Odense midt i verden

Om Odenses plads i Møntergårdens kulturhistoriske udstilling "Fyn midt i Verden"

Under planlægningsarbejdet med udstillingen Fyn – midt i verden stod det hele tiden klart, at Odense som Fyns hovedstad skulle have en fremtrædende plads. Overvejelserne gik på, om der skulle være et særskilt Odense-afsnit, en byhistorisk udstilling i traditionel forstand, eller om Odense-genstande og

-historier skulle integreres i de 11 temaer i udstillingen. Valget faldt på det sidste, forstået sådan at Odense hele tiden træder frem i udstillingen med historier og genstande, der fortæller om Odenses betydning. Hvornår var Odense i begivenhedernes centrum i den store historie, og hvordan påvirkede den generelle udvikling Odense?

Den største genstand, Odense Bys Museer nogensinde har hjemtaget, er en beboelsesvogn fra Færgevænget i Skibhusene. Den var der desværre ikke plads til i udstillingen.

Odense-genstand

Udstillingens kerne er museumsgenstandene, indsamlet fra museets åbning i 1860 og frem til i dag. Det kunne derfor være interessant at se lidt nærmere på ”Odense-genstande” i museets samling. Hvordan fordeler de sig over tid, og hvor mange og hvilke typer af genstande har museet indsamlet fra købstaden Odense.

Museets genstande er registreret i en database, der via en topografisk kode angiver, hvor genstanden kommer fra. Fra Odense er der registreret 29.581 genstande, hvilket vil sige, at ca. halvdelen af museets samlede genstandssamling er fra Odense, fra 1970 med omegnskommuner. I museets ældre arkivering er jordfund også medregnet. Fratrækkes disse og andre ikke relevante grupper, bliver der 26.570 reelle Odense-genstande tilbage. Udover en topografisk inddeling er genstandene inddelt i emnegrupper. For Odense-genstande er emnegrupperne ”skilderier” og ”bordstel og borddækning” de talrigeste.[1]

Hvad var den første ikke arkæologiske genstand, der kom ind i museets samling i 1860? Heldigvis er der helt fra museets grundlæggelse ført nøje protokoller med tilvæksten. Af den gamle protokol fremgår det, at den første museumsgenstand var en smedejernsfigur fra Vesterport, der var blevet nedbrudt i 1851. Her må det siges, at museets vise fædre viste rettidig omhu og fik reddet stumperne hos den smedemester, der ellers havde købt jernmaterialerne fra porten.

Udstillingen Fyn – midt i verdens temaer er udvalgt af inspektører og udstillingsleder ud fra faglige kriterier og, må det nok indrømmes, faglig formåen og interesser. Og der er tale om valg både med hensyn til emner og tidsnedslag. Der vil være ”huller” i historien, og der er foretaget selektive valg inden for genstandssamlingen. De overvejelser, gruppen herefter kunne gøre sig var: skulle man holde sig helt til egne samlinger, skulle der indsamles nye genstande, skulle der indlånes genstande? Det stod på et tidligt tidspunkt klart, at museets egen samling, især når det drejer sig om tiden efter 1945, er mangelfuld inden for flere genstandsgrupper. Der måtte derfor indsamles og lånes fra andre institutioner.

I tidligere tiders museumsudstillinger var genstandene det styrende, men de blev ofte udstillet uden nogen indre sammenhæng i tid eller historisk kontekst. I moderne museumsudstillinger er der ofte et budskab, en historie man gerne vil fortælle med tilknyt- ning til genstandene. Dette kan imidlertid godt virke kunstigt, og i forbindelse med Fyn – midt i verden blev det bestemt, at genstandene skulle være i centrum, at de også skulle være der i deres egen ret, og at de så forhåbentlig oveni havde en god fortælling knyttet til sig.

Når der skal hjemtages genstande til en ny udstilling, kan inspektørens bil godt blive for lille!!! Her er det vandrør fra Odense Vandforsyning. Museet havde i forvejen vandrør fra 1700- og 1800-tallet.

Den gode genstandsfortælling er imidlertid afhængig af, at der er foretaget en grundig beskrivelse af museumsgenstanden i forbindelse med registreringen, og at denne indeholder så mange oplysninger og fortællinger som overhovedet muligt om den enkelte genstand. Dette er i øvrigt blevet endnu vigtigere i disse år, hvor kassationskravenes hvirvelvinde blæser over museerne. Lad mig præsentere et eksempel:

Museet har i sin samling seks pengekasser, men til den ene knytter der sig en særlig historie. På en seddel i låget står: ”Fra denne Kasse, der har været udlaant til Modstandsstyrkernes Civiladministration i Odense, er der i Tiden fra 5. Maj til 31. Oktober 1945 udbetalt i alt Kroner 2.768.111,81.”

Giveren, Jørgen Grønberg, Paludan Müllersvej 6, 5230 Odense fortalte ved afleveringen også følgende lille historie:

”De sidste måneder af besættelsen 1940-1945 havde mine forældre hovedkvarter for modstandsbevægelsens byledelse i deres villa Smedevænget 19. Vi oplevede derfor budskabet om befrielsen på nærmeste hold, da vi havde modtager og sender på loftet. Jeg kan huske, at hele byledelsen var samlet, lige bortset fra de der gik vagt om villaen. Min moder havde lavet gule ærter, og vi havde lige sat os til bordet, da den glædelige meddelelse kom, og jeg skal love for, de gule ærter smagte endnu bedre. Der blev selvfølgelig travlhed oven på denne meddelelse, og grosserer H. Thyge Hansen, der havde ansvaret for administrationen, spurgte min far, om han ikke havde en pengekasse, de kunne låne. Det havde han, og den blev placeret i administrationen på slottet, og alle lønninger, der blev udbetalt til modstandsbevægelsens folk, blev taget af denne kasse; totalbeløbet står i låget af pengekassen.”

Med denne historie blev pengekassen pludselig en særlig pengekasse med en særlig historie, og den skulle selvfølgelig med i udstillingen.

Hvornår var Odense helt fremme i rampelyset i Danmarkshistorien?

Særlige begivenheder skulle med, f.eks. drabet på kong Knud den Hellige i 1086 i Sct. Albani Kirke, der fik stor betydning for Odense som pilgrimsby og kirkeligt centrum. Da vi ikke kunne få Knuds relikvier eller den prægtige ørnedug udstillet, måtte vi ty til Christian Albrecht von Benzons historistiske maleri fra 1843 af begivenheden. Historisk ægthed er der selvfølgelig ikke tale om, hverken i dragter, personer eller interiør, men ethvert barn kan se, at her sker der noget dramatisk. Drabet på kongen og senere kanoniseringen af ham fik afgørende betydning for Odense.

At kongestof sælger godt, ved enhver ugebladsredaktør, men det var nu ikke grunden til, at vi selvfølgelig også skulle præsentere guvernørtiden i Odense. I perioden 1815-39 fik Fyn og Odense en særlig position, idet kronprinserne var i en slags kongelære, hvor de skulle repræsentere kongehuset på Fyn og lære omgang med embedsmænd og lokaladministration. De to guvernører, der tog ophold på Odense Slot, var den senere Christian VIII i perioden 1815-39 og den senere Frederik VII i årene 1839-48. Odense kom i centrum, og den kongelige glans over byen blev nydt i fulde drag. Odense blev kaldt ”det lille København”.[2] Frederik VII’s interesse for arkæologi blev for alvor vakt på Fyn, hvor han havde rige muligheder for at samle oldsager og foretage udgravninger. Lidt hygge blev det dog også til, når han på Næsbyhoved kunne nedskyde citronen i festligt lag sammen med skydebrødrene. Både citronen i syltetøjsglas og det udstillede kyras og hjelm er indkommet i museets samling i 1883, samtidig med at man købte kongens naturhistoriske samling til udstilling i den nye museumsbygning i Jernbanegade.

Odenses særlige position under besættelsen, især i forbindelse med oprøret i august 1943, er grundigt beskrevet i den eksisterende faglitteratur, så her manglede ikke stof til gode udstillingstekster. Af arkivalsk materiale indeholdt museets samling de originale opslag og løbesedler samt opfordring fra Odenses borgmester, Vilhelm Werner, til at standse urolighederne. Men ”flade” genstande er ikke de bedst udstillingsegnede; der manglede genstande i 3D.

Man siger, at de bedste fund gøres i egne magasiner, og netop under navnet Vilhelm Werner gav søgningen resultat. Werner havde i besættelsestidens sidste år anskaffet en knippel, der lå i hans skrivebordsskuffe under besættelsen. Den blev længe efter krigen givet til museet af en rådhusbetjent. Når vi i dag ved, hvor barskt og voldsomt clearing-mordene foregik, så havde et sådant våben næppe hjulpet meget.

En anden helt fantastisk genstand, som det med velvilje fra Den fynske Besættelsessamling er lykkedes at udstille, er en lille 9- mm pistol fra våbenfabrikken i Erfurt. Historien bag pistolen er følgende:

Den 19. august 1943 steg en ung tysk løjtnant, H. Wieseler, af toget i Odense. Han var tjenstgørende i Oslo, men ville på gennemrejse besøge nogle soldaterkammerater på kasernen i Odense. Vi kan i dag ikke forstå det store had, der på dette tidspunkt var mod besættelsesmagten, men i sin uniform og helt alene var han et oplagt offer. En gruppe mennesker forfulgte ham op igennem Jernbanegade, og i Vestergade blev han væltet og tilført spark og slag; både hans pistol og dolk blev revet fra ham, og begge dele overgik til den fynske modstandsbevægelse. Nogle dage senere blev en anden tysk officer dræbt. Episoderne kom Hitler for øre, og den rigsbefuldmægtigede, Verner Best, blev kaldt til Berlin for at orientere om forholdene i Danmark. Otte dage senere ophørte samarbejdet med besættelsesmagten. Odense havde været helt fremme i begivenhedernes centrum, og det var ikke uden grund, at modstandsbevægelsen ved befrielsen kunne meddele den odenseanske befolkning, at de havde gjort en særlig indsats.[3]

Først og størst

Udstillingen skulle også præsentere genstande, der markerede, hvornår Odense havde været først fremme med tekniske opfindelser. Odense var den første by i Danmark, hvor det gule gaslys blev tændt. Så tidligt som i 1853 tog Hanssen og English initiativ til, at der skulle leveres gas til gadebelysning, og Odense fik landets første gasværk. Selvom det gule lys stadig ikke kunne lyse gaderne op, var det en stor forbedring i forhold til tranlamperne, der blev tændt af vægterne. Gasværket leverede først og fremmest gas til belysning, og der var i 1860’erne kun 500 private forbrugere.[4]

Restauranten i Odinstårnet. Tjenere i jaket, borde med hvide duge og de karakteristiske kurvestole. Da tårnet i december 1944 blev sprængt, reddede en opsynsmand en af stolene, der blev skænket til Odense Bys Museer. Museets billedsamling.

Odinstårnet

Ingeniør og byrådsmedlem Jørgen Christensen fik en lys idé, da han foreslog, at restmaterialerne fra Lillebæltsbroen, der stod færdig i 1935, skulle anvendes til et udkigstårn i Odense. Da tårnet stod færdigt, var det det andethøjeste tårn i Europa og med elevatorer, der bragte de besøgende til restaurant og udkigsplatforme. Tårnet blev en rigtig turistmagnet, men i december 1944 blev tårnet sprængt af danske nazister og aldrig genopført. Odinstårnet skulle selvfølgelig også med i udstillingen repræsenteret ved souvenirs, samlesæt og modeller. I museets samlinger befinder sig også en motor til elevatoren; denne blev dog ikke udstillet.

Lånte fjer

En vigtig begivenhed skete i 1482, hvor bogtrykkeren Johan Snell kom til Odense med sine trykklodser. Snells ærinde var egentlig at trykke en flot bønnebog til domkirken, men arbejdet gik trægt, og Snell manglede penge. Hvad gør en bogtrykker så i den situation? Han laver noget hurtigt og nemt, noget der kan sælges: en nyhedsrapport om den gruelige belejring af korsfarerborgen på Rhodos. De obsidione et bello Rhodiano blev Danmarks første trykte bog, en stor begivenhed. Den lille bog findes kun bevaret i to udgaver. Det kongelige Bibliotek ville ikke låne ud til os, men Universitetsbiblioteket i Uppsala var beredvilligt og lånte os et meget fint eksemplar med korrektioner indført med rødt blæk. En vigtig begivenhed i både Danmarks og Odenses historie.

Folkestyre, borgmester, byråd og politikere

Heldigvis er der blevet indsamlet genstande, der kan belyse udviklingen fra de få eligerede (udvalgte) mænd, der i begyndelsen af 1800- tallet havde indflydelse på byens styre, til i dag. Kæmnerkasse, fattigbøsse, dokumentmappe m.m. Men jo højere op i tid vi kommer, desto færre genstande er der hjemtaget. Om dette skyldes, at det er blevet betragtet som en del af historien, man kunne skrive sig ud af, vides ikke. Et lykketræf er det, at borgmesterstolen fra 1883 stadig er i behold; så godt gik det ikke for rigtig meget af inventaret på de rådhuse, der lukkede i december 2006 i forbindelse med den seneste kommunalreform.

Borgmesterens stol, der stammer fra den del af rådhuset i Odense, der blevet indviet i 1883. Det var ikke ualmindeligt, at inventar som håndtag, dørklokker og møbler også blev tegnet af bygningens arkitekt, i dette tilfælde J.D. Herholdt og C. Lendorf. På stolens ryg ses Odenses byvåben udskåret. Stolen kom til museet i 1959.

Industrien, Thrige, Lindø, slagteriet, Dalum Papir

Odense blev fra sidst i 1800-tallet og 100 år frem en af Danmarks store industribyer. Industriens særkende var store arbejdspladser og massefabrikation. Genstandsmæssigt var det først, da de store industrivirksomheder begyndte at lukke, at museet indledte en systematisk indsamling af genstande. Da mange af genstandene er store maskiner, er der i de fleste tilfælde valgt en grundig undersøgelse /fotodokumentation og indsamling af mindre genstande som produkter, kantineudstyr, arbejdstøj o.l. En pudsig hændelse skal lige omtales. Da museet i forbindelse med Lindøværftets lukning hjemtog arbejdstøj m.m., havde vi i udstillingen placeret en blå hjelm. UHA! En rigtig Lindøsvejser havde da en grå hjelm, blev vi venligt, men bestemt gjort opmærksom på af en museumsgæst. Heldigvis havde selvsamme museumsgæst gemt sin grå hjelm og var villig til at skænke den til museet.

Genstande fra almindelige husholdninger i 1960’erne er stort set ikke indsamlet til Odense Bys Museer. Det lykkedes derfor at finde en uden for museets samlinger, der kunne fortælle historien om, hvordan husmødrene i 1960’erne kom ud på arbejdsmarkedet. Nu skulle madlavning og opvask rationaliseres, men en ordentlig husmor satte jo ikke gryder på bordet. Derfor ændrede gryderne karakter og blev lavet i festlige farver udsmykket med blomster eller mønstre, så de kunne gå lige på bordet.

Film

Et vigtigt indslag i udstillingen er de mange filmklip, der kører i de forskellige afsnit. Museets store filmsamling er blevet gennemset og digitaliseret til formater, der kan gemmes for eftertiden. Rigtig mange af filmene er fra Odense. Og rigtig mange af dem er selvfølgelig allerede kendte film, men der er også fremkommet nye spændende film, der ikke er blevet vist før. Vi har kun kunnet vise korte sekvenser i udstillingen, men museet håber ved filmaftener, på hjemmesider o.a. at gøre disse film mere tilgængelige for offentligheden. Hvem husker f.eks. Flirt og Forbrydelse, optaget i 1930? De store Odense-filmfolk Tage Larsen og Bent Nørmark er med deres professionelle film grundstammen i samlingen, men de mange amatøroptagelser, der i årenes løb er tilgået museet, viser også spændende scener fra hverdagslivet i Odense.

De genstande, vi ikke havde

Vi ønskede, at udstillingen også skulle indeholde de seneste årtiers historie. Men her skulle det vise sig, at museets samling var mangelfuld. Der var derfor ikke andet at gøre end at efterlyse disse genstande i pressen. Heldigvis var der stor interesse blandt borgerne, og vi fik fyldt de værste huller ud. Her skal blot nævnes nogle eksempler: autopude fra familien Jensens første bil i 1950’erne, biografprogrammer fra en flittig biografgænger, sportstrøjer, genstande fra Danmarks første kollektiv Huset på Hunderupvej, serveringsgryde fra 1960’erne og campingsæt.

Odense fik ikke en byhistorisk udstilling, men vi håber, at der er plukket genstande og historier til en farverig buket om mennesker, steder og begivenheder, om byen midt på øen – midt i verden.

 

Noter

  1. ^ Odense Bys Museers genstandssamling er tilgængelig på nettet via Kulturstyrelsens site ”Museernes samlinger”.
  2. ^ Jacobsen, Hans Henrik: Kronprins og Guvernør, Odense 1998, s.127.
  3. ^ Kirchhoff, Hans: Augustoprøret 1943, Samarbejdspolitikkens Fald, bind 2, s. 34.
  4. ^ Harnow, Henrik et al.: Industribyen Odense, OBM 2001.

 

©