Nærå og Njords Høj

– boplads, gravplads og samlingsplads?

I Romerriget herskede i 1. århundrede e.Kr. Pax Romana (Romersk fred), om end der var stedvise kampe langs dele af imperiets ydre grænser. I år 9 e.Kr. havde et større germansk stammeforbund således en konfrontation med romerne, da romerne efter flere års tiltag forsøgte endegyldigt at rykke rigets grænse frem til Elben ved den jyske halvøs rod. Det germanske stammeforbund var ledet af cherusker-høvdingen Arminius, der i sine yngre dage havde lært krigstaktik i Romerriget, mens romerne var anført af rigets statholder i Germanien, Publius Quinctilius Varus. Varus’ ry og evner som forhadt og skånselsløs krigsherre var skabt i årene omkring Kristi fødsel, da han som statholder i Syrien[1] på brutal vis slog en opstand ned og efter sigende lod 2.000 oprørere korsfæste langs vejen mellem Jerusalem og Damaskus. I år 9 stod Arminius’ germanske krigere (anslået 18.000) over for Varus’ tre legioner og hjælpetropper på tilsammen imponerende 25-30.000 soldater.

Det lykkedes Arminius at lokke Varus i en fælde og nedslagte alle de romerske soldater og derved endegyldigt afslutte imperiets drøm om en rigsgrænse ved Elben. Nederlaget var én af romernes største militære katastrofer, og det satte dybe ar i romernes selvbevidsthed. Det siges ligefrem, at Kejser Augustus, efter han havde hørt nyheden, i arrig frustration bankede hovedet i væggen, mens han råbte de berømte ord ”Varus, Varus – giv mig mine legioner tilbage.” Varus kunne intet gøre – han havde begået selvmord, da slagets udfald og vanære stod ham klart på slagmarken. Endnu omkring år 100 e.Kr., da den romerske historiker, advokat og konsul Cornelius Tacitus skrev Annales[2], berettede han med gru om de forfærdelige hændelser, der havde ramt Romerriget næsten et århundrede tidligere.

I en anden bog, Germania, skriver Tacitus specifikt om de germanske folkeslag, og man fornemmer tydeligt den historiske ballast i de mange malende beskrivelser med en blanding af foragt og beundring for folkene mod nord. Til trods for at Tacitus’ værk på den måde er politisk motiveret og næppe bør opfattes som en fuldstændig sandfærdig samtidsberetning, så er der alligevel en række konkrete oplysninger, der må have rod i virkelighedens verden. Blandt disse fantastiske fortællinger er den ofte citerede historie om gudinden Nerthus, der køres på en vogn. Tacitus’ omtale af Nerthus er første gang, vi støder på denne gudeskikkelse i samtidens litteratur, men et årtusinde senere møder vi igen Nerthus i den nordiske mytologi – her dog i form af Njord, der er et mandligt modstykke til Nerthus.

I myterne omtales Njord som herre over vand, ild og vejr og som den mægtigste blandt vanerne. Njord tilhører altså de ældre guder, der ifølge Snorres Ynglingesaga blev angrebet af aserne (Odin, Thor m.fl.), og netop Njord blev ifølge sagaen udvekslet som gidsel for på sigt at sikre freden mellem vanerne og aserne.

Fig. 1. Islandsk afbildning af ”Njord af Noatun”, der sender et stormvejr af sted; manuskript ca. 1680.

Stedet Sdr. Nærå er i den sammenhæng helt specielt, da stednavnet Nærå (Niærthøu: 1304) betyder ”Njords Høj”; forleddet er dermed identisk med det hedenske gudenavn Njord, som Tacitus berettede om for snart 2.000 år siden. Det vil nok altid være usikkert, hvilken høj der i den forbindelse sigtes til. Sdr. Nærå kirke ligger på en mindre højning ved Vindinge Å, som kunne være den navngivende, men det er måske mere sandsynligt, at Njords Høj er et ældre navn for den meget imponerende bronzealdergravhøj (Møllehøj; Sb. 080810-15), der som en af Fyns absolut største ligger kun 550 meter sydøst for de udgravninger, vi her skal berette om. Herfra har man udsyn over hele området. Møllehøj har haft et andet navn i oldtiden, før møllerne introduceredes i historisk tid, og hvad ville være mere nærliggende end et mægtigt navn til en mægtig høj: Njords Høj?

Det er oplagt, at Sdr. Nærå arkæologisk forbindes med store forventninger, og med Tacitus’ beretning in mente giver navnet håb om at kunne knytte dele af historien om guden Njord helt tilbage til jernalderens mellemste del – altså den periode vi netop kalder romersk jernalder. Men hvad kan vi egentlig forvente at finde? Er der spor af helt usædvanlige ritualer til ære for Njord, og har stedet mon fungeret som en særlig centralplads for et større områdes religiøse verden? Ifølge Tacitus byggede germanerne ikke templer omkring år 100 e.Kr., da man ikke mente, det var foreneligt med gudernes storhed at lukke dem inde i bygninger. Men hvordan var Sdr. Nærå i jernalderen? Det spørgsmål har vi langsomt nærmet os med en række arkæologiske udgravninger siden midten af 1970’erne, og det er disse resultater om landsbyen og gravpladsen, der skal berettes om i det følgende.

Bopladsen

Bebyggelsesområdet er undersøgt fra 2005-2013, og det dækker samlet set et areal på ikke mindre end 17 hektar, der fra nord til syd måler omtrent 900 meter.[3] Gårdene var anlagt på jævne moræneflader, der her afgrænses mod vest, nord og øst af de grusede hedesletter langs Vindinge Å. Mod syd ligger Hestehaveskoven, hvis alder formentlig rækker langt tilbage. I alt er der udgravet ikke mindre end 321 hustomter fra jernalderen, hvoraf langt størstedelen stammer fra perioden ca. 150-550 e.Kr. (yngre romersk jernalder og ældre germansk jernalder), hvor landsbyens gårde var fordelt over hele arealet.

Fig. 2. Den historiske landsby Sdr. Nærå ligger ved Vindinge Å, mens jernalderens bebyggelse lå på udstrakte arealer sydøst herfor. Sydvest for jernalderbebyggelsen ses den endnu meget markante Møllehøj. 1: OBM6373 Horsemosegård, 2: OBM6369 Hestehavevej 1, 3: OBM1613 Skovgård. © Kort- og Matrikelstyrelsen, Rentemestervej 8, 2400 København K.
Fig. 3. Til bopladsen knytter sig to gravpladser: den ene (1: OBM6373 Horsemosegård) fra tiden omkring Kristi fødsel, mens den anden (2: OBM1613 Skovgård) fungerede i perioden 160-400 e.Kr. I begge tilfælde anlagdes gravpladsen i den samtidige boplads’ umiddelbare nærhed.

De ældste gårde er fra tiden omkring 300 f.Kr. (fig. 3). På det tidspunkt var det senere Njords Høj dog blot en lille bebyggelse, der bestod af maksimalt et par gårde, som med jævne mellemrum flyttede et par hundrede meter.

Gårdene bestod på dette tidspunkt oftest blot af en enkelt bygning: langhuset. I langhuset boede familien i den vestlige del, mens den østlige del var forbeholdt husdyrene som stald. Først fra omkring Kristi fødsel omfattede de enkelte gårdsenheder yderligere bygninger, hvis funktioner tolkes som udhuse, lader eller værkstedshuse.[4]

Sidst i 2. århundrede e.Kr. skete der en markant fortætning og samtidig udvidelse af bebyggelsen, og vi taler fra denne tid om et regulært landsbysamfund. Samtidig ses en stedvis større bofasthed, og i flere tilfælde lå den samme gård på nøjagtigt det samme sted igennem flere århundreder. I samme periode blev det desuden almindeligt, at den enkelte gård blev indhegnet af et kraftigt tagdækket hegn, hvorved der kom en meget klar grænse imellem ”dit” og ”mit”. Endnu er det for tidligt at forestille sig en ejendomsret, og hegnene markerede nok nærmere en brugseller bosættelsesret over jorden. I Sdr. Nærå afspejles denne udvikling tydeligt ved de mange selvstændigt indhegnede gårde. Bebyggelsesformen kan kaldes for ø-gårde, da de er karakteriseret ved, at gårdenes hegn ikke var sammenbyggede, men at hver enkelt gård i stedet udgjorde sit eget afgrænsede område adskilt fra omkringliggende gårde.[5]

Fig. 4. Landsbyens to centrale storgårde (OBM6369 Hestehavevej 1) lå på nøjagtigt samme sted igennem mange generationer. Til storgårdene knyttede sig også et par mindre specialbygninger (grå signatur), hvis funktion endnu er ukendt, samt en fælles brønd.

Der kan udskilles omtrent 100 gårde fordelt inden for landsbyens storhedstid i perioden yngre romersk og ældre germansk jernalder. Hvis vi for et øjeblik forestiller os, at et hovedhus kunne stå i ca. 50 år, inden det var nødvendigt at bryde det ned og rejse et nyt, så var der i gennemsnit omtrent 15 samtidige gårdsenheder med anslået 60 indbyggere og til tider måske endnu flere. Dette er efter fynske jernalderforhold en meget stor landsby og slet ikke ulig landsbyen anno 1511, hvor der vides at have været 22 gårde.

Langt overvejende er der tale om en jernalderlandsby, der ernærede sig ved almindeligt landbrug. Herom vidner først og fremmest analyser af pollen fra brøndene og gårdenes placering ved gode dyrkningsarealer, men også hovedhusenes stalde med båseskillerum og plads til op mod 24 dyr er tydelige tegn herpå (fig. 5).

Hvilke husdyr de enkelte familier holdt, ved vi ikke, men i bopladsens affaldshuller blev der fundet knogler fra både ko, gris og får/ged, og der er god grund til at forestille sig, at familierne havde et varieret husdyrhold.

Fig. 5a. En rekonstruktion fra Jernalderlandsbyen i Næsby.
Fig. 5b. En af bopladsens udgravede hustomter, der, mod sædvanen, havde stalden mod vest og beboelsen mod øst. I staldenden sås tydelige båseskillerum til bondens husdyrhold.

I husenes stolpehuller er der fundet forskellige former for offerdeponeringer. Det er et fænomen, vi ofte ser på jernalderens bopladser, og helt som vanligt var der i de ældre huse fra omkring Kristi fødsel tale om frugtbarhedsofringer i form af små lerkar – formentlig med nu forsvundne madgaver. Anderledes og langt mere usædvanligt var et hus fra 200- eller 300-tallet. Her fandt vi et sjældent skebor smedet af jern (fig. 6); et fuldt funktionsdygtigt håndværksredskab som jernaldermanden altså havde ofret i en højere sags tjeneste ved en af husets tagstolper. Ofringen af skeboret fortæller os, at beboerne beskæftigede sig med en lang række håndværksopgaver i forbindelse med tømrerog snedkerarbejde, formentlig forberedelsen af grove opgaver som samling af husenes træskelet, men også opgaver i forbindelse med finere og måske mere specialiseret håndværk.

Fig. 6. Skebor (OBM6373x306) fundet nedstukket i et stolpehul fra et hus dateret til 300-tallet eller 400-tallet. Boret er 33 cm langt og vejer 237 gram.

Fig. 7. Forarbejde til en drejet træskål (OBM6369x159) af elletræ. Forarbejdet er fundet i en brønd, der var i brug indtil ca. 600 e.Kr. På skålens top anes stadig snedkermesterens indridsninger til brug for den videre forarbejdning. Jernalderens drejebænke var formentlig af samme type som den her afbildede fra 1400-tallets Tyskland.

Til denne kategori knytter sig et forarbejde til en drejet træskål (fig. 7), der blev fundet nedlagt i en af bopladsens brønde.[6] I gammel tid brugte man at lægge de groft udhuggede træemner til opblødning i brøndene, før den afsluttende drejning blev udført på de simple, men effektive, drejebænke, og i dette tilfælde blev emnet altså aldrig lavet færdigt.

Hvorvidt skeboret er fremstillet lokalt eller erhvervet på en af tidens fåtallige håndværkspladser, som vi blandt andet kender fra Lundeborg, ved vi ikke, men spredte jern slagger fra bopladsen vidner om en lokal produktion og håndtering af jern til dagligdagens redskaber.[7] Der blev sågar undersøgt en ildgrube, hvori der forekom en større mængde ildpåvirkede marksten og knust hvidbrændt flint. Netop den hvidbrændte flint kædes sammen med metalhåndtering, da flinten hæver temperaturen i bålet/essen, så den krævede temperatur hurtigt opnås.[8] Foruden disse lettere specialiserede håndværk var keramikproduktion også her, som alle andre steder, en helt integreret del af hverdagens opgavesæt. Vævning af stof til klæder af uld eller hør var endnu et håndværk, som hørte hjemme i landsbyen. Herfra stammer rester af ten- og vævevægte samt hørrødningsgruber; altså de gruber, hvori hørstænglerne opblødes, før fibrene kan spindes.

For en tredjedel af gårdene har det været muligt at udskille stort set komplette hegnsforløb. Herved kan det beregnes, hvor stort et areal den enkelte gård havde eneret til; altså den enkelte bondes særjord.

Fig. 8. Søjlediagram der viser størrelsen på nogle af bopladsens gårdsenheder fra perioden yngre romersk eller ældre germansk jernalder. Størrelsen på den enkelte gård bruges til at vurdere de økonomiske og dermed sociale forskelle de enkelte familier imellem.

Opstillet i et diagram kan en række forskelle iagttages. Mest markant er storgårdene med indhegnede arealer på ca. 1.700-2.000 m2. Arealmæssigt var disse gårde op til fem gange så store som landsbyens mindste gårde, og de må opfattes som bosted for landsbyens økonomiske og sociale overklasse, der bestod af op til tre-fire storgårde. Selv overklassens gårde var dog, som alle landsbyens øvrige gårde, kendetegnet ved den standardiserede gårds opbygning og funktioner: hovedhus, økonomibygning og hegn. Enkelte gårde havde et indhegnet areal, der ikke oversteg 500 m2, men langt hovedparten varierede imellem 500-1.200 m2. Hvorvidt der er tale om driftsmæssige forskelle, vil selvfølgelig kunne diskuteres, men da der intet er i gårdsenhedernes opbygning og fundmateriale i øvrigt, der understøtter dette, er det rimeligt at antage, at forskellene afspejler økonomiske og sociale skel i samfundet.

I landsbyens centrum udgravedes to storgårde, der er karakteriseret ved særlig markant stabilitet. De to gårde, der hver især havde indhegnet særjord på ca. 2.000 m2, lå nærmest helt uforandrede gennem hele landsbyens glansperiode i 200-500-tallet. Mens gårdene tydeligt havde markeret særjorden, så var vandforsyningen tilsyneladende et fælles anliggende for de to gårde, der delte én stor brønd. Det var også i denne brønd, at det fine forarbejde til den drejede træskål blev fundet.

Ganske kort vest for de to centrale storgårde ses to faser af en mindre bygning, der på flere måder er usædvanlige i en fynsk sammenhæng (fig. 4). Bygningerne var nordsyd-orienterede og lå tydeligt adskilt fra storgårdene om end knyttet til disse. Denne placering ses almindeligvis primært for mindre forrådshuse eller staklader. De to huse var dog ikke konstrueret som helt almindelige økonomibygninger, og spørgsmålet er selvfølgelig, om de kan have tjent et andet og mere fælles formål i tilknytning til de centrale storgårde, evt. som kultbygninger til guden Njord, hvilket dermed kunne relateres til navnet Nærå? Sammenhænge imellem mindre kultbygninger og storgårde er velkendt fra den senere del af jernalderen (f.eks. Tissø), men det er endnu dårligt belyst og tvivlsomt i den ældre jernalder.[9] Intet i genstandsmaterialet bestyrker en sådan tolkning, og derfor forbliver funktionen af de små tilbygninger ved de centrale storgårde endnu uafklaret.

Til trods for det umiddelbare fravær af bygninger, der kan knyttes til en central Njorddyrkelse, så efterlader landsbyen fra yngre romersk jernalder og ældre germanertid et indtryk af et, efter datidens målestok, stort og driftigt landsbysamfund med godt og vel 60 indbyggere. Med det udgangspunkt kunne man måske forvente tilhørende gravpladser med sammenlagt flere hundrede grave og måske ligefrem fund, der kan knyttes til Njord og det gamle stednavn.

Gravpladserne

Historien om Sdr. Nærås jernaldergrave startede allerede i 1975, da gårdejer Gunnar Simonsen fra Skovgård pløjede sin mark lidt dybere end de foregående år. På en mindre skråning sås nu et område med brændte knogler og skår fra lerkar. Det daværende Fyns Stiftsmuseum blev omgående underrettet, og i de følgende år frem til 1979 undersøgtes en gravplads[10] fra yngre romersk jernalder (150-375 e.Kr.) i samarbejde med Sdr. Nærås amatørarkæologigruppe. Gruppen udgravede i alt 68 brandgrave. Samme arkæologigruppe kunne i 1989 berette om fund af brændte knogler omtrent 400 meter nordøst for Skovgårdgravpladsen, og i 1994 kunne en mindre gravplads fra århundredet op til Kristi fødsel udgraves i sin helhed.[11] Gravpladsen udgjordes af en klynge på 21 brandgrave. Gravene omfattede generelt ikke mange oldsager, hvilket ikke er ualmindeligt for denne periode. En af de gravlagte havde dog fået et fint våbenudstyr med på ligbålet i form af et kort enægget sværd, en stor hugkniv, tre lerkar og muligvis et skjold – uden tvivl en krigers begravelse! Som det senere skulle vise sig, blev denne mindre gravplads et par århundreder senere helt omringet af gårde. De ældre generationers gravminder må dog endnu have været synlige, for alle gårde respekterede nøje udbredelsen af den ældre gravplads. I 2011 udførte museet igen arkæologiske undersøgelser ved gravpladsen fra yngre romertid, og det viste sig, at den var noget større end hidtil antaget.

Ved 2011-2013-undersøgelserne kunne der foruden enkelte isolerede begravelser på landsbyens område føjes endnu 30 grave til yngre romertidsgravpladsen, således at gravpladserne ved Sdr. Nærå nu i alt omfatter 127 gravlæggelser samt 5 lerkardeponeringer og er færdigundersøgte. Langt den overvejende del (117) er brandgrave, dvs. grave hvor den afdøde brændes inden gravlæggelsen, mens et mindre antal på 10 er jordfæstegrave.[12]

Med sine 98 grave tilhører Skovgårdgravpladsen (gravplads 2) gruppen af mellemstore gravpladser, og den dateres primært til ca. 160-310 e.Kr. Enkelte gravlæggelser uden karakteristisk gravgods kan have en yngre datering, der kan jævnføres med landsbyens senere faser. Selve gravpladsen er beliggende på en ganske svag forhøjning, der kunne ses fra hele landsbyen (se fig. 3). Da gravene kun i ét enkelt tilfælde overlapper hinanden, må vi formode, at hver enkelt grav var forsynet med en mindre overflademarkering, som vi kender det fra andre fynske gravpladser fra samme tid. Mod nord, vest og sydvest afgrænses gravpladsen af en meget markant lavning, der antagelig stod under vand i lange perioder af året. På gravpladsens nord-, østog sydøstlige side ligger en bræmme af nærmest jomfruelig jord imellem gravpladsen og bopladsen – en grænse det formentlig var vigtigt at opretholde som en slags ingenmandsland mellem de levende og de døde. Underligt nok er der netop hér, midtvejs mellem bopladsen og gravpladsen, gravet en brønd. Brønden blev bygget og senere repareret i perioden 238-275 e.Kr.[13], og den var altså i brug samtidig med gravpladsens sene del – måske fungerede den som et led i ritualerne forud for eller efter en gravlæggelse?

Ser man overordnet på gravpladsens struktur, er det tydeligt, hvordan den startede som mindre klynger, der siden voksede sammen til ét større gravfelt med en klar tendens til, at jordfæstegravene var placeret perifert – måske som en afgrænsning mellem klyngerne?

Fig. 9. Fordeling af gravlæggelserne på Skovgårdgravpladsen samt gravpladsens bygninger brugt i forbindelse med begravelserne. Vigtige grave omtalt i teksten er markeret.

Brandgravene

Bevaringsgraden af de mange grave varierer betydeligt. Mens nogle urner således på udgravningstidspunktet endnu var intakte med hele indholdet af knogler og gravgaver bevaret, så bestod andre brandgrave udelukkende af urnens bund eller den nederste rest af gravgruben uden de oprindelige knogler og gravgaver. Der er derfor heller ingen tvivl om, at bevaringsgraden af gravene påvirker analyserne af gravenes indhold af gravgaver. Det til trods kan vi alligevel godt antage, at det bevarede gravudstyr nogenlunde jævnt afspejler de oprindelige fordelinger, så gravgodset kan anvendes til at vurdere de gravlagtes status. Af nedenstående diagram fremgår variationen af gravtyper, dateringer og gravgods for samtlige af landsbyens 127 udgravede grave og 5 lerkardeponeringer.

Grav Type Datering Placering Gravgods
A Urnebrandgrube FRJ Illa-B1 Gravplads 1 8
H Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 8,1
J Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1  
K Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 8
L Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 8,9
M Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 8,9
N Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 8,1
O Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 8
P Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 8,9,10
R Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 8
S Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 8
T Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 8,1
U Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 8
W Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 8
X Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 8
Y Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 9,17
AL Brandpletgrav FRJ Illa Gravplads 1 5,12,13,14
AM Brandpletgrav FRJ Illa-B1 Gravplads 1 8
AN Brandpletgrav FRJ Illa-B1 Gravplads 1 8,9
AP Urnegrav FRJ Illa-B1 Gravplads 1 3,5,9,10,16,16
AR Brandpletgrav FRJ Illa-B1 Gravplads 1 9
AS Urnebrandgrube FRJ Illa-B1 Gravplads 1 8,8
A Urnegrav C1 Gravplads 2 8
B Urnegrav C1 Gravplads 2 1,8
C Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 8,9
D Brandpletgrav B2-C1 Gravplads 2 1,5,8,8,8
E Urnebrandgrube C1 Gravplads 2 4,5,8,8
F Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 2,3,3,3,3,6(*7),8
G Urnegrav C Gravplads 2 8
H Urnegrav C Gravplads 2 8
J Urnegrav C1 Gravplads 2 2,3,5,8,9
K Trækulsplet, grav? C Gravplads 2  
L Urnegrav C1 Gravplads 2 8
N Brandpletgrav C Gravplads 2 8
P Urnegrav C1 Gravplads 2 3,8,8
Q Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 8,8,8
R Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 2,8
S Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 2,8
T Urnegrav C1 Gravplads 2 2,8,8
U Urnegrav C1 Gravplads 2 2,8,8,8
V Urnegrav C2 Gravplads 2 2,6,8
W Brandpletgrav C Gravplads 2 5,8,8
X Urnebrandgrube C1 Gravplads 2 2,5,8,8,8
Y Brandpletgrav C1-C2 Gravplads 2 8
Grav Type Datering Placering Gravgods
Z Urnegrav C1 Gravplads 2 1,2,3,5,8
Æ Urnegrav C Gravplads 2 6,8,9
Ø Urnegrav C1 Gravplads 2 8,8
Å Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 8
AA Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 8
AB Urnegrav C Gravplads 2 8
AC Urnegrav C Gravplads 2 2,8
AD Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 8
AE Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 8
AF Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 5,8
AG Urnegrav   Gravplads 2 2,8
AH Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 3,8
AJ Urnegrav C3 Gravplads 2 8
AK Urnegrav C Gravplads 2 8
AL Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 8,8
AM Urnegrav C3 Gravplads 2 2,8
AN Brandpletgrav C Gravplads 2  
AO Urnegrav C Gravplads 2 8
AP Urnegrav C1-C3 Gravplads 2 2,8,9
AQ Urnegrav C1 Gravplads 2 1,2,6,8
AR Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 2,8,15
AS Urnegrav C Gravplads 2 8
AT Urnegrav C Gravplads 2 8
AU Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 8
AV Urnegrav C2 Gravplads 2 8,1
AX Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 2,8
AY Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 8
AZ Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 2,8,8
Urnegrav C Gravplads 2 8
Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 2,6,6,8
Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 8,8
BB Urnegrav C Gravplads 2 8
BC Urnegrav C Gravplads 2 2,8
BD Urnegrav C Gravplads 2 8
BE Urnegrav C Gravplads 2 8
BF Brandpletgrav C Gravplads 2  
BG Brandpletgrav C1-C2 Gravplads 2 2,5,8,8,8,9
BH Urnegrav C Gravplads 2 8
BJ Urnegrav C Gravplads 2 8
BK Urnegrav C Gravplads 2 8
BL Urnegrav C1 Gravplads 2 1,2,3(*4),5,6(*5),8,9
BN Trækulsplet, grav? C Gravplads 2  
BO Trækulsplet, grav? C Gravplads 2 9
BR Urnegrav C1 Gravplads 2 1,2,5,8,8,8
Grav Type Datering Placering Gravgods
BS Lerkardeponering C Gravplads 2 8
BT Trækulsplet, grav? C Gravplads 2  
BV Trækulsplet, grav? C Gravplads 2  
TB Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 1
TG Urnegrav C Gravplads 2 6,6,8
UT Jordfæstegrav C1-C2 Gravplads 2 8
DAC Urnegrav C3-D Gravplads 2 8,8
FUG Jordfæstegrav C1-C2 Gravplads 2 6(*12),8
FUH Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 8
FUJ Urnegrav C Gravplads 2 8
FUK Urnegrav C Gravplads 2 8
FUL Urnegrav C1 Gravplads 2 6,8
FUM Urnegrav C Gravplads 2 8
FUN Urnegrav C Gravplads 2 3,8
FUP Lerkardeponering C Gravplads 2 8
FUZ Lerkardeponering C1 Gravplads 2 8
FWS Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 8
FWT Lerkardeponering C2 Gravplads 2 8
FXL Urnegrav C Gravplads 2 8
FXY Brandpletgrav C Gravplads 2 8
FXZ Jordfæstegrav C1-C2 Gravplads 2 8
FYA Lerkardeponering C2 Gravplads 2 8
FYD Urnegrav C1-C2 Gravplads 2 8,8
FYK Jordfæstegrav C1 Gravplads 2 8,8
FZK Urnegrav C Gravplads 2 8
GAB Jordfæstegrav C1-C2 Gravplads 2 6,7(*19),8,8
GEX Jordfæstegrav C1-C2 Gravplads 2 8
GKL Jordfæstegrav C Gravplads 2 8
GKM Jordfæstegrav C1-C2 Gravplads 2 8
UQC Urnegrav C1 Gravplads 2 1,8
UQE Brandpletgrav C1 Gravplads 2 8,9,11
UQO Brandpletgrav C Gravplads 2 8
UQX Urnegrav C Gravplads 2 8,9
URQ Urnegrav C Gravplads 2 8
URT Urnegrav C Gravplads 2 8
USA Jordfæstegrav C Gravplads 2 8
USE Urnegrav C Gravplads 2 8,9
DPC Brandpletgrav C-D Boplads 2 8
EEJ Urnebrandgrube? B-C Boplads 2 8
NX Urnebrandgrube B-C Boplads 1 8,1
BBF Brandpletgrav B-C Boplads 1 8
CRB Brandpletgrav B-C Boplads 1 8
JYF Brandpletgrav B-C Boplads 1 8
LRD Jordfæstegrav C Boplads 1 18
Fig. 10. Samtlige bopladsens gravlæggelser opstillet med type, datering, placering (se fig. 2 og fig. 3) og gravgods[14]. 1: Jernkam, 2: Benkam, 3: Bronzefibel, 4: Jernfibel, 5: Jernkniv, 6: Glasperle, 7: Ravperle, 8: Lerkar, 9: Metal, ubestemt genstand, 10: Glittesten, 11: Terra sigillata, 12: Sværd, 13: Hugkniv, 14: Skjoldbule, 15: Bronzetenvægt, 16: Jernsyl/-nål, 17: Ornamenteret benskaft, 18: Ildstål.
Fig. 11. Terra sigillata-skår (OBMx1323) fra grav UQE, der dateres til starten af yngre romersk jernalder (ca. 150-200 e.Kr.).

Den mest specielt udstyrede grav er UQE. Denne grav indeholdt skår fra et terra sigillata-lerkar dekoreret med dyremotiver (OBM1613x1323).

Kar af denne type blev importeret fra Romerriget, og de var ekstremt sjældne på Fyn såvel som i resten af Norden. De findes overvejende i grave tilknyttet de højere samfundslag.[15] For romerne var service af terra sigillata en helt naturlig del af hverdagen og ikke betragtet som noget særligt. Langt fra de romerske provinser var selv små skår af terra sigillata derimod anset for dyrebare og vidnede om indehaverens status og vidtstrakte kontakter. Terra sigillatagraven fra Sdr. Nærå var desværre dårligt bevaret, men den indeholdt mindst én anden genstand i form af et fragment af et bronzesmykke. Hvad der ellers måtte have været – om noget – var fjernet af senere tiders markdrift.

I syv tilfælde indeholdt brandgravene en såkaldt jernkam (fig. 13). Generelt havde gravene med jernkamme et lidt mere komplekst gravudstyr. Grav BL indeholdt foruden jernkammen også en ornamenteret benkam samt fire utroligt velbevarede beklædningssmykker i jern (fibler), hvis funktion modsvarer en nutidig sikkerhedsnål. Endvidere også fem glasperler og mindre stykker af kantjern[16], der må være dele af et futteral til jernkammen. Særligt glasperlerne må i romertiden have været en yndet og skattet handelsvare, da de, trods deres forholdsvis store antal, generelt må opfattes som importerede, om end en mindre hjemlig produktion også fandt sted.

Fig. 12. Jernfibler fra grav BL. Ud fra formen dateres fiblerne til 150-250 e.Kr.

Hvorvidt jernkammene blev brugt til at karte uld eller eksempelvis til rengøring af finere pelsværk, er stadig usikkert.[17] Uanset funktionen optræder jernkamme udelukkende i grave med et ganske varieret gravinventar, der tilknyttes personer fra et højt socialt lag.[18] Tilsvarende gør sig formentlig gældende for grav AR, der, foruden en almindelig benkam, indeholdt en sjælden tenvægt af bronze.[19] Gravene med jernkammene er fordelt i tre grupperinger inden for den centrale del af gravpladsen, men hvorvidt de f.eks. afspejler tre forskellige familiegrupper eller landsbyens tre bebyggelsesklynger, vides ikke.

Af andre veludstyrede grave skal nævnes urnegrav F, der indeholdt ikke færre end fire fibler i bronze, mindst syv glasperler og en ornamenteret benkam. Urnegravene J, P og FUN indeholdt alle en enkelt bronzefibel samt en benkam og/eller en jernkniv.

Andre grave indeholdt intet gravgods, og flere var blot udstyret med en benkam, en jernkniv eller et par glasperler, og disse må, uden hensyntagen til køn, opfattes som gravlæggelser af helt jævne folk. Endelig var det ikke ualmindeligt, at der i brandgravene, foruden selve gravurnen, var medgivet endnu et eller to lerkar. Disse må have indeholdt mad og drikke til rejsen hinsides, præcis som vi kender det fra jordfæstegravene.

I tre tilfælde er urnens indhold af brændte ben blevet undersøgt af en knoglespecialist: Urnegrav AU indeholdt resterne af et fuldvoksent individ, og enkelte kraftige knogler kunne tyde på en mandsperson. Urnegrav Q indeholdt knoglerne fra en fuldvoksen person, men det var ikke muligt at kønsbestemme personen på baggrund af knoglematerialet. Urnegrav R indeholdt knoglemateriale fra to individer, og da der er tale om spinkle knogler i lidt forskellig størrelse, opfattes det som et større og et mindre barn.

Mens vi på den måde, gennem de få spinkle brændte knoglerester, har kunnet skimte jernaldermenneskenes personligheder, så er vi ved jordfæstegravene helt overladt til gravgodset og gravanlæggene, da alle rester af de døde for længst er nedbrudt.

Fig. 13. Et udvalg af gravurner og gravgaver fra Skovgårdgravpladsen. Nederst i billedet to jernkamme, en jernkniv, en fibula i bronze og en glasperle.

Jordfæstegrave

Jordfæstegravene udgør en mindre del af det samlede antal grave, og med undtagelse af grav GEX er de alle placeret uden for gravpladsens centrale klynger. Fænomenet er observeret gentagne gange[20], men det er endnu uklart, hvordan det skal tolkes. En oplagt mulighed er, at frirummet omkring jordfæstegravene afspejler, at de var dækket af lave men samtidig brede jordhøje, lig det vi ser i mindre målestok ved brandgravene. Grav GAB indeholdt foruden to lerkar en perlekæde med 19 ravperler og en enkelt glasperle med indlagt guldfolie, mens grav FUG indeholdt en lille kop samt 12 glasperler.

Gravpladsens største jordfæstegrav var 70 cm dyb og målte 90 × 220 cm. Langs gravens sider kunne der observeres tydelige spor efter en plankebygget kiste, men de gode bevaringsforhold til trods indeholdt graven kun et smadret lerkar. Ved nærmere undersøgelse kunne det dog snart erkendes, at gravfreden allerede var blevet forstyrret i fortiden, og dele af afdøde sammen med eventuelle værdifulde gravgaver var altså blevet fjernet, præcis som vi kender det fra andre fynske romertidsgravpladser.[21]

De resterende jordfæstegrave indeholdt blot et enkelt eller to lerkar, og i flere tilfælde virkede de relativt små og undseelige, og det er bestemt muligt, at der er tale om barnegrave. En anden mulighed er, at der kan være tale om såkaldte kenotafer – symbolske grave – hvor den gravlagte af den ene eller den anden grund ikke kunne gravlægges. Måske vedkommende var død i kamp i fjerne lande eller druknet på åbent hav, men for familien var det stadig af yderste vigtighed at udføre en del af begravelsesritualerne.

Til trods for den relativt dårlige bevaring af mange af gravene, og det deraf manglende gravgods, kan forskellene i gravudstyret – om end de er små – være udtryk for forskellige sociale grupperinger. I det mindste kan gravene med jernkamme og terra sigillata markere et socialt niveau over gennemsnittet. Af de 88 jernkamme, der er fundet på Fyn, tegner Skovgårdgravpladsen sig således for hele syv, hvilket er langt flere, end man kunne forvente. I resten af gravene er forskellene i gravudstyret reelt så lille, at det ikke er muligt at udskille sociale grupperinger på det grundlag.

Fig. 14. Jordfæstegrav GAB. Af den gravlagte var intet tilbage, og kun gravgaverne i form af de to lerkar og en perlekæde bestående af ravperler og en enkelt glasperle med indlagt guldfolie (OBM1613x644) fortæller, at den gravlagte var en kvinde.

Gravrelaterede anlæg

Foruden egentlige gravlæggelser omfatter gravpladsen også fem gruber[22] med nedsatte lerkar samt tre stolpebyggede konstruktioner, der tolkes som ligbålsstativer eller dødehuse. Begge dele opfattes som elementer i de forskellige rituelle stadier af gravlæggelserne.

Nedsatte lerkar tolkes ofte som ødelagte grave eller som de ovenfor omtalte kenotafer, og sondringen imellem de forskellige tolkninger kan være vanskelig at foretage. På Skovgårdgravpladsen var lerkarrene deponeret i nedgravninger af stort set samme dimensioner som brandgravene, men hverken selve lerkarrene eller nedgravningerne indeholdt spor af brændt ben eller andre gravgaver, der kan godtgøre en tolkning som en traditionel grav. Deponeringerne var altså også mindre end pladsens jordfæstegrave, og de tolkes ikke som sådanne. Lerkardeponeringerne var spredte på gravpladsen, og det var desværre ikke muligt at knytte de enkelte kar til specifikke grave eller hændelser.

Fig. 15. Udvalg af Skovgårdgravpladsens rav- og glasperler. Hvor ravperlerne formentlig er fremstillet herhjemme, stammer glasperlerne oprindeligt fra de romerske provinser mod syd og har her mod nord været en skattet handelsvare.

Deponeringerne tolkes hverken som grave eller kenotafer, men nærmere som resultatet af et ritual i forbindelse med gravlæggelserne.[23] Tankerne, der ligger bag deponeringerne, kan vi kun gisne om, men at de samme ritualer kan genfindes på bopladsen, hvor der som tidligere nævnt også fandtes nedsatte lerkar eller andre former for symbolske genstande i stolpehullerne i flere af husene, godtgør, at de bør opfattes som en del af ét stort religiøst tankesæt, der prægede ritualerne på såvel gravpladsen som bopladsen, mosen osv.[24]

De tre stolpebyggede konstruktioner lå alle i den vestligste udkant af gravpladsen. Den trekantede stolpekonstruktion (K211) tolkes i tilknytning til kremeringsprocessen som et muligt ligbrændingsanlæg, som det kendes fra andre fynske lokaliteter.[25]

Om det samme gør sig gældende for den sekskantede konstruktion (K225) længst mod nord, er usikkert. Bygningen var opført af seks svært funderede stolper, hvor de tilbageværende stolpehuller bar præg af udskiftning og/eller genopgravning af stolpen. Som ligbrændingsplatform kan anlægget uden problemer have været brugt ad flere omgange. En anden mulighed er imidlertid, at stolpehullerne repræsenterer et dødehus, der indeholdt de jordiske rester af de døde, inden selve kremeringen eller jordfæstelsen fandt sted. Konstruktionen lå umiddelbart syd for graven med terra sigillata, og uden at der i øvrigt kan gives noget direkte bevis herfor, er det nærliggende at se de to som værende dele af den samme gravlæggelse. Måske var det her, stormanden lå lit de parade, inden han blev stedt til hvile med sine fornemme gravgaver og symbolet på sine vidtrækkende kontakter til Romerrigets provinser i form af terra sigillataskåret.

Den sidste konstruktion (K210) var mere spinkel i sin opbygning. Anlægget bestod af 12 stolpehuller, der tilsammen dannede en perfekt heksagon. Jorden i stolpehullerne indeholdt dog nærmest intet brændt materiale, og her må der være tale om et regulært dødehus i forbindelse med gravlæggelsen af den person, hvis urne stod centralt placeret i bygningen.

Fig. 16. Arkæolog Andreas Hårde udgraver forsigtigt en af gravpladsens lerkardeponeringer (FWT). Lerkarret (OBM1613x613) var ildpåvirket og smadret, inden det blev deponeret på gravpladsen. På baggrund af karformen og karrest-dekoration kan det dateres til 250-310 e.Kr.

I et forsøg på at afklare de tre konstruktioners funktion allierede museets arkæologer sig med en række eksperter, der kunne udføre en magnetometeropmåling af området omkring bygningerne, ligesom der blev udtaget jordprøver med henblik på en grundstofanalyse.[26] Havde jordlaget været udsat for kraftig varmepåvirkning i det maskinafgravede niveau, var det håbet, at det kunne ses som en ændring i jordens grundstof- eller magnetiske sammensætning. Dette var dog ikke tilfældet, og der er således stadig ikke nogen endegyldig afklaring på funktionen af de to sekskantede stolpekonstruktioner. Om de sekskantede bygninger også kan antages at have haft en funktion som kultbygning for Njord, er nok tvivlsomt. Størrelsen taget i betragtning er der således ikke meget, der peger i den retning, og det er nok mest relevant at opfatte bygningerne som en integreret del af gravpladsen og gravritualerne.

Fig. 17. Ved muldafrømningen fremstod den sekskantede stolpekonstruktion (K210) dragende klart mod det gule undergrundsler. Centralt i anlægget anes en urnegrav.
Fig. 18. Med en georadar udføres en magnetometeropmåling, der kan afsløre begivenheder, der ikke har efterladt sig synlige arkæologiske spor i undergrunden.

Detektorfundene

Allerede før de seneste års omfattende udgravninger gik i gang, var museet opmærksom på at få afsøgt områderne med metaldetektor i samarbejde med en række entusiastiske detektorarkæologer. Der var jo al mulig god grund til at antage, at Sdr. Nærå var mere end blot en almindelig agrar bebyggelse. Samme indtryk bekræftedes af detektorafsøgninger, der resulterede i hele fire sølvdenarer[27] fra Romerriget, dele af to sølvfibulaer[28] og et par mindre fragmenter[29] af ituklippede genstande i sølv. I sig selv måske ikke så bemærkelsesværdigt bebyggelsens omfang taget i betragtning. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at mængden af detektorfundet sølv modsvarer fundene af de ellers almindeligvis langt mere talrige fund af bronze.

Fig. 19. Sølvgenstande fundet forud for de arkæologiske undersøgelser i 2005 og 2011. I billedets midte ses OBM6373x1020: en romersk denar præget under Commodus (reg. 180-192 e.Kr.) i Crispinas navn. Det antages normalt, at Crispina faldt i unåde i 183 e.Kr., hvorfor mønttyperne med hendes portræt dateres til 180-83 e.Kr.

I lavningen umiddelbart vest for gravpladsen fandt detektorarkæologen Benny Pennerup dele af et meget eksklusivt sølvsmykke, der er beslægtet med de såkaldte Sacrau-fibler. Denne type fibler indgår i nogle af de rigeste fynske gravfund fra 3.-4. årh. e.Kr. Nærmeste fundne eksemplar stammer fra den meget rige kvindegrav ved Årslev kun 2,5 km sydvest for Skovgårdgravpladsen.[30] Var storbonden så ødsel, at han kunne tillade sig at nedlægge det kostbare metal i den fugtige lavning og dermed fortsætte en århundredelang offertradition og på den måde vise overskud og status over for bopladsens – ja måske endda et større områdes – indbyggere? Eller stammer stykket fra en itupløjet grav og er senere ”hjulpet” på afveje af moderne markdrift? Sikkert er det i alle tilfælde, at driftige mennesker i Sdr. Nærå formåede at fremskaffe det eftertragtede metal, glasperlerne og det mest eksklusive af alt: den romerske terra sigillata. Disse folk må have indtaget en særlig position i datidens samfund.

Samlet

Udgravningerne i Sdr. Nærå udgør en enestående mulighed for at sammenligne resultaterne fra både gravplads og boplads, og det er da også kun sjældent, at bopladser og de tilhørende gravpladser er udgravet i deres helhed. En mindre udløber af jernalderlandsbyen findes muligvis et stykke mod vest, hvor selve Skovgård ligger i dag. Selv om der her skulle dukke enkelte gårdsenheder op ved fremtidige undersøgelser, rykker det dog næppe ved opfattelsen af bebyggelsen som helhed.

Beboerne ernærede sig primært, som skrevet, ved landbrugsproduktion og et større eller mindre husdyrhold. Sideløbende med landbrugsproduktionen foregik der rundt omkring på de enkelte gårde en lokal jernudvinding til dagligdagens redskaber. Hvorvidt dette arbejde var specialiseret, vides ikke, men det anses som overvejende sandsynligt. Det samme må gøre sig gældende for træskæreren, hvis forarbejde til den fine træskål endte sine dage i landsbyens brønd. Hvorvidt en kammager også var bosat i landsbyen, er tvivlsomt, men med hyppigheden af de sammensatte benkamme[31] i gravmaterialet var det noget, som langt de fleste formåede at anskaffe sig uanset social status.

Langt den største del af gravene synes at repræsentere gravlæggelser af landsbyens jævne indbyggere. Opfattelsen af landsbyens karakter bestyrkes yderligere, hvis vi sammenholder opgørelsen over størrelsen på gårdstofterne i Nærå med det generelle indtryk af bebyggelsen på Fyn fra 150-600 e.Kr.[32]

Som nævnt kunne der udskilles en mindre gruppe af grave, der alle indeholdt en jernkam, samt en grav med en tenvægt i bronze. Disse rigt udstyrede kvindegrave[33] må udgøre gravpladsens og dermed også landsbyens øverste sociale lag. Det samme gør sig gældende for grav UQE, hvor den gravlagte var medgivet noget af det ypperste, man kunne skaffe – romersk keramik udsmykket med fine motivscener fra en måske fremmed verden. Denne type af skår findes kun på lokaliteter med særlig centralpladsfunktion, og det er spørgsmålet, om ikke også jernalderens Sdr. Nærå skal opfattes som en landsby, der hævede sig over det normale.

Som året 2013 gik på hæld, blev den sidste hustomt undersøgt og den sidste grav udgravet. Hvad arkæologigruppen i Sdr. Nærå havde påbegyndt i 1976, kunne nu knap 40 år senere afsluttes af arkæologerne ved Odense Bys Museer. Det sidste punktum er dog ikke sat i historien om jernalderens Sdr. Nærå. Udgravningerne er nemlig af en sådan kvalitet, at de netop nu indgår i et omfattende studie af ”Landsbydannelse og bebyggelsesstruktur i det 1. årtusinde”.

Til trods for de forholdsvis markante forskelle på gårdenes størrelser og de mange fine fund er der imidlertid ikke noget i genstandsmaterialet, der direkte kan sammenkædes med nogen speciel Njord-helligdom, eller endsige rituelle fund, der tydeligt adskiller sig fra tidens øvrige store landsbyer. Med tanke på Tacitus’ beretning om de germanske guder er det måske heller ikke så overraskende, at vi ikke finder direkte spor efter en Njord-kult i landsbyen. En sådan bør måske snarere søges i nærheden af Njords Høj – hvad enten der så er tale om ”kirkehøjen”, Møllehøj eller en helt tredje høj i jernalderlandsbyens nærhed.

Noter

  1. ^ Det var formentlig Varus, der fungerede som statholder i Syrien (inkl. Judæa og byen Jerusalem), da Jesus blev født, og ikke Quirinius, der ellers nævnes i Lukasevangeliet (Wikipedia.da: Varus).
  2. ^ Annales regnes blandt Tacitus’ hovedværker, og de udgør årsberetninger fra perioden 14-68 e.Kr. – om end først nedskrevet i perioden efter år 100 e.Kr.
  3. ^ Bopladsarealet er udgravet i perioden 2005-2013 og omfatter administrativt flere kampagner i museets journalsystem. Henholdsvis OBM1613 Skovgård (080810-68); OBM6369 Hestehavevej 1 (080810-90) og OBM6373 Horsemosegård (080810-73), (Hansen 2007 og Lundø 2012).
  4. ^ Læs yderligere i Nielsen, Lundø og Therkelsen 2011, kap. 2 og kap 3.
  5. ^ Jf. Hansen: Under udarbejdelse.
  6. ^ Træskålen OBM 1613X159 blev fundet i brønd DEA, der er dateret til perioden 420-620 e.Kr., dvs. overgangen mellem ældre og yngre germansk jernalder. Der kan læses mere om sådanne skåle i Nymann & Hambro Mikkelsen 2006.
  7. ^ Slaggerne forekommer både som løsfund fra marken, men også fra gruber på bopladsen (KSM og KPP) og i et enkelt tilfælde i et stolpehul (NEE, K103).
  8. ^ Thomsen 1998: 27.
  9. ^ Hansen 2006.
  10. ^ OBM1613 Skovgård (fig. 3).
  11. ^ OBM6373 Horsemosegård (fig. 2).
  12. ^ Fordelingen af gravtyper afviger ikke fra det generelle billede af perioden med brandgraven (og herunder urnegraven) som langt den hyppigste gravtype, ligesom antallet af jordfæstegrave også svarer til det forventelige på en gravplads af denne størrelse.
  13. ^ Brønd USJ er blevet dendrokronologisk dateret af ph.d. Aoife Daly ved Dendro.dk. Dendro.dk-rapport 4: 2014.
  14. ^ Optræder den samme genstandstype mere end tre gange, er det samlede antal anført i parentes. Syv glasperler vil således optræde som 6(*7).
  15. ^ På Fyn er terra sigillata desuden fundet ved Lindeskov Hestehave, Lundsgård (Åsum), Roerslev, Gudme II og Møllegårdsmarken grav 797, 834, 1304, 1319, 1321, 1339, 1687b. Uden for Fyn tillige ved Himlingøje og Valløby på Sjælland, Vorbasse og Enderupskov i Jylland samt Slusegård og Enekrogen III på Bornholm.
  16. ^ Et tilsvarende fund er udgravet ved Lundsgaard øst for Odense. Hansen 2009: 120.
  17. ^ Hansen 2009: 119; Henriksen 2009: 180ff.
  18. ^ Enkelte jernkamme stammer fra bopladsfund (eksempelvis Lundsgård ved Åsum (OBM8685) og det store bopladskompleks ved Ringe (OBM2832)), men også her er der tale om en boplads, der formentlig har haft en speciel position i datidens samfund.
  19. ^ Andersen & Tuesen 1985: 23; Henriksen 2009: 188.
  20. ^ Se f.eks. Hansen 2009: 115.
  21. ^ Se bl.a. Lundsgårdgravpladsen, Hansen 2009: 121.
  22. ^ Lerkardeponeringerne udgøres af anlæg: BS, FUP, FUZ, FYA og FWS.
  23. ^ Anlægstypens funktion og udbredelse er senest diskuteret af Mogens Bo Henriksen, Odense Bys Museer (2014).
  24. ^ Denne sammenhæng er tidligere diskuteret, jf. Hansen 2006.
  25. ^ De kendes både fra Brudager Mark (Henriksen 2009: 76ff) og Møllegårdsmarken (Madsen 1995: 51).
  26. ^ Jordprøver til grundstofanalyse blev udtaget af ph.d.-studerende Anne Lauritsen fra Syddansk Universitet, Institut for Fysik, Kemi og Farmaci. Magnetometerundersøgelserne blev foretaget af Inga Merkyte og Søren Albek, Saxo-Instituttet i Kbh.
  27. ^ OBM 1613×458, x471 og x891 er alle fundet af Benny Pennerup, mens OBM 6373×1020 er fundet af Torben Jørgensen.
  28. ^ OBM 1613×479 og x499 er fundet af hhv. Jan Hein og Benny Pennerup.
  29. ^ OBM 1613×457 og x484 er fundet af hhv. Benny Pennerup og Steen H. Lundager.
  30. ^ Albrectsen (1968 nr. 51).
  31. ^ Her må også påregnes, at kamfragmenter i ben kan være svære at udskille imellem de brændte knogler og derfor simpelthen efterlades på ligbålet, ligesom de også er svært erkendbare i det arkæologiske knoglemateriale. De registrerede kamme fra gravpladsen er derfor et minimumstal.
  32. ^ Jf. Hansen: Under udarbejdelse.
  33. ^ Henriksen 2009: 319.

Litteratur

  • Andersen, M. & H. Tuesen 1985: ”Urnegravplads fra yngre romersk jernalder”, i: Harja 1985, s. 16-29.
  • Hansen, Jesper 2006: ”Offertradition og religion i ældre jernalder i Sydskandinavien – med særlig henblik på bebyggelsesofringer”, i: Kuml 2006, s. 117-75.
  • -2007: ”Sdr. Nærå – en landsby anlagt i yngre romersk jernalder”, i: Hestehaveposten – Fra start til mål. Festskrift ved indvielsen 7. februar 2007, s. 17-9.
  • -2009: ”Til døden os skiller – om udgravningen af en gravplads ved Lundsgaardkomplekset”, i: Fynske Minder 2009, s. 111-131.
  • -under udarbejdelse: Landsbydannelse og bebyggelsesstruktur i det 1. årtusinde – et bebyggelseshistorisk regionalstudie.
  • Hansen, Ulla Lund 1987: Römischer Import im Norden. Warenaustausch zwischen dem Römischen Reich und dem freien Germanien. Nordiske Fortidsminder Serie B, bind 10. København, Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, 1987.
  • Henriksen, Mogens B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Fynske Studier 22.
  • – 2014: ”Kenotafer, ødelagte grave eller ofringer. Deponeringer og andre aktiviteter på ældre jernalders gravpladser”, i: Arkæologiske Studier 2014.
  • Lundø, Michael Borre 2012: ”Skovgård – mellem himmel og jord”, i: Fynboer og arkæologi. Nr. 1. Januar 2012, s. 2-15.
  • Madsen, Claus 1995: ”Møllegårdsmarken. Undersøgelser af ligbrændingsanlæg”, i: M.B. Henriksen & K.K. Michaelsen (red.): Gudme-Lundeborg – metodisk set. Skrifter fra Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse, Odense Universitet, Nr. 40. Odense, s. 50-54.
  • Nielsen, Mikael H., Michael B. Lundø, Karen G. Therkelsen 2011: Fyn i fortiden. Det levede liv 500 f.Kr.-150 e.Kr.
  • Nymann, Malene & Peter Hambro Mikkelsen 2006: ”Sjældne skåle?”, i: Skalk 2006, nr. 6, s. 10-13. Shmoop Editorial Team. (2008, November 11). Njord Photo: The Storm-Maker. Hentet 7. oktober 2014 fra http://www.shmoop.com/njord/photostorm-maker.html
  • Thomsen, Per O. 1998: ”Metalværksteder fra romersk jernalder i Kværndrup – en foreløbig beskrivelse”, i: Årbog for Svendborg og Omegns Museum 1998, s. 22-32.
  • Treue, Wilhelm, Karlheinz Goldmann, Rudolf Kellermann, Friedrich Klemm, Karin Schneider, Wolfgang von Stromer, Adolf Wi ner, Heinz Zirnbauer 1965: Das Hausbuch der Mendelschen Zwölfbrüderstiftung zu Nürnberg. Deutsche Handwerkerbilder des 15. und 16. Jahrhunderts. Band 1-2. München.

©