Nymølle fra Ellested sogn

- en fynsk vandmølle på Frilandsmuseet

Møllen på museet

Et stykke fra Frilandsmuseets andre fynske bygninger, i bunden af Mølleådalen med en stejl skrænt til den ene side, ligger vandmøllen fra Ellested sogn på Fyn. Ligesom på hjemstedet skærer en hulvej sig gennem skrænten og fører ned til møllegården og mølleriet. Til erstatning for Ørbæk Å er der lavet en kunstig mølledam med oppumpet vand fra Mølleåen, og dette vand driver nu møllens to vandhjul. På denne måde har bygningen fået en placering, der næsten helt svarer til forholdene på hjemstedet.

Fig. 1. Den fynske vandmølle er på Frilandsmuseet placeret så omgivelserne næsten helt svarer til forholdene i Ellested. En Mølledam er indrettet med vand fra Mølleåen.

På hjemegnen kaldtes vandmøllen for »Nymølle« som modsætning til »Gammelmølle«, der lå tæt ved. Begge møller var fæstegods under herregården Lykkesholm. Nymølle blev skænket til Frilandsmuseet af den tidligere ejer af Lykkesholm, besidderen af det forhenværende stamhus Ravnholt, Nislevgård, Hellerup, hofjægermester O. Sehestedt Juel. I 1943 påbegyndtes opmålingen, og nedtagningen af bygningerne afsluttedes i 1949. I begyndelsen af 1960’erne startede restaureringsarbejdet på museet, og i 1964 kunne stuehus og mølleri åbnes for publikum. Møllens sidste beboer, frøken Anna Hellesen, havde da den særegne oplevelse, få år før sin død i 1966, at gense sit tidligere hjem på museum.

Anna Hellesen blev født på Nymølle i 1879, og boede der til stuehuset blev taget ned i 1949. Hendes fader, Otto Hellesen, blev født på møllen i 1842 og drev den til sin død; hans fader, Helle Eriksen, født 1770, begyndte på Nymølle som møllersvend og endte med at fæste den i 1825, samtidig med at han ægtede den forrige fæsters enke. Ved Anna Hellesens død blev der således sat punktum for en slægt, der igennem generationer havde været knyttet til møllen.

Nymølle var i brug frem til omkring 1920, men så godt som intet var blevet ændret på gården siden sidste halvdel af forrige århundrede. Ved overtagelsen var gården forfalden, men altså bevaret som den havde været i Anna Hellesens forældres tid.

På hjemstedet havde møllen fire længer, og udlængerne er da også hjemtaget til museet, men foreløbig har det kun været muligt at genopføre stuelængen og mølleriet. Denne hovedlænge er et stateligt syn, bygget af kraftigt og regulært fynsk bindingsværk med rødbrunt tømmer og murede, gulkalkede tavl, – farver, der er karakteristiske for mange, gamle fynske bygninger. Bygningen består af et stuehus, som er på 14 fag, med tagkvist over 3 fag og et møllehus på 5 fag, som er sammenbygget med det. Desuden er der tilbygget en bryggerslænge på sydsiden af huset ud mod haven.[1]

Da museet flyttede bygningerne, blev der også lavet en nøjagtig opmåling af haven, som derfor har kunnet genskabes omtrent som den så ud på hjemstedet i den typiske landskabelige stil fra slutningen af forrige århundrede med plæner og blomsterrabatter, slyngede gange og lysthuse, hvor kasserede møllesten er brugt som haveborde.

Fig. 2. Den sidste møllerfamilie Hellesen fotograferet foran Nymølle omkring århundredskiftet.

Træder man indenfor i møllerhjemmet, finder man det, som det blev indrettet, da Anna Hellesens forældre stiftede bo i sidste halvdel af forrige århundrede. Museet fik ved nedtagningen mulighed for at overtage størsteparten af husets indbo, der på den måde kunne følge med bygningen og blive genopstillet, hvor det oprindeligt havde hørt til. Anna Hellesen kunne fortælle om alle tingene i huset og kontrollere opstillingerne, hvilket gør at netop denne indretning er en af de mest autentiske på museet.

Selvom der er mange ældre møbler, er stuehusets indretning præget af klunketidens smag. Man får hovedindtrykket af et holdent hjem, der er indrettet efter tidens højeste mode og med samme stil, som man ville kunne finde hos det bedste borgerskab i byerne med polstrede stole, sammenhørende mahognimøbler, nips, blondegardiner o.s.v. En boligindretning, der vidner om, at mølleren havde en høj social placering, og nok har følt sig hævet over almindelige gårdmænd. Iøvrigt adskiller møllen sig også fra andre af datidens gårde ved, at der er indrettet kamre på loftsetagen.

Baggrunden for møllerens velstand var det privilegium, at han fra gammel tid havde fast kundekreds, idet fæstebønderne havde pligt til at søge til møllen.[2] Når kunderne kom dertil, trådte de ind i møllerstuen ved siden af den østlige forstue, hvorfra der er direkte adgang til mølleriet. I forhold til møllerhjemmets øvrige stuer er dette rum lidt gammeldags indrettet med alkove (hvor tjenestepigen sov), langbord og langbænk. Herinde har kunderne siddet og ventet, mens de blev beværtet med kaffe, øl eller dram. Det er let at forestille sig, hvordan snakken har gået livligt, når flere har mødt hinanden og fået lejlighed til at diskutere alt, lige fra de sidste nyheder i sognet til kornpriser og verdenspolitik, i møllerens lune stue.

Denne stue dannede også ramme om en væsentlig del af møllerfamiliens daglige liv, – her spiste man, der blev lavet mad ved den store kogekakkelovn, og møllerens børn har haft deres legetøj i det lune hjørne ved ovnen. Mølleren kunne føre sit regnskab ved skrivepulten, som er strategisk placeret ved døren, hvor der er frit udkig til aktiviteterne i mølleriet. I pulten gemte han sine regnskabsbøger, regningsblanketter, blækhus og en blikæske til småpenge, og ovenpå pulten havde han sit tobaksskrin.

Selve mølleriet bliver drevet af to overfaldshjul, som det opstemmede vand i mølledammen kan ledes ud over. Oprindelig har hjulene kun drevet hver sin kværn, den ene anvendtes til maling af rug, og den anden til byg. Senere er der indbygget flere udvekslinger, så bl.a. rugkværnens vandhjul også driver en stor sigte, der gør det muligt at benytte kværnen til fremstillling af hvedemel. Ved bygkværnen er der i gulvet indbygget en skalkværn til afskalning af bygkernerne, og her er der lavet en kompliceret udveksling med flere tandhjul for at få kværnen op i tilstrækkelig hastighed. Derudover kan forskellige rensemaskiner og sigter drives ved snore- og remtræk fra de roterende aksler. Det sidst tilkomne er en havrevalse, der drives af rugkværnens vandhjul.

Når man havde afleveret sit korn til møllen, blev det først båret op på mølleloftet. Herfra blev det gennem tragte i loftsgulvet hældt ned i de to kværne. Efter forarbejdningen i møllen blev det færdige mel og gryn ved hjælp af et hejseværk bragt op på kornloftet igen. Besøger man møllen på museet i dag, kan man se sækkene opstillet, som da møllen var i brug, parat til at blive båret ned ad trappens slidte trin. Flere af sækkene er forsynet med kundernes initialer, og de er ordnet, så de nøje passer i rækkefølge med møllerkuskens ruter.

Efter Otto Hellesens død drev datteren og moderen møllen med hjælp fra en gammel møllersvend, de havde haft i mange år. Men omkring 1920 måtte de opgive. Der har derfor været gode grunde til, at der ikke er sket ændringer og moderniseringer på møllen i dette århundrede. Men lad os se hvordan bygningen har fundet sin form gennem årene.

Fig. 3. Møllerens pæne stue giver indtrykket af et holdent hjem, indrettet efter tidens højeste mode, i samme stil, som man ville kunne finde hos det bedste borgerskab i byerne.

Møllen i 1600- og 1700-årene

Nymølle optræder første gang i det arkivalske materiale i anden halvdel af 1600-årene. Bl.a. finder vi beboere på Nymølle som faddere i Ellested sogns kirkebog, og i Svendborg Amts Matrikel 1688 nævnes »Ny Mølle« som nr. 10, beboet af Rasmus Rasmussen, »tilforn Rasmus Hansen«.

Ifølge et auktionsmøde af 11.6.1714 solgtes Lykkesholm gods, deriblandt Nymølle i Ellested, som da beboedes af Niels Nielsen, med hartkorn 4 tdr. 4 skpr. 3 fdkr. og mølleskyld 6 tdr., 4 skpr. Landgilden stod til 33 tdr. 6 skpr. mel.

Fig. 4. Grundplan over møllegården. Endnu kan kun stuehus og mølleri ses på museet. 1. Mølleri 2. Forstue 3. Møllerstue 4. Den pæne stue 5. Forstue 6. Storstue 7. Gæstekammer 8. Kammer 9. Gang 10. Soveværelse 11. Køkken 12. Ølkammer 13. Spisekammer 14. Bryggers 15. Mælkekammcr 16. Brænderum.

Få år efter, i 1729, finder vi den tidligste beskrivelse af møllens bygninger i en synsforretning foretaget på Lykkesholm gods. Vi kan da følge med vurderingsmændene på deres vej rundt:

»Derfra forføgede vi os til nye mølle som beboes af Rasmus Laursen, samme bestaaer af 3de Længde Huus Stue Huuset bestaar af 13 fag udi enden af samme er Maale Verchet, paa Maale Verchet fattis eg andet end Gaulen at Klede, og Loftt over 3 fag, item fodstøcher under 9 fag, lofttet over stuen som bestaar af 5 fag, der er gandsche brøstfeldig og forraadnet; Det Huus som staar sønder og nør bestaar af 19 fag, der paa fattes fodstøcher under 9 fag, og 8 trav langhalm, 4 dørre der paa ere brøstfældig, dend øster og vester længde, bestaar af 8te fag er i nogenleedis stand, undtagen fattes en port til indkiørd, Beboerne augaf at have til besetning 8te bester, 4 kiør, 2 ung nød, 10 faar, 4 svin, ellers beklagede manden det hand mangler 6 fag huus som hand nødvendig behøvede. Broen Mellem Gammel og nye Mølle er brøstfeldig«.[3]

Stuelængen var således på 13 fag og som nu sammenbygget med mølleriet, »Maale Verchet«. Stald og ladelænge var på 19 fag og i en tredie længe på 8 fag var der indkørselsport.

Den 1. februar 1829 døde møllefæster Niels Nielsen, og i forbindelse med skiftet af boet efter ham gik vurderingsmænd igennem stuerne på møllegården den 7. marts. De 13 fag stuehus rummede to stuer, »dend forreste Stue« og »dend øverste stue« samt bryggers, som synes at have være nærmest mølleriet.

Bohavet har været overskueligt. I den forreste stue forefandtes »Et Egetræ bord med Fod under, 1 liden gl. fyhr gaase bench, Et lidet gl. Ageskrin, 4re gl. træstoelle«, en seng med en ulden rødstribet overdyne, underdyne af hamp og et par blårgarnslagner, »1 Ildskovl og Een Ildklemme, 1 gl. Bøsse, 1 fyhrBechen, 1 liden Messing Morter uden støder, 1 braaget Kruus med Laag, 8te Siebøtter« m.v. I den øverste stue stod et gammelt fyrretræs sengested med »stobler og himmel« og forskelligt sengetøj, nogle gamle kister, et gammelt »anstrøgen fyhrskav«, et lille bord, nogle tinfade, tintallerkener og et par messinglysestager. Herudover var der øltønder, brændevinsanker, forskellige trug m.v. Værdierne i stuerne blev angivet til i alt 27 rdl. og 1 mk. Det er ikke noget specielt kostbart inventar, meget er betegnet som »gammelt«, og hjemmet adskiller sig formentligt ikke væsenligt fra, hvad man kunne finde på en større fæstegård.

Niels Nielsens enke Sophia Rasmusdatter overlod møllen til sin søn Rasmus Lausen, som til gengæld skulle give hende årligt så længe hun levede: »12 skp. Rug Meel, 12 skp. malt bygmalt, 1 feet Sviin så god som 4 slettedr., holder hinde paa græs og foder 2 Faar med deris grøde, 1/2 otting Smør og frie huusværelse samt 6 læs Tørfv« og i fald enken ønskede det, skulle hun få »een værelse med ildsted udi for sig self«.[4]

Få år efter, i 1732, døde Rasmus Lausens kone, og den bevarede synsforretning fortæller, at der er sket nogle ændringer i den forløbne tid. Boet er blevet mere værdifuldt, der er kommet flere sengesteder, stuerne er delt op, så der nu er »Den Daglige Stue«, »dend Melmste Stue« og »Tredie Stue«, hvor der er kommet en »Jern vindoufn«, hvilket formentlig skal ses som et resultat af aftægtskonens tilstedeværelse. Der er nu to kælderrum, »Dend Inderste Kieller« og » Dend Foreste Kieller« med øltønder, malkebøtter og smørkærne. Og så begynder der at komme sager, som tyder på en stigende velstand på møllen, f.eks. »9 stk. smaa Papiers Skilderier, 1 Holl. fad og 2de ditto talerken«, et par ottekantede messinglysestager, glas, en »fin Kande med Laag«, et »Nørnberg speigl« m.v. i alt var der nu værdier i stuerne for 73 rdl. og 7 mk.[5]

Fig. 5. Vandmøllen set fra øst. Mølleriet drives af de to overfaldshjul. Fra en lem i gavlen kan man med lange stænger regulere vandstrømmen ved at åbne og lukke for de to stigbord.

I 1739 døde Rasmus Lausen efter 10 år som møllefæster. I mellemtiden må der være sket meget, for skiftet efter ham giver os billedet af et meget velstillet hjem. Alene i »den største stue« er der nu værdier for over 200 rdl., bl.a. et egetræsklædeskab, en egetræsdragkiste med beslag, adskillige kister, et thefad og en tin-thepotte, kostbart sengetøj, bl.a. »bolster blod strivet underdønner« til en værdi af 20 rdl. (hvad svarer til det dobbelte af vurderingsprisen for en jernkakkelovn eller værdien af 6 køer i samme skifte), »tvende blod Rande bolster dønner« til 12 rdl. 2 mark, et omhæng af »guld og Rød floenælle, toe Kapper og et teppe«, pudevår med »kneblinger« foruden en stor mængde mere almindelige olmerdugsdyner og puder, der er sat til en værdi af mellem 1 og 6-7 rdl. I boet er der desuden duge af drejl med tilhørende servietter i dusinvis, glas, skåle, to lakerede »the flasker« og et grønt »the boer«. I dagligstuen forefandtes bøger til opbyggelig læsning: »en husbeestelling, Parredissis urtegaar, tvende beedende kiæder, Doete Engel brettes bog», adskillige fade og tallerkener af tin, messingstager, sølvskeer m.v.[6]

Fig. 6. Længdesnit i mølleriet. På loftet står sækkene ordnet efter de ture, møllekusken kørte til den store kundekreds i de omliggende byer.

Den næste fæster, Gøde Hans Gødesen, giftede sig med Rasmus Lausens enke, men fik kun kort tid på møllen, idet han døde allerede 1740. Ved den da afholdte skifteforretning forefandtes ikke helt så mange værdier i boet, bl.a. er flere dyner »rotteædt«, tingene er »gamle« og bygningerne brøstfældige. I skiftet anføres det, at »Maale Værket hvor af stædet skal have sin Bæste og for nemmeste nering er saa slet tilstand, at dend des formedelst icke ner kand fortiene eller inbringe de udgifter som dend afdøde Ved fæstet har Graveret dend med Møllens Brøsfældighed de af u-villige Kyndige Mend maate Vorde Taxered, og for Lods af Boens masse udlægs til Møllens i stand settelse…« Det besluttedes at mølleværket skulle have nye sten, have repareret hjul m.v. (anslået til 173 rdl.) ligesom lade, porthus og fårehus skulle istandsættes (anslået til 56 rdl).

Ikke desto mindre har der mellem den afdøde møllers talrige personlige ejendele og klædningsstykker, der vidner om 1700-årenes sirlige stil, bl.a. kunne findes »tvende Paruqver af diverse Boneter« til en værdi af ikke mindre end 3 rigsdaler, et halvt dusin »hals kraver«, en sort »Haar pung«, sølvspænder, guld- og sølvringe, sølvskeer m.v.[7] Det siger også noget om møllerens sociale status på dette tidspunkt, at denne Gøde Hans Gødesen var søn af præsten i Gamborg, Gjøde Hansen, og ikke nogen almindelig bondekarl.

1744 blev møllen fæstet af Johan Jørgen Graff. I fæstebrevet anførtes det, at han skulle holde »sin Mølle ved Mølle Verk og husene i forsvarlig stand, at det for aarlig Syn naar det tages paa Bønder Godset kand være i Complet stand allerhelst hand har imodtaget det ved redelig Syn hvor efter ald Reparation paa husene beløber sig til 35 Rdr. 2 mrk. 4 sk. dog gaar her fra for tag og lægter 6 Rdr. 2 mk. 4 s. som ieg Comferntz Raad Adeler skal levere ham af Rør paa Nye Mølle Dam og elle Lægte paa hands egen grund. Hvad sig Mølle steenene Angaar da ere de 3 kiendte for dygtige og forsvarlige i synet mens dend eene steen i dend Lille Qvern som er af kamp kuns vorderet for 6 Rdr. her fore Johan Jørgen eller Arving naar Møllen Ledig vorder ig skal svare meere end til 3 goede og forsvarlige Skonske steene og for dend fierde 6 Rdrl. som dend er ham til vorderet for…«[8] Det ser således ud til, at det i 1740’rne har været nødvendigt af udføre en del reparationer på møllen og dens bygninger.

I Johan Jørgen Graffs fæstebrev står i sidste afsnit: »I henseende at Mølleren Johan Jørgen indlader sig i ægteskab med huusholdersken her paa Gaaarden Helvig Maria Fischer saa bliver afgiften saalenge han lever modereret til 33 Rdl. 2 mk. (i stedet for en årlig afgift på 40 rdl.), og desuden tillades det at ifald de om et par Aar skulle blive sindede at qvitere Møllen da naar som helst de leverer dend fra sig paa dend Maade som de har annammet dend i alle Maader efter ovenstaaende, da maa de qvitere og nyde tilbage det halve fæst som er 100 Rdl. siger Et hundrede Rigsdaler Courant«.[9]

Ved overtagelsen af Nymølle fik Johan Jørgen Graff videre »68 Rdlr. …til Ny Beester, »en bøg til stade træ på 6 å 8 læs«. Desuden skal han aarligt have en bøg på 4 læs. Endvidere lover Lykkesholms ejer at han vil »lade vejen fra Kiils hus til Ny Mølle på banken reparere i år ved Lindeskovs mænd. Ligeledes tilstaar jeg at maatte bruge aalekurve ved sin bagsluse, men med alt det øvrige fiskeri maa han ej metere sig«. »Skulle«, hedder der videre i fæstebrevet »de af Lykkesholms bønder, som er lagt til Ny Mølle, ikke ville lade deres korn male, da skal det, naar der over klages, blive remideret, saa som de ej maa høre til andre møller«.[10]

Det har alt i alt været tillokkende vilkår for Johan Jørgen Graff, der ifølge kirkebogen indgik ægteskab med Helvig Maria Johans Datter Fischer den 29.4.1744. Under alle omstændigheder må forbindelsen med husholdersken på herregården have gjort et vist indtryk, idet historien er gået over i traditionen på stedet. Da daværende overinspektør ved Frilandsmuseet Kai Uldall således i 1949 talte med Anna Hellesen om møllen og dens historie, kunne hun citere sin far for omkring år 1900 at have sagt: »Møllen blev bygget for 150 år siden (d.v.s. ca. 1750), den blev bygget så pænt med kvist, fordi konen havde været husjomfru på Lykkesholm«.

En netop gennemført dendrokronologisk undersøgelse af bygningens tømmer[11] har kunnet påvise, at selve møllehusets tømmer er tildannet af egetræ, som er blevet fældet i vinterhalvåret 1776-77. Endnu står tilbage at udføre nærmere undersøgelser for at kunne konstatere, hvornår det flyttede stuehus er opført. Man kan imidlertid gå ud fra, at der er foregået en større restaurering af hele stuehuset i sidste halvdel af 1700-årene, idet bindingsværksvæggene er opført med sammenhørende nummerering.

Møllen i nyere tid

På grund af manglende arkivalier fra en lang årrække,[12] må vi helt frem til 1813, før der atter kan findes oplysninger om møllen. På dette tidspunkt blev møllegården for første gang vurderet til brandforsikring. Stuehuset havde da fået sin nuværende længde på 14 fag, og var forsynet med tagkvist. Møllehuset var på 5 fag, som tidligere sammenbygget med stuehuset. En bryggersbygning på 6 fag var blevet tilbygget på stuehusets haveside. Den østre længe med lo, lade og stald var på 23 fag, og den tidligere portlænge var reduceret til et »Tørve og Materialhuus« på 4 fag.[13]

I 1839 blev møllen atter takseret. Nu var bryggersbygningen blevet udvidet til sin nuværende størrelse, mens den østre længe har fået en tilbygning på 4 fag, så der var 5 fag »Koe og Faarehuus, 4 Fag Hestestald, 2 Fag Foderlo, 2 Fag karlekammer, 3 Fag lade, 3 Fag Loe, 4 Fag lade og Ligeledes 4 Fag lade«. Yderligere var en fritliggende længe på 6 fag med huggehus og vognport blevet opført. Stuehuset havde på denne tid omtrent samme rum, som da museet erhvervede det:… »2 skorsteene, alt til Beboelse med Loft, Dørre, Vinduer, Qvistkammer over 4 fag[14] Storstue, gjestekammer 2 Fag Gang 3 Fag Dagligstue Sengekammer Spisekammer 3 Fag folkestue Kjøkken 2 Fag Forstue spisekammer…«[15]

1852 afløste en udbygning af stalden det lille tørvehus, og en ny kostald med fodergang blev indrettet. 1854 blev den østre længe tilbygget 4 fag, indrettet til kornlade, og der opførtes 2 svinehuse henholdsvis nord og syd for gården, begge på 3 fag.[16] Udlængerne er bogstavelig talt ikke ændret herefter.

Vi finder således et anlæg, der har fået sin grundlæggende udformning i løbet af 1700-årene, og som i samme århundrede opnåede et meget højt niveau i indretning og inventar. Sidenhen er der sket mindre udvidelser og ændringer, men disse har ikke ændret bygningernes karakter på afgørende måde.

Undersøgelser af mølleres forhold andre steder i landet har kunnet påvise, at møllerne i 1600-årene rangerede på linje med andre landhåndværkere som smede, skræddere, murermestre og skomagere. I løbet af 1700-årene er der sket en ændring, i takt med de gode tider i landbruget med stigende priser og voksende produktion – ikke mindst med hensyn til korn. Denne udvikling blev til fordel for møllerne, som nu begyndte at tilhøre samfundets overklasse. Forholdene på Nymølle i 1600- og 1700-årene stemmer godt overens hermed.

Under landbrugskrisen, der startede i årene efter statsbankerotten i 1813 og frem til 1820’rnes slutning, var mølleriets vilkår vanskelige, og der er da heller ikke foretaget forandringer på Nymølle i denne periode. I 1830’rne bedredes forholdene, og de forblev gode indtil den næste større landbrugskrise i 1870’erne hvor priserne på landbrugsvarer, især korn, faldt. På Nymølle udvidedes bryggers, lade og staldarealer i denne periode, og stuehuset fik den rumindretning, der ses i dag. I perioden efter 1870 er der ikke sket ændringer i møllebygningen, og der er ikke foretaget væsentlige investeringer i produktionsapparatet.[17]

Men på trods af de sidste års nedgang, lykkedes det for beboerne på møllen at opretholde deres sociale status, hvad der bl.a. kommer klart frem i de oplysninger, der blev indsamlet på egnen i forbindelse med bygningens nedtagelse til museet. I en optegnelse hedder det således:… »og så kom de jo en del sammen med alle bønderne, de store bønder, vel at mærke. For mølleren var jo noget mere end de andre, end bønderne i almindelighed. Se, hun var jo frue, ellers var de jo madammer. Alle gårdmandskonerne, det var madam det og madam det. Hun (møllerkonen) blev kaldt Frue. Hun var noget finere. Så De, der blev jo set op til dem… det var jo regnet for store folk, møllerne. De kom jo kun på de store gårde… til gilde der. De var med til alle pølsegilder og alt det der. Han var jo efter den tid ret velstående. Han forstrakte mangen mand, så fik han jo korn, når det var høsttid…

Mølleren kunne jo noget mekanisk. Det var der ingen anden der kunne, og han kunne bilde en kværn, det var et kunststykke dengang, og han kunne selv reparere kamhjul, det var også et kunststykke, for at få det til at gå. Som regel var de mere velhavende, de var jo gerne velstående…«[18]

Efter møllerens død drev datteren og moderen, som tidligere nævnt, møllen i nogle år, med hjælp af en gammel møllersvend. »Men så kom der elektricitet – omkring 1912-13 -, og så fik bønderne kværne og så gled det hele ud i ingenting…«[19]

Fig. 7. Mølleriet. I det fjerneste hjørne ses rugkværnen, der også blev anvendt til hvede, efterhånden som denne kornsort blev mere almindelig. Selve kværnen er helt indbygget i en trækasse med en stor trætragt ovenpå. Heri blev kornet hældt, enten direkte fra en sæk eller gennem den øvre tragt oppe fra mølleloftet. Den højt anbragte kværn i det modsatte hjørne af møllen er en grynkværn, anvendt til fremstilling af byggryn.

Noter

  1. ^ Frode Kirk: Bygninger på Frilandsmuseet. 1980.
  2. ^ Om fæsteforhold på Lykkesholm se ivørigt Birger Isaksen: Lidt om Lykkesholms Fæstere i Fynske Aarbøger 1953-55.
  3. ^ Synsforretninger foretaget på Lykkesholm gods År 1829. Lykkesholms godsarkiv, LAO.
  4. ^ Lykkesholm gods skifteprotokol 1722-54, fol. 16 ff. 1729.
  5. ^ Lykkesholm gods skifteprotokol 1722-64. fol. 93 ff. 1732.
  6. ^ Lykkesholm gods skifteprotokol 1722-64, fol. 186 ff. 1739.
  7. ^ Lykkesholm gods skifteprotokol 1711-54, fol. 236 ff. 1749.
  8. ^ Lykkesholm Gods fæsteprotokol 1675-1763, fol. 67 eff. 1744.
  9. ^ Lykkesholm Gods fæsteprotokol 1675-1763, fol. 67 ff. 1744.
  10. ^ Citat efter Birger Isaksen: Lidt om Lykkesholms fæstere. Fynske Aarbøger 1953-55 s. 25f.
  11. ^ Denne dendrokronologiske datering er udført sommeren 1989 af Thomas Bartholin, Nationalmuseet.
  12. ^ Der findes skifter i Lykkesholms Gods skifteprotokol II efter enken efter Rasmus Lausen, Maria Kirstine Clausdatter, senere gift anden gang med kromand Peder Olufsen Kluns, men disse kaster ikke lys over forholdene på Nymølle.
  13. ^ Vinding Herreds brandtaksationsprotokol-ler A pag. 558 1813
  14. ^ Her har skriveren formentlig talt stolper i stedet for fag, en meget almindeligt forekommende fejl
  15. ^ Vinding Herreds brandtaksationsprotoller B 358, 1852
  16. ^ Vinding herreds brandtaksationsprotokol-ler E pag. 354 1852. Vinding herreds brand-taksationsprotokoller F pag. 55 1854
  17. ^ Ole Mortensøn og Hans Larsen: Møller og Møllefolk – på Langeland. 1982.
  18. ^ Efter optegnelse i Frilandsmuseets arkiv
  19. ^ Efter optegnelse i Frilandsmuseets arkiv

©