Forfattere

Nogle betragtninger over zoologien i H.C. Andersens eventyr

Det er velkendt for enhver, hvor stor en rolle dyrene spiller i H.C. Andersens eventyr. I sin doktorafhandling har Bo Grønbech behandlet dyremilieu’et i eventyrene, dog ikke ud fra et naturhistorisk synspunkt, men mere relationen til Andersens temperament og personlighed. Men han peger dog et enkelt sted på, at Andersens inspiration ofte har ligget netop i synet af dyrene. Anlægger man lidt mere naturhistoriske synspunkter over for dyrene i Andersens eventyr, kan man ikke undgå en gang imellem at undres over, hvor levende og samtidig korrekt Andersen skildrer et dyrs bevægelse, optræden, et træk fra dets biologi. Det slog mig første gang, da jeg for snart mange år siden – i 1926 – havde lejlighed til på det nordlige Atlanterhav at iagttage stormfuglens eller mallemukkens karakteristiske svæveflugt. Jeg erindrede et sted hos H.C. Andersen, hvor jeg havde læst en kort og koncis skildring af stormfuglens flugt. Da jeg kom hjem, fandt jeg stedet frem – det står lige i begyndelsen af „Paradisets Have”, hvor man om stormfuglen læser „det er en løjerlig Fugl, den gør et rask Slag med Vingerne, og saa holder den dem ubevægelig udstrakt og har da Fart nok”. Min første tanke var, at H.C. Andersen måtte have set mallemukken svæve lavt hen over bølgetoppene. „Paradisets Have” udkom i 1839, og på det tidspunkt havde H.C. Andersen aldrig været ude på oceanet – man må yderligere gøre sig klart, at på H.C. Andersens tid havde stormfuglen en anden udbredelse end nu, den var langt mere arktisk og højnordisk og havde ikke påbegyndt den udbredelse mod syd til De britiske Øer og Vestnorge, som fandt sted i slutningen af forrige og begyndelsen af indeværende århundrede. Altså må H.C. Andersen her have haft en anden kilde end selvsyn. Jeg har senere drøftet spørgsmålet med overbibliotekar Topsøe-Jensen, der har henledt min opmærksomhed på, at en vigtig kilde til H.C. Andersens skildringer af arktiske forhold er den kendte norske geolog B. M. Keilhau’s bog „Rejse i Øst- og Vestfinmarken samt til Beeren Eiland og Spitsbergen”, der udkom i Christiania i 1831. Her læser man på side 109: „Jeg sad paa Dækket og betragtede Stormfuglens lave Svæven hen over den oprørte Søe. Man seer den kun sjeldent gjøre nogle raske Slag med Vingerne, hvorefter den i lange Mellemrum holder dem ubevægeligen udstrakte og svinger sig roligen tæt over Vandskorpen, synkende og stigende med Bølgerne, og stirrende ned for sig med et stivt, besynderligt Blik”. Sammenholder man dette citat fra Keilhau med Andersens korte skildring af det samme fænomen i „Paradisets Have”, er det slående, hvor korrekt indholdet af Keilhau’s skildring er gengivet af H.C. Andersen, men endnu strammere, endnu knappere, uden at noget som helst af det væsentlige og karakteristiske ved mallemukkens flugt er gået tabt. Vi har her et af flere eksempler på den omhu og korrekthed, der prægede H. C.  Andersens gengivelse af naturhistoriske kilder.

Efter denne lille oplevelse har det moret mig i årenes løb nu og da at bide mærke i steder hos H.C. Andersen, hvor zoologiske fænomener er beskrevet eller omtalt. Da jeg i en periode bistod den danske ordbog med ældre zoologiske udtryk og navne, havde jeg en morsom oplevelse med H.C. Andersens zoologi og igen et eksempel på hans overordentlige korrekthed over for kilden. I „En Historie fra Klitterne” omtales et mærkeligt dyr – Kolkrabben – der „gav ynkelige Hyl, naar den blev jaget, Fiskene ere ikke saa stumme, som man siger”. Dette mærkelige væsen, der åbenbart af H.C. Andersen anses for en fisk og omtales som forekommende ved Skagen, har vakt adskillig forundring, dyret forekommer ikke normalt i den danske zoologi. Et blik på H.C. Andersens kilde løser imidlertid problemet. I „Oekonomisk-physisk Beskrivelse over Schagens Kiøbstæd og Sogn” af Olaus Olavius, København 1787, læser man på side 149 i forbindelse med omtalen af knurhanen – der forøvrigt også figurerer hos H.C. Andersen sammen med kolkrabben -„Uden Tvivl ere der ellers faa Fiske, som have koldt Blod, der betegne Dødens Angest og Nærværelse ved Hylen eller Knurren, og jeg kiender kort sagt ingen, der bærer sig saaledes til, foruden denne, undtagen Kolkrabben eller det Moluscum, Sæpia loligo, hvis ynkelige Hylen fuldkommen kan høres en halv Fierdingvej, naar det bliver jaget paa Land af Graasei eller andre lige saa farlige Efterstræbere.” Der kan næppe være tvivl om, at både knurhanen og kolkrabben hos H.C. Andersen har sin oprindelse i Olavii Skagensbeskrivelse. Og der er heller ingen tvivl om, hvad Olavius mener med kolkrabben, nemlig en blæksprutte. Olavius var islænder, og blæksprutten Ommatostrephes sagitatus, der periodevis optræder i store stimer ved Island, hvor den fanges og anvendes til agn, kaldes på islandsk kolkrabbi. Olavius har nu uden videre overført dette islandske navn til den blæksprutte, Loligo forbesi, der forekommer i store stimer om eftersommeren og om efteråret ved nordjyske kyster bl.a. ved Skagen, hvor den som bekendt i den sidste halve snes år har været genstand for et ikke ubetydeligt fiskeri med henblik på eksport til Italien. Derefter har H.C. Andersen optaget navnet i den tro, at det ligesom knurhanen måtte dreje sig om en fisk. Der skulle gå et par menneskealdre, inden det blev klart for zoologerne, at blæksprutter optræder stimevis i Nordsøens nordlige del og ved Danmarks nordjyske kyster, men det kan man altså læse i „En Historie fra Klitterne”. Der knytter sig forøvrigt det morsomme til Olavii af H.C. Andersen gengivne oplysning, at det er første og muligvis eneste gang, man finder oplysninger om, at blæksprutter skulle kunne give lyd fra sig. På forhånd skulle det synes usandsynligt, men jeg har, efter at være blevet opmærksom på sagen, talt med islandske kolleger, og der synes at være noget om, at Ommatostrephes, der er en hurtigere svømmende art end vor hjemlige Loligo, når den jages op på land, frembringer en pibende lyd, når luft pumpes ind og ud gennem tragtene, der fører ind til kappehulen.

Der har nu været nævnt to eksempler på naturhistoriske oplysninger, hvor H.C. Andersens kilde har kunnet efterspores, og hvor det har vist sig, at kildens oplysninger har været gengivet med megen korrekthed – selv om han øjensynlig ikke helt har fattet, at kolkrabben var et „moluscum”. Et andet kendt eksempel, hvor H.C. Andersen, ligesom med blækspruttens evne til at give lyd fra sig, for første gang bringer biologisk nyopdagelse frem for den danske læseverden, er „Vanddraaben”, skrevet i 1847. Over dette eventyr er der, selv om en del mulig kan være taget fra Bulwer’s „Night and Morning”, noget så levende, at der næsten må være noget selvsyn med i spillet. Det, der skildres, er utvivlsomt daph-nier, vandlopper og hjuldyr (og ikke infusionsdyr, som det ofte siges), idet der ganske klart tales om smådyrenes lemmer, og de beskrives meget rigtigt „som en hel Tallerken fuld af Rejer”. Men så står der „„Jeg maa give dem Kulør, at de kunne blive tydelige!” sagde han, og saa hældte han ligesom en lille Draabe rødVin i Vanddraaben, men det var Hekseblod, det allerfineste Slags til to Skilling; og saa bleve alle de underlige Dyr rosenrøde over hele Kroppen, og det saa ud som en hel By af nøgne Vildmænd.” Som H. Okkels fremhæver i sin oversigt over farvningsteknikken i den mikroskopiske anatomi, er det første gang, at vitalfarvning omtales på dansk. Her ser vi igen, at H.C. Andersen på en måde kan siges at følge godt med. Interessen for mikroskopiske vanddyr var netop levende i 30’erne og 40’erne. I 1838 havde C. G. Ehrenberg udgivet sin store monografi om infusionsdyrene, hvori også farve-teknikken omtales. Han havde forøvrigt i 1836 været i København, og det er meget sandsynligt, at H.C. Andersen har hørt om hans besøg og hans arbejder. I de samme år holdt Eschricht flere foredrag om livets oprindelse og infusionsdyrene, ligesom der i Naturhistorisk forening ved de populære foredrag forevistes mikroskopiske præparater. Eschrichts betragtninger og anskuelser over disse emner er offentliggjort i hans store Haandbog i Physiologien, der udkom i årene 1834-41. På en eller anden måde må H.C. Andersen have fået kendskab til disse emner og benyttet sin viden, da han skrev „Vanddraaben”.

Ser man iøvrigt på dyrene i H.C. Andersens eventyr, er der et par bestemte arter, som spiller en stor rolle. Det er storkene og svanerne. Det er heller ikke uden naturhistorisk interesse. Havde H.C. Andersen skrevet sine eventyr omkring 1950, havde storken næppe fået den plads, som Andersen har givet den. Endnu omkring midten af forrige århundrede var storken en virkelig almindelig fugl. Der var gårde med op til 8-9 reder, enkelte landsbyer kunne have langt over 100 par ynglende storke, og den samlede storkebestand i Danmark har vel på Andersens tid ligget mellem 5000 og 10,000 par mod knap 200 nu. Det er således, at nogenlunde sikre oplysninger om storkens optræden og hyppighed har vi først fra slutningen af 8o’erne, men jeg tror, at man af Andersens omtale af storken – eventyret „Storkene” kom jo allerede i 1839 – kan slutte, at den storkerigdom, som prægede landet omkring 1880, i hvert fald må gå tilbage til århundredets begyndelse. Interessant er det i denne forbindelse, at vagtlen, der i vore dage er uhyre sjælden – meget få mennesker har i de senere år set en vagtel her i landet – omtales af H.C. Andersen som en jævnligt forekommende fugl, hvis bortrejse af storkene tages som varsel på, at efteråret nærmer sig. Her, som mange andre steder i eventyrene, ses det, at det er et andet klima, Andersen skildrer end nutidens, mere fastlandspræget med varmere somre og koldere vintre, mere solrigt og mindre blæsende og fugtigt end nutidens Danmark. H.C. Andersens skildring af storken er – bortset fra det antropomorfistiske – også i det store og hele korrekt med rigtig angivelse af antal af unger, rugningens forløb o.s.v. Når han angiver Ægypten som vinteropholdsstedet, så var det, også blandt ornitologer dengang, den almindelige opfattelse – det virkelige vinteropholdssted, Øst- og Sydafrikas savanner og stepper, var dengang så godt som ukendt. Det kan jo ikke nægtes, at ikke mindst H.C. Andersen har bidraget til den almindelige og fejlagtige forestilling, at vor hvide stork er en mosefugl, der tilbringer vinteren i „Faraos moser”. Hele H.C. Andersens fremstilling af storken som en såre værdig og højtidelig fugl kan formentlig skyldes selvsyn, men er måske yderligere understøttet af Naumann’s: Naturgeschichte der Vögel Deutschlands, hvis 9. bind, der netop omhandler storken, i 2. omarbejdet udgave udkom i 1838. Man læser her om storken „Sehr anständig sieht der Storch aus, wenn er mit ein gewissen Grandezza in abgemässenen, grossen, langsamen Schritten einherstolziert, was er immer thut. Ernst und Würde liegen in diesem Gange … Gravitätisch durchwandelt er so die Wiesen und Felder, wadet so lang die Beine reichen in Grase und Getreide …. Aber viel schöner noch als sein ernster, bedächtiger, würdevoller, fast pathetischer Gang ist sein herrlicher Flug.” Også i sin skildring af storken og dens biologi er H.C. Andersen helt i overensstemmelse med tidens ornitologi.

De vilde svaner spiller også en stor rolle hos H.C. Andersen, påny et tegn på, at det dyreliv, han skildrer, ikke er det samme, som fandtes nogle generationer senere. Havde H.C. Andersen digtet i de første årtier af dette århundrede, kunne svanerne næppe have spillet nogen stor rolle. I 1926 var der 2-3 vilde svaner ynglende i Danmark – alle rederne lå i Nordsjælland – og man kunne næppe da i en fædrelandssang have talt om „vilde svaners rede” som karakteristisk for danske kyster. H.C. Andersens omtale af svanerne er et utvivlsomt tegn på, at på hans tid var knopsvanen en almindelig fugl, i hvert fald omkring de danske øer, således som den er ved at blive igen, efter at totalfredningen blev indført i 1926.

I det hele spiller fuglene en særlig rolle i eventyrene. Tage la Cour har i sit skrift „Fuglene i H.C. Andersens eventyr” opgjort antallet af arter, der er omtalt, til 49. Flere af oplysningerne såsom fiskeørnens, ravnens og den sorte storks optræden som ynglefugle på Vestsjælland er af faunistisk interesse – de omtales i eventyret om Valdemar Daae, der er skrevet 1859 – og et yderligere bevis på, at H.C. Andersens Danmark havde et andet fugleliv end nutidens.

Rundt om i eventyrene finder vi små skildringer, som viser – ligesom i de ovennævnte eksempler – at H.C. Andersen var forbløffende velbevandret i naturhistorie. I „Skarnbassen” skildres således ørentvistens yngelpleje helt rigtigt. I „De smaa grønne” læser man helt rigtigt om bladlusene med de mange levendefødende sommergenerationer, overvintringen ved æg og myrernes relation til bladlusene. I „Skrubtudsen”, som, efter hvad H.C. Andersen selv oplyser, er skrevet i Setubal og baseret på egne iagttagelser, har han helt rigtigt erkendt forskellen mellem de grønne frøers nøje tilknytning til vandet i modsætning til skrubtudserne, og han er også klar over, at den grønne bevoksning på stenene og mellem disse er afhængig af lyset.

I „Dryaden” har H.C. Andersen skildret – vel for første gang på dansk – hvad man kan se i et større udstillingsakvarium, inspireret af sit besøg på Pariserudstillingen i 1867. Også her er der mange små rammende iagttagelser, f. eks. karpefiskene, der i modsætning til menneskene taler med „Bevægelse i Mundvigerne”, d.v.s. at han helt rigtigt har set karpefiskenes udskydelige mund, og om en aborre hedder det meget malende „med smukt tigret Skind og misundelsesværdig Rundryg”, suderen skildres meget rammende som „guulsotgylden”. Også i „Den store Søslange” finder man adskillige tegn på H.C. Andersens naturhistoriske orientering. Søpølserne spyr ganske rigtigt indvoldene ud, når de bliver forskrækkede, og krabberne mister et ben, de fleste havfisk har pelagisk æg og yngel, som ikke har nogen relation til forældrene, og man kunne fra adskillige andre af eventyrene fremdrage små lignende, helt rigtige iagttagelser eller oplysninger.

Hvor havde Andersen det fra? I nogle tilfælde kan kilden, som nævnt, efterspores, i andre ikke. Det kan næppe have været skolekundskaber – i datidens lærde skoler lærte man, bortset fra få undtagelser, ikke naturhistorie. Alt tyder på, at det dels er selvsyn fra hans rejser og besøg på herregårdene rundt i landet, dels hvad han har hørt eller læst. Det er ret påfaldende, at den dyreverden, der fortrinsvis forekommer i H.C. Andersens eventyr, er arter med større eller mindre tilknytning til haver, huse, parker o. lign., netop de områder, hvor han selv har haft lejlighed til at gøre iagttagelser. Dette gælder ikke alene dyr, som spiller en særlig rolle for mennesker som husdyrene og storkene, men også dyr som ørentviste, bladlus, snegle. På sine ældre dage har han utvivlsomt fået nogen zoologisk viden gennem sin forbindelse med zoologen Jonas Collin den yngre, med hvem han foretog flere rejser.

Som bekendt medførte hans forbindelse med Jonas Collin, at H.C. Andersen i 1860’erne samlede snegle til Collins samling, og da denne er havnet dels i Zoologisk Museum i København, dels i Naturhistorisk Museum i Århus, vil man i disse museers sneglesamlinger finde adskillige etiketter med H.C. Andersen som indsamler. P. Helveg Jespersen har i sin tid gjort nærmere rede for H.C. Andersens forbindelse med Jonas Collin og hans indsamlinger. Også i de breve, der veksledes mellem Andersen og Collin om sneglene, finder man tegn på Andersens evne til at se og beskrive iagttagelsen rigtigt. I et brev fra Basnæs d. 25. juni 1865 beskriver han vinbjergsneglens æglægning meget grundigt og rigtigt og er fuldstændig klar over betydningen af at give en beskrivelse af hele lokaliteten, dens vegetation og fugtighedsforhold. Han finder samtidig en ravsnegl, som han ikke kendte, og som han meget rigtigt omtaler som den „langagtige Snegl”, hvis skal „er saare skrøbelig”. Forøvrigt har H.C. Andersen, inden han lærte Collin at kende, skildret snegle meget rigtigt og korrekt, f. eks. i „Den lykkelige Familie”, der er baseret på hans egne iagttagelser i Glorups have, hvor han f. eks. helt rigtigt har bemærket, at vinbjergsneglen holder til på jorden, medens havesneglen ofte sidder oppe på urter og buske.

Ser vi på H.C. Andersens behandling af dyrelivet med zoologiske briller, da finder vi en som helhed forbavsende velorienteret behandling og ofte en knap, men meget malende og rammende beskrivelse. Også på dette område har Andersen øjensynlig været et meget levende og modtageligt temperament, der på en mærkelig måde har formået at se og høre og sammenfatte og gengive det sete og hørte, så det står levende og klart for læseren. Han har åbenbart været en fortrinlig iagttager, og ser vi bort fra antropomorfismen, som han har overtaget fra folkeeventyrene og dyrefablerne, finder vi i eventyrene en udmærket skildring af dyrelivet, som det udfoldede sig i de danske herregårdsparker, omkring bondegårdene og landsbyerne i første halvdel af forrige århundrede.

©