“Oceania”, 1992

og andre af Svend Wiig Hansens skulpturer af kvindefigurer

Tirsdag den 9. juni var en stor dag for Odense by og ikke mindre for Fyns Kunstmuseum. For på denne dejlige sommerdag blev billedhuggeren, maleren og grafikeren Svend Wiig Hansens monumentale bronzeskulptur, “Oceania”, afsløret på opstillingsstedet: Flakhaven. Denne begivenhed foregik med stor festivitas, med hornmusik og taler. Men helt stille blev der på pladsen i byens hjerte i det øjeblik, borgmester Verner Dalskov åbenbarede den ca. 2½ meter høje og 5 meter lange halvt liggende, halvt siddende nøgne kvindefigur støbt i det prægtige gyldne metal. De store forventninger, man igennem den flere år lange tilblivelsesproces havde skruet op, blev til fulde indfriet. For skulpturen er i sandhed et mesterværk.

1. "Oceania", 1992. Opstillet på Flakhaven i Odense. Bronze. Højde: ca. 250 cm. Tilhører Odense Bys Kunstfond.

Byens borgere og de mange gæster, der var strømmet til i dagens anledning, tog med det samme “Oceania” til deres hjerter. Det fremgik med al tydelighed, da en flok mindreårige børn spontant tog skulpturen i besiddelse ved at klatre op på den. Siden har man kunnet notere sig, at hver gang man kommer på Flakhaven, er skulpturen enten omringet af ivrige betragtere eller “besat” af børn – og unge mennesker. Odense Bys Kunstfond, der har finansieret skulpturen med tilskud fra Asea Brown Bovery, kan derfor med stolthed og glæde se på resultatet af deres anstrengelser. På tilsvarende måde har bronzestøber Leif Jensen, der har påtaget sig det store støbearbejde, al mulig grund til at tage sig sin del af æren for det vellykkede resultat.

2. "Familie Oceania", 1988 – beundres af kunstneren (t.v.) og Leif Holmstedt (t.h). Ubrændt ler, lakeret. Højde 29 cm. Tilhører Fyns Kunstmuseum.

Senere den selvsamme 9. juni fortsatte festlighederne med scenen forlagt til Fyns Kunstmuseum. For Svend Wiig Hansen havde i al hemmelighed arrangeret det sådan, at han denne dag ville skænke kunstmuseet modellen til “Oceania” i kunsthandler Leif Holmstedts navn. Den alen store model i lakeret ubrændt ler blev nemlig for første gang vist på en udstilling hos Karen og Leif Holmstedt i Galleri Torso i Odense. Det var i 1988. Det var hér, at ideen om en monumentalisering af skulpturen med henblik på opstilling foran byens hus for alvor blev stadfæstet. Men spiren hertil blev allerede sået året før af Leif Holmstedt. Så gaven er ment som en cadeau til kunsthandleren samt en kærlig hilsen til byen og til Fyns Kunstmuseum i særdeleshed.

Svend Wiig Hansen, der fylder 70 år i 1992, er ét af de store navne i det 20. århundredes danske kunst. Han er vel den eneste herhjemme, der i dag på én gang magter billedhugger- og malerkunsten samt grafikken på samme høje niveau. Svend Wiig Hansen er en ener i dansk kunst. Han er igennem hele sit virke gået sine egne og ofte ensomme veje, har kæmpet og slidt i det. Tit og ofte har offentligheden udvist meget lidt forståelse for hans værker. Men i dag, hvor Svend Wiig Hansen har rundet sit 40 års jubilæum, har han efterhånden – i kraft af sin styrke og stædighed – fået lært os, hvad hans voldsomme og nærgående udtryk rummer af menneskelig indsigt og kærlighed.

For Svend Wiig Hansen har som kun ganske få kunstnere turdet blotte sig i selve den ømtålelige skabelsesproces. Man vil i særdeleshed huske hans åbne værksted, “Kunsten og Mennesket”, der fandt sted i Nikolaj Kirke i København i 1974. Svend Wiig Hansen havde sat sig for igennem en 14-dages periode at male en serie på 22 gigantiske lærreder under publikums konstante tilstedeværelse. I pauser under maleriet gik kunstneren i verbal dialog med publikum. Mange stillede interesserede spørgsmål til teknikken, arbejdsmetoden og til kunstnerens intentioner, mens andre tog afstand fra hans meget personlige og stærke udtryksform. Disse to ugers intense arbejde er lykkeligvis fastholdt og udbredt til et stort forum i såvel bogform som på film, ligesom Svend Wiig Hansen sidenhen har gennemarbejdet de store lærreder.

Denne nærkontakt med publikum under selve skaberakten har utvivlsomt været med til at åbne manges øjne ikke blot for kunstnerens arbejder, men for billedkunsten i det hele taget. At netop Svend Wiig Hansen har haft mod til at prøve sine grænser af i den for en kunstner allermest ømfindtlige situation, er karakteristisk for ham og hænger nøje sammen med den livsopfattelse, han støtter sig til.

Svend Wiig Hansens livssyn er funderet på et eksistentialistisk grundlag. Kort fortalt tror han ikke på en Gud som altings første og sidste årsag og ejheller på et liv efter døden. Efter Svend Wiig Hansens opfattelse, der er stærkt farvet af den store franske filosof og forfatter, Jean Paul Sartre (1905-80), er det helt op til det enkelte menneske at give sit liv indhold og fylde. Magter man ikke det, bliver livet én lang glædesløs vandring, som man ikke kan give andre end sig selv skylden for. Det er barske betingelser at leve på. Og et liv baseret på en sådan verdensopfattelse vil uundgåeligt være fyldt med smerte forårsaget af de mange fejltrin, man uvilkårligt vil begå, og ikke mindre med angst for, hvornår og hvordan livets uigenkaldelige slutning vil finde sted.

Det er på dette filosofiske grundlag, Svend Wiig Hansen har frembragt sin omfattende kunstneriske produktion. Det er blevet til en lang række kraftfyldte værker ofte med rædselsvækkende scener. Har man f.eks. én gang set hans store maleri, “Menneskeridt”, 1959, der ejes af Aarhus Kunstmuseum, glemmer man det næppe. Værket skildrer menneskelig fornedrelse og kamp for at overleve. Det kan tolkes som det enkelte menneskes forsøg på at overleve, men kan også ses som et billede på Den kolde Krig, der huserede i 1950’- 60’erne.

Svend Wiig Hansen har i løbet af sit lange virke stort set kun beskæftiget sig med ét motiv i sin kunst: menneskets – ofte angstfyldte – vej gennem livet. Det er anonyme menneskeskikkelser, han skildrer i voldsomme former og farver eller i dramatiske streger, alt efter, hvilken kunstart, han ytrer sig i. Mange gange er det umuligt at tyde, om det er mand eller kvinde, han har formet. For Svend Wiig Hansen er det som oftest underordnet, idet det er mennesket som sådan og ikke det ene eller det andet køn, han fokuserer på. For de to køn deler samme tunge skæbne.

Svend Wiig Hansens livsopfattelse er dog ikke uden lyse momenter og strejf af livsglæde. For kunstneren findes håbet i kærligheden. Det være sig i form af varme åndelige følelser mennesker imellem, eller af fysisk besættelse kønnene imellem. Som fuldblods mand finder Svend Wiig Hansen i sin kunst fortrøstning i skildringen af kvindeskikkelsen. Få kunstnere har gjort det mere kraftbetonet og nærværende end han. Kærligheden til kvinden går som en rød tråd igennem hans oeuvre, også selv om der kan gå år imellem, at motivet genoptages.

3. “Torso ”, (1951). Kunststen. Højde: 93 cm. Tilhører Fvns Kunstmuseum.

I 1946 blev Svend Wiig Hansen optaget på Kunstakademiets billedhuggerskole under professorerne Johannes C. Bjerg (1886-1955) og Einar Utzon-Frank (1888-1955). Men Svend Wiig Hansen fandt sig kun dårligt til rette med den glatte og undertiden lidt sødladne stil, de praktiserede. Så Svend Wiig Hansen forlod Akademiet i utide for at gå den hårde vej at lære selv. Blandt sine jævnaldrende kunstnerkolleger stod Svend Wiig Hansen ret alene, idet ingen af de to hovedstrømninger – den abstrakt-ekspressive Cobra-bevægelse eller den nonfigurative konkrete kunst – kunne løse op for hans livssyn. Det lod sig for ham kun gøre i et figurativt formsprog med stærke ekspressive virkemidler, som først igen er blevet acceptabelt i 1980’erne.

4. "Moder Jord", 1953 Beton. Højde: 130 cm. Tilhører Herning Kunstmuseum.

Et af Svend Wiig Hansens første større selvstændige billedhuggerarbejder er kvindefiguren “Torso”, 1951. Som titlen angiver, drejer det sig om en (kvinde) krop – uden hoved og lemmer. Men hvilken krop! Yppigt spændt i erotisk forventning fremtræder denne kvindefigur, der nok står i gæld til den franske billedhugger, Aristide Maillols (1861-1944), sensuelle kvindeskildringer. Denne krop er en gudinde -kærlighedsgudinden – værdig. Stor og stærk er hun. Hendes muskulatur er kraftig, hendes former frodige. Denne kvindeskikkelse er sig sin erotiske udstråling bevidst, og hun poserer stolt hermed. Svend Wiig Hansens vidunderlige skulptur findes på Aarhus Kunstmuseum i rødt brændt og patineret ler, på Statens Museum for Kunst i bronze og på Fyns Kunstmuseum i kunststen.

Et par år senere skabte Svend Wiig Hansen sin “Moder Jord”-skulptur. Det var atter en nøgen kvindeskikkelse, men denne gang i hel figur. Hun sidder på jorden i fødestilling d.v.s. ret op og ned med bøjede, men skrævende ben og blottet køn. Det sidste vakte forargelse i en sådan grad, at skulpturen, der var opstillet foran Århus Rådhus i forbindelse med en udstilling i 1954, blev fjernet af byens borgmester. Denne ejendommelige politiske censurering af en kunstudstilling var selvsagt et hårdt slag for kunstneren, der absolut ikke havde skabt sit værk med provokatorisk sigte. For Svend Wiig Hansen var skulpturen tænkt som et billede på kvinden som det skabende princip, altså et symbol på et urgammelt fænomen.

Lykkeligvis vandt “Moder Jord” stor forståelse hos den kunstentusiastiske skjortefabrikant Aage Damgaard, Angligården i Herning. Han købte i 1958 skulpturen, der den dag i dag befinder sig på fabrikken, der nu er omdannet til kunstmuseum.

5. “Siddende kvinde”, 1964. Bronze. Højde: 132 cm. Tilhører Louisiana.

I 1964 blev Svend Wiig Hansen udpeget til at repræsentere Danmark på den 32. Biennale i Venezia. Med på denne store internationale udstilling var bl.a. “Moder Jord” og en ny stor bronzeskulptur, “Siddende kvinde”, samt malerier, tegninger og grafik af kunstneren. Hvor førstnævnte skulptur fremtræder som en robust frank og fri kvindeskikkelse, bærer den sidstnævnte et helt anderledes tillukket udtryk og holdning. Hvor de to foregående skulpturer af kvindeskikkelser fra Svend Wiig Hansens hånd står for henholdsvis kvinde som ren sanselighed og som den store moder, fremtræder “Siddende kvinde” snarere som den ængstelige eller frygtsomme kvindeskikkelse, hvad positur angår, men hendes krop er stadig af den muskuløse og stærke type.

Det sidste skud på stammen af Svend Wiig Hansens kvindeskulpturer er den netop afslørede "Oceania” opstillet foran Odense Rådhus. Hun er den hidtil største af kunstnerens rumlige arbejder og et force major-arbejde i det halvædle metal, bronze. “Oceania” er nært beslægtet med Svend Wiig Hansens tidligere skulpturer af kvindefigurer. Men i modsætning til disse arbejder er hendes navn og rødder måske mere kompleks.

“Oceania” henviser specifikt til De oceaniske Øer i Stillehavet og generelt til havet. Men hvorfor nu dette fremmedartede i skulpturens titel? Jo, for Svend Wiig Hansen har en særlig hengivenhed over for de gigantiske monolitiske menneskehoveder fra oldtiden, som stadig står på deres oprindelige plads ved begravelsesområdet på Påskeøen, der hører til den førnævnte øgruppe. Disse vældige stenskulpturer har fascineret ikke blot Svend Wiig Hansen, men en stor del af det 20. århundredes kunstnere, nærmere betegnet de, der har befattet sig med abstrakt kunst f.eks. den engelske billedhugger Henry Moore (1898-1986). Man erindrer måske udstillingen omhandlende moderne europæisk kunsts aner i såkaldte primitive kulturers religiøse genstande på Louisiana i 1986. For Svend Wiig Hansens vedkommende går betagelsen af Påskeøens monumentale stenhoveder i alle tilfælde tilbage til omkring midten af 1950’erne, hvor han skabte modellen til storværket “Mennesker på en strandbred”, som oprindelig var tiltænkt stranden ved Skagen, senere forsøgt rejst på Fanø og ved Louisiana, men som nu endelig er ved at blive en realitet i Esbjerg i et format af 11 meters højde.

Men titlen “Oceania”s henvisning til havet skal ses i lyset af den græske mytologi, idet navnet på den græske gudinde for skønhed, kærlighed og frugtbarhed, Afrodite, netop betyder “skum”. En af myterne om hende vil vide, at hun var “skumfødt” (Afrodite Anadyomene), altså at hun var skabt af havet og uden mellemkomst af mand og kvinde. Netop kærligheden og frugtbarheden har spillet en stor rolle i Svend Wiig Hansens syn på kvinden. Forbindelsen mellem hans “Oceania” og hans andre skulpturelle fortolkninger af kvindeskikkelser er da også klar. “Torso” som udtryk for kærligheden og “Moder Jord” for frugtbarheden.

Nogenlunde samtidig med, at Svend Wiig Hansen startede på det værk, der skulle blive til “Oceania”, var han travlt beskæftiget med en udsmykning af foyeren i Kulturhuset i Tønder. Det drejer sig om monumentale oliekridtstegninger på papir. En af disse kalder han for “Skabelsen”. Hun er fra 1988 og forestiller en liggende frugtbarhedsgudinde. Hen over hendes nøgne krop boltrer en række figurer sig, dels et elskende par og dels en masse børn. Sidstnævnte bringer uvilkårligt billedhuggeren Kai Nielsens (1882-1924) “Vandmoderen”, 1919-20, der er opstillet i Glyptotekets palmehave, i erindring.

6. "Skabelsen", 1988. Del af udsmykning i Kulturhuset, Tønder. Oliekridt på papir. 116 cm x 440 cm. Tilhører Tønder Læse- og Ungdomsforening.

Set i lyset af “Skabelsen” i Tønder bliver det forståeligt, hvorfor Svend Wiig Hansen i den grad glædede sig over, at “Oceania” umiddelbart efter afsløringen blev befolket af børn. For disse små mennesker fuldendte jo billedet af “Oceania” som en virkelig frugtbarhedsgudinde: Hun vil til stadighed bære nye generationer af menneskebørn.

“Oceania” baserer sig på Svend Wiig Hansens karakteristiske kraftfulde formsprog. Figuren rejser sig fra liggende til siddende stilling, hvorved hendes mavemuskler spændes og svulmer op. Hun løfter interesseret sit strenge og karakterfulde ansigt med den buklede frisure og drejer det en smule til venstre for at følge med i begivenhedernes gang – på byens rådhus.

Den store bronzeskulptur er anbragt på Flakhavens nordre ende modsat den eksisterende skarpe og kantede store sorte jernskulptur af Robert Jacobsen (født 1912). “Oceania” er placeret direkte på pladsens chausséebelægning uden formildende overgang i form af sokkel eller plint. Sådan ville Svend Wiig Hansen have det: Uden krumspring og krukkeri. For på denne vis bringes skulpturen i direkte kontakt med betragterne. “Oceania” fremtræder ikke ophøjet og monumental, som så mange andre plads-skulpturer, men i bogstaveligste forstand jordnær og ligetil. Sådan kan hele Svend Wiig Hansens produktion anskues, hvis man ellers som betragter har mod til at se hans værker lige i øjnene, med alt. hvad de udsiger om det enkelte menneskes skæbne.

Modellen til den store skulptur, “Familie Oceania” kaldet, bærer en række af de samme karaktertræk, som det endelige værk. De er begge mere stilfærdige og ligevægtige end så mange andre af Svend Wiig Hansens skildringer af kvindefigurer. Men modellen – og med hende serien af grafiske blade med samme motiv ligeledes fra 1988 – ejer en for kunstneren sjælden ynde og sødme ikke ulig de såkaldte “doctors’ ladies” der blev fremstillet af elfenben i Kina helt tilbage til 4.-5. århundrede f.Kr. Disse yndefulde statuetter af liggende nøgne kvindefigurer anvendtes til at lokalisere sygdomme hos kvinder, der ifølge ældgammel kinesisk kultur ikke måtte blotte deres krop over for lægen. Det lakerede ubrændte ler, som “Familie Oceania” er fremstillet af, har netop samme varme brune tone som ældet elfenben.

7. “Oceania” befolket af børn og unge mennesker. 1992.

Det formildende skær, der svøber sig om såvel “Oceania” som modellen hertil, er et nyere moment i Svend Wiig Hansens kunst, der ellers i høj grad fokuserer på livets rå og voldsomme sider. Som sådan synes det nye storværk og modellen at vidne om ro og afklarethed hos den ældre og livskloge kunstner, der er på vej til at slå sig til tåls med livets tunge lod: Forgængelighed.

Litteraturhenvisninger

  • Anne Christiansen og Christian Gether: "Paris – Dolomitterne – New York. Arbejder på papir af Svend Wiig Hansen 1986-87”. Esbjerg Kunstforenings Samling og Vestsjællands Kunstmuseum, 1988
  • Knud W. Jensen (red.): “Lousiana revy”. 13. årgang, nr. 1. Louisiana, 1972

©