Gadevægteren er for længst forsvundet fra vore købstæder. Men i litteraturen bliver vi nu og da mindet om ham, idet flere af vore skønlitterære forfattere har gjort brug af vægterskikkelsen i deres digtning, f. eks. Holberg, Carl Bagger, B.S. Ingemann, H.C. Andersen, Holger Drachmann.

Det hænder imidlertid også, at vi inden for personalhistorien ser en vægter blive gjort til genstand for omtale. Jeg tænker på Jørgen Rasmussen Sievert, der blev gift med H.C. Andersens mormoder, Anna Sørensdatter, og som H.G. Olrik har tegnet et billede af i sin afhandling om „H.C. Andersens mødrene Slægt“.[1] Jørgen Sievert fik den skæbne, at han mistede sin stilling som vægter i Odense, men senere fik oprejsning, idet han blev vægter i Bogense. Olrik anfører, at Jørgen vægter blev afskediget „som følge af nogle gadeoptøjer, hvor han ikke havde udvist god konduite, men havde fået sin lygte slået itu og ladet sin morgenstjerne gøre til bytte af nogle deltagere i en maskerade, som overfaldt ham“. Dette skete i året 1802.

Jørgen Rasmussen Sievert er imidlertid kun en af de mange, som i tidens løb har drevet vægterprofessionen i Odense. Hvor mange er det ikke muligt at sige, ligesom det heller ikke kan fastslås, hvornår man har fået vægtere i Odense. I en mindre fynsk by som Fåborg havde man allerede i 1592 ansat to vægtere.[2] Noget tyder imidlertid på, at før år 1600 har der næppe været vægtere i Odense. Vagttjenesten har været et borgerligt ombud, som sikkert har ramt de mennesker hårdest, der har været placeret længst nede på den sociale rangstige. Myndighederne må have set det urimelige i dette forhold og henvendt sig til kongen, for den 29. april 1639 stadfæster Christian IV en vedtægt for vagten – „Confirmation anlangende byens vagt“.[3] Der skulle nu ansættes en vagtmester, som i årlig løn skulle oppebære 24 rdl. samt 10 stærke karle, der skulle vælges af rådet. Vi ser, at de folk, som ikke personlig eller ved egen karl kunne gøre vagttjeneste, kunne leje for sig, hvilket ikke har været nogen synderlig stor udgift, da lejen for en nattevagt kun var 5 skill. om vinteren og 4 om sommeren. Bortset fra borgmestrene, rådmændene, byfogden og enkelte andre var enhver pligtig til at yde bidrag til vagten. Som tiden gik, blev det nok almindeligst, at de vægtere, som rådet havde antaget, alene klarede vagttjenesten.

Forholdet var nemlig det, at vægteren ikke stod særlig højt anskrevet hos borgerne, der ikke gik af vejen for at skrive smædevers om ham eller om vagten i det hele taget. At myndighederne ikke så gennem fingre med den slags skriverier, ses deraf, at Palle Rasmussen en februardag i 1651 står mistænkt i retten for at have skrevet to pasquiller, af hvilke det ene digt handler om byens vagt. Palle Rasmussen må da bekende, at han er ophavsmanden til dette digt, som vi desværre ikke har mindste spor af. Heller ikke af sagens videre forløb, da byens tingbog for 1651 mangler.[4]

Først i 1721 hører vi igen om vægterne. Dette år, den 15. december, udarbejder Odense magistrat en ansøgning med forslag til en vedtægt for byens vægtere.[5] Dette tager ikke blot sigte på vægternes arbejdstid, men også på den løn, de skal have. At også husejerne vil blive berørt af ordningen, ses, når vi gennemlæser forslagets 9 punkter, som går ud på følgende:

  1. Vægterne skal om vinteren fra Mikkelsdag og indtil påske at være tilfæst fra klokken 9 om aftenen til klokken 5 om morgenen, og om sommeren fra påske til Mikkelsdag fra 10 om aftenen til klokken 4 om morgenen.
  2. Vægterne nyder i løn 2 mark 8 skil!. om sommeren og om vinteren 3 mark. De, som ligger i tårnet, sommer og vinter, ugentlig 3 mark, og vagtmesteren 30 rdl. om året.
  3. De gamle gårde og huse skal betale til vægterholdet efter ligningen af 1682; huse og gårde, som fra nu af opføres, skal betale efter ny ligning.
  4. Det indskærpes borgerne at betale deres vægterpenge. I modsat fald skal de betale l. rdl. til de fattiges kasse.
  5. Ejeren skal betale vægterpenge af de huse, som står ledige.
  6. Byfogden kan inddrive vægterpengene hos de fortrædelige ved udpantning; har de ikke betalt inden 14 dage, tilkommer pantet vægteren, og den skyldige må give l rdl. til de fattige.
  7. Ejeren betaler vægterpenge for sine lejere.
  8. Brandinspektøren indestår for vægternes tilbehør, og ved årets udgang fremviser han for magistraten kvitteret regning fra vægterne.
  9. Ansøgningen fremsendes allerunderdanigst for at indvånernes fortrædelighed forhindres.

At ansøgningen, der var stilet til „stormægtigste allernådigste store herre og konge“ fik en god modtagelse på højeste sted, ses af „Det kgl. Reglement for Vægternes Betaling“, som er udstedt den 10. april 1722, og i hvilket kancelliet har taget stilling til ovenfor nævnte punkter og – godkendt dem.[6] Men en enkelt ny bestemmelse har kancelliet dog indført i reglementet. Således hedder det om de to tårnvægtere, at de „ikke ringer af vagt om sommeren førend 3 og om vinteren førend 4 slæt om morgenen“.

Der var nu skabt faste rammer, så enhver vidste, hvad han havde at rette sig efter. Det var dog altid noget, men ikke nok. Vægterne var nemlig utilfredse med lønnen. Foreløbig var der dog ingen, som tog initiativet til, at lønnen blev sat op. Vi skal helt frem til året 1759, førend vi hører fra vægterne. Dette år, den 26. september, ansøger nemlig byens tolv vægtere magistraten om lønforbedring. De gør i deres skrivelse opmærksom på, at når de fra Michaeli til påske skal råbe af vagt om sommeren klokken 4 og forblive i deres anviste distrikts gader til klokken 5, har dette til følge, at ingen af dem er i stand til at fortjene ringeste hjælp til gagen, thi „når tjenesten er forrettet, behøver legemet den naturlige søvn for at være desto årvågen den følgende nat“. Vægterne slutter deres ansøgning til „de højgunstige herrer“ med ønsket om, at de ville „se deres gage forbedret“; „til gengæld“, skriver de, „forsikrer vi ædruelighed og årvågenhed“.[7]

I sin skrivelse af 10. december 1759 til stiftsbefalingsmanden Chr. Rantzau, Brahesborg, anbefaler magistraten, der fuldt ud er klar over vægtergerningens besværligheder og ringe aflønning, at vægterne får tillagt 8 skill. ugentlig i de fire mørkeste måneder (dvs. november, december, januar og februar). Magistraten gør opmærksom på, at dette ikke vil være nogen byrde for indvånerne, thi „ingen er så ringe, at han heller med fornøjelse lægger en bagatel til imod at han skulle miste deres tilsyn og nærværelse“.[8]

Fig. 1. Odense bys brandtromme. Trommen er af messing og bærer på den ene side Frederik V’s kronede navnetræk mellem to Odense-liljer. Fyns Stiftsmuseum (Møntestræde).

Chr. Rantzau skriver da den 15. december 1759 til „velædle velbyrdige borgmestre og råd“, at „det er og billigt, at de (dvs. vægterne) nyder nogen forhøjelse udi deres ugentlige løn. Imidlertid vil det være fornødent, at borgerskabet eller byens eligerede mænd høres derom“.[9]

Herpå svarer magistraten 16. januar 1760:

„Eftersom alle andre byens sager på nærværende tid beror på den kongelige allernådigst anbefalede commission og vi derfor endnu ikke har erholdt alle og især brandregnskaberne til revision, så finder vi nu, da de mørke måneder nu mestendels er forbi, at denne sag såvelsom alle andre henstår til commissionens eller kongens allerhøjeste og aller-nådigste decision“.[10]

Vægterne opnåede således intet med deres ansøgning. De måtte i den kommende tid gå for den samme ugeløn som hidtil, og endda være glade til, at de dog trods alt kunne fortjene lidt til kone og børn.

Men stor har nøden været hos vægterfamilierne året rundt. Når en vægter døde, efterlod han sig da så godt som intet. Vi bliver mindet herom, når vi studerer skifter efter vægterne i 1700-tallet. Da der den 31. marts 1748 skal foretages skifte efter den gamle vægter Peder Rasmussen, består boet kun af et gammelt bord, et sengested, en overdyne og en bænkekiste. Til sønnen, Peder, der er eneste arving, bliver der praktisk talt intet, da boet bliver gjort op til 3 rdl. og 13 skill. Han kan så trøste sig med, at han ikke skal savne det daglige brød, da han er i tjeneste hos ritmester Bæhr.[11]

Vægteren har haft sit at slås med. Om han har været tilfreds med sit job, er det naturligvis umuligt at svare på. Men af fortegnelsen over vægterne 29. oktober 1863 fremgår det, at flere af de ansatte har været vægtere i længere tidsrum, en enkelt helt op til 25 år.[12] Det vil sige, at var man først engang kommet ind i vægterkorpset, så blev man der, selv om kunne ønske sig bedre løn- og arbejdsforhold.

Men hvori bestod nu vægterens arbejde? En udateret koncept, antagelig fra tidsrummet 1770-1790, siger en hel del herom,[13] idet den i sine 8 punkter nærmere præciserer, hvad de forskellige vægtere har at iagttage under udførelsen af deres gerning.

Vi konstaterer, at natvægterne skal holde gadelygterne i stand, „anstikke dem samt igen slukke dem i de seks vintermåneder fra oktobers begyndelse til marti udgang“. Men derud over skal vægterne „i de anviste distrikts gader udråbe klokke og time og sjunge de dertil bestemte vers, nemlig om sommeren fra klokken 10 om aftenen til klokken er slaget 4 om morgenen, og om vinteren fra klokken 9 om aftenen til klokken 5 om morgenen, hvorefter de igen begiver sig til vagtstuen og ved vægtervagtstuen melder inspektøren, om noget skulle være passeret, være sig slagsmål eller andet“.

Fig. 2. Odense bys brandlygte, som fra Sct. Knuds kirketårn angav ildsvåde. Fyns Stiftsmuseum (Møntestræde).

Vægterne har også pligt til at hindre tyveri og ikke at tåle, at nogen mistænkelige folk opholder sig på gaderne. Opstår der ildsvåde, skal vægterne straks „gøre alarm og folk allesteds i husene med banken på dørene opvække, råbende: Brand! Brand!“ Endvidere skal gadevægterne sørge for, at den nærmest boende tambur snarest rører trommen (fig. 1), og en af vægterne skal straks begive sig til brandinspektøren og magistraten og melde, hvad der er sket. Det indskærpes vægterne, at de skal komme de betrængte til hjælp og forhindre, at tyvagtige mennesker stjæler noget.

Det er dog ikke blot gadevægterne, der skal træde i funktion i tilfælde af ildebrand, også tårnvægterne oppe i Sct. Knuds kirketårn har deres pligter. De skal således straks klemte med den store klokke og svinge den store lygte med lys i til den side i byen, hvor ilden er, for „at vedkommende, som skal ilden dæmpe, kunne sig til den side forføje. Ligesom ilden af- eller tiltager, skal vægterne hurtig og langsom at klemte, indtil den er ganske dæmpet“.

At klemte med klokken var i tilfælde af ildebrand af stor betydning. Magistraten undlader da heller ikke i sit reglement af 22. marts 1815[14] at understrege, at vægterne skal klemte med stormklokken, hvis der opstår ildsvåde, og i tårnvægter-instruksen af 27. marts 1839[15] gentages det samme, idet det dog tilføjes, at vægterne ved ildebrand om dagen skal udhænge et flag, om natten en lygte til den side, hvor ilden er (fig. 2). Begge instrukser fastslår iøvrigt, at tårnvægterne skal være på deres poster i vintermånederne fra klokken 6 aften til klokken 7 morgen og i sommermånederne fra klokken 8½ aften til klokken 5 om morgenen.

Bestemmelsen om, at tårnvægterne skal klemte med klokken i tilfælde af ildsvåde, er dog senere blevet afløst af en ny bestemmelse, hvad vi kan konstatere ved at undersøge det brandkort, sandsynligvis fra midten af 1800-tallet (fig. 3), som hænger i Møntergården i Odense, og som i sin tid formentlig har hængt i tårnet, så vægterne havde det for øje.

Fig. 3. Brandkort over Odense, 1800 tallets midte. Har form. hængt i Sct. Knuds kirketårn. Fyns Stiftsmuseum (Møntestræde).

Kortet, der viser en skematisk plan af Odense, er forsynet med en tekst, som har følgende ordlyd:

„Ildebrandstilfælde signaliseres således:
1 slag, landet
2 slag, vest for Kongensgade og Claregade
3 slag, mellem Claregade, Kongensgade, Slotsgade, en del af Nørregade, Paaskestræde og Aaen.
4 slag, øst for Paaskestræde og Nørregade til Hans Jensensstræde samt syd for Aaen.
5 slag, nord for Slotsgade, Hans Jensensstræde og Østergade.

Vægteren havde således sine instrukser at gå efter, og han har vel i det store og hele fulgt dem. Men lige morsomt for vægteren kan jobbet dog ikke altid have været. Navnlig for gadevægteren. Hvad enten vejret var godt eller dårligt, skulle han forrette sin vagttjeneste. Og ikke sjældent var han genstand for unge menneskers løjer, der dog som regel var af godmodig art. Men det hændte nu og da, at en gadevægter blev virkelig forulempet. Det var således tilfældet med Rasmus Henningsen, der den 2. september 1763 indgiver en klage til borgmesteren, som går ud på, at han dagen før er blevet overfaldet af en rytter, Hans Hansen, som havde slået ham i ansigtet, så der fremkom en knude bag ved det ene øre. Det ses, at rytteren blev idømt en mulkt på 3 rdl. Moderen var gået i forbøn for ham.[16]

Det kunne imidlertid også ske, at det var vægteren selv, som man måtte skride ind overfor. Grunden hertil komme for eksempel være den, at vægteren var beruset. I et brev af 5. marts 1766[17] til borgmesteren gør brandinspektør A. Bjørnson således opmærksom på, at han har fundet vægteren Hans Hansen ganske fuld, da han inspicerede posterne. „Sidst afvigte mandag fandt jeg ham i samme stand, så jeg måtte lade ham afløse klokken 10 slæt om aftenen og lade ham bære hjem til sit hus“, oplyser Bjørnson. Han foreslår derfor, at Hans Hansen kommer til at bære den spanske kappe.[18]

Vi hører også om en gadevægter, der tog sig en lille lur på et tidspunkt, da han skulle forrette sin vagttjeneste. Det var vægteren Peder Jallece (også formen Hjallece forekommer), der natten mellem den 10. og 11. juli 1776 havde lagt sig til at sove i vægtervagten på rådhuset. Men uheldigvis ville skæbnen, at brandinspektør Bjørnson, der var ude for at inspicere, kom til stede, og da han så den sovende vægter, gav han ham nogle prygl!

Men hvad sker? Et par dage senere, den 13. juli, indgiver vægterens kone, Anne Marie Jallece, en klage til stiftsbefalingsmanden over den behandling, hendes mand havde været udsat for, idet hun samtidig gør gældende, at manden siden den 11. juli har været sengeliggende, og at hun nu befrygter, at „han ikke kommer derfra med livet“. Hun vedlægger attester fra stadskirurg Ortmann og vægtervagtmester Niels Bager, der begge kan bevidne, at Peder Jallece overfor dem har oplyst, at han er blevet slået af brandinspektøren. Ortmann, der på forlangende har tilset Peder Jallece, erklærer iøvrigt, at mandens „højre skulderblad var opsvulmet med røde streger, den højre arm var ligeledes opsvulmet og blå ved albuen“.[19]

Da brandinspektøren bliver anmodet om at afgive erklæring, vil han ingenlunde benægte, at han har givet vægteren nogle slag af sin stok, men samtidig må han fastholde, at han „mange gange har jaget Jallece ud af vagten og betydet ham, at han tillige med de andre vægtere skulle blive på sin post“. Efter brandinspektørens opfattelse bør både Peder Jallece og vægtervagtmesteren, som han også fandt i vægtervagten, have deres straf. Han foreslår derfor, at den første kommer til at bære den spanske kappe, og at den anden straffes med fire ugers gage til de fattige.[20]

Slet så galt kom det dog ikke til at gå. Men nogen sejr for Peder Jallece blev det ikke, idet det i stiftsbefalingsmand H. Billes resolution af 20. juli 1776 hedder, at da „vægteren Peder Jallece mange gange tilforn har vist sig forsømmelig, så har brandinspektøren god anledning til at straffe denne vægter med nogle prygl af sin stok og følgelig kan intet på denne klage være at reflektere“.[21]

Sager af denne og lignende art har der sikkert været flere af, og vægterne har næppe i alle tilfælde været sagesløse, hvad ovenstående lader os formode. Men forståeligt er det, om vægterne af og til tog sig en lille lur, når de var på deres post. De var jo – trods alt – kun mennesker.

Det synes imidlertid, som om myndighederne ikke altid har været klar over dette. Især når det gjaldt en forbedring af vægternes løn. På dette punkt sker der nemlig ikke noget før den 7. maj 1803, da kancelliet i sin skrivelse meddeler stiftamtmand Gersdorff, at „vægternes løn bør forhøjes til 6 mark om sommeren og 7 mark om vinteren ugentlig for hver“.[22]

Dette var ganske vist et lyspunkt, men dog på ingen måde ensbetydende med, at vægterne nu var kommet på den grønne gren. Så sent som omkring 1840 ser vi, at fattigdommen stadig er stor hos vægterne. I anledning af en vægters død hedder det således:

„År 1840, den 4. januar, anmeldtes, at vægter Knud Knudsen ved døden er afgået efterladende enke og 5 umyndige børn. Da afdøde efter anmeldelse intet ejer, bliver han begravet af fattigvæsenet“.[23]

Det samme dystre billede finder vi det følgende år, da en anden vægter er død:

„År 1841, den 2. april, anmeldtes, at vægter Peder Nielsen ved døden er afgået efterladende enke og 6 børn. Da den afdøde intet ejer, bliver han begravet for fattigvæsenets regning, så at intet videre i anledning af dette dødsfald foretages“.[24]

Fig. 4. Morgenstjerne, mrk. LR 1839. Har tilhørt tårnvægter Lars Rasmussen, Odense. Fyns Stiftsmuseum (Møntestræde)

Der har sikkert kun været få, som har haft et arbejde ved siden af vægtergerningen. Så vidt det kan ses, er der ingen af vægterne, som har løst borgerskab. Men en ekstraskilling kan enkelte af dem jo godt have tjent nu og da. Det er næppe for meget sagt, at vægterne, som i flere tilfælde stammede fra landet,[25] i økonomisk henseende ikke har haft det bedre end daglejerne. Vægterne var og blev en samfundsgruppe, hvis livsudfoldelse var indskrænket til det mindst mulige.

Det ser dog ud til, at magistraten efterhånden er blevet klar over, at vægternes løn var for ringe. I 1850 vedtager den nemlig at udbetale ugentlig til vægtervagtmesteren 3 rdl. 1 mark 8 skill., til hver af de 11 gadevægtere 2 rdl. 4 mark 8 skill. og til hver af de 2 tårnvægtere 2 rdl. 4 mark 8 skill.[26]

Det skal tilføjes, at ud over lønnen, fik vægterne også deres mundering, der i 1862, da vægterkorpset bestod af 1 vægtervagtmester, 2 tårnvægtere, 15 gadevægtere og 1 reservevægter, omfattede: Uniformsfrakker, uniformsveste, støvler, kasketter og lådne huer. Ting, som kommunen også måtte anskaffe, var: Fløjter, stanglygter, vægterstiger og morgenstjerner.[27] Af sidstnævnte findes der i Møntergården to eksemplarer, af hvilke det ene (fig. 4) har tilhørt tårnvægteren Lars Rasmussen, som i 1839 var blevet ansat som vægter i byen. Det er en rødmalet stang med en blåmalet kugle med forgyldte pigge af jern og en forgyldt Odense-lilje. Lars Rasmussens bopæl var Torvet 575,[28] så han har ikke haft lang vej til sin arbejdsplads.

Fig. 5. Dukke, forestillende en vægter fra Frederik VI’s tid. Klædt i blå kappe med grønne opslag på ærmer og krave. Strikket brun hue. Gult skindbælte. På brystet Frederik VI’s kronede navnetræk. H. 34 cm. Har tilhørt frøknerne Wirth, Odense. Fyns Stiftsmuseum (Møntestræde).

Vægterordningen har derfor været forbundet med visse udgifter for kommunen. Ud over vægternes løn har en ikke ringe udgift været vægternes beklædning (fig. 5). Skræddermester Langhoff møder den 15. december 1840 med en regning for en „forfærdiget kjole“ til en vægter, som lyder på 16 rdl. 5 mark og 1 skill.[29] Hvor meget der er blevet anskaffet af tøj hvert år, kan vanskeligt siges; men af fortegnelsen over vægterkorpsets inventar 3. januar 1862 ses, at der i året 1860 er anskaffet 2 uniformsfrakker til tårnvægterne, 15 frakker til gadevægterne og 1 uniformsfrakke til reservevægteren. Udgiften til beklædning har altså dette år været ikke ganske ubetydelig.

Også anskaffelsen af gadelygter, af hvilke der i 1862 fandtes 221 i byen, har kostet kommunen en del. Det får vi en forestilling om, når vi ser, at blikkenslager L. Lachmann den 17. december 1840 kvitterer for et beløb på 36 rigsbankdaler for to gadelygter, som han har leveret.[30]

Det var naturligvis borgerne, som måtte betale, hvad det kostede at have en vægterordning. Allerede den 15. december 1721 havde magistraten vedtaget, at ejeren skulle betale vægterpenge af sit hus, også hvis dette stod ledigt eller var lejet ud. Nu omkring midten af 1800-tallet omfatter afgiften ikke blot løn til vægterne, men også udgifter vedrørende vand, lygter og brolægning. Det kunne i 1840 for den enkelte borger i Odense købstad dreje sig om beløb fra 1 til 16 rdl.[31] At det kunne knibe for kommunen at få denne skat ind, fremgår af restancelisterne.

Men det gamle vægterkorps havde nu ikke langt igen, idet en ny politiordning for Odense var under forberedelse. Den trådte i kraft den 1. februar 1866, fra hvilket tidspunkt der altså ikke mere var noget vægterkorps i Odense købstad. Vægterne måtte nu søge sig et andet job. At det kunne volde vanskeligheder, var kommunalbestyrelsen ganske klar over, hvorfor den på sit møde den 26. januar 1866 vedtog at give de afgående vægtere en understøttelse, som kunne hjælpe dem over den første svære tid. Kommunalbestyrelsen vedtog enstemmigt, at denne understøttelse skulle udbetales i vinterens løb, således at de, som havde tjent længst, skulle have en ugentlig understøttelse på 3 rdl. for februar, marts og april måneder, hvorimod de, der var ansat efter, at det var besluttet, at en ny ordning af politiet skulle indføres, skulle have en godtgørelse en gang for alle, der blev fastsat til 10 rdl. 5 vægtere, som havde været ansat i en ganske kort periode, skulle dog kun have 5 rdl. Man vedtog endvidere at skænke vægterne deres uniformer. Understøttelsen, som skulle ydes vægterne, udgjorde i alt 450 rdl.[32] ..

Dette var, hvad der skete, da vægterne i 1866 trak sig tilbage fra deres respektive stillinger. Et kapitel i Odense bys historie var nu afsluttet, og en ny tid begyndte. Men minderne om vægterne og afsyngelsen af de gamle vægtervers i byens gader hver nat levede længe i befolkningen.

Noter

  1. ^ Trykt i „Nationaltidende“ 4/5 og 7/5 1929, genoptrykt i „H. G. Andersen“ (1945), s. 46 ff.
  2. ^ Aage F. Blomberg, „Fåborg Bys Historie“, I, 1955, s. 76.
  3. ^ Odense magistrats arkiv. Embedsbog 1449-1701, folio 55 og 56. (Landsarkivet for Fyn). Jfr. Engelstoft „Odense Bys Historie“, 1880, s. 255 f.
  4. ^ G. L. Wad „Fra Fyens Fortid“, II bind, 1916, s. 394.
  5. ^ Odense magistrats arkiv. Copibog over udg. breve 1719-26, s. 103.
  6. ^ Odense magistrats arkiv. Copibog over indg. breve 1719-25, s. 170.
  7. ^ Jfr. Odense amts arkiv, 209, 31/946. (Landsarkivet for Fyn).
  8. ^ Jfr. Odense amts arkiv, 209, 4/947.
  9. ^ Jfr. Odense amts arkiv, 209, 4/947.
  10. ^ Jfr. Odense amts arkiv, 209, 4/947.
  11. ^ Odense byfogeds arkiv. Skifteprotokol 1745-51, folio 794. (Landsarkivet for Fyn).
  12. ^ Odense magistrats arkiv. „Vedrørende vægterne ca. 1770-1863“.
  13. ^ „Vedrørende vægterne ca. 1770-1863“.
  14. ^ „Vedrørende vægterne ca. 1770-1863“.
  15. ^ „Vedrørende vægterne ca. 1770-1863“.
  16. ^ Odense byfogeds arkiv. Politilprotokol 1742-69, s. 262 ff. (Landsarkivet for Fyn).
  17. ^ Odense magistrats arkiv. Indkomne breve 1766.
  18. ^ En sådan kan ses i Møntergården i Odense, mus. nr. 15/1861.
  19. ^ Odense magistrats arkiv. Indkomne breve 1774-76.
  20. ^ Indkomne breve 1774-76.
  21. ^ Indkomne breve 1774-76.
  22. ^ Odense amts arkiv. Kancellibreve 1803, I (Landsarkivet for Fyn).
  23. ^ Odense byfogeds arkiv. Skifteprotokol 1834-41, folio 291.
  24. ^ Odense byfogeds arkiv. Skifteprotokol 1841-50, folio 12.
  25. ^ Se Register til Odense Folketælling, 1845. (Landsarkivet for Fyn).
  26. ^ Odense magistrats arkiv. Regnskab for Odense Kjøbstads Brand, Vand, Vægter og Lygte samt Brolægningskasses Indtægter og Udgifter i Året 1850. Protokol 1848-50.
  27. ^ Odense magistrats arkiv. Brand, Vand, Vægter, Lygte og Brolægningsregnskaber 1860-62.
  28. ^ Jfr. Register til Odense Folketælling, 1845, II.
  29. ^ Odense magistrats arkiv. Brand, Vand, lygte og Brolægningsregnskaber 1838-41.
  30. ^ Ovennævnte regnskaber 1838-41.
  31. ^ Ovennævnte regnskaber 1838-41.
  32. ^ Jfr. Fyens Stiftstidende, 29. januar 1866.

©