I snart hundrede år har man øget Odense-museernes samlinger. Mange tusinde numre er indgået, og man er heldigvis på et tidligt tidspunkt begyndt at føre protokol med i hvert fald nødtørftige oplysninger om de enkelte stykker og deres herkomst; ved de senere års revisioner har det alligevel vist sig, at både det ene og det andet stykke er smuttet ind i samlingen, uden at man nu kan sige, hvor det stammer fra. Som nu det lille sølvskrin som magistraten i Odense i sin tid har afgivet og hvorom her skal fortælles.

Et lille, firkantet skrin med højt skrålåg, højde 10 cm, bredde 17 cm, dybde 8,5 cm. På låget sidder en bøjleformet, facetteret hank med profileret midtparti. Låget er forbundet med skrinet ved to kraftige hængsler med brede beslag. Under bunden sidder fire små kuglefødder. Hanken, hængselsbeslagene og kanterne er forgyldte.

Siderne er dækkede af indgraverede ornamenter. På forsiden, der iøvrigt har to nøglehuller, ses en hest, der angribes af to løver. Situationen er kritisk, for den ene løve springer op på hestens bagkrop, den anden bider den i halsen. Til venstre for denne scene sidder en mand, som er uberørt af begivenhederne. Han har på hovedet en rundpullet hat, venstre hånd støtter mod kinden, højre ben er lagt over venstre knæ og med højre hånd fatter han om venstre skinneben. Imellem benene holder han en lang stok, der rager op over højre skulder. På jorden står en kurv. – Ude til højre kommer en mand gående; også han har rundpullet hat, og på benene har han pludderbukser. I hænderne holder han en lang stok, og på ryggen bærer han en stor, flettet kurv.

På de andre sider er der en hel række dyrefigurer. På den ene kortside sidder en bjørn, som mellem forbenene holder en landse. Den er omgivet af planteranker med akelejelignende blomster. På bagsiden går et vildsvin mellem slyngende blomsterranker, og på den anden kortside er der en tyr, som er omgivet af nellike-lignende blomster. Også lågets skrå flader har dyrefremstillinger. På den ene kortside er der en liggende hjort, i baggrunden en kirkelignende bygning, på bagsiden en liggende dromedar mellem træer, og atter en bygning som staffage i baggrunden, endelig på den anden kortside en gående bjørn i et landskab med en bygning.

Men på lågets overside og forreste skråside er der indgraveret våben og inskriptioner. På oversiden to våben samt indskriften: HANS NIELSON BORGEMESTERE F A B. Derunder årstal 1638. På den skrå side er der indgraveret syv våben, hvorover initialerne .H. E. S. .J. MK. .A. E. M. H. S. E. I. P. K. T. B. og derunder ordet RAADM END således anbragt, at de første fem bogstaver er anbragt mellem hver sit våben, men de tre sidste er sammenskrevet. Guldsmeden har gjort sig umage med at få våben og bogstaver til at stå rigtigt. De indridsede hjælpelinier er endnu synlige, men det har alligevel knebet for ham at få ordene til at passe.

Selve motivvalget for de graverede dyrefigurer er karakteristisk for tiden. Den eksotiske dromedar kendes også fra de samtidige broderede tæpper, som adelens damer syede, og de har vel atter fået ideerne fra mønsterbøger eller kobberstik.

Traditionen vil vide, at det er borgmester Hans Nielsen, der har foræret både skrinet og det signet med Odense bys våben, som fulgte skrinet. Det kan tale for traditionens rigtighed, at hans navn er det eneste, der er skrevet fuldt ud, men dette kan også blot være udtryk for hans stilling som øverste borgmester. Under alle omstændigheder var Hans Nielsen en overordentlig interessant type i byens datidige styre. Eftertiden betegnede ham hyppigt Chølenbrun, og dette tilnavn blev i hvert fald brugt af hans søn. Selv ses han ikke at have benyttet det, men det må vel henvise til udenlandsk afstamning. Hans Nielsen var i 1618 skriver på Dalum og ridefoged over Odensegårds len,[1] og i 1627 havde han været byens hauptmand (stadskaptejn), men blev entlediget, fordi han skulde være kæmner,[2] et hverv som han dog hurtigt frigjorde sig for.[3]

Odense Bys sølvskrin

Allerede på dette tidspunkt følte han åbenbart lyst til at omgive sig med en vis pragt. I hans hustrus stolestade i Skt. Knuds kirke lod han opsætte »en uloulig och udseduanlig Instrument, andre Gotfolch til fortrengsell, och den gemeene Mand till forargelse, som usømmelig er at lade passeris.«[4] Han blev landstingsskriver i 1628[5] og slap derved for at betale skat til byen. Imod al skik blev han alligevel rådmand i 1630[6] og havde denne stilling sammen med landstingsskriverens stilling. Det førte til en bitter strid med den mægtige borgmester Otte Knudsen Seeblad, der 1631 vilde bestride Hans Nielsens borgerskab[7] og striden afsluttedes først med Otte Knudsens død. Sin stilling synes Hans Nielsen i nogen grad at have udnyttet til egen fordel, og i 1632 fik han på grund af hans besvær og umage med at bringe byens poste og render til rette, lov til på egen bekostning at lægge render fra byens rende ind i hans gård i Vestergade[8] – en overordentligt sjælden begunstigelse. Ydermere fik han samme år lov at »lade opbygge en Popegoiestang efter den Maneer, som den for Kiøbenhaffn« på et bekvemt sted udenfor Vesterport og på byens bekostning[9], og dermed blev han i virkeligheden ophavsmand til det senere skyttelav. I 1635 blev han borgmester, og så måtte han endelig opgive bestillingen som landstingshører.[10] Han drev – sammen med en Lübecker – handel på England, og han fik 1638 privilegium på at holde Rostockerøl og 1639 privilegium på at holde rhinskvin.

Efter dette år begynder nedgangen, som medførte, at den tidligere formående og velstillede mand døde som en forarmet, insolvent mand i 1651.

Men i 1638 kan han meget vel have skænket Odense det omtalte sølvskrin. Store begunstigelser havde han nydt i byen, og det kan måske være hans fortjeneste, at aflønningen af borgmestre og rådmænd netop i disse år var meget stigende. I 1636 fik hver rådmand 14 dlr. 1 mk. 4 sk. og hver borgmester det dobbelte. Men i 1639 var det steget til 18 dlr. 6 sk. til en rådmand og 36 dlr. 13 sk. til en borgmester – så der kunde vel også af den grund blive råd til en gave til byen.

De initialer, der iøvrigt findes indgraverede, dækker over borgmestre og rådmænds navne: Frederik Ammerbach, Hans Ebbesen, Jørgen Mortensen Krag, Augustinus Ebbel, Mads Hansen, Erik Jørgensen, Peder Knudsen og Thomas Brodersen (Riisbrich).

Man vilde gerne have besvaret spørgsmålet om, hvem der er mester for skrinet, men dette er næppe muligt. Ingen stempler findes, og man må nøjes med at gætte. Iflg. skattemandtallet var der i 1638 følgende guldsmede i Odense: Laurids Jensen, Claus Guldsmed, Laurids Gregersen, Gregers Gregersen, Søren Gregersen, Jens Sørensen Guldsmed, Erik Sperling, U. Jacob (Christensen) Guldsmed og Frands Mortensen Guldsmed.

Man hefter sig ved de mange guldsmede af navnet Gregersen, af hvilke Gregers Gregersen sammen med de andre lavsoldermænd deltog i aktionen mod borgmestre og råd i anledning af ansættelsen til fattigskat.[11] Iøvrigt synes han på sine senere år at have drevet nogen handel, idet købmandslavet i 1640 afkrævede ham købmandskost til dette lav.[12]

Søren Gregersen var broder til Gregers og gift med Anne Christoffersdatter, en datter af Christoffer Albrectsen Rung Buntmager, som socialt stod aristokratiet nær.[13]. Den tredie broder, Laurids Gregersen, døde 1640 efter at have været gift med Apelone, der anden gang ægtede Laurids Jensen guldsmed[14]. Han nævnes allerede 1625, da han blev tiltalt for falsk handel med guld og i den anledning dømtes til at betale 40 marks bøde[15]. Ikke desto mindre havde han så stor anseelse i byen, at han i 1649 blev overformynder. Iøvrigt døde han imellem 1650 og 1653.

Det er tvivlsomt, om Claus Guldsmed virkelig har været guldsmed af profession. I hvert fald drev han en del handel med lenenes varer, og om Erik Sperling gælder, at han næppe har indtaget nogen betydende position. Ser man på den skattemæssige – og dermed økonomiske – placering viser det sig, at det er slægten Gregersen og Laurids Jensen, der ligger i spidsen. De var placeret på linie med rådmænd og storkøbmænd, og man vil uvilkårligt søge skrinets mester blandt en af disse.

Forøvrigt viser listen over Odense-guldsmedene, som bygger på skattemandtallet, en del afvigelser fra Chr. Bøjes fortegnelser, og det betyder, at en gennemgang af et mere omfattende kildemateriale muliggør en udvidelse af vort kendskab til danske guldsmede.

Noter

  1. ^ Odense rådstuebog, Landsarkivet, 1618, 16/3, 14/9.
  2. ^ Odense rådstuebog. 1627, 19/2
  3. ^ Odense rådstuebog. 1627, 19/3
  4. ^ Odense rådstuebog. 1627, 7/5
  5. ^ Kanc. Brb. 1628, 16/4
  6. ^ Odense rådstuebog. 1630, 15/3
  7. ^ Odense rådstuebog. 1631, 5/9
  8. ^ Odense rådstuebog. 1632, 16/1
  9. ^ Odense rådstuebog. 1632, 11/6
  10. ^ Kanc. Brb. 1636, 16/4
  11. ^ Herredagsdombog (Rigsarkivet), 1633.
  12. ^ Odense rådstuebog. 1640, 16/3
  13. ^ Herredagsdomb. 1640, 21/5, 419ff.
  14. ^ Odense rådstuerets stævningsbog 1650, 6/2
  15. ^ Kanc. Brb. 1625, 15/2, 28/4