Nye gravfund fra den førromerske jernalder

Øernes intensive landbrug er faret hårdere frem mod oldtidsminderne her end landbruget i de egne af Jylland, hvor dårligere jord først i sen tid har fristet til opdyrkning. Store højgrupper er sjældne på Fyn. De er sløjfede gennem århundrederne. Men mange steder i Jylland sætter højene endnu deres oldtidspræg på landskabet. Odense amt har det næst-laveste antal fredede oldtidsminder blandt landets amter. Endnu findes dog her en del af den yngre stenalders prægtige mindesmærker, dysser og jættestuer. Ikke at der på Fyn oprindelig har været færre end i andre egne af landet, hverken af høje eller stengrave. De fleste er blot hjemfaldne ofre for det fremskridende kultiveringsarbejde.

Det er derfor temmelig sjældent, at gravhøje bliver emne for Fyns Stiftsmuseums markundersøgelser, når ikke da det drejer sig om udpløjede højtomter. Det sker nemlig jævnligt, at landmændene i disse næsten udfladede højninger pløjer på sten, og så kan en videnskabelig udgravning i visse tilfælde give resultat; i andre er bearbejdelsen af jorden desværre så dybtgående, at alt er ødelagt før undersøgelsen.

Og dog er Fyn et rigt område for arkæologiske udgravninger. Øen har nemlig én arkæologisk specialitet: Den er det klassiske område for den ældre jernalders urnegravpladser under flad mark. Kun Bornholm kan i omfang vise noget tilsvarende. En nylig foretagen udgravning på Møllegårdsmarken ved Broholm vil være i frisk erindring. På denne store gravplads afdækkedes 70 grave fra vor tidsregnings fire første århundreder, nærmere beskrevet omstående.


Fig. 1 To lerkar fra Tokkelhøj, Sønderby, a bredde 27,5 cm, b højde 17,3 cm. På krukken til højre ses spor af en afbrudt hank.

I ældre jernalder, det næsten tusindårige tidsrum mellem 500 før og 400 efter Kristus, herskede ligbrænding som gravskik på Fyn. De dødes brændte ben nedlagdes i urner og brandpletter, der hobede sig sammen på større og mindre gravpladser. Intet røber gravenes tilstedeværelse i terrænet. Ingen høje er hvælvede over dem. Kun i furen efter plovskæret ser man de sorte askepletter med isprængte hvide bensmuler. At udgrave disse pladser, kortlægge og opmåle dem, er et vigtigt mål for forskningen. Vi lærer heraf bebyggelsens udstrækning at kende. Ved sammenligning mellem de enkelte fund kan man drage slutninger om deres indbyrdes alder og dermed kaste lys over bosættelsens udbredelse og tæthed i de skiftende tider.

Mens i århundredet efter Kristi fødsel også skikken at jorde de døde ubrændte nu begynder at gøre sig gældende, uden at den dog på noget tidspunkt kommer på højde med den gængse ligbrænding, er sidstnævnte helt enerådende i de fem århundreder, der ligger forud, den førromerske jernalder. En del vigtigt nyt materiale er kommet til i de seneste år. Ser man på fundkortene s. 21 og 49 i Brøndsteds Danmarks Oldtid III (første udgave 1940), er der på Fyn og Langeland ikke indlagt mere end 11 lokaliteter med gravfund fra førromersk jernalder.

Men ved en senere mønstring af fundene[1] har tallet kunnet øges til 40. Det betyder, at den fundtomhed, man hidtil havde talt om i den arkæologiske litteratur — for Fyn og Langeland — nu afløses af en ret stor fundmængde med de følger, dette får for billedet af bebyggelsens tæthed.

Og fundene bliver ved at myldre frem! Siden 1955 er fire nye komne til, alle undersøgt af Stiftsmuseet ved forfatteren. Der kan være grund til at se lidt nærmere på de nye fund.

Fig. 2. Plan over gravpladsen på Tokkelhøj. Førromersk jernalder.

I februar 1955 fik Stiftsmuseet meddelelse om, at der på en mark, som tilhører husmand Ejner Jensen i Sønderby, ved pløjearbejde var fremdraget to lerkar, nemlig en nedgravet krukke fyldt med brændte ben samt en samling potteskår, der lå i en sortfarvet jordgrube. Det er de to kar på fig. 1. Dem tilbød hr. Jensen museet som gave, et tilbud, der blev modtaget med taknemmelighed.

Et blik på karrene kunde ikke lade tvivl om, at de stammede fra den før-romerske jernalder. Rimeligvis måtte der være flere grave, hvor de to var fundne. Findestedet er en banke ca. en kilometer nordvest for Frederiksgave. Den kendes under navnet Tokkelhøj og er en af Frederiksgaves gamle hovmarker, nu udstykket. Mod vest falder terrænet stejlt ned til et kær, men skråner ellers jævnt på alle sider. Selve bakketoppen, hvor karrene var fundne, er ganske plan.

Heroppe blev så i april og oktober et større afdækningsarbejde udført. Under arbejdet havde jeg bistand af kustode H. Skov Hansen, ligesom hr. Jensen fulgte begivenhederne med stor interesse og hjalp os på alle måder. Det afgravede område var i alt 19 meter langt, en del smallere. Først fjernedes muldlaget, hvis tykkelse lå mellem 25 og 40 cm. Så blev undergrundens sandklægede lerflade skovlet ren, og i det lyse lag tegnede nu brandpletterne sig tydeligt af som sortfarvede runde figurer.

Gravenes indbyrdes beliggenhed fremgår af fig. 2. Der ses i alt 21. De fleste pletter var cirkelrunde grydelignende forsænkninger, der nåede henmod 15 cm ned i undergrunden. Tværmålet skiftede fra 30 til 90 cm; en enkelt, nr. 13, var aflang, 1,20 m på længste led. Ved et par stykker lå der i randen nogle afgrænsende sten. Som det ses, er gravene anbragt, vel tilfældigt, i en bue fra sydvest til nord. Nogle var så stærkt udpløjede, at deres omrids ikke tegnede sig klart; de er på fig. 2 angivet med punkteret signatur.

På fig. 1 b er afbildet pladsens eneste urnegrav, planens nr. 2. I dette kar var der i oldtiden nedlagt en samling brændte ben. Alle de øvrige viste sig som brandpletter, små runde gruber, i hvilke resterne fra bålet er fejet ned: sort bålaske, brændte ben og lerkarskår. Det er for gravpladsen på Tokkelhøj karakteristisk, at bålets lue må have været meget stærk. Det ses ikke mindst på lerkarskårene, som næsten altid var svært medtagne af varmen, i mange tilfælde opblærede og forsintrede, desværre til skade for bestræbelserne på at sammensætte dem til hele kar. Bortset fra parret på fig. 1 har konserveringen i museet bagefter ikke kunnet tilvejebringe hele kar. Men ellers kunde karrenes oprindelige form som regel nogenlunde sikkert klargøres. Og det viser sig nu, at visse træk som en tynd udbøjet mundingsrand og spinkle båndformede hanke er fremherskende. Disse småtræk er meget vigtige, fordi vi ved hjælp af dem kan fastlægge gravpladsens alder til den midterste af de tre perioder i førromersk jernalder, udtrykt med årstal tiden mellem 300 og 100 f. Kr. Kun i én af gravene, nr. 13, fandtes et stærkt fortykket randskår, som må være yngre, fra periode III. Ellers har pladsen et ensartet præg og synes at have bestået gennem et tidsrum af begrænset varighed. Regner man denne til et sted mellem hundrede og to hundrede år, kan det kun have været et ganske lille samfund, som her gennem tiden lagde sine døde på bålet, måske ikke flere end i en familie eller to.

Der er over den tidlige og mellemste førromerske jernalder et præg af stor ensformighed. Det gælder i hvert fald gravpladserne. Gravene er såre enkle, så uanselige som vel tænkeligt. Den døde blev lagt på bålet iført sin klædedragt. Udstyret er fattigt. Et enkelt lerkar eller to med mad og drikke til farten over i det hinsides. Ingen vidste jo om turens længde. Kun i gravene 6, 11 og 17 var der gravgods ud over lerkarrene. I nr. 6 og 11 lå to småstykker af ubestemmeligt jern, vel rester af en jernnål, som har holdt dragten sammen, og i nr. 6 og 11 desuden en lille glittesten, som kvinderne har brugt til at glatte karrenes yderside med. Findes ret almindeligt i gravestenene fra de sidste to århundreder før tidsregningens begyndelse, perioderne II og III, sjældnere i den følgende romerske jernalder.



Fig. 3. Urnegrave fra Turøhuse. Bronzealder. a (øverst til venstre) grav 2; b grav 3; c grav I. Højde; a 13,5 , b 13 , c 18 cm.

Den anden gravplads, som skal omtales, er interessant ved, at den tillige med førromerske grave også rummer nedlægninger fra den yngre bronzealder. Pladsen ligger på et naturskønt sted ved Torøhuse syd for Assens. Den sandede mark falder jævnt mod syd ned til »Noret«, en lille vig, som ved en tange adskilles fra havet. Ved foden af marken findes skallag fra den ældre stenalder, et par små køkkenmøddinger. De har ligget lunt og beskyttet just på et sted af den art, den ældre stenalders jægere og fiskere foretrak. Længere oppe på bakkehældet er den moderne bebyggelse fra vest begyndt at brede sig ind over gravpladsen. Denne har hidtil været ukendt.

I 1953 var der øverst på marken udstykket en byggegrund, som tilhører arbejdsmand Johs. Lauritsen. Ved grundudgravningen til huset skal der være påtruffet urnegrave, til dels omsatte med sten samt nogle skårhobe, vistnok brandpletter, i alt 13 forekomster. Når Stiftsmuseet har fået viden om disse fund, skyldes det et par interesserede amatørarkæologer i Torøhuse, kontorist Peder Pedersen og arbejdsmand V. Blomme, som anvender deres fritid til at samle oldsager. Det skyldes deres interesse, at overhovedet noget fra denne del af gravpladsen er bevaret. De bjergede karrester stammer fra en krukke med et karakteristisk udformet øre. Det er afglattet på ydersiden med to sammenstødende flader eller facetter, som viser, at denne grav er blevet anlagt i førromersk jernalders periode III, århundredet før tidsregningens begyndelse. Af en anden grav (nr. 4) er kun bundpartiet af en stor grov urne tilbage med iliggende brændte ben.



Fig. 4. Oldsager fra gravpladsen ved Torøhuse. Til venstre a kuglefibula fra grav 5; b lerkar fra grav 6; c bronzeknap fra grav 2. a, c: 3/4, b højde 13,8 cm.

Fundene fra 1953 blev to år senere udvidet med endnu tre. De fandtes ved grundudgravning til et hus på en parcel umiddelbart vest for Johs. Lauritsens. Pedersen og Blomme drog omsorg for frilæggelsen af de tre grave og tilkaldte derefter Stiftsmuseet, som ved besøget repræsenteredes af museumsdirektør Svend Larsen. Et par af lerkarrene er gengivne på fig. 3. Gravene var delvist omsatte med sten, således som det er almindeligt i den ældre tid. Fra den yngre bronzealder må nemlig de tre lerkar hidrøre. Det ene, fig. 3 c, fra grav 1, er af lav dobbeltkonisk form, underdelen belagt med et nubret lag finslemmet ler. De brændte ben i karret var omhyggeligt rensede. Det andet lerkar, grav 2, er en lille slank hankekrukke med båndformet øre, fig. 3 øverst til venstre. Mellem de brændte ben i urnen lå et lille stykke ombøjet bronzetråd. Det tredie, fra grav 3, er en lille krukke eller kande kun 13 cm høj. Den stod på en flad bundsten og indeholdt et parti brændte ben, på hvilke lå en lille bronzeknap med øsken på bagsiden, se fig. 4 til højre. Efter lerkarrenes udseende og fundenes samlede karakter kan der ikke være tvivl om, at de tre grave er fra den yngre bronzealders slutning.

Denne usædvanlige forbindelse af grave fra bronzealder og førromersk jernalder måtte friste til en grundigere undersøgelse af pladsen. Den foretoges af forfatteren gennem et par dage i september 1955. I tilslutning til de to foregående findesteder blev afgravet to felter, i alt dækkende 41 m2, uden at dog nye fund fremkom. Endvidere blottedes undergrunden i et lille felt vest for de to andre, og her fandtes bundpartiet af en stor grov, desværre afpløjet urne. I denne var der brændte ben, og mellem dem lå bøjlen af en »kuglefibula«, afbildet fig. 4a. Den er prydet med to kugler, på hvilke er indslået cirkelfigurer. Den er af betydning derved, at graven dateres til overgangen mellem førromersk jernalders periode II og III (grav 5). Endvidere fandtes et søndertrykket sort lerkar (grav 6), afbildet fig. 4. Efter formen og ørets profilering er dette kar fra tidlig periode III.

Denne lille gravplads ved Torøhuse påkalder, som nævnt, opmærksomheden ved, at vi her kan iagttage kontinuitet mellem den yngre bronzealders og den tidlige jernalders gravlægninger, en sammenhæng, som er meget sjælden, hvis den overhovedet kendes. Kun må det i høj grad beklages, at denne vigtige gravplads ved forholdenes ugunst ikke har kunnet give en fuldt gennemført undersøgelses afrundede resultater. Den moderne tids krav har desværre stillet sig i vejen herfor, og meget blev ødelagt, som kunde have været af stor værdi.

Vi forlader nu Sydvestfyn for at omtale den tredie plads, som ligger på Sletten ved den lille samling gårde, Brandsby i Hjadstrup sogn. På en sandmuldet mark, der tilhører fru Jenny Matthiasen, Brandsby, er tidligere fremdraget grave fra den førromerske jernalder. Denne plads er allerede omtalt i den arkæologiske litteratur[2], og det skal da her kun lige nævnes, at der ved en undersøgelse i 1943 fandtes 3 grave, en urnegrav og to brandpletter.

I juli 1958 hørtes atter nyt fra dette sted. Ved et besøg på Stiftsmuseet afleverede fru Matthiasen med stolthed en samling skår som gave. Karret havde stået lige vest for de førhen fundne, men var først nu under genoptagen grusgravning kommet for en dag. Skårene har kunnet samles til den smukke vase fig. 5 (grav 4). Ydersiden er velglattet og af sort, skinnende farve. Mundingsranden bøjer stærkt udad, mens fodpartiet er kendeligt indsnøret. Af karrets indhold er bevaret en del brændte ben, og mellem dem lå en karakteristisk kugle-fibula af bronze, hg. 5. Over bøjlen er indskudt 3 hule kugler prydede med et netværk af indslåede furer. Et lignende lerkar kom i Stiftsmuseets eje for mange år siden og er fra Sønderby, i øvrigt uden nærmere stedsangivelse. Det indeholdt kun brændte ben og har derfor kun i almindelighed ladet sig datere til førromersk jernalder. Med det nye fund fra Brandsby afhjælpes usikkerheden. De mærkelige kuglefibulaer hører hjemme i periode II og begyndelsen af III. Eksemplaret fra Brandsby er imidlertid udstyret med visse ældre træk, som viser tilbage til periode II. Til denne, muligvis dens slutning, hører da de to omtalte kar.

Sluttelig skal nævnes, at der i 1958 yderligere optoges to grave ved Brandsby, desværre under grusgravning, så nærmere iagttagelser ikke blev indhøstet. Fra grav 5 stammer godt et halvt hundrede skår af et større velforarbejdet lerkar, som efter oplysninger på findestedet synes at have ligget i en brandplet. Til den sidste grav, nr. 6, også en brandplet, hører en snes skår af et rødligt middelstort kar. Ved randen sidder et 6 cm langt øre med tagrygdannet yderside. Dette øre daterer graven til periode III.


Fig. 5. Kuglefibula og urne. Samlet fund fra Brandsby. Førromersk jernalder. Fibulaens længde 5,1 cm. Karrets højde 23 cm.

At dømme efter det betydelige antal fund på Vestfyn har denne egn båret en forholdsvis stor del af øens befolkning. På Vestfyn er også den sidste af de fire gravpladser fundet, der her fremlægges.

I december 1958 meddelte gårdejer H.P. Hansen, Torup Bakkegård i Sandager sogn, lærer Kjærbye i Assens, at der ved pløjning på en højtliggende sandmuldet mark nordvest for gården var fundet en samling svære sten. Hr. Kjærbye foranledigede dernæst, at Stiftsmuseet fik underretning. Stensamlingen er utvivlsomt ruinerne af en stendysse sløjfet før mands minde. Jorden lige omkring var mørkfarvet, og efter overfladisk gravning lod der sig pille skår op af muldlaget. En prøvegravning i september 1959 blotlagde dele af en hustomt fra førromersk jernalders slutperiode. Denne tomt, som synes at have en betydelig udstrækning, er i sig selv meget interessant, og det er hensigten snarligt at undersøge den nærmere.

Fig. 6. Plan over gravplads ved Torup Bakkegård i Sandager sogn, Vestfyn. Førromersk jernalder.

Under arbejdet fortalte gårdejer Hansen, at han nogle hundrede meter længere mod syd ved forårspløjningen havde vendt sortfarvet jord op i muldlaget. Det var ham endvidere bekendt, at der her ca. 1930 af gårdens tidligere ejer ved grusgravning var fundet en urne, der var trillet ud fra grusgravens side i en frossen jordklump. Senere, da i tøvejr jorden faldt fra, opdagede man, at det var en urne, som lå i grusgraven, trods medfarten uden så meget som med en sprække. Apoteker Helweg Mikkelsen erhvervede urnen, der havde brændte ben som indhold, to små ringnåle af bronze og en lille lerkop[3]. Siden kom fundet i Stiftsmuseets eje, uden at det nøjagtige findested kendtes.



Fig. 7. Lerkar fra gravpladsen ved Torup Bakkegård i Sandager sogn. a (øverst) fra grav 15; b fra grav 10; c fra grav 4. a: 23.0, b: 19.0, c 18.3 cm højt.

Det skyldes altså lidt af et tilfælde, at dette fund blev nøjere lokaliseret, og at dets tilhørsforhold til en gravplads har kunnet fastslås. Gårdejer Hansen gav med største beredvillighed sit minde til en gravning på stedet, hvor han havde bemærket askepletterne, et offer, som meget blev påskønnet – marken var bevokset med roer. Under gravningen, der fandt sted i tiden den 9.-14. oktober 1959, blev et ret betydeligt areal afgravet, i alt 380 m2. Arbejdet skred let fra hånden, da muldlaget på den jævne, lave bakkehøjning kun var tyndt og bestod at stenfri sandjord. Under mulden lå det lysegule undergrundssand, i hvilket der var de gunstigste betingelser for at se de sortfarvede nedgravninger.

I alt fremdroges 20 grave, hvis indbyrdes beliggenhed fremgår af udgravningsplanen fig. 6. Desværre er de fleste ved bortfygning af bakketoppens sandjord i tidens løb blevet mere eller mindre blottede, og pløjning har gjort resten. I mange tilfælde måtte kustode Skov Hansen og jeg lade os nøje med et tyndt bundlag som den eneste tilbageblevne rest af de fordums grave. Den punkterede signatur på planen viser, at nær halvdelen var ødelagt eller ompløjede.

Det gjaldt heldigvis ikke alle. Brandpletterne nr. 2, 3, 10, 15, 16 og 19 var ret velbevarede, fyldte med kulsort aske, brændte ben og mange potteskår. Af skårene har enkelte kar kunnet rekonstrueres, se de tohankede kar fig. 7 fra gravene nr. 15 og 10. Brandpletterne er den mest udbredte gravform, men to, nemlig nr. 17 og 20, synes at have været urnegrave; dog var de stærkt ødelagte af ploven. Grav 4 var en urnebrandgrube, der rummede en smuk lille ornamenteret vase, fig. 7 c. Vasen var fyldt med rene brændte ben. Den var nedgravet i en lille grube, der foruden urnen også indeholdt sort aske fra bålet. Karret har haft en bred båndformet hank prydet med indpressede runde mærker og med striber. Dog er den delvis afbrudt.

Sammenligner man de omtalte lerkar samt skårene fra de ødelagte grave med det først omtalte fund fra 1930, får man ved betragtningen af de tynde mundingsrande, de båndformede hanke og kartyperne taget under ét, klart indtryk af nogenlunde samtidighed. Alle gravene må være anlagte i førromersk jernalders periode II.

På planen vil endvidere bemærkes et antal bredere og dybere nedgravninger. To af dem er stensatte markildsteder, der kan have været anvendt ved kogning i det frie eller måske stod i forbindelse med rituellet ved brændingen af de døde. Det ved vi intet om med sikkerhed. Heller ikke kan siges, hvad betydning de aflange muldfyldte gruber b, c og d har haft. Der fandtes enkelte skår i dem, som viste samtidighed med gravene, men de lignede i øvrigt ikke de ellers så karakteristiske affaldsgruber fra denne tids bopladser.

En af gravene, nr. 3, der tegnede sig klart af i undergrunden som en mørk cirkelrund figur og indeholdt en del lerkarskår, blev gipset ind, for at den kunde indbringes til museet til behandling og videre præparering. Der støbtes en firkantet ramme om pletten, og dens overflade blev dækket af et støbelag. En kvadratisk jernplade hamredes derefter ind under bundpartiet. Så vendtes hele blokken med stor forsigtighed, og bunden styrkedes med et tykt gipslag. Det lykkedes med en fragtmand at bringe blokken frelst ind til museet. Her foregår en præparering af fundet, således at de besøgende med tiden vil kunne se en brandplet in natura, med aske, brændte ben og potteskår som den lå på bakketoppen i den vestfynske mark. Et blik på den vil nok kunne sige betragteren en hel del mere end selv den længste trykte beskrivelse og gøre det fjerne nærværende.

Noter

  1. ^ E. Albrectsen, Fynske jernalderfund. I. Førromersk jernalder. 1954.
  2. ^ Nævnte sted, s. 12 med afbildninger tavle 2, 12 og 16.
  3. ^ Nævnte sted, s. 25, med afbildning af fundet tavle 3.

©