Nye bopladsgruber fra jernalderen

Den svale efterårsvind stryger op over marken, langs de afløvede hegn. Øverst oppe fejer et frisk pust ned i en dyb udgravning og køler de varme pander på nogle mænd, som står nede i bunden af hullet og kyler jord op. Der er sejgt træk i skovleskafterne, for lerfylden er stiv og klæg og vil ikke slippe bladet. Slid er det for arbejdskarlene, men lønnende slid, og det hele samtidig et lille forord til beretningen om alt arkæologisk markarbejde. Få tænker vel på, når man ser et velordnet fund opstillet i museumsskabet, hvor megen møje der ligger bag: først den omstændelige optagning på findestedet af de enkelte dele, siden den møjsommelige efterbehandling, sammensætningen, som i dette tilfælde, af potteskår i hundredevis til lerkar som dem der illustrerer fundberetningen på de følgende sider.

På den samme mark og på samme sted var der ellers tidligere gravet. I Fynske Minder 1954 kan man læse om et antal gruber, som her på Holsegårds mark i Brenderup sogn blev undersøgt i 1951. Der fandtes dengang syv dybe nedgravninger i lerbunden fyldte med aske, ildskørnede sten, jernslagger, dyreknogler og mængder af lerkarskår. Det fremdragne var af stor interesse, eftersom de rige keramikfund ydede deres bidrag til den forskning, som i disse år over hele landet, også her på Fyn, har kunnet kaste nyt lys over en hidtil mangelfuldt kendt oldtidsperiode i århundrederne lige før tidsregningens begyndelse: den før-romerske jernalder.

Ved udgravningen i 1951 var det blevet bemærket, at der vel 35 m sydvest for klyngen af de syv gruber tegnede sig et sammenhængende mørkfarvet lag. Når nu de undersøgte nedgravninger efter fundenes karakter havde måttet betegnes som affaldsgruber, lå den tanke nær, at det mørke lag måske var spor af selve bebyggelsen, husene. I 1955 genoptoges da undersøgelsen her, og det viste sig, at det gamle motto for al historisk og forhistorisk kildeforskning: »Søger, og I skulle finde — noget andet end det, I søger!« endnu engang slog til, for vi fandt ikke hustomter. Overraskelsen blev dog ikke så stor, for da muldlaget var afgravet over et stort område, tegnede et nyt system af mørkfarvede askegruber sig i den lyse lergrund. Grubernes størrelse og indbyrdes beliggenhed fremgår af tegningen fig. 1. Der var i alt ti. Af dem udgravedes numrene 10-12 på tegningen fuldtud, 14-16 kun delvis, mens der ikke blev tid til at undersøge nr. 17-19.

Fig. 1. Systemet af bopladsgruber ved Holsegård.
Fig. 2. Grube 10 a-b. Til højre: grube 11 og skråningen af 12. Set fra nordøst.

Tegningen viser, hvorledes jorden her næsten overalt er gennemgravet i oldtiden. I selve fundets art er der ikke noget ud over det almindelige. Bopladsgruber af samme udseende er kendt over hele landet. De fleste er fra den ældre jernalder. Hensigten med at grave dem var for jernalderbonden at skaffe ler som kliningsstof til de risflettede husvægge og vel også råstof til lerkarfremstilling. De store huller, som fremkom, var naturligvis i vejen for færdselen og markens dyrkning og blev derfor lejlighedsvis efterfyldt med alt muligt affald.






Fig. 3. Lerkar fra grube 10 a—b. a: højde 18 cm.

Således var det også tilfældet i de tre største af gruberne, nr. 10-12. Fig. 1 og 2 viser nedgravningernes ovale eller cirkelrunde omrids, fig. 2 meget tydeligt tilmed, hvorledes de er tragtformet nedsænket i undergrunden med flad bund. De tre store gruber lå tæt sammen, men var dog adskilt fra hinanden ved opstående lerbalke fra undergrunden. Fyldmaterialet var ensartet i alle tre: striber af sort aske af bålved skiftende med røde askelag stammende fra torv. Uden nogen orden lå heri blandet udrømmede sten fra husenes arnesteder. Sammen med dem er også mængder af lerkarskår kommet ind. Kogekarrene sprak eller væltede på ildstedet. Snoren, der bar hylden med servicet, var faldet som offer for tidens tand eller en gnavende mus, og ak! dér lå uger af husmorslid i stumper og stykker på lergulvet. Skammeligt også, ud med det hele på møddingen! Og dér finder vi i dag det hele. I grube 10, som man på fig. 2 ser var delt i to halvdele, lå ca. 1450 skår, desuden nogle stykker brændt lerklining, en del knogler af ko, gris og får, og, hvad der er af betydelig interesse, nogle stykker jernslagger, som viser, at husets beboere har befattet sig med jernudvinding, se fig. 6. Nogle runde kantslidte sten, der også fandtes i gruberne, har været brugt ved udbankningen af det ophedede jern fra slaggen.

Det er altså slet ikke så få kulturhistoriske oplysninger, der kan uddrages. I nogle tilfælde har det været muligt ud af skårene at samle lerkar eller dele af dem. Et udvalg af den keramik, som anvendtes på bopladsen, ses fig. 3. En almindelig form er kanden (a, c), den tohankede krukke (b) og mindre hankekar eller -kopper som d og e; også kopper som f er almindelige; desuden forekommer fade. Stort set er den bevarede keramik af fortræffeligt arbejde. Formerne er faste, på visse typer leddelte og vel profilerede. Farven er mørkebrun eller sort, overfladen ofte glittet, og det materiale, hvoraf karrene formedes, er finkornet, fast og velbrændt. Kun sjældent er karrene prydet med mønstring. Alt tyder på gammel tradition i håndværket. Nye enkeltheder kan, f. eks. i hankenes og randenes profilering, måske være kommet udefra og indarbejdedes i fremstillingen, men selve karformerne viser en udvikling af de ældre fra jernalderens begyndelse, som atter er betingede af den yngre bronzealders typer. Alt synes hjemmegjort; alt er præget af stedlig tradition, og udviklingen glider langsomt fremad kun til at iagttage i tidsperspektivet.

Fig. 4. Lerkar samlet af skår fra gruberne 10 og 11, bund og sider. Højde 32 cm.

Et af lerkarrene er dog egnet til at vække forbavselse. Ikke så meget på grund af sin traditionelle form som for sin mærkelige udsmykning. Det er den store, 32 cm høje terrin på fig. 4. Farven er mørkt rødbrun. Den udbøjede mundingsrand er på over- og indersiden afglattet i fire brede facetter. Noget egentligt øre har karret ikke, men i stedet en mærkelig Y-formet vulst, der rækker fra kraven ned over skulderen. Fra skulderens runding ned til bunden trækker sig dernæst en række fremstående rygge, som ved skulderens bøjning forbindes ved en række buer. Så vidt vides, er denne ornamentik hidtil ukendt på førromerske lerkar. Man må da søge efter paralleler andetsteds. Nu er det en kendt sag, at romerske og provinsialromerske glaskar i århundrederne lige efter Kristi fødsel i betydeligt antal ad handelsvejene nåede op til Norden, hvor de findes medgivet i gravene. På de ældste glaskar ses undertiden fordybede facetter som på fig. 4 frembragt ved påsmeltning af lister eller ved sandblæsning og slibning[1]. Disse metoder var kendt i Italien allerede i 1. årh. e. Kr.[2] og anvendes i de følgende par århundreder på provinsialromersk område, i Gallien og Vesttyskland. Fra sådanne glaskar kan også den mærkelige hank på terrinen fra Holsegård stamme. Glasmestrene udstyrede nemlig ofte deres produkter med kunstfærdige hanke og ører[3], der kan løbe ud i snørkler og lange lister som på fig. 4.

Fig. 5. Rand- og hankeprofiler af lerkar. Nr. 1-3: grube 10a. 4-5: grube 10b. 6-7: grube 11. 8-10: grube 12. 11-12: grube 10a. 13-14: grube 10b. 15-16: grube 11. 17: grube 12.
Fig. 6. Jernslagge fra grube 12

Denne sammenligning er i øjeblikket den nærmestliggende, men kan dog kun anstilles med betænkelighed. Ribbeglassene stammer i de nordiske fund først fra tiden efter Kristi fødsel. Det gælder også de to pragtfulde dybblå skåle, som i begyndelsen af 1870’erne optoges ved Espe i en rigt udstyret grav fra 1. århundrede[4]. Skal den kulturhistoriske sammenhæng mellem glasskålene og terrinen fra Holsegård overvejes, støder vi endvidere på den vanskelighed, at gruberne fra Holsegård er adskilligt ældre, vistnok hen mod to århundreder. Her må vi et øjeblik se på det fyldige lerkarmateriale, som er bevaret fra de fem hundrede år, den før-romerske jernalder varede. Udviklingen i karformerne har været jævnt fremadskridende, dog med så iøjnefaldende forskelle, at forskningen har kunnet dele stoffet i tre tidsgrupper. Den midterste, periode II, er blandt andet kendetegnet af tynde, afrundede mundingskanter og brede bånd- eller bændelformede hanke som fig. 5, 11,13. I det sidste afsnit, III, som kan sættes til tiden 150-0, er randene i begyndelsen tynde, men begynder nu at afglattes i smalle eller brede afstrygninger (fig. 5, 1, 2, 5, 9) og bliver efterhånden tykkere. Hankene er stadig tynde, men får allerede tidligt en midtryg på ydersiden, ligesom de efterhånden bliver bredere, næsten af X-form, som fig. 5, 16-17. Netop denne facettering af karrande og hanke betegner skellet mellem perioderne II og III.

Fig. 7. Fra udgravningen af grube 12. Flage af stort forrådskar.

Men grænserne mellem tidsperioderne er overalt flydende i det forhistoriske stof. Således er det også her. De tre store, fuldt udgravede gruber nr. 10—12 fra Holsegård viser alle samtidighed og uforstyrret ensartethed. De har kun været i brug forholdsvis kort tid, før de atter kastedes til, således at indholdet stammer fra et kort spand af år. Her findes både tynde, afrundede mundingsrande såvel som facetterede (fig. 5). Her er endvidere både båndformede hanke (fig. 5, 11,13; 3, b) og hanke med midtryg (fig. 5, 12, 14, 16-17; 3, a, c, e). Disse iagttagelser tyder på, at gruberne har været i brug ved overgangen mellem perioderne II og III eller tidligt i sidstnævnte, udtrykt i årstal 150-100 f. Kr.

Denne lille gennemgang skulde have vist, hvor vigtige oplysninger der kan hentes ud af de uanselige bopladsgruber. I disse år er ikke så få gruber blevet undersøgt af Fyns Stiftsmuseum. Ikke mindst for studiet af bebyggelsens udstrækning i den ældre jernalder er gruberne betydningsfulde. For nogle år siden var den førromerske jernalder på Fyn kun meget mangelfuldt kendt. Nu har en del nye gravpladser og mangfoldige grubefund vist, at Fyn i førromersk jernalder ikke var et folketomt land. Her bredte sig tværtimod store egnsbygder, som rummede en ikke uanselig befolkning, en stamme, der må have videreført den yngre bronzealders bosættelse, og hvis efterkommere i den romerske jernalder blev bærerne af en rig udvikling, som mere end før hvilede på nye indslag udefra som følge af det øgede handelssamkvem mellem Sydens kulturområder og folkene i nord.

Noter

  1. ^ A. Kisa, Das Glas im Altertume. III. Abb. 318, s. 787; Abb. 319, s. 789.
  2. ^ – s. 795.
  3. ^ – fig- 320g og 322a.
  4. ^ E. Albrectsen, Fynske jernaldergrave. II. Tavle 11.