I Fynske Minder for 1955 er optaget meddelelser om to helleristningssten, den ene fundet i Fruestræde i Svendborg, den anden ved Lundsgård i Åsum sogn. På den indmurede sten fra Svendborg var indristet en skibsfigur i den yngre bronzealders stil (s. 92-95), og midt i en række af korte lodrette striber, som repræsenterer skibets mandskab, knejser en større figur, sindbilledet for solen, der altså her sejler hen over havet og ikke drages af en hest som det ses på andre helleristninger.Det sidstnævnte motiv, den vognkørende sol, har sit markante udtryk i den berømte solvogn fra Trundholm mose, hvor en hest er spændt for den gyldne solskive. På den anden sten, fra Lundsgård (s. 96-98), ses, ikke solen, men en økselignende figur omgivet af skålformede fordybninger.

Med de anførte motiver, den sejlende eller kørende sol, øksen og skåltegnene, er vi midt inde i bronzealderens mytiske begrebsverden. I Danmark er i ikke så få tilfælde figurer af tilsvarende art indristede på store naturblokke uden anden tildannelse end naturens egne, og på det nordlige Bornholm kendes, ved Allinge og Sandvig, flere eksempler på de samme emner indristede på jævne og glatte klippeheller. Hvordan figurer som de nævnte, og andre med dem, skal tydes, hersker der ingen større uenighed om. De står i forbindelse med oldtidens dyrkning af naturguddomme, livsvigtig for oldtidens bønder, da agrenes trivsel var afhængig af himlens sol og regn, på samme måde som husdyrenes og menneskenes frugtbarhed ansås for gaver fra naturens livgivende magter. I Højskandinavien får man, bedst måske i det nordlige Bohuslen, i Tanum sogn, stående foran de store billedfelter ved Litsleby, Teckneby, på Aspeberget, et storslået indtryk af ristningernes mængde og de talrige enkeltmotiver, og i beskueren nedfælder sig en stærk fornemmelse af, at her ligger en frugtbarhedsdyrkelsens billedbibel opslået for ens øjne.

Fig. 1. Skålsten i Gamle Hestehave ved Svendborg.

Som en følge af, at de store klippeheller mangler i Danmark, bortset fra Bornholm, har vi ikke i vort land omfangsrige billedfremstillinger som de nævnte svenske, men enkeltmotiver på naturblokke ligesom de to fra Svendborg og Lundsgård, dog kun i få tilfælde indholdsmæssigt med et handlingsforløb. I øvrigt fremtræder de danske ristninger for det meste som grupper af runde fordybninger indborede eller indgnedne på stenfladerne. At skåltegnene har deres egen symbolske betydning, er åbenbart, da de også er en fast bestanddel af de svenske og norske billedgrupper, som skåltegnene almindeligt indrammer og omgiver. De runde mærkers symbolske indhold hersker der ikke fuld enighed om, idet der er fremsat adskillige tolkninger, men naturligst er det vel at tyde dem som billeder af solen, da det varmende himmellegeme spiller en så fremtrædende rolle i sten- og bronzealderfolkets religion. Endnu op mod vor tid smurte landalmuen i Sydsverige ved midsommertid smør i „alfekværnene“, et forbavsende eksempel på sejglivethed i gammel hedensk tradition.

Fig. 2. Stenen fra Horsemosegård, Sønder Nærå.

En levende tradition som den omtalte er ikke kendt for den svære granitblok, der er gengivet på fig. 1 og som ligger i et hjørne af plantagen Gamle Hestehave nær øst for Svendborg, ved vejen der fører over til Turø. Den er lige ved 3 m lang, og under moskappen er farven grå. Stenens overflade bærer 83 skåltegn. Den har været kendt længe, idet den allerede er aftegnet i F. Sehesteds værk fra 1878, Fortidminder og Oldsager fra Egnen om Broholm, men siden er den gravet fri og ligger nu på smukkeste måde hegnet og værnet i plantagen. Der kan ikke være tvivl om, at den store sten har været en helligdom, ved hvilken bygdefolket i oldtiden samledes ved årets fester, især vel ved midsommertid, for at ofre med det formål gennem ofringen at hidkalde „år og fred“.

Fig. 3. Dyssekammeret i langdyssen Rolfshøj. På overfladen skelnes nogle af skåltegnene.

Af lignende art og betydning er sikkert endnu en sten, som for et par år siden er fundet i en skovlod under Horsemosegård, matr. nr. 8a af Sønder Nærå. Stenen, der er gengivet fig. 2, lå i skovbunden og er siden af skovens ejer, gårdejer Peder Andersen, transporteret en lille kilometer mod nord op til gården, hvor den nu er opstillet ved indkørselen. Det er en smuk blok, 75 cm høj, af grålig, ret finkornet granit med enkelte hvide kvartsstriber. Den 32 cm tykke sten bærer på den ene plane bredside 22-23 skålformede fordybninger af skiftende tværmål og dybde, de største 8-9 cm brede.

Mange gange er skålstenene også fundet i forbindelse med gravhøje og stendysser. Tegnene er navnlig tit indboret på dyssekamrenes dæksten, hvis overside de mere eller mindre dækker. Man kunde derfor spørge, om ikke skåltegnene i tid går så langt tilbage som til den yngre stenalder, hvad i så fald kunde tyde på, at frugtbarhedsdyrkelsen har rod i tiden forud for bronzealderen. I nogle tilfælde kan det virkelig påvises, at skåltegn er indristede allerede i stenalderen. Når således i en jættestue ved Bigum mellem Viborg og Hobro skåltegn fandtes på indersiden af en kammersten, altså vendt ind mod gravrummet, kan der ikke være tvivl om, at de er ristede, før gravkammeret blev tillukket engang i jættestuetid. Vi tør vel derfor slutte, at også skåltegnene på den jordfrie overside af dyssernes dæksten som regel er jævngamle med dyssen, de findes på. Men alligevel kan der påvises undtagelser herfra. Man ser det på en dyssekammerdæksten ved Kirke Stillinge i Sorø amt, hvor der findes et par smågrupper af skåltegn i forbindelse med en skibsfigur, der næppe kan være ældre end bronzealderen.[1]

Fig. 4. Stenen i Åstrup kirkes våbenhus.

Også på Fyn kan man ret almindeligt iagttage skåltegn på dyssernes dæksten. Et smukt eksempel er den 2.30 m lange sten over kammeret i dyssen Rolfshøj ved Rolfsted, fig. 3. På dækstenens stærkt belyste overside skimtes nogle af de cirka hundrede skåltegn, som er jævnt spredt over hele den store flade.

Fig. 5. Den lille skålsten fra Kirkehøjgård, Horne. Tre af de fem skålformede fordybninger er særlig store og dybe.

De store blokke med oldtidens skålformede fordybninger har altså en ganske vid udbredelse, selvom man ikke heraf bør forledes til at tro, det er fund, man hver dag løber på. Imidlertid er det vanskeligt at forestille sig, hvor stort et område den enkelte sten som kultmidtpunkt har dækket. Netop stenenes ret vide udbredelse tyder på, at bønderne i det enkelte bygdesamfund har haft deres egen helligsten, og dette samfund har nok mest kun omfattet et lille antal mennesker boende på et område af størrelse som et kirkesogn i nutiden. Karakteristisk nok er skålstenene tit fundet på et fremtrædende sted i terrænet, en banke, og just de bakker, på hvilke kirkerne i den tidlige middelalder rejstes, har jævnlig givet fund af en helligsten. For hen mod fyrre år siden fandt den, der skriver disse linier, på Skern kirkebanke mellem Viborg og Randers en vældig blok med skålformede fordybninger. Den lå tilfældigt opgravet af jorden til stenhugning og blev herefter ført til Viborg stifts museum. Kirkebankerne har i mange tilfælde afløst befolkningens gamle blotsteder, og derfor blev de hedenske levn indmuret i den nye kirkes fundament og murværk, hvor de mistede deres fordums kraft.

Et fynsk eksempel af samme karakter er fra kirken i Svindinge. I den østlige side af stræbepillen lige øst for våbenhuset er anbragt en kvadersten lidt under øjenhøjde. Man ser seks skåltegn indboret i den plane flade, de to meget tydelige, de øvrige mere overfladiske. Men nu er Svindinge kirke, et renaissanceanlæg opført 1571-78 af rigshofmester Christoffer Walkendorff til Glorup. Den tidligere kirke lå i „kirkeløkken“ tæt vest for Glorup og nedreves i forbindelse med den nye kirkes opførelse. Det er sandsynligt, at kvadrene i den nye kirkes syld er taget fra den ældre kirke, selvom ganske vist denne i Trap nævnes nedrevet efter den nyes opførelse.

Fig. 6. Stenen, som den fule trold i Herrested kastede efter Ellested kirke. Nu er det kirken, der beskytter stenen.

En anden hidtil ikke kendt sten med skålformede fordybninger er indmuret i den østlige væg i Åstrup kirkes våbenhus, i hvis yderside den ses. Den synlige del (fig. 4) måler 52 cm i bredden. Stenen er af rødligt-brun granit, ret finkornet. Overfladen dækkes af ca. 40 huller, hvoraf de bredeste er 5 cm i tværmål og temmelig dybe, de øvrige lidt mindre. Det skyldes lærer Würden Petersen i Åstrup, at tilstedeværelsen af denne sten for nogle år siden blev bragt til min kundskab.

Endnu en sten, som med rimelighed tør sættes i forbindelse med en helligbanke fra oldtiden, er kommet for dagen i september dette år.

Ved nedbrydning af en skillevæg i det gamle stuehus til Kirkehøjgård, der på lodden matr. nr. 30a af Horne ligger som nabo til Horne kirke, fandt gårdens ejer, Hans Christian Larsen, stenen, som er afbildet fig. 5. Den måler 54 cm i længde, er af blåliggrå granit med rødlige og hvide striber. På den ene bredside ses fem mærker, de tre meget store og dybe, det største 14 cm i tværmål. På den anden bredside findes fire skåltegn. Ved mit besøg i Horne var stenen henlagt på plænen i gårdens have.

Et helt ægte tilhørsforhold til en kirkeplads har i alle fald nok en skålsten, som først for to, tre år siden blev kendt ved en omtale i dagspressen. Det er en 1.55 m lang granitblok af grov struktur, grå med røde feldspatgange. Tykkelsen er 40-42 cm. Den ligger ved foden af Ellested kirkes nordre langvæg på ydersiden og er afbildet fig. 6. Stenen blev fotograferet i ugunstigt lys, og man ser derfor kun en del af de ca. 55 skålformede fordybninger, fra 8 cm i tværmål og nedad, som dækker den plane bredside. Sognepræsten til Gislev-Ellested, hr. pastor Predstrup, har på min forespørgsel haft den godhed at oplyse, at der til stenen er knyttet et gammelt sagn. En trold i Herrested skal have kastet den efter Ellested kirke, da denne blev bygget. løvrigt kan ikke oplyses nærmere om findestedet, men i mands minde har den ligget, hvor den nu ses. Ud fra den vigtige meddelelse om sagnet, som er knyttet til stenen, kan der næppe være tvivl om, at den hører til her og har ligget endnu som ærværdig helligsten, da hedenskabet skiftede til kristendom. I ældre tid, før interessen for oldtidens historie blev almindelig udbredt, har vel ingen kunnet finde på at flytte stenen langvejsfra til kirken.

Til slut skal omtales en sten, som blev erhvervet af Fyns Stiftsmuseum i januar 1960. Den har krav på særlig opmærksomhed, fordi den fandtes under sådanne omstændigheder, at den kan dateres. Før enkeltheder vedrørende dens optagelse fremlægges, vil vi se på selve stenen, der er afbildet fig. 7. Det er en massiv blok af rødlig granit, 1.03 m høj, 85-90 cm tyk. Overfladen er opdelt i flere af naturen selv afjævnede flader. På det som man nu ved opstillingen på plænen foran Stiftsmuseet vil kalde forsiden, ses ca. 50 skåltegn og på den skrånende topflade andre 25, på hver sidekant desuden 20-25, i alt 120-125 gruber.

Fig. 7. Stenen i offergruben ved Mesinge, stående på findestedet. Den står nu på plænen foran Fyns Stiftsmuseum.

Stenen fandtes på lodden matr. nr. 21a af Mesinge, omtrent midtvejs mellem denne og den lille landsby Midskov. Findestedet er et par hundrede meter øst for gården Stavrehøj. I markens fod – marken skråner her ned mod Odense fjord – lå en del sten, som gårdejer Svend Andersen, Midskov, var i færd med at optage. Ved en af stenene fandtes muslingskaller og potteskår, og dette foranledigede en indberetning til Fyns Stiftsmuseum. Jeg besigtigede findestedet i januar måned, men på grund af indtrædende frost måtte det blive ved en kortvarig undersøgelse. Herved kunde optages henved et hundrede lerkarskår og flere knogler af tamdyr. Midt i en 3-4 m lang, noget smallere og ca. 60 cm dyb nedgravning i lergrunden stod en sten, som først ikke så meget som de omgivende sager lænkede opmærksomheden til sig, men længe varede det jo ikke, før det blev set, at det meste af stenens overflade var dækket af skålformede fordybninger. Uden om den fandtes et 20-30 cm tykt, sammenhængende lag af bløddyrskaller, nogle af blåmusling og strandsnegl, men langt de fleste af hjertemusling. Det svære skallag dækkede hele gruben fra randene ind til stenen, op til hvilken laget hobede sig. Desværre kunde denne sammenhæng ikke mere tydeligt ses, da stenen allerede var gravet fri, men det fremgik af, hvad finderen sagde herom. Endnu var ved gruberandene dele af laget tilbage, og fotografiet fig. 8 viser skallagets kompakte karakter.

Fig. 8. Snit af skallaget i offergruben ved Mesinge.

Det interessante er nu endvidere, at de lerkarskår, som er bevarede, og som stammer fra flere lerkar, viser karformer karakteristiske for slutningen af den yngre bronzealder, periode VI. Der er næppe tvivl om, at gruben ikke er en almindelig affaldshob, men at den har været en offergrube. For jernalderens vedkommende har den slags gruber, som kendes i stort tal her på Fyn, oprindelig været gravede for at skaffe ler og er derefter fyldt med affald. Andetsteds kendes i ganske få tilfælde gruber fra den tidlige jernalder, der vistnok kan betegnes som offergruber[2], da der i dem blev fundet en stor sten omlejret af et tætpakket lag lerkarskår. For disse få jernaldergruber synes en rituel tolkning mulig, og en sådan mulighed synes at få hold som tradition fra Midskovfundet. I dette har midt i en ikke dybt nedgravet grube den hellige sten haft sin plads. De ildmærkede og kulsværtede muslingskaller, der ikke lå med sammenhørende under- og overskal, men disse altid skilte fra hinanden, må være rester af måltider, som er nydt i forbindelse med dyrkningen af offerstenen. Dyreknoglerne er rester af indtagen kødspise, lerkarskårene af madkarrene, som bagefter måske med hensigt er ituslåede. At muslingskallerne udgør så stor en del af grubeindholdet, er naturligt, da afstanden til fjorden kun er en halv kilometer i nutiden.

Helleristningerne er det som helhed vanskeligt at datere. Ved tidsbestemmelsen må man for eksempel sammenligne de enkelte ristninger med deres forbilleder i metal fra oldfundene, f. eks. økser og sværd, eller ved at helleristningssten indgår som led i en dateret gravbygning. Nogle tør da henføres til den ældre, andre til den yngre bronzealder, en bestemt gruppe ristninger, skåltegnene, endda tilbage til yngre stenalder. Endvidere synes helleristninger udført endnu ind i jernalderen.

Det usædvanlige fund fra Midskov daterer på en lærerig måde en skålsten til den yngre bronzealders slutning.

Noter

  1. ^ J. Brøndsted, Danmarks oldtid, II, 1940, s. 137.
  2. ^ C. J. Becker, Førromersk jernalder i Syd- og Midtjylland, 1961, s. 126-27.

©