I løbet af 1800-tallet bredte ideen om at oprette museer sig til de danske provinser. I Odense samledes en lille gruppe mennesker i 1860 om at skabe »Nordisk Museum«, som fik til huse på Odense Slot. Bag museumstanken lå et helt klart mål om at indsamle og bevare relikter fra tidligere tider, eksempelvis fund fra oldtid og middelalder og andre rariteter. Museumsarbejdet var fra sin vorden inspireret af den omhyggelighed i registreringsarbejdet, som var kendt fra arkivverdenen, og man var tilfulde klar over, at museernes virke skulle supplere de skrevne kilder. Fortsætter vi med at følge udviklingen i Odense, så er næste skridt 1885, hvor museumsbygningen i Jernbanegade stod færdigbygget klar til at rumme samlinger af arkæologisk materiale, mønt- og medaljer, kunst, zoologiske effekter m.m. På samme tidspunkt overgik samlingerne til Odense kommune, og på den nye bygning stod skrevet »Museums Civitatis Othiniensis« (Odense bys museum). Senere har dette som bekendt udviklet sig til Odense Bys Museer omfattende Møntergården, Den fynske Landsby, Fyns Kunstmuseum, H.C. Andersens Hus og Barndomshjem, Carl Nielsen Museet og Barndomshjemmet i Nr. Lyndelse og senest museumscentret Hollufgård, hvor Fyns Oldtid (tidligere Fyns Stiftsmuseum) er en væsentlig del.

Allerede fra museernes start var det målet at stille samlingerne til skue for publikum og i tilknytning hertil at arrangere rundvisninger.

Fra et beskedent niveau i slutningen af forrige århundrede har museumsverdenen i hele landet udviklet sig betydeligt, ikke mindst i tiden efter 2. verdenskrig. Kunst- og/eller kulturhistoriske museer med faglig bemanding er idag kendt i næsten alle byer, og museerne indtager en væsentlig rolle i en regions eller et lokalsamfunds kulturelle aktivitet.

Allerede på et tidligt tidspunkt påtog staten sig en delvis forpligtelse – og dermed også delvis styrende funktion for museumsdriften rundt i landet. Dette initiativ har gennem årene ført til, at der idag eksisterer en samlet museumslov med tilhørende bekendtgørelse for drift af såvel statsejede museer som statsanerkendte museer, hvilket vil sige museer, som staten har godkendt og hvortil der ydes driftstilskud. Ifølge museumsloven skal museer medvirke til at sikre Danmarks kulturarv gennem indsamling, bevaring, forskning og formidling.

Det er op til museets ledelse – på baggrund af dets ansvars- og arbejdsområde – at foretage en vægtning mellem de 4 hovedopgaver. Siden 1970’erne har langt hovedparten af de danske museer udført en endog meget stærk formidlingsindsats – med mange store, pædagogisk anlagte udstillinger, ansættelse af formidlere, tilrettelæggelse af museumsundervisning m.m. Denne udadvendte linie er fulgt op gennem 1980’erne og for flere museers vedkommende udbygget med levendegørelse og oplevelses-orienterede aktiviteter. Som eksempler herpå kan nævnes Den fynske Landsby med arbejdende værksteder, høstfester, »ride sommer i by«, og historisk dyrskue. For andre museer kan nævnes en nedbrydning af de traditionelle skel mellem museum og andre kulturelle aktiviteter gennem arrangementer som koncerter, teaterforestillinger, foredragsvirksomhed m.m. i museerne, eksempelvis koncerter og teaterforestillinger på Fyns Kunstmuseum.

Set i et formidlingsperspektiv har museerne således gennem de sidste 20 år været i stadig udvikling mod yderligere publikumsrettede tilbud. Besøgstallene viser da også, at disse meget markant stiger i denne periode, for Odense Bys Museer fra ca. 210.000 til ca. 360.000, dvs. nu ca. 1000 gæster pr. dag året rundt. Som indskud skal i den sammenhæng nævnes, at museerne i samme periode også har kastet sig aktivt over bevaringsarbejdet rundt i landskabet, enten gennem bygningsbevaring, undersøgelse af nedrivningstruede huse, sikring af oldtidsminder eller nødudgravning af grave, bopladser m.m. fra oldtid og middelalder. Situationen set her i 1991 viser, at museerne gennem de sidste 20 år har formået at udbygge både indsamlings-, bevarings- og formidlingsdelen og har gjort det på en måde, så det har været synligt i lokalsamfundet. Museerne og deres virke er populært stof i medierne i et omfang som langt overstiger den begrænsede ressource, som samfundet putter i museumsdrift – hvis ellers medieomtale og økonomi på den måde kan gøres op! Den høje aktivitet har indtil slutningen af 1980’erne primært været rettet mod lokalbefolkningen, når undtages helt oplagte turistmål som f.eks. H.C. Andersens Hus, der allerede fra dets åbning som museum i 1908 påkaldte sig international interesse. Også Den fynske Landsby fik efter åbningen i 1946 en rimelig turistmæsig interesse.

Historisk dyrskue i Den fynske Landsby.

I slutningen af 1980’erne (og nok særlig fremmet af de mange aktiviteter i forbindelse med Odenses 1000 års jubilæum) gik Odense Bys Museer ind i et nyt felt, nemlig systematisk markedsføring af udstillinger og aktiviteter over for turister – her defineret som besøgende fra enten resten af Danmark (uden for Fyn) eller udlandet. Markedsføringsmateriale blev produceret i diverse bedre trykkvaliteter, og der skete en tydelig drejning fra kun at lave oplysningsmateriale til at producere markedsføringsmateriale, dvs. pjecer, plakater, foldere m.m., som skulle føre til en beslutning om at besøge et museum. Som en naturlig følge af denne satsning blev der ved Odense Bys Museers organisationsændring i 1989 (se Fynske Minder 1989) etableret en markedsføringsfunktion som en del af sekretariatet og bemandet med ca. halvanden person med primær opgave i markedsføring og public relations. En tidligere Oplysnings- og undervisningsafdeling nedlagdes ved ændringen og i stedet oprettedes en udvidet Undervisningsafdeling. Typisk er det, at »oplysning« er erstattet med markedsføring!

Odense Bys Museer er således gået aktivt ind i turismebranchen, og denne overgang har af gode grunde betydet, at nogle tidligere holdninger har måttet justeres – og at museernes fremtidige rolle i den sammenhæng er under stærk overvejelse og diskussion. Jeg skal senere vende tilbage hertil. Som et eksempel på Odense Bys Museers engagement i turistkampagner skal jeg her nævne deltagelse i messe i Bellacentret i foråret 1990, »Ferie ’90«. Her optrådte Odense Bys Museer for første gang med en stand, der påkaldte sig næsten al pressens bevågenhed, idet 4 medarbejdere – klædt i samme rød/ hvide dress – havde taget med sig en flintesmed fra oldtidsmiljøet på Hollufgård, Carl Nielsens violin fra Carl Nielsen Museet og tyren Ferdinand fra Den fynske Landsby. Sidstnævnte blev berømt, idet tusindvis af mennesker skulle klappe den, DR-TV, TV-2, DR-radioen m.m. optog/omtalte den og standen, og Ekstra Bladet bragte på en dobbeltside billede af tyrekalven og med fed skrift: Danmark dejligst – Den fynske Landsby. Det skal i den forbindelse nævnes, at der var mening i galskaben med tyrekalven: Den fynske Landsby havde taget den røde tyrekalv med, idet man netop i 1990 havde et husdyr-år i landsbyen med udstilling om gamle husdyrsracer, foredragsvirksomhed i tilknytning hertil og ikke mindst historisk dyrskue. Sidstnævnte er nu blevet en enorm publikumsmæssigt og fagligt stor succes, bl.a. med mange hundrede dyr udstillet, og med besøgstal, der på en enkelt dag når op på 3.500.

Netop denne optræden af Odense Bys Museer i Bellacentret var måske årsagen til, at en styregruppe under Danmarks Turistråd besluttede at udpege Fyn til område for et 3-årigt pilotprojekt om museer og turisme. Projektet, der efter planen løber fra 1990 til 1992, har til formål at iværksætte, gennemføre og evaluere konkrete turistrelaterede tiltag på museumsrådet i Fyns Amt, – tiltag, der kan fremme turismen til Fyn samt til Danmark. I lighed med hovedparten af de øvrige fynske museer kastede Odense Bys Museer sig fra 1990 ind i dette pilotprojekt, og forventningerne til en række synlige resultater var store. Forventningerne byggedes dels på de igangværende positive markedsføringsaktiviteter ved Odense Bys Museer, dels muligheden for at få andel i de til projektet afsatte ca. 5 mill. kr. – ikke mindst forventedes input til rigtig at sætte focus på turist-»lokomotiverne« som H.C. Andersens Hus og Den fynske Landsby – og det kommende sted – museumscentret på Hollufgård. Men ak, styregruppen for projektet var ikke opgaven voksen, og det samlede pilot-projekt på Fyn må nu i skrivende stund – efteråret 1991 – vurderes som faldet fra hinanden. For de fynske museer – og ikke mindst for forretningsudvalget for Museumsrådet for Fyns Amt – har bekendtskabet med denne del af turismebranchen været utrolig negativ. Uden at slå alle aktører over én kam er det en udbredt opfattelse hos de fynske museer, at turismebranchen p.t. er uhyre rodet og præget af endog meget alvorlige uoverensstemmelser med forbrug af en mængde ressourcer i intern magtkamp. Oplevelserne fra disse bekendtskaber med såvel styregruppe i turisme-projekt, repræsentanter fra Danmarks Turistråd og den lokale turisme-branche har givet os stof til nærmere overvejelse om vores rolle i turisme-branchen og heraf følgende prioritering af egne markedsføringsressourcer.

Udsnit af Ekstra Bladet’s omtale af Bella Centrets messe »Ferie ’90«.

Som det fremgår af det efterfølgende er det klart for Odense Bye Museer, at vi ikke vil »omklamres« af turismebranchen, og at vi vil holde en nødvendig distance, indtil der er etableret mere »ro« i denne branche og samtidig skabt forståelse for museernes egentlige grundlag hos turismens folk. Ellers skader et tættere samarbejde mere end det gavner. Odense Bys Museer har i 1991 taget den fulde konsekvens heraf ved forberedelserne til markedsføringskampagner i 1992. Uden at gå nærmere ind i detaljerne herfor skal eksempelvis nævnes, at Odense Bys Museer – for at kunne prioritere sine midler – iværksatte en publikumsanalyse i sommerens løb. I denne analyse undersøgtes publikumssammensætning, brug af diverse turistbrochurer, andre informationskilder m.m. som baggrund for museumsbesøget. Undersøgelsen viste bl.a., at turistbesøget på vore museer i sommermånederne er enormt stort, f.eks. i Den fynske Landsby på 83% af samtlige besøg. Da over 100.000 gæster ud af et samlet besøgstal på ca. 360.000 går igennem billetsalgene i juli måned, står det klart, at turistpublikummet er meget stort – og derfor er en væsentlig faktor for os, både økonomisk og i formidlingsmæssig sammenhæng. Vi kan ikke længere blot satse vor formidling mod det lokale publikum. Der er et endog meget stort publikum, som besøger vore museer for at få et indtryk af Odense og Fyn og af de samlinger m.m., som Odense Bys Museer gennem mere end 130 år har indsamlet for at belyse væsentlige sider af den fynske/danske kunst- og kulturhistorie.

På denne baggrund skal jeg som mit egentlige budskab i denne artikel fremføre nogle synspunkter på turismen set fra Odense Bys Museers side. Som det allerede er fremgået af det foregående har forståelsen af museernes basale grundlag skabt problemer mellem museumsfolk og folk fra turisme-branchen. Museerne er skabt for at indsamle og bevare en konkret viden og konkrete levn fra fortiden. Disse levn og genstande skal sikres for vor eftertid, men samtidig løbende udstilles i en sammenhængende formidling af vor kunst- og kulturhistorie. For at gøre dette må der foretages et forskningsarbejde. Museerne er også forskningsinstitutioner. Den herved – på videnskabeligt grundlag – opnåede viden skal formidles, både på et fagligt og et populært niveau. Museerne har mange brugere og målgrupper. Museernes opgaver – og også deres styrke – er, at de er righoldige på originale/ægte »varer« – og kan formidle dette materiale og den tilhørende viden på et forsvarligt grundlag – der er tale om veldokumenteret viden, ikke falsk historie (se eksempelvis artiklen om frilandsmuseer i Fynske Minder 1990).

Det skal således nævnes, som eksempel, at Odense Bys Museer gennem såvel forskning som indsamlet genstandsmateriale har bidraget til væsentlig ny viden anvendt i de senest udkomne standardværker om Danmarks historie, og i vid udstrækning i 10 bindsværket om Odense bys Historie.

Museernes opgaver er mange og spænder vidt fra udgravninger over forskning, konservering, bevaring af gamle bygninger og til formidling i et bredt spekter – såvel til forskere, uddannelsessøgende, ihærdige amatører, lokalbefolkningen bredt taget og til turister fra ind- og udland. Museerne tager gerne mere fat på formidlingen til turisterne – vi vil gerne være med til at fortælle inden- og udenlandske gæster om vor kulturarv. På vej mod et mere integreret Europa må dette være væsentligt. Vi har et enormt materiale at øse af, og det må slås fast, at vi kan levere masser af viden og oplevelser i relation til den faktiske kunst- og kulturhistorie, men ikke oplevelser og underholdning uden nævnte indhold. Hermed fornægter jeg ikke, at vi mennesker gerne vil underholdes, have oplevelser frigjort fra mere grundlæggende værdier – dette er og bør dog ikke være museernes opgave, derimod at medvirke til indsigt.

Vi kan ikke give, hvad turisten måtte ønske – men gerne give ham/hende et tilbud om at forstå det lokalsamfund og den egn, vedkommende er kommet til – i et kulturhistorisk og kunsthistorisk perspektiv – og også gerne formidle dette gennem andet end montrer og udstillingstekster. Netop gennemførte vikingemarked på Hollufgård, historisk dyrskue i Den fynske Landsby, regnskovs- og Grønlands-udstilling på Hollufgård, museumsfestival i efterårsferien, »Der var engang«-arrangement i H.C. Andersens Hus m.m. er eksempler på denne vilje til at prøve nye veje. Museumscentret Hollufgård med dets store udnyttelse af landskabet, bygninger, de levende værksteder, oldtidsmiljø m.m. er nok vort p.t. bedste bud på, hvordan museer også kan være. Men også de øvrige museer er under forandring – dog alle med bevarelse af de basale mål for museumsarbejdet.

Til slut skal jeg konkludere, at Odense Bys Museer allerede er et væsentligt element i turisttilbuddet i Odense. Det er vi meget stolte af, og vi vil arbejde meget stærkt på at understøtte og udvikle dette billede. At satse på indsigt og forståelse i vore tilbud tror jeg er langt det bedste i forhold til fremtidens turister. Gold underholdning er »in« i øjeblikket, men forskere fra hele Europa sporer hos den unge generation en stærk søgen mod grundlæggende værdier, herunder bl.a. en række traditionelle værdier, f.eks. vor kulturhistorie. Underholdning af masseturisten er ikke længere sagen, se blot i Sydspanien, nu gælder det veluddannede og velforberedte gæster, der individuelt rejser til landet for at få indblik i dets kultur. Museerne spår jeg en stærk rolle i fremtidens turisme. Det er derfor glædeligt, at Odense Byråd netop har bevilget flere penge til synliggørelse af Odense Bys Museer overfor inden- og udenlandske turister. Vi skal forstå at følge det op.

©