Sammen med Niels har vi udvidet og ombygget H.C. Andersens Hus. Det er tolv år siden, vi blev færdige med den opgave, men vi har aldrig glemt samarbejdet.

Den egentlige bygherre var på skitseringstidspunktet Museumsudvalget, og i byggefasen Magistratens 4. og 2. afdeling, men for os – den ene kommunens rådgiver og byggestyrer, den anden den praktiserende arkitekt – var det Niels.

Inden vi mødte Niels i rollen som bygherre, var vi venner, og det er vi stadig.

Da Niels blev museumdirektør i 1964 forelå der et skitseringsforslag til en beskeden udvidelse af museet, med opførelse af en bygning i stedet for søjlegården vest for kuppelsalen. På grundlag af mange forhandlinger skitserede vi os frem til et program, der kom til at omfatte en stor nybygning langs Hans Jensens Stræde i Lotzes Have, og en mindre i Bangs Boder. Projektets nye indhold medførte fjernelse af Th. B. Thriges bygninger fra 1930, bortset fra kuppelsalen med de værdifulde fresker.

At skitsere sig frem til et program kræver meget af en bygherre, men Niels har evnen til at forstå skitser og opfatte disse som rum og bygninger. En bygherres forhold til arkitektur betyder uendelig meget for det færdige resultat, og fornemmelsen for byggeriets traditioner og muligheder gjorde samarbejdet inspirerende. Vi var stort set fælles om vores opfattelse af bygninger og inventar under hele samarbejdet.

Fig. 1. H.C. Andersens Hus. Plan af 1930-bygningerne.

Det færdige skitseforslag blev fra museumsudvalget fremsendt til Odense byråds udvalg for byplan og byggeri i marts 1968. I følgeskrivelsen evnede Niels på en forståelig måde og med stærke argumenter at vække og senere at fastholde den politiske interesse for byggesagen, også i en større kreds, i mere end syv år. Et bygge- og anlægsstop for offentligt byggeri i 1973 blev overvundet i andet forsøg.

Af praktiske grunde og af hensyn til museets besøgende blev byggesagen opdelt i to etaper. Etape I, som blev projekteret og opført først, var nybygningen i Lotzes Have, og etape II omfattede nedrivning af 1930-bygningen mod de to stræder og opførelse af nye huse. Også i projekteringsfasen var der et nært samarbejde – problemer blev vendt mere end én gang, og detailler blev behandlet ligeså omhyggeligt som de store linier.

Da etape I var færdigprojekteret til udbud og alle godkendelser forelå, udløste den nationale økonomiske situation et byggestop, hvorfor hele byggeriet ikke kunne afsluttes i 100-året for H.C. Andersens død i 1975, men først året efter.

Fig. 2. H.C. Andersens Hus. Plan af det udvidede og ombyggede museum.

Etape I blev taget i brug i maj 1975, mens den højtidelige indvielse af det samlede byggeri først fandt sted den 21. maj 1976 i overværelse af Hendes Majestæt dronning Ingrid.

Den sidste etape blev vinterbyggeri med forceret byggetid og rejsegilde en måned før indvielsen.

Museumsbyggeriet blev den naturlige afslutning på den bevarende sanering af det omliggende kvarter af beskedne borgerhuse fra 1800-tallets begyndelse. Med gode og saglige argumenter i en overophedet avisdebat fik Niels »lagt låg« på saneringsdiskussionen. Bortset fra indgangspartiet mod Hans Jensens Stræde, som vi var enige om, vakte de nye bygninger ikke forargelse.

Ved afslutningen af de to etaper gik det op for os, at Niels arbejder bedst under et stærkt tidsmæssigt pres. Vi har ladet os fortælle, at sådan var det også i hans studietid. Når alle andre har flossede nerver og er ved at give op, både på hans og egne vegne, bevarer han fatningen. Samtidig har han evnen til, som en general på en slagmark, når alt synes tabt, at få alle til at pukle, det bedste de har lært, og ændre det forventede nederlag til sejr.

Få timer eller minutter før en udstilling åbner siger han:

Vi nåede det!

©