Forfattere

Noget om A.E. Wollheim og Danmark

Det Kongelige Bibliotek - Skrifter om Danmark - H.C. Andersen

En af de mange personer, der til glæde og besvær for H.C. Andersens biografer dukker op i periferien af hans indholdsrige liv, er hamburgeren Anton Edmund Wollheim (med den senere erhvervede portugisiske „ridder”-titel da Fonseca) – en mand, der gennem et ligeledes meget omskifteligt liv som litterat og journalist, diplomat og teatermand, flere gange og på flere måder havde forbindelse med vort land. Man kan ikke lære meget om denne forbindelse på de få steder i H.C. Andersens korrespondance, der nævner Wollheim, men nok af de indholdsrige noter, som udgiveren dr. H. Topsøe-Jensen har knyttet til disse steder.[1] Uden at ville udtømme emnet Wollheim-Danmark vil vi her supplere de oplysninger, der står til Andersen-læseres direkte rådighed gennem de nævnte kommentarsteder. Det vil da vise sig, at den tyske publicist kun har gæstet landet to gange med 38 års mellemrum, men at han i forskelligartede skrifter har viet dets sprog, litteratur og aktuelle historie en så levende og sympatisk interesse, at der nok kan være mening i at betragte hans person for dens egen skyld.

Wollheims levned

I Allgemeine deutsche Biographie[2] læser man godt to sider om A. E. Wollheim: Han er født 12.2.1810 som søn af en jødisk lotterikollektør i Hamburg og død 24.10.1884 på et sygehus i Berlin. Berlin var også den by, hvor han efter forskellige studier promoveredes som doktor 1831 på en kritisk udgave af nogle kapitler religiøse sanskrittexter;[3] hans lærer var den daværende sprogvidenskabs måske største navn, Franz Bopp. Han studerede derefter i Paris og var allerede da gået over til sin moders katolske tro (der under århundredets ufordrageligheder flere gange skulle blive ham en hindring). For at vinde en emigreret portugisisk skønheds hånd gik han i krigstjeneste hos Dom Pedro af Portugal, men han blev hårdt såret, og den unge dame døde, så han vendte tilbage og blev først noget senere gift. Da også hans far døde, forlod han sin fødeby, og foråret 1835 træffer vi ham i Frederik VIs København, hvor han ønskede at arbejde med Det kongelige Biblioteks orientalske samlinger, der var blevet forøget 1824 efter Rasmus Rasks rejse og 1834 efter den lærde samler, pastor N. F. Fuglsangs død.

Wollheims tilknytning til biblioteket og til kongen blev dog kun kortvarig. Udsendt af Frederik VI med en mission til kronprins Friedrich Wilhelm af Preussen fik han nemlig tilbud om en stilling i russisk tjeneste, og da denne mulighed dog glippede, begyndte han sit liv som tidsskriftredaktør, teaterdramaturg, skuespilforfatter og politisk publicist, snart i Wien, snart i Hamburg, så pludselig 1849 som østerlandsk filolog i Berlin, hvor han bliver habiliteret doktor, siden atter som diplomat og skribent. 1872 afskediges han fra sin daværende post som tysk diplomat i Paris og levede derpå endnu tolv flittige år.

At en så alsidig og rastløs skribent ikke altid kunne have succes med sine planer og værker, er let at forstå, men i mange tilfælde synes han at have virket med heldig hånd på de forskellige felter; et så ambitiøst foretagende som en scenebearbejdelse af Goethes Faust II karakteriseres således som „nicht ungeschickt”.[4] Det er heller ikke typisk, at H.C. Andersen netop traf ham under en solid teaterfiasko, men hans store skuespilproduktion er dog vist med rette sunket i glemsel. Den fyldigste omtale af den har vi fundet hos litteraturhistorikeren R. Gottschall,[5] der om hans verstragedier siger, at de trods adskillige gode egenskaber er håbløst bundet til en ideal romantik, der helt holder sig nutiden fra livet som profan og poesiløs. „Die Muse des Jahrhunderts ruft ihnen zu: „Du gleichst dem Geist, den du begreifst, nicht mir;” und mit Wehmuth drückt sie manchen schönen Schöpfungen das Siegel der Vergänglichkeit und des rasch hinraffenden Todes auf.” Aktuelle tanker giver Wollheim derimod spillerum i lystspil, Possen, der dog også „trotz manches glücklichen Einfalles und mancher schwunghaften Declamation” står tilbage for andre samtidige.

Wollheim var ikke blot uddannet sanskrit-filolog, men havde også tidligt tilegnet sig en mængde andre sprog.[6] Det siges, at han kunne 32 sprog, og en lang række af dem har han udnyttet til ordbøger, parlører og antologier. Stor fornøjelse havde han af sin alsidige viden under verdensudstillingen i Paris 1867, da han modtog en opfordring til at virke som cheftolk på Verdenspostforeningens bureau; af det virkelig morsomme kapitel, han har skrevet herom, synes det at fremgå, at en af denne stillings vigtigste opgaver var et heroisk forsøg på at overkomme mindst een frokost på hver af udstillingsterrænets nationalrestauranter, hvad der dog vist lykkedes på fuldt tilfredsstillende vis.

Kun en lille del af hans produktion[7] findes på Det kongelige Bibliotek, og vi skal i det følgende kun vende os til de punkter af Wollheims liv og virke, der vender mod Danmark. Vi har her støtte i hans memoirer, der udarbejdedes i hans sidste år: de anonyme Indiscretionen. Aus den Erinnerungen eines patriotischen Reptils, 1883, og de navngivne Neue Indiscretionen, I—II 1884. Disse erindringer er vidtløftige, med mange detailler og digressioner, men prægede af livlig iagttagelsesevne, god hukommelse og ikke ringe humor – en vågenhed, der står morsomt til den ofte tunge sætnings- og periodebygning. Hvad Wollheim meddeler, er unægtelig delvis indiskretioner, men fremstillingen falder aldrig i det pinlige; han skriver åbent, når det kun er andenhåndsberetninger eller ligefremme rygter, han kolporterer, og mange af hans beretninger er morsomme og karakteriserende.

Wollheim, Frederik VI og Det kongelige Bibliotek

Næsten hundrede sider i begyndelsen af Indiscretionen er viede Wollheims ophold i København (ca. februar-juni 1835). Selv når datidens små forhold tages i betragtning – Wollheim nævner som bevis på det Heibergske hjems store betydning og tiltrækningskraft, at mange for at være i den kreds gik „selbst im Winter den weiten Weg über die lange den Sturmunbilden ausgesetzte Brücke” til Søkvæsthuset -er det forbavsende, hvor let han vandt indpas hos betydelige mænd i åndens og politikkens verden. Vigtigst var det naturligvis, at han strax ved sin første takkeaudiens hos den gamle konge vandt dennes allerhøjeste bevågenhed, vistnok nærmest ved sin grundige udredning af portugisisk exercits-teknik og lignende materier. Ihvertfald søgte han audiens mindst en gang om ugen og nød en ikke ringe fortrolighed. På den måde blev han også gæst ved kronprins Christians soiréer, hvor han traf blomsten af dansk guldalderåndsliv. Også hos Oehlenschläger kom han, og en dedikation fra Wollheim til Frederike Brun er bevaret.[8]

Memoirerne beretter naturligvis også om, hvordan han skrev en kongeligsindet pjece mod professor C. N. David og købte en anden til at lægge navn til den,[9] og om afrejsen fra København, der fandt sted i forståelse med kongen: Wollheim skulle opsøge den videnskabsdyrkende preussiske kronprins og bede om hans støtte til hos rette vedkommende i Berlin at erhverve visse sanskrittyper, der manglede i vore egne trykkerier; under dette såre upolitiske påskud skulle han dernæst sondere visse stemninger hertugdømmerne vedrørende, et delikat hverv, som han – skønt omgående gennemskuet – skilte sig fra på en for alle parter tilfredsstillende måde; dog fik han som sagt kun lejlighed til at redegøre for udfaldet i et brev til bibliotekschefen, den firsårige overkammerherre Adam Wilhelm Hauch, hvem han med rette højagtede.[10] Og trods missionens gode gennemførelse synes både han og majestæten at have været ilde berørt ved, at han ikke kom tilbage.

Hans meget kortvarige tilknytning til Det kongelige Bibliotek ses bedst af dettes arkiv[11] og af hans erindringer, thi hans arbejde har knap sat sig egentlige spor i bibliotekets orientalske afdeling.[12] Wollheim søgte 15.2.1835 ansættelse med særligt henblik på udgivelse af et eller andet skrift og fik den, da anbefalinger og politiefterretninger talte til hans gunst. Overbibliotekar E. C. Werlauff brugte imidlertid denne sagkyndiges opdukken som løftestang for sin plan om en katalog over samlingen, da man efter hans mening ikke kunne udvælge et egnet håndskrift uden at kende samlingens faktiske indhold. Dette bifaldt kongen under 5.5.1835, og i de følgende uger slæber den administrative korrespondance sig videre. „Es verging aber, da eine Art Kommission von höheren Beamten zu Rathe gezogen werden und ihre Zustimmung geben musste, einige Zeit, ehe ich mich dem Oberbibliothekar Etatsrath Werlauff, einer sehr artig kühlen Beamtenerscheinung, und dem zweiten Bibliothekar, Etatsrath Molbech, einem weniger artigen, allein auch weniger kühlen Manne, einer recht gemüthlichen Gelehrtenerscheinung, vorstellen könnte. Letzterer liebte es oft Gesellschaften bei sich zu sehen, in welchen es im allgemeinen nicht ganz zwanglos aber doch manchmal ziemlich kordial zuging.” Den satiriske og ofte maliciøse digter Paludan-Müller kaldte Molbech „den gode Gedebuk” på grund af hans lille hageskæg.[13]

Ved den første audiens spurgte kongen, om Wollheims arbejde var begyndt, og om håndskrifterne virkelig var af værdi. Wollheim svarede, at han havde taget dem ud af æskerne og var begyndt at ordne dem, og at han allerede derved havde set, at en del var „schon ihrem Aeussern nach, von grossem Werthe”, hvorefter kongen forlod emnet.[14] Nogle dage senere opsøger Hauch gæsten på biblioteket, „wo ich erst das Verzeichniss eines Theils der Handschriften für meinen Privatgebrauch aufgeschrieben hatte”.[15] Men allerede 2.-3. juli 1835 skriver Wollheim fra Hamburg til kongen og til Hauch og beder nu atter om støtte til et udgiverarbejde. Hauch mildner kongens afslag, så halvdelen af ansøgningen bevilges, og giver derved et vidnesbyrd om, at Wollheims tilknytning til biblioteket ikke helt forblev en korrespondancesag: „Dr. Wollheim har ufortøvet beskjæftiget sig med dette ham allernaadigst givne Paadrag og allerede i Følge Overbibliothekar Werlauffs Indberetning udført noget deraf…”[16] Endnu 30.10.35 udtrykker Wollheim håbet om at komme tilbage og fuldføre sit arbejde, men med en returskrivelse til ham 4.12. forsvinder han ud af bibliotekets annaler. Werlauff har i sin bibliotekshistorie en halv snes linier om dette intermezzo, ifl. hvilke Wollheim forlod byen „uden egentligen at have udført noget af det ham overdragne Arbejde.” Wollheim beskriver selv den ydede godtgørelse som kongelig, „in keinem Verhältniss zu meinen embryonischen Arbeiten,” og faktisk som et vederlag for pjecen.[17] Hvormeget han med sine forudsætninger og under de givne omstændigheder kunne og burde have udført, er det næppe muligt at vurdere; en enkelt bemærkning om arbejdets fortsættelse gør han i Indiscretionen: en note om, at man fandt „einen, gewiss mehr als genügenden Ersatz für mich in dem ausgezeichneten Orientalisten und Kenner der Pali-Sprache, Professor Spiegel.” [18]

Opholdet i København skulle dog få videre betydning for ham, end man herefter kunne tro.[19] Mange steder i hans memoirer og andre skrifter viser nemlig, at Frederik VIs person har gjort et dybt og varigt indtryk på ham, og at den unge udlændings hengivenhed for den gamle monark i forbindelse med hans almindelige kendskab til danskerne gør ham til en om ikke dansksindet, så dog forstående betragter af de politiske spændinger da og siden. Allerede under opholdet skrev han jo en ganske vist noget grov, kongeligsindet pjece, og senere giver han sine bidrag til den internationale polemik om hertugdømmernes skæbne i tre pjecer fra 1857, 1863 og 1874;[20] pjecen fra 1863 er på fransk og dediceres Aux manes du meilleur des rois, du plus noble des hommes, au feu roi Frédéric VI. Der ses ingen grund til at underkende oprigtigheden i disse ord.

Dansk sproglære og nordisk litteraturudvalg

Af Dr. A. E. Wollheim Chevalier da Fonseca’s mange praktiske sprogbøger vender een mod Danmark. Hele fire oplag nåede nemlig Praktische dänische Sprachlehre. Leichtfassliche Anweisung, das Dänische in kurzer Zeit zu erlernen. Für Schulen und zum Selbstunterricht. Han citerer den selv andetsteds som Dänische Grammatik 1851, 4. Aufl. 1862; heraf har vi til rådighed 3. verbesserte und vermehrte Auflage, Hamburg & Leipzig 1853, på 130 sider. Bogen er opbygget som en traditionel grammatik med oversættelsesøvelser til og især fra tysk, hvortil kommer et kapitel Gespräche. Øvelsessætningerne er som sådanne plejer – moraliserende eller på anden måde verdensfjerne, og der er også yderst snurrige ting i konversationsstykkerne. løvrigt er bogen tilsyneladende solid, men dog med mange fejl i korrekturen af begge sprog, ligesom de danske fraser har en del usikkerheder, der ikke alle kan skrives på sætternissens regning. Enkelte konversationsstumper spejler forfatterens virkelige liv,[21] således følgende: „Har De været i Theatret? Der spilledes Kjærlighed ved Hoffet. – Nei, jeg var derude i Vesterbroes Morskabstheatret. – Hvad har De seet der? – Den gamle Pantomim: Guldnøglens Trylleri. – Er De allerede længe i Kjøbenhavn? – Fem Maaneder, men jeg skal snart reise tilbage til Hamborg. – Kjøbenhavn er en smuk By, men Hamborg er behagligere. – Naar skal De reise? – Jeg veed ikke, sandsynlig snart, maaskee allerede i denne Uge.” – Til belysning af de mere intrikate genitivsdannelser benyttes et exempel, som ikke mange nordeuropæere ville hitte på, hvis de ikke akkurat havde kæmpet i portugisiske borgerkrige: „Dronningen af Portugal, Dona Maria den Andens Minister; der Minister Dona Marias der Zweiten, der Königin von Portugal”. Hvem mindes ikke sine egne tysktimer!

I sine sidste år arbejdede Wollheim med sine erindringer. De slutter med en undskyldning til visse recensenter, for at han uden egen skyld er gået ind i sit 75. år. Han kan ikke gøre det godt igen, men skal aldrig gøre det mere! Undertegnet Berlin, Mai 1884 – og få måneder senere lå han i graven. Men sit otium benyttede han også til udarbejdelsen af to store værker i Adolph Wolffs serie Die Classiker aller Zeiten und Nationen. 1873 kom to vældige bind Die National-Literatur sämtlicher Völker des Orients, og titlen er ikke overdrevet, thi de 15-1600 sider er en antologi over de mest fremmedartede asiatiske sprogs litteratur, fra højkulturernes klassikere til primitive folks poesi. Alene som kompilationsarbejde indgyder værket respekt, men hvor ingen oversættelse har kunnet findes eller bruges, er Wollheim selv gået i gang og har oversat bidrag fra over en halv snes sprog. Værket har ingen plads i den videnskabelige orientalistiks forskningshistorie, men en smuk rang som populariserende samleværk med ellers helt eller næsten utilgængeligt stof.[22]

Af lignende størrelse er det følgende værk: Die National-Literatur der Skandinavier. Bind I 1875, godt 500 kvartsider med indtil 75 linier på siden, gælder den oldnordiske litteratur incl. runer. Her finder man ikke blot den ældre og yngre Edda samt sagaer incl. Heimskringla, men også Kongespejlet og ballader oversat fra islandsk og færøsk. Adskillige af disse oversættelser er Wollheims egne; der er mange forklarende noter, og hvor han selv eller andre i versoversættelser tvinges bort fra originalens mening, meddeles ordlyden med ordret oversættelse. Næste år følger det dansk-norske bind på knap 700 sider, hvormed forlæggerens projekt er overskredet så grundigt, at det svenske bind fra 1877 kun når c. 270 sider. Heraf er endda kun halvdelen en svensk antologi, resten optages af et historisk-geografisk navneregister for alle tre bind samt et nordisk-mytologisk lexikon, som endda går ud over de meddelte texter og tilstræber en vis rimelig fuldstændighed. Noter og indledninger gennem de næsten 1500 mægtige sider viser, at Wollheim ikke har taget sig opgaven let. At en indfødt nordbo 100 år efter kan påpege skævheder og fejl, også en del, der kunne have været undgået, forklejner ikke væsentligt dette med flid og kærlighed udførte arbejde.

Udvalget er ordnet efter genrer: folkeviser og nyere romancer (med overskrift Historisch), etik (især Holbergs Moralske Tanker), lyrik, versepos, roman, drama; hver gruppe er nogenlunde kronologisk. Den mellemliggende tid har ladet enkelte af de repræsenterede digtere synke i hel eller næsten hel glemsel. Oftest veltruffet også set med vore øjne er imidlertid udvalget af den enkelte digters produktion; særdeles mange af de optagne stykker har holdt sig som antologiklassikere, og en lille repræsentation af digtningen før Holberg mangler ikke. I de korte indledninger gives rigtig udmærkede oplysninger; en enkelt er præget af egne erindringer, nemlig når det om Oehlenschläger hedder, at han imødekom kritikken af sine første på tysk skrevne værker ved at lade de senere gennemse af tyske bekendte „und hat auch dem Verf. dieses Buches das Vertrauen geschenkt, ihm während dessen Aufenthalts in Kopenhagen 1835 einige zur Durchsicht anzuvertrauen.”[23] Et personligt præg, der strengt taget dog ikke vedkommer sagen, har Wollheims indledninger ved på en række steder at fremhæve en forstående regerings og et modent publikums betydning for digterens udfoldelse – polemisk opstillet som modsætning til tyske forhold. At Ambrosius Stub døde i elendighed, mens visse nulliteter nåede rigdom og ære, er „einer der in Dänemark so selten vorkommenden Ausnahmefälle, die in Deutschland leider Regel geworden zu seyn schienen.” [24]

Da Wollheim udarbejdede dette værk, havde han nylig opfrisket sit førstehåndskendskab til København.[25] Hans kone havde brugt søbade ved Klampenborg, og i 1873 rejste han op for at hente hende. Den eneste af hans bekendte fra opholdet 38 år før var Madvig, der også strax kendte ham igen, og med hvem han drøftede de mellemliggende års politiske begivenheder; ellers var alle døde. Hans beretning opfyldes iøvrigt af en diskussion med en græsk bekendt, som han løb på i Tivoli; dette tiltrækkende sted fik han naturligvis forevist af døtrene i den familie, hvor han havde indlogeret sig. Et morsomt glimt får vi af hans og grækerens besøg på et propert folkeligt spisested i „der grossen Kiöbmagergade, wo an einem Kellerfenster die drei Worte inhaltschwer: „Medisterpölse” (eine Art von Bratwurst) und „Bairisk Öl” (bairisches Bier) mit Riesenlettern prangte, und Hungrige und Durstige ohne Unterschied der politischen Ueberzeugung einluden”,[26] og hvor de forsamlede drøfter syge- og alderdomsunderstøttelse og andre politiske problemer. Dette er det mest prægnante i kapitlet udover det virkelig fine sted, hvor Wollheim skildrer sin tur i Frederiksberg Have og sine reflexioner ved synet af Frederik VIs mesterlige og frapperende veltrufne statue. Han føler, at han har været utaknemlig overfor denne gode konge, og han nævner månederne i København 1835 som „die glücklichste Zeit meines Lebens”.

Om H.C. Andersen. Til sagen!

-..har den andersenianske læser allerede længe sagt. Og nu er vi ved den. Det er nemlig på forhånd klart, at en tysker, der i foråret 1835 omgås de fornemste cirkler i København, og som senere skal overskue vor guldalderlitteratur, må have et begreb om H.C. Andersen. Et personligt bekendtskab stiftedes ad to veje; i omtalen af kronprins Christians soireer hedder det nemlig:[27]

„Auch H.C. Andersen, dessen komische lange, vornüber gebeugte Figur mit dem schmalen, unschönen Gesichte mich schon auf der Universitätsbibliothek im „runden Thurm” (wo mir durch die Liberalität des berühmten Philologen, Professors, späteren Ministers Madvig die reichen Schätze der dort befindlichen Sanskrithandschriften zugänglich gemacht wurden), frappirt und dessen Bekanntschaft ich dort gemacht hatte, ragte über fast alle Gäste um eines halben Kopfes Länge hervor. Er war vor Kurzem von Reisen, die er wie viele andere dänische Dichter und Künstler mit königlicher Unterstützung, die ja auch deutschen Dichtern zu Theil wurde, unternommen hatte, zurückgekehrt und hatte seinen Roman: „Improvisatoren”, aus welchem er uns Bruchstücke vorlas, mitgebracht.”

Et glimt, og måske et traditionelt glimt, men hvor karakteristisk, at netop den altid ivrige oplæser er fastholdt! At han i dette forår ikke blot brød igennem med sin store roman, men også i al stilfærdighed udsendte sit første eventyrhæfte, hører vi ikke; og da Andersens dagbøger fra dette såre vigtige forår mangler, ved vi intet om hans indtryk af den tyske gæst. Endnu 15.5. kan han skrive til C. H. Lorentzen på en måde, der knap tyder på personlig forbindelse med Wollheim:[28] „Forfatteren til „David og Fædrelandet”” er en Tydsker, Dr. Wolheim; han skal, siges der, være ansat ved det kongelige Bibliothek.” (Han havde jo iøvrigt selv søgt ansættelse der 27.11.1834).

Derimod træffes de nogle år senere, og da er det Andersen, der har ordet. 23.2.43 så han nemlig Wollheims stykke Der Sohn der Elfen i Hamburg og noterer i sin dagbog:[29] „Wolheim fremkaldtes under stor Støj og Piben, som en Synder stod han til man fik Ro og bad da om Forladelse, han vilde skrive noget bedre, næste Gang.” To dage forinden havde han talt med Wollheim, også i teatret: „I Theatret i Nummerplads og seet Cenerentola af Rossini, traf der Dr Wolheim, som præsenterede mig sin Kone, et Jøde Fruentimmer, der fortalte at hun havde været Svigerinde til lille Gerson og leved i Kjøbenhavn.” [30] I denne anledning spørger han Henriette Collin:[31] „Det falder mig ind, jeg maa dog spørge Dem, hvem kan vel Poeten Wolheims Kone være! seer De, denne Wolheim, der i Kjøbenhavn skrev mod David, han er nu dramatisk Forfatter og leverede et daarligt Product, da jeg var i Hamborg; Aftenen forud traf jeg ham i Parquettet, han præsenterede mig sin Kone, hun saa noget gammel ud, talte Dansk og sagde at hun havde været gift før og var da Svigerinde til Gerson.” Også til Henriette Wulff omtaler han stykket i brev 1.3.43 (med hentydning til den frygtelige brand i Hamburg året før):[32] „… et andet Stykke: „Der Sohn der Elfen” var noget forfærdeligt Tøi og blev udpebet, uagtet Forfatteren i sidste Scene ret havde beilet til Hamborgerne, ved at lade Heltinden sige til Alfernes Dronning, bring mig til mit Hjem, det elskede Hamborg, og Dronningen svarer: Hamborg er afbrændt og nu saae man dets Ruiner og derpaa hvorledes det skulde hæve sig i Herlighed.”

I intet af disse breve nævner H.C. Andersen, at den tyske teaterdigter havde bidraget til hans Erkjendelse i Europa. Og det var dog tilfældet. En serie, Miniaturbibliothek der ausländischen Classiker, havde i sin danske række indlemmet Improvisatoren, og da forlæggeren ikke ville eller måtte bruge L. Kruses oversættelse fra originalens år 1835, Jugendleben und Traume eines italienischen Dichters, lod han Wollheim nyoversætte den store bog. En sammenligning mellem nogle steder i de to udgaver giver det indtryk, at Kruses er lidt mere „litterær”, Wollheims lidt mere naturlig i udtryksmåden. Pålideligheden lader til at være stor i begge versioner, men unægtelig var det også en lettere opgave at overføre romanens litterære sprog end at bide spids på eventyrenes mange underfundigheder. Endnu en tredie oversættelse så lyset få år efter, men det var Kruses, der med visse ændringer indgik i Lorcks udgave af de samlede værker 1847.

At Andersen kendte Wollheims arbejde – der var så mange oversættelser, han aldrig så – ved vi af det meget sigende exemplar, der er afbildet her.


Wollheims oversættelse af Improvisatoren, 4/5 størrelse, udgør 15., 16.-17. og 18. bind af serien. Exemplaret købtes af Det kongelige Bibliotek på Edvard Collins auktion 1886 for 3 kr. Dedikationen siger meget om den allerede berømte digters følelser overfor det Collinske hus: „Den kjære Fader Conferentsraad Collin kan jeg vist intet bedre bringe tilbage end mig selv „classisk“. Bogen har jeg kjøbt i en Boglade i Pest paa min Hjemreise fra Orienten. Pest den 1ste Junii 1841. H.C. Andersen.”

Såvidt det ses, oversatte Wollheim ikke siden nogen hel bog af Andersen. Men i sin sproglære bringer han blandt Einige schwerere Übungen nogle stykker af Billedbog uden Billeder, nemlig udvandrerskitsen fra Lüneburger Heide og Den fattige Dreng paa Frankrigs Trone, oversat til tysk, desuden Hindupigen og Rosen i Præstegaardshaven, at oversætte til tysk.

Der lader ikke til at have været forbindelse mellem parterne ved Wollheims besøg her i 1873. Men naturligvis har Andersen sin plads i den nordiske antologi. Hver digters karakteristik er knyttet til den genre, hvor han især har udmærket sig, og Andersen omtales under prosaen. Karakteristikken, der kan sammenholdes med den korte omtale i Indiscretionen, er ejendommeligt sursød:

„H.C. Andersen. Dieser in Dänemark zuerst unterschätzte, später in Deutschland überschätzte Dichter wurde 1805 in Odense (Fühnen) in ärmlichen Verhältnissen geboren. Durch Talent und Fleiss und mit königlicher Unterstützung brachte er es dahin, dass er sich den Studien widmen konnte, obwohl er es, meines Wissens, nie zu einem irgendwie bedeutenden Grad von Gelehrsamkeit in einer der vier Fakultäten gebracht hat. Dagegen benutzte er dasjenige, was er etwa an gelehrten Kenntnissen besass, um die Fülle von Gemüth und die reizende Naivität, in Erfindung und Ausführung, in eine Form zu bringen, die auch den besseren Geschmach zu befriedigen im Stande war. Oehlenschläger nannte in einer Unterhaltung mit dem Verfasser dieses Werkes Andersens ganze Richtung „barnagtig” (kindisch), ein Vorwurf, der sicherlich nicht gerecht ist, höchstens einzelne seiner Productionen und, was das Seltsamste ist, theilweise die späteren, eben diejenigen, die Oehlenschläger nicht mehr kannte, trifft. Deutschland, welches seine grössten Geister oft bei Lebzeiten verkannte, hat den dänischen Dichter erst recht in dessen Vaterlande bekannt gemacht und ihm ein übervolles Mass der Anerkennung verschafft. Ohne eine specielle wissenschaftliche Staatscarrière gemacht zu haben, wurde Andersen Professor, Conferenzrath, und genoss, wie viele andere dänische Dichter, eine nicht unbedeutende Staats-Unterstützung von, wenn ich nicht irre, 1ooo oder 1200 Thalern jährlich bis zu seinem vor wenigen Wochen erfolgten Tode. Andersen hat viel geschrieben: Gedichte, Reiseeindrücke, Novellen, Dramen, aber seine Beliebtheit verdankt er mit Recht seinen phantasie- und gemüthvollen, kindlichreinen Märchen, welche in viele fremde Sprachen übersetzt sind. Auch seine Romane haben eine gleiche Anerkennung gefunden …” [33]

Herpå aftrykkes de fire ovennævnte stykker af Billedbog uden Billeder plus fem andre i Zollers oversættelse; Jonas’ oversættelse af Flaskehalsen; nogle kapitler af Improvisatoren i Wollheims og af Kun en Spillemand i Zollers oversættelse. Under lyrik optages ungdomsdigtene Tyveknegten (under titlen Muttertraum), Det døende Barn (to oversættelser), Malerie fra Jyllands Vestkyst, Manden fra Paradiis; heldigere end dette sære udvalg er det dramatiske afsnits scener af Agnete og Havmanden og Mulatten. Ingen af disse sager er oversat af Wollheim, Agnete derimod angiveligt af forfatteren selv. Man vil undre sig over, at Flaskehalsen alene repræsenterer eventyrene; det tør sikkert forklares derhen, at Wollheim har anset det for unødvendigt at gengive de kendteste stykker.

– Wollheims erindringer begynder med opholdet i Danmark, og han bevarer det som en af sine bedste oplevelser. Danmark vender tilbage i hans diplomatiske, sproglige og litterære virke. H.C. Andersen har ingen central plads i hans Danmarksbillede, men er dog et bekendtskab, der huskes; og Wollheim har gjort sit til at befæste hans stilling i det nærmeste og vigtigste udland, og i det hele taget til at bygge bro mellem os og det.

Pølseenden

Der er imidlertid bevaret et håndgribeligt tegn på de to mænds forbindelse i Andersens store år 1835. En eftersøgning efter bøger, Andersen har ejet, tillod at lokalisere godt 200 bind, hvortil kommer vidnesbyrd i hans breve samt hans auktionskatalog.[34] Den af alle de „genfundne” bøger, Andersen først har ejet, er et exemplar af Peder Syv: 200 Viser om Konger, Kemper oc Andre, Kbh. 1787. Inskriptionen Tilhørende H.C. Andersen peger langt tilbage – til 1820erne og måske til disses første del; allerhelst vil man naturligvis tro, at han har taget bogen hjemme hos moderen under sit besøg hos hende 1823, og at den er blandt de bøger og viser, der ifølge Mit Livs Eventyr stod på hylden i barndomshjemmets fattige stue. Men han har givet bogen fra sig, thi den bærer en ny indskrift: A E Wollheim da Fonseca Kopenhagen 1835 geschenkt von C. H. Andersen (senere er et extra H indskudt på rette sted). Over den står en senere, kraftig indskrift, hvis signatur desværre er tvivlsom: „Wollheim de Fonseca lebte 1835 in Koppenhagen, wo er an der Bibliothek angestellt war, u. hat diese K. W. [dvs. Kæmpe Wiser] vom Dichter Andersen, der fünf Jahre älter war, zum Geschenk erhalten.” Underskrevet F. Sintenis(?).

Hvad der end er sagt og sket mellem den danske digter og den fremmede fugl, så har der dog været anledning til at give en gave – og uanset hvem den kraftige slitage på bogen skyldes, var det en gave, hvis indre værd Andersen meget vel kendte, og som var godt valgt, når en litteraturglad udlænding skulle glædes med noget. Vi ved endda, at Andersen skaffede sig et nyt exemplar af bogen – og 1852 gav også det bort til en interesseret tysker, dr. Dönniges.

Bogen forblev hos Wollheim gennem alle omskiftelser. Et par gode textkonjekturer og henvisninger noterer han i marginen, og da han forbereder sin antologi, er Syv fremme. Svend Grundtvigs store udgave Danmarks gamle Folkeviser har han ufuldstændige forestillinger om. De danske viser, han ikke tager fra andre oversættere, „sind der Ausgabe v. J. 1787 entnommen”, og også en af Syvs indledninger medtages. I et tilfælde svarer en kritisk fodnote til Wollheims tilskrift i exemplaret.[35] Det er i 1875 forsvarligt, men dog noget gammeldags at bruge den Vedel-Syv’ske viseudgave til en antologi; at „valget” skyldes en fyrretyve år gammel gave fra en stor landsmand af Syv, er et exempel på tilfældighedernes spil.

Bogen er via Tyskland og et tredie land vendt hjem som gave til en dansk andersenianer. Nægtes skal det ikke, at en så udsøgt gave er den egentlige grund til, at A. E. Wollheim fremfor så mange andre baggrundsfigurer i H.C. Andersens liv tildrog sig modtagerens opmærksomhed. Havde resultatet heraf ikke iforvejen haft både titel og undertitel, kunne det have heddet:

Associationer omkring et associations exemplar.

 

Noter

  1. ^ (a) H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin udg. af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen, brev I 1933 337 med note V 1936 104. (b) H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling udg. af H. Topsøe-Jensen, brev I 1959 318 med note III 1959-60 128. (c) Breve fra H.C. Andersen, udg. af C. St. A. Bille og Nic. Bøgh, I 1878 307, Alle brevstederne er meddelt i det flg.
  2. ^ XLIV 1898, 146-48, af Max Mendheim.
  3. ^ De nonnullis Padma-Purani capitibus, Berol. 1831.
  4. ^ Mendheim i ADB; Kgl. Bibl. har: Erläuterungen und Gesänge zum zweiten Theil von Göthe’s Faust, bearb. u. für die Bühne eingerichtet von Wollheim. 3. Aufl. 1854.
  5. ^ Die deutsche Nationalliteratur des 19. Jh. 4 1875; citeret er her III 492f og IV 140.
  6. ^ Tidligt – som det fremgår af hans samtale med kronprinsen af Preussen sommeren 1835, Indiscretionen 103, hvor bl.a. tyrkisk, persisk og russisk omtales.
  7. ^ Flest henvisninger har vi fundet i Frans Brümmers lille Lexikon der deutschen Dichter und Prosaisten 6VIII (Reclam u. å.).
  8. ^ Spanischer Pfeffer gegen Deutsches Salz. Briefe einer Dame, hrsg. v. Dr. Anton Edmund Wollheim, Hamburg 1825. „Unserer deutschen Dichterinn Frederike Brun geb. Münter als schwacher Beweis seiner ausgezeichneten Hochachtung der Verfasser. Kphgen d. 14. Febr. 1835.” Kgl. Bibl.
  9. ^ Professor David og hans Fædreland, under navnet J. B. Schick, 2. opl. dog med tillæg under Wollheims navn.
  10. ^ Svend Dahl: Adam Wilhelm Hauch som Bibliotekschef, i Fund og Forskning II 1955 7-24; Wollheim nævnes s. 21f.
  11. ^ Journalsager Ældre række 8o9ff.
  12. ^ Meddelt af bibliotekar, magister Erik Haarh.
  13. ^ Indiscretionen 2of.
  14. ^ Ind. 30.
  15. ^ Ind. 45.
  16. ^ Journal nr. 822.
  17. ^ Historiske Efterretninger om det store kongelige Bibliotek i Kiøbenhavn 1844 378; det flg.: Ind. 110.
  18. ^ Ind. 87, Werlauff 385.
  19. ^ Et udtryk for, at også Wollheims periodiske virke ved fødebyens scene ihvertfald een gang berørte Danmark, haves i et brev til Aug. Bournonville, skrevet på rigtig godt dansk 25.1.48 (NkS 3258 A, 40); heri opfordres B. og hans stab til at give en halv snes gæsteforestillinger på Stadt-theater og dermed nytte tiden, mens hofsorgen efter Christian VIIIs død holdt Det kgl. Teater lukket.
  20. ^ Eine deutsche Antwort auf die dänische Frage. Unpartheiische Betrachtungen und Vorschläge. Hamb. 1857. La question danoise. Premier cahier. Lpz. 1863. Zur Nordschleswig’schen Frage. Historischpolitische Skizze. Lpz. 1874. Jf. hertil et skrift som L’Autriche et la Pologne. Essai politique. Lpz. 1863.
  21. ^ Paludan-Müllers Kjærlighed ved Hoffet spilledes 6.2.1835. Indiscretionen 16 nævner netop de to teatre og Guldnøglens Trylleri; han tilbragte de første aftener i teater.
  22. ^ Bedømmelsen meddelt af bibliotekar, magister Leo Buschardt.
  23. ^ II 501.
  24. ^ II 160.
  25. ^ Neue Indiscretionen II kapitel 16, s. 351-68.
  26. ^ sst. 366.
  27. ^ Indiscretionen 55.
  28. ^ Se note 1 (c).
  29. ^ Se note 1 (a), notehenv.
  30. ^ sst., også om den spinkle forbindelse til Nicolai Gerson.
  31. ^ sst., brevhenv.
  32. ^ Se note 1 (b).
  33. ^ II 301; der fortsættes med nogle bibliografiske angivelser om romanerne og eventyrene; et par fejl heri rettes allerede s. 339, hvilket sammen med tidsangivelsen for A.s død viser, at værket må være udkommet hæftevis.
  34. ^ Estrid og Erik Dal: Fra H.C. Andersens boghylde, Kbh. 1961.
  35. ^ II 44 i Elverhøj-visen, hvor ikke blot fiskene, men også fuglene ved trykfejl i udgaven angives at være „i Floden”, Syv s. 161. Netop af denne vise meddeles flere tyske versioner foruden originalen; sammenligning mellem oversættelserne af Wollheim og af en af Andersens andre bekendte og oversættere Edmund Lobedeanz viser samme forhold som mellem Wollheims og Kruses Improvisator.

 

©