Odense Bys Museer under 2. verdenskrig

Fra bogen "Othiniensia. Odense Bys Museer 1935-1985" om museets historie

Østerbyes gårds genrejsning finansieredes – som før nævnt – af beskæftigelsesmidler og kan altså betragtes som et gunstigt resultat af den verdenskrig, som andetsteds medførte ufattelige ødelæggelser og menneskelige tragedier.

Betragtet under ét må Odense Bys Museer siges at være sluppet nådigt igennem 2. verdenskrig. Intet af museerne led overlast som følge af bombardement, »schalburgtage« eller anden krigshandling. Samlingerne var intakte og i behold ved krigens ophør, og på mange måder forstod man ved museerne at drage nytte af den ekstraordinære situation, som krigen havde fremkaldt. Denne betragtning kan i særlig grad anlægges på etableringen af »Den fynske Landsby«. Det er vist et meget stort spørgsmål, om det ville have været muligt at rejse dette store frilandsmuseum, dersom ikke den af krigstilstanden forvoldte arbejdsløshed skulle bekæmpes og beskæftigelsesforetagender sættes på benene. Dette nye museumstiltag skal sidenhen få en særlig omtale.

På samtlige museer forsøgte man bedst muligt at holde virksomheden i gang på trods af krigstidens større og mindre besværligheder. Bedst muligt søgte man at røgte de klassiske museumsopgaver, som nutildags i al korthed beskrives ved de tre verber: at samle, at bevare og at formidle.

Krigen havde bl.m.a. til følge, at det udenlandske kontingent af museumsbesøgende blev væk, hvilket naturligvis mærkedes stærkest i H.C. Andersens Hus og sammes barndomshjem. På Stiftsmuseet var det årlige besøg nogenlunde uændret, og hertil kom så besøget i Møntestræde-museet. Dette havde tilmed nyhedens interesse.

Det har næppe været nogen udpræget forlystelse at opholde sig i museernes udstillingslokaler i krigstiden, for der måtte spares på varmen, hér endnu mere end i hjemmene. Lystigt har det heller ikke været for kustoderne at holde gang i de lidet effektive centralvarmeanlæg ved hjælp af sparsomme brændselstildelinger. Og endnu værre var det for det stillesiddende museumspersonale. På de forskellige kontorer, i værksteder og opsynsrum var der nok ligeså svalt som i udstillingslokalerne.

Møntergården. Den såkaldte kaminstue i sidefløjen mod Møntestræde. Ved restaureringen fremdroges malede vægpaneler og malede dekorationer på loftets bjælkebeklædning. Stuens flisegulv og kaminen er ligeledes velbevarede. Som museumsrum fremtræder kaminstuen som et stueinteriør fra baroktiden.

I de sidste to krigsår, i takt med det stigende antal sabotage- og schalburgtageaktioner, anså man det med god grund for nødvendigt at evakuere de mest udsatte og de unikke dele af samlingerne. I H.C. Andersens Hus forsvandt alle originalbreve og -manuskripter – de blev gemt væk i en bankboks – og også på Stiftsmuseet blev der tyndet kraftigt ud. Møntsamlingen bragtes i sikkerhed i museets egen murede kælderboks, dele af malerisamlingen og af oldsagssamlingen fandt man sikker plads til andetsteds, og samtidig drog man omsorg for, at museets kælder-etage i påkommende tilfælde kunne anvendes som sikringsrum for de øvrige samlinger. Dog minus afstøbningssamlingen, som man åbenbart var villig til at »ofre«. Det magede sig lykkeligvis således, at den planlagte »evakuering« til kælderetagen ikke blev aktuel, og kort efter befrielsen 1945 var »alt på sin rette plads« igen.

Plan over Møntergården (stueetagen) efter museumsindretningen 1941. Gengivet efter museumsvejlederen 1942. – Ved en sammenligning med Mogens Clemmensens forslag fra 1936 ses det, at museumsarealet på det nærmeste er blevet fordoblet ved Møntergårdens og Eiler Rønnovs gårds sammenlægning med ejd. Overgade 48. Den derved frembragte bredere gårdsplads giver bedre lys til museumsrummene, men bidrager samtidig til at gøre museumskomplekset atypisk for Overgade-kvarteret, hvor en bebyggelse på lange smalle grunde er fremherskende.

Når bortses fra Den fynske Landsby, var Stiftsmuseets oldsagssamling nok den afdeling, som fik mest ud af forholdene. Som det er bekendt, kom der på grund af krigen igen gang i tørvegravningen, også i de fynske moser. Denne virksomhed bragte mangt et fortidslevn for dagens lys, og Stiftsmuseet måtte ofte rykke ud, når fundanmeldelserne indløb. Det gamle samarbejde mellem museet og den fynske privatarkæolog nr. 1, P. Helweg Mikkelsen, ophørte ved dennes død i 1940. Dobbelt heldigt var det derfor, at museet samtidig som sin egen mand fik tilknyttet arkæologen Erling Albrectsen, som tilmed kunne ofre dette museum størsteparten af sin arbejdskraft og -tid. Det tillidsforhold, som gennem 1930’erne var opbygget mellem fynboerne og P. Helweg Mikkelsen, blev efter dennes død overført til Stiftsmuseet. Og museet var fuldtud klar over, at en fastholden af denne tillid krævede reaktion fra museets side. Til vurdering af udgravningsindsatsen skal det for god ordens skyld siges, at den tids arkæologer endnu ikke disponerede over biler. Når anmeldte fund skulle besigtiges, evt. udgraves, var transportmidlet offentligt (tog el. rutebil) eller privat (cykel), undertiden en kombination af begge dele. Vi skal langt op i 1950’erne, før arkæologien befordredes pr. bil. I betragtning af disse konditioner var det unægtelig en stor bekvemmelighed, at Aasum, hvor Albrectsen på gården Lundsgårds mark fortsatte de af Svend Larsen påbegyndte undersøgelser, var beliggende nogle få kilometer fra bykernen. Ulig mere besværligt var det at gennemføre de omfattende terrænundersøgelser, som i krigsårene gennemførtes af Stiftsmuseet og Nationalmuseet i fællesskab, til kortlægning af den ældre stenalders bebyggelse på Fyn. Her kom man vidt omkring i sin rekognosceringsiver.

Østerbyes gård (opr. Vestergade, nedbrudt 1904) under genrejsning i Møntestræde. I baggrunden t.v. gavlene af Pernille Lykkes boder og Eiler Rønnovs gård.

Også indenfor Fyns Stiftsmuseums mure intensiveredes museumsarbejdet. Nu blev det oldsagssamlingens tur til at blive »ordnet«, ved udarbejdelse af de kartoteker, som man tidligere havde måttet savne. Et slidsomt og langvarigt arbejde, men nødvendigt for tilvejebringelse af et overblik. Samtidig hermed – og som en beskæftigelsesforanstaltning – udarbejdedes på Nationalmuseet til brug for Stiftsmuseet afskrifter af Nationalmuseets »sognebeskrivelser« for det fynske område samt af museets beretninger om udgravninger, dette museum havde foretaget på Fyn.

Kartoteks- og arkivarbejdet mærkede publikum ikke meget til – og dog! Det vundne overblik kunne anvendes til og blev anvendt til en ret omfattende ændring af oldsagssamlingens permanente udstilling. Ikke-fynske eller dårligt oplyste fund blev frasorteret, samtidig med at man søgte at placere de »private« samlinger fra familien (Helweg) Mikkelsen mere hensigtsmæssigt.14

Som slutning på dette nyopstillingsarbejde, der fandt sted i 1941, publiceredes året efter en instruktiv vejleder til samlingen15 og samtidig hermed organiseredes der en cirkulation af »oldsagskasser« blandt skolerne i Odense og Assens Amter, d.v.s. de tilskudsgivende amter. Med deres indhold af oldsager har disse kasser sidenhen været igangsættende for megen undervisning og samtale med det formål at kaste lys over og skabe forståelse for fjerne, forhistoriske tidsrum.

Plan over jernalder-hustomterne på Lundsgårds mark, Aasum sogn, udgravet af Fyns Stiftsmuseum i tidsrummet 1937-44. Gengivet efter illustration i Erling Albrectsen, Fyns bebyggelse i den ældre jernalder. (Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1946).

Til afrunding af det her givne billede af museumsarbejdet i Odense under 2. verdenskrig skal det nævnes, at H.C. Andersen, skønt svigtet af valfartende turister, var genstand for et meget væsentligt undersøgelses- og udgivningsarbejde. Svend Larsen, som tidligt og sammen med Chr. M.K. Petersen havde udgivet hans brevveksling med biskop Engelstoft,16 udgav i årene 1941-46 den store brevveksling med Odense-veninden Henriette Hanck, dækkende tidsrummet 1830-46.17 Blandt de mange brevudgaver hævder denne sig som en af de virkelig betydningsfulde.

Anskuet fra et tidspunkt, hvor afstanden til krigstiden er 40 år, kan man ikke noksom undre sig over, at disse 5 krigsår, de »fem forbandede år«, trods alt blev så frugtbare for Odense Bys Museer. Et stort museum færdiggjort og et nyt stort museum under fuld opbygning, jvf. det foregående og det efterfølgende afsnit. Og samtidig en væsentlig højnelse af niveauet på det »almindelige« museumsarbejde, plus forskningsarbejde af blivende værdi. Sligt påkalder sig en mere forvænt eftertids respekt.

©
- Fynske Minder - Odense Bys Museer - Odense Bys Museers forlag

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...