Nye bygninger på de fynske gårde i 1800-tallet

Konklusion

Der blev bygget meget få nye, grænsende til ingen stuehuse, stalde og lader, på de fynske gårde fra slutningen af 1700- tallet (og muligvis længe før) frem til 1820-30. Herefter voksede nybyggeaktiviteten meget indtil ca. 1860, da den kulminerede og, for de væsentligste bygningstyper, aftog ret jævnt for helt at ophøre ca. 1940. Det første grundmurede stuehus blev bygget i Fjellerup, Gislev Sogn i 1823, den første grundmurede stald i Hanneruplund, Gelsted Sogn i 1819 og den første grundmurede lade på Mosegård i Balslev Sogn i 1841.

Denne viden er ikke ganske ny. Peter Dragsbo og Helle Ravn skrev i 2002 om Danmark generelt bl.a., at der intet byggeri var på gårdene i perioden 1813 – ca. 1830.[1] Forskellen er blot, at nu er byggeriet kvantificeret og udsagnet bevist – i hvert fald for Fyns vedkommende.

Det skal nævnes, at Torben Grøngaard Jeppesen i artiklen ‘Landbrugets bygninger 1696-1900’ godtgør, at bygningsomfanget på gårdene til to landbyer, Allesø og Åsum, vokser meget, om end ujævnt igennem 1700- og 1800-tallet. I 1700-tallets sidste fjerdedel er det i særlig grad avlslængernes volumen, der vokser. Væksten er dog ikke så stor som i 1800-tallets 2. halvdel. Jeppesen ser på tilvækst, hvor denne artikel ser på nybyggeri, hvorfor de ikke er direkte sammenlignelige. Man må dog antage, hvis væksten kan antages at omfatte hele det fynske landbrug, at der i noget omfang er sket nybygning og ikke blot udvidelse i den sidste fjerdedel af 1700-tallet. Ovenfor formulerede ‘og muligvis længe før’ står altså ikke uimodsagt.[2]

Torben i gang med at bearbejde GP-data. Ca. 1987.
Fig. 1. Figur 1 er et diagram over alle nybygninger i Gårdprojektets data. Bygningerne er opdelt på de 19 typer, som ses, foruden tilbygningerne ‘kvist, mindre veranda, udskud (mindre korshus) og frontspids’, som ikke er medtaget i diagrammet. Der er stor forskel på antallene. Ganske vist bør der ganges med 10 for at få et rimeligt estimat af det reelle fynske antal, men det vil vise 13-14.000 nye lader og ca. 11.000 nye stalde, mens antallet af drivhuse lander på 20 og kreaturhusene på 40. Nybyggede fårehuse, rullestuer (vaskehuse), mejerier (mælkestuer), møddings- og roehuse har heller ikke været det, der prægede landskabet, da vi nåede frem til 1925.Et af formålene med illustrationen er at give et billede af fordelingen af bygningsaktivitet før og efter 1850, hvad der vises med en farveindikation. Der blev samlet bygget 551 bygninger ca. 1800 – 1850 mod 5.586 fra 1850 til ca. 1925. Uden at man skal være for specifik, er det nok også en indikation af, hvorledes det stod til med den økonomisk og politisk drevne dynamik i landbruget i perioden. I parentes angives det årstal, hvorfra den første nye bygning af typen kendes. Dertil er der at bemærke, at hvor det statistiske billede, illustrationen tegner, er sandt, må der tages forbehold for den første hændelse, da det jo er én konkret bygning, én individuel sag, og at der naturligvis uden for de undersøgte områder kan forekomme sjældne, ældre eksempler. Som eksempel herpå kan der henvises til, at det ældste grundmurede stuehus i Gårdprojektet er fra 1823, mens det fra anden side vides, at der blev bygget to grundmurede stuehuse under baroniet Brahetrolleborg allerede i 1787 (se senere).

Gårdprojektet

Den Fynske Landsby – ved Torben Grøngaard Jeppesen – lancerede i 1984 et forskningsprojekt ‘Fynske gårde 1850-1925’. I daglig tale ‘Gårdprojektet’. Dette flerårige forskningsprojekt med undertitlen ‘en arkitektonisk og økonomisk undersøgelse af det fynske gårdbyggeri på overgangen mellem bindingsværk og grundmur’ skulle undersøge bygningsmæssige og socioøkonomiske forhold vedrørende den fynske gård. Torben Grøngaard Jeppesen mente dels, at bindingsværkgårde og gårde ældre end ca.1850 igennem mange undersøgelser var blevet belyst, og dels at den form for undersøgelser, som museet foretog, var nødregistreringer, som hovedsagelig var forårsaget af nedrivningssager og derfor ikke systematisk tilrettelagt. Følgelig kunne de heller ikke bruges til statistisk holdbare beskrivelser og analyser af den generelle udvikling. Forskningen var fraværende.

Undersøgelsen skulle gennemføres ved hjælp af data fra alle gårde, som eksisterede i perioden 1850-1925 i otte undersøgelsesområder på tilsammen 20 sogne. De otte områder var således fordelt, at de tog højde for besiddelsesforhold og naturgrundlag mm., og at der var et dækkende kildegrundlag. De spredte sig over hele Fyn. Desværre var De Sydfynske Øer inkl. Tåsinge ikke inddraget.[3]

Iværksættelsen af projektet førte til omfattende dataindsamling og besigtigelse af ca. 900 gårde. De 900 svarer til ca. 10% af gårdtallet i 1903, hvad der vurderedes til at være nok til at levere dækkende statistik og analyser for Fyn som helhed. I løbet af perioden blev Odense Bys Museer således beriget med landets største, systematisk indsamlede og dermed repræsentative materiale vedrørende gårdbygninger. Ydermere blev alle data gjort brugbare ved anvendelse af den dengang ret nye teknologi – databaser. Alt blev indtastet i Access og dermed søgbart. Indsamlingen kostede en del penge og arbejde og påkaldte sig nogen opmærksomhed og en del forventninger. Desværre blev materialet af mange grunde ikke bearbejdet samlet, og derfor kunne Peter Dragsbo og Helle Ravn i ‘Jeg en gård mig bygge vil’, 2002, efter en beskrivelse af projektet notere, at: ‘- Projektets resultater er dog fortsat ubearbejdede – men der ligger her et stort og godt materiale, der ved statistisk bearbejdning vil kunne sige væsentlige ting om landbrugsbyggeriet i andelstiden …. Med hensyn til gårdens landskab havde dog også den fynske undersøgelse den ulempe, at den var ensidigt fokuseret på bygninger.’ Dog indskydes det, at materiale vedrørende enkelte gårde fra gårdprojektet var blevet brugt i ‘Jeg en gård mig bygge vil’.[4]

I Odense Bys Museer har vi i arbejdsplanerne et fokuspunkt uden udløb, som hedder ‘fra data til viden’. Vores omfattende datamængder fra udgravninger og andre historiske undersøgelser skal bearbejdes. Betragt denne lille artikel som et lille nøk i den retning.

Igennem årene er data fra projektet blevet anvendt i mange sammenhænge: ved kulturarvsforvaltning (Kap. 8) går vi i Odense Bys Museer altid ind i databasen for at checke, om den aktuelle gård er med. For hver gård findes registreret op til 15 brandforsikringstaksationer, som hver især afspejler en bygningsændring eller nybygning på gården. Taksationen fastlægger tidspunktet og karakteren af forandringen. Det har sparet os mange besøg på Landsarkivet. Mange eksterne parter fra museer til ejere og brugere er ligeledes blevet oplyst om konkrete gårde ved brug af materialet. Mange forespørgsler om introduktionen af dette eller hint byggemateriale (fx paptag (1879) og pandepladetag (1874)) er blevet besvaret, men der er også skrevet en del mindre og større artikler og publikationer, som er inspireret af eller anvender Gårdprojektets data. De væsentligste er: Torben Grøngaard Jeppesen har bearbejdet hestegangshusene,[5] Anders Myrtue har fundet frem til sulebygninger,[6] Esben Hedegaard har formidlet grundmur fra Nordfyn,[7] og sammen har de to sidstnævnte, med Hedegaard som hovedforfatter, publiceret ‘Landbrugets bygninger 1850-1940, som på lange stræk trækker på oplysninger og inspiration fra ‘Gårdprojektet’.[8] Endelig publicerede Paw Stylsvig Jeppesen i 2006 sit speciale, der var inspireret af Gårdprojektet,[9] og som beskæftiger sig med bl.a. bygningsudviklingen i to sogne, ca. 1800 – ca. 1920, på gårde beboet af hhv. fæstere og selvejere.[10]

Overgangen fra bindingsværk til grundmur, bevæggrundene derfor og udviklingen derefter var nogle af projektets fokuspunkter. Den faglige baggrund var, at der ikke var udført indgående studier heri, og at interessen for senere gårdbygninger (end 1850) generelt var ringe.[11] Siden 1987-88, da dataindsamlingen sluttede, er der dog skrevet lidt om dette.

Gårdprojektets hovedkilde til fastlæggelse af bygningshistorien er brandforsikringsoplysninger. I særlig grad brandtaksationer. De fleste gårde blev takseret første gang i løbet af de første årtier af 1800-tallet, men man kunne forsikres helt tilbage til 1792.[12]

Forud for 1792, og snarest primo 1800-tallet, må man antage, at godserne, som reelt ejede alle produktionsenheder – gårde og husmandssteder – var selvforsikrende, da de også ejede alle bygningerne.

Den grundmurede gård – og bindingsværket

Den grundmurede gård blev introduceret i Danmark i Tøndermarsken i 1700-tallet og spredte sig efterfølgende op langs Vestkysten og derefter østpå til Aabenraa-området. Denne gårdtype er noget dyrere end bindingsværk, så den vil være et positivt valg som byggemåde.[13] Flere synspunkter er blevet fremført om årsagen til at bygge grundmuret: holdbarhed, materiale (træ-) mangel eller prestige. Selv om grundmur var velkendt, finder man alligevel, at rådgivning og idealer vedrørende gårdene stadig rettede sig mod bindingsværk.

I 1988 udkom værket ‘Bøndergårde i Danmark 1789-90’.[14] Heri fremlægger Grith Lerche et omfattende materiale bestående af indberetninger fra amtmændene om måden at bygge gårde på i deres respektive amter. Formålet var at skaffe viden til brug for byggehjælp i forbindelse med udflytning.[15] Der indløb svar fra ca. halvdelen af amterne. De var af varierende omfang og kvalitet. Nogle holdt sig til kort prosa, andre til længere udredninger og eksempler. Endelig var nogle besvarelser suppleret med skematiske oversigter. Materialet er righoldigt. Det giver, hvad der må betragtes som en blanding af normativ og faktuel indsigt i den herskende, optimale byggeskik på dette tidspunkt. I denne sammenhæng er der kun søgt oplysninger vedrørende grundmur og anvendelse af brændte sten. Det er et gennemgående træk, at grundmur ikke er på dagsordenen. I alle besvarelser, undtagen den for Lundenæs Amt, opgives det, at der bygges i bindingsværk. Desuden kan man se, at formatet ‘firlænget gård’ står uantastet som det, man bruger i 1789-90. Valget af grundmur i Lundenæs Amt angives at være foranlediget af, om gårdene har deres eget, eller der er et nærliggende teglværk.[16] Også der må bindingsværket således have været fremherskende.

Indberetningerne godtgør, at der i langt de fleste tilfælde bruges lerklinede vægge i alle bygninger. I Riberhus Amt (Lustrup Birk) angives, at stuehuse i noget omfang er i grundmur. I alle amter anvendes der brændte sten til skorstenspiber, om end ikke alle gårde har disse. I Skiverhus og Hald amter bruges på dette tidspunkt i høj grad røglofter og lyrer til afvikling af røg. Mange af gårdene dér har ikke skorstene. Tørrede lersten er ikke almindelige, men anvendes dog i et vist omfang i skorstene og bageovne. Enkelte gange anvendes der brændte sten i tavlene i stuehusene, og enkelte gange omtales brændte sten i undertavl og gavle.[17]

Beskrivelsen af de fynske amter påkalder sig selvfølgelig særlig interesse og er også særlig interessant. Ej heller bryder man her med den firlængede gård, men der fremhæves fra Tranekær Amt de to ‘holstenergårde’, som blev bygget under Valdemars Slot, ligesom Jens Langes gårde fra Rødkilde og ‘Reventlow’ (fra Brahetrolleborg) nævnes. Begge Nyborg Amt. De sidste to står fuldkommen uspecificerede, idet det lader til, at ‘alle’ kendte til disse to (herre)gårde. Holstenergårdene var ikke grundmurede, men repræsenterer et forsøg på brud med den firlængede gård. Til holstenergårdene hører imidlertid, siges det, brugen af 9.000 ‘doppelte flensborgsten’ (altså brændte sten) til ydervæggene i bryghuset. Det har formentlig at gøre med brandsikkerhed. Fra Assens Amt hører vi om udflyttede gårde under Løgismose, som anvendte brændte sten i alle tavl i alle ydervægge i stuehusene samt i undertavlene mod syd, i gavle og i portlængen.[18]

Vi ved fra anden side, at de omtale ‘Jens Lange-gårde’ var udflyttergårde, som også brød med de fire længer. De var bygget i vinkel. Men hermed var det også slut med det nye. Alle tavl, også i stuehuset, var med lerklining.[19]

Johan Ludvig Reventlow er i denne sammenhæng mere interessant. Der henvises formentligt til, at han gik reformamok 1775-1801, da han havde overtaget baroniet Brahetrolleborg efter at være “blevet gået” i regeringen. Historien beretter om mangesidige sociale, strukturelle, dyrkningsmæssige og uddannelsesmæssige tiltag.[20] Her er det nødvendigt at vide, at han ønskede at omkalfatre bønders og husmænds brug totalt ved at gennemføre egaliseringer og udflytninger i forbindelse med udskiftningen. Ideen var bl.a. at gøre hvert brug mindre for derved at tvinge intensivering af agerdyrkningen frem. Desuden ønskede han at bygge nye trelængede gårde til alle udflyttere. Stuehusene skulle være helt i grundmur, mens de to længer skulle være af bindingsværk med brændte sten i tavlene. Som forberedelse til de omfattende nybyggerier blev der etableret tre teglværker foruden de to, som allerede eksisterede. Store skovparter blev fældet og lagt på lager med henblik på anvendelse i nye gårde. De to gårde Nybo og Skyttegården blev som de første af i alt 25 flyttet i 1787. De blev begge forsynet med grundmurede stuehuse. I alt blev bygget 40 gårde og ‘dobbelt så mange huse’ på 2-3 år, beretter Rasmussen Søkilde, [21] foruden adskillige andre grundmurede huse. Hver gård stod i 7-800 rdl. Intet under, at godset var på fallittens rand, da Ludvig Reventlows æra udrandt.

Fynske bønder og herremænd kendte godt til grundmur før midten af 1800-tallet. Kirker, herregårde, hospitaler, byhuse mv. Der må have gået frasagn om Reventlows gårde ved Brahetrolleborg. Men alligevel tror vi, at der var en periode på henved 60 år, da grundmur ikke slog an, til fænomenet blev almindeligt på gårdene efter 1850.

Gårdprojektets stuehusdata tager sig således ud i grafisk fremstilling (figur 2). Der sker, som indledningsvis nævnt, meget lidt nybygning, før vi når ‘take-off’ i 1820erne. På det tidspunkt er det nye bindingsværkshuse, som er almindelige, og de har majoratet helt frem til 1860. Efterfølgende bliver de i tiltagende grad umoderne for kun at være kuriositeter blandt nybygningerne efter 1880. Da byggeriet af bindingsværks-stuehuse var på sit højeste, må vi antage, da det undersøgte sample er på 10% af de fynske gårde, at der i 1840erne hhv. 50erne blev bygget i omegnen af 600 og 800 nye stuehuse. I alt kom ca. 2.800 nye til medio 1800-tallet. Godt hver fjerde gård fik nyt stuehus i bindingsværk.

Fra 1830 kom de grundmurede stuehuse ind i billedet, men de blev først dominerende fra 1850erne. Til gengæld var der en ret jævn byggeaktivitet frem til ca. 1930. Statistisk set fik ca. 5.000 gårde nyt stuehus i grundmur. Samlet blev det i omegnen af 80% af gårdene, som fik nyt stuehus. Nogle – i øjeblikket vides ikke hvor mange – skiftede stuehuset flere gange, hvilket betyder, at det runde tal 80% er ‘meget rundt’, men jeg tillader mig alligevel at konkludere, at i det omfang, gårdene stadig har stående stuehuse, kan højst 20% af dem være ældre end midten af 1800-tallet. Det er interessant, at manglen på nybyggeri frem til 1830 kan kædes direkte sammen med landbrugskrisen 1813-30.[22] Forud herfor er kildematerialet svagt, idet få gårde var forsikrede. Forholdene før 1813 kunne også afspejle en situation, hvor der heller intet skete. Fyn har haft en meget velkonsolideret gårdstruktur 1600-tallet – ca. 1800, og hvis man havde bygget solidt i bindingsværk dengang eller i begyndelsen af 1700-tallet, var det ikke nødvendigt at skifte bygninger. Især ikke stuehuse, da de ikke skulle afspejle avlens størrelse eller foranderlighed. Oplysningerne ovenfor fra 1789-1790 giver indtryk af, at der var et vist nybyggeri, men mere detaljeret om bygningerne end om deres antal. Perioden 1775-1807 var opgangstid for landbruget, idet priserne på korn og flæsk steg med en faktor 2½, men produktionens tekniske vilkår og størrelse fordrede næppe et boom i nybyggeriet på det tidspunkt.[23]

Selv om grundmurede stuehuse antalsmæssigt tager over i 1860erne og efterfølgende bliver mere og mere enerådende, er antallet af nybyggede grundmurs-stuehuse og nettoantallet af alle nye stuehuse alligevel faldende. Her er det på den anden side sandsynligt, at behovet for nyt rent faktisk blev dækket i perioden frem til ca. 1920, men variationen, dvs. faldet, fra 1870 til 1899 afspejler givetvis også den nye landbrugskrise ‘Den store Depression’, som herskede fra 1874 til 1895.[24]

Fig. 2. Nybyggede stuehuse 1713-1940

Staldene og laderne var produktionsbygninger på gårdene og burde også være produktionsafspejlende ved nærmere analyse. Denne figurs udsagn (figur 3) om det skal diskuteres nedenfor, men først skal forholdet bindingsværk-grundmur berøres. Perioden ca. 1830 – ca. 1875 var ‘Kornsalgsperioden’. I denne periode kom dansk landbrug langsomt ind på udenlandske markeder og tilpassede sig i stigende grad dem. Eksporten var/blev i høj grad domineret af kornsalg til England. Imidlertid var landbrugets produktion igennem hele perioden i høj grad baseret på husdyr. For det første skulle dyrene arbejde og levere gødning til agrene, og for det andet skulle de voksende byer forsynes med fødevarer og skind og uldklæder mv. Igennem hele kornsalgsperioden leverede husdyrene faktisk mellem halvdelen og to tredjedele af landbrugets samlede produktionsværdi.[25]

Fig. 3. Nybyggede stalde 1800-1940

Fra ca. 1875 blev korneksporten slået ud, ved at USA og Rusland kom ind på markedet, og den såkaldte ‘animalske produktion’ og andelstiden satte ind. På det tidspunkt var de fynske gårde for længst forsynede med 7-8.000 nye bindingsværksstalde og 7-800 nye grundmurede, som derfor må afspejle kornsalgsperiodens og, antagelig, urbaniseringens behov for mælk, ost, smør og kød. Dvs., at næsten hver gård fik, statistisk set, ny stald i den periode. Hertil skal lægges et pt. ukendt antal ældre stalde, som stod fra før 1875. Den animalske periode satte sig ‘kun’ spor i form af ca. 3.000 nye stalde, som til gengæld næsten alle var i grundmur. De grundmurede stalde må antages at have været tilpasset et ændret husdyrhold med flere kreaturer, hensigtsmæssige fodrings- og udmugningsforhold, behov for svinehuse osv. Disse spørgsmål venter endnu at blive besvaret.[26] Hedegaard formulerede i ‘Landbrugets bygninger’, at ‘Bortset fra lidt med staldene’ var nybyggeriet 1850-75 koncentreret om stuehuse og lader med hestegang’.[27]

Eftersom der blev bygget ca. dobbelt så mange nye stalde som stuehuse 1850-75, må dette statement siges at være helt i modstrid med de nu kendte fakta. Antallet af nye (grundmurede) stalde stiger og fortsætter med at stige/ligge højt langt ind i 1900-tallet. Nærmere studier af det fænomen i fremtiden vil formentlig vise, at det hænger sammen med øget behov for stalde til malkekøer og svin i takt med udviklingen i smør- og baconeksporten til England. Samtidig må man konstatere, at ‘Den store Depression’ 1874-95 dårligt nok lader sig erkende, da byggeaktiviteten ligger ret konstant på ca. 1.000 nye stalde pr. årti fra ca. 1850 til ca. 1920.

Forholdet mellem bindingsværk og grundmur er ganske interessant og klart. Når man byggede nyt, var det i bindingsværk helt frem til ca. 1880, og herfra til 1890 var det halvt af hver. Jeg havde forventet, at byggeriet af grundmurede stalde satte ind senere end ved stuehusene. Det holdt ikke stik. Det skete samtidig. Men bindingsværket fortsatte i længere tid. Der var ikke prestige forbundet med staldene på samme måde som med stuehusene. Bindingsværk har været billigere og mere funktionelt, da en bindingsværksbygning let kan udvides og/eller ombygges.

Fig. 4. Nybyggede lader 1800-1940

Nybygningen af lader (figur 4) viser samme billede som ved staldene og stuehusene. Der bygges særlig heftigt i årtierne omkring 1850 frem til ca. 1880. Derefter kommer der et nogenlunde konstant, ret højt antal nye lader (ca. 1.000) pr. tiår indtil 1920. Det relative niveau efter ca. 1880 er ikke så højt som for de andre bygningstyper. Da forholdet mellem bindingsværksbygninger og grundmurede for både stalde og lader er ca. 2:1, og det samlede antal grundmurede stalde og lader er ca. 4.000 af hver, ligger der heri forklaringen på, at en meget stor del af udlængerne på de eksisterende gamle fynske gårde stadig er af bindingsværk. Uagtet vi ikke ud af denne analyse præcist ved, hvor mange bygninger ældre end ca. 1830 der indgår i populationen, må det være rimeligt at antage, at flertallet af dem er bygget i årtierne 1850-90.

Nybygningen af lader viser ikke noget, som kan indikere en særlig stor lade-aktivitet i forbindelse med kornsalgsperioden. Derimod kan man nok se en forventelig afmatning i forbindelse med den animalske periode. Mere nuancerede tolkninger må imidlertid afvente senere detailstudier, som tager højde for bl.a. produktionens karakter (fx graden af oplagring af korn i hæs i bestemte perioder, oplagring af roer versus korn osv.).

Fig. 5. Brandforsikringsevents pr. tiår

Uagtet krisen som forklaring på manglende nybygninger før 1830 og manglende kilder som forklaring på fraværet af nybygning før ca. 1813 slår det én, at byggeaktiviteten vedr. bindingsværk så markant følger den i grundmur – om end til dels parallelforskudt et par årtier. Altså at den er fraværende i de første årtier af 1800-tallet. Kan det have at gøre med, at kilderne ikke er dækkende for perioden ca. 1815- primo 1830erne? For at bortvejre denne tvivl er alle dataposter, begrundet i brandforsikringsarkivalier, præsenteret i ovenstående figur (figur 5). Den viser klart, at brandforsikringsarkivalierne har udsagnskraft tilbage – ikke blot til 1810erne, men i et vist omfang til ca. 1800. Derfor, når der ikke optræder nybygninger i nævneværdigt omfang i de ovenstående tiårsoversigter, skyldes det, at de ikke forekom! Forekom i det store billede altså, for opløser man data og ser på hvert år for sig, viser det sig, at der blev bygget 75-80 nye bindingsværks-stuehuse, måske 50 bindingsværksstalde og op mod 100 bindingsværkslader på de (dengang) ca. 8.000 fynske gårde i perioden ca. 1800-1810.

Afslutning

Desværre giver denne artikel kun rum for statistiske oversigter og komparation med megatrends ca.1800-1920. Idet det antages, at data er repræsentative, kan man som her gange datasættets tal med 10 for at få det retvisende fynske billede. Det billede, som tegnes, skjuler nuancer såsom sammensætningen af husstanden og dens aldersforhold, selv om disse givet spiller ind på byggeaktiviteten på den enkelte gård. Ej heller undersøges fx de individuelle økonomiske vilkår, selv om de spiller ind i konkrete tilfælde. Desværre er det ikke muligt her at forfølge bygningernes størrelse, tagdækning og andre byggematerialer mm. Potentialet til at gøre det ligger i datasættet. Det står klart, at megatrends overruler individuelle detaljer. Der kan ikke herske tvivl om byggeaktiviteternes periodisering. Rig eller fattig, ung eller gammel: Man byggede ikke før ca. 1830. Umiddelbare forestillinger om, at kornsalgsperioden favoriserer lader, og at animalsk produktion i andelstiden favoriserer stalde, skal man være stærkt skeptisk over for.

 

Noter

  1. ^ Peter Dragsbo og Helle Ravn, ‘Jeg en gård mig bygge vil’, Esbjerg, 2002 s. 44
  2. ^ Torben Grøngaard Jeppesen, ‘Landbrugets bygninger 1696-1900’, Fynske Minder 1979/80 s. 86-99
  3. ^ Se nærmere om projektet i Torben Grøngaard Jeppesens programmatiske artikel ‘Fynske gårde 1850-1925’ i Fynske Minder 1987, s. 93-122
  4. ^ Peter Dragsbo og Helle Ravn, ‘Jeg en gård mig bygge vil’, Esbjerg, 2002 s. 32-33
  5. ^ Torben Grøngaard Jeppesen, Arv og Eje,1988
  6. ^ Anders Myrtue, ‘Fynske sulebygninger anno 2002’, Fynske Minder 2002 s. 187-203
  7. ^ Esben Hedegaard, ‘Grundmursbyggeriet på Nordfyn’, Årsskrift 1986, Lokalhistorisk Forening for Søndersø Kommune s. 20-24
  8. ^ Esben Hedegaard og Anders Myrtue, ‘Landbrugets bygninger 1850-1940’, Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1996
  9. ^ Et af mindst fire specialer, som grundedes på det miljø, Gårdprojektet skabte. Om dette se Hedegaard og Myrtue op. cit. s. 11-14, som nøje redegør for projektets ide og resultater frem til 1996
  10. ^ Paw Stylsvig Jeppesen, ‘Myten om den lykkelige selvejerbonde’, Ringe, 2006. Paw Stylsvig Jeppesen havde været studentermedarbejder på projektet
  11. ^ Torben Grøngaard Jeppesen op. cit. 1987 s. 95
  12. ^ Torben Grøngaard Jeppesen op. cit. 1987 s. 100-101
  13. ^ Hedegaard og Myrtue op. cit. s. 45
  14. ^ Grith Lerche, ‘Bøndergårde i Danmark 1789-90’, 1988
  15. ^ Det tilgrundliggende cirkulære er gengivet i Grith Lerche 1988 s. 13
  16. ^ Grith Lerche op. cit. s. 185
  17. ^ Grith Lerche op. cit., Spanager i Kronborg Amt
  18. ^ Grith Lerche op. cit. s. 120
  19. ^ Eigil Hansen, ‘Jens Langes udflyttergårde’, Fynske Minder 1960 s. 91
  20. ^ Niels Rasmussen Søkilde, Gamle og nye Minder om Brahetrolleborg og Omegn, 1870 (ny udg. 2002) s. 104-27
  21. ^ do s. 122
  22. ^ Svend Aage Hansen, Økonomisk vækst i Danmark 1720-1914 s. 106
  23. ^ Svend Aage Hansen op. cit. s. 68
  24. ^ Svend Aage Hansen op. cit. s. 209 og 214
  25. ^ Svend Aage Hansen op. cit. s. 137
  26. ^ Om staldenes indretning beretter Esben Hedegaard i Hedegaard og Myrtue op. cit. s. 37 ff.
  27. ^ Hedegaard og Myrtue op. cit. s. 41

 

Emner: Forskning, Historie, Odense Bys museer, Bevaring, Bygninger, Fynske landsby, TGJ, gårde, byggeri, landbrug, Fyn, Riberhus Amt, Skiverhus amt, Hald amt, Tranekær amt, Rødkilde, Reventlow, Nyborg amt, holstenergårde, Assens amt, Brahetrelleborg, Nybygning, data og statistik, Nybo, Skyttegården, grundmurede, bindingsværk
©
- Den Fynske Landsby - Fynske Minder - Odense Bys Museer

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...