Nogle iagttagelser i og omkring Kejserens nye Klæder

H.C. Andersen oplyste selv straks i Fortalen til det Eventyr-hæfte der 1837 bragte Keiserens nye Klæder at „hele den morsomme Idee skylde vi Prinds Don Juan Manuel .. hvis historie netop 1836 var udgivet på tysk. I sin avhandling om H.C. Andersen som Eventyrdigter 1869 gengav Georg Brandes, for at vise H. C. A. ved arbejdet, noget af den gamle spanske fortælling i kap. VI af El conde lucanor fra omkr. 1330, der skildrer hvorledes de tre Bedrageres usynlige dessin stof kun „kunde ses af Enhver, der var Søn af den Fader, alle mente, han havde, men aldrig af den, som ikke var Søn af den Fader, man ansaa for hans“ (cit. eft. optryk 1919 i GB’s Samlede Skrifter: Danmark II, 87). Påhittet kunne ved sin omstødning af den for ægteskabsretten avgørende pater est quem nuptiæ demonstrant-regel især være katastrofal for en konge eller kejser der jo kun regerer i kraft af at han er ægte søn af sin fader, – derfor er måske det at hovedpersonen er konge/kejser bedre motiveret og betydningsfuldere i den spanske end i den danske fortælling. Nutildags ville man vel have valgt en modeglad dronning, men en sådan kunne dengang ikke så godt have optrådt i bar chemise. H. C. A. måtte forandre det spanske paternitets-påhit, da han ikke alene skrev i den da netop indledte victorianske tidsalder men da æventyret også foregaves at være fortalt for børn, – hvad det nok er ved sin herlige mundtlige stil, men derimod ikke konsekvent i sit glosevalg; ikke alene ord som excellent, magnifique, overceremonimester &c forstås ikke af børn, men heller ikke det for forståelsen af handlingen vigtige ord „procession“, der jo mageligt kunne være erstattet af „højtideligt optog“. Ingen børnebogsforfatter i vore dage ville have brugt sådanne gloser; eventyrene er heldigvis ikke i den grad fortalt for børn som det siden GB vanligt hævdes. Hvad der ikke hindrer at der i andre henseender er tænkt på børns forestillingskreds, f. ex. her ved den herlige vending at væverne „havde over sexten Lys tændte“, beregnet på børn der kan tælle sikkert til 20, mens større tal ikke siger dem noget, tillige viser vendingen også HCAs sans for det lille endelige konkrete tals virkelighedsoverbevisende prægnans.

Den spanske historie om vævere har det måske også moret HCA at arbejde med fordi den handlede om noget han kendte til. Selv var han jo i pubertetsårene blevet anbragt på en Klædefabrik, hvor han sang og gøglede for svendene så at „alle Vævene stode stille“ (Mit eget Eventyr u. Digtn. v. Topsøe-Jensen 1942 s. 23). I fortællingen hedder det om bedragerne at de „lode som om de arbeidede, men de havde ikke det mindste paa Væven“; de kostbare materialer „puttede de i deres egen Pose og arbeidede med de tomme Væve“. HCA kunne imidlertid ligeså lidt som drengen J.-J. Rousseau finde sig i svendenes rå løjer, og da han stadig var til lidt besvær derhjemme efter moderens ny ægteskab, fastslog moderen jo at HCA’s optagethed af at lave dukketheatertøj var „en god Øvelse for at blive Skræder, og at jeg ganske vist var født der til“ (s. 25). Væve- og skrædermetieren var ham altså personlig bekendt.

Til sin ændring af væverbedragernes påhit: at prætendere at kunne avsløre folks sande paternitet, til i stedet at kunne avsløre om man dur til sit embede eller er mer end tilladelig dum (et begreb erfaringen viser kan strækkes vidt), – noget der for en monark, specielt i et konstitutionelt monarki, er mindre væsentlig end paterniteten, -kunne H.C. Andersen være inspireret af Holberg’s skildring i Niels Klim af forholdene i ét af de mange underjordiske lande han lader sin Niels Klim besøge.

I det land Mardak (anagram af Danmark?) dominerer de folk der har avlangt øjesyn, hvad der naturligvis går på at kun de kan få embede der har den rette „hyperme-trope“ protestantiske tro, – måske under påvirkning af Niels Klim fra 1741 på lignende måde benyttet af Voltaire i xv. kap. af Zadig fra 1747: De blå Øjne (jf. s. 94f af min fordanskning fra 1946 af Zadig el. s. 90 af Voltaires bedste muntre Historier). Holberg’s påhit her om avlangt og firkantet øjesyn går igen i Peer Gynt, hvor Peer skal rispes i øjet for at se på rette troldemanér; søndagshalen han ligeledes skal have bundet på for at ligne de andre trolde, svarer til hvad der også overgår Niels Klim i abelandet Mar-tinia (s. 212). Mærkeligt nok kunne HCA forresten slet ikke gutere Ibsen’s herlige digt, da han som forberedelse til et møde med Ibsen tog sig for at læse det; d. 18. aug. 1870 hedder det i dagbogen: „Læst ud „Peer Gynt“, det er som skrevet af en gal Digter, man bliver selv forstyrret ved at læse i denne Bog“. Til gengæld fandt Ibsen Lykke-Peer, som HCA da skrev på og læste op af, „så poetisk“, og han gjorde da også selv et bedre indtryk på HCA end Peer Gynt hade gjort. (HCAs sidste Leveaar v. Jonas Collin 1906 s. 64).

– Ingen antages til „noget offentligt Embede, med mindre han bekiender at en vis, Solen til Ære, paa det høieste Sted i Templet opstillet Tavle, ogsaa forekommer ham aflang, og bevidner dette med Eed“ hedder det i Niels Klim (Baggesen’s fordanskning 1789; 1905-ed. s. 133). – „Det nytter intet, at de undskylde sig med at maatte troe deres egne Øine“ tilføjes det.

Efter at have overværet en heretikers avstræffelse vil Niels Klim prøve sine egne øjne:

Jeg gik strax efter ind i Solens Tempel for at komme efter, om jeg havde orthodoxe Øine, og da virkelig denne hellige Tavle forekom ogsaa mig ganske fiirkantet, sagde jeg det aabenhiertig til min Vert, som nylig var bleven Kirkeværger der i Byen. Han drog et dybt Suk ved denne Leilighed, og tilstod at den ligeledes syntes ham fiirkantet, men at han ikke torde lade sig mærke for nogen dermed, af Frygt for at lægge sig ud med den regierende Stamme, og blive sat fra sin Bestilling, (s. 134 f).

Denne passasje, ligesom hele Holberg’s påhit om at kun de dur til at beklæde et embede der erklærer at se hvad de ikke ser, dvs. af frygt opgiver at se virkeligheden i øjnene, kunne HCA ubevidst haft in mente da han udformede sin version af bedragernes frække påfund. Til at benytte den spanske skrædderhistorie kunne HCA derfor godt tillige, men ikke nødvendigvis, være inspireret af den alt af Brix (i HCA og hans Eventyr s. lllf) fremdragne ytring af den mod forfatterkolleger altid så biske Carsten Hauch; i et brev af 7/1-1836 til HCA hade Hauch insinueret at når den mondænt-påklædte (før-Adam Homo’ske) Paludan-Müller sås i sin bare kjortel blottede han sin Adam’ske nøgenhed i poesien (Breve til HCA 1877 s. 196f).

Man bemærke også at der i det lille citat ovenfor fra Baggesen’s fordanskning af N. Klim forekommer to vendinger der går igen i HCA’s historie, nemlig dels „at komme efter“ i betydningen „finde ud af“: „ved at have dem [klæderne] paa, kunde jeg komme efter, hvilke Mænd i mit Rige, der ikke due til det Embede de have“ siger den tøjglade kejser; dels vendingen „ikke torde lade sig mærke for nogen dermed“, der benyttes næstsidst af HCA: „ingen vilde lade sig mærke med, at han Intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum“.

Mens det i citatet ovenfor er Niels Klim der er åbenhjærtig nok til at betro en anden at han ikke ser tingene sådan som man burde for at være konform med de andre, fandt HCA, som det kan ses af DSL’s facsimilerede udgave af historien, først après coup på at lade én være åbenhjærtig nok til at vedgå at man ikke kunne se hvad man burde se. Og fik så sin geniale indskydelse med at lade et lille barn avsløre humbuggen, – det lille barn man nu savner ved såmange vernissager o. a. foranstaltninger. Det er værd at erindre om den geniale slutningsændring, hvorved først pointen kom til; tilvenstre har vi den første version, tilhøjre den endelige:

Saa gik Keiseren i Processionen under den deilige Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: „Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! hvilket deiligt Slæb han har, og Kjolen, hvor det sidder smukt!“ – Ingen vilde lade sig mærke med, at han Intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke.

„Den Dragt maa jeg rigtig have paa hver Gang jeg gaaer i Procession eller træder op i Folkeforsamling!“ sagde Keiseren; og hele Byen talte om hans prægtige nye Klæder.

Og saa gik Keiseren i Processionen under den deilige Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: „Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! hvilket Slæb han har paa Kjolen! hvor den sidder velsignet!“ Ingen vilde lade sig mærke med, at han Intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke.

„Men han har jo ikke Noget paa!“ sagde et lille Barn.

„Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst!“ sagde Faderen; og den Ene hviskede til den anden, hvad Barnet sagde.

Dette med den uskyldiges røst finder man måske også genklang af siden hos Søren Kierkegaard, skønt han ellers som flertallet af de samtidige digtere bedømte HCA så lidet retfærdigt. Og det ihvorvel han gennem faderen hade fået optrænet en fantasifuldhed, der som HCAs kunne nøje sig med lidet virkelighedsstof til udgangspunkt. Om Johannes Climacus alias SK hedder det: „Hans Phantasie var saa produktiv, at den kunde hjælpe sig med lidet. Udenfor det ene Vindue i Dagligstuen voxede der omtrent ti Græs Straae … Disse Straae bleve til en uhyre Skov …“&c. (Papirer IV. B I). Han prætenderede tilmed sagtens at kunne kappes med HCA i æventyrdigtning, og ifølge sekretæren Israel Levin kunne SK også i mundtlig form hurtigt skitsere nogle, måske lidt Hoffmann’ske, dæmoniske æventyr. Israel Levin’s beretning er værd at erindre om:

Vi talte om Andersen en Aften i Frederiksberg Have: „Andersen har ikke Idé om, hvad Eventyr er, hvad skal han ogsaa med Poesi, han har et godt Hjerte, det er nok, denne stakkels Kone, hvor raat hun drikker, men Herregud [Hun duede ikke er dog først fra 1852], og Børnene faa Kager, for Noget ska’ man ha’e, det er meget uskyldigt, men Eventyr“ – og nu fremmanede han i et Øieblik sex, syv Eventyr, saa jeg næsten blev uhyggelig tilmode. Saa levende var hans Phantasi, at det var som saae han Billederne for sine Øine. Det var, som levede han i en Aandeverden, og med en mærkværdig Utilbørlighed og Exentricitet kunde han udmale de frygteligste Ting til en Grad af Anskuelighed, der var rædsom. Saaledes beskrev han i „De attiske Nætter“ [titlen måske eft. Aulus Gellius’ Noctes Atticæ] en Græker, der bedrev Pæderasti og hans Modsætning en Anachoret i en Skov under sjælelige Anfægtelser [vel i smag med Flaubert’s senere Den hellige Antonius’ Fristelser], alt med en Omhu, der var uanstændig og dæmonisk … Det var hans Mening med Hensyn til hans Fremstilling, at blot de slibrige Tanker skulde undgaaes, ikke de dristige Udtryk: „Poesien er ikke for Børn med Sut i Munden eller for halvvoxne Piger, men for modne Personer“, var hans Mening. (cit. eft. Erindringer om Søren Kierkegaard (1955) ved Steen Johansen, ss. 32f).

Det fornemmes nu som en reminiscens fra eller en parallel til det uskyldige barn i Kejserens nye Klæder, når der i Kierkegaard’s Øieblikket Nr. 7, dateret 30. Aug. 1855, også høres en uskyldigs røst. Det er i avsnittet med den lange overskrift: At den, især i Protestantismen, saa meget priste det christelige Familie-Livs christelige Børne-Opdra-gelse er christeligt, baseret paa en Løgn, idel Løgn. Idet Kierkegaard i det foregående på en for troende folk konsternerende men stadig upåagtet måde har taget bestemt av-stand fra såvel barnedåb, konfirmation som kirkelig vielse, fremhæver han i fortsættelse heraf at det heller ikke er i overensstemmelse med Ny Testamente, der priser cølibat, at avle børn; han skriver: „christeligt er det den høieste Grad af Egoisme, fordi en Mand og en Qvinde ikke kan styre deres Brynde, at derfor skal saa et andet Væsen maaske 70 Aar sukke i denne Jammerdal og Straffe-Anstalt, og maaskee evigt fortabes“. Han påpeger også at den verden barnet fødes indi, hvilken dengang nu ingenlunde heller var et af de gode tiders velfærdssamfund, kristeligt set kun ventede det med qval og jammer, noget forældrene ikke kan fortælle barnet; det er så det hedder:

Ethvert Barn er i sin Naivitet mere eller mindre genial. Sæt nu Barnet i sin Naivitet sagde til Forældrene: „men naar det er en saadan Verden, og det er det der venter mig, saa er det jo ikke godt, at jeg er kommen ind i denne Verden“. Bravo, min lille Ven, Du traf Punktet! Det er en yderst fatal Situation for Forældrene! Nei, Christendom kan der ikke fuskes i! (Øieblikket, 1961-billigudgave s. 134f.).

I hvilken grad vi stadig finder aktuel anvendelse for HCA’s måske af Niels Klims episode påvirkede udødelige udformning af den spanske historie, behøver vi ikke at godtgøre her. I virkeligheden savnede man historien før den blev til. Det kan vi bevise med et litterært eksempel. Det hedder i Hosekræmmeren om Cecil’s ak-så-forandrede-tilstand at hun „bevægede Hænderne, som om hun spandt“ sine brudelagner, men ved at tage hende nøjere i øjesyn bemærker Blicher „at hun ingen Rok havde for sig; men at den, hun indbildte sig at træde, maatte være af samme Stof som Macbeths Dolk“ – sammenligningen mellem Macbeth’s dolk og Cecil der spinder brudelagner af usynligt garn er jo ikke slående god, og forudsætter at læseren kender Shakespeare’s stykke. Men da Blicher i 1829 skrev sin ellers så sprogligt træfsikre historie, var der endnu otte år til at Keiserens nye Klæder skulle blive til. Skønt på den anden side: den tragiske tone i Blicher’s mesterlige Hosekræmmer kunne måske ligeså lidt have tålt en hentydning til HCA’s usynlige stof som til Wessel’s hoseløse kærlighed.

At Kejserens nye Klæder er oversat til over 80 sprog, vidner om behovet for dens almengyldige morale i alle nationer, til dulgt afsløring af fup og fidus, specielt indenfor kunstens verden.

©