Nogle glimt fra et ungt digterværksted

Om H.C. Andersens »Skyggebilleder« og dagbogen

Som bekendt førte H.C. Andersen omhyggeligt dagbog i lange perioder af sit liv – ikke mindst under de mange udenlandsrejser. Hans første færd uden for landets grænser danner i denne henseende ingen undtagelse. Fulgt til båden af nogle jævnaldrende venner drog den 26-årige digter den 16. maj 1831 ud for at opleve en verden uden for Danmark for første gang. Turen gik over Lübeck, Hamburg og Harzen, hvor han gjorde en fodtur til bl.a. Bloksbjerg (Brocken); derfra over Leipzig til Dresden, hvor han mødte den store tyske romantiker Ludwig Tieck. Efter endnu en fodtur, denne gang ind i Böhmen, gik hjemturen over Berlin, hvorfra bekendtskabet med digteren Chamisso stammer; videre over Hamburg og Lübeck tilbage til København, som han genså den 24. juni 1831.

Fra denne rejse stammer »H.C. Andersens Dagbog paa en Tydsklands Reise 1831«. Titlen er H.C. Andersens egen udskrift på dagbogsbindet. Hver enkelt optegnelse fylder fra nogle få linjer op til 4 1/2 side i den trykte udgave af dagbøgerne, eller i gennemsnit ca. 1 1/2 side (incl. tegninger). Der er optegnelser til alle rejsedagene. Skal man groft beskrive dagbogens indhold, kan man sige, at den først og fremmest fastholder rejseruten fra dag til dag med en beskrivelse af de seværdigheder, som gjorde størst indtryk på den unge poet. Dernæst nedskrives oplevelser – store og små som han kom ud for undervejs, ligesom indfald og betragtninger af forskellig art fæstnes til papiret. Sagn og andet stof, som digteren støder på, bliver også samlet op i dagbogen, og endelig indeholder den et væld af optegnelser af mere privat karakter.

Straks efter hjemkomsten gik H.C. Andersen i gang med manuskriptet til en rejsebeskrivelse bygget over den netop foretagne tur. Manuskriptet eksisterer tilsyneladende ikke mere; men bogen udkom allerede den 19. september 1831, altså mindre end 3 måneder efter ankomsten til København! Rejseskildringen fik titlen: »Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz &c. &c., i Sommeren 1831«.

At H.C. Andersen har støttet sig til sin dagbog ved udarbejdelsen af »Skyggebilleder« siger sig selv. Spørgsmålet er blot, i hvor høj grad og på hvilken måde han har udnyttet sine notater. Nedenfor er forsøgt en grov sammenligning af dagbogen og den udgivne rejseskildring med det formål at fremdrage blot nogle af de måder, hvorpå dagbogsstoffet er anvendt – eller ikke er anvendt, mens andet stof måske er benyttet.

H.C. Andersen yndede jo senere at »gruppere« sit stof – ikke mindst det selvbiografiske. Denne grupperingsteknik har han imidlertid endnu ikke taget i brug i større udstrækning i dette ungdomsarbejde. I afsnittet om Berlineropholdet har han ganske vist samlet omtalen af sine teaterbesøg under ét, selv om disse strakte sig over nogle dage med andre oplevelser ind imellem forestillingerne. Digtet »Preusen« er skrevet i Berlin (dagbogen den 15. juni), men fremtræder i bogen på køreturen fra Berlin til Hamburg (»Skyggebilleder« side 130), hvor det tjener til at sætte lidt kolorit på en ellers kedsommelig køretur. Men bortset fra disse petitesser er kronologien fra dagbogen stort set fulgt ganske nøje. Derved kommer dagbogen – ikke overraskende – til at fungere som det skelet, hvorover rejsebogen er dannet.

Derimod er der nogen forskel på den måde, de enkelte dagbogsnotater bliver anvendt.

I flere tilfælde er optegnelserne så fyldige, at de – eventuelt med en mindre »litterær« iklædning – kan anvendes direkte i »Skyggebilleder«. Et godt eksempel herpå ses i dagbogsnotatet fra den 24. maj:

»Udenfor Falleberthor hvor Marr boer, var der til det 15 Aarhundredet, Stedet for en stor Folkefest, som fandt Sted hver 7de Aar, og hvortil OmEgnens Førster og Mægtige kom, her var Dands og Lystighed, og man kastede Terninger om Alt, selv om en Pige, men saa var man nødt til ægte hende; Damerne sad her i Telte i al deres Puds, og udenfor tumlede Vrimmelen sig.«

Til sammenligning anføres det tilsvarende afsnit i »Skyggebilleder« (side 36):

»Jeg besøgte Marr, en ypperlig Acteur ved Hof-Theatret her i Braunschweig, hvor han tillige er Regisseur, han boede udenfor »Fallersleberthor«, et historisk Sted fra det 15de Aarhundrede, eller rettere, til den Tid; thi da samledes her hvert syvende Aar, alle Omegnens Fyrster og mægtige Herrer, hvor de toge Deel med Folket i Dands og Lystighed. Man kastede da der Terninger om Alt, selv om at faae sig en Kone, men den som fik høiest Øine maatte ogsaa ægte hende. Rundt om i de brogede Telte sadde de fornemme Damer i al deres Puds og saae paa den lystige Menneskevrimmel udenfor.«

Lidt anderledes stiller det sig med udnyttelsen af dagbogsnotatet 2. juni. Netop ankommet til Dresden besøgte digteren sidst på eftermiddagen den katolske kirke. Besøget må i høj grad have fascineret ham, for han besøgte så at sige kirken hver dag, så længe han var i Dresden. I dagbogen skildres besøget således:

»Før jeg kom til Tieck var jeg ellers i den catholske Kirke, der var Corpus Domini Festen, og om Formiddagen havde der været Processioner i Gaderne. – Kirken var stor og Lys med flere Kapeller hvor Folk knælede. Der var en deilig Musik og Castraterne sang, som Pigebørn, det gjorte et underligt Indtryk paa mig. – I Gangene gik Sweitsere i gule Klæder med store Sølvstokke; foran Alteret stode 3 Præster i hvidt Silke broderet med Guld og Blomster; Chordrenge i rødt, med en fiin hvid Skjorte over, svingede Røgelsekar og bar Lys, med mange underlige Ceremonier. Jeg saae nogle böhmiske Bønderpiger, der slæbte deres Tøi med ind i Kirken, knælede i største Hast og gjorte Korsets Tegn og ilede derpaa ind i Kapellerne. – «

I »Skyggebilleder« (side 89-90) redigeres dagbogsstoffet således, at der sker en væsentlig udvidelse:

»[Maleren J.Chr.Dahl] bad mig nu ikke spilde Tiden hos sig, men gaae i catholsk Kirke; – det var just denne dag Corpus domini Festen; de fleste Ceremonier vare vel nu forbi, men jeg vilde faae Castrateme at høre …

Nu stod jeg i den catholske Kirke. Hvor stor og lys! Musikchoret bruste over mit Hoved; paa alle Altrene brændte Lys, og rundt om i Sidecapellerne og i de store Gange knælede Folket. Den kongelige Familie var i Kirken, jeg saae Kongen bede med megen Iver; tre Præster i Guldmors Dragt stode ved Alteret, og mange smaae Drenge, i røde Kjoler med en hvid, kort Skjorte over, svingede Røgelsekarrene. Castraterne sang, det var ikke Mandens, men heller ikke Qvindens Stemme; det var underlige bløde Moltoner; der laae noget saa dybt, veemodigt i deres Sang, som var det Hjertets hele Længsel, der udtalte sig i Toner; de gjorde et ganske forunderligt Indtryk paa mig, men jeg følte mig slet ikke glad.

Ved Hovedalteret var en idelig Bevægelse, som forstyrrede det høitidelige Indtryk det Hele gjorde paa mig. Chordrengene kom og gik med store Lys, og Præsterne bøiede sig hvert Øieblik og ringede med deres Sølvklokke.

Sveitsere i gule Klæder, med store Sølvstokke, gik om i Gangene for at holde Rolighed og passe paa, at Bukkene vel bleve skilte fra Faarene. Folk kom og gik, men Alt skete meget stille. Jeg saae bøhmiske Koner og Piger, der vist havde været paa Torvet med deres Vare, de kom ind i Kirken, med deres Kurv eller Byldt, knælede i Gangen, læste deres Rosenkrands og gik derpaa i største Hast bort.

I Capellerne knælede Mænd og Qvinder for Madonnas Billede, og i mangt et Ansigt saae jeg den inderligste Hengivelse og Tilbedelse. Solen skinnede gennem Vinduerne og blandede sig underligt med Skjæret af de mange Lys og den duftende Røgelse; der laae virkelig noget deri, som ved Musikkens Tonehav, snart fandt Vei til Hjertet.«

Ændringerne og udvidelserne er ganske interessante. Forfatterens mål er stadig at give os et billede, der er så naturtro som muligt mod de sanseindtryk, han modtager, jfr. de mange farveadjektiver. Men dértil søger han at komplettere billedet ved at finde udtryk for den stemning, de følelser, som vælder ind på den følsomme digter ved opholdet i kirken. Kastraterne synger ikke længere som pigebørn, men hjertets hele længsel udtrykkes i deres dybt vemodige sang. Betegnende er også tildigtningen af solen, der skinner ind gennem kirkeruderne og blander sig med lysene. Naturen udenfor og gudstjenesten indenfor mødes i en fælles hellighed. Kirken i naturen er jo ikke fremmed tankegang for H.C. Andersen.

Højtideligheden kan dog ikke ganske fortrænge humoren. Svejtsernes opgave er bl.a. at passe på, at bukkene bliver skilt fra fårene. Fornemt skal det naturligvis også helst være. Det kan H.C. Andersen godt lide. Altså placeres den kongelige familie i kirken. Kongen beder endog med megen iver, hvordan det så har taget sig ud.

Uanset den ikke helt ringe udvidelse, stoffet har fået i rejsebogen, er det dog stadig den samme oplevelse, der uden væsentlige ændringer skildres begge steder. I andre tilfælde finder vi større eller mindre forskelle i forhold til dagbogen.

Den 16. juni skildrer H.C. Andersen i dagbogen køreturen fra Berlin til Hamburg. Det er på denne tur, at han som medpassager har en frygtelig, brændevinsdrikkende bager, der ind imellem jodlede så grusomt og til sidst deklamerede nogle skrækkelige tyske digte så monotont, at H.C. Andersen faldt i søvn i sit hjørne af vognen. Pludselig vågnede han og fandt sig helt alene. Han kikkede ud og opdagede, at vognen holdt stille. Der var ingen heste for vognen, og han troede derfor, at man havde skiftet vogn og glemt at tage ham med. Han sprang ud, men opdagede da, at skiftehestene stod et stykke derfra.

Denne historie fortælles ganske vist også i »Skyggebilleder« (side 132); men der er nu sket den ændring i historien, at det ikke er digteren selv, der tror sig ene tilbage på landevejen i mulm og mørke, men dérimod en til formålet opfundet medpassager, en gammel guvernante med en illegalt medbragt hund i syposen. Historien krydres yderligere ved, at de øvrige passagerer, som under skiftet af heste indtager en forfriskning i det nærliggende gæstgiveri, iler hende til undsætning, da hun skriger om hjælp; de opnår dog kun at blive anset for en flok røvere, som vil overfalde hende. Denne let hysteriske gamle dame kan åbenbart bedre passes ind i historien end vor rejsende poet.

En lignende udvidelse og ændring af dagbogsstoffet knytter sig til vandreturen i Harzen, hvor H.C. Andersen kommer i selskab med en seminarielærer fra Halle. Han »havde været i Magdeburg og seet i Kirken der, noget af Kristi Kors, den krukke Christus havde forvand[l]et Vandet i til Viin, osv. flere andre falske Ting. – « (27. maj).

Det kan ikke ses af dagbogsoptegnelsen, om det kun er H.C. Andersens opfattelse, at tingene er falske, eller om denne anskuelse også deles af seminarielæreren. Man kan jo have sine tvivl. Men denne lille, i og for sig nøgterne dagbogsnotits er baggrunden for »Skyggebilleder«s herlige historie (side 59-60) om antikvaren, der ved Baumannshulen i Harzen finder en dyreknogle, som han mener må være et oldtidsfund. H.C. Andersen »havde intet derimod, thi det saae livagtig ud, som et Kobeen, og Køerne ere en gammel Slægt.« Antikvaren anså nu ellers knoglen for at være et ben af hunnerne. Da Magdeburg, hvor seminarielæreren jo havde set de besynderlige ting, ligger uden for H.C. Andersens rejserute, kan dette stednavn ikke bruges. Uden smålige hensyn til kendsgerningerne rettes stedet for disse sære relikvier derfor til Qvedlinburg, hvortil antikvaren i fortællingen er på vej, og hvortil han gerne vil have H.C. Andersen med. Og digteren kan nu diske op med endnu flere mærkværdigheder:

»Tænk, der var endnu en af de 6 Krukker, i hvilke Christus ved Brylluppet i Cana, havde forvandlet Vand til Viin, et Stykke af den af Johannes’s Fingere, som han havde peget paa Christus med, en Flaske af Mutter Marias egen Melk, Jord fra Golgatha,

Træ af Christi Kors o.s.v., og hvad der især var mærkeligt, den Kam, som Heinrich Fuglefænger havde brugt til at kjæmme sit Skjæg med. Dog alle disse Herligheder fristede mig ikke, min Længsel stod til den store Natur.«

Som det ses, kan den Andersenske fantasi forholde sig ganske frit til dagbogens mere jordbundne optegnelser af realia. Undertiden er blot et enkelt ord fra dagbogen tilstrækkeligt til, at en anekdote former sig i digterens skabende fantasi.

Under besøget i Hamburg (dagbogen den 19. maj) beser han den botaniske have, som han finder smuk, men på en anden måde end den hjemlige bag ved Charlottenborg. »I Drivhusene var der deilige fremmede Blomster, dog rettere kuriøse, vore indlandske ere ligesaa smukke, selv Markblomsterne. -« Under udformningen af sin rejseskildring griber H.C. Andersen det ene ord »Markblomsterne« fra dagbogen, og se, hvad der kom ud af det (side 20-21):

»Hvor følte jeg mig ikke uvidende, inde i de store Drivhuse mellem de fremmede Blomster og Væxter! der var en Hamborger-Dame med, hun havde samme Feil, som jeg, og det endogsaa udenfor Drivhusene. Der stod her en heel Flok Blomster, »hvor nydeligt!« udbrød hun, »nu har jeg aldrig seet saa sjeldne Blomster! De ere da fra Amerika?« Nei, desværre, det var kun Mark-Blomster, tagne ved Pøseldorf tæt uden for Hamborg.«

Mon man i de prunkløse markblomster mellem alle de fine drivhusvækster allerede skulle øjne kimen til »Gaaseurten« fra 1838? Også dér er der tale om en uanselig lille blomst, som de hovmodige tulipaner ser ned på.

I det velkendte alfeeventyr, som er knyttet til rejsen over Lüneburger Heide (»Skyggebilleder« side 29), er udgangspunktet også en enkelt lille ting hentet fra dagbogen. Det drejer sig hér om de blomsterbuketter, som de rejsende havde købt af børn, som i løb fulgte rejsevognen et stykke for at tjene en skilling. Blomsterne nikkede i takt med vognens bevægelser, så der er ikke noget at sige til, at passagererne også begyndte at nikke med hovederne. Og så kan eventyret tage sin begyndelse. H.C. Andersen ser den første lille alf i en nellike i sin buket. Det pudsige er bare, at han i virkeligheden glemte buketten, da han tidligere gik om bord på den båd, der fragtede ham over Elben. Blomsterbuketten var altså slet ikke med på køreturen til Lüneburg (dagbogen 21. maj).

Som tidligere nævnt indeholder dagbogen oplysninger af forskellig art, som digteren samlede sammen under rejsen, og som han senere udnyttede i større eller mindre grad.

I dagbogen for den 21. maj kan man således finde en »Vaterlands Lied« om Hamburg, som den unge turist har skrevet af i sit fulde omfang i Hamburg efter »Gemeinnütziger Almanach auf das Jahr 1831«. Af sangens 7 strofer anvender han dog (heldigvis) kun første strofes 2 første linjer og et par ord fra omkvædet (»Skyggebilleder« side 24).

I forbindelse med besøget i Merseburg, hvor H.C. Andersen var den 30. maj, beretter han (side 77-78 i rejseskildringen) om en biskop, der lod sin tjener henrette for tyveri, men som senere opdagede, at det var hans yndlingsravn, der var den rette skyldige. Ravnen blev sat i et jernbur, og biskoppen oprettede en kapital, for hvilken rådet i Merseburg til evig tid skulle holde en ravn fangen, der måtte lære at udtale den henrettede tjeners navn.

Sagnet er først optegnet i dagbogen den 10. juni, hvor det er nordmanden Andreas Faye, som i Dresden fortæller H.C. Andersen det merseburgske eventyr. I rejseskildringen optræder sagnet altså på sin geografisk rette plads.

Men »Skyggebilleder« indeholder også meget stof, som ikke stammer fra dagbogen.

Først og fremmest kan man bemærke sig den ejendommelighed, at der i dagbogen ikke står ét ord om besøget i Lübeck, hvor digteren dog ifølge »Skyggebilleder« (side 14-15) blandt andre seværdigheder så Marienkirche med den berømte dødedansfrise. Dagbogen indledes med nogle ord om afrejsen og sørejsen, hvor han iøvrigt sov dårligt på grund af trange pladsforhold for hans lange skikkelse. Udaset nåede han Travemünde kl. 11,30 den 17. maj. I et brev af 19. maj til vennen Edvard Collin får vi at vide, at man nåede Lübeck kl. 13,30. Digteren så sig straks om i byen, og allerede kl. 18,00 tog han videre med et rejseselskab til Hamburg. Og så havde den travle turist endda også nået at aflægge et pligtbesøg på et ortopædisk institut, hvor en fjern slægtning til Collinerne var indlagt. Hamburg nåedes ved femtiden næste morgen, så det er forståeligt, både at der ikke kunne afsættes ret lang tid til Lübecks seværdigheder, og at der heller ikke levnedes megen tid til dagbogsskriveriet.

Måske har H.C. Andersen også haft andet materiale at støtte sig til ved udarbejdelsen af »Skyggebilleder«. Det vides fx., at han benyttede sig af Friedrich Gottschalcks »Taschenbuch für Reisende in den Harz«. Hvad der stod i sådanne turistguider, var der naturligvis ingen grund til at gentage i dagbogen.

Mere interessant er det imidlertid at bemærke, at næsten alle de reflektioner og betragtninger, som bogen efter de bedste litterære forskrifter vrimler med, først er blevet til efter hjemkomsten. Det samme gælder størsteparten af de 21 digte, som – ligeledes efter tidens skik (jfr. Heines Harzreise) – er spredt ud over bogens blade. I dagbogen er kun nedskrevet 5 digte, som altså er blevet til på selve rejsen. Og af disse 5 digte har endda kun de 3 fundet vej til »Skyggebilleder«, de 2 helt uændret fra dagbogen. Digteren havde som tidligere nævnt travlt med at få sin rejseskildring udgivet.

Året efter denne Tysklandstur skrev H.C. Andersen som bekendt sin første større selvbiografi, som ganske vist ikke var beregnet til offentliggørelse. Det er den, vi i dag kender under navnet »Levnedsbogen«. Ved hjælp af denne kan vi nu fastslå, at nogle af de passager i »Skyggebilleder«, som man leder forgæves efter i dagbogen, har deres oprindelse i erindringer fra skoletiden.

Det gælder først og fremmest den rare, gamle skolemester fra en hannoveransk stad, som ifølge H.C. Andersen selv (Levnedsbogen side 98) er formet efter adjunkt Snitker ved Slagelse lærde skole. I »Skyggebilleder« (side 39-40) lader H.C. Andersen skolemesteren give en herlig beskrivelse af sin hjembys teater, der er indrettet i en gammel stald. Næsten ord til andet findes denne skildring året efter i »Levnedsbogen« (side 99-100) om teatret i Slagelse. Hér genser vi både jernlysekronen, hvis tællelys dryppede så slemt, at ingen kunne sidde under den, og gadedekorationen, som forestiller byens torv, og som bruges, ligegyldigt hvilket stykke der spilles.

Et tilsvarende forhold gør sig gældende med historien om den kvindelige fører i Harzen, hvis skræddermand havde digtet en vise om en stedfunden henrettelse. Den vise indbragte ham 4 daler, hvilket var så stort et beløb for den gode skrædder, at han forlod sit fag til fordel for digtekunsten. Desværre blev det ikke til meget mere med verseskriveriet, men des mere med drikkeriet (»Skyggebilleder« side 64). Den samme historie fortæller H.C. Andersen i »Levnedsbogen« (side 121) som en erindring ligeledes fra Slagelse.

I »Skyggebilleder« (side 114-115) gives nogle portrætter af de sindssyge patienter på slottet Sonnenstein i nærheden af Dresden. Ifølge dagbogen den 8. juni synes det tvivlsomt, om forfatteren overhovedet har været oppe på slottet, som lå højt over byen på et bjerg. Man kan derfor formode, at disse skildringer måske bygger på barndomserindringer – ligeledes beskrevet i »Levnedsbogen« – fra Gråbrødre Hospital i Odense, hvor drengen jo havde sin gang med farmoderen.

Der vil også kunne påvises lånegods fra andre kilder end »Levnedsbogen«, fx. Heines Harzreise og Baggesens Labyrinten, som begge er forbilleder for H.C. Andersens rejseskildring. En eftersporing af sådanne relationer fører dog for vidt i denne sammenhæng.

Som »Skyggebilleder« altså indeholder et og andet, som ikke kan findes i dagbogen, således findes der modsat en lang række notater i dagbogen, som ikke fandt anvendelse i det trykte værk.

Den 26. maj oplever vor vandringsmand den dejlige Ilseflod i Harzen, hvortil er knyttet et sagn om den lige så dejlige prinsesse Ilse. Men, siger dagbogen om floden, som H.C. Andersen følger mod strømmen op mod dens udspring: »den gode Prindsesse Ilse er tykkest i Benene, hun bliver altid tyndere og, som paa mange andre Damer, mærker man tilsidst slet ikke til Hovedet. -« At denne mildest talt ugalante beskrivelse ikke kom med i »Skyggebilleder«, er jo forståeligt!

Digteren Tieck havde to døtre, om hvem den besøgende unge digter betror sin dagbog (den 2. juni), at den ene er tålelig køn, mens den anden havde et underligt høneansigt. En karakteristik, der heller ikke just egner sig til offentliggørelse. Dette lidt syrlige forhold til kvindekønnet, som i øvrigt også afspejles i nogle af digtene i »Skyggebilleder«, kan vel betragtes som efterdønninger af den ulykkelige forelskelse i Riborg Voigt kort tid forinden.

En lidt underfundig dagbogsbemærkning, som vi heller ikke kan finde i »Skyggebilleder«, men som også angår det »svage« køn, stammer fra digterens sidste besøg i den katolske kirke i Dresden den 10. juni. Han lægger hér mærke til en ung dame, som er i færd med at skrifte. Dagbogsskriveren tilføjer: »det varede temmelig længe.«

Endelig indeholder dagbogen en lang række optegnelser af helt privat karakter. Det drejer sig om bemærkninger om den evige tandpine, om pekuniære problemer, og om de mange bekendtskaber og visitter, han gør undervejs. Notitserne har ingen betydning for »Skyggebilleder«, men er dog læseværdige, fordi de gør mennesket H.C. Andersen så levende og nærværende for os.

Et enkelt eksempel bør anføres, fordi man næsten kan ærgre sig over, at det ikke fandt vej til rejseskildringen. Det drejer sig om notatet den 13. juni, hvor han giver et portræt af sig selv som den bly, unge digter midt i Berlins fristelser:

»— Ved Tabel d’otte, spurgte en ung Franskmand, jeg har lært at kjende her, om vi skulde spadsere lidt, jeg gik med og nu fortalte han sit hele Don Juan Liv, der i Begyndelsen morede mig, men da vi med et stod i en Gade de plaisir, og han i[n]viterede mig ind paa Viin, blev jeg ganske forskrækket; jeg skammede mig ordenlig ved at gaae denne lange Sirene Gade igjennem, der blev mere og mere smal til vi slap ud og jeg skildtes venlig, men ikke med det bedste Sindelag fra det unge Væsen, der alt kjendte Verden saa godt.«

Jeg har tidligere nævnt, at »Skyggebilleder« ikke er synderligt præget af H.C. Andersens grupperingstrang. Lad os da slutte disse få glimt fra digterværkstedet med at vise, at omgruppering alligevel godt kan finde sted. Der tænkes på et fuglemotiv, som næsten kunne have udviklet sig til et ledemotiv, men hvor digteren har foretrukket først at benytte motivet et stykke inde i beretningen.

I det allerførste dagbogsnotat (16. maj), hvor H.C. Andersen beretter om sin afrejse, fortæller han, at en »Svale qviddrede udenfor mit Vindue, som den vilde fortælle mig et og andet om min Reise, men hvad den egentlig sagde veed jeg ikke.«

Denne lille idyl er ikke medtaget i »Skyggebilleder«s indledning til rejsen; men fuglen dukker senere op i bogen, hvor den ganske vist ikke kvidrer. I domkirken i Meissen (side 88) har en lille fugl forvildet sig ind i kirkerummet, hvor den flagrede rundt og slog med vingerne for at komme ud. Den oprindelige idyl er nu blevet til et lidt vemodigt billede på menneskets (digterens) higen efter at komme ud, »efter den nye Fremtid udenfor, hvor maaskee en Jæger venter bag Busken for at skyde den et Hagel gjennem Vingerne.«

På vejen mellem Hamburg og Lübeck gøres ophold i gæstgiveriet i Ludwigslust. Her dukker fuglemotivet op igen (side 133). En spurv satte sig på det åbentstående vindue og kvidrede lystigt. Og nu mindes H.C. Andersen ikke blot den lille svale fra afrejsen; men han får også en formodning om, hvem denne fugl (nu ikke en svale, men en spurv!) kan være:

»jeg veed ikke hvad, men baade Fuglen selv, og Organet jeg hørte, forekom mig bekjendt, det var bestemt den samme lille Person, der den sidste Morgen jeg var i Dannemark qviddrede udenfor mit Vindue, men som jeg den Gang heller ikke forstod; skulde det være en Recensent?«

Efter at være kommet tilbage »indenfor Kjøbenhavns Volde«, hvor han føler sig trykket af bitterhed og omgivelsernes fornemhed og strenghed, synger fuglen for sidste gang (side 133). Den kvidrer, »ligesom før jeg reiste bort, og som den qviddrede i Ludwigslüst. Jeg troer endogsaa den siger det selvsamme; det er nu tredie Gang. Det maa være en Recensent, for han sætter mig i slet Humeur!«

I det første dagbogsnotat bekymrer H.C. Andersen sig i sin opstemthed før afrejsen ikke om den lille fugl, eller hvad den siger. I »Skyggebilleder« har udlængslen stadig overtaget i domkirken i Meissen – dog med et stænk af vemod. I Ludwigslust – på tærsklen til hjemmet – dukker mindet om de forhadte recensenter op. Lidt irritation kan spores. I København ødelægges endeligt det gode humør, som ellers havde været et af rejsens resultater, ved tanken om igen at være mellem de påståede ildesindede anmeldere og de mange »velmenende« opdragere. Trods denne bitre stemning munder »Skyggebilleder« alligevel ud i en optimistisk kampånd, for det ægte digterkald lader sig ikke kue (side 134):

»Mangen lille Fugl, der synger i Skoven, vilde sikkert, dersom den saaledes skulde staae Skoleret hver Gang den sang, snart tie og sørge sig ihjel bag de grønne Hække, men Digteren —

Ei Roes, ei Dadel standse maa hans Flugt, Ved Storm og Solskin bliver Blomsten Frugt!«

 

Anvendt litteratur

  • H.C. Andersen: Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz &c  &c, i Sommeren 1831. Tekstudgivelse, efterskrift og noter af Johan de Mylius. 1986.
  • H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875. Udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab under ledelse af Kåre Olsen og H.Topsøe-Jensen. Bind I. 1971.
  • H.C. Andersens Levnedsbog. Påny udgivet af H.Topsøe-Jensen. 1962.
  • H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Udgivet af C. Behrend og H.Topsøe-Jensen. Bind I. 1933.

 

©