var sikkert allerede udbredt i byen. København var ikke stor, og alle kendte alle.

Senere og moderne undersøgelser fortsatte traditionen. Den blotte tilstedeværelse af stavefejl og eksempler på mærkelig syntaks var et tilstrækkeligt grundlag for diagnosen ordblindhed. Ingen undersøgelser gjorde sig den ulejlighed at tælle, hvad der var rigtigt og forkert i H.C. Andersens skrifter og at sammenligne disse tal med relevante data.

Forfatterne takker vores historiske rådgivere Johan de Mylius, Odense Universitet, og Ejnar Askgaard, H.C. Andersen Museet, Odense, for værdifuld assistance med litteratur, dataindsamling og oversættelse. Forfatterne står også i gæld til de lærere, der i 1997 studerede til tale-hørepædagog på Danmarks Lærerhøjskole, Odense, for deres hjælp med dataindsamlingen. Carsten Rosenberg Hansen og Gunnar Top på Danmarks Pædagogiske Universitet rådgav os om statistiske metoder.

 

Litteraturhenvisning

  1. ^ Hermann, K.: Om medfødt ordblindhed. Munksgaard, København 1955, p. 148. Se også Topsøe-Jensen: “H.C. Andersens dagbøger. Foredrag i Videnskabernes Selskab. 2. April 1971” i Anderseniana, 3. rk., 1,3 (1972), pp. 245-261.
  2. ^ Rosendal, A.: “Årsagerne til H.C. Andersens stavevanskeligheder” i Anderseniana, 3. rk., 11,2 (1975), pp. 160-184 (p. 161, p.164).
  3. ^ Collin, E.: H.C. Andersen og Det Collinske Huus. C. A. Reitzels Forlag, København 1882.
  4. ^ Galster, K.: H.C. Andersen og hans Rektor. Konrad Jørgensens Forlag, Kolding 1933, pp. 44-45.
  5. ^ Bredsdorff, E.: Hans Christian Andersen. Charles Schribner, New York 1975.
  6. ^ Reumert, E.: H.C. Andersen som han var. H. Hagerups Forlag, København 1925.
  7. ^ Olsen, K.: H.C. Andersens dagbøger 1825-34. Vol. I. K. Olsen & H. Topsøe-Jensen (red.). København: Gads Forlag 1971.
  8. ^ Møller, T.B.: Teaterdigteren Hans Christian Andersen og “Meer end perler og guld”. En dramaturgisk-musikalsk undersøgelse. Odense Universitetsforlag, Odense 1995.
  9. ^ Dokumentets fulde ordlyd findes i Galster (1933) p. 23.
  10. ^ Aaron, P.G., Phillips, S., & Larsen, S.: “Specific reading disability in historically famous persons” i Journal of Learning Disability, 21, 1988, pp. 523-545.
  11. ^ Geschwind, N., & Behan, P.O. “Laterality, hormones and immunity” i N. Geschwind & A.M. Galaburda (red.), Cerebral dominance. The biological foundations. Harvard University Press. Cambridge, Massachusetts and London, England 1984, pp. 211-224.
  12. ^ se for eksempel Siegel, L.S.: “The discrepancy formula. Its use and abuse” i B.K. Shapiro, P.J. Accardo & A.J. Capute (red.), Specific reading disability. York Press, Timoneum, Maryland 1998, pp. 123-136.
  13. ^ Mylius, Johan de: H.C. Andersens liv og forfatterskab. En tekst- og informationsbase [www.andersen.sdu.dk].
  14. ^ se for eksempel Rode, E.: “Man lyttede”, Berlingske Aftenavis, 26. Marts 1955, pp. 12-13.
  15. ^ Boberg, V.: Dansk retskrivnings historie i de sidste 200 år, Gjellerups Forlag, København 1895.
  16. ^ Gregersen, F.: “Skriftsprogenes formelle udvikling på baggrund af øget læse- og skrivefærdighed og udvidet produktion af læsestof’ i De Nordiske skriftspråkenes utvikling på 1800-tallet 4. Nordisk språksekretariat, Oslo 1984, pp. 166-194.
  17. ^ Sandersen, V: “Stavefærdigheden hos bondesoldater i treårskrigen 1848-50” i K. Ringgaard (red.), 1. Møde om udforskningen af dansk sprog. Århus Universitet, Århus 1987, pp. 91-103.
  18. ^ Brix, H.: Det første Skridt. Drengen Hans Christian Andersens Skuespilarier. Carit Andersens Forlag. København 1943. Heri digte af H.C. Andersen skrevet i faderens afregningsbog i tidsrummet fra omkring 1816-1818.
  19. ^ H.C. Andersens epitafium over sin afdøde far, Det Kgl. Bibliotek, Den Collinske Manuskriptsamling 17,4o, samt “Grav minde over lille Marie død 1816 den 26 Novem”, skrevet 17. marts 1817, Det Kgl. Bibliotek, Ny Kgl. Saml. 1299g.
  20. ^ se note 17.
  21. ^ “Til Madam Bertelsen”, 9. maj 1819, H.C. Andersens Hus.
  22. ^ “Kunstens Tempel”, H.C. Andersens Hus.
  23. ^ “Min Velgjører Hr Profesor Øehlenschlæger.-‘, skrevet 17. oktober 1821, Det Kgl. Bibliotek, Ny Kgl. Saml. 1299g.
  24. ^ se note 4 pp. 13-14.
  25. ^ se note 4 pp. 22-24.
  26. ^ se note 4 pp. 26-27.
  27. ^ se note 4 pp. 43-44.
  28. ^ se note 4 pp. 44-45.
  29. ^ Topsøe-Jensen, H.: H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling. Flensteds Forlag. Odense 1959 (p. 63).
  30. ^ ibid. p. 442.
  31. ^ Sandersen, V.: “Skrivefærdighed og skriftsprog hos danske soldater i treårskrigen 1848-50” i Selskab for Nordisk Filologi (red.), Årsberetning for 1985-1986 (pp. 13-22), Selskab for Nordisk Filologi, København 1986, samt Sandersen, V: “Stavefærdigheden hos bondesoldater i treårskrigen 1848-50” i K. Ringgaard (red.), 1. Møde om udforskningen af dansk sprog, Århus Universitet, Århus 1987 (pp. 91-103).
  32. ^ Noesgaard, A.: Fejltyper i dansk Retskrivning. Fr. Bagges kgl. Hofbogtrykkeri, København 1945.
  33. ^ Bryant, RE., & Bradley, L.: “Why children sometimes write words which they do not read” i U. Frith (red.), Cognitive processes in spelling. Academic Press, London 1980, pp. 355-372.
  34. ^ Kihl, P.: “A Danish schoolboy’s rules of spelling” i International Review of Applied Linguistics, 4, 1986, samt Kihl, P.: En skoledrengs staveregler. Odense Universitetsforlag, Odense 1988, pp. 321-328.
  35. ^ Elbro, C.: Differences in dyslexia. A study of reading strategies and deficits in a linguistic perspective. Munksgaard, København 1990.
  36. ^ Nelson, H.E.: “Analysis of spelling errors in normal and dyslexic children” i U. Frith (red.), Cognitive processes in spelling (pp. 475-494). Academic Press, London 1980.
  37. ^ Tordrup, S.A.: “Stavefejl og fejltyper hos elever fra 5. normalklasse og 5.-6. læseklasse” i Skolepsykologi, 2, monografi, 1965.
  38. ^ se note 31.
  39. ^ Wing, A.M., & Baddeley, A.D.: “Spelling errors in handwriting: a corpus and distributional analysis” i U. Frith (red.), Cognitive processes in spelling (pp. 251 -286). Academic Press, London 1980.
  40. ^ Brown, D.A., & Loosemore, P.W.: “A computational approach to dyslexic reading and spelling” i C.K. Leong & R. Malatesha Joshi (red.), Developmental and acquired dyslexia: Neuropsychological and Neurolinguistic perspectives (pp. 195-220). Kluwer Academic Publishers, Dordrecht 1995.
  41. ^ Ziegler, M.: Staveudvikling og stavevanskeligheder. Forlaget Skolepsykologi. Den røde serie nr. 21. København 1990.
  42. ^ Seymour, H. K., & Evans, H.M.: “Sources of constraint and individual variations in normal and impaired spelling” i G.D.A. Brown & N.C. Ellis (red.), Handbook of spelling (pp. 129-154). John Wiley & Sons. Chichester 1994.
  43. ^ se note 35.
  44. ^ Barker, A., Hussain, M.B., Larsen, C.H., & Rahbek, B.: Staveudvikling og stavefejl. Den gule serie nr. 53. Læsepædagogen. København 1993.
  45. ^ se note 32.
  46. ^ se note 36.
  47. ^ se note 34.
  48. ^ se note 39.
  49. ^ To lister med stavefejlene i undersøgelsen står til rådighed for interesserede. Stikprøverne fra H.C. Andersens dagbøger indeholder 84 fejl. De tidlige digte og breve har 198 fejl. Fejlene er blevet kategoriseret ud fra det danske stavesystem og ud fra, hvor fonologisk plausible de er. Desuden angives det procentvis, hvor mange fejl af hver type, materialet rummer.
  50. ^ Ellis, A.W. “Modelling the writing process” i G. Denes, C. Semenza, and P. Bisiacchi (red.), Perspectives on cognitive Neuropsychology (pp. 189-212). Lawrence Earlbaum Associates, London 1988.
  51. ^ Noesgaard, A.: Fejltyper i dansk Retskrivning. Fr. Bagges kgl. Hofbogtrykkeri, København 1945; Kihl, P.: En skoledrengs staveregler. Odense Universitetsforlag, Odense 1988.
  52. ^ Frith, U.: “Unexpected spelling problems” i U. Frith (red.), Cognitive processes in spelling (pp. 495-516). Academic Press, London 1980.
  53. ^ Kihl, P., Gregersen, K., & Sterum, N.: “Hans Christian Andersen’s spelling and syntax: Allegations of specific dyslexia are unfounded” i Journal of Learning Disabilities. 33, 2000, pp. 506-519.

 

©