Den tredje september 2015 blev første spadestik taget til et nyt kulturhistorisk formidlingsunivers for børn på Møntergården, og med ét var der taget hul på et nyt kapitel i museets udviklingshistorie. Historien handler om at gøre museet til et sted, der byder på udstillinger, hyggelige miljøer og kulturhistoriske oplevelser for alle byens borgere – unge som gamle. Det nyeste kapitel bliver for børn og er i øjeblikket i fuld gang med at blive skrevet. Her har vi en ganske særlig mission: Vi vil vække den historiske nysgerrighed hos børn i alderen 4-11 år, så de oplever, at museer og viden ikke behøver at være støvet og kedeligt. Det vil vi gøre gennem eksperimenter og leg, der tager udgangspunkt i historien, så vi skaber grobund for historisk interesse og kulturel forståelse hos børnene videre frem i livet.

Formidlingsuniverset bliver etableret i og omkring et originalt bygningsmiljø fra 1800-tallet, som ligger i det sydvestlige hjørne af Møntergårdskarréen med indgang over for den nye udstillingsbygning fra 2013. Det kommer til at bestå af to dele: et gammelt bindingsværkshus med en moderne udstilling bygget op som et kreativt historielaboratorium og et iscenesat historisk bymiljø anno 1890’erne med baggård, lejlighed og snedkerværksted. De to dele vil give børnene mulighed for interagere med historien på hver deres måde, og hver især har de to dele krævet væsensforskellige metoder i udviklingsprocessen.

Formidlingsområdet indrettes i og omkring et originalt og stort set intakt bygningsmiljø fra 1800-tallet bestående af en karakteristisk, langstrakt bymatrikel med forhus ud mod Overgade, sidehus langs Møntestræde, baggård og tværhus. Den moderne børneudstilling indrettes i tværhuset, mens 1800-tals-miljøet indrettes med snedkerværksted og lejlighed i sidehus og baggård.

Gammelt hus med moderne udstilling

Den kommende udstilling for børn, som indrettes i et gammelt bindingsværkshus, kommer til at tage udgangspunkt i både arkæologi og historie. Den bliver bygget op om en række temaer, der ikke blot tager hverdagsemner op, men også mere komplicerede begreber som for eksempel tid, religion, død, familie og udseende. Børn er ofte meget optaget af livets store spørgsmål, og som museum vil vi meget gerne være med til at skabe dialog om fundamentale aspekter i livet set i historisk perspektiv.

Med udstillingen har vi desuden sat os for at undersøge, om vi kan få børnene til at fokusere mere på de ægte genstande, end man gør i mange museers børneudstillinger. Ofte opstiller man kulisser med rekvisitter, hvor børnene kan lege sig ind i fortiden – soldat på skib, køkken med madvarer og ildsted, købmand med disk og varer osv. – og de originale genstande ender som en slags scenografi på væggen, som børnene suser forbi i deres leg med rekvisitterne. Vi ønsker i stedet, at de ægte historiske genstande bliver integreret i legen og museumsoplevelsen, og at børnene bliver historiedetektiver og nørder på jagt efter viden om fortiden. Vi vil gerne undersøge, om de originale genstande kan få en aktiv rolle, fordi genstandene er det, der gør museet til noget særligt.

Det er dog ikke meningen, at børnene skal komme ud fra udstillingen og kunne kongerække og kronologi til fingerspidserne. Det afgørende er, at de forstår, at der sker forandringer gennem tiden, og at de får lyst til – måske ad åre – at stille spørgsmål og finde ud af mere om fortiden og historien. Udstillingen skal give børnene nogle redskaber, så de selv har mulighed for at gå videre på opdagelse i historien, når de kommer hjem, og den skal frem for alt vække deres nysgerrighed. Det er derfor også vigtigt, at udstillingen appellerer til børnene. Det sikrer vi ved at udvikle den i samarbejde med scenografer og designere, som før har arbejdet med udstillinger til børn, og ved at opbygge udstillingen med en moderne scenografi i kvalitetsmaterialer, der kan understøtte børnenes undersøgelser og holde til fysisk aktivitet.

I udstillingen vil børnene blandt andet kunne finde WORM – en nysgerrig orm, der er elsker at bore sig ned i historiebøger og grave efter spændende arkæologiske fund. WORM er opkaldt efter lægen og runeforskeren Ole Worm (1588-1654), der skabte Danmarks første museum: Museum Wormianum.

Workshops og studieture

I processen med at lave udstillingen har vi arbejdet med forskellige metoder og tilgange for at sikre os, at udstillingen bliver så vedkommende og spændende for børn som muligt. Først og fremmest har vi været på studieture i ind- og udland. Det har vi gjort for at undersøge, hvordan andre laver udstillinger til børn, og hvilke erfaringer de har gjort sig med formidling af kulturhistorie til børn. På studieturene har vi selv testet alverdens genstandsopgaver og legeredskaber, været på skattejagt i et scenograferet museumsmagasin og ikke mindst observeret, hvordan børn agerer i forhold til opstillinger og scenografi. At finde ud af, hvordan man skaber det helt rigtige udstillingsunivers, hvor børn, genstand og nysgerrighed er nøgleordene, kræver, at man tager ud og ser, hvordan det kan gøres – eller ikke skal gøres – og derudfra udvikler sine egne idéer.

Foruden studieturene har vi afholdt en række workshops. Første workshop afholdt vi for fagkolleger internt på museet for at finde frem til relevante temaer og historier. Resultatet var en masse gode idéer, der grupperede sig inden for nogle klare temaer, som vi kunne arbejde videre med. Efter en bearbejdning af resultaterne kunne vi gå videre til næste workshop, der havde mere fokus på rammefortælling, scenografi og formidling. Her deltog syv eksterne kreative personer, som udfordrede og testede alle dele af projektet. Dagen bød på spændende diskussioner af alt, lige fra hvordan vi kunne indrette toiletter og velkomstrum, over flow og rundgang i huset, til overvejelser om, hvorvidt der skulle være en overordnet fortælling eller et gennemgående spil. Dagen gav os en række nye idéer til, hvordan konceptet kunne videreudvikles, og en masse nye udfordringer og spørgsmål, der skulle besvares – og heldigvis blev vi bestyrket i, at vi var på rette vej.

Deltagerne i den kreative workshop bestod af alt fra en programudvikler på Ramasjang over scenografer, designere og børneformidlere til en digital spiludvikler. De forskellige kompetencer gav mange vinkler på udstillingen, som vi kunne arbejde videre med.

Børnepanel

En ganske særlig form for workshop afholdt vi sammen med to hold af børn. For os at se er det allervigtigste for et børnemuseum nemlig, at børn synes, det er spændende. Derfor besluttede vi ret tidligt i processen, at vi ville bruge et børnepanel, som kunne give os inspiration og teste vores idéer, så det ikke udelukkende var voksne museumsinspektører, der sad og klogede sig på, hvad børn synes er godt og spændende.

Vi var så heldige, at to hold børn samt en lærer og en SFO-pædagog fra H.C. Andersen Skolen i Odense ville hjælpe os. Da folkeskolereformen har åbnet op for, at skolerne kan samarbejde med de omkringliggende kulturinstitutioner gennem den åbne skole, og at mindre grupper af elever kan tage af sted på ture som et led i den understøttende undervisning, lod det sig gøre i praksis. Skolen fandt fem elever fra 3. og 4. klasse, og fire førskoleelever fra forårs-SFO’en, der kunne få glæde af at komme ud af skolen og en tur på museum.

Dua og Banin fra H.C. Andersen Skolen har fundet den genstand, de syntes var mest spændende i udstillingen. Til museumsinspektørernes store overraskelse var det Morten Korchs dødsmaske. Begrundelsen var, at de synes, den så lidt ”gyseragtig” ud. Det var altså ikke fordi, de kendte Morten Korch eller vidste, at det var en dødsmaske, for skilteteksterne brugte ingen af børnene, på trods af, at de efterlyste mere information om genstandene. En vigtig erkendelse!

Ved det første besøg kom børnene med rundt i Møntergårdens udstilling Fyn – midt i verden, hvor de skulle udvælge de genstande, de syntes var allermest spændende, og dem, de syntes var kedelige. For at undgå, at vi påvirkede børnene til at vælge, havde vi sat den regel op, at vi ikke måtte fortælle om udstillingen på forhånd – en næsten umulig opgave for museumsinspektører, der elsker at formidle. Til vores store glæde syntes børnene generelt, det var spændende at kigge nærmere på de mange genstande, men de valgte langtfra de genstande, vi havde forventet. Kong Frederik d. 7.’s udstoppede hund var dog som forventet en sikker vinder, men forklaringerne på, hvorfor den var spændende, var ganske interessante. De store elever var meget fokuserede på, at det var kongens hund og ikke bare en almindelig hund, mens de mindre mest var interesserede i, hvorfor hunden var død. Fælles for de genstande, børnene kunne lide, var, at det var genstande, der satte børnenes fantasi og nysgerrighed i gang, eller genstande, hvor de kunne finde historien i den måde, de var udstillet på.

De mindre populære genstande var dem, som ikke gav mening for børnene. En møntskat fra Hågerup, som vi umiddelbart havde forventet, at børnene ville synes var spændende (en ægte skat!), skabte stor frustration for en pige. Hun syntes, den var kedelig, fordi hun ikke kunne se, om der var en forskel i værdien på mønterne, og hvordan og hvorfor de var blevet til en skat. Hun havde tusind spørgsmål, hun ikke fik svar på, og den manglende kontekst gjorde det bare til en bunke kedelige mønter. Flintøksehovederne var også bare underlige sten, som børnene ikke kunne se, hvad skulle bruges til. Endelig var et stykke udstillet brunsviger med vingummi på også en genstand, som børnene – ganske overraskende for os – ikke brød sig om, for hvad skulle det dog på et museum? ”Hvis man vil se på brunsviger, kan man jo bare gå til en bager!”. Sådan var børnenes holdning generelt til genstande, de kendte fra deres egen hverdag og nutid.

Brugen af et børnepanel viste sig altså ganske givtigt, og allerede efter det første besøg var der nogle tydelige tendenser, vi måtte tage til efterretning. For eksempel valgte vi efterfølgende, at vi ikke ville udstille genstande fra børnenes egen tid, hvilket ellers oprindeligt var planen, og genstandene skulle udstilles i en kontekst, der gjorde børnene i stand til at forstå historien omkring dem.

1890’erne vækkes til live

Formidlingsområdets anden del – det iscenesatte historiske købstadsmiljø anno 1890’erne – vil komme til at bestå af en baggård, en lejlighed og et værksted og bliver bygget op omkring en historie om en snedker og hans familie. Hver især giver de tre dele mulighed for, at børn og familier kan opleve, hvordan middelklassens håndværkere boede, hvordan de arbejdede, og hvordan baggården var rammen om mange af hverdagens gøremål og aktiviteter og ikke mindst var datidens ’legeværelse’.

Snedkerhåndværket blev udvalgt til formidlingsområdet, fordi træet som materiale er relativt let at gå til sammen med børnene. Desuden lå der rent faktisk et snedkerværksted i baggården omkring 1920. Her ses et foto af snedkermester Balsløvs værksted i Verninge, som er et af de fotografier, der har været brugt som kilde til snedkerværkstedets interiør. Fotografiet er ganske vist fra 1911, men håndværk som dette ændrer sig ikke radikalt på 20 år.

Ved hjælp af genstande, der må røres og bruges, levende formidling og prøv selv-aktiviteter bliver børn og voksne inddraget i livet i købstaden. I baggården er der materialer, skrammel, redskaber, vandpumpe, vasketøj og lokummer, man som barn kan gå på opdagelse i. Her kan børnene lege med gammeldags legeredskaber og kravle på tønderne. De kan stikke ind til snedkeren i det lille hjørneværksted og med hammer, sav og søm lave et lille stykke legetøj til at tage med hjem. I snedkerens lejlighed kan de tage forklæde på og hjælpe snedkerens kone ved brændekomfuret, skrive et brev med blæk – eller måske få en skumringsfortælling i petroleumslampens skær. Her i denne del af det nye formidlingsområde bliver indlevelse, fantasi og rolleleg det helt centrale.

Denne form for formidling er set før, og vi har selvfølgelig hentet inspiration fra frilandsmuseer rundt omkring i landet. Men i forhold til flere af dem vil området på Møntergården skille sig ud ved at være et lille koncentreret miljø. Herved bliver det lettere at skabe en mættet stemning med et mylder af små detaljer. Desuden vil området være indrettet, så børn og voksne må røre alt og deltage i alle aktiviteter, så de med alle sanser og hele kroppen kan opleve og lege sig ind i historien. Hvordan var det mon at vaske tøj i en balje, hente vand fra vandpumpen og køre med den store trillebør på de toppede brosten? Hvordan smagte maden? Og hvor mørkt var der om aftenen, før elektriciteten blev opfundet?

At genskabe 1800-tallet

Da området ligger omkring et velbevaret baggårdsmiljø og ikke direkte ud til en hovedgade, er det vigtigt, at formidlingen passer til denne ramme. Det er derfor oplagt, at formidlingen tager udgangspunkt i historien om de mange små håndværksvirksomheder, der i 1800-tallet lå i baggårde og kældre. Her var der tale om folk fra middelklassen og ikke hverken prangende borgerlige forhold eller deciderede fattigmandskår.

Men hvordan gør man, når man skal genskabe et livagtigt middelklassemiljø fra 1800-tallet og kun har nogle tomme bygninger stående? Allerførst måtte vi finde ud af, præcis hvilken periode vi ønskede at vise. Her udstak vi nogle helt klare præmisser, for at formidlingen kommer til at passe i de rammer, vi har til rådighed, og kan blive så interessant som mulig for nutidens børn, og for at vi kan formidle de store samfundsmæssige og teknologiske udviklingsspring, der foregik i industrialiseringens brydningstid i slutningen af 1800-tallet.

I køkkenet i snedkerens lejlighed skal der laves mad på et brændekomfur som dette. Generelt har det været vanskelig at finde fotos, der viser, hvordan køkkenet så ud hos en håndværkerfamilie i 1800-tallet. Det var sjældent, man tog billeder af folk i køkkenet, og mange køkkenbilleder er fra større produktionskøkkener på for eksempel højskoler, restauranter eller herskabskøkkener, som dette fra Lorentzens café “Granada” i Odense, 1897.

Mange af de teknologiske landvindinger fra slutningen af 1800-tallet/ starten af 1900-tallet – for eksempel indlagt gas, el og vand – er forhold, som børnene er bekendt med i dag. Skal man formidle udviklingen og det anderledes i, at disse fornødenheder holdt deres indtog i hjemmet, er man nødt til at vise, hvordan forholdene var lige umiddelbart inden gennembruddet. På den baggrund besluttede vi, at der ikke skal være indlagt gas i køkkenet i det rekonstruerede miljø, men brændekomfur; der skal ikke være indlagt vand, så vandet skal hentes fra en pumpe i gården, og der skal ikke være elektricitet i lejligheden, så man kan vise, hvordan lysforholdene var med petroleumslamper. Det er alt sammen noget, der vil være med til at sætte børnenes egen tid og liv i perspektiv, og som samtidig kan skabe nogle fysiske aktiviteter, der er spændende og anderledes at deltage i.

Vi undersøgte derfor, hvornår de forskellige teknologiske landvindinger ikke bare blev opfundet, men blev almindeligt udbredte, så vi kunne fastlægge det tidspunkt, hvor det var realistisk, at en håndværkerfamilie fra middelklassen ikke havde dem, selv om de måske fandtes andre steder i byen. Her har det været nødvendigt at bore sig ned i alle mulige meget tekniske detaljer via litteraturen og kilderne. For eksempel har vi søgt i byrådsforhandlinger fra den tid[1], der viste, hvornår prisen på kogegas blev sat ned i Odense, da det blandt andet kan have været medvirkende til, at gassen blev udbredt til den bredere befolkning. Vi har også haft god gavn af at spørge fagkolleger fra andre museer, som sidder inde med en specifik viden om brændekomfurer, gas, spisevaner og andet, og til sidst stod vi med en masse brikker til et puslespil, der pegede på 1890’erne som en realistisk og interessant periode at tage udgangspunkt i.

Historien om en håndværkerfamilie fra middelklassen

Det var imidlertid ikke kun den teknologiske udvikling, som prægede denne periode. Vandringen fra land til by skabte store ændringer i demografien, og familie- og arbejdsforhold var anderledes, end de er i dag. Det er utrolig vigtigt og nødvendigt at have sådanne forhold med som en underliggende rettesnor for formidlingen, hvis det rekonstruerede miljø og formidlingen skal fremstå detaljeret og troværdig. For hvor mange børn boede der i lejligheden? Hvor sov de? Og i hvad? Hvem er det, der er billeder af på væggene? Hvilke genstande skal vi have, som afspejler de dagligdags gøremål, som snedkerens kone havde? Spørgsmålene står i kø for at blive besvaret som grundlag for den videre udvælgelse af møbler, nips og lignende.

Vi besluttede derfor at skabe en fiktiv fortælling om snedkeren og hans kone, og for at komme så nær virkeligheden som muligt tog vi udgangspunkt i folketællinger og vejvisere som inspiration. Vi fandt frem til en familie, der var flyttet fra Veflinge ved Søndersø i 1876, hvor faderen var snedker og født i 1844.[2] Familien boede blandt andet en overgang i en kælder på Albani Torv og havde 10 børn, hvoraf 5 var døde.[3] Den høje børnedødelighed var en historie, som umiddelbart gentog sig i mange af de familier, vi havde fat i.

På baggrund af disse oplysninger valgte vi, at den fiktive snedkerfamilie er flyttet fra landet til byen. Herved bliver det muligt at fortælle børnene historien om tidens mange vandringer fra land til by med udgangspunkt i for eksempel billeder af den fædrene gård eller andre genstande med landlig reference.

Dernæst valgte vi, at vores fiktive snedker skal have en kone og otte børn, hvoraf de fire er døde. Fotografier af de afdøde børn kan hænge på væggen med blomster omkring, som det var kendt i 1800-tallet, og skabe mulighed for dialog om den høje børnedødelighed, der var et grundvilkår for 120 år siden. Det går godt i spænd med vores overbevisning om, at det er vigtigt at turde bruge historien til at tale om livets mere komplekse spørgsmål med nutidens børn.

Endelig valgte vi, at snedkerens levende børn skal være en dreng på fjorten, en pige på ni, en pige på fem samt en dreng på et år. Med en dreng på fjorten får vi mulighed for at fortælle historien om, hvordan sønner kunne være i lære hos deres fædre, og de mindre børn giver mulighed at have genstande i lejligheden, som relaterer sig til småbørn eller babyer, f.eks. en vugge og legetøj.

Fotografier som dette har været helt centrale kilder i vores arbejde med at finde ud af, hvordan interiøret var i en stue fra 1800-tallet, og hvilke elementer og stemninger vi skal skabe, for at det hele virker troværdigt. Her ses tilskærer og senere skræddermester, Olaf Petersen med hustru og børn i 1896. På fotografiet kan man blandt andet finde inspiration til tapet, nips og møbler til snedkerens lejlighed.

Børnene på ni og fem kan desuden bruges til at illustrere, hvilke pligter børn dengang havde igennem deres opvækst, for eksempel at de måtte nedprioritere skolen, fordi de skulle hjælpe med at køre ud med varer eller hente materialer til arbejdet i værkstedet. Alt i alt kan museets formidlere vise forskellige aspekter af familielivet og tage udgangspunkt i det af snedkerens børn, som aldersmæssigt ligger de besøgende børn nærmest, så perioden bliver mere vedkommende og tilgængelig for dem.

Familiemedlemmerne skal som skrevet afspejle sig i de genstande, der er i lejligheden, for eksempel antallet af sovepladser. I slutningen af 1800-tallet sov familien ofte sammen i soveværelset, bortset fra de ældste børn, som sov andre steder i lejligheden. Sønnen på 14 ville nok typisk have sovet i stuen på sofaen, og den ældste pige i køkkenet på en bænk, for man var meget bevidst om, at børn ikke skulle sove i samme rum, når de nåede en vis alder. Den samme moral gjorde sig gældende i forhold til hygiejne og vask. Forældrene vaskede sig for eksempel i soveværelset ved servanten, mens børnene vaskede sig i køkkenet.[4] Det er alt sammen historier, vi kan bruge i udvælgelsen af genstande.

At afdække livsførelsen for en selvstændig håndværksmester fra middelklassen har vist sig ganske udfordrende, fordi denne del af samfundshistorien ikke har optaget historikerne i nær samme grad som de to yderpoler: arbejderklassen og borgerskabet. Det gør faktisk projektet endnu mere interessant og betyder, at det kommende baggårdsmiljø kommer til at formidle en knap så kendt del af historien.

I arbejdet med at finde frem til, hvilke møbler, tøj, nips, tapet med mere, der kan passe til netop middelklassen, har vi altså ikke blot kopieret, hvad andre har gjort før os. I stedet har vi ofte måttet tage udgangspunkt i litteratur, der behandler borgerskabets og arbejderklassens kulturhistorie, og så lægge til og trække fra. For eksempel stræbte en snedker fra middelklassen sandsynligvis efter at have et hjem, der lignede borgerskabets, men ofte matchede det alligevel arbejderklassens i for eksempel materialer og mængden af (kostbare) ting. Det er også vigtigt, at vi i vores udvalg af møbler sikrer os, at der ikke kun er tale om det nyeste skrig fra 1890, for familien havde selvfølgelig både arvet og samlet møbler og andre ting gennem hele livet, så interiør fra hele 1800-tallet kan i princippet passe ind. En anden ting, vi hele tiden holder os for øje er, at en snedker sandsynligvis satte en ære i at fremstille gedigne møbler selv, hvilket måske har været medvirkende til, at hjemmet havde pænere møbler end andre fra middelklassen.

Når det kommer til indretning af en baggård, er fotografiet den bedste kilde til, hvilke elementer den indeholdt i 1800-tallet, og hvordan de var indrettet. Her ses en baggård i Overgade 41 i Odense før 1906. Her kan man blandt andet lægge mærke til detaljer som fuglebure, fuglehuse, potteplanter, stige og rendesten.

Selv om vi altså arbejder på at komme så tæt på den historiske virkelighed som muligt i opbygningen af det iscenesatte 1800-talsmiljø, vil det dog i sidste ende være formidlingen til børn, der kommer i første række. Det allervigtigste er, at børnene tør lege i rummene, prøve aktiviteterne og gå på opdagelse i alle kroge. Det kræver, at vi opfordrer til opdagelsen – måske ved diskrete skilte, som passer ind i formidlingsrammen. Det er også vigtigt, at vi husker at skabe rum for formidling og leg. Det kan for eksempel betyde, at en lang bænk i køkkenet muligvis ikke er helt korrekt, men får lov at stå der, fordi der skal være plads til mange gæster, som vil høre snedkerens kone fortælle om bagningen. Og selv om børn i 1800-tallet ville kravle op på stablen af løse tomme tønder med fare for liv og lemmer, sikrer vi selvfølgelig tønderne i det iscenesatte miljø, så ingen kommer til skade.

Det nye kapitel i Møntergårdens udviklingshistorie – det kulturhistoriske formidlingsunivers for børn – har indtil videre bragt os vidt omkring, og vi arbejder ufortrødent videre ad de snørklede og forskelligartede veje. Vi glæder os til, at vi kan slå dørene op til de nye spændende oplevelser, så vi kan fuldføre vores mission: at gøre museets yngste gæster nysgerrige på historien.

 

Noter

  1. ^ Uddrag af Odense Byråds forhandlinger for året 1882, s. 296, og Uddrag af Odense Byråds forhandlinger for året 1889, s. 292.
  2. ^ http://www.odensedatabasen.dk/kilde/person/18441129001
  3. ^ http://www.odensedatabasen.dk/kilde/ft1901/190122285
  4. ^ Vorre, Birgit: Boligen i det 20. århundrede: Indretning og brug, 2008, s. 49-56.

 

Emner: Møntergården, Arkæologi, Historie, håndværk, børn, formidling, Børnenes Baggård, WORM
©