Nogle fynske damaskmønstre og deres tyske oprindelse

På udstillingen af „damask og drejl i fynsk eje“ på Møntergården i Odense i 1966 vistes en damask-serviet, udlånt fra godset Ravnholt (fig. 1). Det detaljerede mønster af paradisfugle, der sidder med løftede vinger i buede blomstergrene, omgivet af flagrende sommerfugle, og med en bort af snerler og bredbladede skud, der udgår fra hjørnernes knudeornament, er i overensstemmelse med vævningens kvalitet og tæthed, 44 tråde pr. cm i kæden, noget mindre i skuddet. Der findes meget dækketøj af tilvarende kvalitet i dansk eje, og det er et åbent spørgsmål, om disse ting er importerede eller fremstillet indenlands. I det signerede damask fra Kjøng fabrikken fra sidste del af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet er kvalitet og komposition fremragende, men udover dette er der ikke meget, der med sikkerhed kan siges at være af dansk oprindelse. I betragtning af, at et større antal damaskvævere brødfødtes i dette land i forrige århundrede[1], er det dog sandsynligt, at en del dækketøj fremstilledes her; men motiverne virker ofte fremmedartede, som f. eks. det omtalte mønster med paradisfugle, og man regner derfor med en import, navnlig fra Tyskland[2], jævnsides med den danske produktion.

Imidlertid finder vi dette særprægede mønster i en patronbog „Weber- Bild- und Muster-Zeitung . . . für Damastweberei . . .“, der udkom i Leipzig fra oktober 1845 med 3, og de følgende 2 år med 12 hefter om året. Mønstret er fordelt på to sider, så at midtmotivet og borten ved langsiden findes på et blad og tværborten med hjørneornamentet på det følgende (fig. 2). Man kunne kun erhverve mønstrene ved at abonnere på hele årgangen, og prisen herfor var 4 Reichthaler. Allerede i november 1847 må forlæggeren, Ferdinand Jansen, beklage, at man af økonomiske grunde må ophøre med udgivelsen, til trods for, at han til stadighed har fået stor anerkendelse for dette værk, med mindre der melder sig mindst 200 sikre abonnenter for 1848 til en forhøjet samlet pris på 6 daler. Når 200 abonnenter kunne være tilstrækkeligt til at holde mønsterudgivelsen ved lige, må den danske andel i oplaget af dette tyske værk have været meget begrænset, og det er næppe det danske marked, der har betinget ophøret. De tre årgange fandtes i Industriforeningens bibliotek, der nu er indlemmet i Danmarks Tekniske Bibliotek.

Fig. 1. Damaskserviet. Ravnholt. 75 × 82 cm.

På et af de sidste blade i årgang 1847 i denne samling findes også et bortmotiv med akantusblade (fig. 3), den samme bort, som Hårby-væveren, Chr. Pedersen, benyttede til sine herregårdsduge[3] (fig. 4). Hans regnskabsbog fra 1844-52 viser netop poster til indkøb af vævebøger,[4] og den tidligst daterede dug, hvor borten forekommer, er fra 1854.[5] Det er næsten givet, at Chr. Pedersen har været i besiddelse af patronbladet til dette ofte benyttede mønster. Vi har vished for, at mønstret forekommer for første gang her, da det i teksten angives at være trykt efter originaltegning af I.I. Sonnenthal, hvem det i øvrigt ikke er lykkedes at identificere.[6] Den indsatte blomsterkurv i dugens hjørner, findes ikke på det originale mønster og er måske væverens egen komposition. Pudsigt nok gives der følgende kommentar til mønstret: „Ein einfacher Grund würde ein geschmackvolles Tuch geben“, – en anvisning, som Chr. Pedersen i sine meget sammenkomponerede duge ikke har lagt sig på sinde.

På et tidligere blad i samme årgang findes som nævnt patronen til fuglemønstret på Ravnholt-servietten, trykt efter originaltegning af Charles Durr; og da man var nødt til at abonnere på hele årgangen kan man slutte, at dette blad også har været i Chr. Pedersens besiddelse. Med sikkerhed for at de to blade har været at finde samme steds og bevis for, at det ene blad har været benyttet på Fyn, tør man vel tilskrive fugleservietten til en dansk, rimeligvis fynsk væver.

Fig. 2. Patronblad med fuglemønster. Weber- Bild- und Muster-Zeitung 1847, tvl. 7.

Som endnu et eksempel på, at mønstersamlingen har været benyttet på Fyn, tjener servietten (fig. 5), der er vævet af Odense-væveren Anders Nielsen Rosenlund, stadig efter et forlæg i 1847-årgangen (fig. 6), men denne gang tegnet af Franz Finck. Som de to andre mønstertegnere lader denne sig heller ikke identificere, hvilket antagelig skyldes, at de ikke er kunstnere i egentlig forstand, men snarere professionelle vævere, der har solgt deres mønstre til forlæggeren. Man må, hvis dette er tilfældet, beundre både sans og håndelag for komposition, navnlig i den sidstnævnte serviet, der måske er den heldigste, da der ikke er op og ned på mønstret. Patronen er ifølge sin tekst beregnet til gulvtæppe eller tedug.

Fig. 3. Patronblad med akantusblade. Weber- Bild- und Muster-Zeitung 1847, tvl. 35.
Fig. 4. Damaskdug med prospekt af Frederiksgave. Gyldensteen. Udsnit.

Fuglemønstret synes at have været særlig yndet på Fyn, da det forekommer i endnu to variationer, nemlig på en serviet[7] og på en lille dug (fig. 7), mens det hidtil ikke er fundet i de øvrige landsdele. Servietten er vævet efter samme mønsterblad som Ravnholt-servietten, men rapporten er her indgalleret i spids, således at mønstret spejles omkring længdeaksen. På den måde opnås en orientering mod to sider, men det giver samtidig en tungere komposition. På dugen findes det ene af fuglemotiverne fra servietten, men blomstergrenene er en smule omarbejdet. Motiverne er samlet omkring centrum, spejlvendt mod hinanden omkring både længde- og tværakse.[8] En lidt mindre fugl af samme type udfylder spejlets hjørner, mens borten er komponeret af en anden slags fugle på baggrund af vinranker – i et lidt forkert størrelsesforhold. Vævningens kvalitet er ret grov, 28 tråde pr. cm i kæden, mens tætheden i den førnævnte serviet er 37. Ingen af de to variationer har samme ophavsmand som Ravnholtservietten, og i det sidste tilfælde har det omtalte patronblad næppe heller været til rådighed, men snarere et genoptryk eller en tegning med gengivelse af en enkelt paradisfugl og sommerfugl, dvs. en halv rapport, så at den egentlige komposition har været overladt til væveren selv. Til gengæld er mønstrets oprindelige orientering i én retning mere eller mindre bevidst blevet bortelimineret.

Fig. 5. Damaskserviet, vævet af Anders Nielsen Rosenlund. Tilh. fru Harriet Jørgensen, Odense.

Tilbage står spørgsmålet om de her omtalte mønsterblades udbredelse blandt damaskvæverne i Danmark. Det forekommer mærkeligt, at de kun skulle have fundet deres vej til Fyn, men hidtil er damask med de herfra hentede mønstre ikke konstateret udenfor Fyn og kan i to tilfælde henføres direkte til fynske vævere.

Fig. 6. Patronblad. Weber- Bild- und Muster-Zeitung 1847, tvl. 22.
Fig. 7. Damaskdug. Tilh. dir. Arne B. Plum, Assens. 148 × 148 cm.

Noter

  1. ^ O. J. Rawert: Beretning om linnedvæveriets, fornemmeligen linnedhuusflidens nuværende tilstand i de danske provindser. Kbh. 1844. s. 32 + fodnote.
  2. ^ O. J. Rawert; op. cit. Niels Oxenvad: Damaskvæveren Chr. Pedersen i Hårby. Fynske Minder, 1963, s. 74 + note 3.
  3. ^ Niels Oxenvad: op. cit.
  4. ^ Samme, s. 72 og 74.
  5. ^ Jyske undersøgelser, nr. 45/1. Dug tilh. civilingeniør H. Berner, Clausholm.
  6. ^ Thieme-Becker: Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler. Leipzig 1908-50. G.K. Nagler: Neues allgemeines Künstler-Lexicon. München 1835-52.
  7. ^ Damaskserviet, fynske undersøgelser 50/4, tilh. fru Gerda Petersen, Odense. 74 × 148 cm.
  8. ^ Foruden indgallering i spids er kortrækken trådt tilbage fra midten.

©