Det mest påfaldende element ved Østfyns eller for den sags skyld hele Fyns oldtid er de guldglinsende, tungtvejende skattefund fra Gudmes omegn (Neergaard 1915; Fonnesbech-Sandberg 1988). Fra renaissancen ved vi, at man fandt oldtidsguld (Sehested 1878, 220) og en stor sølvmøntskat, som forsvandt under svenskekrigen i 1659, spøgte i folkeminde (Hansen 1882). Hvor meget der er gået tabt før den tid, har vi af gode grunde ingen anelse om. Først for 175 år siden nåede noget af oldtidsguldet i sikkerhed i det oldnordiske museum i København. I dets efterfølger – Nationalmuseet – ligger alle kostbarhederne fra de mellemliggende generationer – med enkelte undtagelser, som er deponeret i museet på Hollufgård eller i Svendborg.

Den berømte amatørarkæolog, kammerherre Frederik Sehested til Broholm har i sin første bog skildret den krimi-agtige historie bag Elsehovedskatten i 1826 og den dramatiske fund-historie bag den store skat fra Enemærket/Broholm i 1833 (Sehested 1878, 199 ff.). I hans bøger er alle guldfund indtil 1882 beskrevet, det senere tilkomne er med i Carl Neergaards oversigt fra 1915. Der er en markant forskel på antallet af guldfund fra Sehesteds tid og fra tiden mellem hans død og 1982 (fig. 1). Det er usandsynligt, at der ikke skulle være fundet mere, al den stund landbruget blev stadigt mere intensiveret, ikke mindst i 1950erne, men i den officielle statistik er der ikke meget at hente.

Historien om Gudmes genfødelse som jernalderguldets Klondyke er vist velkendt (Thrane 1988), men 1990 viste med al den klarhed man kan ønske, at eventyret langt fra er forbi. Ikke færre end 3 nye skattefund blev lokaliseret med metaldetektor, så statistisk passer det stadig, hvad engang blev sagt i spøg: »Hvert år sit nye skattefund fra Gudme«.

Den tiende februar 1990 blev forfatterne tilkaldt af de glade findere; der var guld i jorden. I en frugtplantage ikke langt fra Gudme Kirke havde den erfarne metaldetektorbruger, lærer Torben Jørgensen »fået bid«. Som den velopdragne amatørarkæolog var han standset, så snart han så guldet ligge uforstyrret i jorden. Derfor fik vi chancen for at undersøge et urørt skattefund – det sker ikke mange gange i en arkæologs levetid.

Fundår Antal heraf skattefund vægt samfundsforhold
? 1 1 ?
1500-99 1 ?
1600-99 1? 1? ?
1700-99 4 ?
1800-19
1820-29 2 1 ‘ 5 gr. (+Elsehoved 460 gr.)
1830-39 6 2? ‘ 4264 gr. Nyopdyrkning
1840-49 3 766 gr.
1850-59 4 ‘ 369 gr.
1860-69 2 87 gr. gode konjunkturer
1870-79 8 ‘ 59 gr. Sehesteds indsats
1880-89 8 ‘ 220 gr. Sehested død 1882
1890-99 7 ‘ 40 gr.
1900-09 4 1 619 gr.
1910-19 1 18 gr.
1920-29 1 25 gr. Lensafløsning
1930-39
1940-49 1 3 gr.
1950-59 2 1 335 gr. mekanisering
1960-69
1970-79 EF 1972
1980-89 ca. 150 3 ca. 700 gr. metaldetektor
1990- 2 12 ‘ 1000 gr. metaldetektor
Fig. 1. Oversigt over guldfund fra Gudme-egnen.

Næsten nede ved et tidligere mosehul, på en østskråning, var der endnu 3-4 cm kulturjord, mørkere end det kun 22 cm tykke pløjelag. Den ringe pløjedybde skyldes, at der ikke har været pløjet de sidste 20 år, hvor der har stået frugttræer. I det lille udgravningsfelt var tre pletter med mørkere jord. I den ene lå guldskatten. Pletten var 18 cm i diam. og gik 4 cm ned i den lerede undergrund. Pletten stammer fra et hul, der er gravet ned gennem kulturlaget. Hullet ville normalt blive tolket som et stolpehul, og er det formentlig også.

24 cm under overfladen lå en guldring (2) vandret med en spiralrullet, mindre ring (1) i den ene side (fig. 2). Da der ikke skulle meget graveri til at vise, at der var mere under den øverste ring, blev det hele taget op i en jordklump og undersøgt på museet (fig. 3).

Da ringene blev løftet, brød solen frem og kort efter begyndte kirkeklokken at ringe. Det behøver vist ikke at understreges, at stemningen på denne smukke vinterdag var høj.

Ved undersøgelsen på Hollufgård kom yderligere 2 ringe for dagens lys.

Fig. 2. Gudme guldskat 1 fra 1990, in situ, set fra syd.
Fig. 3. Gudme guldskat 1 under undersøgelse.

De tre armringstore guldringe var alle stukket ind i spiralring no. 1, så de blev holdt sammen af den. Der var ingen spor af indpakning.

Ring no. 1 (fig. 4) er facetteret med 3 vindinger og 8 facetter. Den udvendige diameter er 3,05 cm, tykkelsen midtpå 4 mm, ved enderne 3 mm, ringen vejer 40 gram. Enderne er skåret lige af.

Ring no. 2 (fig 5) består af to ens, runde stænger, der begge i den ene ende er hamret ud i en stadigt tyndere tråd, som danner et øje og ender med at være snoet 13 gange rundt om stangen. De to stænger er hægtet ind i hinanden i øjerne, så de kan bevæges, når ringen skal af eller på. Udtyndingen af stængerne er meget præcist lavet og den tynde ende er kun 1 mm tyk. I den brede ende er hver stang skåret lige af (her er diameteren 3,5 mm). I endefladen er der stemplet en trekløverlignende hulhed ind i den øverstliggende stang, mens den anden stangs ende kun har en lidt uregelmæssig, nærmest v-formet hulhed. Rundt om hver stang er der lige indenfor enden en række nyreformede stempler, hvert mellem 1 og 2 mm langt. Ringen vejer 148 gram.

Oprindelig har ringen fungeret som halsring, men inden den blev gravet ned, har man bøjet hver stang ned til den halve diameter, ligesom de to næst beskrevne ringe. D.v.s. at den nu udvendigt måler 10,2 × 10,35 cm.

Ring no. 3 (fig. 6) er ikke komplet. Den er også dannet af en rund stang, 5 mm tyk i den brede ende, der er skåret lige af, let konkav og med let rundede kanter, formentlig resultatet af behandling med en hammer. I den modsatte ende er ringen også skåret lige af, men sekundært. Her er den 3 mm tyk. Formentlig har stangen oprindelig set ud som den ene halvdel af ring 2. Den oprindelige runding ses på et stykke, og det er tydeligt, hvordan ringen er bøjet sammen over tre punkter for at få den nuværende diameter på 9,3 × 9,8 cm. Vægten er 116 gram.

Fig. 4. Gudme guldskat 1, ring 1.
Fig. 5. Gudme guldskat 1, ring 2.

Ring 4 (fig. 7) svarer til ring 2, men er uden ornamentik. Øjerne er dannet af tykkere tråd, og fladtrykte. Der er kun 4 snoninger i hver ende. Enderne er lige afskårne, 3 mm tykke, hver med en lille rund fordybning midt i fladen. Midt på er stangen 0,5 cm tyk. Vægten er 156 gram. Også denne ring er bøjet sammen, så dens diameter nu er 9,3 × 9,8 cm.

Da ringene lå således, at de meget præcist lod hullets midte fri, og da fylden inde i ringene adskilte sig markant fra den omgivende, mere ensartede og klæge fyld, er det nærliggende at tro, at der har stået en pæl midt i hullet, og at ringene har siddet rundt om den. Men mere end tro kan det ikke blive.

Guldringe som disse 4 fra Gudme er ret almindelige i germansk jernalders guldfund. Spiralsnoede ringe af fingerringsstørrelse, med eller uden facettering, forekommer både som enkeltfund og i skattefundene (fig. 8).

Ring 2-4 tilhører samme type, der også er almindelig i germanertidens guldskatte (Janse 1922 kategori B s. 170 ff;).

Der er flere eksemplarer i Broholmskatten (Sehested 1878 pl. XLI-XLIV). Vi ser bort fra de rigt stempelornamenterede, som den smukke ring fra Hesselager Fredskov (sstds pl. XLV). Blandt de glatte halsringe har kun få ornamentik ved enderne som ring 2. At alle tre ringvarianter var i brug samtidigt viser Broholmskatten og flere andre fund, hvor de optræder sammen.

Fig. 6. Gudme guldskat 1, ring 3.
Fig. 7. Gudme guldskat 1, ring 4.

Både brakteater og andre dele af Broholmskatten optræder i andre fund, som med passende sandsynlighed kan dateres til årtierne omkring 500 e. Kr.f.

Det næste fund fra 1990 lå blot 55 m fra guldskatten. Igen var det Torben Jørgensen, der gik med detektoren som led i den systematiske afsøgning af Gudmes omgivelser, som de lokale amatører og museet foretager i disse år for at afgrænse og karakterisere det store centrale bopladsområde.

Denne gang var signalet drilagtigt, og i første omgang blev det forbigået, men ugen efter prøvede Torben Jørgensen igen. Da først mulden var gravet af, var der ikke længere noget at tvivle om. Igen styrede han sin nysgerrighed og tilkaldte museet, og den sidste majdag gravede Claus Madsen et lille felt, så fundet kunne undersøges ordentligt (fig. 9-10). Det var klart, at der under det øverste stykke sølv var mere, så igen blev der taget en jordblok hjem til undersøgelse, denne gang på konserveringsanstalten, da sølv kræver en helt anden omsorg end guld.

30 cm under overfladen lå den øverste sølvplade, åbenbart skubbet ud af sin oprindelige stilling af et markredskab ved en tidligere lejlighed. Ved frilægningen var hvert stykke sølv dækket at et ret tykt, fedtet hvidt lag sølvklorid, som efter et par minutter blev dybt blåviolet og senere sort og blygråt. Ialt 19 sammenbøjede stykker sølvplade har stået i en lodret stak, svagt hældende mod øst (fig. 9-11). De tre østlige stod på kant, mens de andre lå vandret. Forskellen skyldes utvivlsomt at markredskaber, som nævnt, har skubbet de øverste ud af deres oprindelige stilling. Mellem de enkelte stykker var der fint sand, sine steder jordfrit. Stakken stod 5-7 cm over bunden af et nærmest firkantet fyldskifte, 30 × 25 cm bredt. Det nåede 3 cm ned i ler-undergrunden. Fyldskiftet ligner et stolpehul med blandet fyld, både sorte lerklumper og lysere, formentlig er det simpelthen jorden fra hullet, som er hældt i det igen. Hullet var gravet ned gennem et 17 cm tykt kulturlag, som var dækket af 16 cm pløjelag (fig. 10).

Fig. 8. Guldringe fra Gudme; ringen forneden til højre er et af Sehesteds gamle fund.

I udgravningsfeltet var der talrige rodhuller og et enkelt helt lodret hul (L se fig. 10). Det var næsten firkantet, 5,5 × 5,8 cm med skarpe hjørner og tilspidset bund, der nåede 12 cm ned under bunden af gruben med sølvet. Det er nærliggende at forestille sig en pæl nedrammet her – før eller efter placeringen af sølvet?

Hullet ligger delvis inde under sølvstakkens østdel, men da den kan være presset lidt ud i tidens løb, beviser placeringen ikke, at pælen ikke stod der, da sølvet kom i jorden.

De 19 stykker sølv er bøjet sammen til nogenlunde ens størrelse, nærmest svarende til en 10 stk. cigaretpakke (fig. 11). Stykkerne måler mellem 4 og 7,7 cm på den ene led, mellem 8,6 og 11,35 cm på den anden led. Vægten svinger mellem 95 og 280 gram. Ialt er der ca. 2,8 kg sølv incl. nogle mindre stykker tyndt sølvblik, som ikke behøver at have noget med skatten at gøre.

Nogle stykker er kun foldet en enkelt gang, andre er foldet fra flere kanter, så der kan ligge op til 4 lag sølv ovenpå hverandre. Fælles for alle er, at deres sider er skåret, klippet eller vredet over på en mildt sagt ikke skånsom måde. Flere stykker viser hak fra forgæves forsøg på at ramme rigtigt ved parteteringen.

Fig. 9. Gudme sølvskat 1990 in situ.
Fig. 10. Gudme sølvskat 1990, plantegning.

På 11 stykker er der bevaret oprindelige kanter, som viser, at det er en eller flere plader med lige langside og vinkelrette hjørner, som er hakket i stykker. Det længste stykke måler ca. 16 cm. Ved den oprindelige kant er pladen tyndest, ca. 1 mm, mens tykkelsen ellers kan nå op på 2,5 mm. Et par stykker har en skarp kant ved en halvrund indbugning i kanten, og omkring hullet er der forgyldning i en 4 cm bred zone. Forgyldningen synes at have været formet som en stjerne på en enkelt plade, men er ellers uden nogen markant afgrænsning.

Endelig er det karakteristisk for flere af stykkerne, at de er gennemhullet af cylindriske naglehuller. I nogle af hullerne sidder der endnu sølvsøm eller stifter. Sømmene har flade hoveder og rager 1,5-1,7 cm indenfor pladernes bagside, d.v.s. at underlaget mindst må have haft denne tykkelse.

Naglerne har rundede hoveder, nogle har kugleformede pyntehoveder, lavet af en 3,5 mm tyk tråd. Mellemrummet mellem pladens bagside og naglens udhamrede nedre ende er 5,5 cm, hvilket må angive tykkelsen af det, som pladerne har været naglet sammen med. Der er åbenbart slået søm og nagler i af flere omgange og både fra for- og bagsiden, så det er svært at se, hvordan mønstret oprindeligt har været. Det ser dog ud til, at der omtrent fra den lige kant har siddet en række nagler, som formentlig har holdt pladen fast til en anden plade.

Fig. 11. Gudme sølvskat 1990.

Der er ikke tegn til nogen plastisk formning af pladerne, bortset fra en enkelt, der synes at have haft en vulst eller fortykkelse langs et af de omtalte halvrunde »hak« i randen. Forsøg på at få nogen af vore udenlandske kolleger til at nikke genkendende til de 19 pakker har ikke givet bonus endnu. Så indtil videre er vi henvist til vor egen fantasi.

Mishandlingen og måden at pakke sølvet sammen på minder ganske om de fund af ituhakket romersk bordsølv, som er så karakteristiske i romerrigets naboområder i 3.-5. århundrede og som vi jo også kender fra Gudme (Thrane 1988 fig. 5). Jeg er temmelig sikker på at også det nye fund er ødelagt romersk sølv, men hvad pladerne oprindelig blev anvendt til er noget af et problem. De må have siddet på et fladt underlag, formentlig af træ – at dømme efter sømmene. Stammer de fra en sølvbeslagen dør? I så fald kan det ikke have været en almindelig husdør, men en officiel bygning, et tempel eller en kejserlig bygning, men hvilken, og hvor og hvornår? Der blev ødelagt mange officielle bygninger i de romerske provinser i det nuværende Tyskland i løbet af Romerrigets sidste, besværlige århundreder, så der var mange lejligheder, hvor godt metal fra kaserner og helligdomme kunne havne hos grådige germanere – som det skete for de statuestumper, der endte i jorden ikke langt fra Møllegårdsmarken (Thrane 1988 fig. 13).

Fig. 12. Gudme guldskat 2 fra 1990; det lille ringstykke er fra samme mark, men hører næppe til skatten.

Fig. 13. Gudme guldskat 2, mundblik for- og bagside.

Kulturlaget indeholdt nogle små lerkarskår. Det er svært at sige meget mere om dem end at de stammer fra jernalderen, hvad jo er hvad man forventer i Gudme.

Årets tredie skat fremkom ved Torben Jørgensens fortsatte afsøgning af markerne omkring Gudme. På en nyharvet mark fandt han med ca. en meters mellemrum en spiralring med indstukket barre og et mundblik, alle tre genstande af meget rent guld (fig. 12).

Barren var uformet, bortset fra et hammerspor i den ene ende; der er revner fra størkningen efter støbningen på over- og underside. Bredden er 1-1,2 cm, tykkelsen 0,9-1,03 cm, længden oprindelig 13-14 cm, vægten 135 gram. Guldet er lidt lysere end spiralringen.

Spiralringen havde 5 vindinger og lige afskårne, fortyndede ender (0,3 cm tykke). Udvendigt var bredden 6,2 cm, indvendigt 5,2 cm, og 1,1 cm målt på tværs. Ringen var midt på 0,41 cm tyk. Vægten er 140 gram.

De midterste vindinger var revet noget fra hinanden, øjensynlig en skade, som et markredskab skal have skylden for, ligesom et par afskrabninger. Set fra enden er ringen fladoval, men det er nu ikke nogen senere skade, som er årsag til det. Ganske samme form har en række spiralringe fra Danmark og Norge (Thrane 1991). Det nærmeste fund af den slags stammer fra Lillesø, 750 m mod sydøst (Neergaard 1915 fig. 12) men også i Broholm/Enemærket-skatten er der mindst én tilsvarende, omend lidt spinklere ring (Sehested 1878 pl.XLIV bb).

Disse ovaltrykte ringe opfattes som en slags »mundblik«, placeret øverst på sværdskeder for at beskytte læderet under brug, måske vil det være nok så rimeligt at kalde dem mundringe. Normalt anvendes blik, deraf betegnelsen mundblik.

Det mest opsigtsvækkende stykke er imidlertid den tredie genstand (fig. 13). Den formåede endda at trænge frem til avisernes forsider, ja endda til TV-avisen. Højere kan man jo ikke komme nutildags.


Fig. 14. Gudme, mundblik fundet 1837 efter Sehested 1878, ca. 1:2.

Dens funktion er den samme som spiralringen – mundblik til en sværdskede, men udførelsen er unægtelig noget mere interessant. Det er sammensat af flere stykker guldblik af forskellig form og tykkelse. En indre, i tværsnit oval, guldblikplade, 1 mm tyk er loddet på en ramme af smalle guldstænger, hvorpå de 6 ornamentfelter er loddet. Mundblikket er 3,85 højt, 6 cm bredt, og måler indvendigt ved mundingen 5,0-5,2 cm i bredden og 1,05-1,1 cm. på tværs. Langs over- og underkanterne sidder en 2,1 -2,4 cm. tyk perletråd. Den er revet lidt fra et par steder, og andre skader er der også på ydersiderne, formentlig stammer de fra markredskaber.

Ingen af ornamentpladerne er ens. Den ene side, forsiden, har en central plade, 2,9 cm bred og 3,25 cm høj og prydet med 2 dyr, som er symmetriske i forhold til hinanden om en diagonal akse fra venstre til højre, således at det ene dyr er spejlvendt i forhold til sit forbillede. Rundt om smalsiderne går 2 smallere plader, med det samme motiv:

2 dyr, som ligger spejlvendt med ryggen mod hinanden, deres lår minder om midterpladens. På bagsiden er der tre plader monteret mellem rammer af perletråd. Midterpladen viser to dyrekroppe af samme slags som forsidens. Under den er et firkantet hul også indrammet af perlestave. Bagsidens midterplade flankeres af to andre, kun 1,1cm brede plader med to dyr, som med bagbenene er slynget ind i hinanden.

Fælles for alle felterne er den utroligt fine udførelse i papirstyndt guldblik, som er presset i relief og med ned til under en halv mm tynde filigrantråde lagt på relieffets højeste kanter. Detailler som lår kan være fyldt ud med granulat. En grovere filigrantråd er den normalt brugte, den er en mm tyk. Det er ikke til at se regulære fejl i udførelsen, der må være enhver guldsmeds drøm.

Det er vel indlysende, at mundblik af den kvalitet ikke har prydet en hvilken som helst sværdskede, men kun de allerfornemste. Egentlig er det forbløffende, at der nu, næsten 1500 år senere, kendes ikke færre end 16 mundblik af den filigranornamenterede type. Fra Danmark har vi nu 5, et af dem er fundet ved Hou, på Langelands nordende, lige overfor Gudme (Brøndsted 1960, 293), et andet blev fundet 1837 kun 6-700 m fra 1990-fundet (fig. 15). De resterende mundblik er fra Sverige (3 stk.) og Norge (8 stk.) fig. 16.

Hvis vi skal dømme efter udbredelsen, er mundblikkene altså et rent nordisk fænomen. Det harmonerer også med stilen, der helt er præget af den såkaldte stil I, den første fuldt færdige nordiske (eller germanske) dyrestil. På sin vis er det nye mundblik måske nok det fineste, og tillige interessanteste ved sin ornamentik, der synes at spejle en experimenterende fase, hvor det gamle mundblik fra Gudme viser den færdige type med kombinationen af dyrehoveder til et fælles menneskehoved midt på forsiden.

Dateringen af mundblikkene hænger på dateringen af stil I, der sættes til årene omkring 500 e.Kr.f. Da mundblikkene i nogle af de norske og svenske fund optræder sammen med guldbrak-teater, havner vi altså igen i det samme milieu som ved de allerede omtalte halsringe og mundringe.

Til sidst skal det blot nævnes, at de på figur 8 afbildede 3 genstande er fra samme mark som de to første fund. Ringene blev fundet af Gudme arkæologigruppe ved rekognoscering i foråret og udgør formentlig en af markredskaberne spredt skat. Den hele ring har 3 vindinger, og er, som de andre to stykker, dannet af en ottekantet stang.

Fig. 15. Udbredelsen af filigranornamenterede mundblik.

Den er 0,5 cm tyk, ved de lidt buttede afsluttede ender kun 0,3 cm, den udvendige diameter er 2,9 cm, vægten 43,5 gram.

De to stumper er begge hakket af en større ring, og da de har samme tykkelse, 0,55 cm og ligner hinanden iøvrigt, er det ikke usandsynligt, at de er skåret af samme ring. De vejer henholdsvis 9 og 7,5 gram.

De nye undersøgelser siden 1982 har bragt en stribe nye skattefund for dagen. Det begyndte med den flotte brakteatskat (Axboe 1985), fortsatte med de 11 solidi, der opfattes som en sønderpløjet møntskat (Kromann & Petersen 1985), fortsatte med brudsølvfundet fra en mark midt mellem de to nævnte skatte (Thrane 1988 fig. 5) og med de 285 siliquae fra »Gudme III-bopladsen i nærheden (Kromann 1989). Der kan sagtens gemme sig flere skatte mellem de mange mønter og guld- og sølvsager, som er samlet op fra det store bopladsområde, men indtil videre kan vi nøjes med at regne med mindst 4 guldskatte og mindst 3 sølvskatte, der skal lægges til de mange, som Sehested i sin tid publicerede (fig. 1).

Jeg tror ikke at vi er færdige med denne høst, men erfaringen viser, at det er umuligt at forudse, hvad Gudmes jorder kan præstere.

Guldfundene virker som de perfekte illustrationer til det oldengelske epos Beowulf, der skildrer helten Beowulfs eventyr hos danerkongen Hrothgar. Der går ikke mange linier i kvadet uden omtale af guldringe eller guldprydede

sværd. En kongegave af en guldring eller et pragtfuldt sværd var de brave heltes løn for deres indsats i kongens tjeneste. Vi savner ganske vist de hele sværd, hjelme, brynjer og bælter og den store hal i Gudme.

Krigernes udstyr kom vel med på ligbålet og burde findes i gravene, men dem har ingen hidtil kunnet lokalisere. Hallen burde have dimensioner som den vældige vikingehal i Lejre (Christensen 1991), men heller ikke den er der spor af i Gudme – endnu.

Det synes karakteristisk for Gudmes skattefund, at de hører til et, kronologisk, ret indskrænket milieu, og det kan vise sig at være afgørende, når skattefundenes betydning for forståelsen af Gudme-komplekset skal vurderes. Det spørgsmål melder sig jo, om Gudmes herlighed forsvandt i en katastrofe som Rolf Krakes Lejre gjorde det i sagnet?

Litteraturliste

  • Albrectsen, E. 1960, Fynske guldfund, Fynske Studier 3, Odense.
  • Axboe, M. 1985, Brakteaterne fra Gudme II, H. Thrane ed. Gudmeproblemer, Skrifter fra hist. Inst., Odense Universitet nr. 33, S. 26-35, Odense.
  • Brøndsted, J. 1960, Danmarks Oldtid jernalderen, København.
  • Fonnesbech-Sandberg, E. 1988, Vægtsystemer i ældre germansk jernalder, Aarbøger f. nord. Oldkyndighed og Historie 1987, S. 139-160.
  • Christensen, T. 1991, Lejre – Syn og Sagn, Nykøbing F
  • Hansen, R. 1882, Gamle Minder eller Træk fra Folkets Liv og Tankesæt, Odense.
  • Janse, O. 1922, Le travail d’or en Suède à l’épo-que mérovingienne, Orléans 1922.
  • Kromann, A. 1989. En siliquaskat fra Gudme, P Vang Petersen ed. Skattefund og bebyggelse i Gudme-området på Fyn, Skrifter fra Hist. Institut, Odense Universitet nr. 37, S. 13-27.
  • Kromann, A. & Petersen, P. Vang, 1985, Romerske mønter, skattefund og jernalder-
  • Neergaard, C. 1915. Guldfundene fra den efter-romerske Jernalder, Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1915, S. 173-204.
  • Sehested, E 1878, Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm, København.
  • Thrane, H. 1988, Kort om Gudmes guldfyldte hedenold, Fynske Minder 1988, S. 271-288.
  • Thrane, H. 1992, Das Reichtumszentrum Gudme in der Völkerwanderungszeit Fünens, K. Hauck ed. Abhandlungen der Akademie der Wissenschaften in Göttingen, Philol.-hist. Klasse 3 E no. ?, Göttingen.

Noter

  1. ^ Nationalmuseets danefæinspektør P. Vang Petersen har publiceret de tre fund i Nyt fra Nationalmuseet nr. 47, 48 og 49 og vil også gøre det i Nationalmuseets Arbejdsmark 1991, så vidt jeg er underrettet.

©