Odense – Byens topografi

Om Odenses form og udstrækning i middelalderen

Eftertiden har omtrent jævnet historikeren Johannes Steenstrup med jorden som ukritisk traditionalist og som en hindring for videnskabelige fremskridt. Men i virkeligheden var han – dybt konservativ, som han var – først og fremmest en fremragende institutionshistoriker med en eminent iagttagelsesevne, der satte ham i stand til at give rationelle og funktionelle forklaringer på fænomener, andre forkastede eller fordømte; som den engelske samfundsrevser Edmund Burke et sted bemærker har konservative naturer ofte en bredere forståelse af samfundet og en dybere social forståelse end “radikalere”. Og en ting mere: Steenstrup var i stand til at formidle sin iagttagelsesevne til sine bedste elever.

Blandt disse var den navnkundige kulturhistoriker og museumsmand Hugo Mathiessen, der besad en fremragende evne til at iagttage fortidens levn i naturen og i skriftlige kilder – som Steenstrup – men tillige havde en intuitiv indfølingsevne. Han gennemtrawlede (og fotograferede) år for år det danske land og købstæderne; og han kunde ligeledes formidle sine iagttagelser skriftligt som mundtligt (I hvert fald glemmer jeg ikke en ekskursion til Helsingør med Hugo Mathiessen (og hans spadserestok)). Stilistisk kan hans bøger nu forekomme læseren patetiske og arkaiske – sikkert fuldt bevidst – men de fremlægger resultater af blivende værdi. Det gælder købstadsmonografierne om middelalderens byer, om bøddel og galgenfugl, om prostitutionen eller om Viborg snapsting, men her er den mest relevante ” Torv og Hærstræde” fra 1922.

Bogens hovedsynspunkt går i al sin enkelhed ud på (i øvrigt i overensstemmelse med international byhistorisk forskning), at byer opstod på strategiske steder, hvor f.eks. veje krydsedes, hvor veje krydsede vandløb eller som 1200 tallets mange købinger ved fjordbunde med let adgang til de hanseatiske havne og i ly af en kongelig fæstning. Byernes typologi spillede en mindre rolle: Selvgroede byer (Ribe, Viborg, Odense) eller byer, der som mange af købingerne voksede op eller ligefrem blev anlagt af kongemagten eller bisperne – et ofte besværligt bekendtskab. Under alle omstændigheder skabte sådanne vejkrydsbyer torve eller markeder, som blev kernen i en bydannelse med dens vildtvoksende og snørklede gadenet omkring hovedstrøget, “kongens hærstræde” eller algaden, et mønster, som stadig er genkendeligt i danske som i kontinentale eller engelske stæder. Kontinuiteten er til stede overalt trods den nyere tids vandalisme, således som byarkitekten Sten Eiler Rasmussen konstaterede.


Fig. 1. Danmarks købstæder 1508 og 1596. Bemærk Odenses voksende dominans på Fyn og tyngdepunktet i Øresundsområdet, især Københavns hastige vækst.

De fleste danske stæder var langt ned i tiden “teglhængte landsbyer” (Gregers Begtrup 1806; jf. fig. 1). Meget symptomatisk beretter den klassiske arkæolog Frederik Poulsen om sit møde med den tyske oldtidshistoriker Theodor Mommsen (fra Husum), at denne gav sig til at remse de sjællandske købstæder op raden rundt, da han blev præsenteret for ham. Da Frederik Poulsen komplimenterede ham, svarede Mommsen med vanlig arrogance: “Nah ja, in diesen Dörfern wohnten ja unsere Beherrscher”. Nu er det vel muligt, at enevældens favorisering af København og dens restriktioner overfor og dens jerngreb om provinsbyerne har bragt i hvert fald en stor del af dem ind i en århundredlang tornerosesøvn eller forfald; det ændrer blot intet ved deres strukturelle kontinuitet tilbage til middelalderen, snarest tværtimod. Og det gælder også Odense, der her vil blive benyttet som en slags paradigme[1].

Fig. 2. Odenses middelalderlige grundplan.

Odenses middelalderlige byplan ligner til forveksling alle andre købstæders (jf. fig.2): den er anlagt der, hvor åen og fjorden krydser alfarvejen fra Middelfart og Bogense til Nyborg (Newcastle om man vil), og hvorfra det typiske, fynske radiale vejnet til kystbyerne også udgår; og øst-vest løb vejen tillige på højderyggen fra Næsby mod øst, hvor passagen var mest bekvem. Torvet med Torvegade – det nuværende Fisketorv – umiddelbart nord for broen eller vadestedet fører over åen til vejen sydpå. Aksen – alfarvej – var de nuværende Overgade, Nedergade, Nørregade, Østergade, Adelgade og Vestergade, og omkring den spirede det nuværende, krogede gadenet frem og uden nogen regulering før byen fik vokseværk i 19. århundrede (fig. 3-5) som i de fleste andre købstæder.

Fig. 3. Byprospekt 1593 (Braun og Hogenberg, Theatrum urbium).

Men medens andre købstæder havde en rig flora af kirker og klostre – Ribe, Viborg, Roskilde, Helsingør, Lund – måtte Odense i middelalderen nøjes med seks, hvoraf to blev nedbrudt i reformationstiden, nemlig Albani kirke og dominikanerkirken. Klostre var der heller ingen overflod af: benediktinere, dominikanere, franciskanere og johannitter og to nonneklostre, Klara Kloster og straks syd for åen på Nonnebakken. Dertil kom et senmiddelalderligt helligåndshus og en Skt. Jørgensgård for spedalske. Men bortset fra enkelte stumper er de fleste gået al kødets gang og mindes nu kun i enkelte gadenavne, Skt. Jørgensgade, Klaregade, Skt. Gertruds Kirkestræde, Klosterbakken og adskilligt flere. (fig. 6).

Fig. 4. Resen, Atlas danicus 1680.

Men topografien røber endnu et særtræk. Alle de gejstlige institutioner kirker og klostre, residenser og katedralskolen lå samlet i byens østende, og det samme gælder gejstlige ejendomme. Og dertil kommer, at bispens residens, det lave stenhus, Jens Andersen Beldenak lod nyopføre omkring 1500, nu Karen Brahes hus, lå lidt øst for domkirken, sandsynligvis fordi dens domkapitel lidt usædvanligt var vokset frem af benediktinerkonventet i Skt. Knuds kloster og bevarede denne organisation til reformationen. Her opkøbte Jens Andersen haver på Flakhaven[2], og herfra havde han få skridt fra domkirken, hvor han, som Cornelius Hamsfort lidt maliciøst beretter, yndede at holde prædiken iført fuldt bispeskrud[3]. At han samtidig var en bondesnu og dreven diplomat og Fyns største kvægpranger fuldender kun portrættet.

Fig. 5. Erik Pontoppidan, Danske atlas 1767.

Påfaldende nok mangler hele byens vestlige kvarter skønt middelalderligt enhver form for kirkelige institutioner. Kirker og klostre vilde ikke afstå tiender og andre afgifter. Det kunde lade formode, at det har været ekspansionsområde og fattigfolks bopæl. Byens patriciat, adelen og gejstligheden samlede sig omkring torvet og de gamle gader (fig. 3 og 4). Indtil 1867 var byen opdelt i roder til beskatningsformål, men først en grundtaksation i 1661 giver præcise oplysninger[4], og den er aldrig blevet undersøgt fra dette og fra socialtopografiske synspunkter, som altså stadig svæver omtrent i mørke[5].

Fig. 6. kirker, klostre og gejstlige ejendomme i Odense.

På samme måde tyder gadenavnene på, at “eastend” har været den tidligste bykerne med tæt bebyggelse; alle de klassiske navne forekommer der, ligesom de gejstlige torve og stræder. Og ligeså typisk alle håndværkergader, Vintapperstræde, Smedestræde, Stålstræde og Mønterstræde, utvivlsomt fordi håndværkerkvarteret kunde være ildelugtende og uhumsk (slagtere, garvere, bryggere) eller truende på grund af den altid nærværende brandfare. Og endelig de institutionelle gader, Pogestræde, Asylgade og måske andre. Tilsammen vidner navngivningen om det traditionelle, funktionsdelte købstadssamfund. Ingen af disse træk optræder i stadens vest- og nordkvarterer, kun en mængde farverige og kuriøse navne: Vindegade (jævnfør Vimmelskaftet i København), Holsedore, Mageløs, og i byens nordlige område, Ramsherred osv., hvor fattigfolk blandede sig med stadens uundværlige “finker”. Men i modsætning til byens østlige del endnu i 16-1700-tallet tyndt bebygget, i Vestergade kun de to husrækker, i Vindegade næsten ingen huse. Til gengæld havde alle huse en meget stor have bag gaden. Alt kunde altså tyde på, at byens østlige del har været den oprindelige bykerne, medens den vestlige part har været et sekundært ekspansionsområde som endnu kan anes, trods det, at byens vise fædre og pietetsløse grundejere skamløst har profaneret og skamferet staden i vor tid.

Fig. 7. Odenses byområde 1477.

Byens territorium – det område, hvor byens frihed og fred gjaldt – var ganske omfattende, ifølge et privilegium 1477 fra havneområdet ved Ellemosen til Bolbro, langs Rosenbækken mod vest til åen, som grænse fulgte via Østerbækken til åens udløb i fjorden[6]; som altid skilte vand og sump (fig. 7). Selve byen har næppe været mere end omtrentligt 1,5 km. i vest-østretningen, altså netop et lilleputsamfund, og sådan forblev den indtil 1800-tallet, hvad Resens kort fra 1680erne og matrikelkortet 1767 kan overbevise enhver om; langt broderparten af stadens areal henlå endnu i 18. århundrede som bymark og overdrev. Til gengæld var Odense også behageligt fri for offentlige indgreb. Den tidligt middelalderlige kongsgård forsvandt i 11.-12. århundrede, og Næsbyhoved, som blev ødelagt under grevefejden, blev helt sløjfet 1541[7]. Normalt lod majestæten sig indlogere på et af klostrene (eller ifølge legenden om Frederiks II.s besøg hos Niels Bager hos en af byens matadorer), og det kunde vel være besværligt nok; men man havde bispen til at sætte magistraten og borgerne grå hår i hovedet.

Fig. 8. Skematiseret stadsplan.

Figuren ovenfor (fig. 8) gør et forsøg på at skematisere den funktionelle byplan i en skabelon, som snarest endda er fælles-europæisk (delvis også nærorientalsk), og som kan have aner tilbage til den romerske campus limetaneus, som vi kender fra Rhin- og Donaugrænsen. De funktionelle elementer træder tydeligt frem. Som det fremgår af planen kunde vi anbringe de liberale erhverv øverst til højre præster, skolemestre osv., øverst til venstre handlende, nederst til venstre håndværksfolk og nederst til højre magistraten, retsvæsen, fattige, “finker”, bødlen og rakkerne. Torvene ligger efter forskriften centralt ved algaden.

Fig. 9. Odense universitets grundplan.

Så langt, så godt, og planen følger ganske rigtigt modellen; men det må vist være på tide at bryde sammen og tilstå: Skabelonen er a joke and a half; den er formet over planen for Odense universitet (fig. 9), og det står enhver frit for at identificere terminologien i skemaet med grundplanens opdeling. Erstatter man de fire professionsgrupper med det humanistiske fakultet og det samfundsvidenskabelige (som også producerer halvstuderede “negoter”), mod øst det naturvidenskabelige og matematiske fagområde og endelig rektor- og dekankontorer og administrationen i “intelligensfløjen” mod vest. De åbne pladser er ikke torve, men travle kantiner.

Arkitekt Knud Holschers grundidé har været at føre vejen centralt gennem komplekset med adgang hvorsomhelst sted til det sted man har ærinde. Over hovedaksen ligger så endelig universitetsbiblioteket centralt. Grundidéen er således stadig funktionel, og i praksis fungerer den absolut efter hensigten, men den har funktionsdueligheden tilfælles med middelalderens byplan.

Opsatsen fører os frem til to konklusioner. Den første mere forsøgsvis, opdelingen af Odense i en primær, østre halvdel og et sekundært vestkvarter: men det bør understreges, at den foreløbig kun er tentativ. Den må underbygges eller forkastes ad arkæologisk vej, medens de historiske kilder næppe alene kan bære denne konklusion. For det andet, at Hugo Matthiesens iagttagelsesmetode stadig synes at kunne give nye indsigter. Anden hovedkonklusion må blive, at det funktionelle element er et gennemgående træk, så gennemgående, at det rent faktisk snarere er et almengyldigt strukturelt træk.

 

Noter

  1. ^ Anemette S. Christensen, Middelalderbyen Odense. Kbh. 1988
  2. ^ RA. Topografisk samling på papir, Odense.
  3. ^ J. Langebek, udg., Scriptores rerum Danicarum VI. Kjbh. 1824, s. 240; jf. Medieval Scandinavia III. Odense 1970, s. 160 note 41.
  4. ^ Landsarkivet, Odense magistrats arkiv: Grundtakstprotokol 1661
  5. ^ Anemette Christensen, anf. arb., 96 f.
  6. ^ E. Kroman, udg., Danmarks gamle købstadslovgivning m.m., Kbh. 1955, s. 383.
  7. ^ Svend Larsen, Studier over det fynske købstadspatriciat i det 17de århundrede I. Odense 1966, s. 32f.

 

©